Grim Loddenkinds saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nordiske fornaldersagaer

Grim Loddenkinds saga

Gríms saga loðinkinna

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

Kapitel 1

Hrafnista (Ramstad)

Man siger om Grim Loddenkind, at han var både stor og stærk og nok så djærv og hårdfør. Han blev kaldt Loddenkind, fordi der på hans ene kind voksede mørkt hår, og dette var han født med. Jern bed ikke på ham dér. Grim overtog gården på Hrafnista efter sin far Ketil Høng. Han blev meget velhavende. Han bestemte også ene mand næsten alt i hele Helgeland.

Harald hed en mægtig og navnkundig herse østpå i Viken. Han var gift med Geirhild, som var datter af kong Sølge, der var søn af kong Rolf fra Bjerget i Oplandene. Deres datter hed Lufthøne. Hun var den smukkeste kvinde og meget dannet. Grim Loddenkind sejlede derhen på en skude med 17 mand i sit følge og bejlede til Lufthøne. Man aftalte giftermålet, og han skulle komme til bryllup om efteråret. Men syv nætter før brylluppet forsvandt Lufthøne, og ingen vidste, hvad der var blevet af hende. Og da Grim kom til brylluppet, følte han sig snydt, fordi der ikke var nogen brud, men han mente dog at vide, at det ikke var noget, hendes far havde forvoldt. Han opholdt sig dér i tre dage, og de drak uden dog at more sig. Derefter tog han hjem til Hrafnista.

Fem år tidligere var der sket det, at Harald Herses kone var død, men året efter giftede han sig med Grimhild Jøsursdatter fra Finnmarken nordpå, og han bragte hende med sig hjem. Man fandt snart, at hun ødelagde alt for dem dér. Hun var ond mod sin steddatter Lufthøne, som man siden skulle få bevis for. Grim var utilfreds med tingenes tilstand, siden han ikke fik nogen besked om sin fæstekone Lufthøne.

Så skete det — som så ofte før — at Helgeland blev ramt af misvækst og hungersnød. Grim Loddenkind udrustede sig da til at drage hjemmefra, og han sejlede af sted på en færge med to mand i sit følge. Han styrede nordpå langs Finnmarken og derefter østpå til Gandvig. Og da han kom ind i vigen, så han, at der var rigelige fangstmuligheder. Han trak sit skib op på land og gik derpå hen til et hus og tændte op. Men om natten, da de sov, blev de vækket af storm og snefygning. Det var så skrækkeligt et uvejr, at alt både ude og inde blev dækket af is. Om morgenen, da de havde klædt sig på, gik de ud og ned til vandet. De så da, at hele deres fangst var sporløst forsvundet. De syntes nu, at de var ilde stedt, men de kunne ikke komme derfra. De gik nu hjem til huset og var dér dagen lang. Om natten vågnede Grim, da nogen lo uden for huset. Han sprang op med det samme og greb sin økse og gik ud. Han havde også pilene Guseseje med sig, som han plejede — dem havde han fået af sin far, Ketil Høng. Og da han kom ud, så han to troldkællinger nede ved skibet, og de holdt i hver sin stavn og havde til hensigt at flå skibet i stykker. Grim tog til orde og kvad dette vers:

Hvad kaldes I to

klippeboersker,

som er kommet her

for at knuse mit skib?

Sjældent traf jeg

sådanne som jer:

I er ganske givet

grimmere end andre!

Den af dem, der stod nærmest, kvad et vers:

Feima er navnet,

jeg fødtes nordpå,

er Hrimners datter

fra det høje fjeld.

Og hende dér

er dobbelt så klog:

Kleima, min søster,

er kommet til havet.

Grim kvad:

Gid Tjasses datter

vil trives dårligt!

Usle kvindfolk! —

nu øges min vrede:

Sandelig skal I,

før solen står op,

begge ligge

som bytte for ulven!

Kleima kvad:

Det var vores far,

som før voldte,

at bølgens hjord

blev bortsejdet.

Står det til os

skal I aldrig slippe

uskadte herfra

og hjem igen.

Grim kvad:

Jeg tænker først

at true jer noget,

men od og æg

undgår i næppe,

og Røgners friller

erfarer da snart,

hvad der bider bedst:

Brod eller næve.

Grim tog da en af pilene Guseseje og skød den af dem, der stod længst væk fra ham, og hun døde på stedet. Feima sagde: »Det var ikke godt for søster Kleima«. Så vader hun hen imod Grim. Han giver hende et hug med øksen, og det traf skulderbladet. Hun skreg da højt og løb ind langs stranden. Grim mistede øksen ved hugget, for den sad fast i såret. Grim løb efter hende, og hun slap ikke fra ham, men han indhentede hende heller ikke, og de kom da til nogle store bjerge. Dér så han en stor klippehule på fjeldsiden. Man skulle op ad en smal gangsti, og dér sprang hun op, som var det på flad mark. Men da hun begyndte at løbe op ad bjerget, faldt øksen ud af såret. Grim samlede den straks op, og mens han stod på det ene trin, måtte han måtte hægte øksen fast i det næste og hale sig op ved skaftet, og på den måde kom han op til klippehulen. Han så dér skæret fra et bål, og der sad to trolde ved ilden. De sad og stemte fodsålerne imod hinanden. De var begge klædt i korte og skrumpede skindkofter. Grim kunne ganske tydeligt se, hvorledes de var skabt mellem benene. Han hed Hrimner, hun hed Hyrja. Og da Feima kom ind i klippehulen, hilste de på hende og spurgte, hvor hendes søster Kleima var. Hun svarer: »Prøv at gætte! Hun ligger død nede på stranden, og jeg er blevet dødeligt såret — og så ligger I herinde og flyder ved ilden.« Jætten sagde: »Det var ikke nogen stordåd at tage livet af jer, den ene 6 år gammel, den anden 7. Men hvem har gjort dette?« Feima svarer: »Det har ham den onde Grim Loddenkind. Han og faderen er mere skikkede end andre mænd til at slå trolde og bjergfolk ihjel. Men selv om han nu har forvoldt dette, så skal det aldrig lykkes ham at finde sin kone Lufthøne. Og det er dog morsomt, når der nu ikke er længere imellem dem.« Da sagde Hrimner: »Det er min søster Grimhild, som forårsager dette. Hun har mange evner.« Så svækkede blodtabet Feima, og hun faldt død om. I det samme trådte Grim ind i klippehulen og gav karlen Hrimner så kraftigt et hug, at hovedet røg af ham. Da fór kællingen Hyrja op og sprang på Grim, og de begyndte at brydes, og deres kamp blev både hård og lang, for hun var den største trold, men Grim havde mange kræfter, og det endte med, at han væltede hende hen over sin hofte, så hun faldt. Så huggede han hovedet af hende og lod hende ligge død, mens han gik tilbage til sit hus.

Kapitel 2

Dagen efter var vejret godt. Grim og hans mænd gik langs med stranden og fik øje på en stor rørhval, der var drevet i land. De gik hen til hvalen og begyndte at flænse den. Lidt senere så Grim 12 mand komme gående. De mødtes snart. Grim hilser på dem og spørger, hvad de hedder. Deres leder sagde, at han hed Reidar den Ubesindige, og spurgte, hvorfor Grim ville stjæle hans ejendom. Grim sagde, at han havde set hvalen først. »Véd du ikke,« sagde Reidar, »— at alt, hvad der driver i land her, tilhører mig?« »Det véd jeg ikke noget om,« sagde Grim, »— men uanset hvad, så kan vi dele den.« »Det ønsker jeg ikke,« sagde Reidar, »— og enten går I væk fra hvalen, eller også skal vi kæmpe om den.« »Det gør vi hellere end at miste hele hvalen,« sagde Grim, og de gik derpå mod hinanden og kæmpede, og det blev den hårdeste strid. Reidar og hans mænd var både storhuggende og øvede i våbenbrug, og inden længe faldt begge Grims mænd. Kampen blev da meget hård, og det endte med, at Reidar og alle hans mænd faldt. Grim styrtede også om, både fordi han var såret, og fordi han var udmattet. Han lå nu dér på stranden mellem de faldne og forventede sig ikke andet end at skulle dø.

Men han havde ikke ligget der længe, før han så en kvinde — hvis man da ellers kunne kalde hende det — komme gående. Hun var ikke højere end en 7 år gammel pige, men så diger, at Grim ikke mente, at han ville være i stand til at nå rundt om hende. Hun havde et langt ansigt med hårde træk, var krumnæset og korthalset, hæslig og hulkindet, fæl og flejnskaldet. Og sort var hun, både på hud og hår, og hun bar en skrumpet skindkofte, som bagpå ikke nåede længere ned end til hendes endebalder. Grim fandt hende ganske ukysselig, for snottet hang ned foran kæften på hende. Hun gik hen, hvor han lå, og sagde: »Der er ikke megen storhed over Helgelands høvdinge nu. Men skal jeg redde dit liv — Grim?« Grim svarer: »Det kan jeg dårligt tage imod, så hæslig som du er. Men hvad hedder du?« Hun svarer: »Jeg hedder Geirrid Gandvigsenke. Du må forstå, at jeg har en del at skulle have sagt her i vigen, så vælg nu, hvad du vil!« Grim svarer: »Et gammelt ord siger, at alle er lystne efter livet, så jeg vælger, at du redder mit liv.« Hun stak ham da ind under skindkoften og sprang af sted med ham som med et spædbarn og med en sådan fart, at han blev ganske vindblæst. Hun gjorde ikke holdt, før de kom til en stor klippehule, og da hun satte ham ned, forekom hun Grim endnu mere hæslig end før. »Nu er du kommet hertil,« sagde hun, »— og nu ønsker jeg, at du belønner mig for at bjærge dig og bære dig herhen — så kys mig nu!« »Det kan jeg på ingen måde gøre,« sagde Grim, »— så nederdrægtig som du nu forekommer mig.« »I så fald vil jeg ikke hjælpe dig,« sagde Geirrid, »— og jeg kan se, at så er du snart død.« »Så er der alligevel nok ikke andet at gøre,« sagde Grim, »— selv om jeg dog på ingen måde har lyst til det.« Hen gik da hen til hende og kyssede hende. Han fandt ikke, at hun var lige så ubehagelig at røre ved, som hun var skummel at se på. Det var nu blevet aften. Geirrid redte sengen og spurgte, om Grim ville ligge alene eller sammen med hende. Grim sagde, at han foretrak at ligge alene. Hun sagde, at så ville hun ikke gøre det mindste for at hele hans sår. Grim indså da, at han måtte yde mere, og sagde, at så ville han helst ligge hos hende, såfremt det ikke kunne være anderledes. Og det gjorde han så. Forinden forbandt hun alle hans sår, og han følte hverken svie eller smerte. Det forbavsede ham, hvor bløde hendes fingre var, så stygge hænder som han synes, hun havde, for de forekom ham at ligne gribbekløer snarere end menneskehænder.

Og så snart de kom i seng, faldt Grim i søvn, men da han vågner, ser han en kvinde ligge hos sig i sengen, og hun var så smuk, at han næppe syntes at have set lignende. Han undrede sig over, hvor meget hun lignede hans fæstekone Lufthøne. Han så, at den hæslige troldkællingeham, som Geirrid Gandvigsenke havde båret, lå ved siden af sengen. Men kvinden her var ganske kraftesløs. Han stod straks op og kastede hammen ind i ilden, så den brændte til aske. Han gik derpå hen og stænkede vand på kvinden, indtil hun vågnede ved det og sagde: »Nu har vi det begge godt — først frelste jeg dit liv, og nu har du løst mig fra denne forbandelse.« »Hvordan er du endt her? Og hvordan står det til med dig?« sagde Grim. Hun svarer: »Kort tid efter at du var draget hjem fra min far Harald østpå i Viken, kom min stedmor Grimhild hen til mig og talte således: ‘Nu skal jeg lønne dig — Lufthøne! — for det, at du har været tvær og trodsig imod mig, lige siden jeg kom til landet. Jeg nedkalder den forbandelse over dig, at du skal blive den hæsligste troldkælling og forsvinde nordpå til Gandvig, hvor du skal bo i en afsides beliggende hule med min bror Hrimner som nærmeste nabo, og I vil byde hinanden både meget og ondt, og det bliver værst for den af jer, som gør sig mindst hård. Og ingen, hverken trolde eller mennesker, kan udstå dig,’ sagde hun, ‘— og hele dit liv skal du plages af denne forbandelse og ikke slippe for den, medmindre en menneskemand indvilger i tre ting, som du beder vedkommende om — men det vil aldrig ske, véd jeg! — og for det første skal han lade dig frelse ham fra døden, for det andet skal han kysse dig, og for det tredje skal du og han ligge i samme seng — og dette vil alle helst undgå.’ Og nu har du tilstået mig alle disse ting, men du var også mest forpligtet til at gøre det. Nu ønsker jeg, at du fører mig østpå til min far i Viken og holder bryllup med mig, således som det var aftalt.«

De tog derpå hen til Grims hus, og nu var der rigeligt med fangst. Der lå en hval i hver en vig. Han lastede nu sin færge, og da han var rejseklar, stod han fra land, og de var kun de to — Grim og Lufthøne — ombord. Han gjorde da brug af den list, som også hans far Ketil Høng og andre Hrafnista-mænd havde anvendt, og hejste sejlet, mens det var vindstille, og straks fik han gunstig vind. Han sejlede da hjem til Hrafnista, og folkene dér mente, at han var vendt tilbage fra Hel.

Kapitel 3

Ikke længe derefter drog Grim østpå til Viken, og Lufthøne tog med ham. Da rådede Grimhild nærmest for alt dér østpå. Men så snart Grim ankom, lod han Grimhild pågribe, og en skindsæk blev trukket over hovedet på hende, og hun blev stenet ihjel, for Grim havde forinden fortalt Harald Herse, hvad der var sket. Så holdt Grim bryllup med Lufthøne og drog siden hjem til Hrafnista. Harald Herse giftede sig for tredje gang og fik Torgunna Torresdatter.

Grim og Lufthøne havde ikke været gift længe, før de fik en datter, som hed Brynhild. Hun voksede op på Hrafnista og var den fagreste mø. Grim elskede hende højt. Men da hun var 12 år gammel, bejlede en mand, der hed Sørkver, til hende. Han var søn af Svade, der var søn af Rødfeld, som var søn af Bård, der var søn af Torkel Fodbind. Men hun ville ikke have ham, og derfor æskede Sørkver Grim til holmgang. Det går Grim ind på. Sørkver stammede fra Sogn på sin mødrene side, og dér ejede han flere gårde. Holmgangen skulle finde sted med en halv måneds frist.

I Norge var der en herse ved navn Asmund. Han styrede den gård, der hed Berrjod. Han var en gift mand og havde en søn, der hed Ingjald. Denne var en meget djærv og modig mand, som længe havde opholdt sig sammen med Grim Loddenkind, og de var de bedste venner. Ingjald var dog den ældste af dem, mens Grim var langt den stærkeste. Ingjald blev gift med en kvinde, der hed Dagny, som var datter af den Asmund, der havde navn efter Gnod. Hun var en søster til Olaf Hærkonge. Ingjald og Dagny fik en søn, der hed Asmund, som siden indgik fostbroderskab med Odd den Vidberejste, der tillige blev kaldt Pile-Odd og kæmpede sammen med Sigurd Ring på Bråsletten.

På det fastlagte tidspunkt kom Sørkver til holmgangen med 11 mand i sit følge. Det var ene bersærker. Grim var også kommet, og i hans følge var Ingjald og mange bønder fra Helgeland. De gik ud på holmen, og Grim skulle hugge først. Han havde sværdet Dragvendel, som havde tilhørt hans far. Trøst hed den mand, der holdt skjoldet for Sørkver. Grim huggede så kraftigt i sit første hug, at han kløvede skjoldet på langs, og klingen traf Trøst på venstre skulder og skar derpå tværs igennem manden ned til højre hofte, og sværdet fortsatte ned i låret på Sørkver og huggede begge ben af ham — det ene oven for knæet, det andet nedenfor — og han faldt død om. Ingjald og de andre vender sig nu mod de ti mand, der var tilbage, og de holdt ikke inde, førend alle bersærkerne var blevet fældet. Da kvad Grim et vers:

Tolv bersærker

slog vi ihjel;

alle som én

var æreløse.

Af disse mænd

var dog Sørkver

drøjest i strid,

og dernæst Trøst.

Og endvidere kvad han:

Jeg fulgte her

min faders vis:

Hovedet må hugges

af halsen på mig,

før Grims datter —

gudvævets lind —

skal nødes til bryllup

med nogen mand.

Grim tog hjem efter holmgangen, mens Ingjald tog til Berrjod. Kort tid efter døde Ingjalds far, og han overtog da alle ejendommene og blev en anset og gæstfri bonde med et stort hushold.

Kapitel 4

Nogle år forinden var Bødmod Framarson død, og han havde med sin kone Ravnhild en datter, som hed Torny. Hendes søn var Torbjørn Gælle, der var far til Ketil den Brede, som var far til Torny, der var gift med Hergils Skålrøv. Ravnhild tog da hjem til sin bror Grim på Hrafnista.

Torkel hed en navnkundig mand. Han var jarl over Namdalsfylke. Han drog til Hrafnista og bejlede til Ravnhild. Hun blev gift med ham. Deres søn var Ketil Høng, der indebrændte Hilderidssønnerne Hårek og Rørek, fordi de havde bagtalt hans frænde Torolf. Efter dette drog Ketil til Island, hvor han tog land mellem Tyreå og Markfloden og boede på Hof. Hans søn var Ravn, der var den første lovsigemand på Island Hans anden søn var Helge, der var far til Helga, som var gift med Oddbjørn Karsmed. En tredje søn var Storolf, der var far til Orm den Stærke og Ravnhild, som var gift med Gunnar Baugeson. Deres søn var Håmund, som var far til Gunnar på Liens Ende, og deres datter var Arngunn, som var gift med Roar Tungegode. Deres søn var Håmund den Halte.

Vædder-Orm, Vemund den Gamles søn, var en mægtig herse. Han bejlede til Grim Loddenkinds datter Brynhild og fik hende. Deres søn var Vemund, der var far til Vædder-Orm, som flygtede fra kong Harald østpå til Jämtland, og dér ryddede han skov for at bygge. Hans søn hed Holmfast. Vædder-Orms søster hed Brynhild, og hendes søn Grim var opkaldt efter Grim Loddenkind. Frænderne Grim og Holmfast drog i vesterviking, og på Suderøerne dræbte de jarl Asbjørn Skærblis og tog hans kone Oløf og hans datter Arneid som hærfang. Holmfast fik Arneid, men overdrog hende til sin frænde Vædder-Orm, og hun var trælkone hos ham, indtil Ketil Trym fik hende og tog hende med ud til Island. Efter hende har Arneidsted i Østfjordene sit navn. Grim fik Oløf, som jarlen havde været gift med, og hun var datter af Tord den Vraltende.

Grim drog til Island og tog Grimsnæs helt op til Svinesøen. Han boede på Øndverdsnæs i 4 år, men siden på Burfjeld. Hans søn var Torgils, der var gift med Helga, som var datter af Gæst Oddleifson. Deres sønner var Torarin på Burfjeld og Jørund på Mideng. Grim blev under Halkelshøjene fældet i holmgang af Halketil, som var en bror til Ketilbjørn på Mosfjeld

Grim Loddenkind sad på Hrafnista, som det før blev fortalt. Han og hans kone fik siden en søn, der hed Odd. Han blev opfostret hos Ingjald på Berrjod. Han blev siden kaldt både Pile-Odd og Odd den Vidtberejste. Man anså Grim for at være en fremragende mand. Han besad en stor styrke og var meget modig, men holdt sig dog mest til sit eget.

Og hermed slutter Grim Loddenkinds saga, men her begynder Pile-Odds saga, og det er en lang saga.

---

Noter: