Vis kilden til Kullervo: Søsterens Undergang (Kalevala)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kullervo: Søsterens Undergang (Kalevala)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Kullervo2.jpg|thumb|400px|<center>'''Kullervo ''' <br> Maleri af ''Akseli Gallen-Kallela''<br><br><small>Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i '''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala II]]'''</small></center>]]

<center><big>'''[[Kalevala (F. Ohrt)| Kalevala]]'''</big><br> [[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]


<br><big><big>'''Kullervo: Søsterens Undergang'''</big></big></center>
<br>


<blockquote>
::Kullervo, Kalervosønnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XXXIV. <small>  1 </small></FONT COLOR=grey> 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 
::Ungersvenden med gule Lokker 
::og med de skønne Sko af Læder, 
::giver sig nu paa Vej og viger 
::bort fra Smeden Ilmaris Bolig, 
::førend hans Herre faar høre 
::Bud om sin Hustrus bratte Bane, 
::før han af Harme kan gribes 
::og faa pønset paa Kamp og Hævnfærd.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>10</FONT COLOR=grey></small> 


::Under Spil han gik fra Smeden, 
::drog med Klang af Ilmas Lande, 
::blæste højt i Horn paa Heden, 
::vakte Larm og Støj paa Svedjen, 
::Mosen brummed, Jorden skralded, 
::op fra Heden Genlyd gjalded: 
::Saadan spilled Kullervoinen, 
::saadan larmed Udaadsmanden. 



::Fremad Kullervoinen vandred,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>37 </FONT COLOR=grey></small>
::frem paa maa og faa han iled, 
::gennem Ødemark om Dagen, 
::gennem Hiisis Tømmerskove,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>40 </FONT COLOR=grey></small>
::men ved Kvæld, da Natten mørkned, 
::stod han stille ved en Tue. 


::Hviled sig her den faderløse, 
::og hans Tanker vandred saa vide: 
::»Hvem har sat mig ind i Verden, 
::hvem har skabt mig arme Stakkel 
::til ved Nat og Dag at færdes 
::altid under aaben Himmel! 
::Andre har dog et Hjem at søge, 
::haster hjemad til egen Hytte,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>50 </FONT COLOR=grey></small>
::jeg har mit Hus i Skovens Øde, 
::jeg har min Gaard paa vildene Hede, 
::midt i Stormens Skød er mit Ildsted 
::og min Badstuedamp i Regnen. 


::Gode Gud, du skal ej skabe 
::aldrig nogen Tid og Time, 
::sligt forvildet Barn til Verden, 
::Barn som Kærlighed ej kender, 
::uden Fader under Himlen, 
::uden Moder først og fremmest,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>60 </FONT COLOR=grey></small>
::saadan som du mig har dannet, 
::som du skabte mig til Verden, 
::ret som blandt en Flok af Maager, 
::Fuglesværm paa Skær i Havet. 


::Dagen kommer jo dog til Svalen, 
::Morgenrøden gryer jo for Spurven, 
::Glædens Time for Himlens Fugle, 
::men til mig kommer ingensinde 
::Dagens Lys i mit Levneds Time, 
::Glæden ej saa længe jeg lever.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>70 </FONT COLOR=grey></small>


::Ikke kender jeg hvem mig fødte, 
::aner ikke hvo der mig avled, 
::om en Fugl har født mig paa Vejen, 
::om en And mig avled i Sumpen, 
::om en Raage ved Strand mig ruged 
::eller i Klippens Kløft en Vildand. 


::Spæd blev jeg skilt fra min Fader, 
::lav og liden skikket fra Moder, 
::død er Fader og død er Moder, 
::død er hele min store Stamme;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>80 </FONT COLOR=grey></small>
::Sko af Is har den efterladt mig, 
::Strømpepar af Sne har den levnet, 
::lod paa islagte Sti mig ligge, 
::glemte mig bort paa glatte Spange, 
::at i Sumpen jeg skulde svinde, 
::maatte min Grav i Skarnet finde. 


::Dog saalænge Liv mig levnes, 
::har jeg ikke Lyst at synke 
::ned i Sumpen til et Spange, 
::til et Trædebrædt i Skarnet.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>90 </FONT COLOR=grey></small>
::Ikke svinder jeg i Sumpen, 
::mens jeg tvende Hænder ejer, 
::paa hver Haand fem Fingre rører, 
::paa hver Finger Negle fører!« 



::Og det faldt ham nu paa Sinde, 
::i hans Hjærne jog en Tanke: 
::Untamoinens Bygd at søge, 
::hævne dær sin Faders Vunder, 
::Faders Vunder, Moders Taarer 
::og sin egen haarde Medfart.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>100 </FONT COLOR=grey></small>



::Kom en Skovens Viv paa Vejen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>107 </FONT COLOR=grey></small>
::kom i Kaabe blaa en Kvinde, 
::hun til Orde tog og sagde: 
::»Hvorhen gaar du, Kullervoinen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>111 </FONT COLOR=grey></small>
::hvorhen vandrer Kalervosønnen?« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::taled selv det Ord og sagde: 
::»Bort herfra jeg vil mig vende,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>117 </FONT COLOR=grey></small>
::Untamoinens Bygd at søge, 
::hævne Drabet paa min Stamme, 
::Faders Vunder, Moders Taarer.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>120</FONT COLOR=grey></small>


::Men den gamle tog til Orde: &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>123 </FONT COLOR=grey></small>
::»Ikke har man dræbt din Stamme,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>125 </FONT COLOR=grey></small>


::død er ikke Kalervoinen; 
::du din Fader har i Live, 
::og din Moder er ved Helsen.« 


::»O du kære gamle Kvinde, 
::sig mig, kære gamle Kvinde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>130 </FONT COLOR=grey></small>
::hvor skal jeg finde min Fader, 
::hvor den væne Viv som mig fødte?« 


::»Dær kan du finde din Fader, 
::dær den væne Viv som dig fødte: 
::Nær ved Laplands lange Grænse, 
::tæt ved Fiskesøens Bredder.« 


::»O du kære gamle Kvinde, 
::sig mig, kære gamle Kvinde, 
::hvordan skal da did jeg komme, 
::hvordan skal jeg finde Vejen?«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>140 </FONT COLOR=grey></small>


::»Saare let kan did du komme, 
::let, skønt fremmed, finde Vejen, 
::naar du følger Skovens Udkant, 
::naar du holder dig langs Floden; 
::een Dag vandrer du og tvende, 
::næsten tredje Dag du vandrer, 
::iler frem langs Flodens Bredder,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>153 </FONT COLOR=grey></small>
::ud for trende Fossers Fraade; 
::til en Oddes Spids du kommer, 
::til en langstrakt Tanges Ende. 
::Dær paa Odden staar en Hytte, 
::staar et Fiskerhus paa Tangen, 
::og derinde bor din Fader 
::med den væne Viv som dig fødte;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>160 </FONT COLOR=grey></small>
::dær finder du dine Søstre, 
::tvende unge skønne Piger.« 



::Kullervo, Kalervosønnen, 
::gav sig nu af Sted paa Vandring, 
::vandred een Dag frem og tvende, 
::næsten tredje Dag han vandred, 
::naaed frem til Oddens Spidse,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>175 </FONT COLOR=grey></small>
::til den lange Oddes Ende: 
::Dær paa Næsset stod en Hytte, 
::stod et Fiskerhus paa Tangen. 


::Derpaa gik han ind i Stuen; 
::ingen kendte ham dær i Stuen:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>180 </FONT COLOR=grey></small>
::»Hvilket Land er vel Gæstens Hjemstavn, 
::hvilken Bolig borte bag Havet?« 


::»Kender du Sønnen din ej mere, 
::kender du ej dit eget Afkom, 
::ham der af Untamos Svende 
::førtes fra jer til deres Hjemstavn, 
::kun som Faders Finger i Drøjde, 
::kun som sin Moders Ten i Højde?« 


::Moderen skyndte sig at sige, 
::brat taled den gamle Kvinde:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>190 </FONT COLOR=grey></small>
::»O mit Barn, min stakkels lille, 
::arme Dreng med Gyldenspændet, 
::saa du er endnu i Live, 
::vanker om i disse Lande, 
::du hvem længst som død jeg sørged, 
::alt i lang Tid holdt for mistet! 


::Tvende Sønner smaa jeg havde, 
::fødte tvende skønne Døtre, 
::men de ældste to af disse 
::har jeg stakkels Moder mistet,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200 </FONT COLOR=grey></small>
::Drengen i den store Fejde 
::og paa ukendt Vis min Pige; 
::Drengen kommer nu tilbage. 
::Pigen kommer sikkert aldrig. 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::spurgte da paa Stand og sagde: 
::»Hvordan er hun da forsvunden, 


::Og hans Moder tog til Orde, 
::selv hun ytred sig og sagde:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>210 </FONT COLOR=grey></small>
::»Hun gik ud efter Bær i Skoven,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>213 </FONT COLOR=grey></small>
::efter Hindbær op under Højen, 
::dær er min lille Høne svunden, 
::brat har min Smaafugl fristet Døden, 
::fik en Død som slet ingen kender, 
::led en Død hvis Navn ikke nævnes. 


::Hvem var det der savned Pigen? 
::Hvem undtagen hendes Moder?&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>220 </FONT COLOR=grey></small>
::Moder søger først af alle. 
::Moder søger, Moder ængstes. 
::Ud jeg stakkels Moder vandred 
::for at søge den forsvundne, 
::spejded een Dag og den næste,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>227 </FONT COLOR=grey></small>
::spejded endnu Tredjedagen; 
::og da Ugen helt var omme,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>290 </FONT COLOR=grey></small>
::gik jeg til den største Bakke, 
::dennes høje Top besteg jeg, 
::kaldte derfra paa min Datter, 
::jamred efter den forsvundne: 
::Svar mig hvor du er, min Datter, 
::kom, mit Barn, igen til Hjemmet! 


::Saadan kaldte jeg paa Pigen, 
::klaged efter den forsvundne; 
::Bjærget kasted Svar tilbage, 
::op fra Heden gjalded Genlyd:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>240 </FONT COLOR=grey></small>
::Raab ej mere paa din Datter, 
::lad kun Skraal og Skrigen fare, 
::thi hun kommer ej tilbage, 
::aldrig mer i Livets Dage, 
::til sin Moders Gaard og Bolig, 
::til sin gamle Faders Baadstrand.« 




::________________________________




::Kullervo, Kalervosønnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>XXXV. <small>  1 </small></FONT COLOR=grey> 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper 
::leved fra denne Stund i Hjemmet 
::under Forældres Værn og Værge; 
::ikke fik han dog lært at fatte, 
::komme til Mandevid og Visdom. 


::Sønnen tager fat paa Arbejd,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>11</FONT COLOR=grey></small> 
::nyttig Idræt vil han øve; 
::og han drog af Sted at fiske, 
::roed ud med Fiskevoddet; 
::selv han tager dær til Orde, 
::spørger, mens han skøtter Aaren: 
::»Skal af al min Magt jeg trække, 
::ro af Sted af alle Kræfter, 
::eller skal jeg trække sindigt, 
::ro saa jævnt som just behøves?«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>20 </FONT COLOR=grey></small>


::Baadens Styrmand tog til Orde, 
::taled straks det Ord og sagde: 
::»Selv om al din Magt du bruger, 
::ror af Sted af alle Kræfter, 
::kan du næppe bryde Baaden, 
::trække dens Tolde sønder og sammen.« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::trak da til af hele sin Styrke, 
::roed da løs af alle Kræfter, 
::trak de Tolde sønder og sammen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>30 </FONT COLOR=grey></small>
::brækked Baadens Enetræsbrædder, 
::sønderbrød Jollens Aspetømmer. 



::Kalervoinen kom og saae det, 
::taled da det Ord og sagde: 
::»Aldrig blir en Rorkarl af dig, 
::du har brudt de tykke Tolde, 
::brækket Baadens Enetræsbrædder, 
::søndret hele min Aspejolle! 
::Drag da ud med mine Skatter,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>65 </FONT COLOR=grey></small>
::kør af Sted, betal min Jordskyld! 
::Kanske ude du er dygtigst, 
::viser dig paa Langfærd kløgtigst.« 



::Kullervo, Kalervosønnen, 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>70 </FONT COLOR=grey></small>
::Ungersvenden med gule Lokker 
::og med de skønne Sko af Læder, 
::drog af Sted at bringe de Skatter, 
::ud at yde Kornet i Jordskyld. 


::Da nu de Skatter var bragte. 
::Kornet alt var ydet i Jordskyld, 
::kasted sig Kullervoinen i Kælken, 
::steg han op i sin Kurveslæde, 
::drog af Sted at age til Hjemmet, 
::rejste mod egen Bygd tilbage.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>80 </FONT COLOR=grey></small>



::Frem han kører saa det klaprer, 
::lader Hesten troligt trave 
::over Väinöhjemmets Heder, 
::over fordum brændte Svedjer. 


::Mødte ham en Mø paa Vejen, 
::Guldhaarsmø paa Skier glider 
::over Väinöhjemmets Heder, 
::over fordum brændte Svedjer. 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::standser Hesten straks paa Stedet,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>90 </FONT COLOR=grey></small>
::og den unge Mø han hilste, 
::hilste hende, lokked hende: 
::»Lille Pige, stig i Slæden, 
::læg dig bagved paa mit Tæppe!« 


::Og paa Dril ham Pigen svarer, 
::som paa Ski forbi hun farer: 
::»Døden stige paa din Slæde, 
::Sot og Tæring paa dit Tæppe!« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>100 </FONT COLOR=grey></small>
::slog den raske Hest med Pisken, 
::drev med Snærten, perleprydet: 
::Hesten løber, Færden lider. 
::Slæden glider, Vejen kortes. 
::Frem han kører, saa det klaprer, 
::lader Hesten troligt trave 
::paa den aabne, vide Havryg, 
::over Havets frie Flade. 



::Mødte ham en Mø paa Vejen, 
::frem i Lædersko hun løber&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>110 </FONT COLOR=grey></small>
::paa den aabne, vide Havryg, 
::over Havets frie Flade. 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::stopper straks sin Hest i Farten, 
::faar sin Mund paa Gled og mæler, 
::føjer sine Ord og siger: 
::»Stig i Slæden min, du skønne, 
::Landets Pryd, følg med paa Færden!« 


::Pigen giver ham til Gensvar, 
::rapt hun slænger Ord tilbage:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>120 </FONT COLOR=grey></small>
::»Dødmand stige paa din Slæde, 
::Dødning følge dig paa Færden!« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 
::slog den raske Hest med Pisken, 
::drev med Snærten, perleprydet: 
::Hesten løber, Færden lider, 
::Slæden glider, Vejen kortes. 
::Frem han kører, saa det knager, 
::lader Hesten troligt trave&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>130 </FONT COLOR=grey></small>
::over Pohjahjemmets Heder, 
::over Laplands vide Grænser. 



::Mødte ham en Mø paa Vejen, 
::spændeprydet Pige spanker 
::over Pohjahjemmets Heder, 
::over Laplands vide Grænser. 



::Kullervo, Kalervosønnen, 
::stopper straks sin Hest i Farten, 
::faar sin Mund paa Gled og mæler, 
::føjer sine Ord og siger:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>140 </FONT COLOR=grey></small>
::»Lille Pige, stig i Slæden, 
::hvil dig, kære, paa mit Dækken, 
::kom og spis af mine Æbler, 
::hjælp at knække mine Nødder!« 


::Pigen giver ham til Gensvar, 
::vrippent mæler hun tilbage: 
::»Jeg vil spytte paa din Slæde, 
::paa din Kælke, sølle Karlfolkl 
::Det er tomt bag dine Tæpper, 
::stygt paa Kælken din at køre.«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>150 </FONT COLOR=grey></small>


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 
::trak nu Pigen ind i Slæden, 
::rykked hende op i Kælken, 
::satte Møen paa sit Tæppe, 
::svøbte hende i sit Dække. 


::Pigen tager da til Orde, 
::gyldenspændet Jomfru skælder: 
::»Slip mig fri og lad mig fare, 
::lad mig unge Barn dog være,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>160 </FONT COLOR=grey></small>
::fri mig for at høre paa dig, 
::for at trygle dig, du stygge, 
::eller jeg sparker Hul i Bunden, 
::river Tremmerne helt i Stykker, 
::hugger din Slæde rent i Splinter, 
::hugger i Kvag den skøre Kælke!« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper, 
::lukked nu op for Pengeskrinet, 
::broget Laag med Bulder han løfted,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>170 </FONT COLOR=grey></small>
::lod hende skue Sølv i Mængde, 
::bredte brogede Klædestykker, 
::Strømper smaa med gyldene Rande, 
::Bælter blaa med sølverne Spænder. 
::Klædet vendte den vænes Vilje, 
::Pengene Pigens Hu forandred, 
::Sølvet lokked og Sølvet fristed, 
::Guldet den Jomfru overlisted. 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::Gubbens Søn med lyseblaa Strømper,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>180 </FONT COLOR=grey></small>
::kysser ømt den unge Kvinde, 
::drager hende, daarer hende — 
::ene Haand ved Traverens Tømme, 
::anden Haand paa Jomfruens Bryster. 


::Saadan krænked han den favre, 
::skænded denne skønne Pige, 
::under kobberprydet Tæppe, 
::over spraglet Slædedække. 



::Herren sendte Morgengryet, 
::lod den nye Dagning rinde;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>190 </FONT COLOR=grey></small>
::da tog Pigen selv til Orde, 
::spurgte Svenden, fritted Svenden: 
::»Af hvad Æt er du vel runden, 
::gæve Svend, af hvilken Stamme? 
::Du er vist af ædel Stamme, 
::dig en fornem Æt har fostret.« 


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::taled da det Ord og sagde: 
::»Ædel er dog ej min Stamme, 
::ikke ædel, ikke ringe,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200 </FONT COLOR=grey></small>
::snarest staar jeg midt imellem: 
::Jeg er Kalervos stakkels Ætling, 
::dum og uforstandig Yngling, 
::svagt og raadløst Barn i Verden. 
::Men din egen Æt du nævne, 
::sig din egen høje Fødsel, 
::om du er af ædel Stamme, 
::om en fornem Æt dig fostredl« 


::Og paa Stand ham Pigen svared, 
::taled selv det Ord og sagde: &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>210 </FONT COLOR=grey></small>
::»Ædel er vel ej min Stamme, 
::ikke ædel, ikke ringe, 
::snarest staar jeg midt imellem: 
::Jeg er Kalervos stakkels Datter, 
::daarlig, uforstandig Pige, 
::svagt og raadløst Barn i Verden. 


::Fordums Tid i Barndomsdage 
::da jeg boed hos min Moder, 
::gik jeg efter Bær i Skoven, 
::op til Højen efter Hindbær,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>220 </FONT COLOR=grey></small>
::Jordbær plukked jeg fra Marken, 
::Hindbær jeg ved Højen samled 
::hele Dagen, sov om Natten, 
::endnu næste Dag jeg plukked; 
::og paa tredje Dag jeg vidste 
::ikke længer Vejen hjemad; 
::Vejen førte ind i Skoven, 
::Stien ind i Ødemarken. 


::Da nu tre og fire Dage,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>241 </FONT COLOR=grey></small>
::fem, højst seks var helt forløbne, 
::til at dø jeg mig beredte, 
::vented mine Dages Ende. 
::Men jeg fandt endnu ej Døden, 
::ej mit usle Liv fik Ende. 


::Var jeg død, jeg arme Stakkel, 
::død og borte, jeg fortabte, 
::kunde jeg et Aar derefter, 
::kunde jeg den tredje Sommer&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>250 </FONT COLOR=grey></small>
::have glimtet som et Græsstraa, 
::pranget som en Blomsterkrone, 
::som et modent Bær paa Marken, 
::som et rødt og saftigt Hindbær: 
::Denne Daad var ikke øvet, 
::denne bitre Sorg ej prøvet.« 


::Næppe har Pigen nævnet dette, 
::knap har Møen sluttet sin Tale, 
::før hun hopper ud af hans Slæde, 
::springer fra Slæden ud i Floden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200 </FONT COLOR=grey></small>
::ned i Fossens grummeste Fraade, 
::ned i Vandets vildeste Hvirvel. 



::Kullervo, Kalervosønnen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>267 </FONT COLOR=grey></small>
::sprang paa Stedet ud af Slæden, 
::brast i bitter Graad og Taarer, 
::tungt han klaged sig og jamred,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>270 </FONT COLOR=grey></small>
::søndred med en Kniv sit Stavtøj,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>287 </FONT COLOR=grey></small>
::Trækkeremmen skar han over, 
::sprang saa paa den gode Ganger, 
::paa den stærke Skimmels Lænder;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>290 </FONT COLOR=grey></small>
::rider frem en lille Strækning, 
::frem et Stykke Vej han jager, 
::standser paa sin Faders Gaardsplads, 
::ved sin egen Faders Marker. 


::Moderen kommer ud i Gaarden. 
::»O min Moder, du som mig fødte! 
::Havde du dog, min stakkels Moder, 
::dengang du bragte mig til Verden — 
::havde du fyldt med Røg din Badstu, 
::stænget for Badekammerdøren,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>300 </FONT COLOR=grey></small>
::havde du kvalt dit Barn i Røgen, 
::myrdet mig tvende Nætter gammel, 
::lagt mig ned, i mit Svøb, i Vandet, 
::druknet mig, svøbt i Sengedækket, 
::siden kastet Vuggen paa Ilden, 
::slængt mit lille Leje paa Baalet! 


::Og hvis Folk saa havde spurgt dig: 
::Hvi er Vuggen ej i Stuen? 
::Hvi er Badstudøren stænget? — 
::kunde du til Svar jo givet:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>310 </FONT COLOR=grey></small>
::Vuggen, den har jeg brændt paa Ilden, 
::Sengestedet i Arneflammen; 
::jeg gør Malt i mit Badekammer, 
::mælter Korn i min hede Badstu.« 


::Skyndsomt spørger da hans Moder, 
::straks den gamle Kvinde fritter: 
::»Sig, hvad fejler dig, du kære, 
::hvilket Under er dog hændet? 
::Ret en Dødning lig du kommer, 
::som et Genfærd staar du for mig.«&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>320 </FONT COLOR=grey></small>


::Kullervo, Kalervosønnen, 
::taled da det Ord og sagde: 
::»Vist er der hændet mig et Under, 
::Skændsel og Fordærv er der timet, 
::thi min Søsterlil har jeg skændet, 
::krænket Barnet af egen Moder. 


::Jeg drog hjem fra Skattefærden, 
::havde udredt Faders Jordskyld, 
::traf saa paa min Vej en Jomfru, 
::jeg med Vold har hende krænket;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>330 </FONT COLOR=grey></small>
::Pigen var min egen Søster, 
::Barnet af min egen Moder. 


::Straks endte hun sine Dage, 
::selv styrted hun sig i Døden, 
::ned i Fossens grummeste Fraade, 
::ned i Vandets vildeste Hvirvel. 
::Men jeg selv forstaar nu ikke, 
::aner ikke, fatter ikke 
::hvor jeg bedst kan finde Døden, 
::paa hvad Vis jeg skal den søge:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>340 </FONT COLOR=grey></small>
::Bag de tudende Ulves Kæber, 
::Svælget af de brølende Bjørne, 
::dybt i Hvalfiskebugens Grube, 
::eller imellem Geddens Tænder.« 


::Tog hans Moder nu til Orde: 
::»Kære Dreng, søg ikke Døden 
::bag de tudende Ulves Kæber, 
::Svælget af de brølende Bjørne, 
::dybt i Hvalfiskebugens Grube 
::eller bag Gedders grumme Tænder!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>350 </FONT COLOR=grey></small>


::Stor og vid er Suomis Odde, 
::vældig Savolakses Grænse; 
::dær en Udaadsmand kan dølges, 
::angre skjult sin onde Gærning, 
::fjæles hele fem, ja seks Aar, 
::ni Aars Tid, om saa skal være, 
::indtil Tiden bringer Lindring, 
::Aarenes Løb faar dulmet Sorgen.« 


::Kullervo, Kalervosønnen 
::taled da det Ord og sagde:&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>360 </FONT COLOR=grey></small>
::»Jeg vil ingenlunde mig dølge, 
::jeg, den frække, flyer ikke Landet; 
::frem for Dødens Svælg vil jeg træde, 
::frem til Dødningerigets Porte, 
::Kampens vide Marker mig kalder, 
::Valen, dær hvor Heltene falder. 


::End er Untamo ved Live, 
::ej den feje Karl er fældet. 
::Faders Vunder ikke hævnet. 
::Moders Taarer ikke gengældt —&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>370 </FONT COLOR=grey></small>
::ej at tale om det andet, 
::om min egen blide Medfart!«
</blockquote>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]
[[Kategori:Elias Lönnrot]]