Koglerier ved skattegravning. Kokken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
71. Koglerier ved skattegravning.
Kokken
1206. I Hueshöj i Iglsø, Fly sogn, boede der en gang bjærgfolk, som foruden denne höj ejede to andre i sognet, og dem boede de skiftevis i. En gang, da nogle karle gav sig til at grave i Hueshöj og just havde fundet en stor kobberkjedel, kom en sort høne frem og klukkede, og da de vendte sig om, så de, at Iglsø stod i brand. Nu lod de kjedel være kjedel og løb, alt hvad de kunde, ned til byen, men det kunde de have spart, for da de kom hjem, fandt de alt ved det gamle, og da de kom tilbage til höjen, var kjedlen ikke mere at opdage.
J. J.
1207. I Mejlby i Stadil ligger Bavnebøj. Det var et almindeligt sagn, at i den boede en bjærgmand, der ejede mange penge. Den mand, der ejede jorderne, som höjen lå på, fik sin nabomand til at hjælpe sig med at udgrave höjen, og det skulde ske st.-Hans nat og stiltiende. Det gik ret godt med gravningen, kun undrede de sig over, at der hele tiden gik en kok uden om höjen. Endelig kom de så vidt, at de fik tag i kisten med pengene i, men da kom den ene af mændene til at se ned til deres gårde, og så syntes han, at de begge brændte. Han gav et skrig af sig, og med det samme sank skatten dybt ned i jorden igjen, og der ligger den endnu. Men gårdenes brand var kun øjenforblændelse.
Maren Bonde.
1208. I Jeksen dale var der en gammel skat. Der brændte lys om natten over den. Så kom de til at grave efter den og kom til en kiste. Bjærgmanden skabte sig til en kok, og de kom til at se ned efter byen. «A Jösses, nu står byen i lys lue!» råbte de.
A. J. Gothenborg, Holmstol.
1209. Lidt vesten for Egtved kirke ligger en höj, som kaldes Følhöj. I den har en ungkarl i de sidste år fundet forskjellige oldsager under ret mærkelige omstændigheder. Höjen ligger lige op til hans hjem. For mer end tredive år siden var hans fader ved at bygge et lille udhus; han gravede da noget ind i höjen for at få grus og sand. Men just som han en aften tæt ved tusmørket var ilag dermed, kom der pludselig en sort kok frem og strøg sig op ad hans ben og gav en lyd fra sig, som når den klodrer for høns. Manden blev så underlig til mode og holdt helt op at grave der. Men se, da har han just været lige ved at finde noget. I mange år lå höjen nu urørt hen, alligevel var det tit i folkenes tanker, at der vist lå gjemt en skat der inde, tit hørte de underlige skrald der inde fra, som når man smækker et kistelåg i. Og den gamle bedstemoder sagde tit til den lille dreng: «Ja, lille Hans, du skal vist nok have din lykke fra Følhöj.» Da han blev voksen, tænkte han tit på at grave i höjen, men den var uhyre stor, og han måtte stadig slide hårdt i andet arbejde. Men tre helligaftener i træk drømte han, at han fandt guld der inde, og den sidste nat så han tydelig, hvor guldet lå. Han skyndte sig da ud og gav sig til at hakke og grave i den frosne jord, og inden en halv time var gået, fandt han to guld-spiralringe. Senere hen har han fundet et smukt broncesværd og en urne, som han alt sammen har sendt ind til det oldnordiske museum.
Karoline Brummer.
1210. På en höj tæt ved Vole by havde nogle mænd somme tider om aftenen set et lys brænde. Mændene tænkte da, at der måtte nok være en skat, også gik de en aften op til höjen og gav sig til at grave. Da de havde gravet en tid, kom der en stor rød kok og hoppede rundt om höjen på ét ben. Så sagde den ene af mændene: «Nej, sikke da en kok, der hopper.» De blev endnu ved at grave længe, men fandt intet, og det kom vel af, at den ene havde snakket.
S. P. Jensen, Vole.
1211. Der skal være en skat i Troldhöj, som ligger i Skivholme skov. To mænd fra Fajstrup — den ene hed Kvak-Mads — vilde grave efter den. Så kom de til en kjedel, og nu siger Kvak-Mads: «Se så, nu skal den F. ta' mæ hålld.» I det samme kom der en stor kok op af höjen og slog manden på låret, så det blev brækket, og han blev lam alle hans dage, men kjedelen fik de ikke mere af.
Der er mange gange set et lys på midten af höjen, og det har trækket omkring i kanten af søen, dernæst hen over marken og så ned i Bjørnkjær sønden for Lading. Der er det bleven henne.
Jens Peter Smed, Lading.
1212. Der er en höj ovre på Firgårdes mark eller måske på Seem mark; det er en meget stor höj, og den er kjørt sammen. Den er der også bjærgfolk i. Så lå de jo og grov efter en skat, men det kunde bjærgfolkene ikke lide. De kommer så til en stor kiste og fik den løftet lidt op, men så stod der en stor rød kok på den. Da giver den ene af folkene sig til at snakke om dether og siger: «Da var det dog en vældig kok.» Med det samme sut kisten fra dem og ned i höjen igjen, og så havde de ikke noget for deres arbejde. Bjærgmanden lagde hans penge ud på höjen om sommeren for at tørre dem, det var som kul at se på. Det var folk bleven opmærksomme på, og derfor vilde de til at grave pengene ud.
Niels Pedersen, Hårby.
1213. Der var en skat i Kloonhöj. Mange var gået efter det og vilde finde den, men de gik vild til hobe. Alle Vole mænd gik en aften ud efter skatten, men de vilde gå langs byskjellet for ikke at gå vild, og så havde de en lygte med. Så kom de til at grave og kom endelig til en kjedel. Da kom der en rød kok hoppende om dem og gav vinde fra sig. Så gik lygten ud, og kjedelen blev så tung og slap tre alen længere ned.
N. Kristiansen, Vole.
1214. Her norden for Bække er en höj, den ligger mellem Bække by og Klebakkehöj. Der var de da også ved at kaste efter penge. Så kom de til en stor kiste, og de blev jo grumme glade. Men så kom der en kok op, der gik og fj . . . . hele tiden. Den ene af mændene sagde så: «Fy da for Fanden, hvor det lugter.»
Niels Jonsen, Bække.
1215. Der var en höj her ovre på Niels Lavrsens mark i Hårup. Den havde de set lys brænde på. Så kom de til at grave efter en kjedel og fik også hold i den. Men allerbedst, som de står og løfter på den, så stod hele byen i rød lue. Så slap de og lod kjedel være kjedel og rendte efter byen til. Der gik nu en tid længere hen, da kom de til at få hold på kjedelen igjen, men så sprang der en kok ud af höjen, og han gav en forskrækkelig stor vind. Den ene af dem siger: Det var den sværeste sk . ., han havde hørt nogen sinde især af en kok. Nu var det atter forbi. Så kommer de tredje gang i lag med kjedelen og fik en stang gjennem begge ørerne på den og fik den på ryggen. Så siger den bagerste: « Dersom vi havde nu haft goolhinden oven æpå, så kunde vi, som han kunde sige, ikke have båret det.» Dermed sut kjedelen, og siden er der ingen opdagelse bleven på den. Men der er et stort hul midt i höjen.
Søren Hansen, Hårup.
Goldhinden er en smal hind, der ingen kalv har haft.
1216. På en höj tæt ved Gravballe, Svostrup, har der om natten brændt et lys til tegn på, at her var nedgravet en skat. Mange gravede efter den, men uden nytte. To karle fra Gravballe var en aften der ude at grave. De var tavse, skjøndt der viste sig mange mærkelige ting. Først kom en gammel kjælling og talte dem til, så stod hele Gravballe by i lys lue. Endelig fik de øje på ørerne af en kjedel med guld og penge. Da kom der en stor rød kok forbi, som slog en vældig fj. . . . Leende udbrød den ene: «Nu har jeg aldrig i mine levedage hørt en kokkemand slå sådan en sk. . . » Så forsvandt skatten.
Noget galt og aparte har der nu været ved den höj. Min moders søster fortalte en gang, hvordan hun i hendes ungdom sad der og vogtede kvier og havde noget håndarbejde, som blev borte, men atter fandtes helt forkrøllet.
A. H. Poulsen.
1217. Imellem byerne Kalvrød og Torpe, Bregninge sogn, ligger en höj, som nok i gamle dage undertiden om natten stod på fire gloende pæle. Der blev sagt, at der lå gjemt en skat i den, og endvidere sagdes, at denne skat kun kunde hæves af dem, der kunde få udgravet den uden at mæle et ord. En gang var fire mænd i Torpe blevne enige om at forsøge at hæve skatten. De begyndte at grave en torsdag aften, da det var rigtig til gavns mørkt, og alle vilde de til det yderste holde tand for tunge. Et par timer forløb uden nogen mærkelighed, men så lige med ét kom en stor ildrød hane farende ud af höjen, og den løb, galende af fuld hals, tre gange omkring denne. De Torpe-mænd ændsede den knap. Noget efter åbnede höjen sig igjen, og ud foer en karet med fire gloende heste for, gnisterne røg dem ud af næsen, idet de galopperede tre gange om höjen. Skattegraverne lod også den forestilling skjøtte sig selv. Men så kort derpå kom rigtig nok det værste, nemlig tre store, forfærdelig ildrøde tørv, ud af höjen foer de med vældige knald og tog vejen ad Torpe by til. I det samme så én af mændene op, og det rædselsfulde syn, han da så, aftvang ham udråbet: «Å, nu brænder byen !» men lige-da hørtes et smæld inde i nøjen, som om et svært kistelåg faldt i, dog skattegraverne lagde næppe mærke dertil; de løb, alt hvad remmer og tøj kunde holde, ind mod den brændende by, men da de var halvvejen, så de, at den fejlede ingen ting. De gik da tilbage igjen og grov videre, og lidt efter nåede de en kiste, men pengene var borte.
Kr. Larsen, Finderup.
1218. Der var en gang et par mænd, som havde hørt en pengekiste klingre i en höj. De gravede da i den for at finde skatten og ganske rigtig, de fandt også kisten. Arbejdet skulde ske stiltiende, men idet de kom til kisten og vilde tage fat på den, så de til deres forbavselse en skikkelse som en kok, der red på en stor, sort hund. Den ene af mændene udbrød da: «Nej, se endda der!» Det gav nu et smæk, og der med var kisten med skatten forsvunden.
Fr. Knudsen, Agerskov.
