Fortælling om Endride Ilbred (C.C.Rafn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.

Islændingesagaer

Oldnordiske Sagaer
Bind 3

Fortælling om Endride Ilbred

Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826-27

Da Kong Olaf næsten var færdig med at udruste sine Skibe til Bortrejse fra Nidaros, fortælles det, at han en Dag beværtede sin Hær og Ledings Folket; der blev da drukket stærkt; Kongen var meget munter og ligesaa hele Folket. Der blev da talt meget, som det plejer at gaae ved Drikkelaug; man talte da om, hvorledes nu alt Folket i Norge var kristnet og alle døbte. Da svarede Kong Olafs Bannerfører Ulf den Røde: ”Saa lidet troer jeg, at alt Folket her i Landet er døbt, at det tykkes mig ganske vist, at der findes nogle udøbte her ikke langt fra os.” Det blev strax fortalt Kongen, hvad Ulf havde talt, og han lod da strax Ulf kalde til sig, og sagde til ham: ”Siger du, Ulf! at her boe Hedninger i Nærheden af os?” Ulf svarede: ”Overdrevet har man da mine Ord, Herre! men dog skal jeg vedgaae, at jeg har hentydet paa, at det kunde være saa.” ”Hvor formoder du da det er?” spurgde Kongen,” eller veed du det med Vished?” ”Aldrig,” vedblev Ulf, ”skal jeg fremføre andet for eder, Herre! end hvad jeg har nogen Grund for.” ”Du skal tydelig angive,” sagde Kongen, ”hvortil du sigter.” ”Det skal skee,” svarede Ulf: ”der er en Mand inde i Throndhjem, som hedder Endride, og kaldes med Tilnavnet Ilbred; denne Endride er ung, ugift, og har for kort Tid siden taget mod sin Fædrenearv; han er rig paa Penge, stor as Væxt og smuk af Udseende; Folk kjende ikke nøje hans Kræfter og Idrætter; han er gavmild paa Penge og særdeles vennesæl; men det er mig fortalt, Herre! at Endride skal ikke være døbt.” Kongen svarede: ”Det er Skade, saa vel du taler om denne Mand, om han ikke skal kjende sin Skaber. Da du nu, Ulf! har fremført dette, saa skal du ogsaa drage til Endride med saa mange Mænd, som du vil, og søge at faae ham hid til mig.” ”Drage skal jeg, om I saa vil,” svarede Ulf, ”men ej med betydeligt Mandskab, thi Endride er af det Sind, at jeg ikke vil kunne tvinge ham til nogen Ting, som han ikke selv vil; vi skulle være 24 Mænd i alt.” Ulf skaffede sig da en Roskude, og foer derpaa med sine Mænd, indtil han naaede Endrides Bøjgd. Ulf gik da op til Gaarden selv tolvte, men de andre tolv skulde passe Skibet. Endride var udenfor, tog med Glæde imod Ulf, og bød ham at være der, saa Længe som han vilde, med alle sine Mænd, thi Ulf var ham bekjendt af Rygtet.” Ulf optog det vel, og de gik ind; der var en pyntelig og stor Gaard. Da de kom ind i Stuen, og havde sat sig ned, sagde Endride: ”Det er vel saa, som jeg veed, at I have anlagd en anden Tro, end jeg og mine Mænd have, men jeg vil beværte eder paa en passende og retskaffen Maade; du skal derfor bestemme, om vi alle skulle drikke sammen, eller hvert Religions Parti i sit Herberge.” Ulf svarede: ”Det tykkes mig til mere Fornøjelse for begge Partier, at vi drikke alle samlede; jeg har ogsaa et Ærende til dig, som jeg vil fremføre, naar der er Tid dertil, men vi have saa ypperlig en Konge, at han med sin Velvillie snart renser, hvad Ureenhed vi kunne have paadraget os ved at spise og drikke med Folk af en anden Religion.” ”Det falder mig ogsaa bedst,” sagde Endride, ”men hvor mange har du med dig?” Ulf sagde, at han havde tolv Mænd nede ved Skibet. ”Da skal jeg,” sagde Endride, ”faae Folk til at passe eders Gods, men dine Mænd skulle komme i Huus, og I skulle alle være velkomne her.” Saa skede nu. Siden blev der indbaaret Øl. Endride havde mange om sig, og det blev et meget prægtigt Gilde. Ulf sad paa Endrides ene Side, og dernæst sade hans Mænd. Da de nu vare blevne muntre, spurgde Endride om Ulfs Ærende, eller om han maaskee agtede at rejse længere. Ulf svarede: ”Kong Olaf sendte mig hid i det Ærende, at han indbyder dig til Gilde med Hæder og Venskab, ligesom mange andre, ud til Nidaros. Han talte meget om, at du maatte ikke undslaae dig for denne Rejse, da han havde hørt saa meget Godt om dig.” Endride svarede: ”Jeg takker Kongen for hans Indbydelse og hans hæderlige Bud til mig, men jeg vil opsætte Svaret paa dette Ærende til i Morgen, naar vi alle ere ædrue og ved fuld Samling.” Der var om Aftenen megen Drikken og Munterhed, og de sov vel om Natten. Da Folk kom til Sæde om Morgenen, sagde Endride til Ulf: ”Dit Ærende angaaende vil jeg sige, at du skal blive beværtet her paa det bedste, saalænge som du vil; men min Rejse til Kongen maa opsættes, thi jeg har nu Paa Tiden intet Ærende did; men jeg vil drage til ham, naar jeg finder det fornødent. Jeg vil ogsaa blive hjemme og ikke drage nogensteds bort, om Kongen vil besøge mig; du kan ogsaa sige Kongen det, at jeg vil være hans Ven, om han behandler mig vel.” Dermed endte de Samtalen, som gik af i al Venskabelighed. Ulf drog, saasnart han var færdig, ud efter Fjorden, men Endride blev tilbage. Ulf berettede Kongen med al Sanddruhed, hvorledes han havde udført Ærendet, og hvad Endride havde svaret. Kongen spurgde Ulf, hvad han, havde bemerket om Endrides Sæder, om han var en stor Offermand. Ulf svarede: ”Jeg blev ikke vaer, at han ofrede til Afguderne, og ingen kunde heller sige mig det, thi han havde intet Offerhuus paa sin Gaard.” ”Da er der saa meget mere Haab,” sagde Kongen; ”jeg skal da besøge ham, og komme uforvarendes over ham, om han ej vil komme til mig.” Saasnart Ulf hørte Kongen sige dette, lod han sin Opvarter hemmelig sætte sig til Hest, og bød ham ride, saa hurtig han kunde, og sige Endride, at Kongen snart vilde komme der. Kong Olaf beredte sig saa hurtig mueligt, han sejlede om Natten ind efter Fjorden med 300 Mand; han kom til Endrides Gaard tidlig om Morgenen, og gik strax op med hele sin Hær; men Kongen var ikke kommen langt fra Stranden, inden Endride kom ham i Møde med en stor Trop Folk. Endride modtog Kongen med megen Blidhed, bød ham hjem til Gaarden med alle hans Mænd, og takkede Kongen for, at de vilde komme der til Gildet, som han sagde, at han havde beredt for dem. Kongen tog med Glæde imod Endrides Indbydelse; men da de kom ind i Stuen, sagde Endride: ”Saa er Tilfældet, Herre! som jeg ikke maa fordølge, at vor Religion skal, som Folk sige, ikke være overeensstemmende; og hvis nu saa er, at I ikke vil have os til at sidde til Bords med eder, da kunne I sidde i denne Stue, som er beredt for eder, men vi ville søge os et andet Herberge.” Kongen svarede: ”Du skal selv med dine Mænd have din Stue, men vi ville opslaae vore Telte udenfor Stuen, og du skal holde os med Kost, saalænge vi ville opholde os her.” Saa blev nu gjort, som Kongen bød; der fattedes ingen Ting, saa at Kongen blev paa det fortrinligste beværtet og ligesaa godt blev han opvartet i alle Henseender. Paa Gildets første Dag lod Kong Olaf Endride kalde til sig. Han hilste Kongen, da han kom ind. Kongen optog hans Hilsen vel, og sagde saa: ”Skjønt jeg ikke vilde spise med den hele Forsamling af Hedninger, vil jeg dog, at du skal sidde her, og jeg vil tale med dig.” Endride sagde, at det skulde staae til ham. Det siges, at Endride var saaledes klædt, da han gik ind i Teltet for Kongen, at han var iført en rød Skarlagens Kjole, han havde en guldbroderet Silkehue paa Hovedet, og et Guldsmykke spændt om det; en tyk Guldring havde han paa den højre Haand, og paa den venstre Arm sad en meget smuk fire eller fem Aars Dreng, som lignede ham meget i Udseende. Der blev nu sat en Stol til Endride, og han satte sig frem foran Kongens Bord, og satte Drengen paa sine Knæ. Da sagde Kongen: ”Du er en stor og skøn Mand, og hvis dine Idrætter svare dertil, ville ikke mange i Norrig være dine Lige; derfor anstaaer det sig for dig, at du kjender din Skaber, og forstaaer at prise Gud for sine Gaver; er du gift?” ”Nej jeg er ikke,” svarede Endride. ”Er det dog din,” sagde Kongen, ”denne smukke Dreng, som sidder paa dine Knæe.” ”Jeg har ingen Børn, Herre!” sagde Endride, ”denne Dreng er min Søstersøn, men dog skal det, om jeg maa raade, være ham ligesaa godt, som om han var min, thi jeg kunde ikke elske ham højere, om han end var min Søn.” Kongen sagde: ”Er der noget Gudehuus paa din Gaard?” ”Nej her er ikke,” svarede Endride. ”Hvad Tro har du da,” spurgde Kongen, ”om du er Hedning, og dog ikke ofrer.” Endride svarede: ”Jeg maa tykkes eder at tale meget uforstandig, jeg vilde hellere, at I talte om andet, hvad eder behagede, men ikke spurgde mig om min Tro, thi jeg tykkes ingen at have, da jeg har fast besluttet hos mig, at jeg skal aldrig troe paa Stokke eller Sten, om de end ere udhuggede i Ligning af Djævle eller Mennesker, om hvem jeg ikke veed, hvad de have udført; og skjønt man har sagt mig, at disse have stor Magt, kan jeg dog ikke ret fæste Tro dertil, da jeg har fulde Mærker om, at de Billeder, som kaldes Guder, i alle Henseender ere mindre smukke, og af mindre Kræfter end jeg selv.” Kongen sagde: ”Hvi troer du da ikke paa den sande Gud, som formaaer alt, og lader dig døbe i hans Navn?” ”Grunden hertil er,” svarede Endride, ”at I ikke er kommen før, og ingen paa eders Vegne, at give mig nogen Kundskab om denne Guds Væsen, hvem I kalde almægtig, og dernæst ogsaa, hvad der maaskee virker stærkere paa mig, at, skjønt jeg ikke vilde troe paa det, som min Fader og mine andre Frænder sagde mig om deres Guder, har jeg dog urokkelig besluttet, aldrig at antage en Religion, som i alle Henseender er lige imod deres Tro, med mindre jeg faaer fuld Indsigt om, at eders Gud er saa almægtig, som I kalde ham.” Kongen spurgde da sine Mænd, som han efter Yrjarskegges Drab havde sendt over hele Throndhjem at kristne Folket, om det var sandt, hvad Endride sagde, at de ikke havde forkyndt ham Guds Navn. De sagde, at det var sandt, ”thi han var den Gang dragen paa Krigstoge” sagde de, ”med sine Herredsfolk, men siden glemte vi at underrette eder derom.” Kongen sagde da til Endride: ”Har du ikke spurgt, Endride! at jeg har revset somme af dem, som ikke have villet følge mit Bud om Kristendommens Antagelse?” ”Det har jeg hørt,” sagde Endride, ”men jeg er ikke bange for, at I tilføje mig Revselse, og naar jeg skal sige eder Sandheden, vil jeg ikke tjene nogen Høvding tvungen; jeg vil hellere udstaae døden end Underkuelse af noget Menneske; og det skal I vide, at, skjønt I have indjaget andre nogen Skræk, saa er Bøjgdefolkene heromkring saaledes beskafne, at jeg ikke behøver at lade mig tvinge af nogen; men jeg skal være eder saa god, som jeg har Kundskab til, om I ikke byder mig noget ubilligt Vilkaar, kun agter jeg at beholde den samme Tro, som jeg hidtil har haft.” Kongen sagde: ”Saa skjønner jeg af dine Ord, at du maa være en djærvt talende Mand, og have forstand til omsider at indsee det Sande, men ej skal der for Øjeblikket tales mere derom, end dig godt synes, men nu maa vi tale om, hvad der er sagt mig, og som jeg vænter er sandt, at du, skal være særdeles udmærket i Legemsfærdigheder; hvilke Idrætter er det nu, hvori du tykkes at overgaae andre?” Endride svarede: ”Herpaa kan jeg snart svare, Herre! at jeg kan ingen Idrætter. Jeg er et ungt Menneske, og er først nylig kommen ud af Barnealderen; jeg mistede for kort Tid siden min Fader, og siden den Tid har jeg mest lagt Vind paa mine Huussager og mine Folks Fornødenhed; men saa Længe min Fader levede, og jeg var i min Opvæxt, elskede han mig saa højt, at han ikke nente at gjøre mod min Villie, men det gik mig, som mange Børn, fra den Tid, jeg kjendte Fader og Frænder, at jeg ikke lagde Vind paa det, som kunde være til min Dannelse at lære, men allene paa Ungdoms Spøg og Letsindighed, indtil jeg mistede min Fader.” Kongen sagde: ”Du kan vel sige mig sandt herom, thi jeg skal ikke formene dig dine Idrætter; det kan snarere hændes, hvis du lader mig see prøver derpaa, at den, som gav dig din Dannelse i førstningen, lader den komme dig til Gode” ”Fast trænger du paa denne Sag,” sagde Endride, ”jeg kan dog ikke regne mig det som en Idræt, om jeg end har seet paa, at Karle kappedes i Svømning.” Kongen sagde: ”Det er vel, at du vogter dig for Hovmod og Selvroes, men siger dog sandt; det er de fleste Lege, som man maa see paa, inden man selv kan dem; men hvilke flere kan du opregne?” ”Jeg seer”, sagde Endride, ”at jeg ikke kan unddrage mig eders Kløgt, uden jeg svarer noget paa det, I spørger om; jeg tog i Buen med, da andre Smaadrenge skøde til Maals, men ikke kunde jeg skyde.” ”Det kan være,” sagde Kongen, ”at du ikke stod lige i førstningen; men nævn din tredje Idræt!” Endride svarede: ”For meget lægger I i mine Ord, Herre! og vanskeligt vil det være mig at sejle mellem Skjær og Bølger; det anstaaer mig ikke at tie, naar I spørger, men I fortolker mine Ord, eftersom eder synes og noget anderledes, end det synes mig, at jeg taler; jeg regner mig det da ikke for en Idræt, om jeg end holdt paa Haandsaxe, da jeg var et Barn, og dog meget ubehændigt.” ”Det kan vel være,” sagde Kongen, ”at du ikke legede denne Leg behændigen, førend du blev vant dertil. Du skal nu være fri i Dag, og vel har du fornøjet os.” Endride gik da ud af Teltet til sine Mænd. Næste Dag efter, da Kongen havde drukket en Tid, lod han Endride kalde til sig, og sagde til ham: ”Vil du nu lade dig døbe, og uden Vægring antage den sande Tro?” Endride svarede: ”Ikke er jeg saa vægelsindet, at jeg nu tænker ganske anderledes end i Gaar. ”Jeg har nu overvejet vor Overeenskomst,” sagde Kongen, ”jeg vil sætte en Mand af min Hær til at prøve Idrætter med dig, og hvis han faaer dig overvundet i de Idrætter, som du nævnte i Gaar, da skal du troe paa den sande Gud Jesum Christum, men hvis du bliver den sejrende, da skal du være fri for min Anmodning, og holde den Tro, som du vil.” ”Det er baade Tilfældet,” sagde Endride, ”at jeg ikke har givet mig ud for at forstaae Idrætter, og heller ikke kan jeg nogle, men dyrt er en Herres Ord, og kommer I til at raade os imellem i alle Henseender, saalænge I ikke anvender nogen Tvang; og vil jeg da ikke tage mine Ord tilbage, men hvo er den Mand, som I vil sætte imod mig?” ”Jeg holder det for det bedste,” svarede Kongen, ”at jeg selv paatager mig det, baade fordi jeg da bedst kan faae at vide, hvad Mand du er, og fordi det da ikke vil være dig til Vanære, hvo af os der end bliver den sejrende, thi du vil blive anseet for særdeles udmærket i Idrætter, om du overvinder mig, men langt større vil dog din Sejer blive, om jeg bliver den vindende i vort Skifte, og du antager det Vilkaar, som jeg forud bestemte dig.” Endride svarede: ”Om jeg end var ligesaa fortrinlig i alle Idrætter, som jeg nu kan ingen eller faa, vil jeg dog ikke kunne indlade mig i Strid med eder.” ”Det tykkes mig ogsaa bedst om,” sagde Kongen, ”at vi ikke prøve hinanden, og du kalder dig Overvunden.” ”Det kan altid skee,” svarede Endride, ”skjønt jeg først seer eders Færdighed i Svømning.” Siden gik de til Stranden, og alt Folket fulgde dem. Kongen og Endride afklædte sig, svømmede fra Landet, og legede længe med hinanden, førte hinanden vexelvlis ned, og vare omsider saa længe under Vandet, at man næsten syntes at være bange for, at de ikke vilde komme op mere; omsider kom dog Kong Olaf op, svømmede til Land, gik op og udhvilede sig, men klædte sig ikke paa. Ingen vidste, hvad der var bleven af Endride, og ingen torde spørge Kongen om det; men efter lang Tids Forløb blev man vaer, hvor Endride svømmede; han havde da faaet sig en Ridehest, han sad paa Ryggen af en stor Sælhund, holdt den paa begge Sider i Skæget, og styrede den saaledes; men da han var kommen nær Landet, lod han Sælen løs; Kongen sprang da op, svømmede ud imod ham, og førte ham strax under Vandet, og holdt ham længe nede; men da de kom op, svømmede Kongen til Land, men Endride var saa udmattet, at han ikke kunde bjerge sig selv, og da Kongen saae det, svømmede han til, og hjalp ham. Da Endride begyndte at komme til sig selv igjen, og de vare paaklædte, sagde Kongen: ”Du har stor Færdighed i Svømning, Endride! men det er Gud at takke, at du var nu den svageste af os, som Folk kunde see af, at jeg maatte føre dig i Haand.” ”Det kan du nu ansee, som du vil,” sagde Endride. ”Men hvorfor dræbte du ikke Sælen,” spurgde Kongen ”og trak den i Land?” ”Fordi,” svarede Endride, ”jeg ikke vilde, at I skulde kunne sige, at jeg havde fundet den død.” Den næste Nat forløb nu, og den følgende Dag sagde Kongen, at de skulde prøve Skydning. Endride svarede: ”Allerede det tykkes mig, Herre! At I har til fulde prøvet min Ubesindighed i at ville kappes med eder i Idrætter; saa meget mindre nytter det mig at gaae til at prøve denne, da jeg i den har endnu ringere Øvelse end i den forrige.” ”Det tyktes mig godt, om saa var,” sagde Kongen, ”og det staaer end til, dig, at du ikke prøver, og kalder dig overvunden.”. ”Det Vilkaar kan man altid vælge,” svarede Endride, ”og ingen vil vel sige, at Skjemten overdrives, om det tykkes Gammen at see, hvor langt der er imellem eders Idrætter og mine ubehændige forsøg.” De gik da til Skoven, som laa nær ved Gaarden. Kongen lagde sin Kappe af sig, han stak da en Splint i Jorden, og bestemte en lang Skudvidde; siden blev der givet ham Bue og Piil; han skød, og Pilen traf yderst paa Spaanen, og stod der fast. Endride skød da længere inde i Spaanen, men dog ej i Midten. Kongen skød anden Gang; man gik da til, og Pilen stod midt i Spaanen; alle kaldte det et ypperligt Skud.” Endride berømte ogsaa Kongens Færdighed, og sagde, at han troede, at det nyttede ham ikke at skyde mere; Kongen tilbød ham at opgive det, om han vilde, og kalde sig overvunden i denne Idræt. Endride sagde, at det kunde vel blive Tilfældet, om han end forud gjorde Forsøg. Endride skød da, og denne Piil traf i Strengridsen paa den Piil, som Kongen skød sidst, og saaledes stode de begge. Da sagde Kongen: ”Meget fortrinlig er du i Idrætter, Endride! men dog er denne endnu ikke fuldkommen prøvet; man skal nu tage den fagre Dreng, som du forleden Dag sagde at du elskede højest, og sætte ham til Maal, saaledes som jeg bestemmer.” Saa blev gjort; Kongen lod da tage en Tavlbrikke, og sætte paa Drengens Hoved: ”Nu skulle vi her skyde Brikken af Drengens Hoved,” sagde Kongen, ”saa at Drengen ingen Skade faaer.” ”Det kan I vel gjøre, om I vil,” sagde Endride, ”men jeg vilde vistnok hævne det, om Drengen tilføjedes Skade.” Kongen lod da binde et langt linnedt Klæde om Drengens Hoved, og lod to Mænd holde i Enderne paa Klædet, saa at Drengen ikke kunde bevæge Hovedet til nogen af Siderne, naar han hørte Hvinet af Pilen. Kongen gik derpaa til det Sted, hvor han skulde staae, han signede sig, og gjorde Kors for Pilens Od, inden han skød; men Endride blev meget rød. Pilen fløj under Brikken, og tog den af Hovedet, og saa nær gik den Hjærneskallen, at Issen blødte temmelig. Kongen bød derpaa Endride at gaae til og skyde efter ham, om han vilde, men da gik ogsaa Endrides Moder og Søster til ham, og bade med megen Graad, at han ikke skulde indlade sig derpaa. Endride sagde til Kongen: ”Ej er jeg bange for, at jeg skulde gjøre Drengen Skade, om jeg end forsøgte at skyde, men dog vil jeg nu ikke skyde denne Gang.” ”Da tykkes mig,” sagde Kongen, ”som du er overvunden.” ”Det maa I vel nu ansee, som eder synes,” svarede Endride, ”skjønt I tager dette temmelig strængt; thi I synes mig allerede tilforn at have været noget partisk i eders Dom om vore prøver.” ”Tilvisse har jeg været partisk,” sagde Kongen, ”men det har været for dig.” Folk gik nu hjem til Gaarden, og Kongen var meget munter og ligesaa Endride. Den tredie Dag sagde Kongen til Endride: ”Nu er det mildt og roligt Vejr; vi ville nu prøve Haandsaxelegen; alt Folket gik ud; der bleve da givne hver af dem to Saxe eller korte Sværde, og dermed legede de en Stund; dernæst blev der givet hver af dem det tredie Sax, og de legede begge saaledes med dem, at eet af dem bestandig var i Luften, og de grebe dem bestandig om Fæstet, og ingen syntes at bemærke nogen Forskel, hvo der legede behændigst; saaledes gik det en lang Tid; derpaa sagde Kongen: ”Endnu er denne Leg ikke prøvet tilfulde;” de gik da til Stranden og ud paa et Langskib, og Kongen bød sine Mænd at roe paa Skibet ved begge Borde lige fra forstavnen til Bagstavnen; Derpaa gik Kongen udenbords paa Aarerne frem langs med Skibet, og legede endnu med tre Haandsaxe ligesaa behændig som paa Landet; det samme gjorde ogsaa Endride; alle Lege legede Kongen først og Endride efter. Da gik Kongen anden Gang paa samme Maade ligesom før langs med Aarerne, da der roedes, og dernæst frem foran Bordet, og tabte dog ikke Saxene, ej heller vædede han sine Fødder; han gik derpaa tilbage over Aarerne langs det andet Bord og siden ind i Skibet. Intet Menneske kunde forstaae, hvorledes han gjorde dette. Endride stod for Kongen, da denne kom op i Skibet, og saae taus paa ham. Kongen sagde til ham: ”Hvi staaer du nu, og leger ikke efter?” da sagde Endride: ”Dette kunde I, Herre! paa ingen Maade gjøre med eders egen Færdighed allene, men snarere med den Guds Kraft, som I troer paa, og deraf indseer jeg, at han maa kunne formaae alt, og derfor skal jeg herefter troe paa ham, at han er ene Gud, og ingen anden end han.” Kong Olaf blev glad ved disse hans Ord, og priste Gud mangfoldigen, at han gav ham saadan Indsigt. Kongen fortalte da Endride mange af den almægtige Guds Storværker. Endride blev derpaa døbt med alle sine Mænd. Han blev siden Kong Olafs Hofsinde, og drog med ham ud til Nidaros, og nogle sige, at han har været med Kong Olaf paa Ormen, og er der falden.