Fjolsvinnsord (Fjǫlsvinnsmǫ́l)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Fjolsvinnsord
(Fjǫlsvinnsmǫ́l)

1.
Udenfor hegnet
han sig heve saa
sæde for thursers slegt.

Fjolsvinn kvad.
«Hvad trold er det,
som for tunhegn staar,
lakker om luen slem?

2.
Hvad søger du,
hvad savner du,
hvad vil du, venløs! vide?
vaaden vei du
vanke tilbage,
her faar du, vernløs! ei hus.»

3.
Fremmedkarlen kvad.
«Hvad trold er det,
som for tunhegn staar,
vandrer ei velkomst by’r?
lidt har du levet
med lovord, svend!
hav du dig herfra hjem.»

4.
Fjolsvinn kvad.
«Fjolsvinn jeg heder,
har fuldklog hug,
ødsler dog ei med mad;
indenfor hegnet
aldrig du kommer,
skynd dig som varg til skogs.»

5.
Fremmedkarlen kvad.
«Øienslyst hver,
ønsker igjen sig,
der fagert se han faar;
gjerder mig glitrer
om gylden sal,
leved jeg her med lyst.»

6.
Fjolsvinn kvad.
«Sig du mig, svend!
hvis søn du er,
og af hvad folk vel født?»

Fremmedkarlen kvad.
«Vindkald jeg heder,
Vaarkald min fader,
Fjolkald hans fader var.

7.
Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil,
og vel jeg vide gad:
hvem har rige
og; raader her
for gods og gyldensal?»

8.
Fjolsvinn kvad.
«Menglod hun heder,
hende moder fik
med Svavrthoren's søn;
hun har rige
og raader her
for gods og gyldensal.»

9.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad :
hvad er grinden nevnt,
gru, som verre
man hos guder selv ei saa?»

10.
Fjolsvinn kvad.
«Er Thrymgoll nevnt,
tre den gjorde,
Solblinde’s sønner;
felde, saa fast
for fremmed hver,
som løfter den fra led.»

11.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
hvad er gjerdet nevnt,
gru, som verre
man hos guder selv ei saa?»

12.
Fjolsvinn kvad.
«Gastropne nevnt,
den gjort jeg har
af Leirbríme's lemmer;
saa jeg det støtted,
at staa det skal,
alt medens mænd har liv.»

13.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
glamhundes navn,
glubske, som ei
jeg før om land dem fandt.»

14.
Fjolsvinn kvad.
«Gívr er én nevnt.
Gere den anden,
om du det vide vil;
de møer ni
monne de vogte,
til guder brat forgaar.»

15.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinnn
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
om er der mand,
som ind kan gaa,
mens blund de bidske faar?»

16.
Fjolsvinn kvad.
«Helt ujevn søvn
dem undt kun blev,
siden dem vagt blev sat;
én sover nat,
en anden dag;
kom en, han kommer ei ind.»

17.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
om er der mad,
som mand mon faa
og gaa, mens de æder, ind?»

18.
Fjolsvinn kvad.
«Vingstykker to
er i Vidovnes krop,
om du det vide vil:
eneste mad,
mænd dem kan give
og gaa, mens de æder, ind.»

19.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
hvad det træ er nevnt,
som trindt breder
grener om al den jord?»

20.
Fjolsvinn kvad.
Mímameid nevnt,
men mand ei véd,
af hvad rod det rundet er;
falder for det,
som færrest tror;
felder ei ild det, ei jern.»

21.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
hvad kraft har frø
af feire træ,
som felder ei ild, ei jern?»

22.
Fjolsvinn kvad.
«Ud af dets olden
paa ild du strø
for kvinder i véers verk;
bæres til lys
da livsens frugt;
slig magt blandt mænd det er.»

23.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
hvad er hanen nevnt
i hint høie træ,
glindser den helt som guld?»

24.
Fjolsvinn kvad.
«Vidovne nevnt,
veirsæl staar den
paa gren af Mímameid;
med én angst den
uophørlig
slaar Surts viv Sinmara.»

25.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
er der det vaaben,
som Vidovne maa
segne for hen i Hel?»

26.
Fjolsvinn kvad.
«Lævatein nevnt,
Lopt den gjorde
det viv nedom liggrind langt;
hos Sinmara lagt
i Lægjarns skrin,
stenger storlaase ni.»

27.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
kommer den atter,
som efter gaar
og tage vil den tén?»

28.
Fjolsvinn kvad.
«Atten vil komme,
den efter gaar
og tage vil den tén,
fører han det,
som faa kun har,
til gustne guldets dís.»

29.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
om er der skat
vel skjenket mænd,
som gygren bleg gjør glad ?»

30.
Fjolsvinn kvad.
»Skinnende sigd
i slidre legg,
tagen fra vindsvalt træ —
Sinmara byd den,
til hun samtykker
at laane staal til strid.»

31.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
hvad den hal er nevnt,
som hegnet er
med slagluen sær?»

32.
Fjolsvinn kvad.
«Lyr den nevnt er,
lenge den skal
bevre paa sverdebrodd;
om den gyldensal
gjennem al old
har mænd kun frasagn faaet.»

33.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
hvem gjorde alt,
det grant jeg saa
inden aasfrænders hegn?»

34.
Fjolsvinn kvad.
«Une og Ire,
Baare og Ore,
Var og Vegdrasel,
Dóre og Ure,
og Delling vagt
for høienloft der holdt.»

35.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
hvad det bjerg er nevnt,
der brud jeg ser
dvele i drømme prud?»

36.
Fjolsvinn kvad.
«Lyvjabjerg nevnt,
lenge det var
syg og saar til trøst;
karsk blir hver kvinde,
som klyver det,
havde hun helsótt end.»

37.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
de møers navn,
som for Menglod's knæ
sammen sidder i fred?»

38.
Fjolsvinn kvad.
«Hliv heder én
anden Hlivthrasa,
tredje Thjodvara,
Bjort og Bleik,
Blid og Frid,
Eir og Aurboda.»

39.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad
bjerger de dem,
som blót dem gjør,
om til det trang der er?»

40.
Fjolsvinn kvad.
«Snilde de bjerger,
er blót dem gjort
paa alterviet vang;
trengsel saa tung
truer ei mænd,
de frier jo af fare hver.»

41.
Vindkald kvad.
«Sig du mig, Fjolsvinn!
hvad jeg fritte vil
og vel jeg vide gad:
om svend der er,
som sove faar
i Menglod’s milde favn?»

42.
Fjolsvinn kvad.
«Ei svend der er,
som sove faar
i Menglod's milde favn:
paa Svipdag nær,
ham sollyst viv
viet var til brud.»

43.
Vindkald kvad.
«Stød op stengsler,
stor gjør porten,
her maa du Svipdag se;
far dog og frit,
om fange vil
Menglod fryd med mig.»

44.
Fjolsvinn kvad.
«Hør du, Menglod!
mand her er kommen,
gak den gjest at se!
hunde ham hilser,
hus har sig aabnet,
tror, det er Svipdag selv!»

45.
Menglod kvad.
«Raadsnare ravne
skal i reist galge
slide dig synet ud.
lyver du det,
at saa langt hid kom
den svend til salen min.

46.
Hvorfra fór du,
hvorfra drog du,
hvad hed i hjemmet du?
om æt og navn
jeg jer tegn faa,
om jeg viet dig var til brud.»

47.
Svipdag kvad.
Svipdag jeg heder,
Solbjart min fader,
drev vind mig kolden vei;
Urd's ord kan
ingen magte,
blev end mod vé det vendt.»

48.
Menglod kvad.
«Velkommen vær!
vandt jeg min fryd,
komme til hilsen kys;
lengsels møde
mangen mon glede,
har én den anden kjær.

49.
Lenge jeg sad
paa Lyvjabjerg,
bied dig døgn og dage;
nu vorded saa,
som jeg ventet har,
du kom atter, svend! til min sal.

50.
Lengted jeg efter
lykken med dig,
droges og du til mig
nu er det sandt,
vi sammen skal
leve al livets tid.»

---

Noter

Groas søn maa tenkes paa sin vandring at være naaet frem til Menglod’s borg, som han udenfra ser heve sig over borghegnet. Han tiltales der af borgens vogter «Fjolsvinn», den «meget kloge» jotun.
12): Leirbrimi ɔ: Lerjotnen.
13,5-6): Hj. Falk omtr. «gygr-jagende, som gjør for ledet larm. »
18): Vidovne, en hanes navn, ndf. str. 23 & 24.
26): det viv ɔ: for Sinmara. Lægjarns skrin — Hj. Falk: «det af «Loke» forarbeidede kar.»
28): «gustne» tilføiet efter str. 29,6: «gygren bleg» (ɔ: Sinmara). »
29): gygren bleg ɔ: Sinmara.
32): Lyr ɔ: som giver ly og læ. «bevre paa sverdebrodd», om borgen som kneisende dirrer i solens eller slagluens (vaverluens) glands, uden at dens
grundvold kan sees, som om den bares paa blinkende sverd eller spyd.
35): «dvele i drømme» sigter rimeligvis til den trolddomsdvale, der er lagt paa Menglod.
36): Lyvjabjerg ɔ: Lægedomsbjerg.
49): «atter» forudsættter, at Svipdag tidligere har gjort en forgjæves færd til Menglod's borg — hvilket forklares som en parallel til «gralsøgningen». Hj. Falk. Ark. X. n. f. VI. 1 pag. 27 ff.