Kjællingen og hendes Guldknap

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Kjællingen og hendes Guldknap
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


I en Hytte boede engang en Stodder med sin Kjælling; de vare saa fattige, at de ikke eiede nogen Ting af Værdi, uden en Guldknap, der sad paa Kjællingens Haandteen. Det var Stodderens Skik hver Dag enten at jage eller fiske for at skaffe tilveie, hvad de behøvede til deres Underhold. Kort fra Hytten var der en stor Høi, om hvilken Folk meente, at derinde boede en Huldremand, som hed Kidhuus, og som man meente, at det var bedst at tage sig i Agt for.


Engang gik Stodderen, som han pleiede, paa Jagt, men Kjællingen sad hjemme, som det nu var hendes Vane. Saasom det var et smukt Veir den Dag, satte hun sig udenfor med sin Teen og spandt en liden Stund paa den. Da skulde det netop træffe sig saaledes, at Knappen faldt af Tenen og trillede bort, saa at Kjællingen ikke kunde faae Øie paa den. Dette gik hende nær til Hjerte; hun søgte og søgte overalt, men ligemeget hjalp det, Guldknappen var og blev borte. Stodderen kom hjem, og hun fortalte ham sit Uheld; han meente, at Kidhuus havde taget Knappen, det kunde ligne ham. Han lavede sig da til at gaae hjemmefra, og fortalte sin Kjælling, at han vilde hen til Kidhuus og forlange Knappen tilbage eller noget Andet istedenfor den. Kjællingen satte store Øine op ved at høre dette. Stodderen gaaer nu afsted og lige hen til Høien hvor Kidhuus boer; der banker han længe og voldsomt paa med en tyk Kjæp. Endelig siger Kidhuus: »Hvem banker paa mit Huus?« Stodderen svarer:


»Det er Stodderen, Kidhuus min,
Betal min Kjælling Knappen sin.« 


Kidhuus spurgte, hvad han vilde have for Knappen. Stodderen bad ham om en Ko, som malkede ti Potter ad Gangen, og denne Bøn opfyldte Kidhuus. Saa bragte Stodderen Koen hjem til sin Kjælling. Dagen efter, da Kjællingen havde malket Koen Morgen og Aften og havde fyldt alle sine Bøtter med Melk, fik hun Lyst til at lave Grød, men da husker hun, at hun mangler Meel til Grøden. Hun gaaer da til sin Gamle og beder ham at gaae til Kidhuus for at anmode ham om Meel. Stodderen gaaer til Kidhuus og banker med sin Trækjæp paa Høien, som forrige Gang. Da siger Kidhuus: »Hvem banker paa mit Huus?« Stodderen svarer:


»Det er Stodderen, Kidhuus min,
Betal min Kjælling Knappen sin.« 


Kidhuus spørger, hvad han ønsker. Stodderen beder om en Smule Meel til at putte i Gryden, for hans Kjælling vil gjerne koge sig lidt Grød. Da forærer Kidhuus ham en Tønde Meel, som Stodderen bringer hjem, og nu laver hans Kjælling Grøden. Da den var kogt færdig, satte Mand og Kone sig tilbords og spiste, til de vare nærved at revne. Da de nu havde spiist sig mætte, var der Meget tilbage i Gryden endnu. De begyndte da at tænke over, hvad de skulde gjøre med Levningerne. Det Bedste var da, meente de, om de kunde bringe dem til deres kjære Jomfru Maria. Men de indsaae da snart, at det ikke var saa lige en Sag at løbe op til hende. De bleve derfor enige om at bede Kidhuus om en Stige, som kunde række op til Himmelen, det var ikke for Meget, om han gav dem den for Knappen, fandt de. Stodderen gaaer hen og banker paa Høien. »Hvem banker paa mit Huus?« spørger Kidhuus, som tidligere, men Stodderen svarer:


»Det er Stodderen, Kidhuus min,
Betal min Kjælling Knappen sin.« 


Nu blev Kidhuus vred og sagde: »Er den Skarns Knap da aldrig betalt?« Stodderen blev ved at bede ham, han havde isinde at bringe sin kjære Jomfru Maria Grødlevningerne, sagde han. Kidhuus lod sig endelig bevæge, gav ham Stigen og reiste den op for ham. Da blev Stodderen glad og vendte med den Besked hjem til sin Kjælling. De gjorde sig snart færdige til Reisen og toge Grødfadene med sig. Men som de vare komne et godt Stykke opad Stigen, bleve de svimle. De tabte Ligevægten, saa at de faldt ned af Stigen og knuste deres Hoveder i Faldet. Hjernestumperne og Grødklumperne fløi ud over hele Verden; men der, hvor Stodderens og Kjællingens Hjernestumper faldt ned paa Stenene, fik disse hvide Pletter, medens Grødklumperne efterlode gule Pletter, og den Dag i Dag kan man see de to Slags Pletter paa Stenene rundtom i Verden.