Kristenretsafsnittet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid

Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen

Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870

Kristenretsafsnittet

---

• Indhold:
  
  
  
  

  Vilhjálmur Finsen:
  Grágás - Islændernes lovbog
  Heimskringla Reprint
  1. (Om Daab)
     
  2. Om Ligførsel
     
  3. (Om Benførsel)
     
  4. (Om Kirker)
     
  5. Om Biskopper
     
  6. Præsteafsnit
     
  7. (Om Trolddom)
     
  8. Om Søndages Helligholdelse
     
  9. Om Løverdages Holdelse
     
  10. Om Løverdages Holdelse
      
  11. Om Juls Helligholdelse
      
  12. Om Paaskefest
      
  13. (Om Messedage)
      
  14. Om Høitiders Holdelse
      
  15. Langefastes Helligholdelse
      
  16. Om Fastetider
      
  17. Om Fastetider
      
  18. Ny Lov om Mænds Giftermaal
      
  19. Aarstiders Beregning

Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl

---

1. (Om Daab)

Det er Begyndelsen af vore Love, at alle Mænd [Mennesker] skulle være kristne her i Landet og troe paa een Gud, Fader og Søn og den hellige Aand. Ethvert Barn, som er født, skal føres til Daaben, det første skee kan, af hvadsomhelst Skabning det er. Dersom Barnets rette Arving er tilstede, da skal han føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ikke Barnets lovlige Arving er tilstede, da skal den Bonde [Husbond], hos hvem Kvinden, der er bleven forløst, opholder sig, føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ingen af de to er tilstede, da skulle de Mænd føre Barnet til Daaben, som have lovligt fast Hjem der i Huset. Dersom ikke de ere til, eller ikke have Mandstyrke dertil, da skulle de, som ere nærmest, føre Barnet til Daaben eller være behjælpelige dermed. Dersom den Mand, som er pligtig dertil, ikke opfylder sin Pligt at føre Barnet til Daaben, eller dersom den vægrer sig, som blev opfordret til at gjøre Reisen med, da gjælder det Fjørbaugsgaard [treaarig Landsforvisning], og er den søgsmaalsberettiget, som vil; den Straf gjælder det hver for sig af dem, og skal den Sag indstevnes hjemme fra [Stevning skal foretages hjemme i Bøigden] og man skal [til Vidnesbyrd ved Kvidudsagn] tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, der sagsøges.

Bonden [paa Veien] er pligtig at give de Mænd Føde, som føre Barnet til Daaben, tre fuldvoxne Mennesker, og Barnet, som det fjerde Menneske, samt Hest eller Slædeoxe, ifald disse medfølge. Dersom han eier mindre Formue, end som saa, at han er pligtig at udrede Thingreiselønsafgiften, da bør han at laane dem Hus og sælge dem Mad og Hø, til saadan Pris, som Nabobønder vurdere det. Inden fjorten Nætter skal Madens og Høets Værdi være betalt. Dersom Bonden nægter dem Ophold i sit Hus, eller, saadan Gjestfrihed, som begjeres, da bliver han skyldig til tre Marks Bod, og er den, hvem Herberge nægtes, søgsmaalsberettiget. Sagen skal indstevnes hjemmefra, og man skal tilkalde paa Thinge fem Bønder, Naboer af den, som sagsøges.

De Mænd, som føre Barnet til Daaben, skulle fare til Præstens lovlige Hjem, med mindre de træffe ham før, og bede barn at døbe Barnet. Dersom han nægter dem det, da gjælder det Fjørbaugsgaard, og ere de, som førte Barnet til Daaben, søgsmaalsberettigede, og skal Sagen indstevnes hjemmefra, og man skal tilkalde ni Nabobønder paa Thinge. Dersom de træffe Præsten paa farende Vei, da efterkommer han Begjeringen om Daaben ret, ved at foretage den i sit lovlige Hjem, saafremt han ikke har været længere hjemmefra end en Dag. Dersom Præsten har været hjemmefra en Nat eller længere, og man træffer ham paa farende Vei og beder ham at døbe Barnet, da efterkommer han Begjeringen om Daaben ret, ved at foretage den paa det nærmeste Kirkebol [Gaard, hvor en Kirke staaer], saafremt Barnet ikke er sygt. Dersom Barnet har Sot, da skal det døbes der, hvor man først kan naae til Vand. Præsten skal ikke begive sig fra sit Hjem for en Nat eller længere Tid saaledes, at han ikke har alle de Midler med, hvormed han kan døbe et Barn; dersom han ikke har det, bliver han skyldig til tre Marks Bod derfor, ifald han ikke kommer i nogen Forlegenhed derfor; men dersom han kommer i Forlegenhed derover, og det er til Hinder for Daaben, at han ikke har Midlerne tilrede, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard, og ere de, som førte Barnet til Daaben, søgsmaalsberettigede, og skal Sagen indstevnes hjemmefra, og man skal tilkalde ni Nabobønder paa Thinge.

Det er fastsat, at dersom Barn fødes paa Øer i Havet, og naar det Barns [nærmeste eventuelle] Arving er tilstede, da er han pligtig at føre Barnet til Daaben, saavelsom hans Bodfæller, og alle de Mænd, som paa Fastlandet ere pligtige at føre Barn til Daaben; den er pligtig at laane Skib [Baad], som bedes derom, og Reisen skal og enhver, som bliver opfordret dertil, gjøre med; — det første skee kan for Veirets Skyld; Bonden [paa Veien] er pligtig at give de Mennesker Føde, fem i Tallet, som ude fra Havet ere ankomne, og Barnet som det siette Menneske. De, som ude fra Øen overførte de Mænd, der bragte Barnet til Daaben, skulle føre dem tilbage.

Dersom en Kvinde bliver forløst paa farende Vei, da ere hendes Reisefæller pligtige at føre Barnet til Daaben, eller de, som først opfordres dertil. Dersom den Mand ikke fører Barn til Daaben, som er pligtig dertil, eller nogen nægter den, der er pligtig dertil, Overførsel over Havet, eller Laan af Skib, eller Slædedyr [Hest eller Oxe], uden Nødvendighed, da gjælder det Fjørbaugsgaard, og skulle de Sager indstevnes hjemmefra og man skal tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, som sagsøges. Dersom et Barn er saa sygt, at der er Fare for dets Død, og man ikke kan naae til Præsten med det, da bør en ulærd Mand døbe Barnet, ifald det er i en Bondes Hus [i beboet Hus] og skal man tage Vand i et Kar. Dersom et Barn bliver sygt paa farende Vei, da skal man døbe det, hvor man nærmest kan naae til [fersk] Vand, eller til Havvand, dersom man ikke kan naae til fersk Vand. Han skal tale saaledes: »jeg vier dig Vand! i Faderens Navn,« — herved skal han gjøre et Kors paa Vandet med sin høire Haand, — »og Sønnens,« — her skal han gjøre et andet Kors paa Vandet, — »og den hellige Aands« — herved skal han tredie Gang gjøre Korsets Tegn paa Vandet; han skal bevæge Tommelfingeren i Kors ved hvert af de tre Ord. Han skal give Barnet Navn, som det skal hedde, og tale saaledes: »jeg døber dig« — skal han sige, og nævne Barnet ved Navn — »i Faderens Navn« — og neddyppe Barnet i Vandet — »og Sønnens« — og anden Gang neddyppe Barnet — »og den hellige Aands« — og neddyppe det i Vandet tredie Gang, saaledes at det da bliver vaadt over hele Kroppen. Dog er det ret, at Barnet neddyppes i Vandet een Gang, eller at Vand gydes eller øses over Barnet, saafremt der ikke bliver Tid til andet. Nu kan man ikke naae til fersk Vand eller til Havvand, men man kan faae Snee, da skal han gjøre Korstegnene paa Sneen, og tale de samme Ord derover, som han skulde have talet over Vandet; han skal neddyppe Barnet i Sneen, og ledsage denne Handling med alle de Ord, som om han neddyppede det i Vand; han skal smelte Sneen med sine Hænder og gnide den paa, saaledes, at Barnet bliver vaadt over hele Kroppen. Ikke skal han saaledes neddyppe Barnet i Sneen, at det angribes af Kulde, saa at der er Fare for at det døer, men han skal indgnide Barnet med Sneen, med sine Hænder. Et Mandfolk bør yde Barnet Daaben; men dersom han ikke kan Ordene eller Handlingerne derved, da er det ret, at en Kvinde lærer ham det. Alene i det Tilfælde skal Barnets Fader døbe Barnet, naar der ikke er andre Mænd dertil. Men dersom Fader døber selv sit syge Barn, da skal han skille sin Seng fra sin Kones [han skilles fra sin Kone]; dersom han ikke erklærer Skilsmisse, gjælder det ham Fjørbaugsgaard; med hans Ret til at indgaae nyt Ægteskab skal det gaae, eftersom Biskoppen bestemmer. Den Mand, som har døbt et Barn, skal begive sig til Præsten, og fremsige for ham de Ord, som han anvendte ved Barnedaaben, og forklare, med hvilke Handlinger Ordene bleve ledsagede. Nu finder Præsten, at der ikke er blevet forholdt ret med Daaben, hvad enten der mangle Ord eller Handlinger, da gjælder det Fjørbaugsgaard, for Mænd og Kvinder, tolv Vintre gamle. Dersom Præsten finder den Daab ret, og Barnet døer, da skal man begrave det ved [eller i] Kirke, og synge Ligsang over det. Men dersom Barnet kommer til Kræfter, da skal Præsten yde det al præstelig Tjeneste, lige fra den Tid, det er blevet neddyppet i Vand. Ikke skal et Barn døbes anden Gang, dersom der er rettelig forholdt med Daaben første Gang. Dersom det er blevet døbt i Faderens Navn, og Sønnens og den hellige Aands, da skal man ikke døbe det anden Gang, omendskjøndt Vandet ikke er blevet viet, eller Barnet kun er blevet een Gang neddyppet i Tandet. Dersom Præsten finder, at der forhen ikke er blevet forholdt ret med Daaben, hvad enten der fattes Ord eller andre Handlinger, og Barnet døer, da skal det ikke begraves ved Kirke, men kommer Barnet til Kræfter, da skal Præsten yde det fuld Daab, som om der forhen ikke var blevet sunget over det. Dersom Barnet døer, efterat have modtaget Primsignelse [den forud for Daaben gaaende Indvielse ved Korsets Tegn], men ikke er blevet døbt, da skal man begrave det ude ved Kirkegaardsgjerdet, hvor der mødes viet Jord og uviet, og skal man ikke synge Ligsang over det.

Dersom et Barn fødes kort før Paaske eller Pintse, og man vil udsætte Daaben indtil Løverdag før Paaske eller Pintse, da bliver det ret, at han gjør det, dersom Barnet ikke er sygt; man døbe skal man strax lade det, dersom det er sygt. Dersom han vil udsætte Daaben til [Paaske- eller Pintse-] Løverdag, da skal han begive sig til Præsten, og skal Præsten raade, om han vil døbe Barnet før, eller om han vil oppebie Løverdagen. Det er Pligt for ethvert Mandfolk, som er voxent, at kunne de Ord, der høre til at døbe et Barn, og de Handlinger, som ledsage Ordene; dersom han ikke kan det, formedelst Forsømmelighed, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard, og bør Biskoppen raade for, hvem der skal anlægge den Sag. For hvert Menneske, som har Forstand dertil, Mand eller Kvinde, er det Pligt, at kunne Pater Noster og Credo in dominum. Vil han ikke kunne det, og har Forstand dertil, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard, og bør Biskoppen raade for, hvem der skal anlægge den Sag.

2. Om Ligførsel

Ethvert Lig, som maa begraves ved Kirke, skal føres til Kirke, det første man bliver færdig dertil. Dersom den afdødes Arving er hos, da bør han føre Liget til Kirke, med den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom Arvingen ikke er hos, eller han ikke er voxen, da skal den Bonde, i hvis Hus den afdøde sidst opholdt sig, føre Liget til Kirken. Dersom ingen af de to er hos, Arving eller Bonde, da skulle de Mænd, som have fast Hjem nærmest derved, føre Liget til Kirken, og tage af det Gods, som den afdøde eiede, Lærred eller Vadmel, og klæde Liget. Dersom den afdøde ikke eiede Formue dertil, da er den, som fører Liget til Kirken, pligtig at besørge, hvad der behøves til at klæde Liget. Alle lov- [lovbestemte] hellige Dage er det ret, at man klæder Lig, og gjør Kiste til Lig, og fører det til Kirke, og begraver det, undtagen to Dage i hver tolv Maaneder [hvert Aar], den første Paaskedag og den første Juledag. Føre maa man Lig til Kirke paa Langfredag, men ikke bør man da aabne Jorden, for at nedgrave Lig. Til en saadan Kirke skal man føre Lig, som Biskoppen tillader, at Begravelser maae finde Sted ved. Bonden [paa Veien] er pligtig at give den Mand, som fører Lig til Kirke, Føde, selv femte, samt Hest eller Slædeoxe, dersom saadanne ere med; dersom han nægter dem det, da er han bodskyldig til tre Mark, og er den søgsmaalsberettiget, hvem Herberge nægtes; Sagen skal indstevnes hjemmefra og man skal tilkalde fem Nabobønder paa Thinge. Den Mand, som har Kirken under Værgemaal, skal stede dem til at foretage Begravelse, og man skal begrave paa det Sted, hvor han og Præsten, som er der, bestemmer det. Lig skal man ikke bære ind i Kirke nøgent eller blodigt. Ikke skal man bære den Mands Lig i Kirke, som ikke havde Ret til at komme i Kirke, medens han levede. Dersom man bærer en saadan Mands Lig i Kirke, som er udelukket derfra, da skal han godtgjøre Kirken den Krænkelse, som er tilføiet den, med tolv Ører; vil han ikke betale det Gods, da bliver han bodskyldig derfor til tre Mark, og bør dog udrede til Kirken det Gods, der tilkommer den. Intet Lig skal man begrave, forend det er blevet koldt. Dersom man begraver et Lig, førend det er koldt, da bliver han derfor skyldig til tre Marks Bod, og er den søgsmaalsberettiget, som vil. Dersom man iler saaledes med Begravelsen, at Kviden [de tilkaldte Nabobønder] giver det Udsagn, at Aand var i Mandens Bryst, da han blev nedgraven, da bliver det til Mord.

Alle Begravelsessteder skulle være lige dyre, hvad enten de ere nærmere ved Kirken, eller fjernere fra den, inden Kirkegaarden; tolv Alen skal man betale for Begravelsessted for et Menneske, med mindre det er et tandløst Barn; da skal man kjøbe det for Halvdelen mindre. Sex Alen skal Præsten have for Ligsang. Den skal udrede Begravelsesstedsløn og Ligsangsløn, som fører Liget til Kirke; han skal betale den der, paa det Kirkebol, hvor Liget blev begravet, den femte Dag [Torsdag] i Ugen, naar fire Uger ere forløbne af Sommeren — paa Hjemmemarken der, foran Mandfolkedøren. Den Mand, som har Kirken under Værgemaal og Præsten bør, hver for sig, tilkalde Vidner paa Udeblivelsen af den hver af dem tilkommende Betaling, dersom den ikke udredes; og er det ret, at stevne derfor der paa Stedet, og erklære ham skyldig til tre Marks Bod for Tilbageholdelsen af Betalingen. Den andens Forsvar i Sagen er gyldigt, dersom han, da han førte Liget til Kirken, tilbød dem, ved Haandslag at forpligte sig til at betale, forudsat at de og han have Betalingstermin sammen [nemlig paa det aarlige Vaarthing; dersom de høre til samme Vaarthingsdistrict], og han bød dem at ansætte Betalingstiden til den Termin; et saadant Haandslagsløfte skulle de modtage. Den, som førte Lig til Kirke, bør have sine Omkostninger godtgjorte af den afdødes Gods, eller affordre Arvingerne det, dersom intet Efterladenskab var efter hin. Dersom ingen af dem eiede noget, hverken den afdøde eller hans Arving, da tager man ei Gods, hvor Gods ikke er; da skal Begravelsessted og Ligsang indrømmes uden Betaling. Er der noget at betale med, men ikke tilstrækkeligt til at betale det hele, da skal man først anvende Godset til at klæde Liget, og dernæst til at kjøbe Ligsang; Begravelsesstedsløn skal sidst betales.

Dersom en vandrende Betler døer i en Mands Hus, da skal Bonden føre hans Lig til Kirke. Dersom den afdøde havde Gods hos sig, da skal deraf tages, hvad der behøves for ham. Dersom han havde mere Gods hos sig, eller eiede noget andensteds, da bør den Bonde tage det Gods, som laante ham Hus, da han døde, med mindre der var blevet betinget Opholdssted for ham fra Lov-Fardagstid [først i Juni], hvor han kunde have haft det taaleligt, og han derfra var gaaet bort, ifølge egen Bestemmelse, ikke ifølge Frændernes; da bør Bonden tage det Gods, som Manden, der døde der, havde medbragt derhen, men ikke mere; det Gods eie den afdødes Frænder, som han havde eiet andensteds. Dersom Lig føres ud af Præstens Sogn, da er han pligtig at følge det til Graven, dersom ham forud sendes Bud derom, og det er inden Hreppen [Landcommunen], og skal han da have Ligsangsløn; den nyder han ogsaa, naar ham ikke sendes Bud, uagtet han bliver hjemme. Ikke er Præsten pligtig at følge et Lig ud af Hreppen, dersom nogen Begravelseskirke er der. Men vil han ikke følge Lig til Graven, efter hvad nys er sagt, da tilhører Ligsangslønnen den, som synger over Liget. Dersom Præsten har begivet sig ud af sit Sogn, saaledes, at han ikke har faaet nogen i sit Sted, da bør han ikke have Ligsangsløn, om end Folk døe der.

Dersom en Mand døer paa Øer i Havet, da ere de Mænd pligtige at føre Liget til Kirke, som paa Fastlandet burde have ført det til Kirke, eller hans Bodfæller, dersom han døer i Fiskerbod. Den bør laane Skib, som opfordres dertil, om han har det. Dersom den Mand nægter Skib eller Overførsel, som bedes derom, da bliver han derfor bodskyldig til tre Mark. Dersom en Mand døer paa Thinge [Vaarthing eller Althing] eller paa Leid [Eftersommerthinget], da skulle hans Bodfæller føre Liget til Kirke. Dersom en Mand døer paa Thingmark eller paa Leidmark [det afgrændsede Gebet, hvorpaa Thingene eller Leid afholdes], efter at de thingbesøgende Mænd have begivet sig bort, da bør den Mand føre hans Lig til Kirke, som boer nærmest af de Mænd, som have to Huskarle [Tjenestekarle], foruden sig selv. Dersom en Mand døer paa Þingvøllr [Stedet, hvor Althinget holdes], efter at Folk ere reiste bort fra Thinget, da skal den Bonde føre hans Lig til Kirke, som boer her paa Þingvøllr. Dersom en Mand døer i havrejsende Mænds Boder, da skulle Bodfællerne føre Lig til Kirke. Dersom en Mand døer paa farende Vei, da skulle hans Reisefæller føre Lig til Kirke. Dersom Hav eller fersk Vand kaster Menneskers Lig op paa Land, da skal Jordeieren føre de Lig til Kirke. Dersom Gods driver op paa Land med Ligene, da skal man tage deraf, hvad der behøves for dem; er der mere, da bør Jordeieren at beholde det, indtil det ved Dom bliver ham frakjendt. Dersom en vandrende Betlers Lig findes ude paa Græsgangsmark, da skal Jordeieren føre hans Lig til Kirke, og være Eier til det Gods, som han havde hos sig. Eiede den afdøde mere Gods, da bør hans Frænder tage det. Dersom et Lig findes paa en Mands Jorder eller i fjerne Udhuse, da bør Jordeieren føre det til Kirke og opbevare Godset, dersom den afdøde havde noget hos sig, for Frænderne. Dersom et Lig findes paa saadanne Fjelde, hvor Udspring af Elve, der falde til tvende Sider, danner Grændseskjel mellem Bøigder, da skal den Mand føre Lig til Kirke, som boer nærmest ved den Elv i Bøigden, der har sit Udspring paa Fjeldet nærmest ved Liget, dog at han har to Huskarle, foruden sig selv. Ned i den Bøigd skal man føre Liget, som Elven strømmer ad. Dersom et Lig findes i Afretter [Sommergræsgange, der eies af flere], eller i Almindinger [Kyststrækninger, der eies og benyttes af Beboerne i en Landsfjerding], da bør den at føre det Lig til Kirke, som boer nærmest, af de Mænd, som have to Huskarle, foruden sig selv.

Dersom en Mand ikke fører det Lig til Kirke, som han er pligtig efter Loven til at føre, da bliver han derfor bodskyldig til tre Mark, og er den søgsmaalsberettiget, som vil, og skal Sagen indstevnes hjemmefra og man skal tilkalde paa Thinge fem Bønder, Naboer af den, som sagsøges. Dersom en Mand sagsøges for at han ikke har ført Lig til Kirke, da slipper han fri i Sagen, dersom han kan tilvejebringe Kvidudsagn for, at han har troet, at den Mand ikke maatte begraves ved Kirke, og bortfalder da den Bod, der var gjort Paastand paa mod ham, men Domstolen bør demme ham til at føre Liget til Kirke, inden Udløbet af de første fjorten Nætter efter Vaabentag [Thingets Slutning, der tilkjendegaves ved at man greb sine Vaaben]. Dersom man fører det Lig til Kirke, som ikke maatte begraves ved Kirke, da gjælder det Fjørbaugsgaard, med mindre han kan tilvejebringe Kvidudsagn for, at han har troet, det maatte begraves ved Kirke og skal han føre det derfra inden Udløbet af de første fjorten Nætter efter Thingets Slutning, og godtgjøre Kirken den Krænkelse, som er tilføiet den, med tolv Ører. Fire ere de Lig, som man ikke skal begrave ved Kirke: eet Lig er det, dersom et Menneske døer udøbt; det andet er Liget af Skovmanden [den livsvarig fredløse], forsaavidt hans Straf er af den Grad, at ham af ingen maa gives Føde, og at han af ingen maa føres ud af Landet, — det Lig skal man ei heller begrave ved Kirke, med mindre den Biskop tillader det, som er over den Fjerding; men tillader Biskoppen det, da skal det føres til Kirke. Det er det tredie Lig, som ikke skal begraves ved Kirker naar nogen tilføier sig selv saadanne Legemsbeskadigelser, som blive ham til Bane, forudsat, at han har gjort det med Villie, med mindre han angrer det siden efter og gaaer til Skrifte hos Præsten, og skal man da begrave ham ved Kirke; selv om han ikke kan komme til at tale med en Præst, men han tilkjendegiver en ulærd Mand, at han angrer, eller om han end ikke kan tale, men han gjør saadanne Tegn, at man føler at han angrer i sin Hu, uagtet han ikke kan bruge Tungen til at tilkjendegive det, da skal man dog begrave ham ved Kirke. Det er det fjerde Lig, som ikke skal begraves ved Kirke; dersom Biskoppen vil have forbudt, at det Begraves ved Kirke. Det Lig som ikke maa begraves ved Kirke, skal man begrave paa et Sted, som er fjernere fra en Mands Hjemmemarksgjerde, end i Pileskuds Afstand derfra, og hvor der hverken er Ager eller Eng, og hvorfra ikke falde rindende Vande til beboede Gaarde, og ikke skal der synges Ligsang derover.

3. (Om Benførsel)

Hver Kirke skal staae paa samme Sted, hvor den er bleven indviet, dersom det kan lade sig gjøre for [Fjeld- eller Sne-] Skred, eller Vandoversvømmelser, eller underjordiske Ilde, eller voldsomme Storme, eller fordi Bøigderne efterhaanden lægges øde, [ved Sne og Is] fra Fjelddale, eller [ved Havets Brydning] fra Udkyster. Det er ret at føre [flytte] Kirke, dersom disse Begivenheder indtræffe. Det er [fremdeles] ret at føre Kirke, dersom Biskoppen tillader det. Dersom en Kirke rives ned eller beskadiges en Maaned for Vinteren [Vinterhalvaaret], saa at den er ubrugelig, da skulle Lig og Ben være førte bort derfra inden næste Vinternætter [de tre sidste Dage af Sommerhalvaaret]. Til en saadan Kirke skal man føre Lig og Ben, som Biskoppen tillader, at Begravelser maae finde Sted ved. Naar man vil føre Ben, da skal Jordeieren tilkalde ni Nabobønder og deres Huskarle, saaledes som til Skibsoptrækning, til at føre Benene. De skulle medbringe Hakker og Skovle; han skal selv besørge Huder til at bære Benene i, og Slædedyr til at føre dem. De Bønder skal han tilkalde, som boe nærmest det Sted, hvor Ben skulle opgraves, og tilkalde dem syv Nætter eller længere Tid før, end de behøve at indfinde sig. De skulle indfinde sig ved Midmorgen [Klokken sex]. Bonden skal fare derhen og hans Huskarle, de som ikke hindres ved Sygdom, alle, undtagen Faarehyrden. De skulle begynde Gravningen i de yderste Dele af Kirkegaarden, og søge saaledes efter Ben, som de vilde have søgt efter Penge, dersom man kunde vente at finde nogen i Kirkegaarden. Den Præst er pligtig at fare hen at vie Vand og synge over Benene, som opfordres dertil. Til en saadan Kirke skal man føre Benene, som Biskoppen tillader, at Begravelser maae finde Sted ved; det er ret, at gjøre der, hvilket man vil, een Grav eller flere, for Benene. Hvad angaaer den Formue, der har fulgt den Kirke, hvor Benene ere blevne optagne, hvad enten den bestod i Jorder, eller Løsøre, eller kirkelige Ornamenter, det skal alt gaae til den Kirke, hvor Benene bleve førte til. Dersom Jordeieren ikke lader føre Ben, saaledes som lovbestemt er, eller indfinde ikke de Mænd sig, som ere tilkaldte, da bliver hver af dem skyldig til tre Marks Bod, og er Jordeieren søgsmaalsberettiget imod de tilkaldte, men den imod ham, som vil. Stevne skal man de Sager hjemmefra og tilkalde paa Thinge fem Bønder, Naboer af den sagsøgte, og skal Domstolen dømme dem pligtige til Benførsel, til at have ført Benene til Kirke fjorten Nætter efter Vaabentag.

4. (Om Kirker)

Dersom en Kirke brænder af eller beskadiges, saa at det er fornødent at bygge en anden, da skal man der bygge Kirke, hvor Biskoppen vil, og saa stor, som han vil, og benævne det Kirke, som han vil. Jordeieren [Eieren af Kirkebol] er pligtig til at besørge Kirken opført paa sin Gaard, hvo der end tidligere har ladet Kirke bygge der. Han skal begynde Bygningsarbejdet saa betimelig, at den vil kunne være opført inden Udløbet af de næste tolv Maaneder fra den Tid, Kirken blev beskadiget, saaledes at der kan holdes Gudstjeneste i den, — dersom han kan fortsætte Arbeidet uden Forhindring. Jordeieren skal udstyre Kirken med Gods, saa meget, at Biskoppen for den Sags Skyld vil indvie Kirken. Da skal Biskoppen fare hen, for at indvie den Kirke. Bonden, som boer der, er pligtig at helligholde den Kirkedag [Kirkeindvielsesfest], hver Gang den vender tilbage: en Gang i hvert Tidsrum af tolv Maaneder, saavelsom hans Tyende og Gjæster, de, som tilbringe der Natten forud, og alle de Mænd, som betale sin Tiende til den Kirke, saaledes, at Biskoppen vil, at de skulle helligholde Kirkedag der; ved den Kirke skal enhver helligholde Kirkedag, som Biskoppen vil. Saa hellig skal man holde Kirkedag som Paaskedag, og Helligbrud paa den straffes som paa andre Messedage. Til den Kirke skal enhver betale sin halve Lov-Tiende, som Biskoppen bestemmer, og skal Biskoppen skifte den Bøigd saa at af hver Gaard betales til en bestemt Kirke. Enhver skal betale sin Tiende, enhver, som boer paa Jorden [Jorddrot eller Leilænding]. Den som skal udrede Tiende, han skal betale paa Hjemmemarken, foran Karlfolkedøren, paa Kirkebolet, den femte Dag i Ugen naar fire Uger ere forløbne af Sommeren; han skal betale det Gods i Vadmel, eller i Skindkapper, eller i Guld, eller i brændt [renset] Sølv. Han kan, om han vil, udrede Halvdelen af den Tiende, som han betaler til Kirken — det er Fjerdedelen af hans hele Tiende — den kan han betale, dersom ham tykkes det bedre, i Vox eller Ved eller Tjære. Det Vilkaar har han at betale det hele i Vadmel, om han vil. Dersom ikke det Gods udredes, saaledes som bestemt er, da er det ret for den Mand, som har Kirken under Værgemaal, at tilkalde Vidner paa, at det Gods ikke betales, og stevne derfor paa Hjemmemarken, foran Karlfolkedøren, hjemme paa sin Gaard, — for Tilbageholdelse af Tiende, og erklære hin skyldig til sex Marks Bod, og til at betale den Del af Tienden, som stod tilbage, med det dobbelte Beløb, efter, som Nabobønder vurdere det. Det er ret for ham at stevne særskilt for hver af Tiendefjerdedelene, men det er ogsaa ret, at foretage een Stevning for begge Fjerdedelene, fordi der er een Sagsøger for begge, og skal han fordre det som anden Tiende.

Naar man giver Gods til Kirke, hvad enten det bestaaer i Jorder, eller Bofæ [Malkefæ], eller Løsøre, eller Tiende af Gaarde, hvilken Bøigdbeboerne ville yde til Kirken, da skal den, som har Kirken under Værgemaal, lade affatte i en Bog, hvad Gods han eller andre Bøigdbeboere have givet til den Kirke. Det er ret for dem, at bære den Fortegnelse til Thinge og lyse fra Lovbjerget eller i Lovretten eller paa det Vaarthing, hvor han har Thingmandsrettigheder, hvad Gods der hører til den Kirke. Han skal lade Bogen oplæse, og lyse den Fortegnelse hjemme ved Kirken, en Gang i hvert Tidsrum af tolv Maaneder, naar Folk i størst Antal besøge Gudstjeneste der. Dersom man tager det Gods, som er givet til Kirke, og betaler det bort eller giver det bort, eller afhænder det ved Salg til en anden Mand, da gjælder det Fjørbaugsgaard for den, som sælger, og ligeledes for den, som kjøber, med Vidende om at det er Kirkegods, og er den Mand søgsmaalsberettiget, som har Kirken under Værgemaal, dersom han vil søge, men den som vil, dersom han ikke vil anlægge Sagen. Men dersom den Mand afhænder Gods fra Kirke, som har Kirken under Værgemaal, eller den, som har givet Godset til Kirken, da gjælder det dem Fjørbaugsgaard, som enhver anden Mand, for Borttagelsen, og søgsmaalsberettiget mod dem er hvem som vil, og skal den Sag indstevnes hjemmefra, og skal man erklære ham skyldig til Straf af Fjørbaugsgaard og tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den sagsegte, og bør man at dømme ham til Fjørbaugsmand, dersom Kviden erklærer ham skyldig i at have taget Gods fra Kirken; men Gjenstanden, som blev taget bort, bør tilkjendes Kirken tilbage, dersom den er i Behold, men er den ei i Behold, da skal man tildømme Kirken lige saa meget Gods, som Nabobønder vurdere, at det var værdt, som blev borttaget. Til at betale det Gods skal man stevne den, som solgte fra Kirken, eller den som kjøbte, hvilken af dem der formodes at være bedst istand til at betale, men lige Straf gjælder det hver af dem.

Den Bonde, som boer paa Kirkebol, bør bære Ild [til at tænde Lys] til Kirken og ringe Klokkerne, eller den Mand, som han opfordrer dertil. Det er og ret for Præsten, at bære Ild til Kirke og tænde Kjerter og ringe Klokker, eller den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom Kirken faaer Skade af Ild, formedelst de mænds Omgangsmaade, som nys bleve nævnte, eller dersom Klokken beskadiges, da bære de ikke Ansvar, naarsomhelst de kunne faae Kvid for, at de brugte en saadan Omgangsmaade, som om de selv eiede Gjenstandene, og vilde behandle dem vel. Dersom en Mand løber hen uopfordret, og bærer Ild til Kirke eller ringer Klokke, da bærer den Ansvar for Kirke og Klokke, som farer dermed.

Den, som boer paa Kirkebol, er pligtig at føde Præsten i to Halvaar [fra Fardag til Fardag], dersom han der har [ved Fardag taget sig] Lov-Hjemsted, og han der synger Messe [holder Gudstjeneste] alle i Loven bestemte Helligdage, naar han ikke har Forfald. Dersom Præsten synger sjeldnere der, da er den Bonde, der boer paa Begravelseskirkebol, pligtig at give Præsten Davre og Aftensmad, naar han synger Messe der om Dagen, samt at give hans Hest eller Ledsager Føde, dersom han har saadanne med. Dersom flere boe paa Kirkebol, end een Bonde, da skal hver af dem for en saa stor Del give Præsten Føde, som de have Del i Jorden, hvad enten de ere Jordeiere eller Leilændinger; bodskyldig [til tre Mark] er den af dem derfor, som vægrer sig.

Dersom en Leilænding boer paa Kirkebol, og Kirken forfalder, saa at man ikke kan holde Gudstjeneste der i hvilketsomhelst Veir, da skal han sende Bud til Jordeieren, at komme hen og sætte Kirken i Stand. Jordeieren bør indfinde sig saa betimelig, at Kirken kan være gjort i Stand inden Udløbet af den næste halve Maaned [fjorten Dage], fra den Tid, ham blev sendt Bud, saaledes at der kan holdes Gudstjeneste i Kirken. Skyldig er han til tre Marks Bod, dersom det ikke skeer saa. Dersom Leilændingen ikke kan naae til Jordeieren — dersom denne er reist bort af Landet, eller af Fjerdingen,— da er Leilændingen pligtig at istandsætte Kirken og affordre Jordeieren Omkostningerne dertil; men dersom Kvid giver det Udsagn, at der vilde kunne blevet holdt Gudstjeneste i Kirken, uagtet den ikke var bleven istandsat, da er Jordeieren ikke pligtig, at udrede Gods for det: Guds Tak har hin for sit Arbeide. Dersom yngre Mænd eie Kirkebol, end sexten Vintre gamle Karle, eller Kvinder, yngre end tyveaarige, da bør den Mand vedligeholde Kirken, som er Værge for de unge Mænds Gods; han skal tage et lige saa stort Beløb af de unge Mænds Gods, som Nabobønder vurdere, at han har anvendt til Kirkens Tarv.

Det er ret for en Mand, at lade oplære en Præstling [en ung Mand, der er bestemt til at blive Præst] for sin Kirke. Han skal afslutte Contract med Svenden selv, dersom han er sexten Vintre, men om han er yngre, da skal han afslutte den med hans Værge. Den Contract bør holdes i alle Maader, som de afslutte med hinanden. Nu afslutte de ikke anden Contract, end at man tager en Præstling til sin Kirke, efter Loven, da skal han besørge hans Undervisning og Fostring og lade ham tugte, med Ris, saaledes, at det er uden Vanære for Svenden og Frænderne, og saaledes behandle ham, som om det var hans Barn. Nu vil Svenden ikke lære, og han Kjødes ved Bogen, da skal man føre ham til andre Arbeider og tugte ham, saaledes, at han hverken bliver syg deraf, eller faaer Saar deraf, men holde skal man ham til Arbeidet paa det strengeste i alle Maader forøvrigt. Nu vil han vende tilbage til Lærdommen, da skal man holde ham til den, indtil han har modtaget Vielse og er Præst. Den, som lader ham oplære, er pligtig til at besørge Messeklæder og Bøger for ham, saadanne Bøger, som Biskoppen finder, at der kan holdes paa behørig Maade at Gudstjeneste for tolv Maaneder med. Præsten skal fare til den Kirke, som han blev viet til, og synge der paa hver lov-hellig Dag, naar intet er til Hinder, Messe [Høimesse] og Ottesang og Aftensang, saavelsom i Langefasten [Fyrgetyvedagsfasten før Paaske] og Julefasten [Advent] og alle Tamperdage. Han skal lyse den Contract fra Lovbjerget, som blev sluttet med Præsten, eller i Lovretten. Berettiget er han til at nedlægge Forbud fra Lovbjerget imod at nogen huser ham, dersom han vil; dersom Præsten rømmer fra den Kirke, som han er oplært til, eller han bortfjerner sig fra den, saaledes, at han ikke holder Gudstjeneste der, som fastsat er, da gjælder det Skovgang [livsvarig Fredløshed] for den Mand, som tager ham i sit Hus, eller lader ham holde Gudstjeneste for sig, eller er sammen med ham. Lige stor Straf er der for at være sammen med ham, som at være sammen med en Skovmand, efterat Forbud er nedlagt derimod fra Lovbjerget, og er det en Femterrets [den øverste Domstol paa Althinget] Sag, og skal den Sag lyses fra Lovbjerget, og man skal kræve ham tilbage, som andre Trælle. Saaledes kan Præsten frigiøre sig fra Kirken, at han oplærer en anden dertil i sit Sted, en saadan, som Biskoppen finder, at man kan være fuldt tilfreds med, den Biskop, som har at bereise den Fjerding. Dersom en Præst bliver syg, da skal den Mand, som raader for Kirken [har den under Værgemaal], raade, hvor længe han vil beholde ham. Den Mand, som har Kirken under Værgemaal, har det Vilkaar, dersom ham tykkes, at Præstens Sot bliver langvarig, at føre ham til Frænderne til Forsorg, men dersom han bliver frisk igjen siden efter, da er han fri fra Kirken. Men dersom en Kirkepræst døer fra det Sted, hvortil han blev oplært, og han efterlod sig Gods, da skal Kirken og den Mand, som har den under Værgemaal, tage tre Hundrede sex Alens Ører. Dersom han eiede mere Gods; da skulle Frænderne tage det.

5. Om Biskopper

To Biskopper skulle vi have her i Landet. Den ene Biskop skal være paa Bispestolen paa Skálholt, men den anden paa Hólar i Hjaltadal, og skal den, som er i Hjaltadal, bereise Nordlændingers-Fjerdingen, en Gang i hver tolv Maaneder. Men den Biskop, som er paa Skálholt, skal bereise tre Fjerdinger, fare hver Sommer over sin Fjerding, Østfjordingers-Fjerdingen og Rangaaingers [Sønder]- Fjerdingen og Vestfjordingers-Fjerdingen. Biskoppen er pligtig til, naar han reiser over Fjerdinger, at indfinde sig i hver Lov-Hrep [Landcommune] saa at Mænd kunne komme til at tale med ham, og at vie Kirker og Sanghuse og Bønhuse, og at biskoppe [confirmere] Børn og stede Mænd til Skriftegang. Naar Biskoppen vier Kirke, bør han tage tolv Ører, men det Gods giver Biskoppen til den Kirke, som han viede. Naar han vier Sanghus eller Bønhus, da skal han tage sex Ører, hvilket af de to han vier. Den Bonde, som yder Biskoppen Herberge, bør besørge ham Rideheste den Dag, han begiver sig bort. Bondens Huskarle og Nabobønder ere pligtige at laane Biskoppen Heste, de, som Bonden opfordrer dertil. Skyldig er den til tre Marks Bod, som vægrer sig, dersom han eier Hest. Biskoppen skal lade kundgjøre i hver Bøigd ved Kirkeforsamling, til hvem det Gods skal udredes, som Mænd skulle betale, til Biskoppen. Hver Mand er pligtig at bringe derhen Fjerdedelen af sin Tiende — til den Bonde, som Biskoppen bestemmer. Betalingsdag for det Gods bliver den femte Dag i Ugen, naar fire Uger ere forløbne af Sommeren. Dersom ikke Godset kommer tilstede, saaledes som fastsat er, da er det ret for den Mand, som Biskoppen har givet sin Fuldmagt, at tilkalde Vidner paa, at Betaling ikke finder Sted; det er ret for ham, at stevne derfor og indfordre det som anden Tiende; men det er ogsaa ret, at han [istedenfor at stevne] lyser Søgsmaal om Godset paa Thinge og er Straffen den samme [som naar der stevnes]. Naar en Mand skal betale Tiende til Biskoppen, da skal han udrede den i Guld, eller i brændt Sølv, eller i Vadmel, eller i Skindkapper. Naar en Mand modtager Biskoppens Gods, efter hans Bestemmelse, og det Gods forsvinder, eller fortabes paa anden Maade, da bærer den ikke Ansvaret, som modtog Godset, dersom han kan faae Kvidudsagn for, at han omgikkes saaledes med det, som om han havde eiet det. Dersom det Gods bliver tyvstjaalet, som Biskoppen eiede, da er den Mand Sagsøger i den Sag, som havde det Gods i Bevaring; men det er ogsaa ret, at den anlægger Sag derfor, som Biskoppen vil. Ret er det for en Mand at indfordre Biskoppens Gods, naar Biskoppen giver ham Fuldmagt, om han end ikke [under de lovbestemte Former] overdrager ham Søgsmaalsretten; ei behøves Vidner derved, undtagen man vil. Ingensinde bør Gods tages fra Kirke, om end Gudstjeneste er taget derfra, undtagen naar Biskoppen tillader det, og Jordeieren, og den som gav det til Kirken, eller hans Arving; da kan man tage det bort, dersom de blive enige derom, men ingensinde ellers.

6. Præsteafsnit

Præster bør tage sig Lov-Hjemsted ved Fardage; ogsaa er det ret for dem at tage det sildigere, lige til den Lov-Leid, som afholdes den Herrensdag [Søndag], da der, Tvætdagen [Løverdagen] før, leve [ere tilbage] otte Uger af Sommeren. Den Præst, som har Sogn, bør kundgjøre sit Lov-Hjemsted paa Leid; kundgjør han ikke sit Lov-Hjemsted paa Leid, da er han pligtig at kundgjøre det for fem af sine Nabobønder. Kundgjør han det ikke, eller tager han sig ikke Lov-Hjemsted, naar otte Uger er tilbage af Sommeren, da bliver han bodskyldig derfor til tre Mark, og er det ret, at stevne ham paa den Bondes Bopæl, som den vil, der anlægger Sagen, en af de Bønders, der høre til det Sogn, hvor han har haft Kirke i de to [paagjældende] Halvaar; den er søgsmaalsberettiget, som vil. Præster bør sælge sin Gudstjeneste og ansætte den ikke dyrere end til tolv Mark imellem [tvende] Althinge; sex Mark skal han tage i [Varer ansatte til] 6 Alens Ører, men andre sex efter den Pris, som Varerne gaae for paa det Betalingsmøde [paa Vaarthinget], som Mændene i den Bøigd have sammen, hvor Præsten har taget sig Opholdssted. Det Gods skal man betale Præsten i Handelsvarer eller Bofæ eller i alle [andre] lovgyldige Betalingsgjenstande. Dersom Præsten ansætter Betalingen for sin Gudstjeneste høiere end efter Loven, eller sælger den dyrere, da bliver han skyldig derfor til tre Marks Bod, og er hin ikke pligtig at betale ham mere end Lov-Betaling, uagtet han har afsluttet Contract om høiere Betaling. Hvor Districtet er saa besværligt at bereise, eller at reise hen til, [at der er Anledning dertil,] da kan Biskoppen, dersom han vil, forhøie Præstens Indtægt, om det end bliver høiere end Lov-Betaling. Præsten bør ikke synge flere Messer end to. Præsten skal ingen Natmesse synge, undtagen første Julenat; bodskyldig er han, dersom han ikke gjør saa, og skal man ikke kjøbe den Messe af ham [betale derfor]. Præster bør være Biskoppen lydige og vise ham sine Bøger og Messeklæder. Den Præst maa synge Messe, som Biskoppen vil, men den ikke, som han forbyder den Tjeneste. Præster skulle ikke fremtræde med saadanne Særheder i sit ydre, som Biskoppen forbyder, og de skulle lade afhugge sit Mundskjæg samt Hage- og Kindskjæg, og lade sit Hoved rage en Gang om Maaneden, og adlyde Biskoppen i alt. Dersom Præsten ikke vil efterfølge, hvad Biskoppen byder, da bliver han derfor skyldig til tre Marks Bod og er Biskoppen søgsmaalsberettiget, og skal den Sag søges for Præstedomstol paa Allhinget, og skal Biskoppen udnævne tolv Præster til den Domstol og fremsige der sit Søgsmaal imod ham, og skal Biskoppen selv afgive Kvidudsagn om den Sag, og tvende Præster med ham, og skal den Sag søges edløst. Dersom Præsten bliver overbevist om Skylden, da bør Domstolen idømme ham tre Marks Bod, at betale det til Biskoppen, den Onsdag der indtræffer midt i Althinget, paa Bondens Kirkegaard [paa Thingstedet], næste Sommer efter. Dersom ikke Godset da udredes, skal man sagsøge derfor som for andet Dombrud [Overtrædelse af Dom].

Dersom Præster komme ud her til Landet, saadanne, som før have været her, og Biskoppen da tillod dem at holde Gudstjeneste, da er det ret for Mænd at kjøbe Gudstjeneste af dem, efterat de have fremvist sine Bøger og Messeklæder for Biskoppen, eller for den Præst, som Biskoppen giver Fuldmagt. Dersom udenlandske Præster komme hertil, saadanne, som ikke før have været her, da skal man ikke kjøbe Gudstjeneste af dem, og ikke skulle de døbe Børn, med mindre Barnet er saa sygt, at ulærde Mænd kunde døbe det; heller skulle de døbe, end ulærde Mænd, dersom man ikke kan naae til en anden Præst. Da er det ret at kjøbe Gudstjeneste af dem, dersom de have Biskoppens Skrift og Indsegl og to Mænds Vidnesbyrd, som vare tilstede ved hans Vielse, og som fremsige Biskoppens Ord, de Ord, at det er ret for Mænd at nyde al præstelig Tjeneste af ham. Dersom Biskopper eller Præster komme her til Landet, saadanne, som ikke ere lærde i [have lært] det latinske Tungemaal, hvad enten de ere af den armenianske eller græske Kirke, da er det ret for Mænd at høre deres Gudstjeneste, om man vil. Ei skal man kjøbe Gudstjeneste af dem, og ingen præstelig Tjeneste skal man lade sig yde af dem. Dersom en Mand lader en saadan Biskop vie Kirke eller biskoppe Børn, som ikke er latinlærd, da bliver han derfor skyldig til tre Marks Bod til denne Biskop, som her er før, og skal han tage Vielsebetalingen. Saaledes skal man vie Kirkerne og biskoppe Børnene, som om intet har været foretaget derved før, naar de have sunget derover, som ikke ere lærde i den latinske Tunge,

7. (Om Trolddom)

Mænd skulle troe paa een Gud og paa hans hellige Mænd og ikke blote til [dyrke] hedenske Vætter; da bloter han til hedenske Vætter, naar han signer [indvier] sit Gods til andre, end Gud eller hans hellige Mænd. Dersom en Mand bloter til hedenske Vætter, da gjælder det Fjørbaugsgaard. Dersom en Mand farer med Galder eller Tryllekonster eller Trolddom — da farer han med Trolddom, dersom han synger den, eller lærer nogen den, eller lader den synge, for sig eller for sit Gods, — da gjælder det ham Fjørbaugsgaard, og skal man indstevne ham hjemmefra og sagsøge ham med Tylfterkvid [den af Goden dannede tolv Mænds Kvid]. Dersom en Mand omgaaes med Forgjørelseskonster gjælder det Skovgang; det er Forgjørelseskonster, dersom en Mand med sine Ord eller Trolddom tilføier Fæ eller Mennesker Sot eller Bane; det skal man sagsøge for med Tylfterkvid. Mænd skulle ikke omgaaes med Stene, eller indgyde dem Tryllekraft, for at binde dem som Amuletter paa Mænd eller deres Fæ. Dersom Mænd troe paa Stene til sin, eller sit Fæs Helbredelse, da gjælder det Fjørbaugsgaard. Ei skal man eie Fæ, der ikke er blevet mærket; dersom en Mand eier Fæ, som ei er blevet mærket, og lader det gaae umærket, fordi han troer mere paa det, end andet Fæ, eller han farer med nogen Slags Overtro, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard. Dersom en Mand gaaer Berserkegang, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard, og saaledes gjælder det og de Karlfolk, som ere tilstede derved, med mindre de hæfte ham, imedens han er i den Tilstand. Da gjælder det ikke Straf for nogen af dem, dersom de formaae at hæfte ham under Berserksgangen. Men indtræffer det oftere, da gjælder det dem Fjørbaugsgaard.

8. Om Søndages Helligholdelse

Vi skulle helligholde Herrensdagen, hver syvende Dag, saa at da skal intet Arbeide finde Sted, uden det, som jeg [Lovsigemanden] nu skal opregne. Mænd maae [om Søndagen] drive sit Bofæ hjem og hjemmefra, og maae Kvinder malke det, og bære Melken hjem hvorhen Melken end skal bæres, eller ogsaa føre den over paa Skib, eller paa Hest, dersom Vande rinde imellem Gaarden og Malkepladsen, og maae Kvinder berede Melken til Husholdningen. Det er fastsat, at dersom Ild kommer i en Mands Huse eller i Forraadsstakke, af hvilkensomhelst Art, eller dersom Vande true med Skade, eller Fjeld- eller Sneskred, eller voldsomt Veir, paa hvadsomhelst Maade de Ting ville skade en Mands Gods, da skal han bjerge alle sine Midler for Skaden, som om det var Søgnedag. Dersom en Mands Fæ bliver sygt ude paa Græsgang, da er det ret for ham at føre det hjem paa Hest, dersom det derved snarere bliver i Live; ogsaa er det ret for ham, at slagte det Fæ og berede Indvoldene, som om det var Søgnedag. Man kan reise sin Reise paa Herrensdag, og kan hver af dem have en halv Væt [en Væt = 80 Pund] Tøi, der tilhører ham, med, og bør ingen af dem yde den anden Tjeneste med at bære for ham, om end den ene har mere Tøi, den anden mindre; de kunne bære paa sit eget Legeme, eller føre paa Skib, eller bære paa Hest. Omvandrende Betlere kunne og fare med sit Tøi paa Herrensdag, om det end veier mere, end en halv Væt. Man kan og fare med sit Thing-Tøi og med Mad, om det end veier mere end en halv Væt, saadant, som han skal bruge paa Althinget. Ret er det, at have en halv Væt Handelsvarer derudover, dersom han vil. Dersom en Mand har større Kløvbyrder, og han kommer paa Tvætdag, da er Bonden [som han kommer til] pligtig at give dem Føde Helligdagen over. Saaledes skulle de indrette det [paa Reisen], at een Mand har at passe een Lasthest, eller to Mænd tre, dersom det er bekvemmere. Bonden [paa Veien] er pligtig at give Thingmænd Føde, lige saa mange, som han har Tyende, dem, som komme først [den paagjældende Dag eller Aften], og som reise i den Agt at være tilstede ved Thingets Begyndelse, eller som reise efter Thingets Slutning fra Thinget. Bodskyldig er Bonden, dersom han vægrer sig, og er den søgsmaalsberettiget, hvem Herberge nægtes, og er det ret, at stevne strax der, og tilkalde fem Nabobønder paa Thinge. Det er ret for en Mand at fare, skjøndt det er Herrensdag, til Sæterhytten med Bøtter, eller med Slæde, eller med sine Redskaber, skjøndt de veie mere end en halv Væt, hvadsomhelst Redskaber det er, naar det er saadanne, som han behøver til Brug ved de Gjenstande, som han vil føre fra Sæterhytten efter Helligdagen. Det er ret for en Mand at fare, skjøndt det er Herrensdag, til Forstrande eller til Skove, dersom han eier saadanne, med sine Redskaber, som han behøver til Brug ved det Ved eller de Kul, som han vil føre hjem efter Helligdagen. Saaledes skulle de forud indrette det, at de ikke have flere Heste, end at een Mand har een Hest i Tømme. Ei gjælder det Straf, om løse Heste løbe efter dem. Klæder er det ret at tørre ude, skjøndt det er Herrensdag, eller Vare, saafremt Mænd ere i stædte i Nød. Bær er det og ret at samle og bringe hjem, ikke mere, end at man kan bære dem med sine Hænder. Naar en Mand flytter sit Bo i Fardagepaa Herrensdag, da er det ret for ham at drive sit Malkefæ til den Gaard, hvor han skal boe de to følgende Halvaar; ikke skal man da føre dem paa Baad eller paa Heste over Vande. Dersom en Mand finder en Bede i Ret [Plads, hvorhen Bøigdens Faar fra Fjeldgræsgangene neddrives, for at komme til deres Eiere] om Høsten, da er det ret for ham at føre den Bede hjem, hvad enten han vil føre den paa Hest, eller paa anden Maade. Dersom man kjøber Goldfaar om Høsten, da er det ret for ham at drive dem og føre dem hjem, skjøndt det er Herrensdag; han skal ikke føre dem paa Baad eller paa Hest over Vande. Dersom Mænd komme fra Havreise, og de ere i saadanne Omstændigheder, at der er Fare for Mændene eller deres Gods, eller ogsaa dersom Mænd føre Ladning her langs med Landet, da er det ret at rydde Skibet og bære Ladningen i Land, skjøndt det er Herrensdag, dersom de finde at Gods eller Skib er i nogen Fare. Hver Mand, som var i de Omstændigheder, skal have givet inden Udløbet af de næste syv Nætter fra den Tid, de afladede Skibet, en Alen Vadmel, eller et Faareskind med den vedhængende Uld, af dem, hvoraf sex udgjøre en Haspe, — give det til saadanne Mænd, som eie saa lidet Gods, at de ikke udrede Thingreiselønsafgiften. Skyldig er man til tre Marks Bod, dersom man ikke giver; den er søgsmaalsberettiget, som vil. En Mand er og berettiget til at fiske paa Herrensdag eller paa Messedag, eller foretage anden Fangst eller Jagt, om han vil; han skal høre Messe om Morgenen før, og ikke lade Fangsten være til Hinder for Besøgelsen af Gudstjenesten; forholder han sig paa anden Maade, bliver han bodskyldig derfor til tre Mark. Dersom en Mand finder et Stykke Drivtømmer, paa Skib, da er det ret for ham, at lægge det op i Skibet; ifald Tømmeret er større, end at han kan lægge det op i Skibet, da skal han dog ei hugge det i Stykker; ret er det for ham at føre det til Land, og give deraf Femteparten. Dersom en Mand finder et Stykke Drivtømmer paa sin Strand, da kan kan vælte det op, skjøndt det er Herrensdag, fra Flodmaalet; kan han ikke faae det bragt op, da kan han sætte Mærke paa Tømmeret; ei skal han hugge det i Stykker. Han bliver Eier deraf, hvorsomhelst det kommer i Land, dersom han har sat Lov-Mærke derpaa. Det er bestemt om al Herrensdages Fangst og Messedages Fangst, at deraf skal man give Femteparten, og have givet det inden Udløbet af de næste syv Nætter, fra den Tid, Fangsten gik for sig; det skal man give til Indenhrepsmænd, dem, der ei betale Thingreiselønsafgiften. Dersom en Mand ikke giver saa, da bliver han derfor skyldig til tre Marks Bod; den er søgsmaalsberettiget, som vil. Dersom en Mand reiser sin Reise paa Herrensdag, og kommer til et Sted, hvor et Lov-Led [lovbestemt Gjerdeaabning] er lukket, da kan han bryde det op, skjøndt det er hellig Dag. Hin er bodskyldig, som lukkede Leddet.

9. Om Løverdages Holdelse

Vi skulle holde Løverdagen, hver syvende Dag, den Dag, som er næst forud for Herrensdag, hellig fra Non [nona, Nonsangstiden, Kl. 3 eller 3½]]; da skal intet Arbeide forrettes fra Økt [Tiden fra Kl. 3 til 4½] af, uden hvad jeg nu skal opregne. Da kan man forrette alt det samme Arbeide, som det er tilladt at forrette paa Herrensdag. Da ansees Økten begyndt, naar Sydvestkanten deles i Trediedele, og Solen har gjennemløbet de to Dele, men har den tredie tilbage [= Kl. 3½]. Dersom Mænd slagte Fæ paa Tvætdag da skal Kjødet og Indvoldene være baaret ind fra Skindet [Fæets afflaaede Skind, hvorpaa man har ladet Kroppen ligge under Opskjæringen af de indre Dele], inden Økt; derpaa kunne Mænd hakke og skjære Fedtet [til Talg] og tilberede den Mad, som man behøver Helligdagen over; om man da end indretter det saa, at noget skal blive tilovers, da gjælder det ikke Straf. Dersom Mænd arbeide paa Økt [efter Kl. 3½] paa Tvætdag, da blive de bodskyldige til tre Mark, og skal man først sagsøge Bonden, dersom han har været i Arbeide. Dersom Tjenestekarle have været i Arbeide, samt Skyldtrælle [Gjældstrælle], eller [virkelige] Trælle, da bør man først sagsøge de fribaarne; dersom de have arbeidet paa Økt, og de sagsøges derfor, da finde de Værn [slippe de frie] i Sagen, dersom de kunne tilveiebringe Kvidudsagn for, at Solen ikke kunde sees, og at de vilde have arbeidet kortere, dersom Solen havde været at see; det er ogsaa Værnkvid, dersom det Udsagn gives, at de havde forrettet saa lidet, at de ikke turde gaae hjem, for haard Medfart af Bonden, og bliver Bonden da bodskyldig, men ikke de. Dersom en Mand fører Kløvbyrder paa Heste paa Tvætdag, og han vil stræbe hjem, da kan han føre, indtil Solen er skafthøi. Dersom hans Vei er saa lang, at han ikke kan stræbe hjem, da skal han have taget sig Herberge og afløftet sine Kløvbyrder, inden Solen er i Vest [d. e. Kl. 6]. Bodskyldig er Bonden, [som derom bedes,] om han nægter Herberge. Hin skal føre Kløvbyrderne til den næste Gaard fremad Veien, og begjære Herberge; bodskyldig er Bonden, om han nægter. Hin skal fare til den tredie Gaard, og nedlægge der Kløvbyrderne og begjære Herberge og Bevaring af sit Gods. Dersom Bonden nægter ham Herberge, da bliver han bodskyldig derfor, og bærer han derhos Ansvar for Kløvbyrderne, dersom Eieren lader dem ligge tilbage der paa Hjemmemarken. Føre kan man Kløvbyrder ned ad Fjeldvei, dersom Reisen er gaaet langsommere for ham, end han havde troet, om end Etmaal ere lov-hellige.

10. Om Løverdages Holdelse

Brudmænd [de, som reise til Bryllup] kunne føre Kløvbyrder paa Løverdag, indtil Solen er skafthøi. Bonden [paa Veien] er pligtig at give dem Føde [og Natteherberge], fem i Tallet, ifald Brudgommen er med paa Reisen, eller Bruden, men ellers tre i Tallet; bodskyldig er Bonden, ifald han nægter dem Herberge. Havreisende Mænd kunne føre Kløvbyrder paa Løverdag, indtil Solen er skafthøi. Bonden er pligtig at give dem Føde, fem i Tallet, ifald Styrmanden er med paa Reisen, ellers tre i Tallet; bodskyldig er Bonden til tre Mark, dersom han nægter dem Herberge, og ere de søgsmaalsberettigede, hvem Herberge nægtes, og skal man indstevne Sagen hjemmefra og tilkalde fem Nabobønder paa Thinge. De Bønder ere pligtige til at give disse Mænd Føde, som skulle svare Thingreiselønsafgiften, men ikke de, som eie mindre Gods. For den Mand er det ret, som reiser for at beklæde Godeværdighed til Vaarthing, om det end er sildigere end Økt, at føre Kløvbyrder eller at fare paa Skib, og ligeledes for alle andre, som have Thingmandsret, og reise for at være tilstede ved Thingets Begyndelse; sine Klæder og Telte samt Teltduge [til Boderne paa Thinget] og Mad kunne de have; have kan en Mand en halv Væt Varer derudover, om han vil. Bonden er pligtig at give de Mænd Føde Natten over, som fare til Vaarthinget, Halvdelen færre i Antal, end hans Tyende,— naar der komme rette Thingmænd. En Gode skal ei komme sildigere til Vaarthinget, end at han har opslaaet Telt over sin Bod paa Løverdag, inden Solen er skafthøi, og da er beredt til at gaae hen og hellige [fredlyse] Thinget; bodskyldig er han, dersom han arbeider længere. Da er Solen skafthøi: dersom en Mand staaer ved Havbredden, hvor Hav og Land mødes, naar Havet er halvsunket [midt imellem Flod og Ebbe], og han kan see ud paa Havet, naar Solen daler mod Vandet, og det da synes ham saa, at, ifald et Spyd blev stillet under Solen, af den Længde, at en Mand kan naae med Haanden op til Spydbladets nederste [hule] Ende [hvori Skaftet befæstedes], vilde Odden naae op til Solen, men Spydskaftshalen [Skaftets nederste Ende] ned til Søen, — ifald man kunde see det i klart Veir. Dersom en Mand arbeider paa Herrensdag eller Løverdag eller [anden] lov-hellig Dag, efter Økt, mere end nu er opregnet, da bliver han derfor bodskyldig til tre Mark, og er den søgsmaalsberettiget som vil; den Sag skal man indstevne hjemmefra og tilkalde paa Thinge fem Bønder, Naboer af den Mand, som sagsøges. Saa skal man holde Natten forud for lov-hellig Dag, som [selve] Dagen, der følger derefter. Dersom der er Søgnedag efter hellig Dag, da er det ret for en Mand, at gaae til sit Arbeide den sidste Del [fra Otte, Kl. 1½] af Natten [efter Helligdagen].

11. Om Juls Helligholdelse

Julefest bør vi holde her i Landet. Det er tretten Dage. Deraf skal man holde den første Juledag, og den ottende og den trettende, som første Paaskedag; og anden Juledag og den tredie og den fjerde, dem skal man holde som Herrensdag i alle Henseender, undtagen deri: da er det ret at skuffe Møg bort af Fæstald, enten den tredie Juledag eller den fjerde, hvilken af de to man vil. Men alle Mellemdagene i Julen er det ret at skuffe Møg bort af Fæstald og føre Møget [paa Heste eller Oxer] ud paa Hjemmemarken [til Gjødning], den Del af Hjemmemarken, som er nærmest Kostalden, dersom han har Arbeidsdyr dertil, og der at vælte det af Kurvene [som det bæres i]. Dersom man skuffer Møg ud, men ikke har Arbeidsdyr til at føre det ud paa Marken, da skal man kaste det paa Møddingen. Det kunne Mænd og arbeide paa Mellemdagene i Julen: at berede Indvoldene af, og slagte det Fæ, som man i Julen behøver, og at koge Øl, og at føre hjem Høforraad [fra Marken], som er fornødent, dersom han finder det hensigtsmæssigere, at give Fæet saadant Hø i Foder, end det Hø, der før havdes hjemme, og de ikke have kunne faae Arbeidsdyr dertil før Julen; ikke bør han føre større Forraad af Hø hjem, end der vel kan være tilstrækkeligt om Julen.

12. Om Paaskefest

Paaskefest bør vi holde. Det er fire Dage. Den første Paaskedag skulle vi holde som den første Juledag; men anden Paaskedag, og den tredie, og Midugedagen [Onsdagen], dem skulle vi holde, som Herrensdag. Men fra første Paaskedag skulle være fem Uger til den Herrensdag, hvorefter Gangdage- [Processionsdage; de mindre Litaniedage] Ugen begynder. Den anden Dag i Ugen i Gangdagene, og den tredie, og Midugedagen skulle vi holde som Løverdag, men faste saaledes, at der kun holdes eet Maaltid, de Mænd som efter Loven ere pligtige at faste. Ret er det at have hvid Mad [Melkemad] om Natten, om man vil. Dersom Philippus og Jacobs Messe, eller Crucismesse [Korsmisse], eller Kirkeindvielsesdagen indtræffer paa anden eller tredie Dag i Ugen i Gangdagene, da er det ret at spise to Maaltider, dog ikke Kjød; dersom disse Messedage indtræffe paa Midugedag i Gangdage, da skal man faste som ellers. Den femte Dag i Ugen i Gangdagene er Himmelfartsdag; den skulle vi helligholde som Paaskedag. Fra første Paaskedag skulle være syv Uger til Herrensdag i Hvidedage [Pintse]; imellem dem og Gangdageugen er en hel Uge. Løverdag før Hvidedagene er det Pligt for Mænd at faste Dagfaste [faste om Dagen]. Herrensdag i Hvidedage skal man holde som Paaskedag; den anden Dag i Ugen og den tredie skulle vi holde som Herrensdag. Midugedagen er det ret for Mænd at føre Kløvbyrder, dersom Mænd flytte sit Bo, og at føre Gods paa Skib, og føre sine Varer til Skibet, at drive sit Fæ til Afret, og klippe Beder.

13. (Om Messedage)

Lovbestemte Messedage bør vi holde, dem som jeg nu skal opregne. Fra den trettende Dag i Jul ere syv Nætter til den ottende Dag efter den trettende; da ere otte Nætter til Agnesmesse; da ere fire Nætter til Paulsmesse, og er der ikke Faste forud. Derfra ere syv Nætter til Brigidamesse; der er ikke Faste forud; da er der een Nat til Mariamesse; da ere tyve Nætter til Pettars- [Peters] messe og ikke Faste forud; da ere to Nætter til Mathiasmesse og Faste forud en Dag og Nat. Da ere sexten Nætter til Gregoriusmesse, sytten, om det er Skudaar; da ni Nætter til Benedictusmesse; da fire til Mariamesse; da er det een Nat færre end tredive til Johannesmesse; da ere to Nætter til den ene Gangdag [den store Litaniedag]; den skulle vi holde som Tvætdag, og faste, med mindre den indtræffer i Paaskeugen eller paa Kirkeindvielsesdagen; da er det ret at spise to Maaltider, dog ikke Kjød; men indtræffer den i Paaskeugen, da er det ret at spise Kjød, om man vil. Derfra ere syv Nætter til Philippus- og Jacobs-Messe; der er ikke Faste forud; da ere to Nætter til Crucismesse og ikke Faste forud; da syv og tredive Nætter til Kolumbamesse og ikke Faste forud; da femten Nætter til Johannesmesse og Faste forud i to Etmaal; da fem Nætter til Pettarsmesse og Faste forud i to Etmaal; da ni Nætter til Seliamændsmesse [for Martyrerne paa Øen Selia] og ikke Faste forud; da sytten Nætter til Jacobsmesse og Faste forud en Dag og Nat; da fire Nætter til Olafsmesse og Faste forud en Dag og Nat; da tolv Nætter til Laurentiusmesse og Faste forud en Dag og Nat; da fem Nætter til Mariamesse og Faste forud en Dag og Nat; da ni Nætter til Bartholomæusmesse og Faste forud en Dag og Nat; da femten Nætter til Mariamesse og ikke Faste forud; da sex til Crucismesse og ikke Faste forud; da syv Nætter til Matthæusmesse og Faste forud en Dag og Nat; da otte Nætter til Michialsmesse og Faste forud en Dag og Nat; da een Nat færre end tredive til Simons- og Judas-Messe og Faste forud en Dag og Nat; da fire Nætter til Allehelgenesmesse og Faste forud en Dag og Nat, med mindre den indtræffer paa den anden Dag i Ugen, da skal man faste Fastedags [Fredags]-Natten næst forud, og skal Bonden give sine Tyendes Nadver — de Tyendes, som ere pligtige til Lov-Faste — til de Indenhrepsmænd, som ikke svare Thingreiselønsafgiften ligesom og Maaltiderne [som hans Tyende spare ved Fasten] paa tvende af Imbredagsaftenerne. Hver Bonde er pligtig at give tre Nadvere for sine Tyende [nemlig i Anledning af de tre nævnte Faster], dog ikke Fiskenadver [bestaaende af Fisk], og skulle Hrepsbønderne fordele de Madgaver mellem de trængende om Høsten, paa Hrepsmøder. Fra Allehelgenesmesse ere ti Nætter til Marteinsmesse og ikke Faste forud; da elleve Nætter til Cæciliamesse, og gaaer der Dagfaste forud for samme, dersom den indtræffer paa Fredag; da en Nat til Clemensmesse, og ikke Faste forud; da syv Nætter til Andreasmesse, og Faste forud en Dag og Nat; da sex til Nicholas, messe, og Faste forud en Dag og Nat; da en Nat til Ambrosiusmesse; da tre til Magnusmesse; da otte Nætter til Thomasmesse, og Faste forud en Dag og Nat; derfra ere 2 Nætter til Thorlaksmesse, og Vandfaste [saa at intet andet maa nydes end Vand], forud en Dag og Nat; den indtræffer en Nat før Jul.

14. Om Høitiders Holdelse

Femten ere de Dage i tolv Maaneder, paa hvilke Mænd ikke skulle foretage videre Fangst, end jeg nu skal opregne. En Hvidbjørn [Isbjørn] maae Mænd tage og foretage Tog hjemmefra dertil, og er den Eier af Bjørnen, som først bibringer den Banesaar, hvo der end eier Grunden, med mindre Trælle foretage Jagten eller Gjældstrælle, da eier den Mand Bjørnen, hvem deres Fortjeneste tilkommer. Hvalros kunne Mænd fange, og eier den, som fanger den, Halvdelen af den, men hin som eier Grunden, Halvdelen. Hval, som driver paa Havet, maae Mænd slæbe og fæste ved Landjorden, eller skjære, dersom den ikke kan fæstes. Dersom Landløb finder Sted af Fiske, da skulle Mænd tage dem; da er det Landløb af Fiske, naar Mænd kunne komme til at hugge Fiskene med Hugvaaben eller tage dem med Hænderne; ei skal man anvende Net eller Angler. Fugle maae man fange, som ere lidende fordi de nylig have fældet om de kan tages med Hænderne; give skal man deraf femte Parten, som af anden Herrensdagsfangst. Den første Juledag maae Mænd foretage saadan Fangst, som nu er sagt, men ikke af flere Dyr, og ligeledes den ottende Juledag og den trettende, og den første Paaskedag, Himmelfartsdag og Hvidesøndag [Pintse], de fire Marie-Messer og Allehelgenesmesse og Johannesmesse, Pettars- og Pauls-Messe, som indtræffer om Sommeren, og Kirkeindvielsesdagen og Thorlaksmesse. Men alle andre Herrensdage og Messedage, de skulle alle holdes eens [mindre strengt end hine femten Dage].

15. Langefastes Helligholdelse

Langefaste bør vi holde. Det ere syv Uger. Paa den Herrensdag skulle vi gaae i Fasten, som [hvert Aar] forkyndes paa Thinge og paa Leidsammenkomster. Naar man gaaer i Faste, skal man spise Kjød før Midnat, men derefter skal man ikke spise Kjød i de syv Uger, indtil Solen skinner paa Fjældene paa Paaskedag. Den anden Dag i Ugen — den første Dag i Langefaste — og den tredie er det ret at spise to Maaltider, dog ikke Kjød, men alle andre Dage derfra til Paaske, undtagen Herrensdagene, skal man faste. Elleve ere de Nætter, som det er Lov-Pligt at faste i Langefasten: de syv Fredagsnætter og første Midugenat og den sidste, samt Midugenat og Tvætdagsnat i Imbredagene.

Julefaste bør vi holde. Vi skulle begynde at afholde os fra Kjød paa den Mandag, imellem hvilken og første Juledag der indtræffe tre Herrensdage; da skal man ikke spise Kjød i det Tidsrum, undtagen paa Herrensdagene og lovvedtagne Messedage. Paa Fredagene, samt Nætterne forud for dem bør vi faste i Julefaste; og Dagen forud for Jul skulle vi faste Dagfaste, og Dagen forud for den trettende Juledag. Imbredage bør vi helligholde med Faste, tolv i tolv Maaneder, og Nætterne forud for dem. Vi skulle holde Imbredage i den anden Uge af Langefasten og i Hvidedage-Ugen; ret er det at have hvid Mad Tvætdagsnat i de Imbredage, som indtræffe i Hvidedagene. Paa de Tider skulle vi holde Imbredagene før Jul og før Michialsmesse, som forkyndes paa Althinget og paa Leidsammenkomster.

16. Om Fastetider

I Langefaste og paa Imbredage og alle Fastedage [Fredage] og Tvætdag før Hvidedage, gjælder det Fjørbaugsgaard for en Mand, dersom han spiser Kjød, men til alle andre Fastetider bliver man bodskyldig til tre Mark, ifald man spiser Kjød, og er den søgsmaalsberettiget, som vil. Bodskyldig bliver altid den Mand, som efter Loven er pligtig til Faste, dersom han har Melkemad, naar der er Lov-Faste, om han end ikke har Kjød, og skal man stevne i Bøigden og tilkalde paa Thinge Bønder, Naboer af den Mand, som sagsøges, ni til Fjørbaugsgaardssagerne, men fem til Bødesagerne. Dersom en Mand kommer i de Omstændigheder paa Øer i Havet i Langefasten, at han ingen anden Mad har end Kjød, da skal han heller spise det, end opgive sin Aand formedelst Mangel paa Mad; han skal ikke spise Kjødet paa Imbredage eller Fredage; saaledes maa han spise, at han derved opholder Livet, men ei skal han samle sig Huld derved. Gaaet skal han have til Skrifte hos en geistlig Mand inden Udløbet af de næste syv Nætter, efterat han kommer fra Øen. Det er Kjød, naar Mænd slagte Oxer, eller Beder, eller Geder, eller Svin. Dersom Svin æder Hestekjød, da skal man føde det i tre Maaneder og lade det fælde Huld, men fede det derefter andre tre. Dersom Svin æder Menneskelig, da skal man føde det i sex Maaneder, og lade det fælde Huld, dersom det har vundet Huld derved, og fede det derefter i andre sex Maaneder; da er det ret, at benytte Svinet til Føde. Bjørne maae Mænd fange og anvende til Føde, hvad enten det er Skovbjørn eller Hvidbjørn, samt Røddyr: Hjort og Ren; dette kan man spise, naar det er tilladt at spise Kjød. Hvalros og Sæl kan man spise paa de Tider alene, som det er tilladt at spise Kjød. Fugle maae Mænd spise, dem, som flyde paa Vand. Klofugle skulle Mænd ei benytte til Føde, dem, som have Aadselsklo: Ørne og Ravne, eller Falke eller Høge. Ret er det at spise Høns og Ryper. Æg er det tilladt at spise af de Fugle, som selv kunne spises. Paa de Tider maa man spise Æg, som man spiser hvid Mad [Melkemad].

Kvæg maae Mænd benytte til Føde, det som de selv slagte; dog er det ret at benytte det til Føde, om de end ikke selv slagte det, naar man veed, hvad der har foraarsaget dets Død: hvad enten det omkommer i Vande, eller ogsaa Fjeld- eller Sneskred eller Uveir dræber det, eller hvad der end foraarsager dels Død, naar man ikkun veed Aarsagen, da skal man benytte det Fæ til Føde, — naar det ikke er omkommet paa en saadan Maade, at Dødsmaaden ei kjendes; og skal man give Femteparten af alt Fæ, som mister Livet anderledes end ved Menneskehaand, — have givet det inden syv Nætter efterat det Fæ omkom, til de Indenhrepsmænd, som ei have at svare Thingreiselønsafgiften; skyldig er man til tre Mark, dersom man ikke giver saa. Kalv skal man fede i tre Nætter; dog er det ret at benytte den til Føde, om den end slagtes tidligere, dersom der gives den Mad, men man skal da give Femteparten af den. Det Fæ er det ikke tilladt at spise, som man veed, har tilføiet en Mand Bane. Heste bør Mænd ikke spise, eller Hunde, eller Ræve eller Katte, og endvidere ingen Klodyr, og ikke Aadselsfugle. Dersom en Mand spiser de Dyr, som det er forbudt at spise, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard.

For den Mand er det Pligt at faste paa de lovbestemte Fastetider, som har fyldt tolv Vintre ved Sommermaal [naar fem Nætter ere tilbage af Vinterhalvaaret forud]; ikke skal man regne ham det for en Vinter, dersom han fødes efterat kun en enkelt Nat er forløben af Vinteren, Mænd bør holde sin Lov-Faste, indtil de ere halvfjerdsindstyve Aar. Sund Mand bør faste Lovfaste, men ei den, som er syg. Yngre Mand end tolv Vintre, og ældre end halvfjerdsindstyve, er ei pligtig at faste, uden han vil. For den Kvinde er det ikke Pligt at faste, som har levende Barn i Livet. Den Kvinde er ikke efter Loven pligtig til Faste, som har Barn ved Brystet, i den første Langefaste; have maa hun Barn ved Brystet til den tredie Langefaste [dersom nemlig Barnet fødes i selve Langefasten]; ikke skal den Omstændighed længere være i Veien for Kvinders Lov-Faste, end igjennem een Langefaste. Lige Pligt er der for disse [undtagne] Personer at afholde sig fra Kjød paa Fastetider, som for hine, der efter Loven ere pligtige til Faste. Dersom den Mand, som har en ung Mand, eller en vanvittig under Værgemaal, lader ham spise Kjød paa Fastetider, eller forbuden Føde, om det end ikke er Fastetid, da gjælder det ham samme Straf, som om han selv havde spist, men ingen Straf gjælder det for den, der spiser, dersom han ikke havde Forstand til at afholde sig derfra. Dersom en Mand kommer forbuden Føde i en Mands Mad, og han vil gjøre det til Beskjæmmelse for ham, gjælder det ham Fjørbaugsgaard, men ingen Straf for hin, som spiser.

17. Om Fastetider

For siddende Mænd er det Pligt at faste under Engearbeiderne [den Tid, da Engene slaaes], men ikke de Arbeidere, som ere i Engearbeide, og ikke den Mand, som driver Fæet hjem, og ikke den, som forretter strengt Arbeide for en Mands Bo; det er strengt Arbeide, dersom man arbeider hver Dag, hvad Bonden vil. Ei skal siddende Mand løbe til Arbeide, naar han skal faste, for at komme til at spise snarere end ellers. Lige gjælder Lov-Faste for alle Mænd [siddende o. s. v.], efter at Imbredageugen begynder om Høsten, indtil Pettarsmesse er forbi om Sommeren.

Den Mand, som skal faste, skal have spist sin Mad før Midnat, naar han faster Dagen efter, og ikke tage Mad til sig førend Non er forbi. Saa skal man og afholde sig om Nætterne fra Kjød, de Nætter som det er Lov-Pligt at faste, ligesom om Dagen. Da skal det være Nat om Høst og om Vinter, naar Dagen ei længere kan sees, forudsat man var paa et Sted, hvor man kunde see ud paa Havet i skyfrit Veir. Da skal det være Nat om Sommer, naar Solen gjennemløber Nordkanten; det er Nordkant, naar Solen er kommen midt imellem Nord og Nordvest [Kl. 10½] og indtil den er kommen midt imellem Nord og Nordost [Kl. 1½]. Naar en Mand faster om Nat, skal han have tør Mad; det er tør Mad: Græs og Olden og al Jordfrugt. Det maa en Mand og spise, naar han faster: Fiske af alle Slags, og Hvale, undtagen Hvalros og Sæl; dem kan man spise, naar det er tilladt at spise Kjød. Hvalros skal man ikke spise eller Narhval, eller Rødkjæmming [en ukjendt Hvalart].

Det er fastsat om alle de Sager, som nu ere opregnede i Kristenretsafsnittet, at de Sager skal man indstevne hjemmefra og tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, som sagsøges, til Skoggangssager og Fjørbaugsgaardssager, undtagen man har stevnet for Trolddom, da skal man opfordre den Gode til at danne Tylfterkvid, som den er i Thinglaug med, som sagsøges; men til Tremarkssager og Bødesager skal man tilkalde fem Bønder, Naboer af den Mand, som sagsøges.

Saa satte Biskop Ketil og Biskop Thorlak, efter Raadførsel med Erkebiskop Øssur og Sæmund [den frode] og mange andre geistlige Mænd Kristenretsafsnittet, som nu blev forklaret og forkyndt [1123].

18. Ny Lov om Mænds Giftermaal

Det Nymaal [ny Lov] blev vedtaget, da Magnus Gissursson [1216—1236] var bleven Biskop, at nu er det Lov-Pligt at faste de otte Nætter, som det før ikke var Lov-Pligt; een er Julenat, den anden: Paaskenat; den tredie: forud for Himmelfartsdag; den fjerde: forud for Hvidesøndag, samt de fire Midugenætter i Langefasten, som ikke tidligere vare lov-vedtagne.

Det var et andet Nymaal, at Ægteskab kan indgaaes i lige Grader i Svogerskab og Frændskab, ved femte Mand i begge Tilfælde, og skal man, naar Frændskabet er ved den lige Sidelinies femte Led betale den større Tiende, men hvor Frændskabet er ved den ulige Sidelinies femte og sjette Led skal man betale Hundrede og tyve Alen Vadmel. Men hvor Frændskabet er ved sjette Mand paa begge Sider, der skal man betale 10 Ører [trediesindstyve Alen]; da paaligger det ikke at betale noget derefter i de fjernere Grader, om end Ægteskab indgaaes. Det var gammel Lov, at naar Mænd vare beslægtede med hinanden i den lige Sidelinies femte Led, skulde man [den formuende af dem] til Forsørgelse [af den af dem som var trængende] udrede ti Ører, men nu er det ophævet.

19. Aarstiders Beregning

Den første Dag i Sommeren skal være paa en Torsdag; derfra skal man tælle trende tredive Nætters Maaneder og fire Nætter til Midsommer. Men fra Midsommer skulle være trende tredive Nætters Maaneder til Vinteren. Den første Dag i Vinteren skal være paa en Løverdag; men derfra skulle være sex tredive Nætters-Maaneder til Sommeren, men ti Uger skulle være forløbne af Sommeren, naar Mænd komme til Althinget. Dagen skal i al Aarstidsberegning komme førend Natten.

Alle Love skulle være forkyndte i hvert Tidsrum af tre Sommere; derpaa skal Lovsigemanden nedlægge Lovsigemandsembedet. Intet Nymaal skal være fastsat for længere Tid end tre Sommere, og skal det forkyndes den første Sommer paa Lovbjerget, samt paa helligede Vaarthinge eller paa Leidsammenkomster. Ophævede ere alle Nymaal, dersom de ikke blive forkyndte hver tredie Sommer.