Kong Sverre - Magnus Erlingssons kongedømme

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Kong Sverre, hodeskultpur på Nidarosdomen.
Kong Sverre


Magnus Erlingssons kongedømme


av Fredrik Paasche



H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920



Det var Inge Krokryggs gamle tilhængere, som vinteren 1161 satte barnet Magnus Erlingsson paa tronen. De gjorde det i arverettens navn: det het, at Sigurd Jorsalafarers dattersøn var "bedst ættbaaren til kongedømme i Norge".

Men hans ret kunde bestrides. Efter hævdvunden norsk statsret var tronfølgen knyttet til mandslinjen av kongehuset, og den var endnu ikke sluknet. Seierherren over Inge Krokrygg, Haakon Herdebred, var en konges søn og Harald Haarfagres ætling paa sverdsiden.

Men de foreløbig slagne hverken kunde eller vilde bøie sig for Haakon Herdebred; fiendskapet mellem hans parti og deres var for stort og farlig. Saa maatte de søke sig en anden konge.

Men ham valgte de selvfølgelig ikke i blinde. Naar de i sine egne rækker ikke hadde et "kongsemne", som var konges søn, laa det nær for dem at søke kongsemnet paa herskerslegtens "spindeside".

I alle Europas lande — selv i lande med "valgkongdømme" — var kongemagten i virkeligheten en arv. Om kongeslegten døde ut paa mandssiden, kom kvindelinjene til værdighet. Ved Magnus Erlingssons tronbestigelse var England styret av en tidligere konges dattersøn, og Tyskland hadde nylig været det. Den vegt, man har lagt paa Magnus Erlingssons avstamning, faar vi en antydning om i et skaldekvad, der han kaldes "Kristinas søn"[1], mens hans far ikke nævnes. Hans blod var hans første retsgrund.

Og hans stilling som egtefødt søn (av egtefødt kongedatter) var den anden. Haakon Herdebred, motkongen, var uegte født. Den norske kongeret spurte rigtignok ikke efter "egte" eller "uegte" fødsel; men kirkens stigende indflydelse paa tankegangen hadde ført med sig, at "egtefødsel" gav et visst fortrin. Tidlig finder vi, rundt om i germanske riker, kirkens mænd paa vagt mot de kongelige bastarders blodsret[2]. De forlanger egte fødsel for en konge like fuldt som for en prest; den som skal være "Herrens salvede" og "kongerikets konge" og "arving til fædrelandet", maa være født i lovlig egteskap, heter det. Fra det 10. aarhundrede av traadte egte fødsel i kraft som kirkeretslig grundbetingelse for "den kongelige tjeneste". Skal en ikke egtefødt konge krones, maa der en særskilt tilladelse til.

I Norge trodset det germanske kongedømmes gamle blodsret længe det kirkelige krav; her tåltes der ikke meget om den ovemationale kirkeret, før erkebispesætet reistes og en virkelig norsk kirkemagt kom op. Men da begyndte man straks at tale om kirkeretten, "Guds ret", og da hører vi ogsaa, at der lægges vegt paa kongens "egte-fødsel". Man hadde i de dage, for første gang paa lange tider, en egtefødt hersker i landet. I en gammel kilde, som fortæller om Inge Krokrygg og hans brødre de tre konger, som reiste erkebispesætet — heter det: "Inge var egtefødt, og han blev mest æret av lendermændene". Om vi tør tro Snorre, blev Magnus Erlingsson tat til konge med de norske biskopers "vidende og vilje". For dem maatte han, den egtefødte søn av egtefødt kongedatter, allerede av kirkeretslige grunde være vel saa kjærkommen en "arving til fædrelandet" som Haakon Herdebred eller en anden uegte søn av norsk konge.

Men paa gammel statsret var der ihvertfald skedd et brudd med Magnus Erlingssons kongedømme. Derfor stod det fra første stund i fare. Og til den indre fare kom en ytre: den danske konges krav paa en vigtig del av landet, — lønnen for den hjælp, han i nødens stund hadde git den norske barnekonges formynder Erling Skakke.

Mot disse to farer søkte Erling den norske kirkes fortsatte støtte. Det var klart nok, at han kunde regne paa den i forholdet til indenlandske tronkrævere; mere end kirkeretten alene bandt erkebiskop Eystein til Magnus Erlingssons kongedømme; han var god, gammel parti-gjænger, han hadde været kong Inges kapellan og skyldte Inge den høie værdighet, han nu sat inde med. Hans stilling til Erling Skakkes norske fiender var, som Erling kunde ønske den. Og kong Valdemar av Danmark var ikke noget at ta hensyn til for en kirkens mand; ja, ham gjaldt det netop at holde ute: han var en tilhænger av den falske pave, av Victor 4, keiser Fredrik Barbarossas kreatur, som i disse aar ved alle tilladelige og utilladelige midler søkte at holde sig oppe mot Alexander 3, den mand, som nyss hadde viet erkebiskop Eystein.

Erling Skakke og Eystein blev enige[3]. I 1163 eller 1164 — aarstallet kan ikke fastslaaes med fuld sikkerhet - satte erkebiskopen kronen paa Magnus Erlingssons hode, i nærvær av rikets andre biskoper og en pavelig legat[4]. Legaten skulde under andre forhold været selvskreven til at utføre kroningen; en utsending fra Rom stod som pavens repræsentant altid høiere i rang[5] end nogen av de geistlige i det land, han kom til, — selv om han til hverdags beklædte et noksaa fordringsløst embede i kirken. Men ogsaa erkebiskop Eystein hadde titel av "det romerske sætes legat", og saa kunde han bli hovedmanden ved den hellige handling.

Kroningen var det første synlige resultat av overenskomsten mellem Eystein og kongens far. Og i enhver henseende en stor begivenhet. I Norden var Magnus Erlingsson den første konge, som blev salvet og kronet. Oprindelig var det bare salvningens akt, som hadde kirkelig karakter; den gaar tilbake paa bibelens fortælling om Samuel, som salver (Saul og) David. Kronen er et verdslig symbol, de orientalske storkongers og de romerske keiseres diadem. Men kirken forener efterhvert kroningens akt med salvningens. Selv saa verdslige symboler for kongemagten som sverdet og sceptret overrækkes den salvede konge foran Herrens alter og efter kirkens ritual.

Vi har ingen utførlig beretning om Magnus Erlingssons kroning. Men spredte steder i kilderne lar os forstaa, at den er foregaat med stor høitidelighet, og at den formular, som paa kroningsdagen kom til anvendelse i Kristkirken i Bergen, har lignet de — indbyrdes noget avvikende, men stort set samstemte — kroningsformularer[6], som var i bruk i det katolske Europa.

Erkebiskop Eystein. Fra Erkebispegården i Trondheim. Foto: Morten Dreier, 2006. Commons.

En kongekroning skulde ifølge de kirkelige forskrifter finde sted paa en søndag eller under en høi kirkefest. Om Magnus Erlingsson hører vi, at han blev kronet "paa denne den ærerike opstandelses dag"[7]. Det ser ut til at betyde paaskedag; men helt sikkert er det ikke, ti ogsaa søndagen (i almindelighet) — den ukedag Kristus stod op fra de døde — kan i middelalderen kaldes "opstandelsens dag".

Vi ser av kilderne, at "folket", som fyldte Kristkirken, har været spurt[8], om det var enig i, at den høitidelige handling skulde ske; vi ser, at barnekongen har mottat "vigselssverd"[9], "vigselsskrud", "gullstav" (scepter) og krone, og at han tilslut har avlagt et løfte[10]. Alt dette stemmer med europæiske forskrifter for en kongeindvielse. Magnus Erlingsson fortæller os selv en del av sit kroningsløftes indhold; han har svoret at holde landets love, sier han, at verge landet med sit viede sverd mot onde mænds begjærlighet og ufred og heller miste livet end bryte sin ed. Det minder om flere middelalderlige kroningsformularer, der kongen "for Guds og hans engles aasyn" lover, saa langt han vet og kan, at "bevare loven og retfærdigheten og freden for Guds hellige kirke og det folk, som er mig underkastet". I de europæiske ritualer er hvert trin i kroningshandlingen ledsaget av bøn, salmesang og velsignelse — tildels med meget vakker ordlyd — og ved Magnus Erlingssons kroning har det naturligvis heller ikke manglet paa ordets skapende og styrkende kraft.

Baade den norske kirke og Magnus Erlingssons kongedømme hadde fordel av kroningen. Kirken traadte frem som en medgrundlægger av kongedømmet; kroningsritualets ord "Jeg salver dig til konge" klang, som om de hadde konstituerende magt[11]. Men endnu mere tjente dog Magnus Erlingsson paa handlingen. En konges vigsel blev længe regnet som et sakrament; man tilla den oversanselige kræfter. "Guds naade har idag gjort dig til en anden mand og git dig del i sin guddommelighet", sier erkebiskopen av Mainz, naar han salver Tysklands konge[12]. Fyrsten kaldes Herrens Chrristus (= den salvede); frelserens navn blir hans. Og som han staar der med krone om panden, kappe over skuldrene, scepter i haanden, er han et tydelig avbillede av Kristus, der han staar for Pilatus med tornekrone, purpurkaape og et rør i den høire haand. Ukrænkelighetens glans falder over den kronede konge; "rør ikke mine salvede", heter det i skriften. Og ofte ser vi, at en hersker, som frygter motkonger eller angrep av fremmede fyrster, iler med at la sig krone. Magnus Erlingsson spiller stadig sin vigsel ut mot Sverre. Og kong Stephan av England († 1154), som ogsaa staar paa tvilsomt retsgrundlag og maa kjæmpe med en motkonge, sætter, til større sikkerhet, ind i sin kongelige titel: "Stephan indviet av William[13], erkebiskop av Canterbury og den hellige romerske kirkes legat". Baade i Norge og i England blir vigselen brukt til at hævde kongens ret. — Mot de krav, kong Valdemars gesandter i sin herres erende reiser paa Viken, stiller Erling Skakke den kjendsgjerning, at hans søn er "viet og kronet til landet". Og Ludvig 8 av Frankrig[14] avslaar at forhandle med de engelske sendebud, som i sin konges navn gjør krav paa Normandie, under henvisning til, at han allerede er kronet. Baade i Norge og i Frankrig blir vigselen brukt til at hævde kongerikets integritet.

Opfatningen av, at vigselen gir retsforøkelse, kommer klart frem i det kroningsbrev, som fulgte Magnus Erlingssons indvielse, og som var det andet synlige resultat av overenskomsten mellem Erling Skakke og erkebiskop Eystein. At et kroningsbrev blev ustedt, var ingen tilfældighet; Europa gav forbilleder. I England hørte et slikt brev med til kroningen[15] helt fra aar 1100 av; det indeholdt gjerne kongens kroningsed i utvidet form. Magnus Erlingssons brev kan da gi en forestilling om, hvad mere han har lovet ved vigselen end at verge lov og fred.

Kongen kalder sig i brevet: Magnus, av Guds naade Norges konge. Han er, saavidt vi vet, den første norske konge, som heter konge "av Guds naade". Det stemmer med, at han er den første salvede hersker i landet; ogsaa i den frankiske karolingerstat kommer "av Guds naade" sammen med den kirkelige kongeindvielse[16]. — Kongen taler snart i ental, snart i flertal; det stemmer med det europæiske formelsprogs utvikling ved dette tidspunkt. Kongen av Frankrig var allerede i regelen "vi"[17], ikke "jeg"; og kongen av England skulde snart følge efter i den faste bruk av herskerens "vi". Det fremadstræbende europæiske kongedømme hadde i det 12. aarhundrede stiftet nærmere bekjendtskap med romerretten og var nu i færd med at overta fra den visse attributer, som ellers tillaa den romerske keiser, — deriblandt "pluralis majestatis".

Magnus Erlingssons kroningsbrev, som er paa latin, begynder med at nævne, at kongen nu har mottat "dette rikes herredom og diadem av Herrens haand". Hans magt er blit "mere ophøiet", hans "frihet til at befale" er blit større; i det navn, han har faat: Herrens salvede, Herrens "Christus" — ligger "en overvældende værdighet." Men med værdigheten følger ogsaa en byrde: "store og vanskelige opgaver, som skal løses allerede fra unge aar av." Det gjælder da at erindre, at det at styre er at tjene Gud, og at større frihet end den, som ligger i tjenesten hos ham, ikke kan tænkes. Kongen kalder paa hans hjælp, han ber, at Gud selv maa være hans "medarbeider".

Gjennem hele denne del av brevet lyser skriftsteder frem; den indeholder ogsaa vendinger, som stammer fra Augustin[18] og stadig gjenfindes i middelalderlige skriftstykker. Men midt i det religiøse formelsprog klinger et uttryk av oprindeligere præg; det er, hvor kongen nævner, at han har at løse sine store og vanskelige opgaver "allerede fra unge aar av." Ordene gir et glimt av barnekongen Magnus Erlingsson, som i høi grad trænger at ha Gud til sin "med-arbeider".

I det følgende flyttes vi over til tydelig norsk grund. Kongen fortsætter: "Paa denne den ærerike opstandelses dag vier jeg mig, med riket, for altid til Gud og til det ærerike blodvidne kong Olav, hvem jeg helt og holdent, næst efter Gud, med særlig ærefrygt tildeler Norges rike, og jeg vil forestaa dette rike, saa langt det behager Gud, som det samme ærerike blodvidnes arvelige eiendom, — forestaa det, under hans herredømme, som hans vikar, og som om jeg har det fra ham."

Kong Magnus skjænker Norge til St. Olav! Den norske konge skal fra nu av være St. Olavs vikar og holde riket til hans haand. Idéen har forutsætninger baade paa norsk grund og paa europæisk. Dens første forutsætning ligger i den magtstilling, St. Olav hadde i norsk fantasi. Allerede kort tid efter Olav Haraldssons død ser vi en skald staa i den tro, at den døde raader for hvem der skal være konge i Norge. Han "under" sit land til den ene eller til den anden. Nogen ti-aar senere finder vi den samme forvissning hos en anden skald: "den hellige konge", som hviler i Nidaros, vil "unde sin ætt hele Norge". Og den digter, som kort tid efter erkebispesætets oprettelse, i St. Olavs egen helligdom, sa frem sin mægtige Olavsdraapa for kongebrødrene Eystein, Sigurd og Inge, kalder helgenkongen "Eders ætts mægtige hoved". Konturerne av Norges evige konge stiger frem bak de tre Haraldssønner. I Magnus Erlingssons brev er Norge blit St. Olavs "arvelige eiendom"; det er, som naar Israel kaldes "Guds arv". Landshelgenen har i Norge tat Guds plads; og kongen — som ellers i europæisk sprog heter "Guds (eller Kristi) vikar" — kaldes her helgenens vikar. Lignende forestillinger gjør sig (senere) gjældende i Sverige: naar landet er uten konge, staar der Sanctus Ericus paa mynten. Landshelgenen træder frem som Sveriges evige konge.

At Magnus Erlingsson kan "tildele" St. Olav sit rike, har hjemlig utvikling muliggjort. Men den form, det sker under, kommer utenfra. Kongen som "vikar"[19] for en høiere magt er europæisk sprog. Og at kongen kan bli vasall av en slik magt, skyldes europæiske forbilleder.

Den klareste parallel til lensforholdet mellem den norske konge og St. Olav, Norges landshelgen, ligger i den romerske keisers stilling til St. Peter, Roms hovedhelgen. Det var gammel pavelig teori, at den romerske keiser[20] hadde sit keiserdømme til len av St. Peter. Gregor forlangte av den mand, han vilde se som keiser, at han skulde bli "St. Peters vasall" (miles, faktisk = vasallus). Faa aar før Magnus Erlingssons kroning fører keiser Fredrik Barbarossa[21], som paa ingen maate vil indrømme noget vasallitetsforhold, bitter klage over, at der i Rom findes et billede, som fremstiller, hvordan keiser Lothar († 1137) "blir pavens vasall". Og en tvetydig vending i et brev fra pave Hadrian 4 hensætter keiseren og hans omgivelser i vildt raseri: i uttrykket, at paven har git keiseren beneficia[22] (= "velgjerninger", men ogsaa = "len") ser de hestehoven stikke frem.

Erkebiskop Eystein kjendte Hadrian 4: han hadde været i Norge, han var samme mand som "Nikolas den gode", kardinalen, som i 1152 hadde organisert den norske kirke. Eystein kjendte ogsaa den mand, som bragte keiseren pave Hadrians brev: nu var han selv pave og het Alexander 3, og det var han, som hadde indviet Eystein til hans stol i Nidaros.

Men selv om idéen til lensforholdet kom utenfra: "St. Olav" var et helt andet begrep end "St. Petrus". St. Olav var ikke bare kirkehelgen, han var repræsentanten for det norske kongedømme, han var kongeslegtens "mægtige hoved", og Magnus Erlingsson priser i kroningsbrevet hans kongelige egenskaper. Kongens lensforhold finder sit praktiske uttryk i en forsikring om, at han vil være St. Olavs "efterligner i dyder, som jeg er hans efterfølger i riket."

Magnus Erlingsson nævner, hvordan St. Olav "for dette rikes bevarelse uforfærdet møtte sine uvenner"", og hvordan han "viede dette rike med sit dyrebare blods utgydelse". Og kongen lover, i ord som stiger til høi patos, at følge helgenkongen:


"Uforfærdet vil jeg gaa frem[23], hvilken nød, pine og trængsel der end kalder mig, for at overholde lov og retfærdighet, for at verge fædrelandet som St. Olavs eiendom, trygg ved Guds og ved hans beskyttelse, — gaa frem til slag med ham selv som høvding (dux) og likesom hans kriger (miles), og i hans leir vil jeg kjæmpe, og om de kaster leir op mot mig, skal mit hjerte ikke frygte."


Tilslut lover kongen, at efter hans død skal det kongelige diadem ofres[24] til "blodvidnet" i Nidaros katedralkirke, — "til et vidnesbyrd om denne evige underkastelse" (subjectio, det vanlige ord for indtrædelse i lensforhold).

Det er klart, at der i "underkastelsen" under St. Olav kunde ligge en fare for kong Magnus: nemlig om erkebiskopen til enhver tid skulde kunne repræsentere helgenen. Men dette er aabenbart ikke meningen. Det er den norske konge, som skal repræsentere den mystiske St. Olav, ikke erkebiskopen.

Paa intet punkt i kroningsbrevet trænger erkebiskopen sig som nogen "St. Olavs vikar" ind mellem helgenen og Magnus Erlingsson. I Rom var det ikke bare "St. Peter"", som stillet krav til den romerske keiser, men — uttrykkelig — ogsaa St. Peters vikar, paven[25]. Den romerske keiser avlægger sine løfter til "dig, den hellige Peter, apostlenes fyrste, og gjennem dig til din vikar paven". Den norske konge er selv St. Olavs vikar. Og i brevet sætter kong Magnus rolig sit eget navn foran erkebiskopens: Magnus sender Augustinus sin hilsen. Man la i middelalderen stor vegt paa navnenes rækkefølge. En av de ting, Fredrik Barbarossa forarget[26] paven mest med, var at han, drevet av sin selvstændighetstrang, i breve til pavestolen brøt med gammel ærbødighet og satte sit eget navn foran pavens. Hadde Magnus Erlingsson været erkebiskopens vasall, maatte han latt "Augustinus" komme foran "Magnus"; men det gjorde han ikke. Vasall var han rigtignok nu, men av en helgen, som tillike var norsk konge — og kraften og glansen i norsk historie.

Og ved brevets ordlyd var der ting, som kongen, netop i øieblikkets situation, tydelig tjente paa. Naar han fremhæver sit tjenesteforhold til en mand, som "viet dette rike med sit dyrebare blods utgydelse", og som "for dette rikes bevarelse uforfærdet møtte sine uvenner", — da har han skaffet sig hjælp til sin egen strid mot kong Valdemar. St. Olavs "arvelige eiendom" kan ikke formindskes, ingen del av det viede rike kan komme under fremmed styre. "Jeg vil uforfærdet gaa frem til slag for at verge fædrelandet som St. Olavs eiendom", sier Magnus Erlingsson. Forbundet med helgenen skaper en retsgrund for løftebruddet mot den danske konge og en garanti i kampen mot ham. At det er kong Valdemar, "slaget" først og fremst skal gjælde, synes klart nok. Han var i øieblikket den farligste fiende, hans sendebud indfandt sig hos Erling Skakke straks efter kroningen. Indenlands saa det ved dette tidspunkt tryggere ut; men om nye tronkrævere skulde staa frem, kunde "St. Olav" være en hjælp ogsaa mot dem. Magnus Erlingssons lendermænd bar St. Olavs merke ut av Kristkirken i Nidaros, første gang de kjæmpet mot Sverre, og kongen selv seilet til kamp mot birkebeinerne ombord paa "Olavssuden".

Magnus Erlingssons kroningsbrev forringer endnu ikke den norske konges ret og magt[27]. Og for Erling Skakkes søn, som bare med tvilsom ret repræsenterte kongeætten, Olavsætten, maatte dette sterke lys fra St. Olav være en hjælp. Men der gjemte sig allikevel — samtidig — en viss fare for kongedømmet i kroningsbrevet, der er noget ved det, som peker ut over selve ordlyden. Bestemmelserne om lensforholdet til St. Olav og om kronens ofring til St. Olavs helligdom, erkebiskopens kirke, fører naturlig over i en religiøs-kirkelig tankegang og har sikkert skullet lette overgangen til den magtforøkelse for erkebiskopen, som er fastslaat i den nye tronfølgelov. Ti som det tredje synlige resultat av overenskomsten mellem Erling Skakke og erkebiskop Eystein kom en slik lov. Og her blir der for første gang tale om en retsforringelse for tronen, eller rettere sagt for kongeslegten, her træder det frem, at erkebiskopen har benyttet svakheterne ved Magnus Erlingssons stilling til at skaffe kirken ny ret: kongehuset skal ikke længer frit raade for sin arv, under en tronledighet skal biskoperne være med at bestemme, hvem den nye "St. Olavs vikar" i Norge skal bli. — Loven er antagelig bragt i stand i Bergen under de forhandlinger mellem rikets verdslige og geistlige stormænd, kroningen nødvendiggjorde; senere er den saa blit vedtat paa de forskjellige lagting, der folket gav sig lov.

Den nye tronfølgelov rydder radikalt op i den gamle, brøstfældige statsret. Indtil nu hadde tronfølgen bygget paa en eiendommelig blanding av arv og form. Enhver kongesøn hadde, i kraft av sit blod, ret til riket. Men han maatte "tages til konge* paa folkets ting, han traadte ikke ind i værdigheten, straks tronen var ledig. Paa den anden side var folket forpligtet til at "ta" ham, om han lovet at overholde lovene. Praktisk talt: tronen var arvelig, og i videste utstrækning, — den gik i arv til alle kongesønner, ogsaa til de ikke egtefødte.

Magnus Erlingssons tronfølgelov fastslaar: Én skal være konge i Norge. Om Norges konge har etterlatt egtefødte sønner, skal det være en av dem. Og fortrinsvis den ældste. Bare om "ondskap eller uforstand besætter ham" og "støter ham fra riket", skal han vike pladsen, og da for en av sine brødre, de andre egtefødte kongesønner — for den av dem, som synes "bedst skikket". Findes ikke egtefødt søn, skal man ta hensyn til anden, nærmeste arving. Og først om han "ikke synes skikket", er valget frit.

Forestillingen om kongehusets blodsret til landet er endnu lyslevende. Men nye begreper har blandet sig med de gamle. Blodsretten (arveretten) gjennembrytes til en viss grad av det europæiske valgkongedømmes idé, og efter europæisk mønster gjennemføres enekongedømmet, "individual-sukcessionen". Kirkens haand merker man baade i bestemmelsen om den egte fødsels fortrin og i kravet paa, at kongsemnet skal være "skikket". Ofte hører vi, rundt om i Europa, at kirkens mænd mere spør, om en tronkandidat er "skikket"[28] (idoneus), end om han er av kongelig byrd. Der var mange grunde til det. En av dem laa allerede i den teologiske tradition; kirkefædrene, som skrev med den gamle romerske keiserstats forhold for øie, lægger liten vegt paa, at fyrsten har arveret, saa meget større vegt paa, at han er "skikket".

Ogsaa den form, tronfølgen skal ske under, viser kirkens indflydelse. Raadslagningerne om, hvem den nye konge skal være, skal finde sted i Nidaros, hos "den hellige kong Olav". Og det er ikke længer folket, som paa sine forskjellige ting skal "ta" kongen; han skal prøves og antages av et kollegium av dertil selvskrevne eller opnævnte mænd, — han skal komme til sin værdighet som en biskop til sin, gjennem en (valg-)handlingens enhet (unitas actus[29]).

De selvskrevne mænd i kollegiet er erkebiskopen og rikets fire andre biskoper, de opnævnte mænd er "de tolv viseste fra hvert bispedømme", mænd som hver av biskoperne "opnævner med sig". Staar kollegiets medlemmer splittet, naar det gjælder at finde den nye konge, — "da skal de faa sin sak igjennem, som er de flere, og som erkebiskopen og de andre biskoper følger."

Til grund for denne ordning ligger fremgangsmaaten ved valg paa kirkens embedsmænd (de "kanoniske" valg). Det ældre (og det samtidige) europæiske valgkongedømme kjender ikke noget ret for flertallet: kongen vælges ved enstemmighet[30]; de, som er uenige i valget, avholder sig fra at stemme, og det faar bli kongens sak at vinde dem ved en senere leilighet; om de paa forhaand vet, at valget vil gaa deres ønsker imot, møter de overhodet ikke frem og kan, om de vil, samle sig til valg paa en motkonge. Men ved valg i kirken hadde fra gammel tid flertallets mening[31] (sententia plurimorum) en forrang.

I Magnus Erlingssons tronfølgelov er flertallets ret betinget av erkebiskopens og biskopernes tilslutning. Ogsaa det er kirkeret, og kirkeret som viser, hvor godt den norske geistlighet (erkebiskop Eystein) fulgte med i sin tid. Det 12. aarhundrede hadde langsomt utviklet en teori om, at et flertal ikke var nok ved et kirkelig valg, — man skulde ikke bare se paa vælgernes kvantitet, men ogsaa paa deres kvalitet. "Den part er den større, som er den bedre", heter det i et europæisk stridsskrift[32], som bare er ett, høist to aar ældre end den nye norske tronfølgelov. Og snart etter gaar en kirkelig synode[33] ut fra, at "den større og bedre parts mening bør ha fortrinnet".

I Magnus Erlingssons tronfølgelov betyr kravet paa tilslutning fra biskoperne (den "bedre part"), at de kan nedlægge sit veto mot et flertal, de ikke er enige med, og paa denne vis "tvinge parterne til enighet", som det heter i kirkens sprog. Med andre ord: de kan sætte sin mening igjennem.

Her hadde da — ihvertfald paa pergamentet — den norske kirke skaffet sig øket makt. Med beundringsværdig konsekvens har den nærmet formerne for en norsk "konge-antagelse" til formerne for et kirkelig valg, og kirkens egne mænd er blit de fornemste mellem dem, som skal gi landet en konge. Bruddet med det tilvante kommer saa pludselig og gaar saa dypt, at det ligger nær at tænke sig en eneste kraftig vilje bak det, at se det som følgen av et eneste velrettet hugg. Det maa være et verk av én klar og myndig og moderne aand; og den ene maa være erkebiskop Eystein, kirkebyggeren i Nidaros.


__________


Over hans stol og over hans kirke kastet tronfølgeloven ny glans. Men den var ikke ensidig til gavn for ham og de andre geistlige stormænd i landet. Ogsaa kongedømmet stod der med en klar vinding: én konge i Norge, helst Norges konges ældste egtefødte søn. Det synes at føre mot bedre tider, det synes at skape større trygghet, for kongen, for alle.

Ikke bare kongedømmet som institution, ogsaa Magnus Erlingsson personlig drog nytte av dette punkt i tronfølgeloven. Det utelukket de ikke egtefødte kongesønner, som endnu kunde findes i riket, og som kunde tænkes at ville reise krav paa herredømmet. Det utelukket endog den egtefødte (om en slik fandtes), — ihvertfald for Magnus Erlingssons levetid: én skal være konge i Norge. Til dobbelt sikkerhet fastsatte loven fredløshet og bansstraf for enhver, som lot sig ta til konge paa anden vis, end loven foreskrev. Efter dens bokstav var da Sverre en fredløs og bansat mand, staks han tok kongenavn.

Hvad erkebiskop Eystein skapte, var nyt i Norge, men ikke i Europa. Rundt om i "valgrikerne" var det faktisk biskoperne, som valgte kongen, og netop det 12. aarhundredes kirkelige teori hævdet allevegne, at saa burde det være[34]. I Norge blev biskopernes førerstilling under en tronledighet nu hævet til lov, og det var naturligvis en retsforringelse for kongestammen, at landet ikke længer var dens sikre arv. Men det er et stort spørsmaal, om biskoperne virkelig vilde gjort bruk av sin betingede ret til at gaa kongeslegten forbi ved et tronskifte. I de europæiske valgriker holdt de sig næsten altid til "det kongelige blod". Hos erkebiskop Eysteins store samtidige, den strenge "gregorianer" Johan av Salisbury, heter det nok, at fyrstelig byrd ikke bør være avgjørende ved valget av hersker; men "det er allikevel ikke tillatt"[35] at forbigaa fyrsteslegten, hvem tronfølgen tilhører i kraft av guddommelig forjættelse og i kraft av familieretten, — forutsat at de fyrstelige tronarvinger vandrer paa Herrens veie", at ikke "ondskap eller uforstand besætter dem", som det heter i Norge. Allerede nærmeste arving maa i regelen ha "vandret" paa de rigtige veie, siden valget saa trofast faldt paa ham[36]. Og biskopernes valgret hindret ikke, at kongedømmet stadig steg i styrke. Om den vilde hindret det i Norge, kan vi ikke vite. Derom tier historien. Vi har ihvertfald intet bevis for, at erkebiskop Eystein tilstræbte en svak kongemagt. Har han gjort det, er han ikke naadd langt i virkeligheten. Rimelig nok: hverken kroningsbrevet eller tronfølgeloven gav ham nogen magt over Magnus Erlingssons kongedømme. Vi hører da heller ikke, at han nogen gang optraadte som landsstyreren. Hans ven krønikeskriveren Theodricus, som vier ham sit verk om Norges gamle konger, skriver uttrykkelig, at konge og biskop har skilte opgaver: "Ti én ting er det at betvinge[37] onde menneskers frækhet med den verdslige magt og sverdet, en anden ting at regjere sjælene med en hyrdes omsorg og stav." Erkebiskop Eystein er ikke engang herre paa sit eget omraade. Vi hører, at han i 1177 — samme aar som Sverre traadte frem — ikke vaaget at indvie en islandsk biskop, før han hadde faat tilladelse til det fra Erling Skakke og fra kongen selv. Efter Erlings fald klager Eystein over hans tunge overmod. Den største reelle fordel, erkebiskopen vandt ved overenskomsten med Erling, laa i de indrømmelser av økonomisk art, tronen gjorde ham. Erkebispestolen fik ret til økede indtægter. Og det hefter sagaaerne sig ved; men de nævner ikke lensforholdet til St. Olav og heller ikke tronfølgeloven. For dem er det den bedrede økonomi, som er erkebiskopens løn for Magnus Erlingssons kroning. Og deres taushet om det andet er kanske noksaa talende.

Men hvordan staar Magnus Erlingssons kongedømme til aristokratiet i landet? En lendermands søn er blit konge i Norge. Søker ikke de andre lendermænd del i styrelsen? Prøver ikke aristokratiet at skaffe sig et visst tak paa kongemagten, ved kroningen, i kroningsbrevet, ved tronfølgeloven? Vi hører intet om det, ikke étt ord. Tronfølgeloven sier nok, at "de tolv viseste mænd"[38] fra hvert bispedømme skal være med at raadslaa om den nye konge; men disse "viseste mænd", sagtens stormænd, opnævnes jo av biskoperne, og om de stemmer anderledes end kirkens mænd, har de stemt forgjæves. Det vilde ogsaa været underlig, om aristokratiet skulde høstet fordel av en situation, som i første række var gylden for kirken. I det samtidige (og tidligere) Europa pleiet ikke geistligheten og det verdslige aristokrati at gaa synderlig godt sammen. I England f. eks. var forholdet mellem kongen (Henrik 2) og kirken det allerbedste, saalænge kongen nøiet sig med at indskrænke aristokratiets magt. Kirken var ingen motstander av et sterkt kongedømme, naar det viste sin styrke paa det verdslige omraade. Det maatte bare ikke røre ved "kirkens frihet". Kirkefyrsteme stred for den, ikke for aristokratiet.

At stormændene ikke kunde tiltvinge sig fordele ved Magnus Erlingssons kroning, er bare, hvad vi kan vente. De hadde intet at gi ved denne leilighet; saa hadde de heller ikke noget at fordre. Skulde de nogen gang fordret noget, maatte det været, da de gav Magnus Erlingsson kongenavn. Men da var det Erling Skakke, som krævet "fuld troskap" av dem. Og det var ogsaa det eneste naturlige. Man gik til "store raad", til et "vanskelig verk". Situationen indbød ikke lendermændene til overdrevne fordringer; men den indbød den høvding, som skulde holde de slagnes parti oppe, til "at sætte sterke skranker imot, at han (om det gaar godt) støter paa motstand eller fiendskap av dem, som nu er med i dette raad". — Lendermændene var heller ikke saa mange ved denne leilighet. Tronstriden hadde allerede ryddet frygtelig op i aristokratiets rækker, og det tok tid, før de faldnes sønner blev voksne og kunde ta de tomme pladser. Lendermændene holdt sig til Erling Skakke og kong Magnus, fordi de stod i spidsen for det parti, av hvis ve og vel ogsaa deres skjæbne avhang. Krigen hadde skapt et dødelig fiendskap mellem de kjæmpende grupper; hos motpartiet var intet at finde undtagen had og hevn, i bedste fald mistro, i hvert fald fare for liv, eiendom og anseelse. Og lendermændene blev tjenere av Magnus Erlingssons kongedømme. Men de blev ikke dets herrer.

Vi hører aldrig, at Magnus Erlingssons kongedømme var magtfattig, — heller ikke i forholdet til aristokratiet. Erling jarl fører styret, ikke som lendermand, men som kronens repræsentant. Han er kongens far, og kongedømmets interesse er hans. Han staar i nøiagtig samme stilling som den svenske Birger jarl, ogsaa en konges far, 70—80 aar senere. Han er kraftig som Birger. Vi hører ikke, at han sitter i et raadskollegium av lendermænd, at han er fører for en gruppe "aristokrater", som har stræbt efter magten og nu har delt den mellem sig. Kilderne sier om Erling jarl: Han var "en mægtig høvding" (Fagrskinna); han "raadet og styrte alene for Norge paa kong Magnus, sin søns, vegne" (Fagrskinna); "han hadde skibsflaaten og alt landevern" (Snorre); "han var en mægtig og vis mand og en god og virksom landsstyrer; han kaldtes noksaa grusom og haardtstyrende" (Snorre); al landets styrelse laa hos ham (Sverres saga). Erling er kongemagtens mand. Over hele borgerkrigenes historie hænger en kongekrone og skinner.

Magnus Erlingssons kongedømme virker i visse maater som en forløper for Sverres og Sverre-ættens. Det er et kongedømme, som vil fred. Og fredslængselen er en av dets forutsætninger. Aristokratiet kunde ikke ha nogen magtvinding av, at der for fremtiden bare skulde være én konge i landet; men samfundet vandt i trygghet. Kirken kunde ha en magtvinding av sin førerstilling under en tronledighet; men det kan ikke bare ha været ærgjerrighet, som drev erkebiskop Eystein. Kirkelig idealisme, en kirkens tjeners kjærlighet til fred og retfærdighet, har været med om at skape Norges nye tronfølgelov. Den var, eller kunde bli, et fredsverk av rang. Det er værd at mindes, at de ledende mænd i denne tid, samtidig som de reformerte statsretten, søkte at gjøre ogsaa privatretten[39] til et bedre redskap for freden: det blev lovfæstet, at den som i drapssaker tilsa sin uven trygghet og brøt sit løfte, til straf skulde stilles utenfor loven. Blev han saa selv dræpt, maatte ingen ta hevn for ham eller kræve bot efter ham. Staten grep altsaa ind i enkeltmands hevnret og indskrænket den.

William av Newburgh forklarer Magnus Erlingssons kongedømme slik: "Landets stormænd vilde i from iver bringe lægedom for tronstridens skjændselsfulde onde"; og da Magnus, "Inges søstersøn" (søskenbarns søn) var blit Herrens Christus-(salvede), trodde de, at de hadde helliget fyrsten, og at gammel sedvanes vanære var tilintetgjort."


__________


Men der var nok de, som hadde sine betænkeligheter ved det hele. Der manglet en sten i bygningen: Magnus Erlingssons ret til Norges trone var overmaade tvilsom; hans ret til at raade for loven i landet var altsaa ogsaa tvilsom. Magnus Erlingsson var blit konge med forbigaaelse av kongsemner, hvis blotte eksistens i virkeligheten utelukket ham fra tronen, med brudd paa gammel lov, som til og med gjaldt for at være "St. Olavs lov". Hans motstandere kunde til enhver tid hævde, at han hadde tiltat sig magt over ting, han ikke hadde myndighet til at raade for; kongsemner, hvis ret han var gaat for nær, kunde si, at hans kongedømme var ulovlig, og at hans kroning, kroningsbrev og tronfølgelov derfor var uten kraft. Rigtignok hadde folket paa sine lagting vedtat tronfølgeloven; men over kongedømmets ret raadet ikke folket alene. Kongedømmet var kongeslegtens odel og arv; og en forandring i dets retsstilling krævet kongens samtykke. Men nu var det altsaa et spørsmaal, om Magnus Erlingsson virkelig var "kongen", om hans bestemmelser kunde binde kongsemner av Haraldsættens mandslinje. Dem hadde ingen spurt; men de var de nærmeste til at raade for kongedømmets ret.

Det var endog et spørsmaal, om en av dem vilde hat lovlig adgang til at medgi den retsforringelse for kongeslegten[40], som laa i opgivelsen av dens ubetingede arveret til landet. "En konge kan ikke formindske kronens ret for en anden konge", — det er ihvertfald et standpunkt, som ofte hævdes i middelalderen.

At avskaffe gammel lov var i det hele en alvorlig sak. "Nymæle" (nye bestemmelser) var ikke folkets krav til en konge i denne del av middelalderen. Kongen skulde verge den gode, gamle lov, — det var opfatningen: "at styre er at bevare loven", heter det. Kong Birger av Sverige (o. aar 1300) har store betænkeligheter ved at rette Upplands-Ioven: "Vi har ventet nogen tid med det, ti vi vilde ikke uten tilstrækkelig grund omskifte gammel lov, og ikke urettelig opfinde ny lov." Nu har kongen allikevel gjort det; til gjengjæld skal rigtignok de nye bestemmelser være "en evindelig rettesnor".

Midt i al lovkonservatisme dukker kirkens lov op som den radikale kraft. Den er i stadig utvikling og bør ifølge kirkens teori stadig være det. Karakteristisk for opfatningen av kirkens ret til nye bestemmelser og av den verdslige magts pligt til at holde paa de gamle, er de ord erkebiskop Eirik, Eysteins etterfølger, sier til sin fiende Sverre, da kongen ved en given leilighet vil følge erkebiskopens eksempel[41]: erkebiskopsstolen har øket størrelsen av de offentlige retsbøter, som tilkommer den, til det dobbelte, og kongen kan, sier han, for sit vedkommende, gjøre det samme. Men da svarer Eirik, at kongen er nødt til at holde sig til den ret og lov, han har svoret til, og den gir ham ikke adgang til økede indtægter; "men Guds ret (kirkeretten) skal stadig vokse og aldrig formindskes." I Europa heter det: "Det er sikkert, at prestedømmet har førsteretten til at utstede love[42]; ti den almægtige Gud paala ikke oprindelig presteme love gjennem kongerne, — han paala kongerne lov gjennem presterne."

Kirkeretten (den kanoniske ret) brøt ofte ind paa omraader, som før hadde underligget staten. Og den kunde bli en hjælp for kongedømmet, om det først vilde forandre statens love. I Magnus Erlingssons kroningsbrev, som er inspirert av kirken, heter det ikke længer: "at styre er at bevare loven", men: "at styre er at tjene Gud". Og den nye tronfølgelovs bestemmelser om fremgangsmaaten, naar man skal gi landet en ny konge, bygger paa kanonisk ret.

Sverre kom. Der var et hovedpunkt ved den nye ordning, som han maatte sætte pris paa, og som hans sønnesøn tok op igjen: enekongedømmets idé. Men Sverre vilde selv være den ene konge. Og for at bli det maatte han slaa hele tronfølgeloven ned. Den lukket ham, den ikke egtefødte kongesøn, ute fra hans arv. Men den gamle statsret, "St. Olavs lov", aapnet ham veien til den. Og det blev en vældig styrke for ham og hans tilhængere under hans kamp med Magnus Erlingsson — og en evig fare for motpartiet, at han kunde hævde: ikke jeg er lovbryteren ; det er de andre, som har krænket loven, St. Olavs lov. Denne bevissthet gav Sverres sind trygghet og Sverres sak kraft. Den gav mod til at følge ham. Tronfølgeret brøt — efter middelalderlig opfatning — endog edens hellighet. Ingen behøvet at gjøre sig samvittighet av at følge Sverre mot Magnus Erlingsson, om han hadde overbevist sig om, at Magnus var konge med urette.

Sverre bygget paa den "gamle landslov*, appellerte til folkets ærefrygt for den og lot sig ta til konge i dens navn. Han tvang erkebiskop Eystein til forlik, han knuste Magnus Erlingssons kongedømme. Han behøvet ikke at tænke stort paa den nye tronfølgelov; det var nok, at han trofast holdt sig til St. Olavs lov. Det er meget mulig, at han ved forliket med erkebiskop Eystein — et aar før Magnus Erlingssons fald — fuldkommen har ignorert hele Eysteins nyordning og ikke krævet nogen uttrykkelig tilbakekaldelse av den. For ham var disse "nymæle* bare en eneste ulovlighet. At erkebiskopen bøiet sig for ham og hævet banlysningen over ham, kan ha været ham nok. Kjendsgjerningerne hadde talt sit vegtige sprog.

Sverre behøvet ikke at regne Magnus Erlingsson for konge, like litt som Magnus regnet ham for at være det. Han er rigtignok ikke saa pedantisk som sin motstander: "du, Sverre!" sier Magnus; "du (eller I) kong Magnus!" svarer Sverre. Men skal der først lages teori, saa har han sin i orden. Ikke kong Magnus har været Norges virkelige konge indtil nu, men de kongssønner, Erling Skakke slog ned: Erling "reiste flok og merke mot kongers sønner, kong Haakon (Herdebred) og kong Eystein (Meyla) og fældte dem begge fra riket*, sier Sverre. Og det tør være tvilsomt, trods alle vakre ord, han sa over motstanderens grav, og al omhu, han la i at gi graven et værdig utstyr, — om han har tat ordene "Norges konge" med i mindeindskriften over den døde. Men aarenes gang la et forsonende skjær over hele kampen, og Sverres sønnesøn, Haakon Haakonsson, taler med følelse om "slik en høvding, som kong Magnus, min frænde, var"[43]. — Først da kirken atter trak frem Magnus Erlingssons kroningsbrev og tronfølgelov og gjorde den dødes navn aktuelt paany, faldt Sverre-ættens kongedømme tilbake til sin gamle avvisende holdning: for Haakon Haakonssons søn Magnus Lagabøter er Magnus Erlingsson bare "en saakaldt konge". I kongerækken blir der ikke plads for ham; Magnus Lagabøter kalder sig Magnus 4, han springer over Sverres motstander i raden av norske konger med navnet Magnus.

Magnus Erlingsson er fyldt av lidenskap under striden mot Sverre. Han stirrer paa sin ret; han er den kronede, ukrænkelige konge. Han utfordrer sin motkonge til tvekamp, som saa mangen middelalderlig fyrste[44] gjør, naar han stoler paa sin ret og vil verge den til det yderste. Og for ham maatte situationen være mere oprivende end for de fleste andre. Hans grundlag syntes saa godt muret: St. Olav og atter St. Olav. Han fik opleve, at grundlaget bedrog ham, at hans krones glans og hans forbund med helgenkongen svigtet — og at den mand, som engang hadde sat "diademet fra Guds haand" paa hans hode, forlot ham under kampen. Han maa ha lidt under det besynderlige og forvirrende i, at han, St Olavs vikar, blev angrepet i helgenkongens navn og i ly av hans lov. "St. Olav", vennen, hjælperen, viste sig ved motstanderens side. Magnus Erlingsson faldt, saa at si, for egne vaaben. Hans tragedie er fuldkommen.

Fotnoter

  1. ↑ F. Jonsson: Skjaldedigtn. I A.
  2. ↑ Kern: Gottesgnadentum u. Widerstandsrecht 61—62.
  3. ↑ Efter en "trætte" om "kirkens frihet" ; Eystein blev den overlegne.
  4. ↑ Ebbe Hertzberg tar feil, naar han sier, at ingen norrøn kilde fortæller, at paven hadde "sendt" legaten til Norge - og naar han trækker slutninger av denne opfatning (Hist. Tidsskr. 4 R, S. 3 s. 102 ff.) Det heter uttrykkelig (Bisk. Sög. I 230): "pavens legat, som var sendt til at holde øie med de saker, som fór mellem kirken og kongen."
  5. ↑ Hurter: Innocenz III. b. 3, 8. 167.
  6. ↑ Martene: De antiq. eccl. ritibus. tom. II 201—237. Waitz. i Abh. d. Gesellsch. d. Wissenesch. zu Gøttingen, b. 18. H. A. Wilson, i Journal of Theol. Studies, b. 2. E. Eichmann, i Zeitschr. der Savignystiftung, kanonist. Abt. b. 2 og 6. W. Sickel, i Byzant. Zeitschr., b. 7. Schreuer: Die rechtl. Grundgedanken d. franz. Königskronung.
  7. ↑ Kan være hvilkensomhelst søndag, (isl. prædiken: «Krist helliget alle søndager i sin opstandelse") — skjønt det høitidelige "ærerike" synes at tyde paa paaskedagen. Jfr. Maurer: Norwegens Schenkung 8. 45—46. "Bergens rimkrønike" synes (visstnok efter ældre, tapt kilde) at henlægge kroningen til St. Laurentius's dag, d. 10. august. Den ialdt i 1163 paa en lørdag. Tænkes kan det, at kroningsbrevet, som er utstedt paa "den ærerike opstandelses dag", er en dag yngre (fra søndagen d. 11. aug.) Slik kunde tekstens ord "den ærerike opstandelses dag", som strengt tat gjælder brevets datum, ikke kroningsdagens, forklares. Jfr. forøvrig E. Hertzberg (Hist. Tidsskr. 4 R. 3, s. 45—55 og s. 75) og G. Storm i Skrifter udg. af Videnskabs selsk. 1895.
  8. ↑ Kongen sier i Sverres saga: "Jeg blev viet og kronet — efter alt landsfolkets raad". Jfr. europæiske kroningsformularer, hvor "folket" spørres, om det er enig i, at vigselen skal ske. Schreuer: Die rechtl. Grundgedanken s. 36—37.
  9. ↑ Nævnes i Sverres saga. Ved Haak. Haakonssons kroning omtales "to riksstaver av sølv, paa den ene et kors, paa den anden, en ørn av gull". I Frankrig nævnes 1313 "en stav av sølv med en ørn" ved siden av det egentlige scepter. Schreuer : Die rechtl. Grundged. s. 110 anm. 8. Jfr. Waitz: Deutsche Verfassungsgesch. (2. cpl.) b. 6, 8. 294.
  10. ↑ I Snorres skildring nævnes eden sidst. Saa ogsaa i Europa. Jfr. en kroningsformular, trykt i Abh. d. Gesellsch. d. Wissensch. zu Gøttingen 18, s. 43—44 (under siden) og Schreuer: D. rechtl. Grundged. s. 136 anm. 1. — Kong Eiriks kroningsed av 1280 bygger tydelig paa denne gamle formular (jfr. Dipl. Norv. I s. 62).
  11. ↑ Kern: Gottesgnadentum 97-98.
  12. ↑ Kern: Gottesgnadentum 79. Det heter allerede om Saul, at vigselen gjorde ham "til en anden mand".
  13. ↑ H. Bohmer: Kirche u. Staat in England 336 anm. 1.
  14. ↑ Schreuer: D. rechtl. Grundged. 97. Jfr. forøvrig om vigselens kraft Kern: Gottesgnadentum.
  15. ↑ Charters of Engl. Constitution 1870 (95). Jfr Kern: Gottesgn. 360-361.
  16. ↑ Karl d. store blir salvet sammen med sin far Pippin, og Karl (om ikke allerede Pippin?) er ogsaa den første frankerkonge "av Guds naade". Kern: Gottesgn. 92.
  17. ↑ Ludvig 7 (1137—1180) bruker som Magnus Erlingsson (1161—1184) "vi" og "jeg" om hverandre i étt og samme brev. Luchaire: Études sur les actes de Louis VII, s. 349, 352, 363 o. s. v. Denne ustøhet i bruken av pluralis majestatis, som flere forskere har villet ta som et tegn paa kroningsbrevets uegthet, er i virkeligheten et av beviserne paa dets egthet. — G. Storm forklarer ustøheten (overflødig) med en henvisning til erkebiskop Eysteins stil (Skrifter udg. af Videnskabsselsk. 1895, s. 20). I virkeligheten er den netop, hvad vi maa vente at finde i europæiske kongebreve fra denne tid. Jfr. Gottesgn. 138, anm "lyser skriftsteder frem". Endog et uttryk som "diademet av Herrens haand" er bibelsk (Visdommens bok 5, 17 ).
  18. ↑ Augustinus: De musica, lib. VI, cap. 4, og De civitate Dei, XI 4. 13 og XIX 14. Libelli de lite 111 8. 663. Ludvig 7i et brev (Luchaire : Études sur les actes de L. VII, s. 360). Innocents 3i et brev (Hurter : Inn. 111 b. 3, 3. 69). I de tre sidste kilder (den ældste fra o. 1100) flndes Magnus Erl.s definition av magten: "at styre er at tjene Gud." — Kroningsbrevets ord om den "ydmyghet", som skal følge ophøielsen, gaar i sin inderste grund tilbake paa et skriftsted (Jesu, Sir. søns visdom 320).
  19. ↑ Liebermann: v. Gesetze d. Angelsachs. II 2, 8. 549. Libelli de lite 111 667 (o. 1100). E. Nymann: Quellensamml. 2. kirchl. Rechtsgesch. II 97, anm. 1.
  20. ↑ Keiseren som vasall (miles) av St. Peter og hans vikar paven, se Kern: Gottesgn. s. 63, anm. E. Eichmann: Quellensamml. 2. kirchl. Rechtsgesch. II 94—105. Jfr. Eichmann: Acht u. Bann s. 42, 48, 50. Waitz: Deutsche Verfassungsgesch. (2. opi.) 6, s. 238—239.
  21. ↑ Pruyz: Kaiser Friedrich i b. 1, 8. 116. Eichmann: Quellensaml. II 99 (97).
  22. ↑ Reuter: Gesch. Alwexanders III (2. utg.) b. 1, s. 26. Eichmann: Quellensaml. II 98.
  23. ↑ Paa samme maate slutter kong Ludvig 6 († 1137) foran en farlig krig forbund med St. Denis (Bibl. de l école des chartes, b. 34, s. 245). Ludvig er for et grevskaps vedkommende vasall av St. Denis. Jfr. Alex. Bugge i Hist. Tidsskr. 5 R. 3, 8. 208.
  24. ↑ Alm. i middelalderen. Keiser Henrik 2 († 1024) ofrer sin krone til St. Peter, Henrik 5 († 1125) ofrer sin til et kloster. Waitz: Deutsche Verfassungsgesch. (2. op!.), b. 6, s. 292 og 293 anm. 1. — Om ofring av den franske konges krone til St. Denis, se Alex. Bugge i Hist. Tidsskr. 5 R. 3, 8. 207—208. — Kronen ofres i regelen "for kongens sjæl". Efter Magn. Erl.s tronfølgelov sker det ogsaa til ære for St. Olav. Uttrykket dækker saa nogenlunde kroningsbrevets ord, at kronen ofres til tegn paa "underkastelsen" under helgenkongen. Antagelig er det netop til kroningsbrevet, tronfølgeloven hentyder, naar det sies, at kronen skal ofres for kongens sjæl og til ære for St. Olav, "slik som kong Magnus lovet, den første kronet-konge i Norge." Brevet har sikkert ikke, som mange forskere har ment, været beregnet paa hemmeligholdelse.
  25. ↑ Bernheim: Mittelalt. Zeitanschauungen I 137. Kern: Gottesgnadentum 63, anm.
  26. ↑ Reuter: Gesch. Alexander III, b. I, s. 39 og 45. Eichmann: Quellensamml. z. kirchl. Rechtsgesch. II 112.
  27. ↑ Allikevel avviste en senere norsk konge (Magnus Lagabøter) Magn. Erl.s kroningsbrev. St. Olav gjaldt nok stadig for at være Norges konge "til evig tid". Men for en helt retmæssig konge av St. Olavs ætt var det overflødig at søke lensforbund med helgenkongen. Desuten blev kroningsbrevet (av erkebiskop Jon) trukket frem i forbindelse med Magn. Erl.s tronfølgelov, som indskrænket kongeslektens ret til landet, til fordel for kirken. Og den norske kirke var i det 13. aarh. langt mægtigere og langt mere av en romersk kirke end i Erling Skakkes dage.
  28. ↑ Kirken og idoniteten, se Kern: Gottesgnadentum 55-59.
  29. ↑ Hugelmann: D. deutsche Königswahl im corpus juris canonici 57. Valghandlingens enhet var vanlig i kirkelig praksis og gik netop i denne tid over i kirkelig teori. A. v. Wretschko i Zeitschr. d. Savigny-Stift., Germ. Abt. b. 20, s. 178—180.
  30. ↑ Waitz: Deutsche Verfassungsrecht. (2. opl.) b. 6 s. 203. Hugelmann: Königswahl 17, anm. 1.
  31. ↑ Gierke: Genossenschaftsrecht b. 3, s. 323 og s. 325, anm, 247. Libelli de lite III 537.
  32. ↑ Libelli de lite III 533.
  33. ↑ Lateransynoden 1179, jfr. Mirbt: Quellen z. Gesch. d. Papsttums (2. opl.) 124. Gierke: Genossenschaftsrecht b. 3, s. 325.
  34. ↑ Waitz: Deutsche Verfassungsgesch. (2. opi.) b. 6, s. 192 (og anm. 2). Böhmer: Kirche u. Staat in England 344. Libelli de lite 111 73. Jfr. Luchaire: Histoire des institutions monarchiques de la France (2. utg.) I 69 og 86.
  35. ↑ Joannis Saresb. Policrat. (cd. Webb) I 299—300. Ogsaa kroningsformularerne understreker arvelighetsprincipet.
  36. ↑ I Frankrig var der under Robert 2 ( 1031) tale om at forbigaa kongens ældste søn, fordi han var "hyklerisk, lat og slapp", og vælge hans yngre bror. Enkelte biskoper uttalte, at valget burde falde paa "den bedre". Men ogsaa denne gang var det ældste søn, som tilslut blev valgt. Luchaire: Histoire des institut. monarch. de la France (2. utg.) I 67—68, jfr. s. 84.
  37. ↑ Monum. Hist. Norv. 12.
  38. ↑ I europæisk sprog kaldes stormænd ofte de "visere" (sapientiores). Men det er ikke sikkert, at der med tronfølgelovens "tolv viseste mænd" fra hvert bispedømme er tænkt paa stormænd alene. Ordene utelukket ikke bønderne; 60 lendermænd kunde landet visstnok ikke stille.
  39. ↑ Jfr. Taranger: Den norske rets hist. II 1, 8. 195.
  40. ↑ For slegten, ikke egentlig for tronen. Magnus Lagabøter gaar med paa, at om kongsætten er utdød, skal biskoperne ha "første og bedste stemme" ved kongevalg. — Og standpunktet "en konge kan ikke forminske kronens ret for en anden konge", rammer kanske ikke bokstaven i Magn. Erl.s tronfølgelov, som nok formindsker kongeættens ret, men ikke den enkelte konges,
  41. ↑ En trudsel; i virkeligheten ønsker kongen at føre erkebispesætets indtægter tilbake til det gamle, jfr. s. 163.
  42. ↑ Libelli de lite II 353. Jfr Eichmann: Quellensaml. z. kirkchl. Rechtsgech. 28 og Gierke: Genossenschaftsrecht b. 3, s. 256. Pavenb forbyder i 1194 den norske konge at ændre landets love til kirkens skade.
  43. ↑ Norges gl. Love I 448.
  44. ↑ Kern: Gottesgnadentum 173, anm. 319.
Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Kong_Sverre_-_Magnus_Erlingssons_kongedømme&oldid=60143»