Fortællingen om to drenge
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Fortællingen om to drenge [1]
fra Ólafs saga hins helga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2023
Det fortælles, at dengang kong Knud[2] sad i England, var der engang to fattige drenge, som drog gennem landet i et ærinde, den ene var dansk, den anden norsk. De kom hen et sted, hvor kong Knud var på besøg. De var sammen med de andre tiggere, og snakken gik. Så begyndte de på en mandjævning om, hvem der var den bedste, kong Olav Haraldson[3] eller kong Knud. Den norske dreng hævdede, at Olav Haraldson var den bedste konge og ypperligst i alt, mens den danske dreng fremhævede kong Knud. Og som så mange andre gange, når det drejer sig om mandjævning, opstod der et vældigt mundhuggeri, og det endte med, at kong Knud selv hørte denne uro. Han fik også at vide, hvad de havde talt om. Han lod da begge drenge kalde for sig.
Drengen, der havde omtalt kong Knud med rosende ord, gik af sted med glæde og forventede en form for belønning — penge eller en æresbevisning — mens den norske dreng var lidt skræmt, men ellers ved godt mod. Da de trådte frem for kongen, spurgte han, hvem af dem, der havde støttet ham, og den danske dreng sagde, at det havde han gjort. Kongen sagde: »Hvorfor mener du, at jeg er den bedste?« Drengen svarer: »Du forekommer mig at være både mægtigere og mere gavmild og mere navnkundig end andre konger.« Kongen sagde: »Og hvad får dig — norske dreng! — til at mene, at kong Olav er bedre end mig?« Drengen svarer: »Jeg kan ikke helt forklare det, for jeg har hverken forstand eller talegaver til at udtrykke den fornemmelse, som jeg har, men det forekommer mig, at hver gang han bliver nævnt, er han ganske ulig alle andre konger i hele sin adfærd. Og jeg tror også, at vi får bevis for dette, selv om det først senere bliver åbenbart.« Kongen bad dem gå igen, og der var ingen tegn på, at han nærede nogen uvilje mod den norske dreng eller var venligt stemt over for den danske.
Derefter blev drikkebordet stillet frem, og maden blev serveret. Kongen lod drengene få hver sin stegte hane. Den danske dreng fandt, at det var i underkanten, for han havde forventet en større gave. Men da drikkebordene blev taget ned, tog drengene hanerne med sig, hvorefter de forlod stedet og drog videre, indtil deres veje skiltes, for den norske dreng ville hjem til Norge. Da sagde den danske dreng: »Det gavnede mig ikke meget at rose kong Knud, for jeg synes, at den hane, han gav dig, er federe end den, som jeg fik. Men vil du bytte hane med mig?« »Det tager jeg imod,« sagde den norske dreng, »— for jeg bryder mig ikke om denne gave fra kong Knud. Tag du den, som du vil have.« Den danske dreng valgte da den, som den norske dreng havde fået, og derefter skiltes de. Den danske dreng drog videre, indtil han blev sulten, og han tog da sin hane og spiste den, og den var hverken værre eller bedre, end han havde forventet. Og dermed er den danske dreng ude af fortællingen.
Den norske dreng fortsatte også ad sin vej, indtil han fik lyst til mad. Han tog da sin hane frem, men da han stikker kniven i den, sker der intet, og kniven skærer ikke. Dette undrede ham. Han skar da med større kraft og opdager nu, at hanen er fuld af guldpenninge. Han stikker da pengene til side og er vældigt godt tilfreds, og han forstår nu, at dette er sket efter Guds forsyn og vilje. Han tog siden ind til købstaden og brugte pengene på nyttige ting, og det gik ham siden på alle måder godt, og han manglede heller aldrig penge, så længe han levede. Alle må nu også forstå, at alt dette har han fået tildelt på grund af kong Olavs hellighed, ham, som nu stråler som et stort mirakel hos den almægtige Gud.
Noter:
- ↑ Fortællingen er overleveret i håndskriftet Flateyjarbók som en del af Olav den Helliges saga.
- ↑ Kong Knud den Store (d. 1035)
- ↑ Kong Olav den Hellige (d. 1030)
