Harbardssangen (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

15. Harbardssangen

Thor drog fra Østerleden, og kom til et Sund; paa den anden Side af Sundet var Færgemanden med Fartøjet.

Thor raabte:

1.

Hvad Svendesvend

Mon hisset der

Ved Sundet holder Stand?

Harbard svarer:

2.

Hvad Karlekarl

Er kommen her

Og raaber over Vand?

Thor.

3.

Hvis Du mig vil

Over Sundet sætte,

Imorgen jeg Dig

Med Mad skal mætte;

En Madkurv paa

Min Ryg jeg bærer,

Ej Nogen en bedre

Kost fortærer;

Derhjemme jeg nød

I mag min Davre,

Endnu er jeg mæt

Af Sild og Havre.

Harbard.

4.

Af Morgenmad

Er Du meget stolt,

Men veed Du, hvad Dig

Er forbeholdt?

Hjemme hos Dig

Der hersker Nød,

Visselig nu er

Din Moder død.

Thor.

5.

Hvad siger Du, er

Min Moder død?

Saa vigtig Tidende

Før ej lød.

Harbard.

6.

Det skulde man nu

Paa Dig ej see,

At Ejer Du var

Af Gaarde tre;

Barbenet staaer Du,

I Landstrygerdragt,

Ej Buxer engang

Har med Dig bragt.

Thor.

7.

Du styre din Ege

Kun hid til mig,

Jeg Landingsstedet

Vil vise Dig;

Men hvo er ellers

Ejermand

Af Baaden, Du holder

Hist ved Land?

Harbard.

8.

Hildolf hedder

Hin Kjæmpe klog,

Der bød mig holde

Den Færgekog,

Ved Snildøsund

Man træffer ham;

Men Hestetyve

Og Kjæltringkram

Forbød han mig videre

Frem at sende,

Kun Godtfolk og dem,

Paa hvem jeg har Kjende;

Vil Du, at jeg skal

Over Sundet Dig føre,

Dit Navn Du først

Maa lade mig høre.

Thor.

9.

Mit Navn jeg nævner

Og hele min Æt,

Endskjøndt sagfældig

Jeg her er stedt:

Odins Søn

Og Meiles Broder,

Magnes Fader,

Magthaver hos Guder,

Det er jeg: med Thor

Du taler nu.

Men maa jeg saa spørge:

Hvad hedder Du?

Harbard.

10.

Harbard: Sjælden

Mit Navn jeg dølger.

Thor.

11.

Hvi dølge? Med mindre

Man Dig forfølger.

Harbard.

12.

Og om endogsaa

Jeg laae i Kiv,

Altid jeg skulde dog

Hytte mit Liv

For Dig og for dine

Lige, om ej

Min sidste Time

Just var paa Vej.

Thor.

13.

Det vilde kun volde

Mig liden Glæde,

At vade til Dig

Og Koften væde;

Men Løn Du faaer

For din spydige Mund,

Du Pøjk! naar først

Jeg er over Sund.

Harbard.

14.

Her venter jeg Dig

Og holder Stand,

Du fandt siden Hrungner

Ej haardere Mand.

Thor.

15.

Nu taler Du om

Min Hrungner-Trætte,

Af Steen var hans Hoved,

Den hovne Jætte,

Dog fælded jeg ham,

Han maatte sig neje.

Hvad gjorde Du, Harbard!

Som Sligt kan opveje?

Harbard.

16.

Paa Øen Algrøn,

I Fjølvars Hjem,

Jeg bragte tilende

Vintre fem;

Der kunde vi slaaes

Og Manddrab øve,

Lokke Møer,

Og Meget prøve.

Thor.

17.

Hvor monne de Kvinder

Vel Eder behage?

Harbard.

18.

Flinke nok,

Naar de kun vare spage,

Raske nok,

Naar de vare os gode;

Simer de ud af

Sandet snoede,

I Dalens Dyb

De Grunden grove;

Hos Søstre syv

Jeg kunde sove,

Ved Snildhed vandt jeg

Dem allesammen,

Til mig stod deres

Fryd og Gammen.

Hvad Daad kan mod dette,

Thor! Du berette?

Thor.

19.

Thjasse, den strunke

Jætte, jeg vog,

Alvoldersønnens

Øjne jeg slog

Op paa den klare

Himmel, de vare

mine Bedrifters

Store Tolk,

Synlige siden

For alle Folk.

Hvad Daad kan mod dette,


Du, Harbard! berette?

Harbard.

20.

Med Hexe jeg havde

Elskovsspænd,

Jeg lokkede dem

Fra deres Mænd

Hlebard mig syntes

En Jætte gram,

Han gav mig i Haand

Den stærke Vaand,

Og fra Forstanden

Jeg tryllede ham.

Thor.

21.

Ilde da lønned Du

Gode Gaver.

Harbard.

22.

Eeg haver det,

Hvad af anden man skaver,

I Sligt Enhver

Jo om sig er.

Hvad Daad kan mod dette,

Thor! Du berette?

Thor.

23.

Jeg slog de Jætters

Ondvise Brude,

Som droge tilfjælds

Der Øster ude,

En talrig Slægt!

Var Alle ilive,

Der vilde ej Mand

I Midgaard blive.

Hvad Daad kan mod dette,

Du, Harbard! berette?

Harbard.

24.

Jeg var i Valland

Med i Krig,

Splid satte blandt Konger,

Men aldrig Forlig.

De Jarler er' Odins,

Som falde paa Val,

Men Trællenes Slægt

Thor eje skal.

Thor.

25.

Følget Du skifted

Ej ligeligt

Til Aser, om Stormagt

Du havde til Sligt.

Harbard.

26.

Thor har Styrke

I Overflod,

Men intet Hjærte;

Af Frygt Du lod

Og Rædsel Dig i

En Handske stikke,

At Thor Du var,

Forstod Du ikke;

Du turde ej nyse

Eller andet gjøre

Af Frygt, at Fjæler

Det skulde høre.

Thor.

27.

Harbard, din Halvmand!

Jeg skulde Dig slaae

Ihjel, kunde blot

Over Sundet jeg naae.

Harbard.

28.

Hvi skulde Du række

Over Sund,

Dertil er jo

Slet ingen Grund.

Thor! lad høre,

Hvad Du monne gjøre!

Thor.

29.

Jeg var i Øster,

En Aa jeg værged,

Da Svarangs Sønner

Imod mig hærged;

De sloge med Steen

Til liden Baade,

De maatte dog først

Mig bede om Naade.

Hvad Daad kan mod dette

Du, Harbard! berette?

Harbard.

30.

Øst paa jeg talte

Med En, jeg ej nævner,

Med den Linhvide spøgte,

Holdt lange Stævner,

Den guldfavre Mø

Jeg var til Behag,

Den Gammen var efter

Hendes Smag.

Thor.

31.

Godt Kvindeselskab

Du var da i.

Harbard.

32.

Jeg trængte dog, Thor!

Til at Du stod mig bi,

For at erholde

Den linhvide Pige.

Thor.

33.

Ved Lejlighed skulde

Min Hjælp ej svige.

Harbard.

34.

Min Tillid Du fik,

Hvis den ej mødte Svig.

Thor.

35.

Aldrig var jeg

En Hælbider slig,

Som gammel Skindsko

I Foraarstid,

Ej flagred jeg lokkende

Hid og did

Som Fluen i Solskins

Varme ved Vandet.

Harbard.

36.

Siig, Thor! Hvad Daad

Bedrev Du blandt Andet?

Thor.

37.

Paa Lesøe Bersærkers

Brude jeg slog,

Misdædersker var de,

Alt Folk de bedrog.

Harbard.

38.

Skammeligt, Thor!

At slaaes med Kvinder.

Thor.

39.

Kvinder næppe,

Nej, rene Ulvinder!

Mit Skib, som jeg havde

Fortøjet, de øded,

Mig selv med Køller

Af Jern de høded,

Og Thjalfe forjog;

Hvad mon Du imens

Dig foretog?

Harbard.

40.

I Hæren jeg var,

Der togede hid,

At rejse Banner

Og yppe Strid.

Thor.

41.

Nu taler Du om,

Da hid Du foer,

For os at bringe

En Ulykke stor.

Harbard.

42.

Hvad Mellemmænd kjende

Os i Forlig,

Med Daskepenge

Jeg bøder Dig.

Thor.

43.

Hvor lærte Du dog

De knubbede Ord,

Saa knubbet som aldrig

Jeg før erfoer.

Harbard.

44.

Af hine Gamle

Lærte jeg dem,

Som bygge i Skovene

Op deres Hjem.

Thor.

45.

Godt Navn Du her

Steendysser gav,

Naar "Skovens Bolig"

Du kalder en Grav.

Harbard.

46.

Saa dømmer jeg her

Om saadan Færd.

Thor.

47.

Dig ilde bekom

Din flotte Mund,

Hvis nu jeg vadede

Over Sund;

Du højere vist

End Ulven brølte,

Naar Du af min Hammer

Huggene følte.

Harbard.

48.

Hos Sif er en Boler,

Ham gad Du vel finde;

Kjæmp der, det ligger

Dig mere paa Sinde!

Thor.

49.

Du lader nu Munden

Lystigt løbe,

Mig de piinligste

Ting at røbe;

Dit fejge Spøgelse

Løgn vist melder.

Harbard.

50.

Jeg mener, at Sandhed

Jeg Dig fortæller;

Seendrægtig Du er,

Langt var Du alt, Thor!

Om Du i forvandlet

Skikkelse foer.

Thor.

51.

Harbard, Din

Utugtige Krop!

Altfor længe

Du holdt mig op.

Harbard.

52.

At Røgtere kunde

Sig lægge i Vej

For Asathor,

Det tænkte jeg ej.

Thor.

53.

Jeg giver Dig nu

Et Alvorsraad:

Ro hidover

Kun med Din Baad,

For Skjændsmaal er der

Ej mere Tid,

Til Magnes Fader

Du søge hid.

Harbard.

54.

Fra dette Sund

Du bort kan gaae,

Overfart vil Du

Aldrig faae.

Thor.

55.

Fører Du mig

Over Vandet ej,

Saa viis mig ad

Den anden Vej.

Harbard.

56.

Kort var at negte,

Langt er at fare:

Til Stokken vil

En Stund det vare;

En anden til Stenen;

Saa Du gaaer

Ad Venstre, indtil

Du Verland naaer.

Der Fjørgyn for Thor,

Sin Søn, vil stande

Og Ætmænds Veje

Til Odins Lande

Ham lære at gaae.

Thor.

57.

Mon Dagen vil strække

Til did at naae?

Harbard.

58.

Med Nød og Møje

Du didhen naaer,

Mens Solen endnu

Oppe staaer,

Nær, tænker jeg, ved

At gange ned.

Thor.

59.

Vor Tale nu kort

Ikkun skal vare,

Naar ene med Spot

Du vil mig svare;

For negtet Overfart

Skal Du mig bøde,

Naar næste Gang

Vi hinanden møde.

Harbard.

60.

Far hen, hvor Pokker

Dig heelt kan øde!