Hyrden med den vaade Hue (Kalevala)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 6. mar. 2016 kl. 14:26 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kyllikki bortføres
Maleri af Johan Elis Kortman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II
Kalevala
Ferdinand Ohrt



Hyrden med den vaade Hue



Drog da muntre Lemminkäinen    XII. 213
op til Pohjola, det mørke,
stik imod sin Moders Forbud,
mod den gamle Kvindes Formaning.
Hented han frem sit eget Glavind,    227
greb sit Værge med Flammeklinge,
det som var slebet hos Hiisi
og som var glattet hos Guder,    230
binder Sværdet fast ved sin Side,
stikker det ned paa Stand i Skeden,
fløjter saa frem et Føl af Krattet,    299
gyldenmanket Ganger fra Græsset,
Folen han spænder i Sele,
luerøde Traver i Skagle.


Selv han satte sig paa Kælken,
kasted sig i Kurveslæden,
slog den raske Hest med Svøben,
skyndte paa med Perlesnærten:
Folen springer. Færden lider.
Slæden glider. Vejen kortes,
sølverhvide Sandkorn ringer,
gyldne Heder gnyr og klinger.    310


Een Dag iled han og tvende,
iled næsten Tredjedagen;
saa tilsidst paa Tredjedagen
til en Bygd hans Vej ham førte.


Mens den muntre Lemminkäinen    369
nærmed sig til Pohjagaarden,
ved sig selv det Ord han taled,
ytred sig paa denne Maade:


»Tæm, o Hiisi, Husets Tæve,
Lempo, luk for Hundens Kæve,
skyd den brat en Bom for Munden,
læg om dens Kæver en Kæde,
at den ikke skal løfte Stemmen,
førend Manden er helt forbi den!« 


Og den muntre Lemminkäinen    385
lægger Øret til og lytter —
intet Øje dær ham øjner,
ingen mærker Mandens Komme;
indenfor han hører Skjalde,
gennem Mosset Ord han fanger,    390
gennem Muren Spil han nemmer,
gennem Vindvet lyder Stemmer.


Kigged han nu ind i Hallen,
titted stjaalent ind i Stuen:
Troldmænd fyldte hele Stuen,
Sangerskarer alle Bænke;
Spillemænd langs Sidevægge,
Vismænd sig ved Døren samled,
Spaamænd sad paa Hædersbænken,
Seergubber sad ved Ovnen,    400
Laplands Sange lod de høre,
Hiisis Vise frem de hvisled.


Men den muntre Lemminkäinen
skrider fra Krogen ind i Stuen,
træder fra Hjørnet ind i Rummet,    406
tager til Orde selv og siger:


»Bedst er Sang, naar den er sluttet,
kortest Kvad er altid kønnest;    410
bedre, man sin Viden gæmmer,
end at midtvejs man den glemmer.« 


Selve Pohjahjemmets Frue
vanked frem paa Gulvets Brædder,
spanked fremad midt paa Tiljen,
taled saa det Ord og sagde:
»Forhen havde vi dog Hunden;
Tæven isengraa paa Gaarden
bed i Ben, i Kødet snapped
og det friske Blod den labbed.    420
Hvem er vel du blandt egne Frænder,
hvilken Mand i din egen Stamme,
at du stiger herind i Stuen,
slipper herhid til Tømmerhallen,
uden at Hunden har hørt dig,
uden at vor Bjæffer har seet dig?« 


Mæled muntre Lemminkäinen:
»Ikke kom jeg her til Huse
uden egen Kunst og Kunnen,
eget Vid og egen Vælde,    430
ikke uden Faders Styrke,
Værn, den gamle har mig givet, —
for af Hunden din at bides,
for af Bjæfferflok at slides!


Tvættet har mig Moder fordum,
da jeg var en Purk saa liden,
i en Vaarnat trende Gange,
hele ni en Nat i Høsten
til en Vismand alle Vegne,
tryllestærk i alle Egne,    440
til en Sanger stor i Hjemmet,
Troldmand, hvor jeg færdes fremmed.« 


Muntre Lemminkäinen derpaa,
Kaukomieli selv, den skønne,
straks han kaared sig til Kogler,
straks han skabte sig til Sanger:
Flamme staar af Pelsens Flige,
Øjet spruder lyse Luer,
medens Lemminkäinen kvæder,
mens hans kvæder, mens han kogler.    450


Sang han den aller bedste Sanger
om til aller usleste Sanger,
stak han Stene paa tværs i Struben,
klasked Klippefliser i Halsen
selv paa den aller bedste Sanger,
aller kyndigste Kvædemester.


Sang han derpaa disse Helte,
hid den ene, did den anden:
Ud paa nøgne, vide Svedje,
ud i aldrig pløjet Hede,    460
ud i Damme, fisketomme,
helt og holdent geddetomme,
ned i Rutjas Fos, den hvide,
ned i stride Flammehvirvler,
under Fossens Fald, som Fraade,
midt i Fos, som Stene vaade,
til som Lueglød at glitre,
til som Flammegnist at knitre.


Did den muntre Lemminkäinen
kvæder de Mænd med Sværd ved Bælte,    470
alle de vaabenklædte Helte;
kvad han de unge, kvad han de gamle,
kvad han de Mænd i Livets Midte —
een alene kvad han ikke,
een: den usle gamle Hyrde,
alderstegne, blinde Gubbe.


Hyrden med den vaade Hue,
han til Orde tog og sagde:
»Lempis Søn, saa let i Sindet,
unge kvad du, gamle kvad du,    480
Mænd i Livets Midte kvad du,
hvorfor kvad du mig da ikke?« 


Mæled muntre Lemminkäinen:
»Derfor rører jeg dig ikke,
for du er kun et Skrog at skue.
Pjalt, om jeg end ikke rør' dig;
fordums Tid, i yngre Dage,
da du var en ussel Hyrde,
har du skændet alle Heste,    491
Hoppens Føl du helt fordærved
midt i Moser, højt paa Holme,
dybt i Dyndets Mudderpøle.« 


Hyrden med den vaade Hue
grebes nu af Nag og Harme,
iled ud igennem Døren,
ud paa Marken gennem Gaarden,
sprang afsted til Dødningfloden,
Helligstrømmens stride Hvirvel,    500
bied dær paa Kaukomieli,
lured dær paa Lemminkäinen
ved hans Vej fra Pohjas Lande,
langs hans Sti til Hjemmets Strande.