Hávamǫ́l

Fra heimskringla.no
Revisjon per 3. jul. 2022 kl. 09:34 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


De gamle Eddadigte
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
De gamle Eddadigte I
Heimskringla Reprint


Udgivne og tolkede af

Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag

København, 1932


Hávamǫ́l


Hávamǫ́l. Med hensyn til den samling af kvad, der er forenede under denne titel, kan henvises til min behandling deraf: Hávamál 1924.


I.


I. er Hávamǫ́l, Odins tale, i egenligste forstand.


1.
Gáttir allar
áðr gangi framm
(of skoðask skyli)
of skyggnask skyli;
óvíst ’s at vita,
hvar óvinir
sitja á flęti fyrir.



1. Gáttir: indgange (og kroge ved sådanne). — gangi framm: går fremad, videre, længere ind. — skyggnask: passivt, jfr. fansk Vspá 3; ‘gennemskues, undersøges med öjnene’. — flęti: af flęt, ‘bænk’. — sitja fyrir: være tilstede i forvejen. Jfr. v. 133.



2.
Gefęndr hęilir,
gęstr es inn kominn,
hvar skal sitja sjá?
mjǫk es bráðr
sás á brǫndum skal
síns of fręista frama.



2. Gefęndr: givere, d. v. s. vært og værtinde. — bráðr: ivrig, hidsig efter at modtage gæstfrihed. — á brǫndum: meget omtvistet udtryk. Det tolkes af nogle som brændestabelen inde i huset, hvor den ankomne sætter sig indtil han bydes velkommen. Jfr. Hannaas i Festskr. til F. Jónsson s. 231–32. Mulig er udtrykket hæntet fra kampen i skibenes forstavn, hvor de dygtigste krigere (stafnbúar) anbragtes. — frama: fremgang, lykke.



3.
Ęlds es þǫrf
þęims inn es kominn
ok á knéi kalinn,
matar ok váða
es manni þǫrf,
þęims hęfr of fjall farit.



3. á knéi kalinn: forudsætter, at den rejsende har haft regn imod sig, hvorved han er blevet gennemblødt på knæet, hvad der er meget ubehageligt.



4.
Vats es þǫrf
þęims til verðar kømr,
þęrru ok þjóðlaðar,
góðs of œðis,
ef sér geta mætti,
orðs ok ęndrþǫgu.



4. Vats: til at vaske sig i. — þjóðlaðar: venlig indbydelse (gæstfrihed); er en egl. altomfattende betegnelse. — œðis: sindelag (fra værtsfolkets side). — orðs: tale. — ęndrþǫgu: tavshed, lytten, medens gæsten taler. Der sigtes til en venlig samtale under måltidet (jfr. verðar).



5.
Vits es þǫrf
þęims víða ratar;
dælt es hęima hvat;
at augabragði
verðr sás ękki kann
ok með snotrum sitr.



5. dælt: medgörligt, let (ugenert). — hvat: alt. — augabragði: blink af öjet, særlig om öjets hånfulde bevægelse.



6.
At hyggjandi sinni
skylit maðr hrœsinn vesa,
hęldr gætinn at gęði,
þás horskr ok þǫgull
kømr hęimisgarða til,
sjaldan verðr víti vǫrum.
óbrigðra vin *
fær aldrigi, *
an manvit mikit. *



6. hræsinn: pralende. — gęði: sind, tænkning, forstand. — hęimisgarða: gård som er et hjem (af hęimi ntr., kun i smsætninger). vǫrum: af várr forsigtig. — L. 7–9 er uden tvivl en yngre tilföjelse.



7.
Hinn vari gęstr,
es til verðar kømr,
þunnu hljóði þęgir;
ęyrum hlýðir,
ęn augum skoðar,
svá nýsisk fróðra hvęrr fyrir.



7. þunnu hljóði: hljóð er her ensbetydende med ęyra, ‘øre’; ‘tyndt øre’ er ‘opmærksom lytten og høren efter’; modsat er þykt ęyra, ‘øre der ikke hører (vil høre)’; altså det samme som ęyrum hlýðir, denne gentagelse beror på parallelismen med den følg. linje. — nýsisk—fyrir = nýsir fyr sér ‘ser sig for’.



8.
Hinn es sæll, *
es sér of getr *
lof ok líknstafi; *
ódælla es við þat, *
es ęiga skal *
annars brjóstum í. *



8–9 er bægge senere indskud her. Indholdet passer ikke til smhængen.

8. líknstafi: — líkn; stafi er i denne og andre forbindelser blot en afledningsendelse; líkn = mild, god, omtale. — við pat: med det (at göre). — ęiga: eje, hænte (fra).



9.
Sá es sæll, *
es sjalfr of á *
lof ok vit meðan lifir; *
þvíat ill rǫ́ð *
hęfr maðr opt þęgit *
annars brjóstum ór. *



9. Tanken i l. 4–6 udtrykker bestemtere tanken i 84-6.



10.
Byrði bętri
berrat maðr brautu at,
an sé manvit mikit;
auði bętra
þykkir þat í ókunnum stað;
slíkt es válaðs vera.



10. manvit: menneskeforstand; man- er st. i mannr (maðr); mǫnvit er d. s., med omlyd. — vera: væren, tilværelse; »derpå beror den elendiges (fattiges) liv«.



11.
Byrði bętri
bęrrat maðr brautu at,
an sé manvit mikit;
vegnest verra
vegra vęlli at,
an sé ofdrykkja ǫls.



11. vęlli at = brautu at. — ofdrykkja ǫls: det at have drukket for meget. Verset danner en smuk overgang fra det foregående til det følgende.



12.
Esa svá gótt,
sem gótt kveða,
ǫl alda sonum;
þvíat færa vęit,
es flęira drekkr,
síns til gęðs gumi.



12. vęit til e-s: ved fuld besked om, være klar over. »Jo mere en drikker, desto mindre behersker han sit sind«.



13.
Óminnishegri hęitir,
sás of ǫlðrum þrumir,
hann stelr gęði guma;
þess fogls fjǫðrum
ek fjǫtraðr vask
í garði Gunnlaðar.



13. Óminnishegri: glemselshejre, udtrykket må være hæntet fra naturen; þrumir: står ubevægelig, »hejren kan stå ubevægelig i vandet og vænte på byttet (fisk)«; den står som havde den glemt alt, og bevirker glemsel hos andre. — ǫlðrum: drikkelag. — guma: acc. pl. snarest. — »I Gunnlöds gård«, Odin hentyder her til sit ophold hos Gunnlöd (jfr. III), da han erhværvede skjaldemjöden. Man har villet antage, at v. 12–14 var uægte, ti Odin vilde have røbet sig ved at minde om en tildragelse i sit eget liv. Men digteren kan meget godt have tænkt sig, at gårdens folk var uvidende om, hvad der sigtedes til.



14.
Ǫlr ek varð,
varð ofrǫlvi,
at hins fróða Fjalars;
því es ǫlðr bazt,
at aptr of hęimtir
hvęrr sitt gęð gumi.



14. hins fróða Fjalars: den kyndige Fj.; fræði og skáldskapr var ensbetydende; Fjalars ‘den meget vidende’ er her en med vilje valgt betegnelse for Gunnlöds fader, jætten Suttung, skjaldemjödens ejer. — L. 4–6: »Derved er øllet bedst, at enhver får sin forstand igen« (når rusen er over).



15.
Þagalt ok hugalt *
skyli þjóðans barn *
ok vígdjarft vesa; *
glaðr ok ręifr *
skyli gumna hvęrr, *
unz sinn bíðr bana. *



15. Dette vers falder ganske udenfor den logiske smhæng og er et indskud. — þjóðans: konge (af þjóð, ligesom dróttinn af drótt).



16.
Ósnjallr maðr *
hyggsk munu ęy lifa, *
ef við víg varask; *
ęn ęlli gefr *
hǫ́num ęngi frið, *
þótt hǫ́num gęirar gefi. *



16. Om dette vers gælder det samme. Dets indhold har berøring med v. 58 f. Ósnjallr: umodig, Sej.



17.
Kópir afglapi,
es til kynnis kømr,
þylsk hann umb eða þrumir;
alt es sęnn,
ef sylg of getr,
uppi es þá gęð guma.



17. Kópir: stirrer målløs og sanseløs. — afglapi: dumrian. — kynnis: besøg (hos bekendte). — þylsk umb: pludrer (vrövler) uafladelig. »Får han en slurk drik, sker alt på engang, samtidig er det forbi med hans (smule) forstand«.



18.
Sá ęinn vęit, *
es víða ratar *
ok hęfr fjǫlð of farit, *
hvęrju gęði *
stýrir gumna hvęrr, *
sá es vitandi es vits. *



18. Indholdet passer ikke i smhængen; det er alt for almindeligt og tager ikke sigte på situationen. — fjǫlð: obj. til farit, ‘har været mange steder’, identisk med l. 2. — stýrir: ejer, har. — sá es: kan kun gå på gumna hvęrr i foreg. linje.



19.
Haldit maðr á kęri,
drekki þó at hófi mjǫð,
mæli þarft eða þęgi;
ókynnis þess
váar þik ęngi maðr,
at gangir snimma at sofa.



19. Dette vers tager atter sigte på fremmedbesøg. — Haldit á kęri: man skal ikke holde på karret (bægret, der gik rundt mellem de tilstedeværende), nemlig for at drikke uafladelig (og tömme det) — »dog skal man drikke, men med måde«. »Man skal heller ikke sidde altfor længe om aftenen« er underforstået foran l. 4. — ókynnis: ‘udannethed’. — váar: dadler. — at—sofa: det er nemlig ingen udannethed.



20.
Grǫ́ðugr halr,
nema gęðs viti,
etr sér aldrtrega;
opt fær hlœgis,
es með horskum kømr,
manni hęimskum magi.



20. Ligesom man skal være mådeholden i drik, skal man også være det overfor mad. — aldrtrega: døden.



21.
Hjarðir þat vitu,
nær hęim skulu,
ok ganga þá af grasi;
ęn ósviðr maðr
kann ævagi
síns of mál maga.



21. Hjarðir: køerne, kvæget.



22.
Vesall maðr *
ok illa skapi *
hlær at hvívetna; *
hitki hann vęit, *
es hann vita þyrpti, *
at hann esa vamma vanr. *



22. Er indskud; indholdet falder ud af smhængen. Her er der tale om »ussel« mand og »en slet karakter« (illa skapi, her er farinn underforstået), men foran og efter er der tale om »ukloge« mænd. At opfatte vesall som ‘ussel m. h. t. klogskab’ går ikke an. — hitki: det ikke; nægtelsen hører egl. til verbet.



23.
Ósviðr maðr *
vakir of allar nætr *
ok hyggr at hvívetna; *
þá es móðr, *
es at morni kømr; *
alt es víl sem vas. *



23. móðr: udmattet, istf. at få sig en rolig, styrkende sövn. — víl: elendighed, bekymring. Dette vers er sandsynligvis også et indskud, da det ikke handler om mandens forhold til andre, som han er sammen med. Det slutter sig for så vidt til det foregående vers.



24.
Ósnotr maðr
hyggr sér alla vesa
viðhlæjęndr vini;
hitki hann fiðr,
þótt þęir of hann fár lesi,
ef með snotrum sitr.



24. viðhlœjęndr: de som smiler til en. — fár lesi: samler vredesord, taler vredt og fjendtligt om en (om en bitter spot). — þótt: om ikke måske.



25.
Ósnotr maðr
hyggr sér alla vesa
viðhlæjendr vini;
þá þat fiðr
es at þingi kømr,
at á formælęndr fáa.


26.
Ósnotr maðr
þykkisk alt vita,
ef á sér i vǫ́ veru;
hitki hann vęit,
hvat hann skal við kveða,
ef hans fręista firar.



26. vǫ́: krog (i huset), »hvis han blot har (lov til at have) ophold i en krog (hjörne)«.



27.
Ósnotr maðr,
es með aldir kømr,
þat es bazt at hann þęgi;
ęngi þat vęit,
at hann ękki kann,
nema hann mæli til mart.
vęita maðr, *
hinns vætki vęit, *
þótt hann mæli til mart. *



27. með aldir: blandt mænd. L. 7–9 er kun en variant af l. 4–6.



28.
Fróðr sá þykkisk, *
es fregna kann, *
ok sęgja hit sama, *
ęyvitu lęyna *
męgu ýta synir *
því es gęngr of guma. *



28. ęyvitu: dat., intet. — ęyvitu—því: intet af det. — gęngr of: vederfares (eller mulig: siges om). — guma: er vel acc. sing.; det er den fróðr i l. 1, hvis versets to halvdele har hørt sammen; særlig godt passer de ikke til hinanden. Hele verset er åbenbart indskud, der river smhængen (mellem 27 og 29) i stykker.



29.
Œrna mælir,
sás æva þęgir,
staðlausu stafi;
hraðmælt tunga,
nema haldęndr ęigi,
opt sér ó-gótt of gęlr.



29. Œrna: overmåde mange, alt for mange. — staðlausu stafi: ord, som intet sted, grundlag, har, upålidelig tale. — haldęndr: sådanne som kan holde den i ave, holde styr på hans tunge. — I 1. 6 er forlydsrimene g i gótt og gęlr.



30.
At augabragði
skala maðr annan hafa,
þótt til kynnis komi;
margr fróðr þykkisk,
ef hann freginn esat
ok nái hann þurrfjallr þruma.



30. at augabragði: til genstand for hånende blikke, jfr. v. 5. — þurrfjallr: med tört skind (efter at han har fået törre klæder på og således befinder sig vel); fjallr til fell: ‘hud, skind’. — þruma: være i ro. — De to sidste linjer er sideordnede: ef med indic. og så conj. uden ef er almlt.



31.
Fróðr þykkisk
sás flótta tękr
gęstr at gęst hęðinn;
vęita gǫrla
sás of verði glissir,
þótt með grǫmum glami.



31. flótta tękr: bliver nødt til at tage flugten, d. v. s. komme til kort. Meningen er: »en bilder sig ind at være kyndig og håner en anden gæst, men kommer dog til kort; han er ikke så kyndig som han vil give det udseende af«. — gęstr at gęst hęðinn: det sidste ord er blevet opfattet som hæðinn ‘hånfuld’, men sål. kan linjen ikke slutte. Derfor har man omstillet ordene (h. g. at g.); der kan dog her foreligge et ellers ikke forekommende ord: hęðinn, dannet af hǫð ‘kamp’, altså ‘stridbar, trættekær’, hvad der passer godt i smhængen (jfr. f. eks. sleitinn af sleita). — glissir: hånler, opfører sig stöjende og overlegent. — þótt: om han ikke (jfr. v. 24). — grǫmum: vrede, mænd som bliver vrede (på ham), — glami: føre höjrøstet tale (omtr. = glissir).



32.
Gumnar margir
erusk gagnhollir,
ęn at virði vrekask;
aldar róg
þat mun æ vesa;
órir gęstr við gęst.



32. erusk: er mod hinanden. — virði: er den gamle lydret udviklede dativ af verðr ‘måltid’. — vrekask: strides med hinanden; v er i enkelte ord bevaret i forlyd foran r, særlig i vreiðr; det er gamle lævn. — róg: strid. — órir: strides; ellers ukendt, men ordet findes i oldsvenske love.



33.
Árliga verðar
skylit maðr opt fáa,
nema til kynnis komi;
sitr ok snópir,
lætr sem solginn sé,
ok kann fregna at fǫ́u.



33. »Tidlig (om morgenen) skulde (skal) man ‘ofte’ indtage måltid, medmindre man kommer i vennebesøg«. ‘Ofte’ har man villet opfatte som ‘rigelig’ (Richert) eller ‘tilvisse’ (A. Kock); det bet. vel snarest ‘i reglen’. Efter dette skulde man altså ikke spise morgenmåltid (davre), når man vil besøge venner. Så fortsættes der: »man sidder og spejder (efter mad) og ter sig som sulten og ved om intet at spörge«. Her synes der at være et dilemma. Den sidste del må forudsætte, at den pågældende ikke er så sulten, at han netop må have spist tidligere (på dagen). Der synes kun at være én mulighed for at få mening i verset, den at rette skyli til skylit: »man skal ikke spise (altfor) tidlig, medmindre o. s. v.«, for »ellers vil man o. s. v.«.



34.
Afhvarf mikit
es til ills vinar,
þótt á brautu búi,
ęn til góðs vinar
liggja gagnvegir,
þótt hann sé firr farinn.



34. Afhvarf: vigen bort fra (her den rigtige vej); »at gå til (tage ind hos) en dårlig ven er som at göre en lang afstikker fra vejen«. — á brautu: på vejen; digteren tænker vist på en gård, der går over vejen til bægge sider, sådan en som nævnes i Land- náma (s. 60, udg. 1925). Nødvendigt er dette dog vel næppe, og gården kan godt tænkes ved siden af vejen. Endnu kan siges: það er á veginum om noget, der er lige ved vejen. — farinn: til fara (trans.) ‘at indhænte, nå’, »selv om han er fjærnere at træffe«.



35.
Ganga skal,
skala gęstr vesa
ęy í ęinum stað;
ljúfr verðr lęiðr,
ef lęngi sitr
annars flętjum á.



35. skal: mgl. hds. — ljúfr—lęiðr er yndet modsætning. — flętjum: bænke; ofte bruges flęt i pl. om en gård (hus). — Et vennebesøg varer normalt 3 dage; mere ansås ikke passende.



36.
Bú es bętra,
an biðja sé,
halr es hęima hvęrr;
þótt tvær gęitr ęigi
ok taugręptan sal,
þat es þó bętra an bœn.



36. an biðja sé: beror på gisning (hds. har þótt lítit sé; stedet er blevet rettet på forskellig vis). — halr: stærkt betonet, ‘en mand.’ — þótt: ‘selv om (han) kun’. — ‘To geder’ var altså mindstemål af eje; en ged var ikke i höj pris. — taugręptan: hvis raptar ‘tagsparrer’ er tove, altså af et usselt stof. — bœn: beden, tiggen.



37.
Bú es bętra,
an biðja sé,
halr es hęima hvęrr;
blóðugt es hjarta
þęims biðja skal
sér í mál hvęrt matar.


38.
Vǫ́pnum sínum *
skala maðr vęlli á *
feti ganga framar; *
óvíst ’s at vita, *
nær verðr á vegum úti *
gęirs of þǫrf guma. *



38. Verset er indskud, det har indholdsmæssig set intet med smhængen at göre. — vęlli á og á vegum úti: er synonymer. — guma: er dativ.



39.
Fankak mildan mann
eða svá matar-góðan,
at værit þiggja þęgit;
eða síns féar
svági gløggvan,
at lęið sé laun, ef þiggr.



39. mann: bör måske stryges. — matar-góðan: gavmild på mad; i runeindskrifter roses oftere denne egenskab. — þiggja: står her ensbetydende med ‘det modtagne’. — þęgit: ‘modtaget’; »at det ikke var som modtaget«, ɔ: at giveren ikke regnede det som gave. — svági: her mgl. et ord i hds., gløggvan: eller et andet ord af samme betydn. må indsættes; gløggr, ‘nöje seende’, sparsom, karrig. — þiggr: hds. har þœgi, hvilket er metrisk umuligt; konj. er indkommet på grund af det foreg. sé. Men mulig er ordet helt forvansket.



40.
Féar síns,
es fęngit hęfr,
skylit maðr þǫrf þola;
opt sparir lęiðum
þats hęfr ljúfum hugat;
mart gęngr verr an varir.



40. þǫrf þola: = þarfnask ‘undvære, lade være med at bruge’.



41.
Vǫ́pnum ok vǫ́ðum
skulu vinir glęðjask;
þat’ s á sjǫ́lfum sýnst;
viðrgefęndr
erusk vinir lęngst,
ef þat bíðr at verða vęl.



41. vǫ́ðum: ɔ: kostbare klæder (sådanne omtales oftere i sagaerne, f. eks. guldbræmmede kapper) — »det (ɔ: sandheden heraf) kan man bedst se på sig selv« (d. v. s. sine egne erfaringer). — viðrgefęndr: de som giver mod, ɔ: de som gör gengæld (mod hinanden). — þat: ɔ: det venskabelige forhold (bliver ved med at holde sig godt).



42.
Vin sínum *
skal maðr vinr vesa, *
ok gjalda gjǫf við gjǫf; *
hlátr við hlátri *
skyli hǫlðar taka, *
en lausung við lygi. *



42. Er uægte; indeholdet er kun en variant til v. 45 (jfr. 43), tildels ordret ens; den første halvdel er desuden kun en gentagelse af foreg. vers. — hlátr: snarest ‘falsk latter’, latter, der skal skjule den virkelig stemning. — lausung: upålidelighed, løs tale, omtr. = lygi.



43.
Vin sínum
skal maðr vinr vesa,
þęim ok þess vin;
en óvinar síns
skyli ęngi maðr
vinar vinr vesa.



43. L. 4–6: »men ingen skulde være ven med sin uvens ven».



44.
Vęizt, ef þú vin átt,
þanns þú vęl trúir
ok vill þú af hǫ́num gótt geta,
gęði skalt við þann
ok gjǫfum skipta,
fara at finna opt.



44. Vęizt: egl. spörgende; men bruges i betydn. ‘vid’.



45.
Ef þú átt annan,
þanns þú illa trúir,
vildu af hǫ́num þó gótt geta,
fagrt skalt mæla,
ęn flátt hyggja
ok gjalda lausung við lygi.



45. lausung: se ved v. 42.



46.
Þat ’s ęnn of þann, *
es þú illa trúir *
ok þér es grunr at hans gęði, *
hlæja skalt við þęim *
ok of hug mæla; *
glík skulu gjǫld gjǫfum. *



46. Er et indskud; indholdet er ganske det samme som i foreg, vers; til trods for ęnn ‘endvidere’ kommer der intet nyt, hvad man dog kunde vænte.



47.
Ungr vask forðum,
fórk ęinn saman,
þá varðk villr vega;
auðigr þóttumk,
es ek annan fann,
maðr es manns gaman.



47. L. 2: »jeg færdedes (var på rejse) alene«, (med mig selv). Indholdet danner overgangen til et nyt afsnit.



48.
Mildir frœknir *
męnn bazt lifa, *
sjaldan sút ala; *
ósnjallr maðr *
uggir hotvetna, *
sýtir æ gløggr við gjǫfum. *



48. Dette vers falder ganske uden for smhængen og er uden tvivl et indskud. — sút ala: nære bekymring. — ósnjallr: modløs. — sýtir við: nærer angst overfor; han er bange for at modtage gaver, ti han ved, at han må göre gengæld.



49.
Váðir mínar *
gafk vęlli at *
tvęim trémǫnnum; *
rekkar þat þóttusk, *
es ript hǫfðu; *
nęiss es nǫkkviðr halr. *



49. Det er vanskeligt at finde en logisk smhæng for dette vers, der ellers er fortræffeligt. — trémǫnnum: menneskefigurer af træ. — rekkar: virkelige mennesker. — ript: vistnok ntr. klædningsstykke. — nęiss: skamfuld.



50.
Hrørnar þǫll,
sús stęndr þorpi á,
hlýrat hęnni bǫrkr né barr;
svá es maðr,
sás manngi ann;
hvat skal hann lęngi lifa?



50. Danner en udmærket fortsættelse af v. 47. — þǫll: fyrr. — þorpi: bet. vist her: åben plads på en gårds grund, hvor træet står alene uden læ af andre træer. — L. 3: »den bark eller de nåle, det har, er ikke i stand til at give det den nødvendige livsbetingelse«. — hvat: egl. hvorfor, her omtr. = hvorledes.



51.
Ęldi hęitari
brinnr með illum vinum
friðr fimm daga,
ęn þá sloknar,
es hinn sétti kømr,
ok versnar allr vinskapr.



51. Verset står ikke her i en særlig god smhæng. Det vilde passe meget bedre efter v. 45. Her er der i det hele ikke netop tale om dårlige venner, men om forhold mellem mennesker. — friðr: venskab og fredeligt samkvem. — fimm: tyder på et fast antal af 5 dage; man antager med gode grunde, at dette var en uge (för 7 dages ugen indførtes).



52.
Mikit ęitt
skala manni gefa;
opt kaupir sér í lítlu lof,
með hǫlfum hlęif
ok með hǫllu kęri
fekk ek mér félaga.



52. »Kun store ting (gaver) behøver ikke at gives«. Men nægtelsen -a (i skala) kan henføres til mikit, mikit + a — lítit, »kun lidt (små gaver) behøver man at give«; her er der tale om gaver til hvemsomhelst (ikke til gode venner). — hǫllu kęri: med hældende kar, d. v. s. halvfyldte kar. — félaga: genitiv.



53.
Brandr af brandi
brinnr unz brunninn es,
funi kvęykisk af funa;
maðr af manni
verðr at máli kuðr;
ęn til dœlskr af dul.



53. »Den ene brand (brændestykke) tændes ved den anden«. — máli: tale, samtale. — dœlskr: dum, enfoldig. — dul: indbildning, selvbedrag (at man vurderer sig selv for höjt). — Verset passer dårlig hvor det står i R (efter v. 57); derfor har man foreslået at flytte det til mellem 52 og 54, og det er der god grund til; derved vindes også en udmærket overgang til v. 54 ff.



54.
Lítilla sanda,
lítilla sæva,
lítil eru gęð guma;
allir męnn
urðut jafnspakir;
hǫlf es ǫld hvar.



54. Lítilla sanda, lítilla sæva: er åbenbart en forkortet talemåde; det er to parallelle genitive. Der er givet forskellige tolkninger. Den simpleste synes at være den som S. Grundtvig gav: små sandes (ɔ: strandbredsstrækninger), små søers, hvor der er små søer, er der smalle sande. Hertil svarer mennesket med sin sjæl — det er ringe og dets sjæl er ringe. — hǫlf — hvar: allevegne er menneskeheden kun halv, d. v. s. ufuldstændig, svarer til tanken i l. 1–3.



55.
Meðalsnotr
skyli manna hvęrr,
æva til snotr séi;
þęim es fyrða
fęgrst at lifa,
es vęl mart vitu.



55. vęl mart: dygtig meget, ret meget.



56.
Meðalsnotr
skyli manna hvęrr,
æva til snotr séi;
snotrs manns hjarta
verðr sjaldan glatt,
ef sá ’s alsnotr es á.


57.
Meðalsnotr
skyli manna hvęrr,
æva til snotr séi;
ørlǫg sin
viti ęngi fyrir;
þęim es sorgalausastr sefi.


58.
Ár skal rísa,
sás annars vill
fé eða fjǫr hafa;
liggjandi ulfr
lær of getrat,
né sofandi maðr sigr.



58. lær: lår, her pars pro toto, for hele det fangede dyr. Dette vers synes Saxo at have kendt, han anfører det i V. bog i formen: Pernox enim et pervigil esse debet alienum adpetens culmen; nemo stertendo victoriam cepit, nec luporum quisquam cubando cadaver (= lær) invenit. Saxo vender de to sidste sætninger om.



59.
Ár skal rísa,
sás á yrkjęndr fáa,
ok ganga síns verka á vit;
mart of dvęlr
þanns of morgin sefr,
halfr es auðr und hvǫtum.



59. yrkjęndr: arbejdere. — verka: her = verk: bet. ellers ‘digt’. Bet. verka måske ‘det en tildelte arbejde’? — ganga á vit: egl. ‘gå i besøg’ (hos en). — L. 6: »Den halve rigdom beror på raskheden«; und hvǫtum: egl. ‘indenfor ens magt- eller ævne-område’.



60.
Þurra skíða
ok þakinna næfra,
þess kann maðr mjǫt,
þess viðar,
es vinnask męgi
mál ok missęri.



60. þakinna næfra: tækkende næver, tagnæver; þakinn bruges her aktivt. — þess: sammenfatter bægge de nævnte ting (brænde, tagnæver). — mjǫt: (det rigtige) mål. — viðar: gentager skíða. — mál: fjærdingår. — missęri: ‘halvår’, her: hele vinteren.



61.
Þvęginn ok męttr
ríði maðr þingi at,
þótt sét væddr til vęl;
skúa ok bróka
skammisk ęngi maðr
né hęsts in hęldr.
(þótt hann hafit góðan).



61. væddr: klædt (af væða, til vǫ́ð se v. 49). — Den 7. linje er sikkert tildigtning.



62.
Snapir ok gnapir,
es til sævar kømr,
ǫrn á aldinn mar;
svá es maðr,
es með mǫrgum kømr
ok á formælęndr fáa.



62. snapir: spejder (efter bytte). — gnapir: strækker hoved og hals (udover). — aldinn: det gamle (hav). — Enhver der har haft lejlighed til at se en ensom örn i den situation, vil sande det slående i billedet.



63.
Fregna ok sęgja *
skal fróðra hvęrr, *
sás vill hęitinn horskr; *
ęinn vita*
né annarr skal, *
þjóð vęit ef þrír ro. *



63–647-9. De 3 sidste linjer (64) er komne ind på et urigtigt sted, men udgör sammen med 634-6 et ret godt vers. 631-3 er altså et brudstykke af et vers. Disse vers passer ikke til smhængen; v. 64 danner en fortræffelig fortsættelse af 62.



64.
Ríki sitt
skyli ráðsnotra
hvęrr í hófi hafa;
þá hann þat finnr,
es með frœknum kømr,
at ęngi es ęinna hvatastr.
Orða þęira, *
es maðr ǫðrum sęgir, *
opt hann gjǫld of getr. *



64. L. 4–6 genfindes i Fáfn. 17 og er vist lånt herfra (med en lille ændring: flęirum til frœknum).



65.
Mikilsti snimma *
komk í marga staði, *
ęn til síð í suma; *
ǫl vas drukkit, *
sumt vas ólagat; *
sjaldan hittir lęiðr í lið. *



65. Mikilsti = mikils til: altfor. — ǫl: ɔ: enten var øllet drukket op eller o. s. v. — ólagat: ikke brygget; laga ‘overgyde maltet med vand (lǫgr). — L. 6 er vist et ordsprog: »sjælden rammer den lidet kære ledemodet«; hitta í lið: ramme ledemodet ved sønderdelingen af en dyrekrop. Så gik dette udtryk over til at bet. ‘göre noget belejligt’, ‘komme belejligt’ o. s. v. At der her foreligger liðr viser et sted i Kongespejlet klart (ef þú hittir í þann lið), jfr. ordsproget: liðar verðr sá at leita er lítit sax hefir.



66.
Hér ok hvar *
myndi mér hęim of boðit, *
ef þyrptak at mǫ́lungi mat, *
eða tvau lær hęngi *
at hins tryggva vinar, *
þars ek hafða ęitt etit. *



66. mǫ́lungi f. mǫ́lumgi af mál ‘måltid’; nægtelsen hører også her til verbet (jfr. v. 22). — lær: lår, man kommer til at tænke på lår, der er hængt op til røgning. — Disse linjer er næppe at opfatte ironisk. — tryggva: ‘pålidelig, trofast’, synes ikke her at have noget ironisk ved sig. Disse to vers passer ikke godt her i afsnittet. Bedre vilde de passe efter v. 35.



67.
Ęldr es baztr
með ýta sonum
ok sólar sýn,
hęilyndi sitt,
ef hafa náir,
ok án lǫ́st at lifa.



67. sólar sýn: det at solen kan ses. Verset danner en god fortsættelse af v. 64. Det bedste er ikke at være afhængig af nogen, undt. naturen og sig selv; der lægges her stærk vægt på det moralske. — At en nordbo særlig priser ilden er let forståeligt.



68.
Esat maðr alls vesall,
þótt sé illa hęill,
sumr es af sonum sæll,
sumr af frændum,
sumr af fé œrnu,
sumr af verkum vęl.



68. Knyttes godt til foreg. vers. »Selv om ens helbred ikke er helt godt, er man dog ikke helt unyttig«, hvilket så oplyses ved det følg. Her er der en ualmindelig versindretning, idet l. 3–6 er nöje forbundne. — fé œrnu: rigeligt gods.



69.
Bętra es lifðum,
an liðnum sé,
ęy getr kvikr kú;
ęld sák brinna
auðgum manni fyrir,
ęn úti vas dauðr fyr durum.



69. lifðum: af lifaðr = lifandi: »bedre er det at være levende«. — an liðnum sé: end at være død (se Krit. bem.). — ęy—kú: et gammelt og ellers forekommende ordsprog; en ko ansås for et godt (tilstrækkeligt) grundlag for ens (en familjes) liv. — ęld: det bål, hvorpå den rige døde skal brændes på, »selv var (lå) han død uden for døren«. Hvad kan ens rigdom hjælpe en, når han er død? Tankegangen i verset er klar og logisk.



70.
Haltr ríðr hrossi,
hjǫrð rekr handar vanr,
daufr vegr ok dugir;
blindr es bętri,
an bręndr séi;
nýtr mangi nás.



70. Slutter sig i tankegang nær til v. 69. — ríðr: kan ride og sål. de følg. verber. — dugir: duer, er til nytte, viser sig nyttig. — bręndr: viser bl. a., at ligbrænding var alml. i digterens land og tid. (Jfr. v. 80.)



71.
Sonr es bętri,
þótt sé síð of alinn
ępt ginginn guma;
bautarstęinar
standat brautu nær,
nema ręisi niðr at nið.



71. ginginn: død (jfr. liðinn). ganga framm bruges i betydn. ‘dø’. — bautarstęinar: mindestene over en død og ved hans gravhöj. Dette fænomen er i Norden velkendt, også i Norge. Hvad bautar (el. bautaðar — som det også hedder) egl. bet. er usikkert, måske snarest ‘døds-sten’ el. ‘gravsten’ (til bauta ‘at slå’). Det ansås godt for ens minde, således at blive gravlagt ved veje (jfr. et ord som brautarkumbl på Sälna-stenen).



72.
Tvęir ro ęins hęrjar, *
tunga es hǫfuðs bani; *
es mér í heðin hvęrn *
handar væni. *



72. Bortset fra at dette halvvers er her uden for al smhæng, er det tilstrækkeligt bevis for dets uægthed, at det er digtet i málaháttr. — »To hører til en (og samme) hær«, nemlig tungen og hovedet; men tungen kan volde hovedets død, »man kan vænte en (fjendtlig) arm under enhver pels«. Der er god og logisk smhæng i verset. L. 3–4 findes hos Saxo som et ordsprog.



73.
Nótt verðr fęginn, *
sás nesti trúir, *
skammar ro skips ráar. *
– – – *
Hverf es haustgríma, *
fjǫlð of viðrir *
á fimm dǫgum, *
en męir á mánaði. *



73. Består af 7 linjer, der sikkert bör fordeles på to vers: 3 + 4, således at den første af disse er sidste linje af halvverset. Den logiske forbindelse mellem bægge vers er uklar, da de er så mangelfulde. — »Ved natten bliver den glad, som stoler på sit madforråd«; hvad er meningen? Så behøver han ikke at spise, lyder svaret. Den 3. l. lyder: ‘korte er skibets ræer’ (jfr. Málsh. kv. 12); dette ordsprog må bet. noget i smhængen, men her kommer uklarheden. Man skulde tro, at meningen var: »ens rejsekost er (i reglen) for ringe, ligesom skibets rær er korte«. Men logikken er ikke god. — L. 4: »Høstnatten er foranderlig«. — fimm dǫgum: i løbet af en uge (på 5 dage, se v. 51).



74.
Vęita hinn, *
es vætki vęit, *
margr verðr af aurum api; *
maðr es auðigr, *
annarr óauðigr, *
skylit þann vítka váar. *



74. Verset har intet med smhængen her at göre og må være et indskud. — »Han, som intet ved, ved ikke«, objektet for dette ‘ved’ må være indholdet af l. 3: »at mangen en bliver tosset på grund af rigdom«. — vítka: er dannet af víti ‘straf’, men ‘straffen’ må her være ‘daddel, ringeagtelse’. — váar: af vǫ́: ‘fejl, brøst’; »man skal ikke ringeagte en, fordi han er fattig«.



75.
Dęyr fé,
dęyja frændr,
dęyr sjalfr hit sama;
ęn orðstírr
dęyr aldrigi
hvęims sér góðan getr.



75. orðstírr: egl. ‘pryd, ry’ bestående af andres omtale, berömmelse. Hermed er egl. dómr i 76 ensbetydende: ‘dommen’, alml. udtalelser om den døde; dómr kunde også indeholde en ‘dom’ af modsat indhold. Fra disse vers har Eyvind skaldespiller lånt de to første linjer i Hákonarmál 21.

Digtets indhold er i korte træk følgende: En fremmed (ɔ: Odin) kommer til en gård (symbol på verden), bliver gæstfrit modtagen og giver til gengæld gode regler om menneskenes opførsel især imod hinanden, og tager sit udgangspunkt i gæsten. Om ham handles i v. 1–33 (÷ de uægte vers). Taleren udvider nu efterhånden sin synskres og går over til venskab og gensidigt tillidsforhold; herunder omtales menneskeforstand i det hele. Det er det 2. afsnit, v. 34–57. I det 3. afsnit (58–76) udvides atter synskresen; taleren går over til livet mere i almindelighed og samfundslivet i det hele, for til slutning at omtale døden og hvad der lever efter denne: eftermælet. Der kan være lidt hårde overgange, muligvis fordi vers er udfaldne. Ofte sker de på en meget fin måde. Digtet giver os et billede af det jævne folk og dets tænkemåde og er derfor af en betydning som intet andet oldtidsdigt. Der findes ikke et ord om krig eller søtog. Iøvrigt må henvises til litteraturhistorien.

Herefter følger usammenhængende vers, delvis med nogle forholdsregler fra det praktiske liv, og i forskellige versemål. De har intet med »Hávamǫ́l« at göre.



76.
Dęyr fé,
dęyja frændr,
dęyr sjalfr hit sama;
ek vęit ęinn
at aldri dęyr:
dómr of dauðan hvęrn.


______________


77.
Fullar grindr *
sák fyr Fitjungs sonum, *
nú bera þęir vánar vǫl; *
svá es auðr *
sęm augabragð, *
hann es valtastr vina. — *



77. grindr: fårefolde. — Fitjungs sonum: symbolsk navn, ‘Fedtmands ɔ: rigmandens sönner’. Tolkningen af Fitjungr er ikke helt sikker. — fyr: hos (til gunst for dem, som de ejede). — vánar vǫl: tiggerstav. Verset kan ikke have hørt til Hávamǫ́l; 1. pers. som her bruges ellers ikke dér.



78.
Ósnotr maðr, *
eí ęignask getr *
fé eða fljóðs munuð; *
metnaðr hǫ́num þróask, *
ęn manvit aldrigi; *
framm gęngr hann drjúgt í dul. — *



78. Verset kunde slutte sig til v. 24–27, men der tales ellers aldrig i digtet om elskovsforhold. — metnaðr: ærgærrighed. — drjúgt: i höj grad. — dul: se v. 53.



79.
Þat es þá ręynt, *
es þú at rúnum spyrr *
hinum ręginkunnum, *
þęims gęrðu ginnręgin *
ok fáði fimbulþulr; *
þá hęfr hann bazt, ef þęgir. — *



79. Verset er höjst uregelmæssigt bygget; det ser snarest ud som en uordenlig samling af linjer, der er hæntede forskellige steder fra. Med Hávamǫ́l har det intet at göre. — ręginkunnum: fra guderne stammende, jfr. rūnō raginakuðō på Fyrunga-st. — L. 6 passer dårligst muligt til det forangående; jfr. þú i l. 2, men hann i l. 6.

De 3 følgende vers er alle i fornyrðislag og har som sådanne intet med Hávamǫ́l at skaffe. Det er ikke sagt, at disse vers har hørt sammen fra begyndelsen af. De indeholder forsigtigheds- og andre regler.



80.
At kveldi skal dag lęyfa, *
konu es bręnd es, *
mæki es ręyndr es, *
męy es gefin es, *
ís es yfir kømr, *
ǫl es drukkit es. — *


81.
Í vindi skal við hǫggva, *
veðri á sæ róa, *
myrkri við man spjalla, *
mǫrg eru dags augu, *
á skip skal skriðar orka, *
ęn á skjǫld til hlífar, *
mæki til hǫggs, *
ęn męy til kossa. — *



81. veðri: (gunstig) vind. L. 4 begrunder indholdet af l. 3.



82.
Við eld skal ǫl drekka. *
ęn á ísi skríða, *
magran mar kaupa, *
ęn mæki saurgan, *
hęima hęst fęita, *
ęn hund á búi. *



82. Við ęld: ɔ: arneilden, om aftenen. — magran: fordi den så er billigere. — saurgan: rusten, af samme grund. — búi: avlsgård, hvor kvæg og får var, og hvor man derfor trængte til en hyrdehund.




II.


II. Kvindeelskov og Odins mislykkede elskovsæventyr.


83.
Męyjar orðum
skyli mangi trúa,
né þvís kveðr kona;
á hverfanda hvéli
vǫ́ru þęim hjǫrtu skǫpuð,
brigð í brjóst of lagið.



83. Begynder med en alml. regel. — kona: gift kone. — »Deres hjærter blev formede på et drejende hjul«, hjærtet drejer sig ligesom dette og får derved dets ustadige egenskab. — brigð: foranderlighed, svigfuldhed.



84.
Brestanda boga, *
brinnanda loga, *
gínanda ulfi, *
galandi krǫ́ku, *
rýtanda svíni, *
rótlausum viði, *
vaxanda vági, *
vellanda katli, *



84–89. Er alle indskud og i forskellige versemål: 84–86 i málaháttr synes at høre sammen, alle dativerne må styres af et ‘tro ikke’, der har stået i et tabt vers. 88–89 er også i málaháttr.

84. vági: bølge, hav (havet i begyndende storm).

Grunden til, at man ikke skal ‘tro’ disse ting, giver sig af sig selv, uagtet enkeltheder, som sjúkum kalfi, ikke er klare.



85.
fljúganda flęini, *
fallandi bǫ́ru, *
ísi ęinnættum, *
ormi hringlęgnum, *
brúðar bęðmǫ́lum *
eða brotnu sverði, *
bjarnar lęiki *
eða barni konungs, *


86.
sjúkum kalfi, *
sjalfráða þræli, *
vǫlu vilmæli, *
val nýfęldum. — *


87.
Akri ársǫ́num *
trúi ęngi maðr, *
né til snimma syni; *
veðr ræðr akri, *
ęn vit syni; *
hætt es þęira hvárt. — *


88.
Bróðurbana sínum *
þótt á brautu mœti, *
húsi halfbrunnu, *
hęsti alskjótum, *
þá es jór ónýtr, *
ef ęinn fótr brotnar; *
verðit maðr svá tryggr *
at þessu trúi ǫllu. — *


89.
Svá es friðr kvinna *
þęira’s flátt hyggja, *
sęm aki jó óbryddum *
á ísi hǫ́lum *
(tęitum, tvévetrum *
ok sé tamr illa), *
eða í byr óðum *
bęiti stjórnlausu, *
eða skyli haltr hęnda *
hręin í þáfjalli. — *



89. friðr: elskov (findes også ellers således). — óbryddum: ubroddet, d. v. s. ikke med hestesko med pigge under; uden dem glider hesten og vakler. — L. 5–6 er vist senere tilföjelser. — bęiti: krydser. — stjórnlausu: adj., ɔ: skipi, ‘et skib, der har mistet roret’. — hręin: rensdyr. — þáfjalli: fjæld, hvis sne er ved at tø, og derfor er glat og vanskelig at bevæge sig i.



90.
Bert ek nú mæli,
þvíat bæði vęitk,
brigðr es karla hugr konum,
þá fęgrst mælum,
es flást hyggjum;
þat tælir horska hugi.



90. Digteren (taleren) viser sin upartiskhed på en smuk måde i dette vers. — bæði: bægge dele, mænds og kvinders falskhed. — horska: endogså kloge.



91.
Fagrt skal mæla *
ok fé bjóða, *
sás vill fljóðs ǫ́st fáa, *
líki lęyfa *
hins ljósa mans, *
sá fær, es fríar. *



91. Dette vers er afgjort uægte her, da den sidste linje lærer det stik modsatte af, hvad digtet ellers indeholder. — líki: skikkelse. — fríar: elsker. — Indholdet er vist psykologisk rigtigt nok.



92.
Ástar firna
skyli ęngi maðr
annan aldrigi;
opt fáa á horskan,
es á hęimskan né fáa,
lostfagrir litir.



92. firna: dadle. — fáa á: gör indtryk på. — lostfagrir: skön så at den vækker attrå. — litir: lød, udseende, ansigtets rødme. — Verset skal forberede tilhøreren, så at han ikke dömmer taleren for strængt.



93.
Ęyvitar firna, *
es maðr annan skal, *
þess’ s of margan gęngr guma; *
hęimska ór horskum *
gęrir hǫlða sonu *
sá hinn mátki munr. *



93. Ęyvitar: gen. til ęyvit og bruges her som en nægtelse, næppe styret af firna. — of margan gęngr: vederfares mange. — Verset er rimeligvis et indskud. Dets første del er omtr. identisk med 921-3, og i den sidste del vilde taleren kalde sig ‘dum’, hvad der næppe kan forudsættes.



94.
Hugr ęinn þat vęit,
es býr hjarta nær,
ęinn es hann sér of sefa;
øng es sótt verri
hvęim snotrum manni
an sér øngu at una.



94. es: går på þat. — sér: naturligvis dativ af sik, hører sammen med ęinn, »ene er han med sig selv om sin tankes indhold (elskov)«. — L. 6: »end ingensinde at finde tilfredshed og ro«. Skönt verset er noget mistænkeligt, er der ikke særlige grunde til at udskyde det.



95.
Þat þá ręyndak,
es í ręyri satk,
ok vættak míns munar,
hold ok hjarta
vas mér hin horska mær,
þęygi hana at hęldr hęfk.



95. þat: kan gå på l. 6 i foreg, vers, men endnu bedre vilde det passe til 924-6. — ręyri: siv(bevokset) strækning, hvor det var let at skjule sig (jfr. Hkr. I, 260). — munar: konkret, genstanden for hans elskov.



96.
Billings męy
ek fann bęðjum á
sólhvíta sofa;
jarls ynði
þótti mér ękki vesa
nema við þat lík at lifa.



96. Billings: denne er ganske ukendt (måske en jætte). Ordet findes i norsk og svensk i betydn. ‘tvilling’. — jarls ynði: en jarls (fyrstes) fryd. — lík = líki, skikkelse. — Der er en lille unöjagtighed her i fremstillingen, medmindre man opfatter ękki som subj.: »intet syntes mig fyrste-fryd (fyrstelig glæde), undtagen o. s. v«; dette er vel det rigtige.



97.
»Auk nær aptni
skaltu Óðinn koma,
ef vilt þér mæla man,
alt eru óskǫp,
nema ęin vitim
slikan lǫst saman.« 



97. Verset forudsætter, at Odin er kommet til møen om morgenen, da hun var udebleven fra mødet, og beder ham komme igen om aftenen (jfr. tanken i 813-4). — Auk (sål. hds.) er her stærkt betonet. — mæla man: fæste møen (tilfulde). — lǫst: sål. kalder hun forbindelsen, vi ved ikke rigtig hvorfor.



98.
Aptr ek hvarf
ok unna þóttumk
vísum vilja frá;
hitt ek hugða,
at hafa myndak
gęð hennar alt ok gaman.



98. L. 1: »Jeg gik igen bort«; l. 3: »bort fra min kloge vilje«, ɔ: indtil afsind. — hafa: opnå, her futurisk. — gęd—gaman: forbindes ofte, gęð = elskov, sind, gaman: kødelig lyst, gunst.



99.
Svá komk næst,
at hin nýta vas
vígdrótt ǫll of vakin;
með brinnǫndum ljósum
ok bornum viði,
svá vas mér vílstígr of vitaðr.



99. næst: næste gang, nemlig om aftenen. — nýta: brave, ironisk. — vígdrótt: kampskare, rede til kamp og drab; det er mændene i møens faders hal, der menes; de var nu vågne og rede til at tage imod Odin med våben. — «Med tændte fakler og sammenbragte tømmerstokke«, disse sidste har været lagt tværs over adgangen, og skulde Odin komme over dem, var krigerne rede til at overfalde ham. — vílstígr: möjsommelig vej. Odin må åbenbart vende om uden resultat.



100.
Auk nær morni,
es vask ęnn of kominn,
þá vas saldrótt of sofin;
gręy ęitt þá fank
hinnar góðu konu
bundit bęðjum á.



100. Auk skal her også skrives (hds. ok). — saldrótt: husets folk. — sofin: (ganske vist) sovende, men o. s. v. — gręy: tævehund. — góðu: ironisk (så meget undte hun ham). — á: på (lejet), i (sængen) i stf. hende selv. Större kunde forhånelsen ikke være. — bęðjum: styret af konu.



101.
Mǫrg es góð mær,
ef gǫrva kannar,
hugbrigð við hali;
þá þat ręyndak,
es hit ráðspaka
tęygðak á flærðir fljóð.
hǫ́ðungar hvęrrar *
lęitaði mér hit horska man *
ok hafðak þess vætki vífs. *



101. góð: her ikke ironisk. — ráðspaka: passende valgt m. h. t. hendes list og udflugter. — tęygðak á flærðir: lokkede, ved min handling fik (hende) á flærðir: til at vise falskhed og svig. — L. 7–9 er en ganske unødvendig tilföjelse, og ret mat efter det foreg.; linjerne er en senere tildigtning, næppe rest af et vers.




III.


III. Digtet er et sidestykke til det foregående og begynder, som dette, med en alml. regel eller maksime.


102.
Hęima glaðr
ok við gęsti ręifr,
sviðr skal of sik vesa;
minnigr ok mǫ́lugr, *
ef vill margfróðr vesa; *
opt skal góðs geta; *
fimbulfambi hęitir,
sás fátt kann sęgja;
þat es ósnotrs aðal.



102. sviðr of sik: klog m. h. t. sig selv (til at se sin egen fordel). — L. 4–6 er afgjort et indskud; hvad enten góðs er masc. — hvad det vel snarest er — eller ntr., har det intet med indholdet iøvrigt at göre, hvad der ikke gælder l. 7–9. — fimbulfambi: ærketosse; fimbul- er forstærkende (ligesom i fimbul-vetr), men fambi findes ellers ikke. — aðal: natur, kendetegn.



103.
Hinn aldna jǫtun sóttak,
nú emk aptr of kominn;
fátt gatk þęgjandi þar;
mǫrgum orðum
mæltak í minn frama
í Suttungs sǫlum.



103. Hinn aldna jǫtun: ɔ: Suttung, Gunnlöds fader. — þęgjandi: tavs, ved tavshed (jfr. ręifr i v. 102). — í minn frama: til fremgang (held) for mig og mit forehavende. Her anteciperes resultatet. — Suttungs: navnet er utolket. sutta findes i no. ‘fare frem med voldsomhed’.



104.
Gunnlǫð mér of gaf
gollnum stóli á
drykk hins dýra mjaðar;
ill iðgjǫld
létk hana ęptir hafa
síns hins hęila hugar.
(síns hins svára sefa).



104. gollnum stóli á: hører nöje til mér: mig siddende på o. s. v. — Gunnlöd går om og skænker mjöden. — iðgjǫld: gengæld. Odin antyder ret klart, at Gunnlöd er blevet forelsket i ham, og at deres bryllup er blevet drukket. — hęila hugar: oprigtige sind (elskov). — L. 7 er uægte; svára sefa kan kun bet. ‘sorgfyldt sind’, men i denne smhæng er det meningsløst.



105.
Rata munn
létumk rúms of fáa
ok of grjót gnaga;
yfir ok undir
stóðumk jǫtna vegir,
svá hættak hǫfði til.



105. Rata: det bór, hvormed Odin borede sig vej gennem klippen til Suttung. — létumk: = ek lét mér. — jǫtna vegir: d. e. klipper, beboede af jætter. — Hvis rækkefølgen af versene her er rigtig, må det være på vejen fra Suttung, Odin borede sig vej. Dette strider imod Snorres fremstilling, der lader det finde sted på vejen til Suttung, hvad der i og for sig er naturligere. Men det er også muligt, at létumk står plusquamperfektisk: jeg havde ladet.



106.
Vęl kęypts hlutar
hęfk vęl notit;
fás es fróðum vant;
Óðrerir
es nú upp kominn
á alda vé jaðars.



106. hlutar: lod, del, ɔ: den del af mjöden, som Odin havde erhværvet (jfr. Krit. bem.). — fróðum: tager sigte på den kyndighed, som er ervhærvet ved skjaldemjöden. — Óðrerir: efter Snorres fremstilling den kedel, hvori 1/3 af mjöden opbevaredes. Oprindelig var vel kedlen den eneste beholder. Navnet er i virkeligheden kun en benævnelse på mjöden: ‘sjælens bevæger’. Efter ordenes bogstavelige forståelse skulde man tro, at Odin havde bragt mjöden op i kedlen (navnet overført på denne). Snorre giver, som bekendt, en helt anden fremstilling. — á—jaðars: til menneskenes fyrstes bolig (se Krit. bem.), ɔ: Valhal.



107.
Ifi es mér á,
at værak ęnn kominn
jǫtna gǫrðum ór,
ef Gunnlaðar né nytak,
hinnar góðu konu,
es lǫgðumk arm yfir.



107. L. 6 hentyder til bryllupsnatten. Man har tænkt sig, at samværet ikke havde været uden følger, og at Brage var Gunnlöds og Odins sön, men heraf findes ellers ingen antydning.



108.
Hins hindra dags
gingu hrímþursar
(Háva ráðs at fregna)
Háva hǫllu í,
at Bǫlverki spurðu,
ef væri með bǫndum kominn
eða hęfði hǫ́num Suttungr of sóit.



108. hindra dags: dagen efter (i svenske love bet. ordet ligefrem ‘dagen efter brylluppet’). — gingu: færdedes (dette på grund af hǫllu, der kun kan være dativ). Men hvorledes kunde rimturser tænkes at færdes i Valhal? — L. 3 er afgjort uægte. Jætterne kender kun »Bǫlverkr« og ikke »Hávi«; det rigtige står i l. 5. — með bǫndum: til, blandt, guderne. — sóit: dræbt. — Det er ikke umuligt, at hele verset beror på tildigtning.



109.
Baugęið Óðinn
hygg at unnit hafi,
hvat skal hans tryggðum trúa?
Suttung svikvinn
hann lét sumbli frá
ok grœtta Gunnlǫðu.



109. Baugęið: ring-ed. Ringen svarer til den hellige, på tempelaltrene liggende ring, hvorpå eder svores og som tempelforstanderen havde på sin arm på tinge. — L. 3 er en ret kynisk bemærkning. Det er som om det ikke var nødvendigt at holde en ed, aflagt til jætter. — L. 4–5: »ved svig (list) berøvede han Suttung drikken«.




IV.


IV. Her beg. det digt, der i senere tider er blevet kaldt »Loddfáfnismǫ́l«, men navnet er urigtigt, da det ikke er Loddfáfnir, der taler i digtet, men som bliver tiltalt og som modtager den talendes råd. Den talende er selvfølgelig Odin, der kaldtes fimbulþulr.


110.
Mál ’s at þylja
þular stóli á,
Urðarbrunni at
sák ok þagðak,
sák ok hugðak,
hlýddak á manna mál.
of rúnar hęyrðak dœma, *
né of rǫ́ðuin þǫgðu *
Háva hǫllu at, *
Háva hǫllu í *
hęyrðak sęgja svá. *



110. þylja þular stóli á: þylja ‘fremsige i rækkefølge’, her følger det ene råd det andet uden nogen afbrydelse; þular ‘taler, vismand’, en mand med erfaring og fortidskundskaber, altså en ældre mand; en sådan var (i forhistorisk tid) knyttet til en fyrstes hal, hvor han havde sin ‘stol’; siddende dér fremsagde han sine kundskaber og visdom; han var sin tids historiker og filosof. Det er absolut nødvendigt at interpungere efter l. 2. Tulen foregiver, at han har været tilstede ved Urds brönd ɔ: ved gudernes domsted ved Yggdrasills ask, og der lært hvad han nu vil meddele (den unge) Loddfáfnir. Dette bliver forståeligt, når tulen her er Odin selv. Loddfáfnir kan ikke tænkes dér. — hugðak: var opmærksom. — manna: her ‘gudernes’. — Verset er tilvisse begyndelsen til det følg., jfr. v. 133, hvor der sigtes til taleren selv.



111.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njǫta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
nótt þú rísat,
nema á njósn séir,
eða lęitir þér innan út staðar.



111. nemir: tilegner dig. — Det første råd går ud på ikke at gå ud om natten, undt. i to tilfælde; bagved ligger frygten for utysker, der færdedes ude om natten. — lęitir staðar út: søger dig ud et sted »på naturens vegne«.



112.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
á fjalli eða firði,
ef þik fara tíðir,
fásktu at virði vęl.



112. á fjalli eða firði: tyder langt mere på norske, end islandske, forhold. — virði: se v. 32; »skaf dig godt med mad« (have rigelig rejsekost med). — Verset passer ikke godt, hvor det står i hds. (efter v. 115); det passer godt her og er derfor flyttet.



113.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð eí getr:
fjǫlkunnigri konu
skalattu í faðmi sofa,
svá at hon lyki þik liðum.



113. lyki—liðum: omsluttede dig i sine arme; jfr. Ięggja arm yfir. — skal-at-tu: for skalt-, jfr. munattu.



114.
Hón svá gęrir, *
at þú gáir ęigi *
þings né þjóðans máls; *
mat þú villat *
né manskis gaman, *
fęrr þú sorgafullr at sofa. *



114. þings—máls: ting, hvor vedk. skal møde og bl. a. høre på kongens tale (eller taler, som andre holder på hans vegne). — Dette vers er en motiverende udfyldning til foregående, og er, ligesom alle de vers, der ikke beg. med Rǫ́ðum, tildigtning.



115.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
annars konu
tęyg þér aldrigi
ęyrarúnu at.



115. ęyrarúnu: jfr. Vsp. 39.



116.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
illan mann
lát aldrigi
óhǫpp at þér vita.
af illum manni *
fær þú aldrigi *
gjǫld hins góða hugar. *



116. at þér: hos dig, (uheld) som du har lidt. — L. 7–9 er senere tilföjelse; de er kun en variant af 1221-3.



117.
Ofarla bíta *
sák ęinum hal *
orð illrar konu, *
flárǫ́ð tunga *
varð hǫ́num at fjǫrlagi *
ok þęygi of sanna sǫk. *



117. Ofarla: oventil ɔ: i hovedet. — bíta: bide, såre; bíta ofarla bet. altså ‘volde ens død’. — Verset er ikke en forklaring til det foreg., men en tildigtning af en, der mente, at det kunde være passende at indføre en ‘ond kvinde’ som sidestykke til en ‘ond mand’. Verset er intet råd.



118.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
vęizt ef vin átt,
þanns vel trúir,
far þú at finna opt.
þvíat hrísi vęx *
ok hóu grasi *
vegr, es vætki trøðr, *



118. L. 9–11 er åbenbart en tildigtning, der beror på Grímn. 17.



119.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́d nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
vin þínum
ves þú aldrigi
fyrri at flaumslitum.
sorg etr hjarta, *
ef þú sęgja né náir *
ęinhvęrjum allan hug. *



119. flaumslitum: brud på det glædelige samkvem, venskab. — L. 8–10 er forklarende tillæg. — V. 119 og 120 er her byttede om for smhængens skyld.



120.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
góðan mann
tęyg þér at gamanrúnum
ok nem líknargaldr meðan lifir.



120. gamanrúnum: gammenssamtaler. — líknargaldr: hjælpens sang, her i overført betydn., omtr. = líkn, velvilje, hjælpsomhed, el. mild bedömmelse.



121.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
orðum skipta
þú skalt aldrigi
við ósvinna apa.



121. apa: tosse; ordet findes ellers aldrig brugt i den opr. betydn. (ɔ: abe), men kun i denne, som her findes.



122.
Af illum manni *
mundu aldrigi *
góðs laun of geta, *
en góðr maðr *
mun þik gęrva męga *
líknfastan at lofi. *



122. líknfastan at lofi: líkn i samme betydn. som i 120; ‘fast, stærk’ m. h. t. god omtale; hertil föjes at lofi, ‘med hensyn til ros’, en ret knudret tale.



123.
Sifjum es þá blandit *
hvęrr es sęgja ræðr *
ęinum allan hug; *
alt es bętra *
an sé brigðum at vesa: *
esa sá vinr es vilt ęitt sęgir. *



123. Sifjum: slægtskab, her åndeligt; »da kommer åndeligt slægtskab og venskab i stand«. — ęinum: en enkelt. — brigðum: her væntedes nom., men dativen er påvirket af bętra (manni) ; attraktion. — vilt: af vildr, ‘det ønskede’, hvad man helst vil høre; »han er ikke ven, som kun smigrer«. — Verset er i og for sig godt nok, men er dog vel tildigtning eller hæntet andetsteds fra.



124.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
þrimr orðum sęnna
skalattu þér við verra mann,
opt hinn bętri bilar.
þás hinn verri vegr. *



124. L. 5: »Ikke så meget som tre ord«. — L. 7: »oftere giver den bedre efter« d. v. s. lader som han giver efter, ti han vil ikke mundhugges). L. 8 er sikkert senere tilföjet ligesom for at tydeliggöre. — vegr: kæmper; her behøver man ikke at forudsætte drab.



125.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
skósmiðr þú verir
né skęptismiðr,
nema sjǫlfum þér séir.
Skór ’s skapaðr illa *
eða skapt sé rangt, *
þá ’s þér bǫls beðit. *



125. verir: er en sjælden form f. sér. L. 8–10 er forklarende og overflødige. — skapaðr: formet. — L. 10: »da vil man nedbede alt ondt over dig«.



126.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
hvars þú bǫl kant,
kveð þér bǫlvi at
ok gefat þínum fjǫ́ndum frið.



126. L. 5–7: »Hvor du ved af (andres) ulykke, gör den så til din egen«, betragt den som din egen, og vær rede til at hjælpe, er tanken. At opfatte bǫl i betydn. ‘ondskab’ er sikkert urigtigt. — L. 7 indeholder regel om det modsatte; »sine fjender bör man ikke skåne«.



127.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
illu fęginn
ves þú aldrigi,
ęn lát þér at góðu getit.



127. Dette råd slutter sig godt til det foregående. L. 7: »lad det gode behage dig«.



128.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
upp líta
skalattu í orrostu
gjalti glíkir *
verða gumna synir *
síðr þitt of hęilli halir.



128. L. 5, 6 + 9: »se ikke op i kampen, for at man ikke skal forhekse dig (þitt = þik)«. Grunden til dette råd er ikke helt klar. Man kommer til at tænke på troldkyndige væsner i luften, hvis syn forhekser, jfr. hvad der fortælles om Kára i Hrómund Greipssons saga. Man kunde også tænke på pile- og spydflugten i luften, der kunde göre en forskrækket. — L. 7–8 er sikkert et indskud. — gjalti: har intet med gǫltr at göre; ordet er et af de meget få irske ord, der er indkommet tidlig; det irske ord (geilt, gealta) bet. ‘gal’, her substantivisk, ‘en gal mand’.



129.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir, *
ęn þú rǫ́ð nemir, *
njóta munt ef nemr, *
þér munu góð ef getr: *
Ef vilt þér góða konu *
kvęðja at gamanrúnum *
ok fá fǫgnuð af, *
fǫgru skaldu heita *
ok láta fast vesa; *
lęiðisk mangi gótt ef getr. *



129. Et ejendommeligt vers, idet l. 5–10 udgör ét vers på 6 linjer, hvoraf ingen kan udskilles. Men det har den sædvanlige indledning; man skulde fristes til at tro, at verset var en tildigtning som sidestykke til v. 120, som det sproglig minder om. Iøvrigt er verset fortræffeligt i og for sig. Det er klart, at det passer meget dårligt i smhængen, hvorimod 130 danner en udmærket fortsættelse af 128, der anbefaler forsigtighed.



130.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
varan biðk þik vesa
ok ęigi ofvaran,
ves þú við ǫl varastr.
ok við annars konu *
ok við þat hit þriðja, *
at þjófar né lęiki. *



130. Tilråder forsigtighed i livet; karakteristisk er l. 6. L. 8–10 er tilföjelse. L. 8 er det samme råd som i 115. — lęiki: her må þik være underforstået, ‘fører dig bag lyset, besnærer og bestjæler dig’.



131.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
at háði né hlátri
haf þú aldrigi
gęst né ganganda.


132.
Opt vitu ógǫrla, *
þęirs sitja inni fyrir, *
hvęrs þęir ro kyns es koma; *
esat maðr svá góðr *
at galli né fylgi, *
né svá illr at ęinugi dugi. *



132. Verset slutter sig i tankegang til det foreg. og er en tolkning deraf, men som i og for sig er overflødig. — at—dugi: at han ikke er dygtig til noget (et el. andet).



133.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
at hǫ́rum þul
hlæ þú aldrigi,
opt es gótt þats gamlir kveða,
opt ór skǫrpum bęlg *
skilin orð koma *
þęims hangir með hǫ́m *
ok skollir með skrǫ́m, *
ok váfir með vilmǫgum. *



133. L. 5–6: »Le aldrig ad en gråhåret taler« — som f. eks. ad »mig«; heri ligger, at Loddfáfnir skal mærke sig talerens råd. — L. 8–12 er alt yngre tilföjelser, der skal være af tolkende art, men er fuldkommen overflødige og tavtologiske. — skǫrpum bęlg: skarp ɔ: hård og smkrympet (rynket) bælg (person). Jfr Hamð 28. — skilin: klare, forstandige. — með hǫ́m: bl. (andre) skind (bælge). — skollir = hangir, skrǫ́m = hǫ́m. — váfir: flakker omkring. — vílmǫgum: elendige personer (egl. trælle).



134.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir, *
ęn þú rǫ́ð nemir, *
njóta munt ef nemr, *
þér munu góð ef getr: *
gęst né gęyja *
né á grind hrękir; *
get þú vǫ́luðum vel. *



134. gęya = gęy (imper.) + a (nægt.). — Man kunde tro, at dette vers havde stået foran 132, det slutter sig godt til v. 131, eller, snarere, at det er en tildigtning, da tanken deri egl. er den samme som i dette.



135.
Ramt es þat tré, *
es ríða skal *
ǫllum at upploki; *
baug þú gef *
eða þat biðja mun *
þér læs hvęrs á liðu. *



135. tré: det er klart af smhængen, at der er tale om et ‘træ’, der stænger for indgangen, og ríða viser, at det skal løftes i vejret »til oplukning«, altså et slags slå, bom. — baug: ring, synes her at være brugt om ‘gave’ i almlh. Ordet synes ret mærkeligt, men det står der nu. — þat: smfatter ǫllum, ‘de fattige der kommer’ og som intet får. »De vil nedbede alle ulykker (skader) på dine lemmer«. — Verset er i og for sig fortræffeligt, men næppe oprindeligt her.



136.
Rǫ́ðum þér Loddfáfnir,
ęn þú rǫ́ð nemir,
njóta munt ef nemr,
þér munu góð ef getr:
hvars ǫl drekkir
kjós þér jarðar męgin,
þvíat jǫrð tękr við ǫldri, *
ęn ęldr við sóttum, *
ęik við abbindi, *
ax við fjǫlkyngi, *
hǫll við hýrógi; *
hęiptum skal mána kvęðja, *
bęiti við bitsóttum, *
ęn við bǫlvi rúnar; *
fold skal við flóði taka.



136. Dette vers paa 15(!) linjer viser sig hurtig at være en smblanding af flere. L. 7–14 er et tilsyneladende helt vers i málaháttr, og viser sig sål. at være interpolation. L. 1–4 (den sædvanlige indledning) + 5–6 +15 udgör det oprl. vers. Meningen er klar: »Hvor du drikker øl, vælg dig ‘jordens styrke’, jorden skal tage imod floden«. Her trænger ordet jarðar męgin til tolkning. Rimeligst er, at det bet. ‘den jorden iboende kraft til at göre ende på rusen’, man skal brække sig ude og lade jorden modtage den onde rus. »Efter folkemedicinsk tankegang vil en brækning overføre sygdomsstoffet til jorden og derved hæve sygdommen, idet denne tager imod det flydende, fold skal við flóði taka« (Reichborn- Kjennerud). L. 7: »Jorden tager imod øllet« (ɔ: ved brækningen), det er dette, der er fælles med hovedverset, og som har ført til indskuddet. Vi er her inde på folkemedicinens og overtroens område. — abbindi: stoltvang; sygdommen skal overføres på egen. — fjǫlkyngi: trolddom, men der menes vist en bestemt art af sådan. Reichb.-Kjennerud mener, at der er tale om »småkryb«, der er »overnaturlige væsner«; dette er dog vist tvivlsomt. — L. 11: »hallen tager imod tjæner-strid«, falder udenfor de andre linjers indhold; betydn. skal være: »strid mellem tjænestefolkene finder kun sted indenfor fire vægge«, den er ikke langvarig. Man væntede dog noget andet her, men andre sandsynligere tolkninger er ikke fundne. — L. 12: »Under forbitrelse (forbitret strid) skal man påkalde månen«. Vi ved intet nærmere om, hvad der her ligger til grund. Man kan minde om »månebarnet« Hjúki, til verbet hjúka ‘pleje (en syg)’. — bęiti: bet. måske ‘alun’, der ansås for at være et godt middel mod ‘bid-sygdomme’ (W. Cederschiöld). — L. 14: »men runer skal helbrede ulykke«.

Om dette digt kan iøvrigt henvises til Hávamál (1924) s. 138–40. Grundtonen deri er manen til forsigtighed i forskellige livsforhold.




V.


V. Disse vers om runerne (137–44) danner ikke et smhængende hele, men er en samling af vers om runer, uensartede i form og indhold. Samleren har ikke kunnet finde nogen bedre udvej end at sammenstille dem således; han er gået ud fra, at Odin var den talende i dem alle. V. 137, 138 og 140 hører dog åbenbart sammen.


137.
Vęitk at ek hekk
vindgamęiði á
nætr allar níu,
gęiri undaðr
ok gefinn Óðni,
sjalfr sjǫlfum mér,
á þęim męiði, *
es mangi vęit, *
hvęrs af rótum rinnr. *



137. Odin skildrer her, hvorledes han ofrer sig selv til sig selv for at erhværve sig runerne og den med dem forbundne kraft. Han gör det ved at hænge sig i Ygdrasilsasken, der netop heraf fik sit navn (»Odins hest ɔ: galge«). I det bekendte vers af Venantius Fortunatus tales der om »barbariske« runer, der skal ristes på asketræstavler. Dette hænger vel sammen hermed. — vindgamęiði: vindomsust træ (af vindugr, der ellers ikke findes). — allar: hele (nætter), lat. totus. — gęiri: det var Odins våben. — L. 7–9 er vist senere tillæg. Denne selvofring er det mest mystiske i den gamle mytologi. — hvęrs: men væntede hvęrjum.



138.
Við hlęifi mik sældu
né við hornigi;
nýstak niðr,
namk upp rúnar,
œpandi nam,
fellk aptr þaðan.



138. Við: = með ‘med’. — Hds.s seldu er det forsigtigst at opfatte som sældu, ‘gjorde lykkelig’, her: vederkvægede; Odin lider sult og törst. — né: hører også til sældu. — hornigi: ikke ved horn (drik). — »Jeg spejdede nedad«, for at opdage runerne? — œpandi: skrigende (af smærte). — fellk—þaðan: jeg faldt igen derfra, ɔ: ned fra træet, efter at han havde fået, hvad han ønskede. — Verset er snarest i fornyrdislag, hvis det ikke er forvansket.



139.
Fimbulljóð níu *
namk af hinum frægja syni *
Bǫlþorns, Bęstlu fǫður, *
ok ek drykk of gat *
hins dýra mjaðar *
ausinn Óðreri. *



139. Verset kan ikke høre sammen med de foregående, ti ljóð, der omtales her, er ikke runer. — fimbulljóð: kraftsange, ɔ: trolddomssange; hermed kan ikke være sigtet til VI. digt, da sangene her er dobbelte i antal. — Bǫlþorns (hds. -þórs): er Odins morfader; hvem Böltorns ‘navnkundige sön’ er, vides ikke. Man har gættet på Mímir. Ljóð er digtning, dermed hænger indholdet af den sidste halvdel sammen. — ausinn Óðreri: øst op af O., må ordene snarest bet.; egl. skulde ordene bet. ‘med O.’, men man kan ikke godt tænke sig, at kedlen er benyttet som øsekar (drikken selv da i karrene Son og Bodn; jfr. v. 106).



140.
Þá namk frævask
ok fróðr vesa
ok vaxa ok vęl hafask;
orð mér af orði
orðs lęitaði
verk mér af verki verks (lęitaði). —



140. frævask: modnes. — vęl hafask: befinde sig godt. — lęitaði (i 1. 6) er vist senere tilföjelse.



141.
Rúnar munt þú finna
ok ráðna stafi,
mjǫk stóra stafi,
mjǫk stinna stafi,
es fáði fimbulþulr
ok gęrðu ginnręgin
ok ręist hroptr rǫgna. —



141. Et höjst uregelmæssigt vers. De 3 sidste linjer er alle langlinjer. — ráðna: tydede; klare(?); ‘som skal tydes’ kan ordet ikke bet. — stóra: store (og betydningsfulde?). — stinna: tager sigte på det (træ) materiale, runerne står på. — fáði: malede. — hroptr rǫgna: Odin; = fimbulþulr; hvad hroptr egl. bet. er uvist.



142.
Óðinn með ǫ́sum,
ęn fyr ǫlfum Dáinn,
Dvalinn dvergum fyrir,
Ásviðr jǫtnum fyrir,
ek ręist sjalfr sumar. —



142. Den talende i dette vers kan ikke være Odin, han kan ikke være identisk med ek i l. 5. — Óðinn: ɔ: ręist (og sål. i det følg.). Runer findes altså hos alle væsner. De nævnte personer er ellers ukendte.



143.
Vęiztu, hvé rísta skal?
vęiztu, hvé ráða skal?
vęiztu, hvé fáa skal?
vęiztu, hvé fręista skal?
vęiztu, hvé biðja skal?
vęiztu, hvé blóta skal?
vęiztu, hvé sęnda skal?
vęiztu, hvé sóa skal? —



143. Verset er 8-linjet og i málaháttr (snarest). I hver linje må rúnar, rúnum (4, 5, 6, 8) underforstås. — fręista: prøve (her er rúna, gen., næppe at underforstå). — blóta: ofre (ved hjælp af runer). — sęnda: sende (runer, langt bort, for ved dem at udvirke noget). — sóa: tilintetgöre, ɔ: (snarest) ‘skrabe dem af igen’, iövrigt bet. sóa ‘at ofre’.



144.
Bętra ’s óbeðit
an sé ofblótit,
ęy sér til gildis gjǫf;
bętra ’s ósęnt
an sé ofsóit.
— — — —



144. L. 1–2: en ejendommelig (praktisk) regel. — sér til: vænter. — gildis: gengæld. — ósęnt: mærkeligt ved siden af ofsóit; her skulde man tro ordet betød ‘ikke ofret’, men sål. bruges sęnda ikke ellers. — Den 6. linje mangler.



145.
Svá þundr of ręist
fyr þjóða rǫk
þars upp of ręis,
es aptr of kom.



145. Er et halvvers i fornyrdislag. — þundr: Odin. — L. 3–4 er helt mystiske.




VI.


VI. Hermed begynder det sidste digt i samlingen, som man ret træffende har kaldt Ljóðatal. Odin opregner deri sine ljóð, ‘tryllesange’. Desværre meddeles ikke disse ‘sange’ selv, men kun hvad der bevirkes ved dem. Snorre har kendt digtet, ti i sin Yngl.s. parafraserer han nogle af dem (148, 152, 154, 157; hann kunni þau ljóð o. s. v., siger Snorre).


146.
Ljóð þau kank,
es kannat þjóðans kona
ok manskis mǫgr.
Hjǫlp hęitir ęitt,
þat þér hjalpa mun
við sorgum ok sǫkum.
ok sútum gǫrvǫllum. *



146. þjóðans kona: fyrsters hustruer ansås altså at være særlig ‘sang’kyndige. — ęitt: det første; sål. bruges ęinn i reglen i opregninger. — L. 7 er sikkert senere tilföjet; den er formelt umulig.



147.
Þat kank annat,
es þurfu ýta synir,
þęirs vilja læknar lifa.
— — — —



147. læknar: som læger. Her mgl. det andet halvvers, der har indeholdt en nærmere forklaring.



148.
Þat kank þriðja,
ef mér verðr þǫrf mikil
hapts við mina hęiptmǫgu,
ęggjar dęyfik
minna andskota,
bítat þeim vǫ́pn né vęlir.



148. við: overfor. — hęiptmǫgu: fjender; mǫgr bruges her (og oftere) som et slags afledningsendelse. — andskota: en som skyder imod (en), fjende. — vęlir: af vǫlr, stav, stok, her altså til at prygle med; dertil svarer bítat ikke godt, men derfra må underforstås et verbum, der kunde passe. Eller tager vęlir sigte på spydskafterne? (Snorre har vendir = vęlir, men ændrer teksten noget).



149.
Þat kank fjórða,
ef mér fyrðar bera
bǫnd at boglimum,
svá ek gęl,
at ganga mák,
sprettr mér af fótum fjǫturr.
ęn af hǫndum hapt. *



149. boglimum: dette er det eneste rigtige (jfr. bjúglimir) ‘buede, böjelige, lemmer’, ɔ: arme og ben. — L. 7 er vistnok tilföjet af en, der mente, at armene også burde være nævnte. Men der lægges åbenbart her særlig vægt på at kunne bevæge sig frit.



150.
Þat kank fimta,
ef sék af fári skotinn
flęin í folki vaða,
flýgra svá stint,
at stǫðvigak,
ef hann sjónum of sék.



150. af fári: af, i, vrede, ɔ: fjendtlig. — vaða: fare afsted. — í folki: i kampen. — stint: kraftfuldt og lige. — stǫðvigak: = stǫðva-ek-a-k, ‘jeg ikke stanser den’.



151.
Þat kank sétta,
ef mik særir þegn
á vrótum hrás viðar.
þann hal,
es mik hęipta kvęðr,
þann eta męin hęldr an mik.



151. særir: sårer; hertil må henføres á vrótum hrás viðar, á kan ikke bet. ‘siddende på’, deri er der ingen mening; det må bet. ‘på, ved’ (hjælp af), og de rødder, der er tale om, må være forheksede (måske med runer på, ligesom den trærod, der voldte Grettir d. stærkes død). Men der er her en fejl ved forlydsrimene; der må skrives hrár (med h), da h i forlyd endnu ikke var bortfaldet, da digtet blev til. For at få forlydsrim må der da skrives vrótum, skönt rót ellers ikke findes med v; etymologisk er det sikret, hrár viðr = ungt, saftfuldt træ. — Man har tænkt på at læse særir, ‘besværger’, men dertil passer ikke á o. s. v. godt. — hęipta kvęðr: fremkalder mig til vrede, fjendskab. — męin: vel ‘bekymringer, sjælelig kummer’. — I norske love findes forbud mod at anvende rót til forgörelse.



152.
Þat kank sjaunda,
ef sék hóvan loga
sal of sessmǫgum,
brinnrat svá bręitt,
at hǫ́num bjargigak;
þann kank galdr at gala.



152. ef sék: hvis jeg (blot) ser, får öje på. — sessmǫgum: ‘siddende mænd (jfr. 148).



153.
Þat kank átta,
es ǫ́llum es
nytsamligt at nema,
hvars hatr vęx
með hildings sonum,
þat mák bœta brátt.



153. hildings sonum: fyrstesönner; hildingr (af hildr: kamp) egl. ‘kriger’. — vęx: trives.



154.
Þat kank níunda,
ef mik nauðr of stęndr
at bjarga fari á floti,
vind ek kyrri
vági á
ok svæfik allan sæ.



154. stęndr: rammer. — á floti: hvor det flyder; der er tale om skib, der omtumles uden ror. — sæ: her vistnok ‘bølge’.



155.
Þat kank tíunda,
ef sék túnriður
lęika lopti á,
ek svá vink,
at þær villar fara
sinna hęim-hama
sinna hęim-huga. *



155. Om forståelsen af dette vers er der skrevet meget. I virkeligheden volder det ikke store vanskeligheder. — túnriður: væsner der rider, d. e. svæver, over gårdene; det er onde kvindelige væsner, der farer om i luften (ridende på gandar, jfr. gandreið jfr. kveldriður, myrkriður), og som kunde tilföje skade (jfr. Loddf.m. 2). — villar fara hęim-hama: tager fejl af de i hjemmet efterladte hamme (der er altså tale om hamhleypur). Det var straf nok for disse væsner, at de ikke kunde komme igen til deres egne hamme, og få deres egenlige skikkelser, men måtte forblive i de påtagne. Jfr. Hárb. 20, og jfr. Egils s. 208. Der er ingen grund til at tænke på væsner, der »red på husene« (tagmönningen). Jfr. iøvrigt Krit. bem. og min behandling i Hávamál (1924) s. 158 ff., hvor der findes litteraturhenvisninger.



156.
Þat kank ęllipta,
ef skalk til orrostu
lęiða langvini,
und randir gęlk,
ęn þęir með ríki fara,
hęilir hildar til, *
hęilir hildi frá, *
koma þęir hęilir hvaðan.



156. langvini: venner fra gammel tid af. — und randir gęlk: jeg galer (synger tryllesange) ind i skjoldenes hulning. Det sigter til den barditus, som Tacitus omtaler hos Germanerne i Germania kap. 3. — með ríki fara: farer frem med magt, d. v. s. bliver de sejrende. — L. 6–7 er indskud og siger ikke andet end hvad der knapt og godt siges i l. 8, der er versets oprl. 6. linje.



157.
Þat kank tolpta,
ef sék á tré uppi
váfa virgilná,
svá ek ríst
ok í rúnum fák,
at sá gęngr gumi.
ok mælir við mik. *



157. váfa: bevæge sig svingende. — virgilná: ‘strikke-dødning’, hængt mand. — gęngr: går, ɔ: bliver levende igen; gęngr vist = gęngr aptr jfr. gen-ganger. — L. 7 er et mat og uægte tillæg. — Her er det mærkeligt, at der ikke er tale om en tryllesang, men om anvendelse af runer. Verset må dog være ægte.



158.
Þat kank þrettánda
ef skalk þegn ungan
verpa vatni á,
munat hann falla,
þótt í folk komi,
hnígra sá halr fyr hjǫrum.



158. þegn ungan: ɔ: en nyfødt dreng. — verpa vatni á: overøse med vand, ɔ: ved navngivningen; dette var en gammel, hedensk skik. — folk: kamp.



159.
Þat kank fjogurtánda,
ef skalk fyrða liði
tęlja tíva fyrir,
ása ok alfa
ek kann allra skil,
fár kann ó-snotr svá.



159. Her er ikke tale om nogen tryllesang, men om kundskabsfylde. — fyrða liði: menneskene.



160.
Þat kank fimtánda,
es gól Þjóðrørir
dvergr fyr Dęllings durum,
afl gól ǫ́sum,
ęn ǫlfum frama,
hyggju Hroptatý.



160. þfóðrørir: person, der ellers er ganske ukendt; her kaldes han dværg. Endelsen er identisk med den i Óðrørir og må have samme betydn., ‘den der rejser, bevæger, vækker’, ‘folkevækkeren’. — fyr D. durum: Dęlling er ‘den lyse’, ifg. Snorre Dags (dagens) fader. I virkeligheden er Dęllingr = Dagr. ‘Foran Dellings dör’ er blevet rigtig forklaret som ‘lige för dagens frembrud’; så bliver dværgen symbol på den tilstundende dags fornyelseskraft efter nattens vederkvægelse; det er ‘foryngelsens tryllesang’. — hyggju: tænkekraft.



161.
Þat kank sextánda,
ef vilk hins svinna mans
hafa gęð alt ok gaman,
hugi hvęrfik
hvitarmri konu
ok snýk hennar ǫllum sefa.



161. gęð, gaman: se v. 98. — hvęrfik, snýk: vender, drejer, nemlig til elskov til mig.



162.
Þat kank sjautjánda
— — — —
at mik sęint mun firrask
hit manunga man.



1621-3 er kun en del af et vers og rimeligvis l. 1+5–6, så at hele »indmaden« mangler. — sęint: sent, ɔ: aldrig. — manunga = jóðunga, ɔ: i sin frodigste ungdom.



163.
Ljóða þessa *
mun þú Loddfáfnir *
lęngi vanr vesa, *
þó sé þér góð, ef þú getr, *
nýt, ef þú nemr, *
þǫrf, ef þú þiggr. *



163. Disse linjer udgör et vers for sig, men er en ren tildigtning af én, der ikke forstod smhængen og trode, at alt var Loddfáfnismál efter v. 136. Til dette digt kan verset ikke have hørt. Indholdet er ret forvirret, ja meningsløst. »Du vil altid (lęngi) være uden disse sange« (ti det er jo Odin alene, der kan dem!) — og dog ønskes, at de skal være gode og nyttige, »hvis du lærer dem« (hvad der jo er umuligt!). Og så er l. 4–6 lutter langlinjer.



164.
Þat kank átjánda,
es æva kęnnik
męy né manns konu,
alt ’s bętra *
es ęinn of kann, *
þat fylgir ljóða lokum, *
nema þęiri ęinni,
es mik armi vęrr,
eða mín systir sé.



164. þat: hvad denne sang er for en vil altid blive en uigennemtrængelig dunkelhed. — nema—ęinni: undtagen ‘min hustru’ ɔ: Frigg, men hun vidste alt, hvad Odin vidste; jfr. hvad Odin siger om Gefjun, Lokas. v. 21, men Gefjun er identisk med Frigg. — eða—sé: det kunde Odin sige, som ingen søster havde. Det ligger nærmest for at antage, at l. 1–3 og 7–9 er det oprl. vers, og at 4–6 er senere tildigtning. — þat fylgir: deri består (slutningen af (ljóð) ɔ: det er det sidste ord).

Tallene viser her den oprl. rækkefølge. De viser tillige, at nogen fuldtud systematisk, logisk indre sammenhængende opregning er der ikke tale om. Hertil kommer, at et par vers slet ikke indeholder ljóð eller tryllesang.




VII.


165.
Nú eru Háva mál
kveðin Háva hǫllu í
allþǫrf ýta sonum,
óþǫrf jǫtna sonum;
hęill sás kvað,
hęill sás kann,
njóti sás nam,
hęilir þęirs hlýddu.



165. VII. Dette vers er en afsluttende tildigtning til I—VI af den oprindelige samler selv. Det er uregelmæssigt i formen, en blanding af málaháttr og ljóðaháttr (langlinjer). — Háva mál: er forsåvidt rigtigt, som alt (undt. noget af V) er Odins tale. Iøvrigt trænger verset ikke til nærmere forklaring.