Fortællingen om Ivar Ingemundson

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Ivar Ingemundson

Ívars þáttr Ingimundarsonar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Kong Øistein Magnusson
* 1088   † 1123

Af dette, som jeg nu vil fortælle, kan man erfare, hvilket fortræffeligt menneske kong Øistein var, og i hvor høj grad han trofast og betænksomt interesserede sig for sine gode venners bekymringer.

Der opholdt sig hos kong Øistein en mand, der hed Ivar og var søn af Ingemund; han stammede fra en stor islandsk slægt, og var en klog mand og en god skjald. Kongen satte ham højt og var meget venlig imod ham, som det følgende vil godtgøre. Ivars bror hed Torfinn. Han drog også fra Island for at opsøge kong Øistein, og han nød dér godt af sin brors tilstedeværelse. Det plagede ham dog meget, at han ikke blev anset for sin brors ligemand, men var nødt til at trække på dennes anseelse, og han trivedes derfor ikke hos kongen og gjorde sig klar til at tage til Island. Før de to brødre skiltes, sagde Ivar, at Torfinn skulle sige til Oddny Johansdatter, at hun skulle vente på ham og ikke gifte sig, idet han sagde, at han satte hende højest af alle kvinder. Derpå drog Torfinn ud til Island og havde en lykkelig rejse, og han besluttede sig for at fri til Oddny, og han fik hende.

Kort tid derefter kom også Ivar ud til Island, og han hørte om dette og fandt sig usselt behandlet af Torfinn, og han kunne ikke finde sig til rette, men drog siden tilbage til kongen og blev — som før — godt behandlet hos denne.

Ivar blev nu meget nedtrykt, og da kongen bemærkede dette, kaldte han Ivar til samtale med sig og spurgte, hvorfor han var så uglad, »— for da du tidligere var hos os, spredte du megen glæde med dine ord. Jeg spørger om dette af den grund, at jeg er uvidende om, at vi skulle have gjort dig noget. Du er så begavet en mand, at du ikke grubler over ingenting, og fortæl mig, hvad det er.« Ivar svarede: »Herre! — jeg kan ikke tale om det, der er galt.« Kongen sagde: »Så må jeg jo gætte. Er der nogle her, du ikke bryder dig om?« »Det er der ikke — herre!« sagde Ivar. Kongen sagde: »Mener du, at jeg viser dig mindre ære, end du kunne ønske?« »Det gør jeg ikke — herre!« sagde han. »Har du set noget her i landet,« sagde kongen, »— som har gjort et stort indtryk på dig?« Han sagde, at det ikke var tilfældet. »Nu bliver det vanskeligt at gætte,« sagde kongen, »— ønsker du rådighed over nogle besiddelser?« Det sagde han nej til. »Er der en kvinde derhjemme,« sagde kongen, »— som du savner?« Han svarede: »Det er rigtigt — herre!« Kongen sagde: »Lad ikke det slå dig ud. Så snart det bliver forår, tager du til Island! Jeg skal forsyne dig med midler og mit brev med indsegl til dem, der råder for sagen, og jeg kender ingen, der ikke vil bøje sig for enten mine venlige eller mine truende ord om, at du skal giftes med kvinden.« Ivar svarede: »Det lader sig ikke gøre.« Kongen sagde: »Det kan på ingen måde være rigtigt. Jeg vil snarest mene, at selv om hun er gift med en anden mand, så kunne jeg alligevel — hvis jeg ville — opnå, at hun blev din kone.« Ivar svarede: »Sagen er vanskeligere end som så — herre! — min bror er gift med hende nu.« Da sagde kongen: »Så holder vi os fra det! Men jeg ser dog en løsning. Efter jul vil jeg drage på gæstebud — så tager du med mig, og så vil du dér møde mange anstændige kvinder, og er de ikke af kongelig herkomst, så skal jeg skaffe dig hvem som helst af dem.« Ivar svarede: »Herre! — det er kommet så vidt, at hver gang jeg ser smukke kvinder, så minder de mig om denne ene kvinde, og derved bliver min sorg endnu større.« Kongen sagde: »Da skal jeg give dig rådighed over noget og besiddelser — som jeg tilbød dig før — så kan du opmuntres ved det.« Han svarede: »Det bryder jeg mig ikke om.« Kongen sagde: »Så giver jeg dig midler, og så tager du ud på handelsrejse til de lande, du ønsker.« Han sagde, at det ønskede han ikke. Da sagde kongen: »Så bliver det noget vanskeligt for mig, for nu har forsøgt, hvad jeg kunne. Og nu er der kun én ting tilbage, og det er så lidt værd i forhold til det, jeg har tilbudt dig — men man kan jo aldring vide, hvad der nytter mest. Kom du nu til mig hver dag, når bordene er sat frem, og jeg ikke sidder midt i nødvendige gøremål, så vil jeg snakke med dig. Så skal vi tale om alt ved denne kvinde — som du ønsker det, og hvad der falder dig ind — og jeg skal give mig god tid til dette, for nogle gange er det sådan, at sorger falder folk lettere, når de taler om dem. Og det skal også hermed følge, at du aldrig skal komme til at gå gaveløs fra et møde med mig.« Ivar svarede: »Det vil jeg gerne — herre! — og hav tak for at spørge til sagen.«

Nu gjorde de sådan, at ofte, når kongen ikke sad med vanskelige sager, så talte han som regel med Ivar om denne kvinde. Og denne lytten førte til noget, og Ivar kom over sin sorg hurtigere end forventet. Han blev fornøjet igen efter dette og genvandt sin glæde og munterhed fra før. Og han blev hos kong Øistein.


— o —