Kong Sverre - Slaget i Norefjorden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kong Sverre, hodeskultpur på Nidarosdomen.

Kong Sverre

Slaget i Norefjorden

av Fredrik Paasche

H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920

Det er en vaardag i 1184; Sverre seiler ut efter Trondhjemsfjorden. Næsten et aar er gaat siden den store seier i Bergen og Magnus Erlingssons flugt til Danmark. Sverre har sittet i Nidaros om vinteren, han har utbedret og øket sin flaate. Nu stevner han sydover med 23 skibe, de fleste store; han har ogsaa "en stor og vakker hær". Selv er han ombord paa "Mariasuden", et nyt skib, "meget større end alle andre skibe, som dengang var i Norge."

Mariasuden er ellers litt av et smertensbarn for ham. Først var det bygmesteren, som i kongens fravær gjorde bunden kortere end Sverre vilde, saa kjøl og bundplanker maatte hugges over og skjøtes; siden var det bymændene, som ærgret kongen med sin stadige klage over dette store skib, som aldrig — saa sa de — kunde komme i sjøen, uten at mange gaarder maatte rives. Da skibet omsider blev sat ut, gik det imidlertid bra med gaardene; Sverre hadde maalt og regnet paa forhaand, alle hus fik staa. Men Mariasuden selv truet med at brotne; bunden var blit for svak.

Og nu naar det svære skib kommer i storm foran vestkysten, gir det sig atter i sammenføiningerne. Sverres omtanke hjælper paa skaden, saa langt det er mulig. Før Mariasuden la ut fra Nidaros, lot kongen tre svære kister hente ombord; dengang visste ingen, hvad der var i dem. Nu blir kisterne aapnet, og skibssøm blir tat ut og brukt til skibet.

Kongen stanser i Steinavaag (nær Aalesund) og siden ved Herøyerne. Begge ganger fortæller han hæren, at han intet har hørt, som kan varsle, at kong Magnus tænker at overraske ham. Men han ber sine mænd gi nøie agt paa folks tale og melde alle nyheter, ogsaa slike som synes litet værd. — Birkebeinerne faar intet høre; de seiler nu til strøk av landet, der folket staar dem imot. "Det var for birkebeinerne den største vanskelighet overalt søndenfor Stad", heter det etsteds i Sverres saga, "at naar de skulde ligge paa utkik i al den tid striden stod mellem kong Magnus og kong Sverre, da hændte det stadig, om de møtte bønder, kjøpmænd eller fiskemænd, at det aldrig blev sagt dem sandhet om kong Magnus og hans mænd. Men om kong Magnus’s mænd hadde større styrke, da sa alle, hvor birkebeinerne var at finde".

Sverres flaate svinger ind paa Sognefjorden, — bare tre av skibene faar seile videre til Bergen. Kongen vil ind og kræve bot for sine sysselmænd, som sidste julekveld blev overfaldt og dræpt av bønder fra Sogndal og bymænd fra Kaupangr. Lørdagen d. 9. juni kommer det til forlik. Sverre faar løfte paa en stor bot, som skal utredes efter tre nætters frist. Sogningerne "likte det ikke". De bryter forliket, de bruker den frist, de har faat, til at rømme op i fjell og skoger; sit gods og guld tar de med sig og lar bygden staa øde.

Det koker op i Sverre. Han er ingen flokkehøvding længer, han er Norges konge. Han føler sig krænket, han vil ikke uten videre finde sig i krænkelsen. Han sender seks skibe ind til Kaupangr og ber mandskapet "ilde badstuerne der og ta den betaling de vil for arbeidet". Med resten av flaaten seiler han ind i Norefjorden og lægger til ved Sogndal. Næste morgen sier Sverre til sine mænd, at idag vil han ikke, som han ellers gjør, forbyde dem at "fare som hærmænd". Han ber dem skaffe bønderne "baksleild og smikul, der de nu har sine gaarder". Men menneskeliv skal de skaane, og kirker skal de berge, og først skal de prøve, om ikke bønderne vil ta forlik.

Sverre har selv tænkt at føre den del av hæren, som skal op i Sogndal. Men han kommer ikke avsted. Flere, end han har valgt ut til det, løper i land fra flaaten; den sjeldne frihet til at "fare som hærmænd" gjennem en rik bygd frister dem, — og de har jo ingen anelse om, at en stor fare er nær. Heller ikke Sverre vet noget; men disse tomme skibe skræmmer ham. Han blir selv igjen ved flaaten og holder vagt, han lar skibene lægge ut for anker, saa de idetmindste er trygge fra landsiden. — Samme dag, torsdagen d. 14. juni, seiler Magnus Erlingsson ind til Bergen.

Hele denne dag og natten efter farer birkebeinerne noksaa stilfærdig frem gjennem Sogndal. Men de møter ingen, som nævner forlik, finder bare tomme hus; og "i solopgangen" d. 15. juni, Vitusmessedag, brænder de gaardene av, hundrede gaarder, — "og det var før en fager bygd". Saa vender de tilbake til skibene, og Sverre lægger flaaten ut til Fimreite ved indløpet til Norefjorden.

Samtidig seiler Magnus Erlingsson frem over Sognesjøen. — Det er "ved nonstid" (kl. 3); Sverre sitter tilbords paa Mariasuden; da hører han nogen vagtmænd, som staar ved en utsigtsvarde "like mot kongeskibet", spørre hverandre, hvad det kan være for seil de ser. Kongen reiser sig straks og gaar i land, hans mænd flokker sig om ham. "Han stod en stund og saa utover". Tilslut sier han: "Ikke kan det dølges, at her er ufred; sikkert er dette langskibsseil."

__________

Det er i Konungahella d. 8. april i 1184, — samtidig som Sverre ruster sig til at forlate Nidaros. I "fager procession" gaar bymænd og bønder ned til bryggeme for at møte Magnus Erlingsson, som idag er vendt tilbake fra Danmark. Den danske konge har git ham god hjælp; han kommer med mere end tyve skibe og fulgt av en stor hær. Nu gaar han op i byen og feirer hjemkomsten ved drikkebordet. Han blir i Konungahella maaneden ut, ruster sig og raadslaar. "Kongen holdt ofte husting og talte; han talte vel og mandig, oftest kort; alle mænd tok med blidhet imot hans erende".

Der er ogsaa tid og trang til lystighet. "Lekere" underholder hirden, lar giger og fløiter tone "og smaa hunder hoppe over høie stænger foran fornemme mænd, — og høiere, jo mere fornemme mændene var". Da dukker en dag en fremmed op i den glade kreds, en skranglet, fæl og fillet mand, en utfattig skald, nyss kommen hjem fra Romafærd, — islændingen Maane. Kong Magnus spøker med skaldens navn, han ber "Himmellegeme" (Tungle) kvæde. Og skalden kvæder, men hans kvad er alvor. Han vælger den gamle "utfærdsdraapa", som priser kongens morfar Sigurd Jorsalafarer og de seire han vandt over "djævelens træler". Det er, som blir det høiere under loftet; en ny stemning griper kongens krigere. Lekerne blir latterlige for dem; kvadet tar dem ut dit "sverd suser", dit "ravn flyver til friske saar". Med et par kraftige nidvers driver skalden de bleke gjøglere og deres røde bikkjer paa dør.

I mai taler kong Magnus paa tinget i Tunsberg. Han minder bymænd og bønder om al den "uro og møie", han har maattet taale. "Det er ikke underlig," sier han, "om folk blir træt av at ro leding med os, ti ofte fører den stor skade med sig. Men fordi jeg blev salvet og kronet til dette land, saa vaager jeg ikke for Gud at bryte mine eder, som dermed fulgte, og jeg vil søke dette land med odd og egg, saa længe livet undes mig og landets folk vil følge". Han nævner tilslut et raad, som vil "være større makelighet og mindre fare": at ta len hos den danske konge. Men tingmængden roper, at "ham vilde de tjene og ham vilde de følge, og bedre var det at dø med ham, den rette konge, end at tjene denne prest, som ingen ætt hadde til at være konge". Og Tunsberg gir Magnus Erlingsson hjælp, som Konungahella har gjort det før.

Flaaten seiler vestover; men det gaar langsomt. Kongen "fik sent bør". I Unnardys paa Lister blir han liggende en hel uke og vente paa, at motvinden skal gi sig. Han blir utaalmodig; det er hans uro, som taler i skalden Maanes bøn til Gud:

Hastig bør til Bergen

give du os, du gavmilde

konge, som troner hølt i

solens vældige hall!

Sørgelig længe har nordenstorm

heftet os her i Unnardys,

altfor sent skrider susende

søndenvind frem over sjøen.

Omsider kommer søndenvinden. "De var nu lystige og glade; kongens mænd hadde det med at leke paa de steder, de stanset". Magnus Erlingsson selv skiller sig ut: "kongen var oftest stille".

I Karmsund møter flaaten kjøpmænd, som kommer nordfra og kan fortælle om Sverres færd. En speiderskute blir sendt til Bergen, nat til tirsdagen d. 12. juni. Onsdag er mandskapet tilbake med fuld klarhet over stillingen: Bergen er let at ta; bare tre av birkebeinernes skibe ligger paa Vaagen; for dem raader flokkehøvdingen Peter, kaldet "Svina"-Peter

Det gjælder at finde ham, før Sverre er kommet efter. Magnus Erlingsson egger sine mænd. Han fortæller dem om birkebeinerne i Bergen; "de vil visst gjeme ha samdrikkelag med Eder", sier han, "og de synes nok, at det nu er Eders tur at skjænke i for dem". Straks bærer det nordover, for seil og aarer. "Veiret var vaatt, vinden stod fra siden og var ikke sterk". Men snart kommer der magt i den, paa ett av skibene brotner masten og dræper en mand i faldet. "Da tok veiret paa at vokse noksaa meget". En mand, som staar i stavnen paa Magnus Erlingssons skib, sier til kongen: "Vaatt blir det nu fremme paa tiljerne, og det driver om saksene; frembyggerne vilde nok gjerne seile mindre skarpt". Kongen reiser sig i skibet: "Jeg visste ikke, at man nu skulde gjøre op ild paa tiljerne". Han forbyder sine mænd at ta rev i seilene; heller skal de stramme hvert rep saa haardt de kan.

Torsdagen d. 14. juni, over middag, seiler kong Magnus ind paa Bergens vaag. Svina-Peter, som intet har hørt om kongens færd og ikke har mandskap nok til motstand, gir sig paa flugt. Mange av birkebeinerne blir dræpt. "Kong Magnus sa, at ingen skulde være saa djerv at begrave deres lik, førend han kom tilbake til byen; det sømmet sig vel, sa han, at de blev liggende der for hund og ravn."

Siden taler kongen til bymændene, ber om deres støtte og minder dem om den troskap, de altid har vist ham. "Her var ogsaa stadig mit hjem i de tider vi endnu kunde sitte i ro". Nu vil han lete efter Sverre, sier han; "men naar vi er skiltes ad, agter jeg mig hit til byen og tænker at komme med fred og glæde for os alle". Bymændene roper op til ham: "Gud lade Eder komme vel tilbake, herre, og give Eder paa denne færd alt hvad I ønsker!" Men om kvelden naar lurene kalder og hæren skal gaa ombord, lægger mange merke til, at taugverket paa kongens skib er svart av hvilende kraaker.

Flaaten seiler nordover den lyse sommernat. Fredagen d. 15. juni, Vitusmessedag, staar den ind Sognefjorden. Bønder kommer roende ut til kongen og fortæller, at Sverre ligger inde i Norefjorden, at han har faa skibe, og at han har "gjort meget ondt". Da sier mange, at nu er det klart, Gud vil slaa ned denne ufredsflok, som har ført saa stor ulykke over Norge.

__________

Sverre lar sin lursvend blaase til landgang. "Nu kommer kong Magnus for at hilse paa os", sier han til birkebeinerne. Han nævner, hvor liten flaaten er blit etterhvert; tre skibe har han sendt til Bergen, seks til Kaupangr. Allikevel er det let at skjønne paa Sverre, at han helst vil ta en kamp. Den anden utvei: at gaa i land i Sogn, frister ham ikke: "vi har ikke netop gjort os til venner med de mænd, som bor her". Og at gaa fra skibene, — det er veien til nyt "stræv og slit". Sverre sier, at han vil ikke en gang til søke at skaffe sig skibe i Norge.

Birkebeinerne "syntes ikke, det saa haabefuldt ut"; men de finder det tryggest at lægge saken i høvdingens haand. Han takker dem for deres svar; et underlig ord sier han dem: "nu kan jeg fortælle Eder — og det skal bare faa Eder til at stride saa meget bedre og mandigere — at nu skal I sætte kongen i Hel". Mange gir sig til at gruble. De kan ikke vite, hvilken konge han mener.

Visste han det selv? Han hadde saa ofte slaat overmagt ned, og det hadde styrket hans tro paa Guds hjælp. Men ogsaa for ham gjaldt det begrep, som heter "Guds uransagelige raad". Og idag hadde han en egen grund til eftertanke: den fagre bygd, han hadde herjet med ild. -- Han kan vel ha spurt sig, om dette var lønsom gjerning at ta med til kampens gudsdom. Motstanderne tvilte ikke paa, at den skulde bli farlig for ham.

Sverre er ikke seiersikker idag som foran slaget ved Nordnes og foran den sidste kamp mot Erling Skakke. Men hans ro svigter ham intet øieblik. Han vet ikke mere om avgjørelsen, end at den nærmer sig; men den skal ihvertfald finde ham vaaken. Og siden faar Guds vilje ske.

Han ordner alt til kampen, gir alle arbeide nok. Nogen lar han føre sten ombord, andre sætter han til at reise skanseklædninger. Tilslut lægger han alle skibene i række og rad "med fremstavnene ut og aarerne rede til roning", han byder sine mænd væbne sig og hver ta sin plads. "Og saa blev gjort". Da gaar kongen iland og bort til en bækk; der tvetter han sig og lar sine klær børste, "som om han skulde fare til gjestebud". Han er klædt i brunt; det er høitidsfarve; i brunt er manden gjerne klædt, naar han gaar ind for at hilse sin konge (Kongespeilet).

Siden ser hæren Sverre staa paa berget, der hans skib ligger nedenunder. Han taler til sine mænd, han griper om skibsstavnen, mens han taler, — Mariasuden gjemmer relikvier mellem stavnplankerne. Birkebeinerne tar saken mere praktisk; de husker, at der er frisk tjære paa plankerne, og varsomt løfter de kongens hænder fra. Sverre taler ikke langt idag: "Vi har bare étt valg: at stige over hoderne paa vore uvenner; ti hverken er der hjælp i flugt eller i at be om fred. Vogt Eders vaaben vel, kast dem ikke i utrængsmaal overbord! Dæk Eder først! Hver vogte den anden, men Gud vogte os alle".

Magnus Erlingssons flaate driver "for masterne" ind mot birkebeinerne. Kongen staar ombord i sit skib i "tvefarvet skarlagens kjortel, halvt rød, halvt hvit". Ogsaa kong Magnus taler før slaget. Han ønsker og aner, sier han, at dette er sidste kamp, at enten Sverres skib eller hans eget skal bli ryddet idag.

"Jeg var fem vintre gammel, da høvdingerne og folket i dette land gav mig kongsnavn, og syv vintre gammel, da legaten fra Romaborg og erkebiskop Eystein viet mig til konge og med dem alle lydbiskoper i landet. Da var jeg saa meget barn, at jeg hverken kunde raade for ord eller ed, og bedre syntes det mig at være i lek med andre unge gutter end at sitte mellem høvdinger; ikke attraadde jeg kongemagten, og liten glæde har jeg hat i kongedømmet. Nu er jeg 28 vintre, og i de sidste otte har mit rike været til skade baade for mig og alle landets mænd. Men den almægtige Gud lønne mine venner og høvdingerne og med dem hele almuen for det kjærlige følge, de har git mig i mange prøvelser. Lade nu Gud dette møte ende slik, at vi siden kan ha fred og frihet for vore uvenner, enten vi da er levende eller døde!"

Siden taler lendermanden Asbjørn Jonsson (fra Tjørn i Ranrike). Han tviler ikke paa utfaldet. "Nu er den dag kommet, som vi alle har længtet til", sier Asbjørn. Han fortæller, at djævelen, Sverres forbundsfælle, omsider har slaat haanden av sin ven. Han minder om Svina-Peters "lykkefærd" til Bergen og om skibene, Sverre har sendt fra sig, ind til Kaupangr. "Sverre har nu øket sine onde gjerninger og sit hærverk, nu han med ild har ødet kristenmands land, og det er det eneste ondt, som han før hadde ugjort — saa visst som han nu skal bøte for det. La os nu søke frem mot birkebeinerne, to eller tre mot én, om det synes lettere! La os hugge stort, la os ikke agte paa, hvor det rammer; det er ikke saa nøie, naar man skal lemme op mat for hund og ravn! La sogndølerne sørge for deres sjæle!"

Fimreite ved Sogndalsfjorden. Slaget ved Fimreite den 15. juni 1184 var det endelige slaget mellom kong Sverre og Magnus Erlingsson om kongsmakten i Norge. Begge gjorde krav på å bli konge i Norge og hevdet å være av kongsætt. Magnus Erlingson falt i slaget, og ifølge overleveringene også over 2000 av hans menn. Slaget fant sted i Sogndalsfjorden ved stedet Fimreite som ligger i Sogndal kommune. Bildet er hentet fra Nasjonalbibliotekets bildesamling Sogndal, Sogn og Fjordane.

Sverre har 14 skibe mot (mindst) 26, og (antagelig) 2000 mand mot 3000. Han venter ikke paa angrepet, han ror ut fra land. Piler slaar imot ham; "det var at se paa sjøen, som naar det falder stort regn i stille veir". Magnus Erlingsson lægger sine største skibe ind mot Mariasuden, tunge kastevaaben suser. Sverre ser, at manøvreringen gaar daarlig for birkebeinerne, hans skib holder paa at miste forbindelsen med den øvrige flaate. Da stiger han selvanden ned i en liten baat og ror omkring mellem alle skibene for bedre at kunne lede kampen. Han roper op til Eirik "kongssøn", som styrer "Oskmøyen" (Valkyrjen), og ber ham lægge frem mot Magnus Erlingssons mindre skibe, han ror fra skib til skib og bestemmer, hvor hver enkelt skal føre angrepet. Siden vil han op i Mariasuden igjen. Da slaar en pil ned i baatstavnen over kongens hode, og straks efter staar en anden i tiljen foran hans knæ. Kongen rører ikke en mine; men den mand, som ror ham — Peter, biskop Roes søn — sier: "Et farlig skudd, herre!" Kongen svarer: "Det kommer nær, naar Gud vil".

Sten og vaaben falder saa tæt over Mariasuden, at Sverre maa opgi at komme ombord. Han ror ind til land. Han behøves heller ikke mere. Hans raad har i virkeligheten allerede avgjort slaget.

Ombord paa Mariasuden kjæmper 320 mand mot overmagten; 13 skibe ligger med stavnene imot, en regn av piler, spyd, stener, "haandsakser" og "paalstaver" falder ustanselig over tiljerne. Men Mariasuden er ikke let at ta; den har høie bord og et ypperlig mandskap. Birkebeinerne holder ut, skjønt mange falder og næsten alle er saaret. Og mens kongsskibet staar sin prøve, virker Sverres kampplan. De andre skibe — som efter Sverres raad "farer løse", ikke tenget sammen som fiendeskibene — lægger til der kongen har villet det, Eirik kongssøn rydder under vild motstand det første skib, han entrer, og siden det ene efter det andre av Magnus Erlingssons mindre skibe. Endnu raser kampen om Mariasuden; men pludselig, i solnedgangen, stanser den.

Sverre staar paa land og ser det merkelige, som hænder. Han ser mandskapet paa motstanderens smaaskibe sanseløst rømme over paa storskibene foran Mariasuden, han ser tre av de store fartøier fyldes til trængsel, synke under folketyngden og bli borte i bølgerne, lian ser mænd løpe overbord fra Magnus Erlingssons eget skib. Da ror han ut til Mariasuden og gaar op i løftingen, hans sterke stemme bærer litaniets toner ut over sjøen, og hele hæren synger med:

Kyrie, eleison!

Chrlste, eleison!

Kyrie, eleison !

"Kong Magnus løp overbord fra sit skib, og alle de mænd, som var paa dette skib; der omkom hele mængden av deres hær. Birkebeinerne rodde ut i smaa-baater og dræpte mænd, som svømmet, men gav somme fred. Alle de fik fred, som naadde til kongen".

Striden om Norge var avgjort. Magnus Erlingsson var død, og mere end 2000 av hans krigere hadde fulgt ham i døden, mellem dem Orm kongsbror og Asbjørn Jonsson og andre mænd, som byrd og rigdom hadde stillet paa forreste plads i landet. Det som var hændt, syntes ufattelig. William av Newburgh tviler ikke paa, at disse skibe, som synker — det er djævelens spil. William skriver, at kong Magnus var "overlegen i skibenes tal og i stridskræfter"; men Sverre "hadde hos sig en djævelens datter, mægtig i trolldom", og saa hændte det "pludselig, ved djævelens hjælp", at "det rolige hav aapnet sit gap og opslukte størstedelen av den kongelige flaate". Og "ved synet av dette sa den skjændige prest: Se, venner I hvor kraftig elementerne kjæmper for os..."

__________

Sagaen fortæller, at Sverre talte til hæren tidlig den næste morgen. "Gud selv skal vi love for vor seier", sa han, "ti i denne strid har han meget tydeligere end før hjulpet os med sin kraft". Kongen bad sine mænd "gi ham takk tilbake" og la takken være denne: at holde freden mot alle, som nu hadde søkt og faat fred, at hjælpe de saarede, at begrave de døde efter kristen sed. Selv lovet Sverre at bli en "fredsommelig og retfærdig" konge for Norge.

Gjennem mange dage soknet kongsmænd og bønder efter de druknede. "Og en dag fandtes Orm kongsbrors lik Vikværingerne flyttet det øst til Oslo, og han er gravlagt i stenvæggen i Hallvardskirken hos kong Inge, sin bror, og kong Sigurd Jorsalafarer". Søndagen d. 24. juni, ut paa kvelden, rodde Sverre selv i en liten skute hen til nogen mænd, som soknet. "I samme øieblik drog de et lik ombord". Kongen kjendte det straks; det var Magnus Erlingsson. "De skjøt et skjold under liket" og løftet det op i den skute, Sverre var i. Den levende konge sat over den døde, baaten gled ind mot land med dem begge. Magnus Erlingsson var vakker ogsaa i døden; "rødmen var ikke veket fra kindeme, og liket var ikke stivnet".

Snart efter seilet Sverres flaate "for fager bør" til Bergen. Nyheten om slaget i Norefjorden var forlængst kommet til byen, — sammen med Svina-Peter, flokkehøvdingen, som kong Magnus nylig hadde jaget væk. "Lørdagen efter slaget (d. 16. juni), som det led paa dagen, kom et skib til byen og la til ute ved kongsgaarden. Det var skjoldsat fra stavn til stavn og hadde stort mandskap, og somme tænkte, at det kunde være kong Magnus. De gik paa land, der blev blaast i lurene og sagt, at Svina-Peter vilde ha ting".

Til det ting var alt byfolket strømmet sammen, og Peter hadde holdt en merkelig tale. Sagaen gjengir den, og det ser ut til, at tjeneren har lært av sin herre, — det vidd, Peter krydrer sin patos med, er bare grovere og ubarmhjertigere end Sverres.

Han begynder: "Her gaar det efter ordsproget: ofte kommer det samme svin i aakeren. Jeg heter ogsaa Svina-Peter, og det er kort at mindes, at vi blev drevet ut av denne byen, og det noksaa haanlig, men nu er vi allikevel kommet igjen". Saa fortæller han de store tidender: "Men hvad skal dette betyde, at alle mænd hænger med hodet eller hyller ansigtet til ? Det vet Gud, at aldrig saa jeg mænd bære sig saa underlig ad som her". Det er bedre at ringe eller synge for de dødes sjæle, sier Svina-Peter. Ingen jammer og graat kan kalde kong Magnus til live, han er og blir død, og "ikke nytter det Eder nu at klynke eller klage Sverre ut av kongedømmet, for han har nu bøiet halsen paa større storbukker, end I bønder og kjøpmænd er". Det er Svina-Peters raad at "la kong Magnus ligge, som han har redet", og ta vel imot Sverre, "som Gud har sendt Eder". — "Der har I en høvding, som er retfærdig og vis, mild og maalsnill, forsonlig og fredsommelig, en herlig seiervinder, dygtig til alt landevern og til alt landsstyre. Borte er nu den Sverre, som fór i hærfærd til mange kjøpstæder, borte er nu ogsaa de birkebeiner, som sværmet omkring her i byen, og som med urene hænder sopte bøndernes gjemmer. Her kommer nu med vor konge fredelige og stilfærdige hirdmænd, som skal være laas og nøkkel for fred og frelse i denne kjøpstad og i andre". Men Peter maa advare mot svigraad; birkebeinerne "har det ikke med at se folk længe i øinene, og deres vaaben skjønner sig ikke stort paa gamle ætter". Det er sikrest at bøie sig. Kongen selv, sier Peter, "byder alle mænd fred og forlik; og derfor vil Gud og alle Guds helgener glæde ham og føre ham til fred".

Og da Sverre kom til Bergen med hæren, ringet kirkeklokkerne over hele byen, og en procession gik seierherren imøte. — Nu blev alt gjort rede til Magnus Erlingssons jordefærd. Den døde konge blev ført til Kristkirken, der han engang hadde mottat kronen, og fra koret lød det gjennem kirkerummet: "Den evige hvile give du ham, o Herre, og det evige lys lyse for ham". Inden kongen "blev lagt i stenkisten", lot Sverre flere av hans mænd træde hen til ham, forat de siden, om en bedrager stod frem, skulde kunne vidne, at kong Magnus var død. Mange skiltes graatende fra sin herre. Sverre stod og saa efter en av dem, som hulkende kysset den døde, og sa: "Sent, tænker jeg, blir slike at lite paa." — Kong Magnus blev jordlagt i Kristkirken, nedenfor koret, foran sydvæggen. "Kong Sverre og biskop Paal og alle mænd, som var i byen, stod over hans grav". Og "vakre ord" blev talt over graven. Først talte en morbror av Sverre, Nikolas Sultan, "den maalsnilleste mand", siden Sverre selv. Idag faldt hans ord helt anderledes end ved Erling Skakkes grav, stilfærdigere, barmhjertigere. Sagaen gjengir en del av talen: "Her staar vi nu over graven til en mand, som var god mot sine venner og frænder og elsket av dem, — selv om vi to frænder ikke hadde lykke til at holde sammen; haard var han mot mig og mine mænd, men Gud tilgi ham nu alt det, han fór vild i; ti han var en værdig høvding i mange maater og prydet med kongelig ætt". Sverre "lot stelle omhyggelig med kong Magnus’s leie, lot sætte et gitter om gravstenen og brede et teppe over". Slik slutter fortællingen om Magnus Erlingsson. I et gammelt haandskrift tilføies der: "Gud gjemme hans sjæl".

"Kong Sverre lot lurene blaase hele byfolket ut paa Kristkirkegaarden og hadde ting der". Først talte Haavard jarlssøn, en av Sverres lendermænd, siden kongen selv. Der stod han midt i menneskemassen, den merkelige mand, den "herlige seiervinder", ogsaa kaldet "djævelspresten"; han "stod og saa sig længe om og tok sent til" orde"; øiet søkte venner og fiender, det svundne steg frem og levet. Han begyndte; — "nordmændenes konge begyndte med et skriftord og paa kirkens hellige sprog". Han tok "de ord, som salmeskalden sa: Miserere mei, deus, quoniam conculcavit me homo, tota die impugnans tribulavit mes. Han oversatte ordene: "Miskunde dig over mig, Gud, ti manden traadte mig under føtter og kjæmpet hele dagen imot mig og pinte mig". Og han fortsatte: "Dette spaasagn, som blev spaadd for mange levealdre siden, er nu opfyldt i vore dage, da Magnus, min frænde, kjæmpet mot mig og vilde øde mit liv; men Gud løste mig nu som før og tildelte mig hans rike".

Sverre hadde, ved begyndelsen av sin bane, i en drøm set Samuel salve hans hænder — som engang Davids. Magnus Erlingsson var blit en Saul for ham, han selv Herrens sande salvede. Den borg, han nyss hadde reist nær Nidaros (s. 78), hadde han kaldt Sion efter Davids borg ved Jerusalem. Og nu talte han med Davids ord og henførte dem paa sig selv.

Saa nævnte han, hvor haard en straf "hovmodsmænd" altid har fundet hos Gud. Han nævnte lysengelen, som syndet og faldt, Adam, Farao, — tilslut Saul, som "satte sig op mot Gud og siden flakket om med uren aand". "Og nu kan det vel være, at I synes, vor tale stiger nærmere. Saa har det ogsaa gaat for sig her i landet, at de har ophøiet sig selv, som ikke var av kongeætt. Saa var det med Erling Skakke, søn av Kyrpinga-Orm; han lot sig gi jarls navn, og sin søn konges navn. De slog ned alle kongsætter, og ingen maatte kalde sig kongsætling, ellers skulde han dræpes. De hadde hos sig de bedste raadgivere, som var i landet, og tok under sig hele riket til de konger, som var ættbaame til det — indtil Gud sendte ind fra nogen utskjær en liten og lav mand for at faa deres hovmod til at stupe. Og denne mand var jeg. VI tok det ikke av os selv; men Gud viste, hvor let en sak det var for ham at faa deres hovmod til at stupe".

"Ikke var kong Magnus eller Erling jarl uten skyld mot os, som de mener, disse folk, som sier, at vi gik imot dem med urette". Sverre nævner sine dræpte frænder, en for en. Og seiren, han har vundet, kalder han sit folks frigjørelse fra uretfærdig og skadelig herredømme.

"Men I svarer med et fiendskap, som der sjelden er hørt make til. Somme sier: seiersæl er Sverre, vis er Sverre! Da svares der: hvad under er det? meget har han latt det koste sig, han har git sig til djævelen. Somme sier, at jeg er djævelen selv, kommen fra helvede, — at han er sluppen løs og er blit til mig. Er det ikke stor-taapelig at si slike ting om hvem det saa skulde være, og allermest om sin konge? En daare var Sverre, om han vilde ofre saa meget for at vinde dette usle rike, som ingen stund er i ro, og som ikke var stort værd, selv om det stod med fred, — og tape sin sjæl og al sjælehjælp paa det". "Det synes mig, som om alle vandrer tilhope her, kalver og ulver sammen; det kan være, at I finder mit saald storhullet. Mangen bøier sig nu for den haand; som han gjeme vilde var av; han kalder nu den en frænde, som han nylig kaldte en fiende. Og det tror jeg, at om jeg nu her kunde se hver mands sind, og der stod et hom ut av panden paa hver den, som vil mig ondt, da skulde mangen en gaa her med knuter i panden. — Det sier ogsaa barnet, naar det gaar ut paa fjæren og har en sten i haanden og kaster den ned i stenene: her skulde Sverres hode være under! Slikt lærer I Eders barn. Det samme sier ogsaa hver stakkars tjenestejente, naar hun gaar ut av huset og har et banketræ i haanden og slaar det mot hellen: her skulde Sverres hode være under! sier hun. Men allikevel kan det være, at Sverre kommer til at dø sottedød".