Forskjell mellom versjoner av «Fortælling om Thorlejf Jarleskjald»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m (Dobb. kategori)
m
 
(11 mellomliggende revisjoner av 3 brukere er ikke vist)
Linje 1: Linje 1:
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 
{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
+
|- style="background-color:#e9e9e9"  
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 
|-
 
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !!  !!  
+
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Þorleifs jarlaskálds]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !!  !!
 +
|-
 +
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þorleifs þáttr jarlaskálds (Flateyjarbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torleif Jarleskjald]] !!  !!
 +
|-
 +
! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Fjörutíu Íslendinga þættir: Þórleifs þáttr jarlsskálds]] !!  !!  !!  !!  !!  
 
|-
 
|-
 
|}
 
|}
Linje 38: Linje 42:
  
 
Da boede Asgejr Rødfeld paa Brekka i Svarfadedal; han var en mægtig Mand og af fornem Slægt; hans Kone hed Thorhild, hun var en viis, vennesæl og meget myndig Kvinde. De havde tre Sønner, der alle vare haabefulde; deres ældste Søn hed Olaf og bar Tilnavnet Valabryder; den anden Helge den Frækne eller Tapre; begge disse omtales mere i andre Sagaer end i denne; Thorlejf hed deres yngste Søn; han var tidlig en rask og driftig Mand og særdeles udmærket i alskens Færdigheder, og saa var han en god Skjald; han var til Opfostring hos sin Morbroder Midfjordskegge paa Reykjar i Midfjord, indtll han var 18 Aar gammel. Skegge gjorde meget af Thorlejf, og opfostrede ham med megen Kjærlighed. Man sagde, at Skegge lærte Thorlejf mere af Oldtids Videnskaber, end andre kunde; Thorlejf drog siden hjem til sin Fader; han dræbte Klause Bøggve med sin Broder Olafs Bistand: men til Eftermaal efter Klause var Karl hin Røde, som drev saa stærkt paa Sagen, at Thorlejf blev landsforviist og fordreven fra Svarfadedal. Herredsforstanderen Ljotolf havde hjulpet Thorlejfs Søster Ynghild Fagerkind; han hjalp nu ogsaa Thorlejf paa et Skib paa Gaasøre. Thorlejf blev dreven tilbage; han var om Vinteren hemmelig snart hos Ljotolf snart hos sin Fader Asgejr; han lærte da af sin Fader mange Oldtids Videnskaber, thi denne holdtes for at være kyndig i mange Ting; da var Thorlejf 19 Aar gammel. Karl satte stærkt efter Thorlejf, og der skede om Vinteren mange Tildragelser, som ere fortællingsværdige, og omtales i Svarfdølernes Saga. Vaaren efter drog Thorlejf vesterpaa over til sin Fosterfader og Frænde Skegge, og bad ham, om Bistand og Raad i denne Sag. Under Midfjordskegges og Herredsforstanderen Ljotolfs Beskyttelse drog nu Thorlejf hen, og Kjøbte sig et Skib af nogle Kjøbmænd, der laae oppe i Blandas Munding, han skaffede sig Skibsfolk dertil; siden drog han hjem til Brekka til sine Forældre, og bad dem om Rejsepenge, og fik saa meget Gods, som han troede at behøve. Om Vaaren lod han dernæst sine Varer føre om Bord, og drog for stedse bort fra Brekka, og hilste sin Fader og Moder og sin Fosterfader Midfjordskegge Farvel.
 
Da boede Asgejr Rødfeld paa Brekka i Svarfadedal; han var en mægtig Mand og af fornem Slægt; hans Kone hed Thorhild, hun var en viis, vennesæl og meget myndig Kvinde. De havde tre Sønner, der alle vare haabefulde; deres ældste Søn hed Olaf og bar Tilnavnet Valabryder; den anden Helge den Frækne eller Tapre; begge disse omtales mere i andre Sagaer end i denne; Thorlejf hed deres yngste Søn; han var tidlig en rask og driftig Mand og særdeles udmærket i alskens Færdigheder, og saa var han en god Skjald; han var til Opfostring hos sin Morbroder Midfjordskegge paa Reykjar i Midfjord, indtll han var 18 Aar gammel. Skegge gjorde meget af Thorlejf, og opfostrede ham med megen Kjærlighed. Man sagde, at Skegge lærte Thorlejf mere af Oldtids Videnskaber, end andre kunde; Thorlejf drog siden hjem til sin Fader; han dræbte Klause Bøggve med sin Broder Olafs Bistand: men til Eftermaal efter Klause var Karl hin Røde, som drev saa stærkt paa Sagen, at Thorlejf blev landsforviist og fordreven fra Svarfadedal. Herredsforstanderen Ljotolf havde hjulpet Thorlejfs Søster Ynghild Fagerkind; han hjalp nu ogsaa Thorlejf paa et Skib paa Gaasøre. Thorlejf blev dreven tilbage; han var om Vinteren hemmelig snart hos Ljotolf snart hos sin Fader Asgejr; han lærte da af sin Fader mange Oldtids Videnskaber, thi denne holdtes for at være kyndig i mange Ting; da var Thorlejf 19 Aar gammel. Karl satte stærkt efter Thorlejf, og der skede om Vinteren mange Tildragelser, som ere fortællingsværdige, og omtales i Svarfdølernes Saga. Vaaren efter drog Thorlejf vesterpaa over til sin Fosterfader og Frænde Skegge, og bad ham, om Bistand og Raad i denne Sag. Under Midfjordskegges og Herredsforstanderen Ljotolfs Beskyttelse drog nu Thorlejf hen, og Kjøbte sig et Skib af nogle Kjøbmænd, der laae oppe i Blandas Munding, han skaffede sig Skibsfolk dertil; siden drog han hjem til Brekka til sine Forældre, og bad dem om Rejsepenge, og fik saa meget Gods, som han troede at behøve. Om Vaaren lod han dernæst sine Varer føre om Bord, og drog for stedse bort fra Brekka, og hilste sin Fader og Moder og sin Fosterfader Midfjordskegge Farvel.
Hakon lader Thorlejfs Mænd hænge.
 
  
  
 
'''2. Kapitel'''
 
'''2. Kapitel'''
  
Thorlejf begav sig nu paa Rejsen, og havde god Bør; han sejlede øster ind til Vigen. Hakon Hlade-Jarl var da i Vigen. Thorlejf gik i Land, og lod sit Skib udlosse; han gik til Jarlen, og hilste paa ham. Jarlen tog vel imod hans Hilsen, og spurgde ham om Navn, Slægt og Herkomst; Thorlejf sagde ham det. Jarlen gjorde ham mange Spørgsmaale angaaende Island, og Thorlejf besvarede dem udførligen. Da sagde Jarlen: “Det er nu saa, Thorlejf! at vi ville kjøbe Varerne af dig og dine Skibsfolk.” “Vi have kun faa Varer, Herre !” svarede Thorlejf, “og der ere andre, som det kan være os bekvemmere at sælge vore Varer til, og maa I lade os raade os selv i at sælge vort Gods og vore Varer til dem, som det synes os bedst.” Jarlen tyktes at han svarede fornærmeligt, og optog hans Ord meget ilde, og saaledes skiltes de. Thorlejf drog til sine Mænd, og sov om Natten, men om Morgenen stod han op, og drog til Kjøbstædet, og spurgde sig for om gode Kjøbere, og kjøbslog med dem om Dagen. Da Jarlen spurgde dette, drog han med betydeligt Mandskab til Thorlejfs Skib, og lod der alle Folkene gribe og binde. Siden ranede han alt Godset, der var, og inddrog det som sin Ejendom, og lod Skibet brænde til Aske; derefter lod han skyde Stænger mellem Boderne, og lod derved hænge alle Thorlejfs Folk. Siden drog Jarlen bort med sine Mænd, og tog til sig alle de Varer, Thorlejf havde ejet, og deelte dem med sine Mænd. Da Thorlejf nu kom hjem om Aftenen, og agtede at drage til sine Mænd, som han ogsaa gjorde, saae han Mærke paa, hvorledes det var gaaet hans Stalbrødre, og troede at kunne vide, at Hakon Jarl maatte have voldt dette onde Værk, og udspurgde nu nøje, hvorledes det var tilgaaet; og da han havde Underretning om, at det forholdt sig efter hans Formodning, kvad han denne Vise:
+
'''Hakon lader Thorlejfs Mænd hænge.'''
 +
 
 +
Thorlejf begav sig nu paa Rejsen, og havde god Bør; han sejlede øster ind til Vigen. Hakon Hlade-Jarl var da i Vigen. Thorlejf gik i Land, og lod sit Skib udlosse; han gik til Jarlen, og hilste paa ham. Jarlen tog vel imod hans Hilsen, og spurgde ham om Navn, Slægt og Herkomst; Thorlejf sagde ham det. Jarlen gjorde ham mange Spørgsmaale angaaende Island, og Thorlejf besvarede dem udførligen. Da sagde Jarlen: “Det er nu saa, Thorlejf! at vi ville kjøbe Varerne af dig og dine Skibsfolk.” “Vi have kun faa Varer, Herre!” svarede Thorlejf, “og der ere andre, som det kan være os bekvemmere at sælge vore Varer til, og maa I lade os raade os selv i at sælge vort Gods og vore Varer til dem, som det synes os bedst.” Jarlen tyktes at han svarede fornærmeligt, og optog hans Ord meget ilde, og saaledes skiltes de. Thorlejf drog til sine Mænd, og sov om Natten, men om Morgenen stod han op, og drog til Kjøbstædet, og spurgde sig for om gode Kjøbere, og kjøbslog med dem om Dagen. Da Jarlen spurgde dette, drog han med betydeligt Mandskab til Thorlejfs Skib, og lod der alle Folkene gribe og binde. Siden ranede han alt Godset, der var, og inddrog det som sin Ejendom, og lod Skibet brænde til Aske; derefter lod han skyde Stænger mellem Boderne, og lod derved hænge alle Thorlejfs Folk. Siden drog Jarlen bort med sine Mænd, og tog til sig alle de Varer, Thorlejf havde ejet, og deelte dem med sine Mænd. Da Thorlejf nu kom hjem om Aftenen, og agtede at drage til sine Mænd, som han ogsaa gjorde, saae han Mærke paa, hvorledes det var gaaet hans Stalbrødre, og troede at kunne vide, at Hakon Jarl maatte have voldt dette onde Værk, og udspurgde nu nøje, hvorledes det var tilgaaet; og da han havde Underretning om, at det forholdt sig efter hans Formodning, kvad han denne Vise:
  
<blockquote>Ilde mit Sind nu gyser,
+
<blockquote>
 +
Ilde mit Sind nu gyser,
 
<br>Thi paa den jævne Øre
 
<br>Thi paa den jævne Øre
 
<br>Manden sin Baad og sin Knørre (1)
 
<br>Manden sin Baad og sin Knørre (1)
Linje 52: Linje 58:
 
<br>Lyster ham at lønne,
 
<br>Lyster ham at lønne,
 
<br>Som lod Skialdens Knørre
 
<br>Som lod Skialdens Knørre
<br>Skændig til Kul opbrænde. </blockquote>
+
<br>Skændig til Kul opbrænde.
 +
</blockquote>
  
  
Linje 61: Linje 68:
 
Det fortælles, at Thorlejf efter denne Hændelse søgte at komme bort med et Kjøbmandsskib, sejlede ned til Danmark, og drog til Kong Svend, hos hvem han var om Vinteren. Efterat have været der en kort Tid, gik Thorlejf en Dag for Kongen, og bad ham høre paa et Kvad, som han havde gjort om ham. Kongen spurgde, om han var Skjald. “Det kommer an paa,” svarede Thorlejf, “hvad I vil dømme, naar I hører Kvadet.” Kongen bad ham fremsige det. Thorlejf kvad da en Drape paa fyrretyve Stropher, hvori dette er Omkvædet:   
 
Det fortælles, at Thorlejf efter denne Hændelse søgte at komme bort med et Kjøbmandsskib, sejlede ned til Danmark, og drog til Kong Svend, hos hvem han var om Vinteren. Efterat have været der en kort Tid, gik Thorlejf en Dag for Kongen, og bad ham høre paa et Kvad, som han havde gjort om ham. Kongen spurgde, om han var Skjald. “Det kommer an paa,” svarede Thorlejf, “hvad I vil dømme, naar I hører Kvadet.” Kongen bad ham fremsige det. Thorlejf kvad da en Drape paa fyrretyve Stropher, hvori dette er Omkvædet:   
  
<blockquote>Held gav Himmelstraalers
+
<blockquote>
 +
Held gav Himmelstraalers
 
<br>Høvding (2) ofte Jyders
 
<br>Høvding (2) ofte Jyders
 
<br>Konning til paa England
 
<br>Konning til paa England
<br>Sværde røde at farve. </blockquote>
+
<br>Sværde røde at farve.
Kongen roste meget Kvadet, og det samme gjorde alle de, som hørte det, og sagde, at det baade var vel kvædet, og fremsagt med Anstand. Kongen gav Thorlejf i Løn for Kvadet en Ring, som vejede en Mark, og et Sværd, hvis Tilbehør var udsiret med en halv Mark Guld, og bad ham at forblive længe hos ham. Thorlejf gik til det ham anviste Sæde, og takkede Kongen meget, og saaledes forløb nogen Tid; dog varede det ikke længe, inden Thorlejf blev saa kjed af at være der, at han fandt næppe Behag i at gaae til Drikkebord eller at sidde mellem sine Bordkammerater. Dette mærkede Kongen snart, han lod da Thorlejf kalde til sig, og sagde: “Hvad er det, der volder dig Sorg, Thorlejf! da du næppe agter paa at følge Skik og Brug hos os?” “Det maaI have hørt, Herre!” svarede Thorlejf, “at den, som spørger om en andens Modgang, er skyldig at raade Bod der paa.” “Siig mig først, hvad det er!” sagde Kongen. Thorlejf svarede: “Jeg har digtet nogle Viser i Vinter, som jeg kalder Kvindeviser, hvilke jeg har gjort om Hakon Jarl; thi en Jarl omnævnes ved en Kvinde i Skjaldskab. Nu vil det bedrøve mig, Herre! om jeg ikke faaer Tilladelse af eder til at drage til Norge og bringe Jarlen Kvadet.” “Du skal tilvisse faae Tilladelse,” sagde Kongen, “men dog skal du love os forud at komme tilbage til os det hurtigste du kan, thi for dine Idrætters Skyld ville vi ikke miste dig.” Thorlejf lovede det, og søgte nu Rejselejlighed, og drog op til Norge, og drog uafbrudt til Throndhjem; da opholdt Hakon Jarl sig paa Hlade. Thorlejf tog nu en Tiggerforklædning paa, og bandt sig et Gjedeskæg om Hagen, tog dernæst en stor Pose, som han anbragde saaledes under Forklædningen, at alle skulde troe, han spiste den Mad, som han kastede i Posen, thi Posens Aabning var oppe ved Munden under Gjedestægget. Siden tog han to Krykker med en Braad paa Enden af hver, drog saa afsted, indtil han kom til Hlade. Det var just Aftenen før Juul paa den Tid, da Jarlen var kommen i sit Sæde tilligemed mange Stormænd, som Jarlen havde indbudet til Julegilde. Tiggeren gik lige ind i Hallen, men da han kom ind, stønnede han meget heftig, lænede sig stærkt paa Krykkerne, og gik hen til de andre Tiggere, og satte sig yderlig i Hallen; han fortrædigede Tiggerne, og tilføjede dem Skade; men de kunde ikke vel finde sig i, at han stødte dem med Stavene, og trak sig til Side, og deraf opstod der en Støj og Allarm, saa at det kunde høres i hele Hallen. Da Jarlen mærkede det, spurgde han om, hvo der forvoldte den Ulyd; der blev ham da sagt, at der var kommen en Tigger, som var saa ond og uregjerlig, at han intet lod ugjort. Jarlen bød, at kalde ham for sig, og saa blev ogsaa gjort; og da Tiggeren kom for Jarlen, var han meget kort i at hilse. Jarlen spurgde ham om Navn, Slægt og Odel. “Usædvanligt er mit Navn, Herre!” sagde han, “thi jeg hedder Nidung Gjallandesøn, og har min Slægt i Sørgersdalene i Sverrig hint Kolde; man kalder mig Nidung hin Nøjagtige; jeg har faret vidt omkring og besøgt mange Høvdinger; nu bliver jeg meget gammel, saa at jeg næppe kan sige min Alder, fordi min Hukommelse ved den høje Alderdom har tabt sig; jeg har spurgt meget om eders Rundhed og Tapperhed, Viisdom og Vennesælhed, Lovgivning og Nedladenhed, Raskhed og Færdigheder.” Jarlen spurgde: “Hvi er du saa barsk og ond at komme til Rette med fremfor andre Tiggere?” han sagde: “Hvad kan man ikke vænte af den, som gaaer om, og fattes alt uden Nød og Elendighed, som ikke har, hvad han behøver, og har længe ligget ude paa Marker og i Skove? han maa vel blive vranten ved Alderdommen og ved alt dette, naar han tilforn har været vant til Hæder og gode Dage hos de herligste Høvdinger, men maa nu være hadet af enhver ussel Tølper.” “Forstaaer du dig noget paa Idrætter, Gamle?” spurgde Jarlen, “da du siger, at du har været hos Høvdinger?” “Det kan være,” svarede den Gamle, ,,at der var nogen Grund til at antage det, da jeg var i min unge Alder, skjønt det nu gaaer mig efter Ordsproget, at enhver Olding bliver magtesløs en Gang. Der siges ogsaa, at det er vanskeligt for den Sultne at sladre; jeg vil heller ikke kunne sladre med eder, Herre! uden I lader mig give noget at spise, thi saa forkommen er jeg afAlderdom, Sult og Tørst, at jeg vist ikke kan holde ud at staae paa Benene længer; saadant er heller ikke fyrsteligt, at spørge en fremmed Mand om hele Verden; men ikke tænke paa, hvad Folk behøver, thi alle ere fødte med den Beskaffenhed, at de trænge baade til Mad og Drikke.” Jarlen bød nu, at der skulde gives ham god Mad, saa meget han behøvede, og saa blev gjort. Men da Tiggeren kom til Bordet, tog han med Lethed til Maden, og gjorde alle de Tallærkener tomme, som stode ham nærmest, og som han kunde naae til, saa at Opvarterne kom til atter at hente Mad. Staaderen tog nu ikke mindre rask til Maden end før; det forekom alle, at han spiste, men i Gjerningen kastede han Maden i den før omtalte Pose. Folkene lo nu meget ad denne Tigger, og Opvarterne sagde, at han ikke blot var stor og tyk om Midje, men han kunde ogsaa æde forsvarlig. Den Gamle brød sig ikke derom, men spiste som tilforn. Nidvisen om Jarlen kvædes.
+
</blockquote>
 +
Kongen roste meget Kvadet, og det samme gjorde alle de, som hørte det, og sagde, at det baade var vel kvædet, og fremsagt med Anstand. Kongen gav Thorlejf i Løn for Kvadet en Ring, som vejede en Mark, og et Sværd, hvis Tilbehør var udsiret med en halv Mark Guld, og bad ham at forblive længe hos ham. Thorlejf gik til det ham anviste Sæde, og takkede Kongen meget, og saaledes forløb nogen Tid; dog varede det ikke længe, inden Thorlejf blev saa kjed af at være der, at han fandt næppe Behag i at gaae til Drikkebord eller at sidde mellem sine Bordkammerater. Dette mærkede Kongen snart, han lod da Thorlejf kalde til sig, og sagde: “Hvad er det, der volder dig Sorg, Thorlejf! da du næppe agter paa at følge Skik og Brug hos os?” “Det maaI have hørt, Herre!” svarede Thorlejf, “at den, som spørger om en andens Modgang, er skyldig at raade Bod der paa.” “Siig mig først, hvad det er!” sagde Kongen. Thorlejf svarede: “Jeg har digtet nogle Viser i Vinter, som jeg kalder Kvindeviser, hvilke jeg har gjort om Hakon Jarl; thi en Jarl omnævnes ved en Kvinde i Skjaldskab. Nu vil det bedrøve mig, Herre! om jeg ikke faaer Tilladelse af eder til at drage til Norge og bringe Jarlen Kvadet.” “Du skal tilvisse faae Tilladelse,” sagde Kongen, “men dog skal du love os forud at komme tilbage til os det hurtigste du kan, thi for dine Idrætters Skyld ville vi ikke miste dig.” Thorlejf lovede det, og søgte nu Rejselejlighed, og drog op til Norge, og drog uafbrudt til Throndhjem; da opholdt Hakon Jarl sig paa Hlade. Thorlejf tog nu en Tiggerforklædning paa, og bandt sig et Gjedeskæg om Hagen, tog dernæst en stor Pose, som han anbragde saaledes under Forklædningen, at alle skulde troe, han spiste den Mad, som han kastede i Posen, thi Posens Aabning var oppe ved Munden under Gjedestægget. Siden tog han to Krykker med en Braad paa Enden af hver, drog saa afsted, indtil han kom til Hlade. Det var just Aftenen før Juul paa den Tid, da Jarlen var kommen i sit Sæde tilligemed mange Stormænd, som Jarlen havde indbudet til Julegilde. Tiggeren gik lige ind i Hallen, men da han kom ind, stønnede han meget heftig, lænede sig stærkt paa Krykkerne, og gik hen til de andre Tiggere, og satte sig yderlig i Hallen; han fortrædigede Tiggerne, og tilføjede dem Skade; men de kunde ikke vel finde sig i, at han stødte dem med Stavene, og trak sig til Side, og deraf opstod der en Støj og Allarm, saa at det kunde høres i hele Hallen. Da Jarlen mærkede det, spurgde han om, hvo der forvoldte den Ulyd; der blev ham da sagt, at der var kommen en Tigger, som var saa ond og uregjerlig, at han intet lod ugjort. Jarlen bød, at kalde ham for sig, og saa blev ogsaa gjort; og da Tiggeren kom for Jarlen, var han meget kort i at hilse. Jarlen spurgde ham om Navn, Slægt og Odel. “Usædvanligt er mit Navn, Herre!” sagde han, “thi jeg hedder Nidung Gjallandesøn, og har min Slægt i Sørgersdalene i Sverrig hint Kolde; man kalder mig Nidung hin Nøjagtige; jeg har faret vidt omkring og besøgt mange Høvdinger; nu bliver jeg meget gammel, saa at jeg næppe kan sige min Alder, fordi min Hukommelse ved den høje Alderdom har tabt sig; jeg har spurgt meget om eders Rundhed og Tapperhed, Viisdom og Vennesælhed, Lovgivning og Nedladenhed, Raskhed og Færdigheder.” Jarlen spurgde: “Hvi er du saa barsk og ond at komme til Rette med fremfor andre Tiggere?” han sagde: “Hvad kan man ikke vænte af den, som gaaer om, og fattes alt uden Nød og Elendighed, som ikke har, hvad han behøver, og har længe ligget ude paa Marker og i Skove? han maa vel blive vranten ved Alderdommen og ved alt dette, naar han tilforn har været vant til Hæder og gode Dage hos de herligste Høvdinger, men maa nu være hadet af enhver ussel Tølper.” “Forstaaer du dig noget paa Idrætter, Gamle?” spurgde Jarlen, “da du siger, at du har været hos Høvdinger?” “Det kan være,” svarede den Gamle, ,,at der var nogen Grund til at antage det, da jeg var i min unge Alder, skjønt det nu gaaer mig efter Ordsproget, at enhver Olding bliver magtesløs en Gang. Der siges ogsaa, at det er vanskeligt for den Sultne at sladre; jeg vil heller ikke kunne sladre med eder, Herre! uden I lader mig give noget at spise, thi saa forkommen er jeg af Alderdom, Sult og Tørst, at jeg vist ikke kan holde ud at staae paa Benene længer; saadant er heller ikke fyrsteligt, at spørge en fremmed Mand om hele Verden; men ikke tænke paa, hvad Folk behøver, thi alle ere fødte med den Beskaffenhed, at de trænge baade til Mad og Drikke.” Jarlen bød nu, at der skulde gives ham god Mad, saa meget han behøvede, og saa blev gjort. Men da Tiggeren kom til Bordet, tog han med Lethed til Maden, og gjorde alle de Tallærkener tomme, som stode ham nærmest, og som han kunde naae til, saa at Opvarterne kom til atter at hente Mad. Staaderen tog nu ikke mindre rask til Maden end før; det forekom alle, at han spiste, men i Gjerningen kastede han Maden i den før omtalte Pose. Folkene lo nu meget ad denne Tigger, og Opvarterne sagde, at han ikke blot var stor og tyk om Midje, men han kunde ogsaa æde forsvarlig. Den Gamle brød sig ikke derom, men spiste som tilforn.
  
  
 
'''4. Kapitel'''
 
'''4. Kapitel'''
  
Da Drikkebordene vare borttagne, gik Nidung for Jarlen, og sagde: “Jeg takker eder nu, Herre! for eders Beværtning, dog maa jeg sige, at I have slætte Opvantere, som gjøre alt værre, end I befaler det; men nu ønskede jeg, at I vilde vise eders Nedladenhed, Herre! og høre paa et Kvad, som jeg har gjort om eder.” “Har du før gjort noget Kvad om Høvdinger?” spurgde Jarlen. “Ja jeg har, Herre!” svarede han. “Nu kommer det da til det gamle Ordsprog,” sagde Jarlen, “at det er ofte godt, hvad Gamle kvæde; fremsiig du Kvadet, Gamle! og vi ville høre derpaa.” Da begyndte Tiggeren paa Kvadet, og kvad fra Begyndelsen til Midten af det, og Jarlen syntes, at der var Berømmelse i hver Vise, og fandt, at ogsaa hans Søn Eriks Heltebedrifter vare omtalte deri. Men som Kvadet nærmede sig mod Slutningen, blev Jarlen noget underlig ved det, og der paakom ham en saadan Krillen og Klø over hele Maven og allermest over Lenden, at han ingensteds kunde være rolig; og saa vidt underlig var denne Klø, at han lod sig rive med Karter, hvor de kunde bruges, men hvor de ikke vare anvende lige, lod han tage et groft Hampeklæde, og slaae tre Knuder paa, og lod saa to Mænd trække det frem og tilbage imellem Benene paa sig. Jarlen begyndte nu at finde Mishag i Kvadet, og sagde: “Kan din Helvedes Staadder ikke kvæde bedre, thi det synes mig ligesaa meget at være en Nidvise som en Lovsang; lad det blive bedre, eller du skal faae din Løn derfor.” Staadderen lovede, at det skulde blive bedre, og begyndte da de Viser, som kaldes Taageviser, og staae midt i Nidvisen om Jarlen, og have denne Begyndelse:
+
'''Nidvisen om Jarlen kvædes.'''
 +
 
 +
Da Drikkebordene vare borttagne, gik Nidung for Jarlen, og sagde: “Jeg takker eder nu, Herre! for eders Beværtning, dog maa jeg sige, at I have slætte Opvantere, som gjøre alt værre, end I befaler det; men nu ønskede jeg, at I vilde vise eders Nedladenhed, Herre! og høre paa et Kvad, som jeg har gjort om eder.” “Har du før gjort noget Kvad om Høvdinger?” spurgde Jarlen. “Ja jeg har, Herre!” svarede han. “Nu kommer det da til det gamle Ordsprog,” sagde Jarlen, “at det er ofte godt, hvad Gamle kvæde; fremsiig du Kvadet, Gamle! og vi ville høre derpaa.” Da begyndte Tiggeren paa Kvadet, og kvad fra Begyndelsen til Midten af det, og Jarlen syntes, at der var Berømmelse i hver Vise, og fandt, at ogsaa hans Søn Eriks Heltebedrifter vare omtalte deri. Men som Kvadet nærmede sig mod Slutningen, blev Jarlen noget underlig ved det, og der paakom ham en saadan Krillen og Klø over hele Maven og allermest over Lenden, at han ingensteds kunde være rolig; og saa vidt underlig var denne Klø, at han lod sig rive med Karter, hvor de kunde bruges, men hvor de ikke vare anvendelige, lod han tage et groft Hampeklæde, og slaae tre Knuder paa, og lod saa to Mænd trække det frem og tilbage imellem Benene paa sig. Jarlen begyndte nu at finde Mishag i Kvadet, og sagde: “Kan din Helvedes Staadder ikke kvæde bedre, thi det synes mig ligesaa meget at være en Nidvise som en Lovsang; lad det blive bedre, eller du skal faae din Løn derfor.” Staadderen lovede, at det skulde blive bedre, og begyndte da de Viser, som kaldes Taageviser, og staae midt i Nidvisen om Jarlen, og have denne Begyndelse:
  
<blockquote>Taage trækker op der ude,
+
<blockquote>
 +
Taage trækker op der ude,
 
<br>Ned slaaer en Byge i Vesten,
 
<br>Ned slaaer en Byge i Vesten,
 
<br>Hid er en Røgsky (3) kommen
 
<br>Hid er en Røgsky (3) kommen
<br>Af den plyndrede Skude.</blockquote>
+
<br>Af den plyndrede Skude.
Da han havde Taageviserne ude, var det mørkt i Hallen, og da det var bleven mørkt i Hallen, begyndte han igjen paa Nidvisen om Jarlen, og da han kvad den sidste Trediedeel, var hvert Jærn i Gang, som var i Hallen, uden at Mennesker rørte dem, og dette blev mange Mænds Bane. Jarlen faldt da i Besvimelse, og Tiggeren kom bort, da Dørene vare lukkede men ikke laasede. Efter at Kvadet var endt, aftog Mørket, og der blev igjen lyst i Hallen, Jarlen kom da til sig selv igjen, og fandt, at Nidvisen havde gaaet ham nær; der saaes da ogsaa Mærke derpaa, thi alt Skægget og ligeledes Haaret paa den ene Side af Hovedet var raadnet af Jarlen, og voxte aldrig ud mere. Jarlen lod nu Hallen rense, og de døde Kroppe udbære; og han troede nu af vide, at dette maatte have været Thorlejf, og ikke nogen Tigger, og at han nu vilde synes at have betalt ham for sit Tab af Folk og Gods. Jarlen laa nu af denne Skade hele Vinteren og meget af Sommeren,
+
</blockquote>
 +
Da han havde Taageviserne ude, var det mørkt i Hallen, og da det var bleven mørkt i Hallen, begyndte han igjen paa Nidvisen om Jarlen, og da han kvad den sidste Trediedeel, var hvert Jærn i Gang, som var i Hallen, uden at Mennesker rørte dem, og dette blev mange Mænds Bane. Jarlen faldt da i Besvimelse, og Tiggeren kom bort, da Dørene vare lukkede men ikke laasede. Efter at Kvadet var endt, aftog Mørket, og der blev igjen lyst i Hallen, Jarlen kom da til sig selv igjen, og fandt, at Nidvisen havde gaaet ham nær; der saaes da ogsaa Mærke derpaa, thi alt Skægget og ligeledes Haaret paa den ene Side af Hovedet var raadnet af Jarlen, og voxte aldrig ud mere. Jarlen lod nu Hallen rense, og de døde Kroppe udbære; og han troede nu at vide, at dette maatte have været Thorlejf, og ikke nogen Tigger, og at han nu vilde synes at have betalt ham for sit Tab af Folk og Gods. Jarlen laa nu af denne Skade hele Vinteren og meget af Sommeren,
  
  
Linje 85: Linje 98:
 
Om Thorlejf er dernæst at berette, at han drog igjen ned til Danmark, og havde den Mad, som han havde narret dem fra i Hallen, til Rejsekost; hvor længe han var paa Rejsen, veed man intet om, men kun det, at han rejste uafbrudt, til han kom til Kong Svend, som tog imod ham med aabne Arme, og spurgde, hvorledes det var gaaet ham paa Rejsen; Thorlejf fortalte alt, hvad der var skeet; Kongen svarede: “Nu vil jeg forlænge dit Navn, og kalde dig Thorlejf Jarleskjald; da kvad Kongen denne Vise:
 
Om Thorlejf er dernæst at berette, at han drog igjen ned til Danmark, og havde den Mad, som han havde narret dem fra i Hallen, til Rejsekost; hvor længe han var paa Rejsen, veed man intet om, men kun det, at han rejste uafbrudt, til han kom til Kong Svend, som tog imod ham med aabne Arme, og spurgde, hvorledes det var gaaet ham paa Rejsen; Thorlejf fortalte alt, hvad der var skeet; Kongen svarede: “Nu vil jeg forlænge dit Navn, og kalde dig Thorlejf Jarleskjald; da kvad Kongen denne Vise:
  
<blockquote>Digtet om Thrønders Høvding
+
<blockquote>
 +
Digtet om Thrønders Høvding
 
<br>Thorlejf kvad for Folket,
 
<br>Thorlejf kvad for Folket,
 
<br>Vide er nu Jarlens
 
<br>Vide er nu Jarlens
Linje 92: Linje 106:
 
<br>Bragde Skjalden fra Vesten,
 
<br>Bragde Skjalden fra Vesten,
 
<br>Landets Vogter han listig
 
<br>Landets Vogter han listig
<br>Lønned for Skibets Plyndring. </blockquote>
+
<br>Lønned for Skibets Plyndring.
 +
</blockquote>
  
 
Thorlejf sagde til Kongen, at han længtes efter at drage op til Island, og bad Kongen om Lov til at rejse, saasnart Vaaren hegyndte; Kongen sagde, at det skulde tilstædes ham: ”Jeg vil,” lagde han til, “give dig et Skib i Navnefæste med Besætning og Tilbehør og saadan Ladning, som du kan behøve,” Thorlejf var der nu om Vinteren i god Behandling: men da Vaaren begyndte, lavede han sit Skib til, og begav sig paa Rejsen, og han havde god Bør, og landede paa Island i den Aa, som hedder Thjorsaa. Thorlejf skal da efter Beretningerne have giftet sig om Høsten og ægtet en Kvinde, som hed Aude, og var en Datter af Thord, en rask og meget rig Bonde, som boede i Skogar under Øfjældene, og nedstammede fra Thrase hin Gamles Slægt. Aude var en meget rask Kvinde. Thorlejf opholdt sig om Vinteren i Skogar, men om Vaaren efter Kjøbte han Land paa Høfdebrekka i Mydal, og boede der siden.
 
Thorlejf sagde til Kongen, at han længtes efter at drage op til Island, og bad Kongen om Lov til at rejse, saasnart Vaaren hegyndte; Kongen sagde, at det skulde tilstædes ham: ”Jeg vil,” lagde han til, “give dig et Skib i Navnefæste med Besætning og Tilbehør og saadan Ladning, som du kan behøve,” Thorlejf var der nu om Vinteren i god Behandling: men da Vaaren begyndte, lavede han sit Skib til, og begav sig paa Rejsen, og han havde god Bør, og landede paa Island i den Aa, som hedder Thjorsaa. Thorlejf skal da efter Beretningerne have giftet sig om Høsten og ægtet en Kvinde, som hed Aude, og var en Datter af Thord, en rask og meget rig Bonde, som boede i Skogar under Øfjældene, og nedstammede fra Thrase hin Gamles Slægt. Aude var en meget rask Kvinde. Thorlejf opholdt sig om Vinteren i Skogar, men om Vaaren efter Kjøbte han Land paa Høfdebrekka i Mydal, og boede der siden.
Linje 103: Linje 118:
 
Nu vender Fortællingen sig til Hakon Jarl, at han kom sig for det meste af Skaden, men somme ville dog sige, at han aldrig blev den samnn kraftige Mand som tilforn, Jarlen ønskede gjærne at hævne sig paa Thorlejf for denne Forhaanelse, om han kunde, og han paakaldte nu sine Fortrolige Thorgerde Hørgebrud og hendes Søster Irpa, at de skulde drive en saadan Galder ud til Island, at det kunde være Thorlejf fuldkommen nok; han anrettede store Ofringer til dem, og æskede deres Svar, og da han fik saadant et Svar, som ham behagede, lod han tage en Stamme af Drivtømmer og gjøre en Træmand af den, og ved sin egen Trolddom og Paakaldelse og hine Søstres Hexeri og Djævelskab lod han dræbe en Mand, og Hjærtet tage ud og sætte i denne Træmand; dernæst iførte de ham Klæder, gave ham Navn og kaldte ham Thorgard, og tryllede ham med saa stor Djævels Kraft, at han gik og talte med Folk; siden fik de ham paa et Skib, og sendte ham ud til Island i det Ærende, at han skulde dræbe Thorlejf Jarleskjald. Hakon gav ham en Hellebarde, som han havde taget af Søstrenes Tempel, og som Hørge havde ejet. Thorgard kom ud til Island i den Tid, Folk vare samlede paa Althinget. Thorlejf Jarleskjald var paa Thinget, og da han nu en Dag gik fra sit Telt, saae han en Mand komme vestenfra og gaae over Øxeraa; han var stor af Væxt og fæl af Udseende. Thorlejf spurgde denne Mand om Navn; han kaldte sig Thorgard, og udstødte strax Ukvemsord mod Thorlejf. Da Thorlejf hørte det, agtede han at trække Sværdet, som han havde faaet af Kongen, med hvilket han var omgjordet, men i det samme stak Thorgard Hellebarden midt igjennem ham; da Thorlejf fik Stikket, hug han til Thorgard, men denne styrtede sig ned i Jorden, saa at man kunde see hans Fodsaaler. Thorlejf bandt sin Kjole fast om sig, og kvad denne Vise:
 
Nu vender Fortællingen sig til Hakon Jarl, at han kom sig for det meste af Skaden, men somme ville dog sige, at han aldrig blev den samnn kraftige Mand som tilforn, Jarlen ønskede gjærne at hævne sig paa Thorlejf for denne Forhaanelse, om han kunde, og han paakaldte nu sine Fortrolige Thorgerde Hørgebrud og hendes Søster Irpa, at de skulde drive en saadan Galder ud til Island, at det kunde være Thorlejf fuldkommen nok; han anrettede store Ofringer til dem, og æskede deres Svar, og da han fik saadant et Svar, som ham behagede, lod han tage en Stamme af Drivtømmer og gjøre en Træmand af den, og ved sin egen Trolddom og Paakaldelse og hine Søstres Hexeri og Djævelskab lod han dræbe en Mand, og Hjærtet tage ud og sætte i denne Træmand; dernæst iførte de ham Klæder, gave ham Navn og kaldte ham Thorgard, og tryllede ham med saa stor Djævels Kraft, at han gik og talte med Folk; siden fik de ham paa et Skib, og sendte ham ud til Island i det Ærende, at han skulde dræbe Thorlejf Jarleskjald. Hakon gav ham en Hellebarde, som han havde taget af Søstrenes Tempel, og som Hørge havde ejet. Thorgard kom ud til Island i den Tid, Folk vare samlede paa Althinget. Thorlejf Jarleskjald var paa Thinget, og da han nu en Dag gik fra sit Telt, saae han en Mand komme vestenfra og gaae over Øxeraa; han var stor af Væxt og fæl af Udseende. Thorlejf spurgde denne Mand om Navn; han kaldte sig Thorgard, og udstødte strax Ukvemsord mod Thorlejf. Da Thorlejf hørte det, agtede han at trække Sværdet, som han havde faaet af Kongen, med hvilket han var omgjordet, men i det samme stak Thorgard Hellebarden midt igjennem ham; da Thorlejf fik Stikket, hug han til Thorgard, men denne styrtede sig ned i Jorden, saa at man kunde see hans Fodsaaler. Thorlejf bandt sin Kjole fast om sig, og kvad denne Vise:
  
<blockquote>Den i Striden djærve
+
<blockquote>
 +
Den i Striden djærve
 
<br>Tryllede Mand forsvandt jo
 
<br>Tryllede Mand forsvandt jo
 
<br>Bort fra Pladsen ganske,
 
<br>Bort fra Pladsen ganske,
Linje 110: Linje 126:
 
<br>Jorden faret er nu,
 
<br>Jorden faret er nu,
 
<br>Dybt i Dødens Rige
 
<br>Dybt i Dødens Rige
<br>Vil en Tid han hvile. </blockquote>
+
<br>Vil en Tid han hvile.
 +
</blockquote>
 
Derpaa gik Thorlejf hjem til sit Telt, og fortalte sine Folk denne Begivenhed, som de alle toge sig meget nær. Siden slog han Kjolen tilside, Indvoldene faldt da ud, og Thorlejf lod der sit Liv med god Berømmelse, og Folk ansaae det for et stort Tab. Alle troede nu at kunne vide, at denne Thorgard ikke havde været andet end Hakon Jarls Galder og Trolddom. Thorlejf blev siden højlagt; hans Høj staaer norden for Lavretten, og sees endnu den Dag i Dag. Thorlejfs Brødre vare paa Thinget, da dette tildrog sig, og de anrettede Thorlejf en hæderlig Jordefærd, og drak efter gammel Skik Arveøl efter ham. Thorlejfs Fader Asgejr var Død kort i Forvejen. Folk droge siden bort fra Thinget; og denne Tidende spurgdes vidt omkring paa Island, og syntes meget mærkelig.
 
Derpaa gik Thorlejf hjem til sit Telt, og fortalte sine Folk denne Begivenhed, som de alle toge sig meget nær. Siden slog han Kjolen tilside, Indvoldene faldt da ud, og Thorlejf lod der sit Liv med god Berømmelse, og Folk ansaae det for et stort Tab. Alle troede nu at kunne vide, at denne Thorgard ikke havde været andet end Hakon Jarls Galder og Trolddom. Thorlejf blev siden højlagt; hans Høj staaer norden for Lavretten, og sees endnu den Dag i Dag. Thorlejfs Brødre vare paa Thinget, da dette tildrog sig, og de anrettede Thorlejf en hæderlig Jordefærd, og drak efter gammel Skik Arveøl efter ham. Thorlejfs Fader Asgejr var Død kort i Forvejen. Folk droge siden bort fra Thinget; og denne Tidende spurgdes vidt omkring paa Island, og syntes meget mærkelig.
  
Linje 123: Linje 140:
 
men mere mægtede han ikke at kvæde. I det han nu en Nat, som oftere skede, laae paa Højen, og havde den samme Bestræbelse for, om han kunde faae Lovkvadet om Højboen noget forøget, sov han endelig ind, og derefter saae han, at Højen aabnedes, og en stor og velklædt Mand gik ud deraf. Denne gik op paa Højen til Halbjørn, og sagde: “Der ligger du, Halbjørn, og vil give dig af med noget, som ikke er dig forlenet, at gjøre et Lovkvad om mig. Nu skeer eet af to: enten bliver denne Idræt skjenket dig fremfor de fleste andre, hvilket du da har mig at takke for, og var det bedre, at dette maatte blive Tilfældet; eller og du ikke tør ved, at bryde dig med det længer. Nu vil jeg kvæde en Vise for dig, og hvis du kan fatte Visen, og kan den, naar du vaagner, da vil du blive en Folkeskjald, og gjøre Lovkvad om mange Høvdinger, og vil denne Færdighed i høj Grad blive dig til Deel.” Siden strakte han Tuugen paa ham, og kvad denne Vise:
 
men mere mægtede han ikke at kvæde. I det han nu en Nat, som oftere skede, laae paa Højen, og havde den samme Bestræbelse for, om han kunde faae Lovkvadet om Højboen noget forøget, sov han endelig ind, og derefter saae han, at Højen aabnedes, og en stor og velklædt Mand gik ud deraf. Denne gik op paa Højen til Halbjørn, og sagde: “Der ligger du, Halbjørn, og vil give dig af med noget, som ikke er dig forlenet, at gjøre et Lovkvad om mig. Nu skeer eet af to: enten bliver denne Idræt skjenket dig fremfor de fleste andre, hvilket du da har mig at takke for, og var det bedre, at dette maatte blive Tilfældet; eller og du ikke tør ved, at bryde dig med det længer. Nu vil jeg kvæde en Vise for dig, og hvis du kan fatte Visen, og kan den, naar du vaagner, da vil du blive en Folkeskjald, og gjøre Lovkvad om mange Høvdinger, og vil denne Færdighed i høj Grad blive dig til Deel.” Siden strakte han Tuugen paa ham, og kvad denne Vise:
  
<blockquote>Her ligger Skjalden, som ypperst
+
<blockquote>
 +
Her ligger Skjalden, som ypperst
 
<br>Var i det Meste blandt Skjalde,
 
<br>Var i det Meste blandt Skjalde,
 
<br>Hørt jeg har, at om Hakon
 
<br>Hørt jeg har, at om Hakon
Linje 130: Linje 148:
 
<br>Saa ham Ran har gjengjældt,
 
<br>Saa ham Ran har gjengjældt,
 
<br>Denne Hævn blandt Folket
 
<br>Denne Hævn blandt Folket
<br>Vide berømt er siden.</blockquote>  
+
<br>Vide berømt er siden.
 +
</blockquote>  
 
“Nu skal du begynde din Skjaldebane med at digte et Lovkvad om mig, naar du vaagner, og gjøre dig al Flid for Verseform og Udtryk, og allermest for Omnævnelserne.” Siden gik han igjen ind i Højen, og denne lukkede sig efter ham; men Halbjørn vaagnede, og syntes at see hans Skuldre. Han kunde Visen, og drog siden hjem til Bøjgden med sit Kvæg, da det var Tid dertil, og fortalte denne Begivenhed. Halbjørn gjorde derpaa et lovkvad om Højboen, og var nu en udmærket Skjald; han rejste snart udenlands, og digtede Kvad om mange Høvdinger, fik megen Anseelse og gode Gaver af dem, og vandt derved store Rigdomme, og om ham gaae mange Fortællinger baade her i Landet (4) og udenlands, skjønt de ikke ere nedskrevne her.
 
“Nu skal du begynde din Skjaldebane med at digte et Lovkvad om mig, naar du vaagner, og gjøre dig al Flid for Verseform og Udtryk, og allermest for Omnævnelserne.” Siden gik han igjen ind i Højen, og denne lukkede sig efter ham; men Halbjørn vaagnede, og syntes at see hans Skuldre. Han kunde Visen, og drog siden hjem til Bøjgden med sit Kvæg, da det var Tid dertil, og fortalte denne Begivenhed. Halbjørn gjorde derpaa et lovkvad om Højboen, og var nu en udmærket Skjald; han rejste snart udenlands, og digtede Kvad om mange Høvdinger, fik megen Anseelse og gode Gaver af dem, og vandt derved store Rigdomme, og om ham gaae mange Fortællinger baade her i Landet (4) og udenlands, skjønt de ikke ere nedskrevne her.
 
Om Thorlejfs Brødre Olaf Valabryder og Helge hin Frækne er det at berette, at næste Sommer efter Hans Død droge de ud af Landet, og agtede at tage Hævn for deres Broder, men Skjæbnen havde endnu ikke forundt dem at see Hakon Jarls Hoved for deres Fødder; thi han havde endnu ikke udøvet alt det Onde, som ham var tilladt til sin egen Skam og Skade. Dog brændte de mange Gudehuse for Jarlen, og tilføjede ham ved Ran, Plyndring og anden Fjendtlighed megen Skade paa hans Ejendomme. Her slutter Fortællingen om Thorlejf.
 
Om Thorlejfs Brødre Olaf Valabryder og Helge hin Frækne er det at berette, at næste Sommer efter Hans Død droge de ud af Landet, og agtede at tage Hævn for deres Broder, men Skjæbnen havde endnu ikke forundt dem at see Hakon Jarls Hoved for deres Fødder; thi han havde endnu ikke udøvet alt det Onde, som ham var tilladt til sin egen Skam og Skade. Dog brændte de mange Gudehuse for Jarlen, og tilføjede ham ved Ran, Plyndring og anden Fjendtlighed megen Skade paa hans Ejendomme. Her slutter Fortællingen om Thorlejf.
Linje 136: Linje 155:
  
 
'''Noter:'''
 
'''Noter:'''
<br>1) Et SlagS Fartøj.
+
<br>1) Et Slags Fartøj.
 
<br>2) Solens Skaber og Opholder.
 
<br>2) Solens Skaber og Opholder.
 
<br>3) Skjalden sigter til Nidvisen, som Hævnen for hans Skibs Opbrændelse.
 
<br>3) Skjalden sigter til Nidvisen, som Hævnen for hans Skibs Opbrændelse.

Nåværende revisjon fra 14. sep. 2020 kl. 15:35

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók, A.M. 552 og A.M. 568.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 3


Fortælling om Thorlejf Jarleskjald


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1827



Fortale

Nu skal der fortælles et Æventyr, som tildrog sig i Sidstningen af Hakon Hlade-Jarls Dage, med hvilke Kunster og Galdre og Tryllesange han blev forhaanet, som han havde vel fortjent; thi hans Ondskab og Gudsfornægtelse blev mange Mennesker til megen Besværlighed og ubodelig Skade paa Sjæl og Legeme. Det skede ham, som det gaaer mange, at, naar Straffens Time er kommen, er det ikke let at undslippe; thi det er Djævelens Natur, at, naar han troer at have noget Menneske fuldkommen i sin Magt, og det ingen Tillid sætter til Gud, sviger og forlokker han det først med sine forbandede Anslags Ondskabsfulde Snedighed, saalænge dets usle Levedage vare; men naar det nærmer sig dets timelige Livs Ende, bliver det nedsænket i daglige Kvalers mørke Fængsel med evindelig Jammer og Elendighed.


1. Kapitel

Om Thorlejf

Da boede Asgejr Rødfeld paa Brekka i Svarfadedal; han var en mægtig Mand og af fornem Slægt; hans Kone hed Thorhild, hun var en viis, vennesæl og meget myndig Kvinde. De havde tre Sønner, der alle vare haabefulde; deres ældste Søn hed Olaf og bar Tilnavnet Valabryder; den anden Helge den Frækne eller Tapre; begge disse omtales mere i andre Sagaer end i denne; Thorlejf hed deres yngste Søn; han var tidlig en rask og driftig Mand og særdeles udmærket i alskens Færdigheder, og saa var han en god Skjald; han var til Opfostring hos sin Morbroder Midfjordskegge paa Reykjar i Midfjord, indtll han var 18 Aar gammel. Skegge gjorde meget af Thorlejf, og opfostrede ham med megen Kjærlighed. Man sagde, at Skegge lærte Thorlejf mere af Oldtids Videnskaber, end andre kunde; Thorlejf drog siden hjem til sin Fader; han dræbte Klause Bøggve med sin Broder Olafs Bistand: men til Eftermaal efter Klause var Karl hin Røde, som drev saa stærkt paa Sagen, at Thorlejf blev landsforviist og fordreven fra Svarfadedal. Herredsforstanderen Ljotolf havde hjulpet Thorlejfs Søster Ynghild Fagerkind; han hjalp nu ogsaa Thorlejf paa et Skib paa Gaasøre. Thorlejf blev dreven tilbage; han var om Vinteren hemmelig snart hos Ljotolf snart hos sin Fader Asgejr; han lærte da af sin Fader mange Oldtids Videnskaber, thi denne holdtes for at være kyndig i mange Ting; da var Thorlejf 19 Aar gammel. Karl satte stærkt efter Thorlejf, og der skede om Vinteren mange Tildragelser, som ere fortællingsværdige, og omtales i Svarfdølernes Saga. Vaaren efter drog Thorlejf vesterpaa over til sin Fosterfader og Frænde Skegge, og bad ham, om Bistand og Raad i denne Sag. Under Midfjordskegges og Herredsforstanderen Ljotolfs Beskyttelse drog nu Thorlejf hen, og Kjøbte sig et Skib af nogle Kjøbmænd, der laae oppe i Blandas Munding, han skaffede sig Skibsfolk dertil; siden drog han hjem til Brekka til sine Forældre, og bad dem om Rejsepenge, og fik saa meget Gods, som han troede at behøve. Om Vaaren lod han dernæst sine Varer føre om Bord, og drog for stedse bort fra Brekka, og hilste sin Fader og Moder og sin Fosterfader Midfjordskegge Farvel.


2. Kapitel

Hakon lader Thorlejfs Mænd hænge.

Thorlejf begav sig nu paa Rejsen, og havde god Bør; han sejlede øster ind til Vigen. Hakon Hlade-Jarl var da i Vigen. Thorlejf gik i Land, og lod sit Skib udlosse; han gik til Jarlen, og hilste paa ham. Jarlen tog vel imod hans Hilsen, og spurgde ham om Navn, Slægt og Herkomst; Thorlejf sagde ham det. Jarlen gjorde ham mange Spørgsmaale angaaende Island, og Thorlejf besvarede dem udførligen. Da sagde Jarlen: “Det er nu saa, Thorlejf! at vi ville kjøbe Varerne af dig og dine Skibsfolk.” “Vi have kun faa Varer, Herre!” svarede Thorlejf, “og der ere andre, som det kan være os bekvemmere at sælge vore Varer til, og maa I lade os raade os selv i at sælge vort Gods og vore Varer til dem, som det synes os bedst.” Jarlen tyktes at han svarede fornærmeligt, og optog hans Ord meget ilde, og saaledes skiltes de. Thorlejf drog til sine Mænd, og sov om Natten, men om Morgenen stod han op, og drog til Kjøbstædet, og spurgde sig for om gode Kjøbere, og kjøbslog med dem om Dagen. Da Jarlen spurgde dette, drog han med betydeligt Mandskab til Thorlejfs Skib, og lod der alle Folkene gribe og binde. Siden ranede han alt Godset, der var, og inddrog det som sin Ejendom, og lod Skibet brænde til Aske; derefter lod han skyde Stænger mellem Boderne, og lod derved hænge alle Thorlejfs Folk. Siden drog Jarlen bort med sine Mænd, og tog til sig alle de Varer, Thorlejf havde ejet, og deelte dem med sine Mænd. Da Thorlejf nu kom hjem om Aftenen, og agtede at drage til sine Mænd, som han ogsaa gjorde, saae han Mærke paa, hvorledes det var gaaet hans Stalbrødre, og troede at kunne vide, at Hakon Jarl maatte have voldt dette onde Værk, og udspurgde nu nøje, hvorledes det var tilgaaet; og da han havde Underretning om, at det forholdt sig efter hans Formodning, kvad han denne Vise:

Ilde mit Sind nu gyser,
Thi paa den jævne Øre
Manden sin Baad og sin Knørre (1)
Mistet har, o Kvinde!
Hvo det veed, om jeg ikke
Lyster ham at lønne,
Som lod Skialdens Knørre
Skændig til Kul opbrænde.


3. Kapitel

Om Thorlejf

Det fortælles, at Thorlejf efter denne Hændelse søgte at komme bort med et Kjøbmandsskib, sejlede ned til Danmark, og drog til Kong Svend, hos hvem han var om Vinteren. Efterat have været der en kort Tid, gik Thorlejf en Dag for Kongen, og bad ham høre paa et Kvad, som han havde gjort om ham. Kongen spurgde, om han var Skjald. “Det kommer an paa,” svarede Thorlejf, “hvad I vil dømme, naar I hører Kvadet.” Kongen bad ham fremsige det. Thorlejf kvad da en Drape paa fyrretyve Stropher, hvori dette er Omkvædet:

Held gav Himmelstraalers
Høvding (2) ofte Jyders
Konning til paa England
Sværde røde at farve.

Kongen roste meget Kvadet, og det samme gjorde alle de, som hørte det, og sagde, at det baade var vel kvædet, og fremsagt med Anstand. Kongen gav Thorlejf i Løn for Kvadet en Ring, som vejede en Mark, og et Sværd, hvis Tilbehør var udsiret med en halv Mark Guld, og bad ham at forblive længe hos ham. Thorlejf gik til det ham anviste Sæde, og takkede Kongen meget, og saaledes forløb nogen Tid; dog varede det ikke længe, inden Thorlejf blev saa kjed af at være der, at han fandt næppe Behag i at gaae til Drikkebord eller at sidde mellem sine Bordkammerater. Dette mærkede Kongen snart, han lod da Thorlejf kalde til sig, og sagde: “Hvad er det, der volder dig Sorg, Thorlejf! da du næppe agter paa at følge Skik og Brug hos os?” “Det maaI have hørt, Herre!” svarede Thorlejf, “at den, som spørger om en andens Modgang, er skyldig at raade Bod der paa.” “Siig mig først, hvad det er!” sagde Kongen. Thorlejf svarede: “Jeg har digtet nogle Viser i Vinter, som jeg kalder Kvindeviser, hvilke jeg har gjort om Hakon Jarl; thi en Jarl omnævnes ved en Kvinde i Skjaldskab. Nu vil det bedrøve mig, Herre! om jeg ikke faaer Tilladelse af eder til at drage til Norge og bringe Jarlen Kvadet.” “Du skal tilvisse faae Tilladelse,” sagde Kongen, “men dog skal du love os forud at komme tilbage til os det hurtigste du kan, thi for dine Idrætters Skyld ville vi ikke miste dig.” Thorlejf lovede det, og søgte nu Rejselejlighed, og drog op til Norge, og drog uafbrudt til Throndhjem; da opholdt Hakon Jarl sig paa Hlade. Thorlejf tog nu en Tiggerforklædning paa, og bandt sig et Gjedeskæg om Hagen, tog dernæst en stor Pose, som han anbragde saaledes under Forklædningen, at alle skulde troe, han spiste den Mad, som han kastede i Posen, thi Posens Aabning var oppe ved Munden under Gjedestægget. Siden tog han to Krykker med en Braad paa Enden af hver, drog saa afsted, indtil han kom til Hlade. Det var just Aftenen før Juul paa den Tid, da Jarlen var kommen i sit Sæde tilligemed mange Stormænd, som Jarlen havde indbudet til Julegilde. Tiggeren gik lige ind i Hallen, men da han kom ind, stønnede han meget heftig, lænede sig stærkt paa Krykkerne, og gik hen til de andre Tiggere, og satte sig yderlig i Hallen; han fortrædigede Tiggerne, og tilføjede dem Skade; men de kunde ikke vel finde sig i, at han stødte dem med Stavene, og trak sig til Side, og deraf opstod der en Støj og Allarm, saa at det kunde høres i hele Hallen. Da Jarlen mærkede det, spurgde han om, hvo der forvoldte den Ulyd; der blev ham da sagt, at der var kommen en Tigger, som var saa ond og uregjerlig, at han intet lod ugjort. Jarlen bød, at kalde ham for sig, og saa blev ogsaa gjort; og da Tiggeren kom for Jarlen, var han meget kort i at hilse. Jarlen spurgde ham om Navn, Slægt og Odel. “Usædvanligt er mit Navn, Herre!” sagde han, “thi jeg hedder Nidung Gjallandesøn, og har min Slægt i Sørgersdalene i Sverrig hint Kolde; man kalder mig Nidung hin Nøjagtige; jeg har faret vidt omkring og besøgt mange Høvdinger; nu bliver jeg meget gammel, saa at jeg næppe kan sige min Alder, fordi min Hukommelse ved den høje Alderdom har tabt sig; jeg har spurgt meget om eders Rundhed og Tapperhed, Viisdom og Vennesælhed, Lovgivning og Nedladenhed, Raskhed og Færdigheder.” Jarlen spurgde: “Hvi er du saa barsk og ond at komme til Rette med fremfor andre Tiggere?” han sagde: “Hvad kan man ikke vænte af den, som gaaer om, og fattes alt uden Nød og Elendighed, som ikke har, hvad han behøver, og har længe ligget ude paa Marker og i Skove? han maa vel blive vranten ved Alderdommen og ved alt dette, naar han tilforn har været vant til Hæder og gode Dage hos de herligste Høvdinger, men maa nu være hadet af enhver ussel Tølper.” “Forstaaer du dig noget paa Idrætter, Gamle?” spurgde Jarlen, “da du siger, at du har været hos Høvdinger?” “Det kan være,” svarede den Gamle, ,,at der var nogen Grund til at antage det, da jeg var i min unge Alder, skjønt det nu gaaer mig efter Ordsproget, at enhver Olding bliver magtesløs en Gang. Der siges ogsaa, at det er vanskeligt for den Sultne at sladre; jeg vil heller ikke kunne sladre med eder, Herre! uden I lader mig give noget at spise, thi saa forkommen er jeg af Alderdom, Sult og Tørst, at jeg vist ikke kan holde ud at staae paa Benene længer; saadant er heller ikke fyrsteligt, at spørge en fremmed Mand om hele Verden; men ikke tænke paa, hvad Folk behøver, thi alle ere fødte med den Beskaffenhed, at de trænge baade til Mad og Drikke.” Jarlen bød nu, at der skulde gives ham god Mad, saa meget han behøvede, og saa blev gjort. Men da Tiggeren kom til Bordet, tog han med Lethed til Maden, og gjorde alle de Tallærkener tomme, som stode ham nærmest, og som han kunde naae til, saa at Opvarterne kom til atter at hente Mad. Staaderen tog nu ikke mindre rask til Maden end før; det forekom alle, at han spiste, men i Gjerningen kastede han Maden i den før omtalte Pose. Folkene lo nu meget ad denne Tigger, og Opvarterne sagde, at han ikke blot var stor og tyk om Midje, men han kunde ogsaa æde forsvarlig. Den Gamle brød sig ikke derom, men spiste som tilforn.


4. Kapitel

Nidvisen om Jarlen kvædes.

Da Drikkebordene vare borttagne, gik Nidung for Jarlen, og sagde: “Jeg takker eder nu, Herre! for eders Beværtning, dog maa jeg sige, at I have slætte Opvantere, som gjøre alt værre, end I befaler det; men nu ønskede jeg, at I vilde vise eders Nedladenhed, Herre! og høre paa et Kvad, som jeg har gjort om eder.” “Har du før gjort noget Kvad om Høvdinger?” spurgde Jarlen. “Ja jeg har, Herre!” svarede han. “Nu kommer det da til det gamle Ordsprog,” sagde Jarlen, “at det er ofte godt, hvad Gamle kvæde; fremsiig du Kvadet, Gamle! og vi ville høre derpaa.” Da begyndte Tiggeren paa Kvadet, og kvad fra Begyndelsen til Midten af det, og Jarlen syntes, at der var Berømmelse i hver Vise, og fandt, at ogsaa hans Søn Eriks Heltebedrifter vare omtalte deri. Men som Kvadet nærmede sig mod Slutningen, blev Jarlen noget underlig ved det, og der paakom ham en saadan Krillen og Klø over hele Maven og allermest over Lenden, at han ingensteds kunde være rolig; og saa vidt underlig var denne Klø, at han lod sig rive med Karter, hvor de kunde bruges, men hvor de ikke vare anvendelige, lod han tage et groft Hampeklæde, og slaae tre Knuder paa, og lod saa to Mænd trække det frem og tilbage imellem Benene paa sig. Jarlen begyndte nu at finde Mishag i Kvadet, og sagde: “Kan din Helvedes Staadder ikke kvæde bedre, thi det synes mig ligesaa meget at være en Nidvise som en Lovsang; lad det blive bedre, eller du skal faae din Løn derfor.” Staadderen lovede, at det skulde blive bedre, og begyndte da de Viser, som kaldes Taageviser, og staae midt i Nidvisen om Jarlen, og have denne Begyndelse:

Taage trækker op der ude,
Ned slaaer en Byge i Vesten,
Hid er en Røgsky (3) kommen
Af den plyndrede Skude.

Da han havde Taageviserne ude, var det mørkt i Hallen, og da det var bleven mørkt i Hallen, begyndte han igjen paa Nidvisen om Jarlen, og da han kvad den sidste Trediedeel, var hvert Jærn i Gang, som var i Hallen, uden at Mennesker rørte dem, og dette blev mange Mænds Bane. Jarlen faldt da i Besvimelse, og Tiggeren kom bort, da Dørene vare lukkede men ikke laasede. Efter at Kvadet var endt, aftog Mørket, og der blev igjen lyst i Hallen, Jarlen kom da til sig selv igjen, og fandt, at Nidvisen havde gaaet ham nær; der saaes da ogsaa Mærke derpaa, thi alt Skægget og ligeledes Haaret paa den ene Side af Hovedet var raadnet af Jarlen, og voxte aldrig ud mere. Jarlen lod nu Hallen rense, og de døde Kroppe udbære; og han troede nu at vide, at dette maatte have været Thorlejf, og ikke nogen Tigger, og at han nu vilde synes at have betalt ham for sit Tab af Folk og Gods. Jarlen laa nu af denne Skade hele Vinteren og meget af Sommeren,


5. Kapitel

Thorlejfs Rejse til Danmark

Om Thorlejf er dernæst at berette, at han drog igjen ned til Danmark, og havde den Mad, som han havde narret dem fra i Hallen, til Rejsekost; hvor længe han var paa Rejsen, veed man intet om, men kun det, at han rejste uafbrudt, til han kom til Kong Svend, som tog imod ham med aabne Arme, og spurgde, hvorledes det var gaaet ham paa Rejsen; Thorlejf fortalte alt, hvad der var skeet; Kongen svarede: “Nu vil jeg forlænge dit Navn, og kalde dig Thorlejf Jarleskjald; da kvad Kongen denne Vise:

Digtet om Thrønders Høvding
Thorlejf kvad for Folket,
Vide er nu Jarlens
Store Nidkvad udspredt;
Kvad til den høje Hersker
Bragde Skjalden fra Vesten,
Landets Vogter han listig
Lønned for Skibets Plyndring.

Thorlejf sagde til Kongen, at han længtes efter at drage op til Island, og bad Kongen om Lov til at rejse, saasnart Vaaren hegyndte; Kongen sagde, at det skulde tilstædes ham: ”Jeg vil,” lagde han til, “give dig et Skib i Navnefæste med Besætning og Tilbehør og saadan Ladning, som du kan behøve,” Thorlejf var der nu om Vinteren i god Behandling: men da Vaaren begyndte, lavede han sit Skib til, og begav sig paa Rejsen, og han havde god Bør, og landede paa Island i den Aa, som hedder Thjorsaa. Thorlejf skal da efter Beretningerne have giftet sig om Høsten og ægtet en Kvinde, som hed Aude, og var en Datter af Thord, en rask og meget rig Bonde, som boede i Skogar under Øfjældene, og nedstammede fra Thrase hin Gamles Slægt. Aude var en meget rask Kvinde. Thorlejf opholdt sig om Vinteren i Skogar, men om Vaaren efter Kjøbte han Land paa Høfdebrekka i Mydal, og boede der siden.


6. Kapitel

Thorlejfs Drab

Nu vender Fortællingen sig til Hakon Jarl, at han kom sig for det meste af Skaden, men somme ville dog sige, at han aldrig blev den samnn kraftige Mand som tilforn, Jarlen ønskede gjærne at hævne sig paa Thorlejf for denne Forhaanelse, om han kunde, og han paakaldte nu sine Fortrolige Thorgerde Hørgebrud og hendes Søster Irpa, at de skulde drive en saadan Galder ud til Island, at det kunde være Thorlejf fuldkommen nok; han anrettede store Ofringer til dem, og æskede deres Svar, og da han fik saadant et Svar, som ham behagede, lod han tage en Stamme af Drivtømmer og gjøre en Træmand af den, og ved sin egen Trolddom og Paakaldelse og hine Søstres Hexeri og Djævelskab lod han dræbe en Mand, og Hjærtet tage ud og sætte i denne Træmand; dernæst iførte de ham Klæder, gave ham Navn og kaldte ham Thorgard, og tryllede ham med saa stor Djævels Kraft, at han gik og talte med Folk; siden fik de ham paa et Skib, og sendte ham ud til Island i det Ærende, at han skulde dræbe Thorlejf Jarleskjald. Hakon gav ham en Hellebarde, som han havde taget af Søstrenes Tempel, og som Hørge havde ejet. Thorgard kom ud til Island i den Tid, Folk vare samlede paa Althinget. Thorlejf Jarleskjald var paa Thinget, og da han nu en Dag gik fra sit Telt, saae han en Mand komme vestenfra og gaae over Øxeraa; han var stor af Væxt og fæl af Udseende. Thorlejf spurgde denne Mand om Navn; han kaldte sig Thorgard, og udstødte strax Ukvemsord mod Thorlejf. Da Thorlejf hørte det, agtede han at trække Sværdet, som han havde faaet af Kongen, med hvilket han var omgjordet, men i det samme stak Thorgard Hellebarden midt igjennem ham; da Thorlejf fik Stikket, hug han til Thorgard, men denne styrtede sig ned i Jorden, saa at man kunde see hans Fodsaaler. Thorlejf bandt sin Kjole fast om sig, og kvad denne Vise:

Den i Striden djærve
Tryllede Mand forsvandt jo
Bort fra Pladsen ganske,
Hvad blev nu af Thorgard?
Tryllekæmpen ned i
Jorden faret er nu,
Dybt i Dødens Rige
Vil en Tid han hvile.

Derpaa gik Thorlejf hjem til sit Telt, og fortalte sine Folk denne Begivenhed, som de alle toge sig meget nær. Siden slog han Kjolen tilside, Indvoldene faldt da ud, og Thorlejf lod der sit Liv med god Berømmelse, og Folk ansaae det for et stort Tab. Alle troede nu at kunne vide, at denne Thorgard ikke havde været andet end Hakon Jarls Galder og Trolddom. Thorlejf blev siden højlagt; hans Høj staaer norden for Lavretten, og sees endnu den Dag i Dag. Thorlejfs Brødre vare paa Thinget, da dette tildrog sig, og de anrettede Thorlejf en hæderlig Jordefærd, og drak efter gammel Skik Arveøl efter ham. Thorlejfs Fader Asgejr var Død kort i Forvejen. Folk droge siden bort fra Thinget; og denne Tidende spurgdes vidt omkring paa Island, og syntes meget mærkelig.


7. Kapitel

Halbjørns Vise

Paa Thingval boede den Gang en Mand, som hed Thorkel. Han var rig paa gangende Fæ, men holdt sig bestandig rolig hjemme paa sin Gaard, og var ikke meget anseet. Hans Faarehyrde hed Halbjørn med Tilnavn Hale. Denne plejede ofte at komme paa Thorlejfs Høj, sov der om Natten, og holdt sin Hjord der i Nærheden. Han tænkte stedse paa, at han vilde gjøre et Lovkvad om Højboen, og det ytrede han bestandig, naar han laa paa Højen; men eftersom han ikke var Skjald, og han ikke havde faaet Gave dertil af Naturen, fik han intet kvædet, og kom aldrig længere med Kvadet, end at han begyndte saa:

Her ligger Skjalden,

men mere mægtede han ikke at kvæde. I det han nu en Nat, som oftere skede, laae paa Højen, og havde den samme Bestræbelse for, om han kunde faae Lovkvadet om Højboen noget forøget, sov han endelig ind, og derefter saae han, at Højen aabnedes, og en stor og velklædt Mand gik ud deraf. Denne gik op paa Højen til Halbjørn, og sagde: “Der ligger du, Halbjørn, og vil give dig af med noget, som ikke er dig forlenet, at gjøre et Lovkvad om mig. Nu skeer eet af to: enten bliver denne Idræt skjenket dig fremfor de fleste andre, hvilket du da har mig at takke for, og var det bedre, at dette maatte blive Tilfældet; eller og du ikke tør ved, at bryde dig med det længer. Nu vil jeg kvæde en Vise for dig, og hvis du kan fatte Visen, og kan den, naar du vaagner, da vil du blive en Folkeskjald, og gjøre Lovkvad om mange Høvdinger, og vil denne Færdighed i høj Grad blive dig til Deel.” Siden strakte han Tuugen paa ham, og kvad denne Vise:

Her ligger Skjalden, som ypperst
Var i det Meste blandt Skjalde,
Hørt jeg har, at om Hakon
Helten et Nidkvad digted;
Ingen før eller efter
Saa ham Ran har gjengjældt,
Denne Hævn blandt Folket
Vide berømt er siden.

“Nu skal du begynde din Skjaldebane med at digte et Lovkvad om mig, naar du vaagner, og gjøre dig al Flid for Verseform og Udtryk, og allermest for Omnævnelserne.” Siden gik han igjen ind i Højen, og denne lukkede sig efter ham; men Halbjørn vaagnede, og syntes at see hans Skuldre. Han kunde Visen, og drog siden hjem til Bøjgden med sit Kvæg, da det var Tid dertil, og fortalte denne Begivenhed. Halbjørn gjorde derpaa et lovkvad om Højboen, og var nu en udmærket Skjald; han rejste snart udenlands, og digtede Kvad om mange Høvdinger, fik megen Anseelse og gode Gaver af dem, og vandt derved store Rigdomme, og om ham gaae mange Fortællinger baade her i Landet (4) og udenlands, skjønt de ikke ere nedskrevne her. Om Thorlejfs Brødre Olaf Valabryder og Helge hin Frækne er det at berette, at næste Sommer efter Hans Død droge de ud af Landet, og agtede at tage Hævn for deres Broder, men Skjæbnen havde endnu ikke forundt dem at see Hakon Jarls Hoved for deres Fødder; thi han havde endnu ikke udøvet alt det Onde, som ham var tilladt til sin egen Skam og Skade. Dog brændte de mange Gudehuse for Jarlen, og tilføjede ham ved Ran, Plyndring og anden Fjendtlighed megen Skade paa hans Ejendomme. Her slutter Fortællingen om Thorlejf.


Noter:
1) Et Slags Fartøj.
2) Solens Skaber og Opholder.
3) Skjalden sigter til Nidvisen, som Hævnen for hans Skibs Opbrændelse.
4) Island.