Höje på pæle og dands der inde
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
47. Höje på pæle og dands der inde
726. På Tostrup mark er der en kjæmpehøj, som hver julenat bliver løftet op på fire gloende pæle, og man kan se heksene dandse der under.
Chrl. K.
727. En kone gik en aften neden om en höj på östsiden af Vænø, som kaldes Hyldebjærg, og da stod den på fire stötter, og det glødede som af ild der under.
C. M. Carstensen.
728. Den gamle degn her, Nörgård, fortalte, at han havde set Hjortshöj på Årupgårds ejendom på fire gloende pæle.
Lars Jensen Lunde, Serup.
729. Der er mange gamle folk, der har set Rishöj i Uggerby stå på fire gloende pæle.
Sören Bartholin.
730. Man har set Skrååvhöj lige nord for Lerbjærg stå på 24 gloende pæle.
Niels Povlsen, Lerbjærg.
731. Grönhöj her norden for vor gård har også stået på gloende pæle.
Vole mark.
732. Hver st. Hans-nat står Ulshöj på fire gloende pæle o. s. v. Det var på denne höj, Esbern Snare lå og hørte troldens navn.
H. A. B.
733. Der er troldfolk i Kejsehöj på venstre hånd fra vejen mellem Præstø og Kalvehave færgegård lige over for Viemose skole. Den stod på fire gloende pæle om natten, men er nu udgravet, og siden har ingen set noget.
Bang.
734. Lars Jensen gik en aften fra Bonderup til Nörager, og da han kom til Stensbjærg, da hørte han i Nörager-höj en lyd som af et menneske, men han tænkte, at det var noget, der ikke kom ham ved.
Han har set Ellebjærg stå på tre ildstötter og har undertiden hørt musik der.
Nik. Christensen.
735. Til den höj, i hvilken jættestuen i Svanninge findes, knytter der sig mange sagn. Ved höjtiden stod den på fire støtter og småpuslinger tumlede sig der inde i underlig dands. Ofte hørte man ved dagen, når man lagde sig til hvile på højen, hvorledes penge taltes, og kistelåg smækkedes op og i nede i højen.
I nærheden af denne höj, i Svanninge bjærge, har man også tit og på forskjellige steder hørt pengeklirren og lyde af kistelåg under jorden.
736. Der var trolde i Møgelhöj mellem Kvotrup og Gjeding, der nu er slöjfet. De kunde stå i deres sovekammer i en af de sønderste gårde i Kvotrup og se den stå på fire gloende pæle, og dem, der lå på den, kunde høre kister slå i låse.
Kristiane Pedersdatter, Kvotrup.
737. En mand kjørte om aftenen fra Sundby med sin kone, og da de kom forbi den lille Balbunes höj, sagde han til konen, at nu havde han hørt så og så meget om den höj, men aldrig selv set noget, så det måtte vist nok være noget snak. Men ligesom han havde sagt det, rejste højen sig op på fire stager, og det brændte under den.
Nik. Chr.
738. Niels Mortensen har set højen Barnet stå på fire pæle, og at de kastede ild op.
Jörgen Hansen.
739. Følger vi Fåborg-landevejen fra Kværndrup by efter Egeskov, så finder vi lidt uden for byen, der, hvor vejen svinger lidt til höjre, en banke inde i Vestermarken til höjre for landevejen, som kaldes Rubbjærg (Rugbjærg). Denne banke har för stået på fire pæle, og man har set bjærgfolkene dandse der inde under.
P. Jensen, Kværndrup.
740. Stejlebjærg kaldes en höj grusbanke öst for Kværndrup by. Her boede i gamle dage kongen over alle de fynske nisser. En gang om året var der stor stads: Stejlebjærg stod på fire guldpæle, og underneden banken var en blændende belysning. Enkelte kunde se små væsener bevæge sig der inde og høre strængeleg. En nærliggende banke kaldes Fluebjærg, den var nissekongens ladegård, imens Stejlebjærg var hans borggård. Imellem disse to banker var der en gangsti, som nisserne trådte, og som aldrig lod sig udslætte.
P. Jensen, Kværndrup.
741. Radhöj kaldes en banke, som ligger öst for Kværndrup by, dels på præstegårdens mark, dels på N. Hansens enkes jord. Den del ar Radhöj, som ligger på sidstnævntes jord, har folk set opløftet på fire pæle, og man kunde se en del bjærgmænd dandse der inde under. Imellem Radhöj og Stejlebjærg, der ligger vesten for, har der altid forhen været en gangsti, som var trådt af bjærgfolkene, når de færdedes imellem begge banker,
P. Jensen.
742. Troldene dandser under Maglehöj på Smørumovre mark . . . Fire pæle. De har også et dækket bord.
V. Boye.
743. På Dørup mark ligger Sproeshöj nær Jordbjærg banke og syd for Mos sø. Den har af og til hævet sig på söjler, og flere har set bjærgfolk dandse der.
Lærer Hovgård, Tåning.
744. Efter gammel snak har Barnehöj nord for Hörning stået på pæle, og bjærgfolkene har dandst under den. Folk kunde stå i Blegind og se det. Nu er der bygget en vejrmølle på højen. I Lille-Barnehöj, der ligger et lille stykke nordöst for, ligger der en kjæmpe begravet med et guldæble på hans bryst. Der lå en stor flad sten på højen, så at overkanten af den var lige med jordens over flade, og der grov min husbond ned for at ville have fundet æblet, men han fandt intet.
Når hjordedrengene kom i nærheden af de tre Edslevhöje, kunde de høre, hvordan der blev slået kister i låse der inde.
Rytter-Niels, Hörning.
745. I gamle dage såes i visse nætter, Dandsebjærget på Brundbymark, Tranebjærg sogn, stå på fire pæle og i ilds luer; man kunde da se nisser og underjordiske dandse der under.
Samsø. N. P. OJsen.
746. Dejbjærg eller Dejerbjærg, som det almindelig kaldes, står på fire gloende pæle. Det er en höj bakke i Vester-Skjerninge nörremark, og det fortælles, at en aften, da en mand kom fra Hundstrup og vilde skyde gjenvej efter Vester-Skjerninge by hen forbi Dejerbjærg, til sin store forbavselse så, at bakken stod på fire gloende pæle, og mange små folk dandsede der inde under.
Husflidsarbejder R. Kristensen, Vester-Skjerninge.
747. Følger vi vejen, der går fra Bobjærg til Lunde, så kommer vi lidt uden for Bobjærg over en lille bæk, og derefter går vejen så at sige gjennem en grusgrav. Til venstre for vejen og ikke langt fra grusgraven er en lille banke, som kaldes Mobjærg. Denne banke har man för set stå på fire gloende pæle, og inde under banken kunde man så se bjærgmændene holde dands.
P. Jensen, Kværndrup.
748. Mellem Vridsted og Vrove ligger Vrovehöj, hvor der siges at have været mange bjærgfolk. En aften kjørte præsten i Vrove tillige med sin kusk om ved højen, og da rejste den sig på fire glødende pæle, og neden under dandsede bjærgtolkene. Kusken så ned efter det, men præsten bad ham at passe på tömmen, da han ellers var bange for, han skulde blive ellevild.
Jeppe Jensen, Åkjær.
749. Der er en höj, der hedder Kobbehöj ovre i Sønderskoven, den stod somme tider på fire födder, og der var spil og dands der inde.
Ry.
750. Skyttehöj öst for Jævngyde har det givet skud i. Det hørte Smed-Johan fra Jævngyde. Kloonshöj lige norden for skolen har stået på fire pæle, og der dandste de.
Jens Pedersen, Jævngyde.
751. I Wathöj er der mange bjærgfolk, der dandser og mysler om natten i højen, og så står den på fire guldpæle.
Ane Marie Kristensdatter, Ørum.
752. Om foråret, når det var godt vejr, har de gamle i Elling kunnet se en hel del småknægte med røde luer på ligge uden for Møgelhöj og solbage sig. Der var nogle komne om ved den om natten, og de havde set den stå på fire piller og bjærgfolkene dandse og holde legestue der inde. Om dagen havde man også hørt dem smække kister i nede i banken underneden.
Jens Pedersen, Ris.
753. Ude på Hyldested mark stod en höj, der hed Hyldehöj. Den er omtrent jævnet nu. De kunde se den stå på tre guldpæle, når dværgfolkene holdt gilde, og de dandsede der under.
Der var en höj ovre på Vindblæs mark, der hed Vejhöj. Den gamle Anders Kristian har tit hørt dem slå kister i låse der.
Ane Noer, Vilsted.
754. På Skovsagerhöj, på gårdejer Hans Bajs mark i Ø, levede i gamle dage en stor del bjærgfolk, som ofte gjorde gilde, og ved slig lejlighed stod højen på fire gloende pæle. Man så da bjærgfolkene med de store røde luer dandse der inde, klappe i hænderne og gjøre alle mulige kunster. Man troede, at når der var gilde, havde troldene besøg af naboerne.
Johan Jensen, Mollerup.
755. I Galgebanke på Enner bymark, Tamdrup sogn, findes endnu bjærgfolk, og hver höjtidsaften har de gilde og lystighed, banken hæver sig da op på höje ildpiller, og man kan se bjærgfolkene færdes inde under banken, der er oplyst. De spiser ved lange gildeborde, og bag efter holder de dands.
F. P. J. Lund.
756. En mand fra Ørum vilde kjøre til Randers en dag. Da han skulde hjem igjen, blev det noget silde for ham, og da de så langt hen ad aften så en höj i afstand, der stod på fire gloende pæle, løb hestene løbsk, og de væltede. De kom dog på benene igjen uden skade. Så var det, de skulde forbi højen, og da sagde konen til ham, han skulde gå hen og se, hvad det var. Nej, det vilde han ikke, der var to broer, de skulde over, og så kunde det hænde sig, at hestene løb igjen.
Kvorning.
757. En pige, der tjente i Tjörnehoved, kom en aften forbi en höj, der stod på gloende pæle, og der var dands og lystighed, og bægrene gik rundt. De råbte, at hun skulde komme ind til dem, men hun rystede på hovedet og gik videre frem. Så kom en lille trold med en bredskygget hat løbende efter hende med et sølvbæger i hånden og bød hende drikke, men hun fortsatte sin gang og indlod sig ikke med ham.
Fr. C.
758. På Malle bakke en god halv mils vej syd for Løgstør ligger fire store höje, der er fredede og derfor temmelig ubeskadigede. Om disse höje fortælles blandt andet følgende: I den sydligste Vandstedgård, der ligger tæt neden for Malle bakke, boede en gang en mand, de kaldte Peder Mortensen — enkelte gamle folk kan nok lige huske ham. Han var en grumme velstående mand, og folk vilde da sige, at han havde sin rigdom fra den östre höj på Malle bakke. Der tjente et år en pige ved ham, som en gang i höstens tid vågnede op midt om natten, og hun så da til hendes store forskrækkelse, at der var skinnende lyst i kammeret. Først troede hun jo, der var ildebrand oppe i Malle, sprang op og løb hen til vinduet, der vendte ud imod denne by og imod höjene. Så gav hun da et hvin af rædsel, for nu så hun lige så grangivelig, at den östre höj stod i en lysende lue på fire gloende stötter, og at det var derfra, ildskjæret faldt ind ad hendes kammervindue. Hun ind i stuen og råber på manden og konen; de kom også snart på benene, men da manden så, hvad det var, flirede han så småt og sagde til pigen, at det skulde hun aldrig bryde sig om, men blot gå i sengen igjen. Så gik han ud og var henne lidt, og da han kom ind igjen, var det hele straks forbi.
A. O. Nielsen.
759. Langs den östlige side af Isefjorden, fra Hjortegården i nord til Jægersprisbugten i syd, strækker sig höje klinter med en række store kjæmpehøje langs toppen. Den kone, der var på Hjortegården for en hundrede år siden, fortalte, at hun en nat stod ved vinduet og ventede på sin mand, der var rejst bort, og så da höjen tæt ved stå på fire stötter. Der var tændt lys under den, og dandsende skikkelser viftede forbi lyset. Hun kunde se over kroppen af de dandsende. Endvidere har hun fortalt, at om sommeren, når folkene fra gården skulde ud om natten for at jage dyr af sæden, hvorved de i regelen måtte være til hest, da så hun tit hele flokke af höjfolk vandre fra den ene höj til den anden.
Hvor klinten sænker sig ned imod Jægersprisbugten, ligger på skrænten et lille tæt krat, Strandstubben, og der går en lille pusling, som har bolig i en höj der ude. Frands Brøndsætter havde ofte set ham. En aften gik Frands fra Bøgebakken oppe ved landevejen ud over Fiskervangs-marken for at se på vejret, om det tegnede til godt marsvinsfiskeri. Da blev han med ét vildfarende, og da han vendte sig om, så han en lille pusling med rød hue, ikke större end en dreng, der stod og grinede ad ham og sagde: « Hæ, hæ, hæ!» — «Er det dig, der vil forvilde mig?» sagde Frands, «det skal blive lögn; jeg skal nok hitte frem, du skal ikke få nogen magt med mig,» bandte han og gik videre; men snart soppede han i vand indtil knæerne og snublede mellem rommetuer, så han troede, at han var kommen ud i Gåsemosen. Da han var gået sådan en stund og begyndte at se stranden, vendte han sig påny om, og så da igjen puslingen, der grinede sit: «Hæ, hæ, hæ!» - «Nå, er du der endnu,» sagde da Frands; «ja, nu kan du gjærne gå, nu skal du have tak, at du har vist mig så godt på vej.» Og dermed skiltes de.
Anna Stolpe, Kbh.
760. Et sted på Fyen lå en höj, som var beboet af troldfolk. Manden mente imidlertid længe, at det kun var noget dumt snak, men besluttede sig dog til sidst til at undersøge det. En aften siger han derfor til konen: «I nat vil jeg ud til Troldhöj og se, om der virkelig er trolde der ude.» Hans kone tiggede og bad ham om endelig at lade det være, troldene kunde nemt tage ham; men manden vilde nu ikke lade sig sige og gik derud, da klokken var hen imod 12. Idet han gik, puttede konen nogle rönnepinde i hans lomme, han kunde måske få brug for dem, mente hun. Manden lo deraf, men han kunde jo sagtens tage dem med, og dermed gik han. Da han kom ud til højen, var det stille, og han sagde halvhøjt: «Jeg gad nok se troldene, de gjör vist ikke megen fortræd.» Da lige med ét stod højen på fire gloende pæle, og indenfor var der et mylr af småpuslinger, der dandsede og sprang omkring mellem hverandre. Manden blev som lynslået af skræk og vidste hverken ud eller ind; men med ét foer alle troldene lige på én gang ud af højen og hen imod ham. Nu var gode råd dyre, tænkte han, hvad skulde han gjøre? Løbe fra dem var ikke til at tænke på, blive stående var heller ikke så rart. Men så kom han i tanker om pindene, som konen havde puttet i hans lomme. I en fart fik han dem op og lagde dem i små kors omkring sig. Idet samme var troldene lige ved ham, men da de nu opdagede korsene, gav de et vældigt brøl af dem og foer alle sammen ind i højen igjen, som så straks lukkede sig. Manden skyndte sig nu hjem, det bedste han kunde, og kom siden aldrig i nærheden af Troldhöj.
Herman Pedersen, Hammerum station.
761. Der var fuldt af dværge på Øland. En aften gik en karl forbi Hvolgårds lade, da hørte han en støj der inde og tittede ind ad dören. Da dandsede dværgene både over bjælker og hanebånd. De spurgte, om han ikke havde lyst til at dandse med. Jo. Endelig sendte folk bud efter præsten i Österby, og han stillede dandsen. Men karlen blev aldrig menneske mere.
Nik. Christensen.
762. I Povlsker var en klog præst ved navn Kofod. Lidt fra st. Povls kirke ligger en bakke, som hedder Ringelhöj. En gang kjørte præsten der forbi om natten, og højen stod da på støtter, og man dandsede der under. Mellem dem var en student, som præsten godt kjendte, og han skal have sagt: «Ja, havde jeg haft min bog med mig, så skulde jeg let have taget ham ud derfra.»
G. J.
763. I gamle dage så man undertiden om natten Store- Vorbjærg stå på fire gloende pæle, og ildsluer brænde under det. Når en dristig nattevandrer nærmede sig, forsvandt det hele syn; men hvis det kunde lykkes nogen at kaste en salmebog ind under bjærget, kan det ikke synke, men må blive stående på pælene.
Samsø. Fortalt af Jens Johan, Alstrup. N. P. Olsen.
764. Tæt ved Bidsinge ligger en höj, og det fortælles om den, at i gamle dage husede den troldtöj. Ved juletid stod den på gloende pæle hver nat, og man kunde da se, de holdt dands og lystighed der inde. Börnene fra højen, nogle små puslinger, kom jævnlig sammen med andre folks börn om aftenen, og de legede meget godt sammen. Men skete det så om sommeren, at det begyndte at lyne og tordne, så foer börnene op og råbte: «U, u, uu, uu! nu dundrer det, nu skal vi hjem,» og så jollede de af sted, så hurtig de kunde, ad højen til, og der forsvandt de.
Annette Jensen.
765. Der var en höj i Bislev, der hed Grydehöj. En aften stod den på fire guldpæle, og der var bryllup der nede.
Ellemanden dér kom og vilde have en kone med ud til hans kone, hun skulde gjøre barsel. Ja, når han vilde love, at hun skulde komme lige så godt op som ned. Da hun gik derfra, fik hun et forklæde fuldt at spåner, og det blev til penge.
En mand, der plöjede ved siden af højen, gjorde ellefolkenes skåde og rage i stand. Siden lå der et stykke skoldkage på siden af højen. Det var som mos at smage på, så han kunde ikke spise det.
Ane Marie Madsdatter, Brovst.
766. Der var én her i Farsø, der var født stum, og han fulgtes med hans fader en aften i et julebesøg. De går hjem igjen om natten, og som de nu går, kommer de forbi en höj, der kaldes Ætruphöj, den ligger på søndre side af vejrmøllen, men er nu næsten split ad. Drengen kunde være ved en ti år. Så begynder han at gjøre så mange tegninger, og han hviner, og faderen hvisser på ham, men det bliver mere, og han lod, som han vilde rende til højen. Faderen holdt ham ved sig, det meste han kunde, og de kom da hjem. Så kunde han tegne det op for dem, at han havde set højen stå, som den var gloende, og så mange mennesker, der sprang rundt omkring derved og på den og morede dem. Faderen havde ingen ting set.
Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.
767. De er komne ned gjennem Månnes hule og har set Dakbjærg stå på fire gloende pæle, og bjærgfolkene har svunget dem derunder for fuld musik, og en bitte mand med en stor rød lue på sad og kikkede i toppen af højen. At der har været noget der, er sikkert nok, for en gang var de ude at hverre hø i Alken sådan ved middagstid, og det var i nærheden af højen. Så skulde de hjem at æde deres middagsmad, men den ene pige hun vilde ikke med, hun tykte, hun var så tung, og så gik de andre og lod hende ligge. Da de kom tilbage, stod fråden ud af halsen på hende, og da havde troldtøjet dandst hende ihjel, hun var død og blev død. (Sml.nr. 717.)
Peder Johansen, Mos sø.
768. Når nogen går ud over Kjeld Kristensens mark i Mollerup og kommer til Mawskank, så kan de ikke komme længere i öster; men så går de lige over til Rævbakken. På Vrat-vejen syd for Mollerup kan heller ingen gå uden at gå vild. Folk har også set, at Huulhöj der i nærheden har stået på fire gloende pæle, og nisserne har dandst rundt om den.
J. Jensen, Mollerup.
769. Der er nogle höje norden for Helligsø, de kalder Wolle-höje, der har været ellefolk i gamle dage. Min faders fader var en aften nede i Helligsø og kom og vilde tilbage igjen ved midnatstide. Som han går i hans egen tummerum, ser han lige ved siden af sig, te den nordvestre höj stod på fire glød pæle. Det stod nu hen noget, så var han i Helligsø igjen om aftenen, og da han kom tilbage, var der intet at se. Så siger han: «Hvorfor bar I ikke eders lys tændt i aften?» — «For vi har intet,» sagde én bag ved ham. «Da skal I have,» svarede han. Så tyktes han, te der var noget ved hans side den hele tid, og der han kom ind, greb han et lys og kylte ud af dören, og det var også henne om morgenen, da han kom op. Det havde sagtens brunden den nat.
Joh. N.