Harald Klak (NFSG)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kong Harald Klak
(ca. 785-852)

Nik. Fred. Sev. Grundtvigs
Udvalgte Skrifter
Ved Holger Begtrup
Femte Bind

Harald Klak
af N. F. S. Grundtvig

Nordisk Forlag

København, 1907.

TUSINDAARSFESTEN for Kristendommens Indførelse gav Anledning til, at Grundtvig kom til at sysle med Minderne om Nordens Apostel og de Begivenheder i Aaret 826, som foraarsagede hans første Rejse til Danmark i Kong Haralds Følge. Frugten heraf blev de Rim-Blade af Danmarks Kirke-Bog , som udkom i Begyndelsen af Maj 1826. - Det første Stykke om Harald Klak er nærmest bygget over fjerde Bog af Ermoldus Nigellus' store Digt til Ludvig den Frommes Ære, der beskriver Kong Haralds Daab i Ingelheim.

I Mørke jeg sad, i Kiv jeg laae,

Og Fienderne vare saa mange,

Af Jyder kun fulgt, i Kjortel graa,

Mig Kaarene bleve fuldtrange;

Thi Lodbrok han var en Hals saa haard,

Som Ornen, saa vare hans Grise:

Hvor de finge Hold, blev der ei Skaar,

Da maatte sin Lykke man prise!

Fra Keiserens Gaard da kom en Mand,

I Jylland var aldrig hans Mage,

Han talde saa kiønt om Friheds Land,

Sandfærdig om Trældommens Plage!

Han sagde: det kan jo hver forstaae,

Som Flyvesand paa er at bygge,

Saa er det, sin Lid til Ting at slaae,

Som kun af os selv er en Skygge,

Til Guder af Malm, af Stok og Steen,

Som have ei Liv eller Mæle;

Hvad Hænderne giør, den Sag er reen,

Det gavner ei Menneske-Sjæle!

Han mælede høit om Guders Gud,

Som alle Ting haver at raade,

Og skikked til Verden Bud paa Bud,

At vitterlig giøre sin Naade,

Og skikked tilsidst sin egen Søn,

At han skulde Troen os lære,

Og gange for os saa fast i Bøn,

At trøstige vi maatte være,

Og vide, Han er vor Fader kiær,

Som haver al Verden i Volde,

Han styre vel kan vort Levnets Færd,

Til Boliger blide og bolde!

Han hjelpe os kan af al vor Nød,

Mod Fiender beskiærme og skjolde!

Med Christus, Hans Søn, skal, trods vor Død,

Vi Livet og Glæden beholde!

Vi alle det fandt, som nær var stædd,

Saalænge den Tale vi hørde,

Var alle som Een i Sind urædd,

Og blidelig Tanken os rørde:

Saa klares maaskee af Christendom.

Som Lyset fra Himlenes Himle,

Hvad Skjalde paa Rim har ymtet om:

Alfader og Livet i Gimle!

Jeg skiønned derhos, med Dannemænd,

Om Troen i Keiserens Rige,

At hvo hende tog, fik ham til Ven,

Og Vaaben mod Lodbrok tillige!

Thi svared jeg saa det Keiser-Bud,

God Ebbe, som Biskop sig nævned,

Os huged fuldvel den Guders Gud,

Os undte saa godt, som Han evned!

Ad Aare forvist, til Skibs paa Rhin,

Vi agte den Konge at giæste,

Og favne med ham den Tro saa fin,

Os tykkes at være den Bedste!

Der Isen brød op i lune Vaar,

Og Lyngen at lysne begyndte,

Da blev der Rykind paa Jælling-Gaard,

Og flux vi paa Veien os skyndte:

Vi reed over Land til Dorstad-Havn,

Der sadled vi gyngende Heste,

Der toned vi Flag i Fremmer-Stavn,

Og løste med Æren vort Fæste!

Saa droge vi op de hvide Seil,

Mens Aarerne lagdes om Borde,

Det kiendtes alt paa vort Agter-Speil,

Med Rhinen vel dyste vi turde!

Vi skaadede grandt, hvor vi kom frem,

De Borge, de Bjerge, de Ranker,

Vi landede lunt ved Engelhjem,

Dog videre foer vore Tanker!

Da Keiseren saae vor Herre-Færd,

Han stod udi Høielofts Svale,

Til Matfried , sin Drost, som stod ham nær,

Begyndte den Herre at tale:

Far ned, sagde han, og giør din Flid,

Lad springe de vrinskende Heste!

Siig Daner God-Dag, og før dem hid,

Med Æren vor Høihed at giæste!

Saa strøge vi Seil, og sprang fra Bord,

Sad op paa de sadlede Heste,

Og rede med Bram, som Folk fra Nord,

Saa høvisk, jeg meen, som de Bedste!

Til Keiserens Slot vi kom da bradt,

Hun er, sagde vi, af de Prude,

I Reisning saa høi, om Hage glat,

Som Jomfru er sjelden herude!

Det sande vi maae, at Jælling-Gaard,

Om hun skulde her have Stade,

Vel tykdes kun prud til Kiør og Faar,

Og kaldtes god Stald og god Lade!

Ja, sagde min Skjald, den Sag er reen,

Mig Dværgen i Hug maa vel rinde,

For Svegder han kvad: gak ind i Steen,

Om Odæn du ønsker at finde!

Tie kvær, sagde jeg, med gammel Snak,

Hun her har ei Sted eller Giænge,

Ei frygte vi meer det Afguds-Pak,

Som vi haver dyrket for længe!

De Drenge, der gloe som Sølv og Guld,

Uvittig til Dværge du maaler,

Thi Solen fuldklar nu skinn paa Muld,

Lys-Alferne lege med Straaler!

Ad Trapperne op, i Hald vi treen,

Som det kunde været en Svale,

Os klang under Fod den Marmel-Steen,

Og mæled om Høielofts-Sale!

Os tykdes et Fjeld for Øie staae,

Af Jetter udhulet til Stue,

Hvor Strimer af Guld og Sølv mon gaae,

Og Aasene mødes i Bue!

Hun havde dog Lys, skiøndt hun var tæt,

Besynderligt er det at sige,

Hvo ikke i Sal end saae sig mæt,

I Gaarden han kunde udkige!

Mig lystede meer at see paa Væg

De Sparlagen favre og bolde,

Der skinned vel Sværd med Odd og Egg,

Guld-Hjelme og blinkende Skjolde;

Men Meget derhos, jeg aldrig saae,

Det Matfried mig vilde udtyde,

Jeg kunde vel Alt ei ret forstaae,

Med Gammen paa Talen dog lyde.

Der Kongen jeg saae af Persen-Land,

Det ligger i Øster-Leden,

Af Drotter ei Een holdt for ham Stand,

Med Kronen saa kiøbde de Freden;

En Dronning dog sad fuldhøit i Nord,

En Dronning for Skjold-Møer klare,

For hende fuldbleg han sank til Jord,

Den Drot, med saa fager en Skare!

Han først hendes Søn bedrog med Viin,

Han dyrt maatte Gildet betale;

I Hjertet han skar den Dronning fiin,

Sin Harme hun vilde nu svale:

Hun fyldte et Kar med Mande-Blod,

Til Hovedet blegt af sin Fiende,

Hun sagde: her nyd for Tørst Du Bod!

Saa skiænkes dig Viin af en Kvinde.

Paa Sinde mig faldt ei noget Savn,

Som det om Kong Cyrus hin holde,

Hver mærke deraf, med Heltens Navn,

Hvad Hovmod i Høihed mon volde I

Om Konger i Flok, fra Øst og Vest,

Da hørde jeg Sagnene mange;

Trods Matfried, jeg troer, de mindtes bedst,

Naar rimes de kunde til Sange,

Som hjemme hos os det før var Sædd,

Med Sæger om Aser og Jetter,

Om Frode, og Rolv, den Helt urædd,

Som Dannemænd aldrig forgiætter!

Dog mærked jeg mig det Matfrieds Ord:

Det kommer ei let ud af Lave,

Som ristes i Bog alt paa en Snor,

Der kan man til Grunden sig stave;

Saa følger der Konst med Christendom,

Og Vidskab i talrige Maader,

Der er ingen Vei, jo gaaer til Rom,

Der giættes de mørkeste Gaader!

Til Høibords jeg sad, med Dronning min,

Med Søn og med Høvdinger mange,

Man skiænked for os den klare Viin,

Den voxer i soelskiære Vange!

Af Kager og Suul var meer end nok,

Ei Mester, ei Mage, jeg tænker,

Peer Bager vel har, og Gunde Kok,

Og Otte, den store Viin-Skiænker!

Ved Gilde saa flot man seer det ret,

At tidigst af Alt er vort Øie;

Thi Ingen sig aad dog meer end mæt,

Med Rusen lod alle sig nøie!

Saa hvisked min Skjald, som hos mig sad,

Og sagde: nu Dannemænd huge,

Det mærker jeg nok, vildfremmed Mad,

Trods Skiverne i deres Buge!

Tie kvær, sagde jeg, du Aaben-Mund,

Naar Keiser vil Dannemænd ære!

Han er ingen Trold, for han er rund;

Hver lade, som Baaden kan bære!

Det kimed i Sky, en Morgen-Stund,

Vidunderligt var det at høre,

Det svarede dybt i Hjerte-Grund,

Det rungede sært i vort Øre!

Det var, som der sprang en Hinde haard,

Saa lydhøre bleve vi fage,

Den vildeste Bjørn i Keiser-Gaard

Sig blanded med Faarene spage!

Til Kirke vi reed i Christen-Tøi,

Saa kaldte vi Klæderne hvide,

Og Portene op paa Gavlen fløi,

For Præster i Kjortlerne side:

Saa saare de sang med Stemme stærk,

Der legdes slet ikke paa Strænge,

Men underlig klang et Orgel-Værk,

Som det vilde Murene sprænge!

Jeg mindes det end kun som en Drøm,

Den særeste Nogen vil tænke,

Hvorlunde jeg blev, saa ør, saa øm,

Og lod mig saa underlig stænke,

I Faders og Søns og Hellig-Aands Navn,

Som christelig Tro tilholder,

Og vidner: den Daab er Sjæle-Gavn,

Med Troen hun Salighed volder!

Jeg neppe det saae, den Dag fuldsær,

Hvor deiligt det Huus var at skue,

Men mærked mig dog, det var nok værd,

At vanke her tit under Bue!

Mig huged som bedst det Billed-Værk,

Der vinkede, hvor man sig vendte,

Skiøndt Glavind og Skjold, og Brynje-Særk,

Var lidt, mod hvad ikke jeg kjendte!

Her ledte mig Theut fuldvel omkring,

Paa Tider, da Messen var ude,

Han vidste Beskeed om hver en Ting,

Fra Orgel og indtil Rude.

Mig fulgde min Skjald og her paa Fod,

Den Kirke han godt maatte lide,

Hvor Syn gik for Sagn, hvad skrevet stod,

Fik magelig her man at vide!

Et Menneske-Par, paa venstre Haand,

Man saae, med et Træ og en Slange;

Det er, sagde Theut, den fule Aand,

Der gjorde os Kaarene bange:

Forældrene her til hvert et Barn,

Som fødes af Kvinder med Smerte,

Forlokkes i Kveld af ham, det Skarn,

Hvis Edder end knuger vort Hjerte!

De staae i saa prud en Abildgaard,

Som Paradis kaldes i Bogen,

Men Døden han er deres bange Kaar,

Om Træet de røre i Krogen!

Det Kundskabens Træ paa Ondt og Godt,

Som det monne kaldes i Bogen,

Det æde de af, Guds Ord til Spot,

Saa sledskelig daarer dem Snogen!

See, Adam han var som En af os,

Saa sagde den Gud, hannem skabte,

Nu være han vil os liig paa Trods,

Thi hører han til de Fortabte.

Herud af min Abildgaard paa Stand!

Her kun mine Børn skal lege;

I æde nu Græs i Dyre-Land,

Til Kinderne vorde fuldblege!

Jeg stædte jer godt ved Livets Træ,

Dets Lige ei rinder af Rode;

Seer til, om I selv, nu Folk som Fæ,

Kan Magen i Tornene pode!

Hvad siger Du, Theut! min Skjald udbrød,

Kan I jer saa underlig stave

Til Tidende klar om Balders Død,

Og Lokes forbistrede Gave,

Om Frugten saa beedsk paa Mistel-Green,

Og Snogen, sig bider i Hale;

I sige os da Beskeed fuldreen

Om Rinde i Vest, og om Vale!

Tie kværl sagde jeg, forstyr ham ei

Saa med dine Æventyr vilde!

Ham Rinde er hip som hap med Frei,

Oddhrærer er ikke hans Kilde!

Hvad mumler I om, sagde Theut, lidt but,

Mig tyktes, I talde om Barken,

Af Paradiis-Træ kanskee vel brudt,

Og plantet saa i Danemarken!

Kan være, I veed da meer end jeg,

Kan Resten jer selv udtyde,

I have da reist fuldlang en Vei,

Som eder maa sagtens fortryde!

Godt Ord igjen! sagde jeg, min Ven!

I tage det ei til Mis-Tykke!

End mumler min Skjald lidt mellem Tænd,

Det er saa hans stændige Nykke,

Han kan ei derfor, er født dermed,

Det spøger lidt hos ham i Krogen,

Dog finder godt Ord hos ham godt Sted,

Han tier og gierne for Bogen!

Saa kom vi da vel alt fra den Bark,

Som Tydskeren gjorde af Rinde,

Han vidste det ei, at i Danemark

Den Rune betyder en Kvinde,

Som avled en Søn, der Vale hedd,

Han hevnede Balder hin Gode;

Thi tykdes min Skjald, der i det Bedd

Sig meget lod plante og pode!

Saa er det hos os et gammelt Ord:

Hvad godt er, som Rugen og Hveden,

Det kan ogsaa groe i Dane-Jord,

Og trives, endogsaa paa Heden!

Vi kom til et Vand, der flød en Holk,

Det Skib, sagde Theut, monne skjule

Forældrene nye til alle Folk,

Til Dyr og til flyvende Fugle!

Dem bjergede Gud, af stor Miskund,

I Arken, saa kaldes den Færge,

Da Fiskene, som paa Havets Bund,

Gik over de høieste Bjerge!

Der frelstes i Alt kun fire Mænd,

De havde sig hver dog en Kvinde,

Af dem der paa Jord blev Folk igien,

Hvor de nu er alle at finde;

Der bjergedes og med dem et Par

Af alle de Dyr, man vil nævne,

Af Somme end fleer, som rarest var,

Og Alt hvad os Gud vilde levne!

Men, sagde jeg saa, hin sorte Ravn,

Og Duen derhenne med Bladet,

Hvor kommer de fra, hvem giør de Gavn,

Hvem har dem saa udenbords madet!

Det, mumled min Skjald, er Odæns Ravn,

Berg-Elmer han stikker histinde!

Ja vist, sagde Theut, du veed hans Navn?

Lad høre, hvad hedder hans Kvinde?

Det veed ikke jeg, men No hedd han,

Og Sem, Cham og Japhet hans Sønner;

Han bjerged den Ravn fra Riseland,

Men ilde den Rovfugl ham lønner;

Han sagde: see ad, er Jorden tør,

Og bring mig der Bud om tilbage!

Men Ravn slider Liig, nu end som før,

Og kalder det kronede Dage!

Saa Duen ei her, hun kommer glad,

Mod Aften tilbage til Arken,

Og bærer i Mund som Brev et Blad

Af hvad der nu grønnes paa Marken!

Har Skov-Duen ei, i Dane-Land,

Som bygger saa trofast sin Rede,

Og kurret i Løn for dig et Gran,

Om hvad vel det Blad monne hede?

Da blussed min Skjald, og mæled høit:

Før I finge Bogen at læse,

Som drive nu Spot med Daner drøit,

Hvad lugtede da eders Næse?

Hvad Andet end Liig, som Ravnen sleed,

Og Røgen af brændte Indvolde!

Vi Daner, om end kun lidt vi veed,

Dog førde lidt meer udi Skjolde!

Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand,

Som Katten man træder paa Hale!

For Tunge ei hold din hvasse Tand,

Om mærke vi skal paa din Tale!

Den Due, jeg meen, saa mange Mil

Vel flyver fra Ege og Graner,

Som ogsaa hun fløi fra Bøg og Pil,

Men kurred dog ogsaa for Daner,

Om alle de Folk, paa Jorden boe,

Som du vel maa vide fuldbedre,

Nedstamme fra ham, du kalder No;

Thi Daner var og vore Fædre;

Og er det end dumt, vi dog det saae,

Som Ordet mon lyde fra Odæn:

Hvert Æble fuldlangt man trille maa,

Før meer det ei smager ad Roden!

Herover blev Theut i Hug saa gram,

Han vilde ei meer mig ledsage,

Naar ikke min Skjald, med alt hans Kram,

I Herberget lodes tilbage!

Deri jeg mig fandt, dog Skjald, i Nord,

Mon agtes for Konninge-Øie,

Hvo Fingeren stak, som Dan, i Jord,

Har lært efter Folk sig at føie!

Om alle de Tegn, paa Kirke-Væg,

Jeg hørde da Talerne lange,

Vel stundom lidt tør mig faldt den Præk,

Jeg tænkde: gid det var paa Sange!

Fuldmeget iblandt for mig løb rundt,

Saa ikke jeg kunde det samle;

Dog tykdes mig Alt saa sandt og sundt,

Som fyndigste Ord af de Gamle!

Saa lærde mig da den Bibel-Tolk,

For Bibel saa kaldte han Bogen,

At kiende med Skiel et eget Folk,

Som bode langt Øster i Krogen;

Saa underligt Folk, saa galt og godt,

Vist haver ei Mage paa Jorden,

Men kjender igjen man Stort i Smaat,

Man finder vel Frænder i Norden!

Mig underligst var det røde Hav,

Slet ikke for Bølgerne røde,

Dem kiende vi grandt, men for den Stav,

Som der lagde Hjelmene øde!

Der, tykdes mig, klart Guds Haand jeg saae,

Hvor Hyrderne mægted at bunde,

Mens Kæmperne sank som Stene graa,

Og ginge med Djærvhed til Grunde.

Saa ganger end Holk med Lyst i Bad,

Hvor Strøm over Skiærene bruser,

Saa kløves endnu, med Aare-Blad,

Den Bølge, Staal-Hamren ei knuser!

Hvad mest jeg besaae, var Herrens Huus,

Kong Salomon lod det opbygge,

Det lignes vel seent med Steen og Gruus,

Enddog det er nu kun en Skygge I

Saa tykdes mig Alt, i Christenhed,

At stile saa smaat, efter Haanden,

Paa hvad som en Sky fra Bjerget gleed,

Og taarned fuldbradt sig i Aanden!

I Grunden mig var, dog kvær jeg tav,

Naar ei jeg med Skjalden var ene,

Den Kirke i Mæntz en Tempel-Grav,

Med deilige Rune-Stene,

Og Paven i Rom, for sig vel god,

Slet ikke med Aaron at ligne:

En Ypperste-Præst af Kiød og Blod,

Som vil os med Haanden velsigne!

Med Tiden, engang, det skeer jo vist,

Men ikke ved Menneske-Hænder,

At Ternplet, hos dem, der troe paa Christ,

Haandgribelig stort sig fuldender!

Det skiønned jeg paa den høire Haand,

Hvor Christi Bedrift var aftegnet,

Thi Legeme der var født af Aand,

Om rigtig hans Æt er udregnet!

Vel Konger for ham maa bøie Knæ,

Hvem Englene tjene saa gierne,

Og plantede han paa Jord et Træ,

Maa Toppen vel naae til hans Stierne!

Ja Mage til Mand var ei paa Jord,

Og været der har han tilvisse,

Thi, sagde min Skjald, var mit hans Ord,

Da hviled hans Aand paa min Isse,

Og jeg lægger til: var Ordet Løgn,

Som lyder om Christ over Lande,

Da fødes ei den i noget Døgn,

Som finder paa Jorden det Sande!

Han rørde mig mest, i Krybben lagt,

Som Rede gav Himmelens Ørne,

Og saa, hvor han stod, i Purpur-Dragt,

Taalmodig, med Kronen af Tjørne!

Paa Svøbet dog ei, paa Saar og Blod,

Min Tro og mit Haab tør jeg grunde,

Men kun paa det Ord, at han opstod,

Som lyder fra reneste Munde:

Fra Munde i Flok, der sang hans Priis,

Naar Hjertet for ham maatte briste;

Ei kiøber saa dyrt man Paradis,

Af hvem der gav Orme det Sidste!

Ei kunde for Christ de gaae i Død,

Der saae ham i Hulen begravet,

Var ei han med Glands, af Jordens Skiød,

Opsteget, som Solen af Havet!