Forord til Nordisk Aandsliv (AO)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik
Forord
Tilegnelse til Professor Moltke Moe
Da jeg skulde sende dette lille Skrift ud i Verden, paakom der mig en Følelse af Skam, fordi der — ved Siden af hvad der ubetinget var mit eget — fandtes Synsmaader, Tanker, endogsaa Ord, der for Læseren udgav sig for mine, men med større Ret tilhørte andre, — Tanker og Ord hentede fra Bøger, fra spredte Afhandlinger eller fra mundtlig Samtale. Jeg følte mig som en Tyv overfor hvad andre, ikke jeg, havde afvundet Æmnet, og som bar Stempel af deres Indsigt og Ihærdighed.
Navnene paa dem findes for største Delen i Literaturfortegnelsen ved Bogens Slutning; men hvor mange af mine Læsere véd, hvad hvert Navn gemmer af inderlig Syssel med Fortiden, af personlig Kraft og historisk Sans? Helt ugörligt er det at sætte Hjemmel ved hver optagen Tanke; derfor maa jeg begynde med at vedgaa min Gæld til disse Hjemmelsmænd.
Jeg kunde passende göre det ved at tilegne hele Kresen af Medforskere dette Skrift; men Takken blev da noget lille for hver enkelt. Derfor vil jeg helst vende mig til én, til Dem Professor Moltke Moe. Ingen indenfor mit eget Aldersled har givet mig mere end De af alt det, som man ikke kan sætte Note og Henvisning ved. De lærte mig ved Deres Ord og Deres Værker, hvorledes Forskeren skal lade Æmnets indre Liv svulme og glimte frem i flersidig Skönhed. De lærte mig, af hvor mange Rødder, hjemlige og fremmede, den tilsyneladende helstøbte Aandsfrembringelse rinder op; og De lærte mig i de stridende videnskabelige Standpunkter at se Udtryk for Æmnets mangesidige indre Kraft. Tör jeg haabe, De vil kendes ved Synsmaaden, ogsaa naar den er “ledt i Æt” hos mig, og vil kendes ved den væsenlige Sandhed af det Billede her skabes?
Det er, maa jeg tilstaa, en meget lille Bog om et stort Æmne. Og den var vel ikke bleven skreven, om ikke Udgiveren af “Verdenskulturen” havde opfordret mig dertil (det er dens Tekst, der med en Smule Udvidelse fremkommer her; og den bærer paa sin Vis Præg af den Afgrænsning, Opgaver dær har faaet). Men jeg tror, at en saadan skitsemæssig Fremstilling er det som vor Tid baade kan og bør give. Den kommer som Svar til en bredere Almenhed, der spørger, hvad det gamle nordiske er, og hvad Del de forskellige nordiske Folk har deri. Og for Videnskabsmanden selv virker en saadan Fremstilling klarende: han sammenfatter Resultaterne af sine egne Arbejder — de skrevne og de uskrevne — og först ved at sætte dem ind i den videre Sammenhæng faar han den rette Maalestok for deres Værd og Rækkevidde; og saadan prøver han ogsaa med de andre nyere Fagundersøgelser, ser hvorledes Tidsalderens Helhedsbillede bliver naar de indgaar deri.
Skildringen af de nordiske Folks indre Ejendommelighed er mere ved sin Fødsel end ved sin Fuldendelse; men jeg maatte prøve at udnytte hvad der forelaa, til Skildring af den Undergrund, hvoraf Kulturen voksede op. Jeg vidste, at om jeg undlod dette, maatte Billedet blive langt mere falsk, end om jeg tegnede med ufuldkomne Træk. Ogsaa den historiske Udvikling var, trods Fremskridt ved nyere Værker, ofte kun til at fange i flygtige Glimt. Jeg savnede bittert f. Eks. et Værk der fra Grunden skildrede Kvindens Kaar i de nordiske Lande, eller som med nöje Sans for hver Tidsalders Vidnesbyrd fulgte Væksten af de Følelser, man kan sammenfatte under Navn af ridderlig Opfattelse, osv. Det er mit Haab, at et lille Forsøg, som dette, paa at fremstille Helheden, maa ikke blot tilføre Almenheden en Skildring hvori der er noget af den videnskabelige Forsknings Liv, men ogsaa maa være med til — hos Dem, hos alle Medforskere og hos mig selv — at kalde ad de Værker der skal føre vor Forstaaelse videre.
Deres meget hengivne
AXEL OLRIK
