Flyttet af bjærgfolk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
75. Flyttet af bjærgfolk
1270. Det var en aften, vi var ude at lede om vore kalve, pigen og mig, og da vi nu står tæt ved Egehöj og ser efter dem, giver det et rabalder inde i höjen, som om den helt skulde styrte sammen. En karl, der tjente her i gården, han lagde sig til at sove der på höjen, og da han vågnede, lå han nede i en dal, der er inde i vores skov, den kaldes Wåstidal. Der er funden en urne og nogle broncesager i Egehöj.
Rebekka Stovstrup, Hårup.
1271. En hyrdedreng lagde sig ovenpå Vashöj i Vorning og faldt der i søvn, og da han vågnede, var han båren hen ad Vasagerne til Vasmose østen for höjen og lagt ved et mosehul.
Der står et lys på Blegshöj lige sønden for. Det skiltes ad i tre dele. Den ene del blev stående stille på höjen, den anden gik ud til Arbejdsbakke, hvor den forsvandt, og den tredje gik imod øst et stykke hen ad brinken og forsvandt der. Höjen er gravet ud, og der er fundet potter og et glas i den.
Mollerup.
1272. Østen for Søby var en lille flad höj med en stor sten i. Den øverste sten kaldes æ Dværgesten, og den var synt, men de andre var gravede ned i jorden. Mølleren fik Dværgestenen til mølleværk. Min morbroders fader lagde sig til hvile der ved höjen, og da han vågnede, lå han nede ved mølledammen. Han mente jo, det var bjærgfolkene, der havde flyttet ham.
Min farbroder vilde en dag ride ud af gården med hestene, og så blev han sat af og stødte hans næse, og der gik kraft i den. Det skyldte han også bjærgfolk ene for. Han tykte, han så en lille sort hund, som hestene blev forskrækkede for. Gården ligger kun et bøsseskud fra höjen.
Søby, Fjends herred.
1273. Anders Bak fortalte efter sin fader, at en mand lå og faldt i søvn på en höj, og da han vågnede, lå han lige på kanten af et moseland ved et dybt vand.
Kl. Gj.
1274 Peder Mortensen tjente Lars Ostenfeld i Kvorning for dreng, og så skulde han ligge ved hestene om natten i Volsdal for at flytte dem. Så lå han jo og sov der, men om morgenen var han bleven flyttet og lå ovre i Fortmose med lodderne ud i vandet og sov. Det var, mente han, et spøgelse, der havde båret ham der over.
Johan Jensen, Mollerup.
1275. Der har været dvarre i Kalhöj nord og vest for byen. Der har også været i Röjenhöj vest for byen. Det er den største höj, der er her til byen. En hjordepige, der lagde sig til at sove på agrene, hun lå et stykke neden for, da hun vågnede.
Svingelbjærg.
1276. I Mollerup dal er et stykke jord, der kaldes Skywwblået (Skivebladet), og der gik en lille pige ved nogle kreaturer, og hun lagde sig også der og faldt i søvn netop på Skywwblået. Men da hun vågnede, lå hun langt borte på marken. Den samme pige har set et par små drenge med røde luer på her ovre på Kirkeloftet i Kvorning.
Kvorning.
1277. Søren Kjelddal var en aften til bal i Stensbjærggård, og der fik han en god rus. Efter at have ravet længe omkring faldt han på en bakke, hvor han slap i søvn. Om morgenen var han dog ikke på bakken, men i en ny svinegård, som Kristen Jakobsen havde bygget. Her havde bjærgmanden lagt ham, for at han ikke skulde fryse fordærvet. Om aftenen havde han taget sin lue og kjole af, og om morgenen, da han gik hen til bakken, fandt han det der, men i luen fandt han halvtredsindtyve rigsdaler.
Nik.Chr.
1278. Jens Degn fortalte, at han en nat var bleven vild, og så havde lagt sig ved en höj. Da han vågnede om natten, lå han i en mægtig pæn seng, og der var lys, og der stod mælk og grød på bordet Han stod op og søb af det og lagde sig igjen. Om morgenen lå han ved höjen i samme stilling som om aftenen.
Søren Nielsen, Troestrup.
1279. Vest for Gjellinggård i Nörskov, Lindeballe sogn, ligger Gjellinghöj, hvori der i gamle dage har boet bjærgfofk. En 84årig kone, Kirsten Nörskov, fortæller, at hun tillige med sin mand, Mads Kristian, og en tjenestepige for tredsindstyve år siden en sildig høstaftenstund kjørte ud i marken efter et læs korn. Og som de nu kjørte om ved Gjellinghöj, sagde Kirsten, i det hun råbte hen til höjen: «Nu har I bjærgfolk boet her på vor mark i så mange år, og nu kunde I gjærne give os så mange penge, at vi kunde bygge vor gamle gård om, for det trænger den til.» Med det samme blev de tillige med vognen løftede höjt op i luften, og at det var bjærgmanden, der løftede dem til vejrs, har Kirsten aldrig tvivlet om.
En mand ved navn Hans Havstrup har en aften for fyrretyve år siden set Gjellinghöj oprejst på fire gloende pæle.
G. H. Møller.
