Forhørsprotokol over Anders Poulsen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Samisk religion og mytologi

Niels Knag

Forhørsprotokol
over Anders Poulsen

1693

Relation
af Niels Knag om et
paa Vadsøe den 8 Dec: 1691
optaget Forhør over den hundre-
aarige Fin Anders Poulsen, og Dennes
Bekiendelse om hans Rune Bomme og sammes Brug
og Benyttelse. dat. Kiøbenhavn den 15de December [16]93

Anders Poulsens runetromme

Niels Knag, Vicelaugmand ofuer Varanger Laugstoel, fogit oc Sorenskriffer over Findmarchen giør witterligt, at Anno 1692 dend 9: Februarij er Sageting holdet udj Wasøe.

Underfogden Ole Andersen frembragte for Retten en Fin af Varanger ved Navn Anders Poulsen, formedelst han haver havt og brugt it instrument Runnebomen kaldet og derved øvet den slemme ugudelige Trolddomskunst, hvilken Runnebom blev den 7 December passato fra hannem taget og nu paa Tingbordet fremlagt, og begiærede Underfogden, at samme Fins Bekiendelse om denne Runebome, som han udj sin Nærværelse samt Vicelaugmand Niels Knag og Finnelensmanden Poul Iversen, som hans Ord fortolkede d. 8 decbr. passato, maatte hannem foreholdis og oplæsis, om hand dend ikke var gestendig, og hvis hand dend vedstod, formodede Underfogden, at deraf skulde fornemmis hans Trolddomskunst og Guds hellige Navns Misbrug, som han formente ei uden Straf burde afgaa, og var ermelte Andreas Poulsens forhen giorte Bekiendelse, som nu paa Tinget blev forelæst, saaledis:

Sagde sig at være barnfød i Thorne Lapmark i Sverige og ved sine Mandsaar tilholdt i lang Tid ved Søsiden baade i Nordlandene og her i Finmarchen og disimidler contribueret søskat og leding med anden Rettighed ligesom andre Søfinner, haver og mange gifte Børn her i Finmarchen for Vesten og her øster, som skatter til hans K. M. alene, af hvilke en i Vestfinmarchen ved Navn Christopher hand sagde at være en god Dokter, dog ikke kan Runebommens Dokterskab, men kan tale ved Sten og der faa Svar, hvad hand spørger efter, siger sig at være af et smal hundrede Aars Alder, som er fem Gange 20 Aar, og at have lært sin Visdom med Runebommen af sin Moder i sin Ungdom, og da han begyndte at lære, var han det første Aar vild og gal, dog ikke saa gal, at han giorde nogen Mand Skade, og lovede Gud ham da, at han al sin Livs Tid skulde faa god Lykke, men han sagde sig ikke se Gud, da han fik de Løfter, men saadanne Tanker kom ham stedse i Brystet, da han lærte.

Af for indførte Bekiendelse svarede han til endel Punkter, at han ei kunde mindes, at hans Søn Christopher kunde tale ved Sten, dog ikke negtede, at han jo var en god Dokter, fragik nu, at han ikke var vild eller gal, da han lærde, og siger sig nu, at han lærde sin Kunst af en Fin ved Navn Anders i Thorne Lapmark, men hans Moder gik ni Aar gal, da hun lærde, og at hun talte ofte ved Gud, item, at denne Runebom haver han ei selv giort, men faaet den af Anders Pedersen i Thorne Lapmark, som hannem lærde, ti samme Fin og sin Moder var af en Tro,

Runnebomen, som nu er her tilstede, bekiendte han tilforn selv at have giort, det han nu benegter, hvilken er meget slidt af dens idelige Brug. Den er af Fyrretræ, udhulet som en stor, rund, dog aflang Skaal, og siger han, at den duer intet, uden den er af Fyrretræ. I Bunden paa den haver han udskaaret 2de aflange Huller og er af Skaalens hele Træ imellem Hullerne, som han holder den med, med den venstre Haand, naar han spiller. Oven paa denne Skaal er fæstet et bered Skind ligesom paa en Tromme, og er samme Skind ligesom et Trommeskind, dog af bered Renskind, hvilket Instrument han kalder Runnebome. Ved Enderne af den hænger et Ræveøre, noch et Ræveøre, et Rævetryne og en Ræveklo, som han siger skal være Prunket paa Runebommen. Paa Skindet af denne Bomme haver han malet [med kogt Olderbarkvand, som giver rød Farve, først afdelt den med fire Streger, som giør fem Rader, og imellem hver Rad var efterskrevne Figurer malet, hver med sin Bemerkning saaledes:

Udj den første Rad staar, efterat han nu bekiendte selv at have giort Runebommen,

1. Et Menniskes lignelse, som han kalder ilmaris, det er storm og slemt veir; [naar han tilbeder Gud, da skal den samme indeholde og tilbagekalde sit slemme Veir, og han giør vel slemt Veir, men siger, at det er Synd at bede derom.

2. Et Menniskes Lignelse, som han kalder diermis, det er Torden. Naar Gud bedes, saa hielper diermis, [at naar det er flo Veir med meget Regn, da kalder han det Veir tilbage igien, og at denne diermis haver ingen Magt, før Gud giver hannem Forlov. Han tilstod nu ogsaa, at ilmaris kan giøre ondt og slemt Veir til at beskadige Skibe og Baade, men diermis kan giøre godt Veir igien og forhindre det onde, naar han faar Lov dertil af Gud.

3. En Vildrens Lignelse, som han kalder Goodde, det er en Vildren. Naar Gud bedes, da gives ved den Lykke til at faa skyde vilde Rener, og naar der spilles paa Runebommen, da dersom Ringen ikke vil danse til denne Ren, da faar han, som spørger efter god Lykke til Skytteri, ingen Ren den Gang, om han endskiønt giør sin [Flid derefter.

Udi den anden Rad.

1. En rund Cirkel med en Streg igiennem. Den kalder han peive, det er Solen; naar Gud bedes, da skal den give godt Solskin, let Luft og smukt Veir, helst naar Rensdyrene vil kalve, naar Korn og Hø skal voxe, og ellers give godt Veir, naar derom bedes.

2. Et Menniskes Lignelse, som han kalder Jumal barn, det er Guds Barn, eller Guds Søn Christus; naar han tilbedes, saa løser han af alle Synder.

3. Et Menniskes Lignelse, som han kalder Jumal-Etziem, det er Gud Fader. Han straffer alle Synder og ellers hielper, ja forskaffer, ja skikker [og straffer, naar han derom bedes.

4. En Kirkes Lignelse, som han kalder domkirk; den tilbeder han, efterdi han den selv har giort og siger han at faa ved den Syndernes Forladelse, Siælens Salighed og en kristelig Død, og enten man dør eller lever, saa hiælper samme Kirke.

5. Et Menniskes Lignelse, som han kalder Engil, det skal være Gud den Helligaand. Naar han bedes, han løser af alle Synder, saa man bliver et nyt og rent Menneske, naar han vil hielpe. Den Gud, som tilbedes, som ofte meldet er, er de Lignelser og Figurer, som han afmalet haver efter Personerne i Guddommen, som han siger, at hans Moder hannem lært haver.

Ellers staar hos hver Person i alle Rader en Staf afmalet, som han kalder Juncher Sabbe eller Stur Herr Sabbe, det er Junkers Staf eller Stor Herrens Staf; thi han siger ligesom Jordens Herrer haver deres Staf i Haanden, saa haver og disse Personer Stave i deres Hænder.

Udi den 3die Rad.

1. Et Menniskes Lignelse som kaldes S^te Anna, og siger han, at denne er Maries Søster og er i Raad med Marie, naar hun hielper; ellers kan denne intet giøre uden Maries Villie.

2. Et Qvindfolks Lignelse, som han kalder og nævner paa adskillig Maade, Maria, Jumal Enne, Jumal Ache, det er Maria, Christi Moder, Guds Qvinde. Naar hun tilbedes, hielper hun særdeles Barselqvinder. Hun hielper og til at løse fra alle Synder og hielper, ja tilbedes lige med Gud.

3. 4. 5. Er 3de Menniskers Lignelse, som han kalder Julle peive, Julie herr, det er Julledage, Julleherrer, som raader Julen, oucht Jule Peiv herr, første Julledags Herre, gougt Jule peive herr, Anden Julledags herre, Gvolme Jul peive herr, tredie Julledags Herre. Naar nogen vanhelliger disse Dage, da skal Gud straffe dend; men naar nogen holder dem ret hellig, og [den samme vil bede Gud om noget, da stilles de Dage frem for Gud, og foregives, at den eller den har holdt de Dage hellige, og at Gud af des Aarsage vil hielpe. Videre vilde han ikke om de Dage bekiende.

Udi den 4de Rad,

1. En rund Cirkel, som han kalder Manna, det skal være Maanen; naar Gud tilbedes, da giver den klart Skin og godt Natveir, omendskiønt det er tykt, skyet Veir. Videre vilde han ikke bekiende.

2 og 3. Er 2de Mends Lignelse, som han kalder [olmoug Mane Kirche, det er, Folk, som gaar til Kirke, hvilke han holder ikkun for en Bemerkning, ligesom andre Folk gaar til Kirke.

4. Er en Kirkes Lignelse, som han kalder Kirche, og skal betyde den Kirke, hvor han haver sit Tilhold ved; til denne Kirke siger han baade sig selv og andre ofre, baade Voxlys, Penge og andet, dog ofrer ingen, medmindre de bliver hiulpen, hvilket Offer de siden leverer til Præsten til den rette Kirke, som denne afmalede haver sin Bemerkning af; item naar nogen er syg eller haver Modgang paa Ren, eller andet ondt er nogen vederfaret, da bedes og loves til denne Kirke, og naar saa nogen bliver hiulpen, da faar Kirken, hvis lovet er.

5. En Mands Lignelse, som staar paa den anden Side Kirken; det skal være en, som kommer paa den anden Side og vil gaa til Kirke.

Udi den 5te Rad.

1. Et Qvindfolks Lignelse, som skal være den bundne Dievel sin Qvinde, hvis Navn han siger sig ikke vide. 

2. Et Menniskes Lignelse, som staar lidt nedenfor denne første, som han siger skal være [en Dievel, som dræber Folk og Mennesker, og skal være Siugdom.

3. Et Menniskes Lignelse lige for denne, som meldt er, som han siger skal være den Dievel, som nu er løs og regierer i Helvede og svæver om i Verden, hvilken han siger sig ikke have Navn paa, og at denne rømte, da Gud bandt den anden Dievel. Herefter ommeldes, at da Gud fandt denne, da havde Gud Jernsko paa og trødde denne i en stor Myr.

4. Staar saaledes ; dette kalder han Hilvet Tol, det skal være Helvedes Ild; denne Ild brænder [Menniskenes Siæl i Helvede.

5. Staar saaledes . Dette kalder han Hilvet Tarve giedme, som skal være Helvedes Tjærekiedel, som koger Menniskenes Siæl i Helvede.

6. Staar saaledes ; dette kalder han Hilvet Haufd; det er Helvedes Grav, hvorudi kastes alle de Mennisker, som tror paa Dievelen, og kaster Gud dem derudi.

7. Et Menniskes Lignelse, som haver en Streg ligefra Halsen til en Støtte; denne kalder han [Hvenaales Gvolisis, det er en [bunden Dievel i Lænke, som skal være den Dievel, som blev bunden, da Gud skabte Verden.

Til denne Runebomme haver han 2de Hamre, giort af Renhorn, som han kalder ziaarve vetzier; med den ene banker han idelig paa Runebommen, naar han noget vil forrette, tilmed haver han af Messing giort som en liden indhul Decsel med [en Messingring oventil, som han kalder palm. Denne sætter han paa Runebommen, som han viste her for Retten, og løftede Runebommen op og ned med sin Haand, vrier og holder den af og til og imedens banker med Hammeren, og siger han at [ved Messingdecselen faar han at vide, om det eller det er sandt elles ei, [bekiendte ydermere, at naar han spiller paa Runebommen for nogen og Decselen danser imod Solen, da har den en slem Lykke, han spiller for, men kommer den saa langt ned, at han staar ved en af dem, under den sidste Streg i den 5te Rad, da er Gud vred paa den, han spiller for, og maa den samme bede Gud meget, før Decselen vil gaa tilbage igien, saa Gud lader ham se, at han er et syndigt Menniske. Men danser Decselen ret om med Solen, da har den en god Lykke, han spiller for.

[Hernest antog han Runebommen og proberede med Undervisning, hvorledes han spiller, korsede først sig, saa Runebommen og læste Fadervor paa Carelsk og begyndte videre sin Bøn: ætziem, achie ja barne ja Engilen, væche don, med flere Ord; og skulde det være Gud Fader, din Moder, ja din Søn, ja den Helligaand, hielp nu, og derved slaar paa sine Billeder, og Decselen dansede op og ned, og han bankede med Hammeren og foreholdt Guderne disse Ord: Ja du Gud, som har skabt Himmel og Jord, Sol og  Maane, ja Stierner, alle Mennisker, ja Fugle, ja alle Fiske og Havet, og bekiender sine Synder: jeg er et syndigt Menneske, gammel og uværdig, better er det, jeg dør, end du ikke vil hielpe den, vi spør efter; derhos siger sig at giøre Løfte ikke at ville synde mere, med flere hans tilbedende Ord.

Paa Tilspørgelse sagde han, at naar nogen er set Gand udi, kan han ved sine Guder tage samme Gand ud og lade den komme i den samme, som haver den først udset, viiste, hvorledes han det giør, spiller paa Runebommen, at Decselen danser rundt om Bommen, indtil den kommer ned paa en af de Figurer i 5te Rad, som er en af Dievlene; da viger Ganden af den, som haver ham, og i den, som ham har udset, sagde, at han har hiulpet mange i Sverig Lapmark, men ingen her i Landet.

Tjufuer, derom sagde han og viste paa samme Maade som om Gand, at Decselen danser til en af Dievlene; da spiller han saa længe, at Gud straffer Tjufuen, som noget har stiaalet, saa at han tørkes og mavres, og at han bliver ligesom tørt Træ;

Sagde sig og at kunne ved sin Bøn til Gud, naar han spiller paa Runebommen, forskaffe god Lykke til Rensdyr, at Ulven dem ei skulle dræbe, og saa vel i andet erholde god Lykke.

Naar han hielper Barselqvinder, da spiller han paa Runebommen, og faar han at vide Guds Villie, naar Decselen danser paa Runebommen; men for ingen Del ville sige at faa Gudernes Svar anderledes end naar Decselen danser ret om med Solen; paa lige Maade faar han og Videnskab, hvorledes hans Folk lever hiemme, naar han er fra dem, saa og at faa Videnskab, hvor andre Folk lever, siger og, at hans Søn Christopher kan tale med Stene og der faa vide, hvad han spør efter; thi han har gaaet vild og gal, da han lærte, og at Christus har forbødet baade ham og hans Søn, at de ei maa giøre ondt, sagde og, at hans Søn Christopher fik af en Sten at vide det slemme Veir Ao. 86, da de mange Folk blev her øster, hvorfor han forbød, at ingen maatte ro den Dag, men som ingen vilde adlyde ham, ja ikke hans egen Broder, da blev de og borte. End sagde han, at idet han opløfter Runebommen høit i Veiret, eller hans Søn Christopher løfter Stenen høit i Veiret, da faar de Svar, ligesom 2de Mennesker tales ved hverandre. 

Om alle disse Gierninger, han sagde sig at kunne forrette, vilde han ei tilstaa nogen af dem her i Landet at have øvet eller brugt og derhos protesterede paa sin Uskyldighed og at intet ondt have forrettet, eller nogen kan klage, at han nogen Menniske har giort ondt i ringeste Maade. Derhos paa Tilspørgelse sagde, at han ikke har forsvoret Gud i Himmelen eller sin Christendom, men naar han tilbad de afmalede Guder, mente han med dem Gud i Himmelen, og efterdi han fornemmer, at det er øvrigheden imod, at han bruger Runebommen, vil han den nu forlade og ligesom andre Folk tro paa Gud i Himmelen.

______________

Den følgende Dag blev han atter for Retten fremkaldt og paa Tilspørgelse svarede, at da han lærte Runebommens Kunst af sin Moder, skede det, fordi han vilde vide, hvor Folk lever langt fra, om de har god Lykke, han derom spørger efter, om reisendes Folk skal have god Lykke, at ville hielpe Folk, naar de var i Nød, og ved samme Kunst ville giøre godt, hvilket hans Moder sagde, at slig Kunst skulde hun lære ham, men han selv ikke begiærede at ville lære. Ydermere blev han om adskilligt tiispurt, hvorved han alt tilstod den forrige Bekiendelse og den ikke udi noget forandrede, ei heller vilde videre om sit Væsen bekiende end det at være en Kunst og Spil, hvorved han intet ondt har forrettet.

I denne Sag faldt foreløbig følgende Dom: "Denne Sag opsettes, indtil høi Øvrigheds Svar fra Kiøbenhavn indhentes." Men den 11te Februar 1692 blev Anders Poulsen om Morgenen, medens han sov, dræbt med 3 økseslag af en forrykt Person, Villum Gundersen, der som Grund til sin Handling angav, at „Anders var en Troldmand, der havde forgiort en stor Del Folk og Baade, som var blevne borte."

AB tilføier:

"Denne Kunst kalder hand Guds Kunst og Docterskab, item at naar Gud ham svarer faaer hand det vide af Dekkelen. Eengang loed jeg som Dekkelen var bleven borte, da sørged hand og var bange, da hand fik den igien, loe hand heel høyt, og var hiertelig glad, læste og lovede sine Guder; hand sagde og, saafremt hand mister denne Rune bome, skeer ham, hans qvinde, ja børn, folk og alt det de havde, stor Ulykke, thi da kunde de ikke tilbede eller vide, hvor det skulle gaae dem. Paa Tilspørgelse sagde hand, heel vel at kunde skyde Gand ud, men det var Synd, hvilket Guderne ikke gierne vil tilstede, uden høy Aarsage, men naar nogen haver forgiort hinanden eller giort andet ondt, og mand kommer til ham og beder om Guds Straf over den Person som saadant giort haver, da beder hand Guderne om stor Straf over hannem, og efter hand haver tilbedet saa spiller hand, og bliver da Straffen denne, at Gud forkaster ham lige ned i helvede med Liv og Siæl, og der faaer hand sin rette Løn, thi hand strax døer, eller og hand spiller saaledes, at det Onde, den første har giort, kand komme af det Menniske som det er sat paa, og vige tilbage paa den samme som det haver først udsat.

Tyvstaalet Gods sagde hand heel læt at kunde skaffe tilbage igien, saa og lade en see Tyven, og naar hand vil saaledes spille, kand hand ved Gud og Dom Kirken straffe den som noget haver staalet, at hand skal tørkes op, forsvinde og mavres.

Desligeste, naar hand spørger Guderne, siger de ham, naar hand spiller, om Skib, baader, ja Mennisker, ja Reener og deslige, om det haver goed eller slem Lykke, naar hand og beder Guderne med Dom Kirken og de andre, som kand giøre got og ondt, da kand de forskaffe og giøre alt det onde de vil og mand begiærer, sigende derhos, at det var dog stor Synd naar saa skeede.

Barsel Qvinder kand hand og hielpe, at de aldeles ingen Pine skal have, hvorudi Maria er den beste hielp. Naar hand er borte, og hand spørger Guderne om hans folkes og huuses Tilstand hiemme, giver de hannem derom vis Svar; det samme kand hand og spørge om andre folk, endog de ere nogle hundrede Mile borte, item sige, naar og hvad dag Skib skal komme, hvordan Skipperen er af Skikkelse, hvad og hvor mange folk hand har inde. Men see, sagde hand, vor Søn Christopher, hand sitter better Docter som vi, hand haver ofte tallet med Gud, hand haver Guds Viisdom paa sit hoved, hand kand tale med Steen og Træ, naar hand vil, ligesom vi faaer Svar af Dekkelen paa Rune bomen, saa faaer hand Svar af Steen og Træ, men maaskee hand er Troldoms Docter ogsaa, thi hand haver gaaet mandelig gal og vild, da hand lærede, dog haver Christus forbødet baade ham og hans Søn at giøre ondt, ligevel vidste Christopher, sagde hand, det slemme Veir, som A^o 86 skeede, da de mange Mennisker ved Waardøe blev borte, hvorom hand advarede sin broder, ei den Dag at roe, thi den Mand, broderen roede med, sagde hand, skulle blive borte, alligevel vilde broderen ei blive i land, derfor blev hand og med de andre. Jeg spurte ham og, om hand vilde lære mig sine Konster, saa at jeg kunde ligesom hand spille paa Rune Bomen, saa vilde jeg give hannem hvad hand hos mig vilde have, tilmed skulle hand blive fri og ingen Straf lide, sagde, det ret at være mit Alvor at ville lære, dog saa stiltsvigende, at ingen maatte det vide. Da hand ikke andet merkede end det var mit Alvor, loe hand hiertelig, og sagde, om jeg vilde lære, saa vilde hand med en god Villie give mig denne Rune Bome, thi da kunde jeg hielpe ham og alle hans Slegt. Jeg spurte ham, om jeg ogsaa skulle gaae et Aar vild og gal, naar jeg lærde, dertil svarede hand, maaske Nei, du har better forstandig paa din hoved, du taaler better stor Viisdom som fattig  Finnemand sin hoved, du giemer vel den Kloog og dend Guds Viisdom, ja den Docterskab uden gal, ja uden vild, see saa vi lærer dig, nu skal du først aabenbare for ald denne Gud, ja for Achien for Domkirk, ja ald med haab, ret aabenbarlig bekiende ald din Synd du haver giort i denne Verden, som du kand mindes, saa skal du bede ald den Gud om forladelse, saa vi det hører, ja falde paa din bar Knæ og bede ham med ret hierte, der næst skal du love, du aldrig din Liv lang vil giøre meere slig Synd, og troe ja tænke i dit hierte hand er ret Gud, see saa hør hand Gud dig, saa hielper hand dig, hand giver ret strax forladelse og giver dig mandelig stor Viisdom, hand passer ikke syndig Menniske, naar hand ikke først beder om forladelse.

Da hand dette havde talt, spurte jeg ham, hvad jeg meere skulle giøre, naar jeg skulle lære? hvortil hand spurte Guderne, som hannem svarede, du skal ikke sige hannem meer, før hand haver giort alt det som nu er sagt: jeg svarede det ingen lunde vil giøre, med mindre hand vilde sige mig det altsammen fra begyndelsen til Enden, hvorledes jeg skulle lære. Hand spurte Gud atter igien, hvor hand blev befalet mig ikke videre at sige, før jeg dem havde erklæret for Guder, bekiendt mine Synder for dem, bedet dem om forladelse, og derhos giort Løfter om et reent og helligt Levnet og endelig om den Viisdom jeg forlanget, da saadant ikke skeede, blev hand ikke tilfreds og græd meget.

Om de folk, som kand spille paa Rune Bomen, siger alle finner, at de ere de argeste Troldmænd og Gandhunde som til er, thi de læt kand forgiøre et Menniske med alt det hand eyer, ja sette den Onde af den eene og paa den anden, forvexle Menniskernes Lykke, at den, som før havde en ond Lykke, skal faae en goed Lykke, og den, som før havde en goed Lykke, skal have en ond, og fast giøre hvad de selv vil, thi de haver Djævelen skinbarlig hos sig; De ere og meget forfarne i samme Konst, som taler ved Steen og Træ, iblant hvilke er denne finds Søn, ved Navn Christopher, som har viist mig Menniskers Gestalt i et beger brændeviin, har ladet en Tindkande dandse for sig paa bordet, manet en Jord frosen Steen at komme op til sig, med fleere hans gøgle Konster mand har seet af ham. Denne maatte for nogle Aar forføye sig fra Østfinmarken formedelst en gammel finne Qvinde hand var ueens med, hvilke begge certerede udi Konsten med hinanden, og som hun var stærkere end hand i samme Konst, maatte hand reyse bort, men siden kunde hans Gand rekke længere end hendes, saa hand hende nu skal have forgiort, at hun optørkedes og døde. En anden finn, som er temmelig klog, siger, at denne gamle finne Qvinde og forbem^te Anders Poulsen ere gifte og haver havt bryllup udi helvede, hvorpaa hand har soret og det med Eed stadfæstet.

Bemeldte Christopher og hans fader kunde iblant andet giøre mange puserlige Konster, særlig om Qvindfolk, om det er Kone eller Pige, som lader nogen ligge hos dem, kunde de sige, hvem det var, naar det var og hvor ofte."

— — — — — — — — — — —

Kilde

Relation i Just Qvigstads Kildeskrifter til den Lappiske Mythologi (1903)