Vis kilden til Háttatal (FJ-da.)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Háttatal]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Háttatal (FJ-da.)]] !!  !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Háttatal (Carmina Scaldica)]] !!  !!  !!  !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Den norsk-islandske skjaldedigtning]]'''


ved<br>[[Finnur Jónsson]]<br>1912-1915


<big>'''Snorre Sturlason'''<br><big>'''Háttatal'''</big></big></center>



<blockquote>
1.
<br>Han, som hedder Håkon, forbyder mændene overmodigt fredsbrud; han opmuntrer skaren; kongen forstår at frelse sit land; fyrsten, den unge konge, råder selv over landet alt imellem Det hvide hav og Elven; fyrstens lykke er så meget større. 
<br>
<br>2. 
<br>Brynjen falder ned over krigeren, hvor Skyles ætling dækker armene med ringe (brynjens); den kraftige konge dækker hovedet med hjælmen og den gavmilde fyrste svinger sværdet i hånden. 
<br>
<br>3. 
<br>Den herlige gavmilde fyrste værger landet; stavne er satte foran det stejle lands kant; den gæve konge forstår at fastholde landet; gavmilde mand, nyd (besiddelsen af) landet til din alderdom. 
<br>
<br>4. 
<br>Stive sår tiltager stærkt; den stærke æg skærer hvast de stærke skjolde for de dygtige mænd, den høje konge fører et ypperligt liv, enhver mand rødfarver de meget blanke sværd; den gæve konge er strålende i besiddelse af et rask hjærte; det herlige skjold splittes forfærdelig. 
<br>
<br>5. 
<br>Jeg hører, at den rasende hårde æg tilintetgør de fuldkække krigere; den meget modige konge volder den dådkraftige mand døden; den kampdjærve kriger forøger rødheden om den hamsorte ravns mund; jeg erfarer at kongen er høj ved sin hæder. 
<br>
<br>6. 
<br>Den kloge fyrste lader sværdene fare ud af skeden; sværdet farer rask ud af den lige skede; sværdet søger blodstrømmen: sværdet jager igennem brystet til det varme blod. 
<br>
<br>7. 
<br>Den raske fyrste stiller mændene med sværdet; han sætter blodstrømmen i bevægelse med de tynde sværd; den frygtelige konge lader mændene have blodige skjolde, den stærke fyrste rødfarver de jærngrå brynjer for herserne. 
<br>
<br>8. 
<br>Jeg erfarer, at hjælme kløves for kongens sværdsæg; krigerne er modige; derfor er mændenes blanke sværd stærkt rødfarvede, hvor skjoldene rystes; kongen vil ikke svigte, fordi han ser mændenes gule skjolde; han vover at trække det hvasse sværd over de skinnende skjoldes rande. 
<br>
<br>9. 
<br>Arbejdet tiltager; marken rødnes; skjoldet stødes; kampen vokser; sejr vindes; kongen tilfalder den; spydrøret varmes; ulven mættes; skjoldet rystes; skjoldene bøjes, spydet skælver, freden brydes; klingen runger, brynjerne flænges; spærene brager, pilene blodfarves. 
<br>
<br>10. 
<br>Fyrsten værger landet med sværdene; spydene frembringer gabende sår; det malede skjold skæres i kampen; hovedet springer af den adskilte krop; mændene falder på slagmarken; den gavmilde konge kæmper; æggen skambider læggene; hovedet ligger (på jorden) afskåret ved sværdet. 
<br>
<br>11. 
<br>Den gavmilde kriger forstår at berede ulvene drikkelag; den kampraske fyrste lader ulveslægten frydes ved foden; mændenes ven giver ulven overflod af blod ; ulven drikker blod af såret og rødfarver kæben. 
<br>
<br>12. 
<br>Håkon besidder glad en folkekonges navn og mændene; gud giver den rådkraftige fyrste landet med ære; den raske fyrste har et fuldstændigt herredømme over det vide land; gud gav den unge fyrste lykke. 
<br>
<br>13. 
<br>Mands dyder skaffer mændenes beskytter lov; hele den udmærkede befolkning bøjer sig for den herlige gavmilde fyrste. Havet stod ovenover fjældene. Jeg besøgte krigeren: den rejse var såre god. Jorden dukkede op af havet. 
<br>
<br>14. 
<br>Håkon råder over kongedømmet med strålende ry; mændenes ven har fåt et stort rige; fyrsten værger det vidtstrakte land med sværdet; krigeren styrer sit eget kongerige; mændene er glade ved det. 
<br>
<br>15. 
<br>Det [kongerige, se slutn. af foreg. v.], som hans fader tidligere havde at herske over, han som bar skrækkehjælmen ; folk husker det endnu; krigeren styrer det klippefulde fyrstesæde; han tager store beslutninger, og hjærtet ægger ham dertil; fyrsten besidder en stor kraft. 
<br>
<br>16 
<br>Krigerne danner en skjoldborg omkring den kloge fyrste mod skudbygerne, men der segner mændene til jorden; buen spændes; den kampkraftige kriger omgiver landets vide kyster med spyd; den gavmilde farer ud på søen til kamp. 
<br>
<br>17. 
<br>Kongen værger Fjordene, jævnede af havet; gulduddeleren straffer kolde trusler med sværdet; den glade konge fornemmer det overilede fredsbrud; den vrede fyrste stanser de frække mænds røverfærd. 
<br>
<br>18. 
<br>Blodet fremmer ulven; i høj grad bliver det tydeligt, at kampen holdtes; det hårde skjold ryster; men mændene begynder at værge landet; den hulde konge lader det lyse, guldprydede spyd(rør) drevet frem over mændene; det kølige sværd dræber mændene, men fyrstens søn viser sit mod. 
<br>
<br>19. 
<br>Sejlet ryster over skibet over kongen, de dybe skibe farer hurtig afsted; men Hugls grunde hader skibet; ikke giver den larmende Ran skibene fred, men skaber dem ufred; den hele bølge kløves for den tynde stavn. 
<br>
<br>20. 
<br>Stavnen belægges med rim lige til stålet, men (idet) skibet svæver kraftig fremad mod den brusende bølge; det hævede (skib) falder og mændene undgår ophold; den lige vind udfolder sejlene; sejlet driver skibene ud på havet; stormen suser og skibet vil gærne i havn; kongens handlinger vidner om ham. 
<br>
<br>21. 
<br>Jeg har hørt, at mændenes fyrstes skib for frem, og at tovene strammedes over hæren; bølgen rejste sig op over stavnen; skibet løb under kongen; mændene besætter hyppig de tunge skibes snævre rum; krigeren lader de stive stavne synke (duve) bøjelige i havet. 
<br>
<br>22. 
<br>Bølgen pisker de høje bænke; kølen splitter bølgen; den hæslige sø vil bryde det smukke skib; guldet funkler over den blide konge; den kolde bølge gør den bløde køl stærk; skibet farer afsted, året går. 
<br>
<br>23. 
<br>Åretaget savner hånd hos kongen(s mænd); vinteren går efter sommeren; men, de lange skibe tager hvile efter rejsen ved Listes hav; det gode øl sløver mændenes skare; den tomme hal fyldes let; men den fulde guldskål svæver behagelig som skænk. 
<br>
<br>24. 
<br>Fyrsten glæder mandskabet med det rene øl; hornet får ikke tid til at tørres; mjøden fjærner mændenes onde; den udmærkede konge, som holder skjolde mod skud, giver i fremragende grad krigerne gammel honningdrik. 
<br>
<br>25. 
<br>Fyrsten giver mændene gærstrømmen; øl vurderer jeg så; hornenes brænding fælder mændenes tavshed: det er gammelt øl; fyrsten ved at give talens helse; mjød hedder så; hovmodets skade kommer blandt udsøgte drikke; vin kalder jeg det. 
<br>
<br>26. 
<br>Kongen bryder heller end gerne guldet; hånden slipper ikke sin vane; ranstrafferen giver guld: man spørger om konger(s færd); i høj grad stoler fyrsten på mændenes prøve; gave vænter gengæld; fyrsten har fremdeles rådighed over mændene: enhver vokser ved sit følge. 
<br>
<br>27. 
<br>Jeg skar den iskolde bølge med skibet til møde med den mægtige konge; det blege skib blev prøvet; jeg er bekendt for det; jeg modtog det høje herse-navn af jarlernes pryder; det er rigtigt at vidne om hæderen; jeg sejlede ikke forgæves. 
<br>
<br>28. 
<br>Den kampmodige kriger gav mig en skibrede, men jeg takker den krigerske fyrste for den prægtige gave; dernæst skænkede kongen skibstyreren (mig) et skib; jeg så krigerens herlige gavmildhed. 
<br>
<br>29. 
<br>Jeg husker to glade vinterophold hos den muntre konge; jeg opnåde at sidde bænket hos den gavmilde fyrste; kongen gav villig udmærkede kostbarheder til krigeren (mig); jeg var venlig stemt mod hersernes fyrste med den talrige hird. 
<br>
<br>30. 
<br>Jeg ønsker, at krigeren (jeg) må bevare kongens gunst; krigeren (jeg) fik trivsel af den; kriger, nyd (herredømmet over) mange lande til en herlig alderdom; du var os huld, fjenders banemand. 
<br>
<br>31. 
<br>Søfareren (mig) sømmer det sig at mindes at lovprise den modige fyrste; jeg vil digte om krigeren; krigeren (jeg) skal ikke svigte med at digte et kvad om jarlen; jeg vil sætte sangen i bevægelse. 
<br>
<br>32. 
<br>En hård kamp trivedes omkring Skule; den hvasse æg blev oversprøjtet med blod i huggene; den modige fyrste gjorde ravnens klør blodige; Paul måtte falde under omens fod. 
<br>
<br>33. 
<br>Døden blev, i høj grad ifølge hvad man væntede, tildelt mændene; sværdene blev svungne; den stærke fanestang gik kraftig frem på tinget; fanerne gled fremad; det skarpe sværd tilintetgjorde mændenes håb om fred: de brune spyd bed omkring kongens broder; bønderne måtte flygte der. 
<br>
<br>34. 
<br>Mændenes prøver bemandede skibene med mænd, udstyrede med meget smukke skjolde: kongens broder furede søen med skibet med det meget smukke sejl; fyrsten drev skibet fremad, forsynet med de meget stærke tove; søen bruste mod kanten af skibet med den meget tunge bov. 
<br>
<br>35. 
<br>Den ordholdende kriger furede de høje strømme med det kolde rør vestfra til Vågsbro; kølstriben nåde langt tilbage; bøndernes flugt tiltog, da den grumme sø førte en stor mængde skibe foran landet; bovene svaledes. 
<br>
<br>36. 
<br>De meget stærke rustninger rystedes stærkt, da den lange fanestang rejstes; mændene iførte sig brynjer og fyrstens gærninger udførtes; det kolde sværd spillede i hånden; fyrsten viste sig for mændene som en udmærket mand; jeg har hørt, at fyrsten udstyrede sin brede fylking med sværd; tinget stod. 
<br>
<br>37. 
<br>Mændene måtte, som de fortjænte, forpligte sig til at udrede krigeren en meget stor betaling; mændenes dommer, som hader nølen, ved at knække mændenes magt(lyst); mændenes fyrste kunde byde bøndernes skare kraftig, hvorledes de skulde opføre sig; det udgik fra fyrsten; han viste sig meget gavmild. 
<br>
<br>38. 
<br>Fyrsten begynder en rask rejse; grådige bølger slår mod snekkerne, fyrstens mænd begynder at våge og kræver derpå løb af skibene; de heldige planker bevæger de prægtige skibskanter fremad i den stærke bør; bølgerne ryster skibenes sider; under kølen bærer det fremad. 
<br>
<br>39. 
<br>Og store hjælme (?) hævede den kampglade gavmilde mand, — krigeren begiver sig (modig) ud i kampe — , da landets konge gav den modige kriger jarletitlen; den ædle kriger opnår al hæder. 
<br>
<br>40. 
<br>Hvem holder hidsige kampe? Hvem er fjernt fra gniere? Hvem vinder større held? Hvem forstår at uddele rigdomme? — Krigeren volder kamp; han er fjærnest fra en gærrig mand; ham tilfalder så meget øjensynligere held; han besnærer guldet. 
<br>
<br>41. 
<br>Den ædelsindede fyrste giver de kloge mænd guld; ofte har guldet måttet springe itu for fyrsten; krigeren vil, at guldet spredes; rask kastes guldet bort hos krigeren. 
<br>
<br>42. 
<br>Den funklende røde rigdom spredes; jeg ved, hvor den kampmodige kriger kaster ringe på mændenes arme; den modige fyrste lader guldet falde på mændenes arme; krigeren pryder mændenes arm. 
<br>
<br>43. 
<br>Den raske kriger hædrer mændene med guld; krigeren ved hurtig at uddele det skinnende guld; den gavmilde mand sikrer mandskabet guld; guldet på den smukke grund dækker, bortgivet, armene. 
<br>
<br>44. 
<br>Fyrsten opnår hæder; den gavmilde viste store udmærkede egenskaber; guldet gives mændene tit; gaven bliver til virkelighed; mængden af det smukke guld får sjælden fred hos krigeren; mændene bærer de kølige guldringe. 
<br>
<br>45. 
<br>Fyrsten lader de snode ringbrudstykker gå itu; den gulduddeler tager god omtale om sig for smykkerne; armen lysner på mændene ved guldet, hvor armen bærer guldringe, gledne til (armens) led. 
<br>
<br>46. 
<br>Fyrsten giver mændene guld; han glæder hirden med det meget tunge guld; rigdomsgiveren hædrer mændene med det røde guld, hvor søfarerne takker den herlige fyrste for kostbarhederne. 
<br>
<br>47. 
<br>Den gavmilde gulddeler giver mændenes skare guld: jeg hører, at den ringmilde ringøder slynger ringene bort; den ringgrumme ringslynger hædrer krigerne med ringe; den guldgrumme guldbryder bringer guldet fuld fortræd. 
<br>
<br>48. 
<br>Fyrsten omgiver armene med rigdom, så at de bliver let kendelige; dér får mændene rigdom, bestående af det røde guld; den gavmilde fyrste udstyrer armene på sine mænd; han vænner de strålende (hvide) arme til løngaven. 
<br>
<br>49. 
<br>Krigeren fæster Hilde; ringen brister til gave; hærens styrer segner ind under Høgnes datters telt (ɔ: skjoldet); Hedins hustru (Hilde) bereder mange krigere hvile; Hjadningernes kvinde (Hilde) modtager som brudegave et mordøget sværd. 
<br>
<br>50. 
<br>Sværdet flænger mændenes bryster; den brune klinge springer i mændenes bryst; susende sværd svæver igennem det lyse brysts sår; sværdet er hvæsset for at jævne hovederne. 
<br>
<br>51 
<br>Den unge hærfører lader ravnen blive fuldt mættet; ørnen får betræde det livløse hoved, men den grå ulv betræder det sårede bryst; ulvinden får ofte blod at drikke; den gode fyrste vil det så. 
<br>
<br>52. 
<br>Fyrstens spydbyger falder ned; skafterne hæves; vinden udfolder fanerne omkring landets fyrste; mærkerne farer frem foran kongen; stangen trænger frem til kamp; kraftige våbenmøder er der under fanerne omkring den herlige fyrste. 
<br>
<br>53. 
<br>Krigeren vænner sig til at udføre store bedrifter; han forstår at holde landet i sin magt ved kamp; fyrsten ødelægger rustningen i hver en kamp; dér falder krigerne til mættelse for ulven. 
<br>
<br>54. 
<br>Kampbygen driver i slaget over den hvide skjolderand, men skjoldene holder stand; mændenes ven rødfarver rask oddene i blodet, hvor mændene kæmper; det er en jarls kraft. 
<br>
<br>55. 
<br>Hvem kan se en jarl, der er bedre end den meget vise fyrstebetvinger eller som er mere ivrig til at foretage en hårdtsvulmende kamp; stærk kamp udgår fra krigeren, når fyrsten begiver sig hen for at værge landet mod krigerne. 
<br>
<br>56. 
<br>Hvem skulde føde den blodbørstede ulvinde med blodslurke, hvis ikke fyrsten forøgede ulvens hunger mangen en dag; fyrsten giver ulven sår, lige bidte af sværdsæggen; hæren ser ulvefodens lådne klo blive rød. 
<br>
<br>57. 
<br>Fyrsten kæmper kraftig med det blodige sværd; de hvide spydskafter knækker, brynjepladerne klinger; sværdene rykker kraftig hovederne af; sværdene forøger skjoldenes øde- læggelse omkring jarlen. 
<br>
<br>58. 
<br>Krigerne kan vænte kamp, således at jarlen der truer med sit dragne sværd; man kan se skjoldrækken foran landet, når mændenes ven skal kæmpe. 
<br>
<br>59. 
<br>Krigeren ryster skjoldet i kampen; fyrsten lader skjoldene brydes i slaget; skibenes styrer lader kampen rase omkring sig; mændenes anfører vinder sejr i slaget. 
<br>
<br>60. 
<br>Den vældige blodbølge beskyller hvert år sværdene; den kyndige fyrste lader klingerne rask runge på sværdenes bølger; den ubøjelige fyrste vænner sværdene til blodet; den raske fyrste lader krigernes blod fylde sværdene. 
<br>
<br>61. 
<br>Sværdbygen falder omkring krigeren; en stærk kamp vokser omkring fyrsten; kampfrosten bider mændenes meget kolde skjolderand; gulddeleren knækker krigernes lægge i (ved) kampen; jeg erfarer, at mændene berøves livet; således times det for krigeren. 
<br>
<br>62. 
<br>Fyrsten lader det sne med kampens hagl på krigerne — ravnen mærker det — ; fyrsten sætter brynjens byge i gang; sværdet besnærer livet i kampen; valkyrjens regn raser omkring hovederne; — fyrsten styrer således buens hagl — ; sværdbygerne slår ned omkring den tapre fyrste; vi hører fortælle om hans kamp. 
<br>
<br>63. 
<br>Krigeren lærte krigerne (fjenderne) at falde østen for fjorden (Viken); mændene havde styret den røde stavn lige til land: den gavmilde fyrste stødte oddene igennem mændenes bryster; fyrsten frembragte store sår i (mændenes) hoveder med det skarpe sværd. 
<br>
<br>64. 
<br>Krigeren nølede ikke med at angribe, da han mødte mændene; krigeren trængte forbi de røde faner i kampen; landet blev renset, og Trøndernes fyrste gav Ribbungerne en tung død; Gunnar skød sit hoved ind under ulvens grumme klo. 
<br>
<br>65. 
<br>Den skånselsløse kamp væltede det dødsviede hoved; fyrsten lod hovedet, der fortjænte døden, møde hug; han gennemborede det kødfulde hoved med sværdet; det kraftige sværd i fyrstens hånd dræbte mændene. 
<br>
<br>66. 
<br>Den udmærkede hærfører dræbte oprørsmændene med spyd; stolene sang over fyrstens fjender; ulvinden stod i valen; den gavmilde fyrste lod mangen mand blive et hoved kortere; således forstår den vrede fyrste at straffe mændenes run. 
<br>
<br>67. 
<br>Jeg har digtet i 60 versemål om de modige fyrster, som jeg kendte som de allerypperste, til minde for mænd; ikke har de fyrster kastet hæder og guld i havet, hvormed de har hædret mig; det er os hæder. 
<br>
<br>68. 
<br>Skule var den ypperste — rosen skal ikke opsættes; jeg digter om kongen en flertvundet lovprisning ; fremdeles skal jeg fremføre en lov om krigeren for mændenes mængde; jeg var fyrsten kær. 
<br>
<br>69. 
<br>Jeg har fuldført 3 digte om kongens broder, kendte af folk; den fyrste har mange mænd om sig; frem skal nu træde den fjærde lovprisning af den gavmilde fyrste. 
<br>
<br>70. 
<br>Flere af mine versemål er ikke før bleven benyttede i digt om den kloge kriger; en opvakt skjald må omtale fyrstens prægtig udstyrede tog. — ung af fyrster. 
<br>
<br>71. 
<br>Den gavmilde fyrste lader skibene løbe hen over den farlige sø. hin lovpriste fyrste, som lader skibene forlade rullerne. 
<br>
<br>72. 
<br>Guldet funkler, mændene ror; de dygtige mænd er udsatte for strabadser tilsøs; egen kan glæde sig ved at fare frem med fyrsten; da nyder fyrsten godt af skibets fart. 
<br>
<br>73. 
<br>Fyrsten udstyrer prægtig de mørke skibe med hvide skjolde; den gavmilde fyrste pryder de glatte stavne på de sorte skibe.
<br> 
<br>74.
<br>Havstrømmen ryster fyrstens skibe; den bøjer skibets ror; den kamphårde fyrste ser, hvorledes de sorte skibe bryder det tunge hav med stavnene. 
<br>
<br>75. 
<br>Den raske kriger lader snekkerne støde søen bort med stavnene, når tiden er inde: fyrsten ser hirdmændene omspænde åregrebene, og de (krigerens) meget dygtige årer ryste. 
<br>
<br>76. 
<br>Bølgerne pisker de ladede planker; havets skum lægger sig i lange banker; den kolde stavn kaster det salte hav fra sig; den veltalende fyrste lader sorte skibe fare frem over de sprøjtende bølger på havet. 
<br>
<br>77. 
<br>Den unge jarl lader snekkerne bruse ved solopgang ud på havet; tidlig ser fyrsten bølgen falde: masten rejses ofte på skibene over mandskabet; vinden udfolder sejlet; tovene møder hænderne. 
<br>
<br>78. 
<br>Den kolde bov skærer bølgen; fyrsten rejser rask; stormen bryder bølgen; skibssiden skyder havet tilside; hæftig rystes det mørke sejl; vinden driver det frem; den herlige jarl lader ikke rebe sejlet. 
<br>
<br>79. 
<br>Den lovpriste, venlige fyrste omgiver landets udkyster med skjoldgærde og sorte skibe; den spydraske fyrste omgærder landet med den af byger omfurede kyst med spydsodde. 
<br>
<br>80. 
<br>Lovprisning er fremført om den raske fyrste for de kampdjærve mænd; vi sparer ikke (at omtale) de bedrifter, vi har hørt; jeg har besunget hans rejser, fulde af ros, for de tapre mænd. 
<br>
<br>81. 
<br>Jeg har fremført et digt med tungen — den støttede mig — om ham, som erhværver sig ry; et stev skal dannes for Mørernes fyrste og bringes ham: det sømmer sig at digte. 
<br>
<br>82. 
<br>Således er det; det ry besidder fyrsten; mændene under ham det; Skule, den klogeste af mænd, er den herligste af jarler østfor havet. 
<br>
<br>83. 
<br>Den gavmilde fyrstes skibe rager hele vinteren op over de høje rullestokke; det går muntert til om vinteren hos mændenes ven; jarlen hædrer den modige skare; det kan man kalde en fremragende mand. 
<br>
<br>84. 
<br>Fyrsten fik godt ry; han er kampvant; den fuldtapre fyrste er meget storladen og gæstfri; ikke gives der en fyrste, som vurderer sager, der således behandler sine mænd hver vinter. 
<br>
<br>85. 
<br>Jeg vil med tungen øge krigerens lov; jeg vil fortælle om krigerens herlighed; mændene bør tie. 
<br>
<br>86. 
<br>Jeg ved, at den gavmilde fyrste indbyder den ølmætte hird i hallen; Lades hus er godt; fyrsten drikker krigerne glade, men ringe uddeles som gaver. 
<br>
<br>87.
<br>Ringe uddeles, hvor fyrsten drikker; øllet er mændene meget kært; det rengyldne kar spiller mod fyrstens mænds tænder; jeg siger alt, som det er. 
<br>
<br>88. 
<br>Men når hærens styrer kalder hirden til hallen — , jarlen modtager ofte et utal af mænd — , er en gave beredt til skænk under den gavmilde mands gilde; mandefølget sidder tæt; derinde findes den største hædring. 
<br>
<br>89. 
<br>Fyrstens hird bliver oprømt; hallen besættes tæt lige til døren; fyrsten giver altid rigdom; det vil erfares i efterslægtens omtale; sådant regner jeg fyrsteskik; hans storladenhed er vældig; jarlen bryder i små stykker guldringen, der er sammenslynget med en snor. 
<br>
<br>90. 
<br>Mange mænd begiver sig til fyrstens sale; der er hæder at vinde med hensyn til alt ophold; fyrsten yder svale ringe; det er bedst at tale sandt om ham: vi spørger, at flade ringe brister for den gavmilde mand; mændenes ven kan hade guldet; jeg ved, at ingen drot har fåt et ypperligere gavesind. 
<br>
<br>91. 
<br>Mændenes skare modtager glad mjød tilligemed guld hos fyrsten; han lader skaren drikke den skønne vin hos sig af sølvkar; den gyldne skål møder hænderne; mændene sender han guld, den bedste af jarler; man træffer ingen ypperligere mand end den fyrste. 
<br>
<br>92.
<br>Fyrstens rejser blev omtalte; jeg har gjort et rask digt; det sparer jeg ikke; fyrsten vil vænte det; ingen kriger finder en taprere kriger eller mere gavmild mand. 
<br>
<br>93. 
<br>Fyrsten udfører heldige dåder; han besidder stor kraft; fyrsten giver ringe i størst antal og hele; skibsstavnen brød det stygge hav; jeg besøgte fyrsten; alle mænd lovpriser ham; jeg har set jarlens store herlighed. 
<br>
<br>94 
<br>… Gram; den ypperlige Krake udstrøde guld; jeg har hørt, at Hake kæmpede kraftig; … alder; Sigurd bibragte ormen et sår; Ragnar ansås for at være den herligste af mænd — alt det skete for lang tid siden — ; Skule jarl er den herligste af alle. 
<br>
<br>95. 
<br>Jeg havde fyrsten 15 store gaver at takke, da jeg bragte Mørernes fyrste fire digte; hvor i verden ved nogen mand, at der før er digtet en lovsang om en gavmild mand med en ypperligere form. 
<br>
<br>96. 
<br>Der er digtet om fyrsten, som rødfarver ulvens og ulvindens kæber og gør våbnene blodige; den fyrstes ros vil altid leve, medmindre menneskeheden går under eller verden går til grunde. 
<br>
<br>97. 
<br>Jeg har fremført folkekongens lyse lov; jarlens ros er ført frem for mændene; hvilken mand skulde høre et således digtet kvad om en, som er karrig på guld og kostbarheder. 
<br>
<br>98. 
<br>Jeg kender unge fyrster, som svinger sværd og ruster snekker, mere værdige til lovsang end hjemmefødninger, [jeg kender dem som] giver guld [værdigere dertil] end en der sparer på guldet. 
<br>
<br>99. 
<br>De fyrster er de alviseste, de højeste ved ringe (rigdom), de modigste, værste mod guld, djærveste i kamp, huldeste mod hirden, nærmest ved held. 
<br>
<br>100. 
<br>Jeg har gjort tydelig rede for versemålene; der er regnet ti gange ti; den mand skal ikke regnes for at være uværdig til ros, som således kan digte under alle versemål. 
<br>
<br>101. 
<br>Jeg søgte (fik) hæder, jeg besøgte kongen; jeg besøgte den herlige jarl, da jeg ristede, da jeg befor den kolde strøm med kølen, den kolde sø med kølen. 
<br>
<br>102. 
<br>Gid konge og jarl måtte nyde liv og rigdomssale; det er digtets slutning; måtte jorden, støttet ved sten, før styrte i havet, en fyrstens ros (glemmes).
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
[[Kategori:Snorri Sturluson]]
[[Kategori:Den yngre Edda]]