Grimnismal (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Grimnismal

Kong Hraudungr havde to Sønner, den eene heed Agnar, den anden Geirraudr. Agnar var ti Vintre gammel, men Geirraudr otte. De roede begge i en Baad med Kroge og Liner, for at fange Smaafiske, men Vinden drev dem ud i Havet i den mørke Nat. De lede Skibbrud ved Strandbredden og gik i Land, hvor de fandt en Bonde, hos hvilken de vare om Vinteren. Kierlingen opfødde Agnar, men Manden selv Geirraudr.

Om Foraaret gav Bonden dem Skib, og da han og Kierlingen fulgde dem ombord, da talte han engang i Eenrum med Geirraudr. De finge god Vind og komme til deres Faders Boepæl. Geirraudr var forrest i Skibet; han sprang i Land, stødte til Skibet og sagde: Far du, til smaa Fiske æde dig. Skibet foer bort og Geirraudr gik op til Byen, hvor man tog vel imod ham. Da var hans Fader død, thi blev Geirraudr taget til Konge, og blev en berømmelig Mand.

Odin og Frigg sadde i Hlidskialf og saae over hele Verden. Da sagde Odin: Seer du Agnar, din Fostersøn, hvorledes han avler Barn med en Gygie i en Hule, men min Fostersøn Geirraudr er Konge, og raader nu over Landet. Frigg svarede: han er saa stor en Madniding, at han qvæler sine Giester, naar han synes at der komme formange. Odin sagde, at det var den største Usandhed, og derom væddede de.

Frigg sendte sin Ønskemøe Fulla til Geirraudr, og bad Kongen at tage sig i Agt for den mangvidende Mand, som var kommet i hans Rige, at han ikke skulde forgiøre ham, og sagde ham til Kiendetegn at ingen Hund, hvor rasende den end var, vilde anfalde ham. Det var den største Usandhed at Geirraudr ei var giestfri, dog lod han den Mand gribe, som Hundene ei ville gaae løs paa. Han var i en blaa Pels og kaldte sig Grimnir, men gav ikke mere Efterretning om sig, endskiønt han blev adspurgt. Kongen lod ham pine for at faae ham til at bekiende, og lod ham sette imellem to Ilde, hvor han var i otte Nætter.

Kong Geirraudr havde en Søn, ti Vintre gammel, som hed Agnar efter sin Farbroder. Han gik til Grimnir, gav ham et Horn fuldt at drikke, og sagde at Kongen giorde ilde i at lade ham pines uskyldig. Grimnir drak ud, da var Ilden kommet saa nær, at Pelsen blev svedet. Da sang Grimnir:

1. Heed er du og gribende,

Og alt for stor at see til!

Lad os gaae fra Ilden.

Skindet svies,

Skiønt det er opløftet,

Foran brænder Pelsen.

2. Otte Nætter sad jeg

Mellem Ilde her,

Saa at mig ingen

Spise bød.

Uden eene Agnar,

Som snart skal styre

Geirraudrs Arving

Gotnalandet.

3. Hæld med dig, Agnar!

Thi Hæld dig nu ønsker

Heltes Behersker.

For en Drik

Skal du aldrig

Bedre Løn nyde.

4. Land er helligt,

Som jeg ligge seer

Aser og Alfer nær.

Men udi Thrudheim

Skal Thor være,

Indtil Guder falde.

5. Ydalir heder

Der hvor Ullur haver

Sig opbygget Sale.

Alfheim Freyr gave

I Tids Fødsel

Guder til Tandfæ.

6. Boligen den tredie

Hvor blide Guder

Med sølv tækked’ Salen,

Valaskialf heder;

Den valgte sig

As i Tids Fødsel.

7. Saukuabekur heder den fierde,

Men der kolde Floder

Lyde oven over.

Og der Odin og Saga

Drikke alle Dage

Glad’ af gyldne Bæggre.

8. Gladsheimr heder den femte,

Hvor det guldpryded’

Valhall høit opreises.

Men der Hroptur

Vælger hver Dag

Sværd-dræbte Helte.

9. Meget let er

Dem som til Odin komme,

Salens Skik at see.

Tømmeret er Spyd,

Salen er takt med Skiolde,

Bænk’ne med Brynier bredte.

10. Meget let er

Dem, som til Odin komme,

Salens Skik at see.

En Ulv hænger

Vest for Døren,

Ørn drypper ovenfra.

11. Thrymheimur hedder den siette,

Hvor Thiasse boede,

Hin den ret stærke Jette,

Nu beboer Skade

Guders reene Brud,

Sin Faders gamle Tofter.

12. Breidablik heder den Syvende,

Og der Balder haver

Sig opbygget Sale.

I det Landskab,

Hvor jeg ligge veed

Færste Troldstave.

13. Himinbiorg er den ottende,

Hvor man siger Heimdall

Freden styre.

Der drikke Guders Vægt’re

I roelig Boepæl

Glade kostbar Miød.

14. Folkvangur er den niende,

Men der Freya setter

Bænke i sin Sal.

Valen halv

Vælger hun hver Dag,

Den halve Odin har.

15. Glitnir er den tiende

Den af Guld er opbygt,

Og med Sølv tækket deslige

Men der Forseti

Bygger meste Tid

Og dysser alle Trætter.

16. Noatun heder den ellevte,

Men der Niordur haver

Sig opbygget Sale,

Heltes Hersker

Ganske meenløs

Et høitømret Billed’.

17. Riis der blant høit Græs voxer

I skovfuldt Landskab.

Men der Sønnen stiger

Af Hesteryggen,

Rask at hævne Fader.

18. Andhrimnir

Lader i Eldhrimnir

Sæhrimnir

Koge, best af Flesk,

Men kun faa det vide,

Hvad Einheriar spise.

19. Gera og Freka

Mætter den Krigvant’

Priselig’ Kiempefader.

Men kun af Viin

Stridberømmelig

Odin evig lever.

20. Huginn og Muninn

Flyve hver Dag

Ormegrund over.

Jeg spaaer om Huginn

At den igien ei kommer,

Dog frygter jeg meer for Muninn.

21. Spændt Bue lyder,

Slangeflok hviler

Og i Floden Fisk.

Aae strømmer

Meget strid

Val-larm at volde.

22. Valgrind heder

Dør, som på Marken staaer,

Hellig for hellig’ Dørre.

Gammel er den Dør,

Men kun faa det vide,

Hvordan den i Laas lukkes.

23. Fem hundred’ Gulve

Og end fyrretyve

Troer jeg i Bilskirnir at være.

Blant de Huse,

Som jeg veed bygde,

Troer jeg min Søns det største.

24. Fem hundred’ Dørre

Og end fyrretyve

Troer jeg i Valhalla at være.

Otte Hundred’ Einheriar

Af hver kunne gaae jævnsides,

Naar de fare mod Ulven at stride.

25. Heidrun heder Geed,

Som staaer paa Kiempefaders Boelig,

Og bider af Lerads Blade.

Hank-Kar fylde den skal

Af den reene Miød.

Neppe den Saft fattes.

26. Den Hiort heder Eikthirnir,

Som staaer paa Kiempefaders Boelig’

og bider af Lerads Blade.

Men af hans Vier

Drypper i Huergelmer,

Deraf flyde Vand allevegne.

27. Sid og Vid

Sækinn og Eikinn,

Svøl og Gunnthro,

Fiorm og Fimbulthul,

Rin og Rennandi,

Gipul og Gaupul,

Gaumul og Geirvimul

Omflyde Guders Rigdom.

28. Thin og Vin,

Thaull og Haull,

Grad og Gunnthorin,

Vinaae den eene.

Den anden Vegsuinn,

Tredie Thiodmuna.

29. Nyt og Naut,

Naun og Hraun,

Slid og Hrid,

Sylgur og Ylgur,

Vid og Van,

Vaund og Straund,

Giaull og Leitur,

De flyde Mennesker nær,

De falde til Helved’.

30. Kaurmt og Aurmt,

Og Vadsteder to,

Dem skal Thor vade

Hver en Dag,

Naar til Doms han gaaer

Ved Asken Yggdrasil.

Thi heele As-bro

Staaer i Lue,

De hellige Vande er’ lunkne.

31. Gladur og Gyllir,

Gler og Skeidbrimir,

Silfrintoptur og Sinir,

Gisl og Falhofnir

Gulltoppur og Lettfeti,

Dem ride Aser

Hver en Dag

Naar til Doms de fare,

Ved Asken Yggdrasil.

32. Trende Rødder

Staae mod tre Hiørner

Under Asken Yggdrasil.

Hel boer under den eene

Den anden Frostkiemper,

Tredie Mennesker.

33. Ratatoskur

Heder Eegernet,

Som løbe skal

Paa Asken Yggdrasil.

Ørnens Ord han skal ovenfra bære,

Og sige Nidhøggur forneden.

34. Hiorte ere og fire,

Som af Hæfingar-Aae

Paa Udklipper gnave.

Dainn og Dvalinn,

Duneyr og Durrathor.

35. Flere Slanger ligge

Under Asken Yggdrasil,

End nogen betænke kan

Uvittig Abe.

36. Goinn og Moinn,

De ere Grafvitnis Sønner,

Grabakur og Grafvolludur,

Ofnir og Suafnir,

Troer jeg, skulle evig

Qvistene gnave.

37. Asken Yggdrasil

Taaler Arbeide

Mere end Mænd vide.

Hiort foroven gnaver,

Det paa Siden raadner,

Nedentil Nidhøggur slider.

38. Hrist og Mist

Vil jeg mig skulle Horn bære,

Skeggiauld og Skaugul,

Hildi og Thrudi,

Hlaukk og Herfiotur,

Gaull og Geirraudul,

Randgrid og Radgrid,

Reiginleif,

De skienke Einheriar Øl.

39. Arvakur og Alsuidur

De skulle herefter

Kolde Solen føre.

Og under deres Axle

Skiulte blide Guder,

Aser, Kul af Jern.

40. Svaul heder

Skinnende Skiold, som er

Sat for Solen af Guder.

Steen og Hav

Veed jeg at skulle brænde,

Om den falder derfra.

41. Skaull heder Ulven,

Som følger hin den glindsende Guddom

Til Værgers Skove.

En heder Hati,

Den er Søn af Hrodvitnir,

Og gaaer for Himlens klare Brud.

42. Af Ymers Legem

Blev Jorden dannet,

Havet af hans Sved,

Bierg af Beenen’,

Af Haaret Træer,

Af Hovedet Himlen.

43. Af hans Øienbryn

Giorde blide Guder

Midgard for Folks Afkom.

Men af hans Hierne

Bleve de tykke Skyer

Alle skabte.

44. Ullurs Naade haver

Og alle Guders,

Den som rører først ved Ilden.

Thi da skulle Verdner

Aabnes for Asers Sønner

Naar de aabne kogende Kilder.

45. Ivaldurs Sønner

Ginge i Tids Fødsel

Skidbladner at skabe,

Best af Skibe.

Helliged’ det til Freyr,

Niardurs nyttig Søn.

46. Asken Yggdrasil,

Er blant Træer det beste,

Skidbladner blant Skibe,

Odin blant Aser,

Blant Heste Sleipnir,

Blant Broer Bifraust,

Blant Skalder Bragi,

Blant Høge Habrok,

Garmur blant Hunde.

47. Lette Ting har jeg nu talt

For Seirguders Sønner,

Derved skal Vibiorg vaagne.

Alle Aser

Det skal forkyndes

Paa Ægirs Bænke,

I Ægirs Giestebud.

48. Jeg heed Grimur,

Jeg heed Gangleri,

Herjan og Hialmberi,

Thekkur og Thridi,

Thundur og Udur,

Helblindi og Har.

49. Sadir og Suipall

Og Sanngetall.

Gerteitur og Hnikar,

Bileygur og Baleygur,

Bolverkur, Fiolner,

Grymir og Grimnir,

Glausvidir og Fiolsvidur.

50. Sidhattur, Sidskeggur,

Sigfaudur, Hnikudur,

Alfaudur, Valfaudir,

Atridur og Farmatyr.

Med et Navn jeg nævndes aldrig,

Mens jeg blant Folk vandred’.

51. Grimnir jeg kaldtes

Hos Geirrauders.

Og Jalk hos Osmundars,

Og da Kialar,

Da jeg Vognen drog,

Og Thror til Tings.

52. Oski og Omi,

Og Jafnhar og Biflindi,

Gaundlir og Hagbardur blant Guder.

53. Svidir og Svidrir,

Som jeg heed hos Saukmimers,

Da bedrog jeg ham den gamle Jette.

Da jeg Midvitnirs,

Den berømte Søns, blev

Eeneste Drabsmand.

54. Drukken er du, Geirraudr!

Formeget har du drukket,

Meget har du mistet,

Da du min Yndest tabte,

Alle Einheriars

Og Odins Yndest.

55. Meget jeg dig sagde,

Lidt husker du nu,

Og dig svige Venner.

Min Vens Sværd jeg nu seer

At ligge

Ganske med Blod rødfarvet.

56. Sværdmattet Val

Skal nu Yggur have.

Dit Liv veed jeg er levet.

Vaersomme er’ Dyser,

Nu kan du Odin see,

Kom til mig nu, om nu magter!

57. Odin jeg nu heder,

Yggur jeg forhen heed,

Jeg heed Thundur for den Tid.

Vakur og Skilfingur,

Vafudir og Hroptatyr,

Gautur og Jalkur blant Guder.

58. Ofnir og Suofnir,

Som jeg troer at være skabt’

Alle af eene mig.

Kong Geirraudr sad og havde sit Sværd paa Knæet halv uddraget. Da han hørde at Odin var kommet der, stod han op og vilde tage ham fra Ilden. Men Sværdet slap af hans Haand, og faldt paa Jorden paa Grebet. Kongens Fod gled fra ham og han faldt fremad, saa at Sværdet stod igiennem ham, hvorved han fik sit Banesaar. Da forsvandt Odin, men Agnar var siden længe Konge der.

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.