Fortællingen om Svend og Finn

Fra heimskringla.no
Revisjon per 7. jan. 2025 kl. 06:45 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Fortællingen om Svend og Finn [1]

Sveins þáttr ok Finns


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon & C. R. Unger: Flateyjarbók, Oxford og Kristiania, 1860-68


1. Om Svend og hans sønner

Flateyjarbók (1387-94)

Det fortælles, og det står skrevet i gamle bøger, at der i jarl Håkon Sigurdsons[2] dage var en mand i Trondheim, der hed Svend. Han var en velhavende og storættet mand, fåmælt og stilfærdig til daglig, men stridbar og ærekær over for mere mægtige folk, hvis han var utilfreds med noget. Han blotede til de hedenske guder efter sine frænder og forfædres skik, således som alle i Norge gjorde på den tid. Svend havde et stort og fornemt indrettet gudehov på sin gård, hvor der stod mange udskårne afgudsbilleder, men Svend tilbad dog især Tor. Han var — som andre blotmænd — en ven af jarl Håkon.

Svend var gift. Han havde to sønner; den ene hed Svend, den anden Finn. Svend lignede sin far, mens Finn var noget vanskelig, selvrådig og trættekær; han var ofte kæphøj og nævenyttig, men til tider tavs og vrangvillig og på alle måder meget sær. Nogle mente derfor, at han ikke var rigtig klog. Ydermere gav han ikke meget for deres tro, for når han en sjælden gang kom i sin fars gudehov, priste han ikke guderne, men i stedet hånede han dem i hvert et ord og kaldte dem skeløjede og støvede og sagde, at de ikke formåede at hjælpe andre, når de ikke var i stand til at børste skidtet af sig selv. Ofte greb han fat i dem og rykkede dem ned fra soklerne. Og hans far sagde, at det var skadeligt for velfærden, at han behandlede dem så dårligt — Tor, som havde udført så mange storværker ved at fare igennem bjerge og fjeldhamre, og Odin, som råder for menneskenes sejr. Finn svarer: »Det vidner ikke meget om formåen at knuse fjelde og sten og lignende eller at skænke sejren ikke med magt, men ved svig, således som Odin gjorde. Den forekommer mig mægtig, som i begyndelsen skabte bjergene og hele verden og havene — men hvad kender I til ham?« Men hans far havde ikke meget at sige om den sag.

En vinter ved juletid, da folk var kommet for at drikke, sagde Finn: »Mange steder, hvor det nok ikke er bedre at være end her, vil der på denne aften blive aflagt højtidelige løfter. Nu sværger jeg, at jeg vil tjene den konge, som er den øverste og i enhver henseende overgår alle andre.« Finn fik flere forskellige tilkendegivelser om dette løfte. Nogle sagde, at jarl Håkon var den største høvding i Norden, og at Finn måtte ønske at tjene ham. Finn sagde, at han nok var i stand til at skelne mellem en jarl og en konge. Andre, der ville nedgøre ham, så anderledes på det og sagde, at han både i disse svar og ved sit løfte viste sin uforstand. Efter jul gjorde Finn sig klar til at tage af sted. Hans far spurgte, hvor han agtede at tage hen. Finn svarer: »Jeg véd ikke, hvor jeg skal hen. Men jeg agter at finde den konge, som jeg vil tjene, men dog alene for på den måde at indfri mine løfter fuldt ud.« Han spurgte da, om broderen Svend ville tage med ham, men han sagde, at det ville han ikke. »Det er også udmærket,« sagde Finn, »— du agter vel at varetage vores værdier sammen med din far, indtil jeg kommer tilbage.« Hans far spurgte: »Ønsker du, at jeg får nogle folk til at følge med dig?« Finn svarer: »På ingen måde! For jeg kan ikke sørge for flere mænd, når jeg — som mange hævder — ikke ejer forstand nok til at tage vare på mig selv, og jeg vil ikke skjule, at det forholder sig sådan.«

Efter dette drog Finn af sted sydpå ad den øvre vej gennem Oplandene. Han kom frem til det østlige Viken. Dér fik Finn plads om bord på et købmandsskib, som skulle sydpå til Danmark. Men så snart han fik dansk grund under fødderne, forlod han skibet alene og gik ind i skoven uden at sige farvel til sine rejsefæller, og han bad ingen om at vise sig vej til beboede områder. Han strejfede længe omkring i ødeskoven, men til sidst kom han dog ud af skoven og traf dér en hyrdedreng. Og da de mødtes, satte de sig og talte sammen. Finn spurgte, om der var beboelser i nærheden. Det var der, sagde drengen. Finn spurgte, om han ville bytte tøj med ham. Det ville han gerne, sagde han, så det gjorde de. Finn sagde: »Hvad er det, der er bundet fast til tøjet her?« Han svarer: »Det kalder vi kristne et kors.« »Anser du dig for at være kristen,« sagde Finn, »— eller hvad vil det sige at være kristen?« Drengen fortalte ham det så godt, som han formåede. Finn sagde, at det fattede han ikke noget af, men fortalte ham til gengæld ene sludder og vrøvl om Tor og Odin og deres storværker. Drengen sagde: »Jeg tror snart, du får det gjort for indviklet for mig. Det er nok bedre, at du møder vores biskop, som opholder sig ikke langt herfra, og ham kan du ikke bilde det rene vrøvl ind, for han kan bedre fortælle dig om den kristne tro, end jeg kan.« Finn sagde: »Jeres ‘biskop’ — hvad er det? En det et menneske eller noget andet levende?« Drengen svarer: »Din uforstand er ikke aftaget! Og jeg tror, at du er en dåre eller en dumrian, eller også er du ikke helt så tosset, som du lader til. Men vi kalder lederen eller anføreren for den hellige kristendom for biskop.« Finn sagde, at ham ville han afgjort gerne træffe.

Han opsøgte derpå biskoppen og hilste ham. Biskoppen spurgte, hvem han var, og han sagde, at han var nordmand. Biskoppen sagde: »Hvem tror du på?« Finn svarer: »På Tor og Odin som andre nordmænd.« Biskoppen sagde: »Det er en ond tro, men jeg skal lade dig lære en anden, bedre tro.« Finn svarer: »Når jeg hører, hvad det går ud på, så véd jeg, om jeg finder denne tro bedre. Men hvorfor vil du lade nogen lære mig denne tro i stedet for at vise mig den selv?« Biskoppen overlod ham til en præst og bad denne forkynde troen for ham. Men Finn forpurrede alt for præsten, så han ikke ingen vegne kom, og præsten sagde til biskoppen, at denne mand var så besværlig og dum, at han ikke var til at have med at gøre. Biskoppen sagde: »Det forekommer mig, at denne mand er mere underlig end egentlig dum.« Biskoppen begyndte da at opregne og berette om den almægtige Guds store mirakler, og derpå sagde Finn: »Dette er helt anderledes end det, jeg før har hørt, nemlig at ingen guder var lige så mægtige som Tor og Odin. Men nu begriber jeg — først og fremmest på grund af det budskab, du forkynder om den Kristus, som I, der tror på ham, har taget navn efter — hvordan alle kunne behandle ham, som de ønskede, mens han levede i denne verden, men at han efter døden blev så overlegen, at han hærgede i Helvede og bandt Tor, alle gudernes høvding, og at intet væsen siden kunne måle sig med ham. Efter det, I har forkyndt for mig, forekommer han mig at være den konge, som jeg har svoret at tjene.« Biskoppen sagde: »Denne forståelse, som du har fået af Gud, er fuldstændig rigtig. Og nu viser det sig, som jeg sagde, at du er meget klogere, end du giver indtryk af.« Finn blev da døbt og overholdt sin tro godt og opholdt sig en tid i Danmark.


2. Svend og Svend[3] antog kristendommen på kongens befaling

Nu skal der fortælles om, hvordan kong Olav[4] kristnede folket i Norge. Men selv om almuen blev døbt af de præster, kongen sendte rundt i hele Trondheim efter drabet på Ørlands-Skægge[5], da var der — som andre steder i landet — nogle, som var uvillige til at antage den rette tro. En af dem var Svend, som før blev nævnt, og hans søn Svend og deres hjemmemænd. Men da kong Olav erfarede, at far og søn ikke ville antage troen, sendte han bud til dem, at de skulle komme til ham. Og da kongens budbringer kom til dem, sagde den unge Svend til sin far, at de blev nødt til at opsøge kongen og siden følge de skikke, som kongen påbød. Den gamle Svend sagde, at han ikke havde lyst til at forkaste den tro, som hans frænder og forfædre havde haft, men den unge Svends råd blev fulgt, og de drog af sted og traf kongen.

Kongen tog godt imod dem og påbød dem at blive kristne. Den gamle Svend svarer: »Jeg vil ikke opgive min tro.« Kongen svarer: »Så kan der snart blive truffet den afgørelse her, at jeg lader dig dræbe.« Svend svarer: »Det kan du gøre, som du vil. Jeg er en gammel mand, og det betyder ikke meget for mig, om jeg dør ude eller inde eller før eller siden.« Da sagde den unge Svend til kongen: »Herre! Skån min far, og dræb ham ikke, for han er storættet og har mange frænder, og du vil få mange stormænd imod dig, hvis han bliver slået ihjel.« Kongen fandt, at den unge Svend havde et mere medgørligt sindelag og sagde til ham: »Hvad skyldes det særligt, at din far er så uvillig til at antage kristendommen? Er det fasten og afholdenheden, der falder ham svært?« Svend svarer: »Det er langt fra det, for selv om han er oppe i årene, er han på alle måder et raskt og dueligt mandfolk. Men det er værst for ham at skulle miste Tors hov, for det er et stort og flot hus, som er smukt bygget med bekosteligt udstyr. Jeg tror, det vil tage hårdt på ham, hvis det skal rives ned eller brændes.« Kongen svarer: »Det må dog rimeligvis blive enten det ene eller det andet.« Svend sagde: »Finder du det ikke bedre, at hovet får lov til at blive stående med sit udstyr? Så opnår du tilmed det, at jeg og min far antager den tro, som du påbyder, ved at dette prægtige bygværk ikke går til spilde. Og vi vil holde, hvad vi lover, og ikke have mere med Tor at gøre, og han må da klare sig, som han selv kan.« Kongen svarer: »Jeg véd ikke, om det kan gå an, men da jeg fornemmer jeres velvilje, og siden alle kalder jer gode mænd, så vil jeg dog hellere tillade, at hovet bliver stående på de betingelser, du nævnte, end at I fornægter kristendommen og derfor må vente en snarlig død.« Svend gik da hen til sin far og fortalte ham, hvordan det forholdt sig med deres sag. Han svarer: »Hvorfor vil kongen mon tillade dette?« Svend svarer: »Heraf kan du se — far! — hvor stor vægt kongen lægger på, at vi skifter til denne tro, som jeg anser for passende for os, og desuden hvor meget han stoler på vores redelighed.« Den gamle Svend svarer: »Hvis det er kongens ønske, vil jeg love ikke at blote til Tor og ikke havde noget med de hedenske guder at gøre, såfremt han lader hovet stå uskadt.« De tog derpå imod dåben og blev kong Olavs venner, for de holdt alle deres løfter godt og lod alle deres hjemmefolk døbe.


3. Finn kom til kongen

Nu fortsætter vi med Finn, som i Danmark erfarede, at der var sket et trosskifte i Norge. Han rejste til Norge og kom nordpå til Trondheim den samme vinter, som kong Olav var kommet østfra fra Viken om sommeren og sad i Nidaros. Og da Finn kom til byen, gik han straks til det herberg, hvor kongen sad og drak. Finn var klædt i pjalter. Han bad om lov til at komme ind og tale med kongen. De sagde, at ukendte folk på ingen måde skulle besvære kongen, når han sad ved bordet, »— og vi lukker hverken dig ind eller nogen anden tigger, der er lige så ussel og enfoldig.« »Jeg tænker dog, at det må være det rigtigste,« sagde Finn, »— at jeg ikke behøver at bede elendige trælle om tilladelse til noget.« Han greb da fat i dørvogterne med hver sin hånd og slyngede dem bort fra døren og gik ind. Men så snart han kom ind i stuen, stimlede folk sammen om ham og undrede sig over, hvad det var for et skumpelskud. De ville smide ham ud igen, men det var ikke så ligetil, for han stod mere fast, end de havde regnet med. Så blev de hårdhændede, og nogle rev og trak i de gamle laser, han havde på, mens andre slog ham med knytnæver. Han gjorde så meget modstand, som han kunne. Dette så kongen, og han spurgte, hvad der forgik. De sagde, at denne tåbelige mand ønskede at træffe ham. »Da er det tilrådeligt,« sagde kongen, »— ikke at behandle ham dårligt.« Han blev da sluppet fri. Kongen spurgte, hvem han var. Finn sagde, hvad der faldt ham ind. Kongen sagde: »Hvad er dit ærinde her? Vil du lade dig døbe?« Finn svarede: »Jeg regner mig ikke for at være en ringere kristen end dig.« Kongen sagde, at han ikke vidste, hvad han snakkede om. Da sagde Finn: »Hvem tror du — konge! — jeg er?« Kongen svarer: »Det véd jeg ikke, men jeg ser, at du er en fortrinlig mand, og nok er nogle mænd større end dig, men få er pænere, og dit udseende gør indtryk.« Finn svarer: »Så er det spørgsmålet, om det er et godt indtryk.« Kongen svarer: »Du ligner ikke et ondt menneske.« Finn svarer: »Den slags er godt at høre fra en så berømt mand.« Kongen fortsatte: »Du forekommer mig at være en god mand, men egenrådig og underlig med et noget heftigt sind.« »Alt, hvad du siger, er sandt,« sagde Finn, »— men gæt nu — konge! — hvilken slægt jeg kommer fra.« Kongen svarer: »Det forekommer mig ikke usandsynligt, at du er søn af min ven Svend.« »Det forholder sig også sådan,« sagde Finn, »— at jeg er Svends søn. Men du må da vide, om han er din ven eller ej.« »Vel er han min ven,« sagde kongen, »— og en god kristen, men der var dog i begyndelsen én ting mellem os, og det er et gudehov, viet til Tor, der står ved hans gård, men jeg tror ikke, han bruger det længere.« Dette gjorde Finn rasende, og han sagde: »Det var dog uhørt! Hvor god en konge kan du være, hvis dine folk og venner bloter i det skjulte? Du er måske tilmed selv en kætter.« Kongen mente, at han overdrev det noget.

Finn fór ud for at opsøge sin far og sin bror. Men natten inden Finn kom dertil, drømte hans bror, Svend, at Tor kom hen imod ham og var noget uglad og bedrøvet. Han sagde: »Nu er det kommet så vidt mellem os, at venskabet aftager, når ikke det plejes, som man siger. Men selv om det nu er, som det er, vil jeg dog bede dig om noget, nemlig at du flytter mig væk fra mit hus og ud i skoven, for din bror, Finn, vil komme hjem, og jeg forventer ikke noget godt af hans komme.« Svend svarer: »Jeg har givet kongen det løfte ikke at have noget med dig at gøre, og det agter jeg at holde. Du forekommer mig heller ikke at være videre guddommelig, når du ikke formår at frelse dig selv og flytte dig hen, hvor du ønsker.« Tor gik kummerfuld og forstemt derfra, og Svend vågnede. Finn kom dagen efter, og far og søn tog meget godt imod ham, men da Finn havde tilbragt én nat dér, stod han tidligt op og greb en skindsæk. Han tog derpå en stor kølle i hånden og gik til gudehovet. Indgangspartiet så noget misrøgtet ud, dørbeslagene var rustne, og alt var temmelig faldefærdigt. Finn gik ind og væltede guderne ned fra soklerne, og han rev og flåede alt, der havde værdi, af dem og stak det i sækken. Finn slog tre gange af alle kræfter til Tor med køllen, før Tor faldt. Han lagde derpå et reb omkring Tors hals og slæbte ham efter sig ned til stranden og anbragte ham i en båd. Således sejlede han af sted for at træffe kongen, mens Tor for det meste lå udenbords i vandet. Nu og da slog Finn på ham. Men da kongen så dette, sagde han, at Finn ikke var skånsom mod Tor. Finn svarer: »Det skyldes, at jeg længe har afskyet Tor, og derfor skal han få en endnu værre og velfortjent medfart.« Han kløvede derpå Tor til ene spåner, som han siden lagde på ilden og brændte til aske. Så tog han noget vand og smed asken deri og kogte en grød deraf. Denne grød gav han til hunhundene og sagde: »Det er passende, at tæverne æder Tor, sådan som han selv åd sine sønner.«[6]

Finn blev nu kong Olavs mand. Finn var dannet og inderligt troende. Han deltog altid i gudstjenesterne. En morgen kom Finn hverken til ottesang[7] eller messe. Kongen spurgte, hvorfor Finn ikke kom til gudstjenesten, sådan som han plejede. Han fik at vide, at han lå i sin seng. Kongen gik da hen til ham og spurgte, om han var syg. Finn svarer: »Det er ikke noget særligt.« Kongen mente dog, at det var en alvorlig sygdom, og han lod ham berede til døden og støttede ham omsorgsfuldt, mens han lå på sygelejet. Finn døde af denne sygdom, men bad dog forinden godt for sig. Og kong Olav anså det for at være et stort tab, for uanset hvor kongen havde påbudt den rette tro, dér havde Finn været så heftig og indædt, at de mennesker, som ikke straks rettede sig efter kongens befaling, befandt sig i overhængende fare.




Noter:

  1. Fortællingen er overleveret i håndskriftet Flateyjarbók som en del af den store saga om kong Olav Tryggveson.
  2. Ladejarlen Håkon Sigurdson (d. 995)
  3. Forlægget har Finn.
  4. Kong Olav Tryggveson (d. omkr. 999)
  5. Eller Jernskægge. Han anførte en bondeflok, som modsatte sig kong Olavs kristningsbud.
  6. Det er uvist, hvad Finn hentyder til med dette udsagn.
  7. Gudstjeneste før daggry