Fjǫlsvinnsmǫ́l
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
||||||
|
||||||
|
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint
Udgivne og tolkede af
G. E. C. Gads Forlag
København, 1932
- I hds. findes ingen vejledning m.h.t. hvem der taler i hvert vers.
- 1.
- Útan garða
- hann sá upp of koma
- þursa þjóðar sjǫt.
- — — — —
1. hann: er Svipdag; digtet sætter ind, hvor denne er kommen i nærheden af Menglöds bolig, der må tænkes at være indenfor tursernes hjem (sjǫt), selv er han naturligvis »udenfor gården (gærdet)«.
- Fj. kv. 2.
- Hvat ’s þat flagða,
- es stęndr fyr forgǫrðum
- ok hvarfar of hættan loga?
- hvęrs þú lęitar *
- eða hvęrs á lęitum est, *
- hvat vilt, vinlauss, vita? *
- úrgar brautir
- árna aptr heðan,
- áttat hér, vęrndar vanr, veru.
2. Fjǫlsvinn ser Svipdag bevæge sig — åbenbart rådvild — udenfor og ved ‘den farlige lue’, der er vaverlue omkring Menglöds sal. — flagða: utyske, et udtryk, der er passende i Fjǫlsvinns mund, og som Svipdag giver ham igen. — L. 4–6 er sikkert indskud, kluntede som de er, l. 4 og 5 er ganske identiske og tavtologiske. — L. 9: »du har intet opholdssted her (at vænte), værnløs som du er«.
- Sv. kv. 3.
- Hvat ’s flagða,
- es stęndr fyr forgarði
- ok býðrat líðǫndum lǫð?
- sœmðarorðalauss
- hęfir þú sęggr lifat,
- † ok halt hęim heðan.
3. liðǫndum: vejfarende (som mig). — Hvis l. 4–6 hører til Svipdags replik, er l. 6 uforståelig og forvansket; de vilde efter l. 6 — hvis den er rigtig — bedre passe i Fjǫlsvinns mund, men v. 4 er svar på Svipdags spörsmål, derfor kan l. 4–6 næppe være hans tale. De kunde passe efter v. 4, men er der overflødige.
- Fj. kv. 4.
- Fjǫlsviðr hęitik,
- ák fróðan seva,
- þęygi emk míns mildr matar;
- innan garða
- þú kemr hér aldrigi,
- ok dríf nú vargr at vegi.
4. ák fróðan seva: er blot en forklaring af hans navn: ‘Den meget kloge el. vidende’. — L. 6: »Drag du som en ulv (ɔ: fredløs) hen ad vejen« (ɔ: tilbage).
- 5.
- Augna gamans
- fýsir aptr fáa,
- hvars getr svást at séa;
- garðar glóa
- þykkjumk of gollna sali;
- hér mundak eðli una.
5. fýsir: upersonl. ‘man får lyst til’. — aptr: igen, ɔ: når én engang har set noget attråværdigt, vil man igen se det; om dette bet., at Svipdag har set Menglöd tidligere, må stå hen, men det er ikke rimeligt (jfr. forskellige æventyrmotiver). — glóa: på grund af vaverluen?
- Fj. kv. 6.
- Sęg mér, hvęrjum
- est svęinn of borinn?
- hvęrra est manna mǫgr?
- Sv. kv.
- Vindkaldr hęitik,
- Várkaldr hét minn faðir,
- þess vas Fjǫlkaldr faðir.
- 7.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvęrr hér ræðr,
- ok ríki hęfr,
- ęign ok auðsǫlum.
7. L. 6 hører sm med l. 4. Der er intet stødende her i de syntaktiske forhold.
- Fj. kv. 8.
- Męnglǫð hęitir,
- ęn hana móðir of gat
- við Svafrþorins syni,
- hón hér ræðr,
- ok ríki hęfr,
- ęign ok auðsǫlum.
8. Svafrþorins: ukendt person, moderen er navnløs, ligeså faderen.
- 9.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé grind hęitir,
- es með goðum sǫ́ut
- męnn hit męira forað.
9. grind: gitterdören i gærdet. — með goðum: hos guderne, er mærkeligt her; »ikke engang hos guderne«?
- Fj. kv. 10.
- Þrymgǫll hęitir,
- ęn hana þrír gęrðu
- Sólblinda synir;
- fjǫturr fastr
- verðr við faranda hvęrn,
- es hana hęfr frá hliði.
10. þrymgǫll: den stærkt larmende. — Sólblinda: fuldkommen ukendt. Vel en dværg. — fjǫturr: er prædikativt, »den bliver en fast lænke«. — hliði: selve åbningen i gærdet.
- 11.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé garðr hęitir,
- es með goðum sǫ́ut
- męnn hit męira forað.
- Fj. kv. 12.
- Gastrópnir hęitir,
- ęn hann gǫrvan hęfk
- ór Lęirbrimis limum;
- svá hęfk studdan,
- at hann standa mun,
- æ meðan ǫld lifir.
12. Gastrópnir: ordets form og betydn. er lige usikre. — Lęirbrimis: ukendt. — studdan: opført (så) stærkt.
- 13.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé garmar hęita,
- es gífrari hęfk
- ęnga fyrr í lǫndum litit.
13. gífrari: mere glubske.
- Fj. kv. 14.
- Gífr hęitir,
- ęn Geri annarr,
- ef þú vilt þat vita;
- varðir ęllifu
- of varða þęir,
- unz of rjúfask ręgin.
14. Gífr: den grådige (jfr. angels. gīfre ‘begærlig’), Geri har sm betydn. — varðir ęllifu: 11 kvinder; det er Menglöd plus 10 andre, disse opregnes i v. 38, hvor dog et klarlig mangler. — unz rjúfask ręgin: altså må der her være tale om gudebeslægtede personer.
- 15.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvárt sé manna nǫkkut,
- þats męgi inn koma,
- meðan sókndjarfir sofa.
15. sókndjarfir: dristige til angreb.
- Fj. kv. 16.
- Missvefni mikit
- vas þeim mjǫk of lagit,
- síðans þęim vas varzla vituð,
- annarr of nætr sefr
- ęn annarr of daga,
- ok kemsk þá vætr, ef þá kom.
16. Missvefni: sövn til forskellige tider. — vituð: tildelt, bestemt. — þá (2): til den ene el. den anden tid ɔ: ved dag el. nat.
- 17.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvárt sé matar nǫkkut,
- þats męnn hafi
- ok hlaupi inn meðan eta.
17. eta: bet. ikke, at de samtidig er tilstede.
- Fj. kv. 18.
- Vængbráðir tvær
- liggja í Víðópnis liðum,
- ef þú vilt þat vita,
- þat eitt ’s svá matar,
- at þęim męnn of gefi
- ok hlaupi inn meðan eta.
18. Vængbráðir: er uforståeligt, bráð bet. ‘føde’, men væng-?; ‘vinge’ synes ikke at give nogen god mening, da det hedder, at de ligger i Vidofnes lemmer, ɔ: ben (vel). Hvem Vidofner er, får man senere at vide.
- 19.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé barmr hęitir,
- es bręiðask umb
- lǫnd ǫll limar.
19. barmr: = baðmr ‘træ’. — es: er gen., hvis (limar o. s. v.).
- Fj. kv. 20.
- Mímamęiðr hęitir,
- es mangi vęit,
- af hvęrjum rótum rinnr,
- við þat fęllr,
- es fæstan varir,
- flœrat hann ęld né járn.
20. Mímamęiðr: er Yggdrasilsasken, for hvis trivsel Mímer sörger. Míma er anomal gen. — fęllr: nemlig ved ragnaröksrædslerne. — L. 6 bet.: »det beskadiges hverken ved ild eller jærn«.
- 21.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvat af móði verðr
- hins mæra viðar,
- es flœrat ęld né járn.
21. moði: af móð ntr., frugt (jfr. moden) = aldni i følg. v.
- Fj. kv. 22.
- Út af hans aldni
- skal á ęld bera
- fyr kelisjúkar konur;
- útar hverfa
- þess þær innar skyli,
- sá ’s hann með mǫnnum mjǫtuðr.
22. kelisjúkar: ordet er ellers ukendt og mulig forvansket. Meningen synes dog klar, den som Fr. Grön har udtalt (Altn. heilkunde s. 41–42), nemlig at der er tale om kvinder, der skal føde; fødselen antages at lettes ved at asketræsfrugter blev lagt på ilden, og røgen havde betydning for fødselen. Dette bestyrkes ved betegnelsen mjǫtuðr ‘mål-træ, skæbnetræ’. — L. 4–5 går da på fødselen, men ordene er skruede og næppe rigtige; navnlig er þess (hvoraf styres det?) og innar lidet forståelige ord.
- 23.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé hani hęitir,
- es sitr í hóum viði,
- allr við goll glóar.
- Fj. kv. 24.
- Víðópnir hęitir,
- ęn hann stęndr veðrglasir
- á męiðs kvistum Mima;
- ęinum ękka
- þryngr ørófsaman
- Surtr Sinmǫru.
24. Dette vers er af de allervanskeligste i digtet. — Víðópnir: navnets form og betydn. er usikker, af óp ‘råb’ (?). — veðrglasir: et ukendt og utolkeligt ord; synes at måtte være prædikativt. — Mima: sål. her med kort vokal. — ęinum ękka: én og den samme sorg (pine), uafladelig. — þryngr: piner, plager. — ørófsaman: acc. adverbiel, uden måde. — Surtr, Sinmǫru (dette ved rettelse): ukendte personer — og meningen i halvverset?
- 25.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvárt sé vápna nǫkkut,
- þats knegi Víðópnir fyrir
- hníga á hęljar sjǫt.
25. hníga á hęljar sjǫt: denne drabelige udtryksmåde bet. kun ‘dø’; om heljar skal skrives med stort el. lille bogstav, er ret ligegyldigt; sjǫt jfr. v. 1.
- Fj. kv. 26.
- Lævatęinn hęitir,
- es gęrði Loptr rúnum
- fyr nágrindr neðan,
- í segjárnskęri
- liggr hjá Sinmǫru,
- ok halda njarðlásar níu.
26. Lævatęinn: navn på sværd (jfr. Mistiltęinn); hds. har hæva-, men ordet skal begynde med l. ‘Svig-tén’. — Loptr: Loke(?). — rúnum: rett. f. ruinn, der intet er. — segjárnskęri: hvad sęg- er, vides ikke (= sęig-?); at våben opbevaredes i (aflange) kasser, er sikkert, jfr. Guðrkv. 7. — njarðlásar: stærke låse, jfr. njarðgjǫrð.
- 27.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvárt aptr kemr
- sás ęptir fęrr
- ok vill þann tęin taka.
- Fj. kv. 28.
- Aptr mun koma
- sás ęptir fęrr
- ok vill þann tęin taka,
- ef þat fœrir,
- es fáir ęigu,
- Ęiri ǫrglasis.
28. Ęiri ǫrglasis (el. aur-?): er en kenning f. Sinmara, men hvad ǫrglasis er, vides ikke; næppe kenning f. guld.
- 29.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvárt sé mæta nǫkkut,
- þats męnn hafi
- ok verðr því hin fǫlva gýgr fęgin.
29. mæta: gen. pl. af mæti ‘en kostbarhed’.
- Fj. kv. 30.
- Ljósan léa
- skalt í lúðr bera,
- þanns liggr í Víðópnis vǫlum,
- Sinmǫru at sęlja,
- áðr sǫm tęlisk
- vápn til vígs at léa.
30. í lúðr bera: lægge i en kasse. — vǫlum: af vala, egl. en enkelt knokkel (astragalus), men her åbenbart brugt om ben(piber). — sǫm: rede, villig.
Som man ser er der tale om betingelser, der betinger hinanden; det hele er en circulus vitiosus, der viser, at det er umuligt at komme ind for hundene. Svipdag opgiver nu videre spörsmål ang. sagen og spörger nu om andre ting.
- 31.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé salr hęitir,
- es slunginn es
- vísum vafrloga.
- Fj. kv. 32.
- Hýrr hann hęitir,
- ęn hann lęngi mun
- á bjargs oddi bifask,
- auðranns þess
- munu of aldr hafa
- frétt ęina firar.
32. Hýrr: venlig, tillokkende; et ret passende navn, men så må hann i l. 2 have en stærkere betoning end man væntede. — bjargs: rettelse f. brodds (jfr. v. 35), men brodds oddr er meningsløst; oddr måtte her bet. ‘tinde’; sål. findes ordet dog ellers ikke brugt. — auðrannsv: rigdoms-hus. — »Menneskene vil altid kun kende salen af hvad de hører derom«.
- 33.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvęrir þat gęrðu
- es fyr garð of sák
- innan ásmaga.
33. hvęrir—gęrðu: rett. f. hverr—gerði. — ásmaga: gudernes; ordet kan ikke bet. andet, men det er mærkeligt at finde dem her nævnede; meningen synes at kræve, at ordet styres af hvęrir, og ikke af garð.
- Fj. kv. 34.
- Uni ok Íri,
- Óri ok Bári,
- Varr ok Vegdrasill,
- Dóri ok Úri,
- Dęllingr, Atvarðr,
- Líðskjalfr, Loki.
34. Alle de her forekommende navne må være dværgenavne; flere af dem er usikre m. h. t. formen, og påfaldende er det her at træffe Loke. De fleste af navnene findes kun her og er utolkelige.
- 35.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé bjarg hęitir,
- es sék brúði á
- þjóðmæra þruma.
35. þjóðmæra: meget navnkundig. — þruma: forblive, opholde sig i al ro og mag.
- Fj. kv. 36.
- Lyfjaberg hęitir,
- ęn þat hefr lęngi verit
- sjúkum ok sǫ́rum gaman,
- hęil verðr hvęr,
- þótt hafi hęljarsótt,
- ef þat klífr kona.
36. Lyfjaberg: lægemidlers (lægeurters) bjærg; hds. har Hyfja-, men ordet skal beg. med l, og hyfja er intet. L. 2–3 forklarer navnet. — hęljarsótt: dødelig sygdom, er en træffende rettelse (Bugge) af hds.s arssott.
- 37.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvé męyjar hęita,
- es fyr Męnglaðar knéum
- sitja sáttar saman.
- Fj. kv. 38.
- Hlíf hęitir ęin,
- ǫnnur Hlífþrasa,
- þriðja Þjóðvara,
- Bjǫrt ok Blęik,
- Blíð, Fríðr . . . ,
- Ęir ok Aurboða.
38. Her opregnes tærnerne, men der er kun 9 navne; sagen er den, at et navn er åbenbart udfaldet i l. 5; så er der 10 og Menglöd selv den 11., jfr. v. 14. Navnene er så godt som alle let forståelige og de er meget tiltalende.
- 39.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvárt þær bjarga
- þęims blóta þær,
- ef gęrask þarfar þess.
39. blóta: ofrer.
- Fj. kv. 40.
- Bjarga svinnar,
- hvars blóta þær
- á stallhęlgum stað;
- svá hótt forað
- kemrat hǫlda sonum,
- hvęrn ór nauðum nema.
40. stallhęlgum: hellig ved stallr, ɔ: den alterlignende sten el. stensöjle; stallhęilagr staðr er vel blot en omskrivning for tempel. — hótt forað: egl. höjt sted, hvorfra man ikke kan komme, her: stor fare, ulykke. — L. 6 er en selvstændig sætning; logisk-syntaktisk væntede man en sætning som »at de ikke redder enhver af nøden«, men sætningen bet. det samme.
- 41.
- Sęg mér Fjǫlsviðr
- þats þik fregna munk
- ok ek vilja vita:
- hvárt sé manna nǫkkut,
- es knegi á Męnglaðar
- svǫ́sum armi sofa.
41. Dette spörsmál kunde Svipdag straks have stillet, så var alt det foregående overflødigt, men sagnet(?) og digteren vilde nu have noget mere ud af det.
- Fj. kv. 42.
- Vætr ’s þat manna,
- es knegi á Męnglaðar
- svǫ́sum armi sofa,
- nema Svipdagr ęinn,
- hǫ́num vas hin sólbjarta
- brúðr at kvǫ́n of kveðin.
- 43.
- Hritt á hurðir,
- Iát hlið mér rúm,
- hér mátt Svipdag séa,
- ęn þó vita far,
- ef vilja myni
- Męnglǫð mitt gaman.
43. Hritt á hurðir: stød til dören (for at den åbner sig). — hlið: døråbningen. — rúm: adj., rummelig. Ved navnets nævnelse (og magt) åbner dören sig af sig selv.
- Fj. kv. 44.
- Hęyr þú Męnglǫð,
- hér ’s maðr kominn,
- gakk á gęst séa,
- hundar fagna,
- hús hęfr upp lokizk,
- hygg at Svipdagr séi.
- M. kv. 45.
- Horskir hrafnar
- skulu þér á hóum galga
- slíta sjónir ór,
- ef þú þat lýgr,
- at hér sé langt kominn
- mǫgr til minna sala.
45. Horskir: kloge, ravnene har spådomsævne (ligesom kragerne), men i denne forbindelse har epitetet ingen særlig betydning. — langt: langvejs fra. — mǫgr: mand(en).
Imellem v. 45–46 er Svipdag kommen ind til Menglöd.
- 46.
- Hvaðan fórt,
- hvaðan fǫr gęrðir,
- hvé þik hétu hjú?
- at ætt ok nafni
- skalk jartegn vita,
- ef vask þér kvǫ́n of kveðin.
46. hjú: husfolk (forældre?). — jartegn: bevis.
- Sv. kv. 47.
- Svipdagr hęitik,
- Sólbjartr hét minn faðir,
- þaðan rǫ́kumk vindkalda vega;
- Urðar orði
- kveðr ęngi maðr,
- þótt sé við lǫst lagit.
47. þadan: ɔ: fra hjemmet. — Urðar orði: skæbnegudindens ord, bestemmelse. — kveðr: er en enestående brug af kveða, her i betydn. ‘modsige, hindre, afværge’. — L. 6: »uagtet det er forbundet med brøst (moralsk fejl), nemlig ‘ordet’; tanken er ikke helt klar.«
- M. kv. 48.
- Vęl þú nú kominn,
- hefk minn vilja beðit,
- fylgja skal kvęðju koss;
- forkunnar sýn
- mun flęstan glaða,
- hvars hęfr við annan ǫ́st.
48. vilja: ønske. — forkunnar sýn: et udmærket syn, synet af noget herligt, her af Svipdag.
- 49.
- Lęngi satk
- ljúfu bergi á,
- bęiðk þín dœgr ok daga.
- nú þat varð,
- es vætt of hęfk,
- at est kominn mǫgr til minna sala.
49. satk: har jeg siddet. — ljúfu bergi: bör måske rettes til Lyfjabergi. — dœgr: halvdögn, her altså: nætter.
- 50.
- Þráar hafðar
- hęfk til þíns gamans,
- ęn þú til míns munar;
- nú ’s þat satt,
- es vit slíta skulum
- ævi ok aldr saman.
50. þráar: længsel. — gamans: kærlighed, elskov = munar.
