Vis kilden til Landnáma og Gull-Þóris (Þorskfirðinga) saga


{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Landnáma og Gull-Þóris (Þorskfirðinga) saga'''</big>]] !!  !! 
|-
|}

[[Fil: Björn M. Olsen2.jpg|thumb|220px|<center> Björn M. Ólsen (1850-1919).</center>]]


<center><big>'''Landnáma og Gull-Þóris (Þorskfirðinga) saga<ref>Nærværende afhandling er den 5te i rækken af de i Årb. f. nord. oldk. og hist. 1904 s. 167 anm. 1 bebudede undersøgelser af Landnámas tilblivelse og forhold til andre kilder. Tidligere er offentliggjort: Landn. og Egils s. i Årb. 1904, Landn. og Hænsa-Þoris s. og Landn. og Eyrbyggja s. i Årb. 1905, og Landn. og Laxdæla saga i Årb. 1908.</ref></big>

<br>Af '''Björn M. Ólsen'''

<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1910</center>








Ligesom de fleste islandske sagaer begynder vor Gull- Þóris saga<ref>Se [http://baekur.is/bok/001353748/3/2/Islaendingesagaerne/?iabr=on#page/Blaðs%C3%ADða+373++(389+/+544)/mode/1up Guld-Tores saga] (Islændingesagaerne, III, 2014). K.R. Heimskringla.no</ref> ("GÞ") med en personliste, der giver kortfattede oplysninger om de i sagaen optrædende personer. Disse stammer alle fra de egne, som omgiver Bredefjordens nordlige hovedarm, hvis inderste del kaldes for Gilsfjörðr, og da sagaen tænkes at foregå i landnamstiden, kommer den her ind på disse egnes landnamshistorie<ref>Se [[Islands bygging (C.C.Rafn)]] K.R, Heimskringla.no</ref>. At den her har benyttet en Landnáma-tekst, er indlysende. Den omtaler landnamsmændene Hallsteinn Þórólfsson, Þórbjörn loki, Úlfr skjálgi, Gils skeiðarnef, Oláfr belgr og Steinólfr lági omtrent med de samme ord som vore Landn.-håndskrifter og tillægger dem væsentlig det samme landnam<ref>G Þ, Kålunds udg. s. 3/1, 4/ 8, 4/15, 6/1, 6/6, 6/ 7. Jfr. Mb. k. 36, 37, 35, 34, 33, 31; Stb. k. 123, 124, 122, 119, 118, 116; Eb. k. 95, 96, 94, 91, 90, 88. Også Kr. Kålund (GÞ indl. s. XVII) antager i disse tilfælde benyttelse af Landn. Af en modsat mening, dog tvivlende, er Finnur Jonsson i Lit. hist. II s. 457. I det følgende henvises til Kålunds udg. af GÞ når ikke andet udtrykkelig bemærkes.</ref>. At Landn. skulde have lånt disse for dens recensioner fælles notitser fra GÞ, kan der fornuftigvis ikke være tale om.

På den anden side står det fast, at Landn.-recensionen Stb.-Hb. har benyttet en GÞ eller  Þorskfirðinga saga, idet denne ligefrem citeres under navnet Þorskfirðinga saga — et andet navn for GÞ, som forekommer i vor GÞ's slutning (udg. s. 48, note 3 u. t.) — i Stb. k. 114, Hb. k. 86, hvor begyndelsen af sagaen kortelig refereres overensstemmende med vor sagas hovedindhold, men noget afvigende i enkeltheder. Den plads, hvorpå dette referat står i Stb.-Hb. er påfaldende. Da det går ud på, at Oddr skrauti og hans søn Gull- Þorir efter deres ankomst til Island "tog land" (námu land) i  Þorskafjörðr, skulde man vente, at dette stykke havde stået på den plads, hvor landnamene ved denne fjord behandles, nærmere bestemt i kapitlet om Úlfr skjálgi (Stb. k. 122, Hb. k. 94), idet gården Skógar<ref>Uppsalir GÞ k. 1 s. 5 19</ref>, hvor Oddr siges at have bosat sig, ligger inden for Úlfs landnam. Her står notitsen imidlertid ikke i Stb.-Hb., men knyttes til kapitlet om  Þrándr mjóbeinn, der besatte Flatey og de omliggende bredfjordske øer. Derved røber notitsen sig som et senere indskud, hvilket også tilstrækkelig tydelig fremgår af henvisningen til  Þorskfirðinga saga. Dette resultat støttes af ''Mb., som hverken indeholder noget referat af GÞ ( Þorskfirðinga saga) eller nogen henvisning til denne'', og som derfor — i hvert fald på dette sted — er uberørt af GÞ

Inden jeg går over til enkeltheder, har jeg ment at burde fremhæve dette almindelige forhold, nemlig dels at der i vor GÞ findes notitser, der stammer fra en Landn.-tekst, dels at Stb.-Hb. notorisk har benyttet en GÞ eller  Þorskfirðinga saga, idet vi herved har vundet et orienterende holdepunkt for den påfølgende undersøgelse.

Af Stb.-Hb.'s referat ser vi, at den GÞ eller Þorskfirðinga saga, som den havde for sig, på flere til dels vigtige punkter har afveget fra den bevarede GÞ. Disse afvigelser er fremhævede af Kålund i indledningen til hans udg. af GÞ s XV—XVI, og jeg er i det hele enig med ham i, at sagnet om Gull- Þórir, således som det refereres i Stb.-Hb., gør et mere primitivt og oprindeligt indtryk end vor GÞ's fremstilling af samme sagn. Men til dels beror dog vistnok afvigelserne på uddragets kortfattethed og deraf følgende unøjagtighed i Stb.-Hb.

Den vigtigste afvigelse består i, at Stb.-Hb. lader Gull-Þórir komme til Island sammen med sin fader, medens faderen i følge GÞ kommer alene og — efter at have bosat sig i  Þorskafjörðr - gifter sig med Valgerðr Eyjólfsdóttir, med hvem han får sønnen (Gull-) Þórir. Denne er altså i følge Stb -Hb. født udenfor Island, i følge GÞ derimod på Island. Som Kålund har påvist, er Stb.-Hb.'s fremstilling her mere sandsynlig, og derfor sikkert også mere oprindelig, end den tilsvarende i GÞ. Når vor GÞ (i overensstemmelse med Halfdans saga) giver Oddr skrauti en fabelagtig afstamning i modsætning til Stb.-Hb., som ikke har noget om hans herkomst, er det vel sandsynligst, at fremstillingen i GÞ beror på senere tildigtning eller udsmykning, men Stb.-Hb.'s tavshed kan dog i dette tilfælde også bero på et flygtigt uddrag eller kritisk sigtning af en med vor GÞ stemmende tekst. Når Stb -Hb. om Gulll-Þóris udenlandsrejse bemærker, at han "gik på hærtog" (var i hernaði), kan dette efter min mening forklares som et mindre nøjagtigt uddrag. Men når recensionen tilføjer: "hann fekk gull mikit á Finnmörk" befinder den sig i en virkelig uoverensstemmelse med vor GÞ som forlægger Valshule-æventyret til fabelagtige egne nord for Finmarken ved fjældet "Blesavergr" (el. "Blesanergr") i nærheden af Dumbshaf<ref>GÞ s. 12/3.-6 og 11/2.</ref>. Her gir fremstillingen Stb -Hb. ubetinget indtryk af at være mest oprindelig. Når Stb. beretter, at Oddr skrauti (og Gull- Þórir) "tog land (námu land) i  Þorskafjörðr, medens han i følge GÞ "køber" land hos Þuriðr dritkinn<ref>GÞ s. 5 17-18.</ref>, synes denne afvigelse at kunne bero på et mindre nøjagtigt uddrag i Stb.-Hb., og det samme gælder Stb.-Hb. 's bemærkning om, at stridighederne om skatten mellem Gull-Þórir og Hof-Hallr gav anledning til (de begivenheder der skildres i) Þorskfirðinga saga ("af  þvi gerðist  Þorskfirðinga saga"). Som deltagere i Gull- Þóris udenlandsrejse nævner GÞ hans otte fostbrødre, af hvilke kun én er en søn af Hof-Hallr. Af disse omtaler Hb. kun "Halls søn", Stb. kun "Halls sønner" (i flertal). Det sidste håndskrift befinder sig altså i ligefrem modsigelse med GÞ. Men det er sandsynligt, at dets læsemåde er forvansket, og at Hb. her har bevaret den for recensionen Stb.-Hb. oprindelige tekst ("var sun")<ref>Jeg skal dog gøre opmærksom på, at membranen til vor GÞ på listen over deltagerne foruden Hyrningr, søn af Hof-Hallr, opfører en Ottarr "Hallz søn". Udgiverne har sikkert ret i, at dette er en fejl for Ottarr "Skallz (d. v. s. Skálds)søn", søn af Vadi skáld (jfr. G Þ s. 8, 11  med note). Hvis denne læsemåde allerede har foreligget i den Þorskfirðinga saga, som forfatteren til recensionen Stb.-Hb. havde for sig, er det muligt, at den ligger til grund for afvigelsen i Stb. 3.</ref>. Stb.-Hb.'s tavshed om de andre deltagere kan ikke opfattes som uoverensstemmelse med GÞ, men skyldes sikkert et flygtigt ekscerpt, som kun medtog hvad der havde betydning for begivenhedernes senere udvikling i  GÞ.

En af hovedpersonerne i GÞ er Þórarinn krókr, som faldt mod Steinólfr lági i kampen ved Fagradal. På sagaens personliste opføres han som landnamsmand i Króksfjörðr (som åbenbart er opkaldt efter ham), mellem Hafrafell og Króksfjarðarmúli, to fjælde, der begrænser fjorden, det første mod nord, det sidste mod syd. Også i Stb.-Hb. opføres Þórarinn krókr som en selvstændig landnamsmand indenfor de samme grænser<ref>Stb. k. 120. Hb. k. 92. Bægge håndskrifter har Kroksfjarðarnes som sydgrænse, hvilket ikke gor nogen væsentlig forskel, idet næsset er en fortsættelse af bjærget Króksfjarðdarnes ud mod havet (jfr. Kålund, Island I s 508). "Króksdal" i Hb. er en fejl for Króksfjörd", som står i Stb.</ref>, hvortil føjes en kort beretning om Þórarins kamp mod Steinólfr, som åbenbart er hentet fra den recensionen foreliggende GÞ (eller Þorskfirðinga saga)<ref>Også Kr. Kålund antager her lån fra Þórskfirðinga saga i Stb.-Hb., se GÞ indledn. s. XVI. 2</ref>. Indholdet stemmer i hovedtrækkene med vor GÞ, men viser dog flere til dels vigtige afvigelser, der er fremhævede af Kålund (GÞ indl. s. XVI). Stb.-Hb. omtaler slet ikke Gull-Þórir som deltager i kampen, der udkæmpes mellem Þórarinn og Steinólfr som hovedpersoner, i GÞ stilles Gull-Þórir derimod i forgrunden som leder for det parti, hvortil Þórarinn senere slutter sig som deltager i kampen. Også anledningen til kampen fremstilles i GÞ på en anden måde end i Stb.-Hb., således at den fremragende rolle, Gull-Þórir spiller, motiveres. Ligeledes er antallet af dem, der deltager i kampen i Fagradal på Steinólfs side, meget højere i følge GÞ. end i følge Stb.-Hb., og antallet af de faldne stemmer ikke<ref>I følge Stb.-Hb. har Steinólfr kun 7 mænd hos sig ved kampens begyndelse, i følge GÞ 25. Antallet af de faldne er i følge Stb. (4 +  7 =) 11, i følge GÞ (9 + 5  =) 14.</ref>. Fremstillingen i Stb.-Hb. gør ubetinget indtryk af at være mere ædruelig og oprindelig end den tilsvarende i GÞ, hvis forfatter her åbenbart har gjort sig skyldig i en bevidst omarbejdelse af den tekst, der foreligger i Stb.-Hb., hvorved han lægger an på at forherlige sagaens helt ved at gøre ham til hovedmanden i denne kamp. Vi får altså atter her et bevis for tilværelsen af en ældre Gull-Þóris eller Þórskfirðinga saga, som vor bevarede GÞ har udvidet ved fabelagtige tilsætninger og overdrivelser. Denne ældre tekst af sagaen, som repræsenteres af Stb.-Hb., vil vi i det følgende, for at undgå forveksling, betegne ved ÆGÞ, idet vi beholder betegnelsen GÞ for den opbevarede saga.

Den kendsgærning, at Stb.-Hb. har lånt skildringen af Þórarins og Steinólfs kamp fra ÆGÞ, gør det sandsynligt, at hele kapitlet om Þórarinn er et senere indskud i Landn., lånt fra ÆGÞ Og denne sandsynlighed bliver til vished, når vi sammenligner Mb.'s tekst, som slet ikke kender Þórarinn krókr som landnamsmand, ja ikke en gang nævner ham ved navn. Dertil kommer, at Mb. i kapitlet om Gils skeiðarnef har en bemærkning, der går ud på, at denne landnamsmands område stødte op til Úlfr skjálgi's<ref>Mb. k. 34: Gísl skeiðarnef nam Gilsfjörð inn frá Ólafsdal, en fyrir norðan til mótz við Úlf skjálga.</ref>. Ved denne notits, som sikkert er oprindelig i Landn., er Þórarinn krókr udelukket som selvstændig landnamsmand, da det ham i GÞ Stb.-Hb. tillagte område ligger imellem Úlfs og Gils' landnam. Vel udelades notitsen i Stb.-Hb.<ref>Stb. k. 119. Hb.</ref>, men dette er ligefrem en følge af, at denne recension imellem Úlfr og Gils indskyder ikke blot Þórarinn krókr, men også en anden landnamsmand, nemlig Ketill ilbreiðr, som i den oprindelige Landn. sikkert ikke har stået på dette sted, hvor vi også forgæves søger ham i Mb.

Denne Ketill ilbreiðr tog i følge Stb.-Hb. land i Berufjorden<ref>Stb. k. 121. Hb. k. 93.</ref>. I vor GÞ omtales han ikke; derimod nævner sagaen en enke ved navn Bera som boende i Berufjord. Det er indlysende, at sagaen tænker sig fjorden opkaldt efter denne Bera, der opregnes blandt ''Úlfr skjálgi's klienter''<ref>GÞ s. 5, 8.</ref>. Dette stemmer også med den begrænsning, sagaen giver af Úlfs landnam. Det hedder nemlig i sagaen i ordret overensstemmelse med Stb.-Hb.:'' Úlfr enn skjálgi, søn Högna ins hvíta, nam Reykjanes allt milli Þorskafjarðar ok Hafrafells''. Da Hafrafell, sydgrænsen for Úlfs landnam, ligger syd for Berufjorden, på grænsen mellem den og Kroksfjord, falder hele Berufjordsbygden inden for Úlfs område, og sagaen har her altså slet ikke plads til Ketill ilbreiðr som selvstændig landnamsmand. Stb.-Hb., som også lader Úlfs landnam strække sig mod syd til Hafrafell, gør sig her skyldig i en selvmodsigelse, idet den tillægger Ketill ilbreiðr som selvstændig landnamsmand den sydlige del af det område, som den i følge grænsen Hafrafell tillægger Úlfr skjálgi. Heraf fremgår tydelig nok, at kapitlet om Ketill ilbreiðr i Stb.-Hb. her er et senere indskud. Dette kan dog ikke være lånt fra den Stb.-Hb. foreliggende ÆGÞ, da denne sikkert med hensyn til Úlfr skjálgi og Bera har stemt med vor GÞ og ligesom denne ikke kendt noget til Ketill ilbreiðr. Men hvorfra er da indskudet taget? Der kan ikke være den ringeste tvivl om, at det er lånt fra et andet Landn.-sted, hvor den samme person, Ketill ilbreiðr, omtales i alle Landn.-håndskrifter, og som derfor sikkert er oprindeligt i Landn., nemlig fra Stb. k. 133, Hb. k. 105, Mb. k. 46. Her berettes, at Ketill ilbreiðr, efter først at have taget Arnarfjordsdalene i besiddelse, ''senere tog land i Berufjord ved Reykjanes''. I overensstemmelse med dette sted har forfatteren til recensionen Stb.-Hb. ment at burde indsætte Ketill også på den plads, der tilkom ham som landnamsmand i Berufjord, men har glemt at forandre sydgrænsen for Úlfs landnam i overensstemmelse dermed.

At kapitlerne om Þórarinn krókr og Ketill ilbreiðr er senere indskud i Stb.-Hb., fremgår også klart af Stb. 's tekst, hvor de på en højst stødende måde afbryder opregningen af Gils skeiðarnefs børn. I slutningen af kapitlet om Gils (Stb. k. 119) omtales først hans søn Heðinn med efterkommere, derpå følger kapitlerne om Þórarinn og Ketill, og først i slutningen af kapitlet om denne sidste (Stb. k. 121) opregnes Gils' andre børn, en datter gift med Þrándr mjóbeinn, Þorbjörg knarrarbringa og Herfiðr. Angående denne sidste bemærker Stb., at han "boede i Kroksfjorden", hvad der taler for, at hans faders landnam i følge den oprindelige Landn. har omfattet Kroksfjordsbygden.

Mb. indtager en ejendommelig stilling til Ketill ilbreiðr og hans landnam i Berufjorden. Ligesom GÞ udelader den Ketill på det sted, hvor han skulde stå som landnamsmand i denne bygd, og repræsenterer for så vidt den oprindelige, ikke interpolerede Landnámatekst. Men mærkelig nok afviger den både fra GÞ og fra Stb.-Hb. med hensyn til sydgrænsen for Úlfs landnam. Det hedder nemlig i Mb. k. 35: "Úlfr inn skjálgi, søn Högna ins hvita, fór af Rogalandi fyrir ófrið Haralds ins hárfagra til Islands ok nam land ''á milli Berufjarðar ok Þorskafjardar''"<ref> Notitsen om, at Úlfr stammede fra Rogaland, står kun i Mb. Dette er et af de mange tilfælde, hvor Mb. har bevaret en i Landn. sikkert oprindelig bemærkning om, hvorfra vedkommende landnamsmand stammede.</ref>. Berufjorden — d.v.s. fjorden selv, ikke bygden — gøres altså til sydgrænse, således at Úlfs landnam ikke omfatter, hvad der ligger syd for fjorden, mellem denne og Hafrafell. Det kan ikke være tvivlsomt, at Stb.-Hb. her har bevaret den oprindelige læsemåde, tilmed da den støttes af GÞ, samt at Mb. 's læsemåde er forvansket. Grunden til forvanskningen er let at indse. Ved nedskrivningen af Úlfr skjálgi's landnam har skriveren af Mb. (eller dens moderhåndskrift) erindret det senere sted, hvor det omtales, at Ketill ilbreiðr tog land i Berufjord, og derfor ment ikke at burde regne Berufjordsbygden til Úlfs landnam. Således måtte han komme til at flytte grænsen mod nord. Men i øjeblikket huskede han ikke på, hvad han selv havde skrevet på et tidligere sted (Mb. k. 34), at nemlig Gils skeiðarnef tog land "til motz vid Úlf skjálga", således at håndskriftet, når det sætter sydgrænsen for Úlfs landnam ved Berufjord i stedet for ved Hafrafell, i virkeligheden tillægger Gils, og ikke Ketill ilbreiðr, det mellem fjorden og fjældet liggende stykke land, hvad dog vel ikke var meningen.

Bægge recensioner, både Stb.-Hb. og Mb., har altså i dette tilfælde gjort sig skyldige i forvanskninger af den oprindelige Landn.-tekst, Stb.-Hb. ved at indskyde Ketill ilbreiðr, Mb. ved at flytte sydgrænsen for Úlfr skjálgi's landnam mod nord. Den af kilderne, som her faktisk nærmer sig mest til det oprindelige, er, mærkelig nok, GÞ, som ikke omtaler Ketill ilbreiðr og sætter sydgrænsen for Úlfs område ved Hafrafell. Herved spredes et nyt lys over GE.'s forhold til vore Landn.-recensioner. Den kan hverken gå tilbage til Mb. eller til Stb.-Hb., men må, selvfølgelig ''med ÆGÞ. som mellemled'', have hentet sine landnamshistoriske notitser fra et Landn.-håndskrift, der ligger bagved de bevarede Landn.-recensioner og som, her i hvert fald, har haft en ''mere oprindelig tekst end disse''. Den kendsgærning, at notitsen om Úlfr skjálgi's landnam har været optaget i ÆGÞ, viser tillige, at denne må have haft omtrent de samme fra Landn. hentede landnamshistoriske notitser, som vi nu genfinder i vor GÞ 1. kap. Dog kan vi se, at ÆGÞ ingenlunde slavisk har holdt sig til det landnamshistoriske stof, som den fandt i sit Landn.-håndskrift, men ganske som vor GÞ har forøget det med tilsætninger, hentede fra lokalsagn i den egn, hvor sagaen spiller. Således har sagaen bevislig tilføjet Þórarinn krókr som selvstændig landnamsmand. Og overhovedet er jeg tilbøjelig til at antage, at vor GÞ i sit første kapitel gengiver den ældre sagas personliste nogenlunde uforandret.

Med hensyn til landnamsmanden Steinólfr lági, søn af Hrólfr hersir på Agðir<ref>Denne Steinólfr må ikke forveksles med Steinólfr lági, søn af Ölvir barnakarl, der boede i Hrisey i Eyjafjordr (Stb. k. 234, jfr. k. 379. Hb. k. 184, jfr. k. 334). 2 Stb. k. 112. Hb. k. 86. Mb. k. 30. Jfr. også Stb. k. 84. Hb. k. 72 om Steinólfs søster Åstridr. Mb. er her defekt, men synes at have haft en tilsvarende notits. Vi lærer heraf, at Steinólfr Hrólfsson og hans navne i Hrísey var fættere, hvorved navneligheden bliver mindre påfaldende, idet nemlig både navne og tilnavne ofte gik i arv i slægten.</ref>, og landnamet i Saurbær findes der flere vigtige uoverensstemmelser mellem vore Landnáma-håndskrifter. På det sted, hvor hans landnam behandles (Mb. k. 31. Stb. k. 116. Hb. k. 88), har Mb. alene en notits om hans moder, Hrólfs hustru, som sikkert er oprindelig på dette sted, at hun nemlig var en søster til Ölvir barnakarl. Stb.-Hb. har en notits af samme indhold i det i denne recension stærkt interpolerede kapitel om Geirmundr heljarskinn, hvor den ligesom dens omgivelser er et senere indskud, som ikke findes i Mb. 2 Grænserne for Steinólfs landnam stemmer ikke, idet Mb. sætter grænsen mod vest ved Buðardalsá, mod øst ved Tjaldanes, medens Stb.-Hb. har Klofasteinar som den vestlige og Grjótvallarmúli som den østlige grænse<ref>Mb. k. 31. Stb. k. 116. Hb. k. 88. I overensstemmelse hermed lader Mb. nabolandnamsmanden mod vest, Geirmundr heljarskinn, tage land til Búðardalsá som østgrænse, Stb.-Hb. derimod til Klofasteinar.</ref>. Med hensyn til vestgrænsen bemærkes, at Buðardalsá kun ligger ubetydelig længere mod vest end Klofasteinar<ref>Kålund, Island I s. 493.</ref>, så at grænsen på denne side næsten er den samme. Derimod ligger Grjótvallarmúli — som Kr. Kålund sikkert med rette identificerer med det fjæld, der nu kaldes Holtshyrna<ref>S. st. 1 s. 497. Jfr. Sigurður Vigfússon i Safn til s. Isl. II s. 575 n. u. t.</ref> — langt østligere (og nordligere) end Tjaldanes, adskilt derfra ved hele den mellemliggende bygd Saurbær, som altså i følge Stb.-Hb. er medindbefattet i, i følge Mb. derimod holdt udenfor Steinólfs landnam. Denne samme bygds vestlige del — "inn vestra dal i Saurbæ" (nu kaldet Staðarhólsdalur) — tillægger i øvrigt Stb.-Hb. Sleitu-Björn<ref>Denne mand, som ikke må forveksles med den skagfjordske landnamsmand af samme navn (jfr. min afhdl. om Laxd.'s forhold til Landn. i Årb. f. nord. oldk. og hist. 1908 s. 181 n. 4 u. t.), synes ligesom hans skagfjordske navne (se Årb. 1. c.) at have båret navnet Sleitu-Björn. Derfor taler GÞ-membranen, som på 2 af de 3 steder, hvor navnet forekommer, har Sleitu-; på det tredje sted (Gfc. 45 10) har den rigtignok "sletv"-, men da membranen hyppig skriver e for ei (f. eks. "vedina" 7 ,19, -"hetir" 26, 4, "resti" 26, 19, "slett" 38, 14 — jfr. indledn. s. V), er dette i virkeligheden d. s. s. Sleitu-. Stb.-Hb. har gennemgående Slettu- (=Sléttu-), se Stb. k. 117 og 156. Hb. k. 89 og 126, jfr. k. 110. I Mb.'s membranfragment er navnets første led med undtagelse af det sidste bogstav (-u) bortsmulret på det eneste sted, hvor navnet forekommer (Mb. k. 32). Den yngre Mb., som gennemgående har Sliettu, er rimeligvis påvirket af Stb.-Hb. Gården "Sléttu-Bjarnarstaðir ovenfor Þverfell", hvor manden i følge Stb.-Hb. skal have bosat sig, ved man nu ikke noget om (jfr. Safn til s. Isl. II s. 576— 577); nuværende udtale kan altså ikke yde nogen vejledning. Mb. har intet om mandens bosættelse på "Sléttu-Bjarnarstaðir", ja kender ham, som vi snart skal se, ikke en gang som landnamsmand.</ref> som landnam, men tilføjer udtrykkelig, at han tog land med Steinólfs tilladelse ("með ráði Steinólfs"), betragter altså denne sidste som den egentlige landnamsmand i Saurbær. Sleitu-Björn er i følge Stb.-Hb. Steinólfr lági's svigerson, gift med hans datter Þóriðr, med hvem han får sønnen Þjóðrekr. Om Steinólfr beretter Stb.-Hb., at han var gift med Eirný Þíðrandadóttir og havde med hende sønnen Þórsteinn og datteren Arndis (foruden den omtalte datter Þóriðr)<ref>Stb. k. 116—117. Hb. k. 88—89.</ref>.

Mb. kender slet ikke Sleitu-Björn som landnamsmand i Saurbær, men tillægger hans søn ''Þjdóðrekr hele denne bygd'' mellem Tjaldanes og Múlafell (der åbenbart er identisk med Stb.-Hb. 's Grjótvallarmúli) ''som selvstændigt landnam''. Þjóðreks moder, Sleitu-Björns hustru, er i følge Mb. ikke en datter af Steinólfr lági Hrólfsson, men af en ''anden Steinólfr, søn af Ingjaldr hviti''<ref>Mb. k. 32. Membranfragmentet er her beskadiget og til dels ulæseligt, men den yngre Mb. har bevaret dets tekst, idet afskriveren Þórðr Jonsson den gang har kunnet læse lidt mere af teksten, end vi kan nu. I øvrigt er Mb.'s tekst åbenbart noget forvansket. Når man stiller, hvad der må suppleres fra den yngre Mb., i parentes, ser teksten således ud: ''Þjóðrekr søn u-Bjarnar kom ungr til Íslands ok Þóriðr (Steinólfsdóttir Ing)jaldssonar hins hvíta. nam Saurbæ allan &c.''. Men der kan ikke være tvivl om, at denne Þóriðr, datter af Steinólfr Ingjaldsson, her betragtes som Þjóreks moder ligesom den tilsvarende Þóriðr, datter af Steinólfr Hrolfsson, i Stb.-Hb. </ref>. Hverken Þjóðrekr eller hans fader Sleitu-Björn står altså i følge Mb. i nogensomhelst forbindelse med nabolandnamsmanden Steinólfr lági. Heller ikke omtaler Mb. denne sidstes hustru Eirny eller deres børn.

Stb.-Hb. har en notits om, at Steinólfr lági foruden sit egentlige landnam også tog Steinólfsdalr i Kroksfjorden i besiddelse. Dette ved Mb. ikke noget om.

I kapitlet om Oláfr belgr — Stb. k. 118, Hb. k. 90 — beretter Stb.-Hb., at denne landnamsmand, som først bosatte sig i Oláfsvik på Snæfellsnes, efter at være fordreven derfra, tog land i Belgsdalr, indtil Þjóðrekr og hans fader jog ham bort herfra, hvorpå han flyttede til Oláfsdalr og tog det omliggende land indenfor (&#596;: øst for) Grjótvallarmuli i besiddelse. Mb. har et tilsvarende kapitel om Oláfr belgr, hvor det hedder, at han, efter fordrivelsen fra Oláfsvik, tog land i Oláfsdalr "indenfor Mulafjall" (= Grjótvallarmiili i Stb.- Hb.), men om det mellemliggende landnam i Belgsdalr og fordrivelsen derfra synes denne recension ikke at vide noget<ref> Mb. k. 33. Også her er membranfragmentet beskadiget, men kan udfyldes ved hjælp af den yngre Mb. (se Landn. FJ. s. 260 nederst) og de andre håndskrifter. Når man stiller det således supplerede i parentes, lyder den rekonstruerede tekst som følger: "(Oláfr belgr, er) Ormr inn mjóvi rak á braut or Oláfs(vík, — hann nam Óláfs d)al fyrir innan Mulafjall" osv. Til en notits om landnamet i Belgsdalr og fordrivelsen derfra er der ikke plads.</ref>, hvad man heller ikke kan vente, da Mb. i det nærmest foregående kapitel har tilegnet Þjóddrekr hele Saurbær mellem Tjaldanes og Mulafjall uden nogen indskrænkning, og Belgsdalr - en lille sidedal til Saurbæbygdens østlige hoveddal (Hvolsdalr) — ligger indenfor disse grænser.

Hvorledes stiller nu GÞ sig til de fremhævede uoverensstemmelser mellem Landn.-recensionerne? Den stemmer i det hele taget med Stb.-Hb. Ligesom denne recension lader den Steinólfr lági tage land mellem Grjótvallarmuli og Klofasteinar<ref>GÞ s. 6,  10-11.</ref>. Ejendommeligt for sagaen er, at den slet ikke omtaler Sleitu-Björn eller hans søn Þjóðrekr ''som landnamsmænd'', hvilket også er naturligt, idet den egn, hvortil de hører, i følge sagaens fremstilling falder indenfor Steinólfr lági's landnam. Dog omtales bægge disse mænd i sagaen, Sleitu-Björn som Steinólfr lági's svigerson, gift med hans datter Þoriðr, og Þjóðrekr som en søn af dette ægtepar, bægge dele overensstemmende med Stb.-Hb. Foruden Þjóðrekr nævner sagaen "Knvtr" ( d.v.s. Knútr, som søn af Sleitu-Björn og Þóriðr<ref>GÞ s. 6, 14-16.</ref>. Denne Knútr kender Landn.-recensionerne ikke noget til. Derimod har de en Knöttr som søn af Þjóðdrekr. Maurer har i sin udg. af GÞ fremsat den mening, at GÞ's "Knvtr" er en fejl for Knöttr, men at sagaen i øvrigt har ret i, at denne Knottr var en søn af Sleitu-Björn og ikke af Þjóðrekr, samt at fejlen i Landn.-recensionerne stammer fra en marginalnotits, der er indsat på et forkert sted<ref>GÞ Maurers udg. s. 44 n. 2 u. t.</ref>. Jeg har tidligere været tilbøjelig til at slutte mig til denne anskuelse. Men da Mb. — som her rigtignok er defekt — synes at have haft den samme tekst som Stb.-Hb.<ref>Jfr. Stb. k. 117, Hb. k. 89 med Mb. k. 32. Af Þjóðreks sønner opregnes (Viga-)Sturla først i alle håndskrifter; derpå følger et ''ok'', også i alle hdskrr.; efter ''ok'' følger i Stb.-Hb. navnet Knöttr, i Mb., når man følger FJ.'s udgave, en lakune. Men Jon Sigurftsson, som synes at have kunnet læse lidt mere af membranen end FJ., fordi den da var lidt mindre beskadiget, læser i sin udg. et ''K'' efter ''ok'' (Landn. udg. 1843 s. 349, 18, jfr. s. 127 n. 7 u.t). Der kan næppe være tvivl om, at dette ''K'' er begyndelsesbogstavet til navnet Knöttr.</ref>, har jeg fået betænkeligheder, og tror nu, at læsemåden Knútr i GÞ kan være rigtig, samt at denne Knútr ikke er identisk med Knöttr, Vatnsfjordingernes stamfader, men derimod måske med den "Knútr bóndi á Knutsstöðum", som forekommer senere i sagaen (GÞ s. 35, 4-15). Gården Knútsstaðir omtales allerede i Arne Magnussons jordebog<ref>Kålund, Island I s. 496 n. u. t. Johnsen, Jarðatal s. 171.</ref> som en ødegård hørende til gården Tjaldanes, altså beliggende i Saurbær. Den ligger ikke langt fra Fagridalr, hvor Steinólfr lági boede, og derfra kommer Knútr ham til hjælp med ''15 mand'' i hans kamp med Þórarinn krókr. Deraf kan man slutte, at han ikke betragtes som nogen almindelig bonde i sagaen, og det er i følge hele hans optræden ikke usandsynligt, at han for sagaskriveren har stået som identisk med den s. 6, 14 omtalte Knútr, Steinólfs dattersøn<ref>Sagaens "Knútr bóndi* taler ikke derimod. Jfr. "Þórsteinn bóndi" i Stb. k. 116, Hb. k. 88 om Steinólfs søn. Det bør også fremhæves, at denne Knútr, hvis han ikke er identisk med den s. 6, 14 omtalte ''K.'', mod god sagaskik optræder uanmeldt, uden foregående præsentation.</ref>. Hvis dette er rigtigt, findes der i virkeligheden ingen modsigelse mellem kilderne med hensyn til denne mand og Knöttr<ref>Mb. afviger dog fra de andre med hensyn til Þóðreks (og Knúts) moders herkomst (se ovenfor).</ref>; de supplerer kun hinanden. — Af Steinólfs familie nævner sagaen, foruden den omtalte datter Þóriðr, hustruen Eirny Þíðrandadóttir, sønnen Steinn, som også kaldes Þorsteinn, og datteren Arndis — alt overensstemmende med Stb.-Hb. — og desuden sønnen Helgi, som Stb.-Hb. ikke omtaler<ref>GÞ s. 6, 12-14  med note.</ref>. Ligesom i Stb.-Hb. omtales selvfølgelig Steinólfs landnam i Steinólfsdalr i Króksfjörðr, da det har stor betydning for de senere i sagaen fortalte begivenheder<ref>GÞ 6, 17.</ref>. Oláfr belgr, som tilligemed sine sønner<ref>I følge sagaen har Oláfr 3 sønner, Þórgeirr, Josteinn og Þórvaldr. Af disse kender Landn. -recensionerne (både Mb. og Stb.-Hb.) kun den sidste. Vi har her en af sagaens selvstændige tilføjelser til Landn.-teksten, åbenbart, som sædvanligt, stammende fra lokalsagn.</ref> spiller en vis rolle i sagaen, får naturligvis også særlig omtale i personlisten (1. k.). Sagaen kender hans ophold i Belgsdalr og fordrivelse derfra, og stemmer for så vidt med Stb., men her er det Sleitu-Björn alene, der jager ham bort, ikke, som i Stb.-Hb., "þeir Þjóðrekr", d. v. s. Þjóðrekr som hovedperson og hans fader som biperson<ref>GÞ 6, 5-6.</ref>. Som det fremgår af citaterne, står alle disse for det meste med Stb.-Hb. stemmende enkeltheder i sagaens 1. kapitel, personlisten, der som sagt synes at være optaget i vor GÞ nogenlunde uforandret fra ÆGÞ, og oprindelig udarbejdet på grundlag af et gammelt Landn.-håndskrift med tilføjelser og ændringer, hentede fra lokalsagn.

Hvorledes bør nu kildernes forhold til hinanden opfattes? Alt taler for, at Mb. her i det hele taget repræsenterer den oprindelige Landn.-tekst, som ÆGÞ derpå har udvidet og omarbejdet i overensstemmelse med mundtlige sagn. Fra ÆGÞ er så den omarbejdede tekst dels gået over i vor GÞ, dels i recensionen Stb.-Hb., som åbenbart er en kompilation af ÆGÞ og den oprindelige ved Mb. repræsenterede Landn.-tekst. Forholdet er her ganske det samme som ved kapitlet om Þórarinn krókr, som Stb.-Hb. har optaget fra ÆGÞ og indarbejdet i den oprindelige Landn.-tekst. Under forudsætning af, at kilderne forholder sig på den angivne måde, lader Stb.-Hb.'s tekst sig let forklare i alle enkeltheder, hvorimod man, hvis Stb.-Hb. sammen med GÞ antages at repræsentere den oprindelige tekst, ikke på nogen måde kan forstå, hvorledes Mb. er kommen til sine til dels meget vigtige afvigelser.

At notitsen om Steinólfs besættelse af Steinólfsdalr i Króksfjörðr fra først af hører hjemme i (Æ)GÞ, er indlysende, idet den udgør et vigtigt motiv i sagaen. Ligeså klart er det, at denne notits ikke fra først af kan have stået i Landn., da den i følge sit indhold står i nær forbindelse med kapitlet om Þórarinn krókr, der bevislig er et indskud i Stb.-Hb., hentet fra ÆGÞ. Notitsen har også i denne recension fået plads allersidst i kapitlet om Steinólfr, hvilket tyder på, at den er en senere tilføjelse.

For det meste har Stb.-Hb. optaget ÆGÞ's (ved GÞ bevarede) tekst væsentlig uforandret uden at bryde sig om Landn.-teksten (repræsenteret ved Mb.). De få afvigelser fra GÞ lader sig let forklare ''som indrømmelser til en med Mb. enslydende tekst'', hvilket i høj grad støtter den fremsatte opfattelse af kildernes gensidige forhold. Dette skal vi nu i al korthed søge at påvise.

Med hensyn til begrænsningen af Steinólfr lági´s  landnam støttes Mb.'s tekst af Sturl.'s Geirmundarþáttir, som i dette punkt fuldstændig stemmer med Mb.<ref> Sturl. H s. 6, 18-20.</ref>. Når Stb.-Hb. gør Grjótvallarmúli i stedet for Mb.'s Tjaldanes til landnamets østgrænse og altså tillægger Steinólfr hele Saurbær, er dette ligefrem optaget fra ÆGÞ. Følgen heraf var, at recensionen måtte forkaste Landn. -tekstens med Mb. enslydende bemærkning om, at Þjóðrekr, søn af Sleitu-Björn, tog hele Saurbær mellem Tjaldanes og Mulafjall (= Grjótvallarmúli) i besiddelse ''som selvstændigt landnam''. Alligevel finder recensionen ikke tilstrækkelig grund til helt at forkaste Landn.-tekstens beretning om, at Sleitu-Björns slægt har spillet en vis rolle med hensyn til landnamet i Saurbær, og den griber da til den udvej at ''lade Sleitu-Björn besætte dette landnam med Steinólfs tilladelse''. Dette ved GÞ ikke noget om, og det er åbenbart ''en indrømmelse til Landnteksten''. Grunden til, at Stb.-Hb. indsatte faderen Sleitu-Björn, og ikke sønnen Þjódrekr, som en Steinólfr underordnet landnamsmand, er indlysende. I sine to kilder fandt recensionen to hinanden modstridende beretninger om Þjóodreks moder Þóriðir, Sleitu-Björns hustru. I følge Landn.-teksten var hun en datter af Steinólfr, søn af Ingjaldr hviti, i følge ÆGÞ derimod en datter af Steinólfr lági, søn af Hrólfr hersir. Af disse angivelser foretrak recensionen den sidste, fordi den fandt det rimeligere, at Þóriðr var en datter af nabolandnamsmanden Steinólfr lági end af en ellers ubekendt Steinólfr Ingjaldsson. Heraf slutter så kompilatoren, at landnamet i Saurbær fra den oprindelige landnamsmand Steinólfr ''først'' må være gået over til hans ''svigersøn'' Sleitu-Björn, og fra denne igen til ''hans'' søn Þjódrekr. En bekræftelse herpå finder kompilator i et par (gennem vor GÞ bevarede) notitser i ÆGÞ, i følge hvilke Sleitu-Björn dels optræder selvstændig (ved fordrivelsen af Oláfr belgr fra Belgsdalr, jfr. GÞ s. 6, 6.), dels i forening med sin søn (som hævner af Steinólfs drab,, jfr. GÞ s. 45, 9-10). Dette tydede på, at fader og søn en tid lang havde levet og virket i fællesskab, og når den ene af dem — i henhold til Landn.-teksten — skulde indsættes som landnamsmand i Saurbær, faldt det da naturligst dertil at vælge faderen. Når Stb.-Hb. kun tillægger Sleitu-Björn "den vestlige dal" i Saurbær, og ikke som Landn.-teksten (Mb.) hele bygden, skyldes dette åbenbart ÆGÞ's notits (= GÞ s. 6, 6.) om, at Sleitu-Björn fordrev Oláfr belgr fra Belgsdalr. Heraf sluttede kompilator, at den østlige dal, hvortil Belgsdalr hører, ikke fra først af kunde have hørt til Sleitu-Björns landnam, men måtte betragtes som en senere erhvervelse. Dette fremhæver han ved at optage den nævnte notits, dog; således forandret, at ÆGÞ's (= GÞ's) "Sleitu-Björn" Landnáma forandres til "þeir Þjóðrekr", således at fordrivelsen bliver et værk af fader og søn i forening — ligesom påtalen af Steinólfs drab i ÆGÞ (= GÞ) — hvilket er ''en indrømmelse til den ved Mb. repræsenterede Landn.-tekst'', for så vidt som denne nemlig tillægger Pjodrekr alene landnamet med udelukkelse af faderen.

Hvorledes forholder det sig med notitsen om Steinólfr lági's hustru og børn, som findes i Stb.-Hb. og GÞ, men savnes i Mb.? Har Mb. her bevaret det oprindelige, og er notitsen først tilføjet af ÆGÞ og derfra gået over i Stb.-Hb. og GÞ? Eller hører notitsen oprindelig hjemme i Landn. og er derfra optaget dels i Stb.-Hb., dels (gennem ÆGÞ) i GÞ, men udeladt i Mb.? Med hensyn til Steinólfs foregivne datter Þóriðr er spørsmålet allerede afgjort. Notitsen om, at hun var en datter af Steinólfr Iági, stammer, som allerede fremhævet, fra ÆGÞ og er derfra gået over i Stb.-Hb. og GÞ, hvorimod Mb. her repræsenterer den gamle Landn.-tekst, i følge hvilken hun var en datter af Steinólfr Ingjaldsson. Dermed er det dog ingenlunde givet, at det forholder sig på samme måde med hensyn til Steinólfs hustru og hans andre bøm. Det bør nemlig fremhæves, at i Stb.-Hb. ''opregnes Þóriðr ikke sammen med de andre børn således som i vor GÞ'', men i det påfølgende kapitel om Sleitu-Björn, som dennes hustru og Þjóðreks moder, hvilket stemmer med, at Mb. omtaler den samme person Þóriðr — men som datter af Steinólfr Ingjaldsson — i det tilsvarende kapitel, der handler om Þjóðreks landnam. Dette taler snarest imod, at Stb.-Hb. har lånt notitsen om de andre børn fra ÆGÞ — i så fald skulde man nemlig vente, at Þóriðr (ligesom i vor GÞ) havde fået plads sammen med de andre børn — og den omstændighed, at Stb.-Hb. fra datteren Arndis udleder en slægtrække, som ikke findes i vor GÞ, peger i samme retning. Jeg er derfor tilbøjelig til at tro, at Stb.-Hb. og GÞ (denne sidste selvfølgelig med ÆGÞ som mellemled) her bægge har øst af en fælles kilde — den oprindelige Landn.-tekst — og at Mb. har gjort sig skyldig i en udeladelse. Det er i denne henseende ikke uden betydning, at Sturl.'s Geirmundarþåttr — der med hensyn til grænserne for Steinólfs landnam støtter Mb.'s tekst — i dette tilfælde støtter Stb.-Hb., idet den opregner to døtre af Steinólfr lági, nemlig Arndis — fra hvem der udledes en med Stb.-Hb. stemmende<ref> Stb.-Hb. føres slægtrækken ned til lovsigemanden Snorri Húnbogasons hustru, i Geirm. b. to led længere ned (til Skará-Snorri). Sturl. H s. 6.</ref> slægtrække — og en ellers ubekendt Helga. Hvorvidt sønnen Helgi, som kun GÞ kender, har været omtalt i den oprindelige Landn., lader sig nu ikke afgøre<ref>Det er ikke umuligt, at denne Helgi er indkommen i sagaen (ÆGÞ eller GÞ?) ved en misforståelse eller fejllæsning i stedet for Geirm. b.'s Helga, der synes at være ægte nok, idet der fra hende udledes en slægtrække ned til Þorgils Oddason.</ref>. I øvrigt bør det fremhæves, at den særstilling, Þórið indtager blandt Steinólfr Lági's børn i Stb.-Hb., bekræfter det ovenfor vundne resultat, at hun i den oprindelige Landn. ikke betragtedes som en datter af Steinólfr lági.

Om landnamsmanden Hallsteinn Þórolfssón hedder det i Mb. k. 36: ''Hallsteinn son Þórolfs Mostrarskeggs nam Þorskafjarðarströnd ina nyrðri til mótz við Úlf.'' I Stb.-Hb. lyder den tilsvarende notits således: ''Hallsteinn son Þórólfs Mostrarskeggs nam Þorskafjarðarströnd'' (sål. Hb., Þorskafjörð Stb.). Denne recension synes altså at tillægge Hallsteinn hele bygden rundt om fjorden, den sydlige kyst medregnet<ref>Stb. k. 123. Hb. k. 95.</ref>. Mb.'s tekst, som indskrænker Hallsteins landnam til fjordens nordlige (— vestlige) kyst, bekræftes af GÞ, som har følgende tekst: ''Hallsteinnson Þórolfs Mostra(r)skeggja nam allan Þorskafjörd fyrir vestan''<ref>GÞ k. 1 begyndelsen.</ref>, hvor "Þorskafjörð fyrir vestan" åbenbart er ensbetydende med Mb.'s "Þorskafjarðarströnd ina nyrðri" og betegner den fjorden mod nord eller vest begrænsende kyststrækning. Til dels bekræftes også Mb.'s tekst af Hb., som har Þorskafjarðarströnd (Stb.'s Þorskafjörð synes at være nærmere beslægtet med GÞ). At Hallsteins landnam i den oprindelige Landn. var indskrænket til fjordens nordlige (vestlige) kyst, fremgår ligeledes af den kendsgerning, at det tilgrænsende landnam mod syd, nemlig Úlfr skjálgi's, i følge alle kilders enstemmige vidnesbyrd har Þorskafjörðr som nordgrænse<ref>Stb. k. 122. Hb. k. 94. Mb. k. 35. GÞ k. 1 s. 4, 16.</ref> og altså synes at indbefatte fjordens sydlige kyststrækning. Med denne grænse for Hallsteins og Úlfs landnam stemmer det også, når GÞ, som opregner forskellige personer, der kom til Island i følge med disse to landnamsmænd, lader alle Hallsteins klienter bosætte sig på gårde, der ligger nord (vest) for fjorden (Grimkelsstaðir, Gröf, Múli, Þorgeirsdalr)<ref>GÞ. 1. k. s. 3, 6-13.</ref>,  hvorimod de personer, der siges at have bosat sig på kyststrækningen syd for fjorden (Hallr på Hofsstaðir, Þóriðr dritkinn på Kinnarstaðir), hører til Úlfs følge<ref>GÞ k. 1 s. 4, 18 og 5, 2. Også gården Uppsalir (= Skogar), som Oddr skrauti køber af Þóriðr dritkinn (GÞ s. 5, 17), ligger syd (øst) for fjorden.</ref>. Mb. har altså her bevaret den oprindelige Landn.-tekst, og Stb.-Hb. gjort sig skyldig i en udeladelse.

I kapitlet om Hallsteinn har Stb.-Hb. en notits om hans giftermål med Ósk, datter af Þórsteinn rauðr, som ikke findes i Mb. GÞ har en notits af samme indhold som Stb.-Hb., og det kan ikke være tvivlsomt, at den stammer fra den oprindelige Landn.-tekst<ref>k. 123. Hb. k. 95. GÞ k. 1 s. 3, 4. Jfr. Mb. k. 36.</ref>. Derimod er det ikke sikkert, at den har stået på dette sted i den oprindelige Landn. Vi genfinder nemlig den samme bemærkning på et andet Landn.-sted<ref>Stb. k. 108. Hb. har her en lakune, og Mb. er defekt.</ref>, hvor den sikkert er oprindelig<ref>Se min afhdl. om Laxd.'s forhold til Landn. i Årb. for nord. oldk. og hist. 1908 s. 167 fgg. Som en selvstændig tilføjelse, hentet fra stedlige sagn, bør det betragtes, når GÞ nævner 2 af Hallsteins børn, som ingen af Landn.-recensionerne kender, nemlig Þórarinn og Þóoriðr.</ref>.

I kapitlet om Hallsteinn finder vi også i Stb.-Hb. sagnet om det af guden Tor sendte drivtømmer, hvoraf Grenitrésnes fik navn. Mb. har ikke noget tilsvarende. Alligevel er jeg tilbøjelig til at antage, at sagnet er oprindeligt i Landn. og udeladt i Mb. I GÞ finder vi nemlig også en hentydning til dette sagn<ref>GÞ k. 7 s. 18, 6.</ref>, men den er så flygtig og kortfattet, at den umulig kan være kilden til den mere udførlige tekst i Stb.- Hb., men må antages at gå tilbage til en fælles kilde, nemlig til den oprindelige Landn.-tekst<ref>I den større Gisla saga Súrssonar, udg. 1849 s. 140, findes sagnet også, rigtignok med enkelte afvigelser (træets længde 60 alen; forvanskning af navnet Grenitrésnes til Nesgranatré!), men da denne recension også andre steder har benyttet Landn., kan det ikke være tvivlsomt, at den her, ligesom Stb.-Hb.-Gfc., går tilbage til en Landn.-tekst.</ref>.

Alle kilder er enige i, at landnamsmanden Þórbjörn loki tog Djúpifjörðr og Grónes<ref>Stb. k. 124. Hb. k. 96. Mb. k. 37. GÞ k. 1 s. 4, 4.</ref>. Mb. tilføjer en bemærkning om, at hans landnam på den ene side stødte op til Hallsteins, på den anden side til Gufas område. Til denne bemærkning, som sikkert er oprindelig, svarer i Stb.-Hb. ordene "til Gufufjarðar", som mindre nøjagtig betegner grænsen, og kun mod vest. GÞ har ikke noget tilsvarende. Fra Þorbjörn udleder bægge recensioner en slægtrække. Af denne udelader Mb. — åbenbart ved uagtsomhed — et led, nemlig Þorbjörns søn Þorgils, som omtales ikke blot i Stb.-Hb., men også i GÞ (1. k. s. 4, 12-14). I Mb. føres slægtrækken ikke længere ned end til Snorri Jörundarson og afsluttes med en bemærkning om, at denne "var kynsæll ok åtti mart barna". Denne afslutning findes ikke i Stb.-Hb., som til gengæld fører slægtrækken fra Snorri videre ned og slutter med Hvamm-Sturla. At denne række fra Snorri er en senere tilføjelse, er indlysende. I øvrigt bemærkes, at Mb. i denne slægtrække har en notits om, at Jörundr, søn af Atli den røde, var gift med Þórdis Þórgeirsdottir. Dette udelades her i Stb.-Hb., men i kapitlet om Atli den rødes fader, Úlfr skjálgi, finder vi i Stb. (k. 122) en bemærkning om, at Atli den rødes søn Jörundr var gift med Þórdis, datter af Þórgeirr suða, og fra dette ægtepar føres så slægten ned gennem de samme led som i kapitlet om Þórbjorn lóki til den ovenfor omtalte Snorri<ref>I slutningen af kapitlet bør der sikkert læses: Jörundr var søn þeirra (&#596;: Oddkatla's og Þorgils'), fadir Snorra (Stb. har: Jörundr var ok faðir Snorra). Så stemmer slægtrækken fuldstændig med den samme række i kapitlet om Þorbjörn loki, hvor den støttes ved alle håndskrifters enstemmige vidnesbyrd. Hverken Hb. eller Mb. omtaler Jörundr Atlason i kapitlet om Ulfr skjálgi eller udleder nogen slægtrække fra ham på dette sted, hvor slægtrækken altså sikkert er et indskud i Stb. Jfr. Hb. k. 94. Mb. k. 35.</ref>, ''med hvem den slutter på dette sted i Stb.'' Dette bekræfter, at ledene fra Snorri nedover i kapitlet om Þórbjörn loki er senere tilføjede i Stb.-Hb.<ref>Med hensyn til Jörundr Atlason skal jeg i forbigående tillade mig at göre opmærksom på, at når Stb. k. 89. Hb. k. 77 beretter, at han var gift med Þorbjörg Knarrarbringa og svigerfader til Erik den røde, så beror dette på en forveksling med hans farbroder af samme navn, Jörundr Úlfsson (skjálga), som i følge Stb. k. 122. Mb. k. 35 var gift med Þorbjörg og svigerfader til Erik den røde. Fejlen i Stb. k. 89. Hb. k. 77 synes at stamme fra benyttelse af en ældre Eirik´s s. rauða, hvad jeg håber at kunne påvise i en monografi om denne sagas forhold til Landn. Fra Stb.-Hb. er fejlen gået over i den store Olafs saga Tryggv. (Fms. II s. 213; Flat. I s. 429, hvor dog Jörunds fader ikke nævnes).</ref>

Som ovenfor fremhævet knytter recensionen Stb.-Hb. sit referat af ÆGÞ's begyndelse til kapitlet om landnamsmanden Þrándr mjóbeinn (Stb. k. 114. Hb. k. 86). Dette kapitel mangler helt i Mb. Det ligger da nær at antage, at kapitlet i sin helhed, ligesom dets slutning, er lånt fra ÆGÞ i Stb.-Hb. og altså ikke oprindeligt i Landn., tilmed da vor GÞ i k. 6 s. 17, 17 omtaler Þránds søn Hergils og i k. 10 s. 21, 15- 22 giver forskellige meddelelser om hans efterkommere, som nogenlunde overensstemmende genfindes i Stb.-Hb. i kapitlet<ref>.Den eneste virkelige uoverensstemmelse består i, at Stb.-Hb. beretter, at Ingjaldr Hergilsson, efter at være fordrevet fra Hergilsey, købte gården Hlið i Þorskafjörðr, hvorimod han i følge GÞ flytter til "Þorskafjarðardalir" og tager ophold på Ingjaldsstaðir. Men Kr. Kålund (Island I s. 519—520) har påvist, at "Þorskafjarðardalir" i sagaen ikke passer og derfor må være forvansket, samt at gården Hlið til en tid kan have båret det nu ukendte navn Ingjaldsstaðir.</ref> om Þrándr mjóbeinn. Dette kapitel vilde da i Stb.-Hb. være et indskud af samme art som kapitlet om Þórarinn krókr, der bevislig er lånt fra ÆGÞ. Mod denne opfattelse af kildeforholdet kunde man indvende, dels at Þrándr mjóbeinn slet ikke omtales i vor GÞ samt at ÆGÞ — forudsat at den med hensyn til dette punkt stemte med GÞ — ikke kan have tjent Stb.-Hb. som kilde med hensyn til denne person, dels, hvad Kålund også har fremhævet<ref>GÞ indledn. s. XVII.</ref>, at meddelelserne om Hergils og hans efterkommere står temlig umotiverede i sagaens 10. kap., og altså der gør indtryk af at være et senere indskud. Men der er grunde, der taler for, at ÆGÞ virkelig har omtalt Þrándr mjóbeinn, samt at en notits om ham tilligemed meddelelserne om hans efterkommere (Hergils &c.) der har stået på et mere passende sted end de sidste nu står i vor GÞ. Stb.-Hb. begynder netop sit referat af ÆGÞ's indhold med følgende ord: ''Þá bjó Þrándr mjóbeinn i Flatey, er Oddr skrauti ok Þórir søn hans kvámu út''. Denne sætning må naturligvis, ligesom hele det følgende referat, stamme fra ÆGÞ. Det viser sig altså, at denne må have omtalt Þrándr, og det i ord, som ''bestemt antyder, at Oddr og Þórir ved deres ankomst til Island har gæstet Þrándr i Flatey, inden de nedsatte sig i Þórskafjörð''. Som en indledende bemærkning til en beretning om et sådant besøg er ordene først rigtig forståelige. Vor GÞ, som lader Oddr komme alene til Island og gå direkte til Þorskafjörðr, efter at han er landet i Vadill, måtte selvfølgelig forkaste beretningen om et besøg hos Þrándr og udelod derfor den indledende notits om ham, som i følge referatet i Stb.-Hb. må have stået på det sted i ÆGÞ, hvor denne omtalte Odds (og  Þóris) ankomst til Island, altså på det sted, der svarer til vor GÞ k. 1 s. 5, 14. På det samme sted må vi antage, at ÆGÞ har givet de meddelelser om Þránds slægt, som vi finder næsten ordret overensstemmende dels i Stb.-Hb., dels i GÞ. Denne sidste omtaler første gang Þránds søn Hergils i k. 6, udg. s. 17 ,17, og anledningen er, mærkelig nok, et besøg, Gull-Þórir aflægger i Flatey hos Hergils moder, Þránds enke, Hallgrima ved sin hjemkomst fra den bekendte udenlandsrejse. Til beretningen om dette besøg i Flatey knytter sagaen en bemærkning om, at den gang (&#596;: ved Gull- Þóris hjemkomst fra rejsen) "boede Hallgrima der", ganske på samme måde som Stb.-Hb. til notitsen om Odds og Gull- Þóris ankomst til Island knytter bemærkningen om, at Þránðr den gang boede i Flatey. Ved denne lejlighed, hedder det i vor GÞ , så Þórir første gang sin senere hustru Ingibjörg, Hallgrimas søster. Med de fremhævede ligheder for øje er det vel næppe for dristigt at antage, at fortællingen om  Þóris´ besøg i Flatey hos Þránds enke i vor saga er et slags genganger af beretningen om hans og hans faders besøg i Flatey hos Þrándr, således som den fandtes i ÆGÞ. Vi må huske på, at i følge ÆGÞ var Gull-Þórir en voksen mand, da han kom til Island med sin fader. Hvis den ældre saga, som Stb.-Hb. antyder, har haft en beretning om deres besøg hos Þrándr, er det da rimeligt, at der også har stået en (ikke i Stb.-Hb. refereret) bemærkning om, at Gull-Þórir ved denne lejlighed første gang så sin tilkommende hustru, Þránds svigerinde. Vor GÞ — som lader Gull-Þórir fødes på Island — måtte naturligvis forkaste denne beretning, men den har ment at burde henføre Gull- Þóris besøg i Flatey til et senere tidspunkt, efter at både Oddr skrauti og Þrándr var døde, og valgte da at knytte det til  Þóris hjemkomst fra hans udenlandsrejse, ligesom det i den ældre saga var knyttet til hans ankomst til landet; i Flatey træffer han så Þránds enke og hendes søster. På dette sted omtaler GÞ Þránds og Hallgrimas søn Hergils kun løselig. Men senere, efter at sagaen har berettet om Gull- Þóris giftermål med Ingibjörg (k. 9), vender den, i k. 10, tilbage til den slægt, med hvilken Gull-Þórir var bleven besvogret, og omtaler Hergils og hans efterkommere<ref>Om Þórarinn lngjaldsson jfr. min afhdl. om Laxd.'s forhold til Landn. i Årb. for nord. oldk. og hist. 1908, s. 228—229.</ref>. Som tilknytningspunkt benytter sagaen Gull-Þóris erhvervelse af Flatey ved Hallgrimas død, hvorved Hergils bliver henvist til Hergilsey. Det må indrømmes, at notitsen ikke er videre heldig anbragt på dette sted, men dette er kun naturligt, hvis den her er et senere indskud, hentet fra et andet sted i den ældre saga. Den fremsatte opfattelse af kildeforholdet giver os altså tillige en naturlig forklaring af denne lille ujævnhed i sagaens komposition, hvilket kun kan tjene til yderligere bekræftelse af, at vi er på det rigtige spor.

Af disse grunde turde det ikke være for dristigt at antage, at hele kapitlet om Þrándr mjóbeinn er en interpolation i Stb.-Hb., hentet fra ÆGÞ, som må have haft et tilsvarende stykke om Þrándr og hans efterkommere på det sted, hvor den fortalte om Gull- Þóris og hans faders ankomst til Island, samt at meddelelserne om Hergils og hans slægt i vor GÞ går tilbage til det nævnte stykke. Mb. viser sig da her som andre steder at være fuldstændig uberørt af ÆGÞ (og GÞ), og repræsenterer overfor Stb.-Hb.-GÞ den oprindelige Landn.-tekst.

Landnamsmanden Kjallakr gamli spiller en vis rolle i GÞ, idet han stadig optræder sammen med Steinólfr lági, som sagaen kalder hans måg, dog uden nærmere angivelse af svogerskabsforholdet. I følge alle Landn.-håndskrifter var Kjallakr gamli (søn af Björn austræni) i Bjarnarhofn gift med Steinólfs søster Åstriðr<ref> Mb. k. 24. Stb. k. 84. Hb. k. 72. I Hb. er Astrids navn oversprunget og Mb. er her beskadiget, men der kan ikke være tvivl om, at alle håndskrifter i det væsentlige stemmer overens. </ref>, og det synes altså at være denne Kjallakr, der menes. Men som Guðbrandur Vigfússon og Kr. Kålund har påvist<ref>Safn til s. Isl. 1 s. 352. Gb. Indledn. s. XVI—XVII.</ref>, taler sammenhængen i sagaen snarere for, at det er den anden Kjallakr, den såkaldte Barna-Kjallakr, som sagaen har for øje, idet denne boede på Kjallaksstaðir på Meðalfellsströnd, langt nærmere ved Steinólfr end Kjallakr i Bjarnarhofn. Sagaen synes altså, ligesom Mb. k. 28, at have forblandet de to Kjallaker med hinanden. Heraf har Kr. Kålund villet slutte, at vor GÞ har benyttet Mb. Dette kan ikke være rigtigt. De notitser, GÞ har optaget fra Landn., har den, som ovenfor påvist, ikke taget direkte derfra, men fra ÆGÞ, som igen har hentet dem fra et gammelt Landn.-håndskrift, ældre end både Stb.- Hb. og Mb. Der findes heller ikke nogen andre grunde, der taler for, at GÞ har benyttet Mb.<ref>Til støtte for denne påstand anfører Kålund. at GÞ på et sted (s. 3, 1) har formen Mostra- for Mostrar- i landnamsmanden Þórolfs tilnavn, samt at denne form genfindes på et sted i den yngre Mb. (Landn. udg. 1843 s. 96 n. 10; jfr. Stb. k. 85. Hb. k. 73 i FJ.'s udg.). Heldigvis har vi her den ældre Mb. til sammenligning (Mb. k. 25). I følge FJ.'s udgave har håndskriftet nu "most . . skegg", idet der inde i ordet er et hul i membranen, hvorved et par bogstaver er bortrevne. Jon Sigurftsson, på hvis tid membranen synes at have været lidt bedre bevaret, idet han på nogle steder har kunnet læse lidt mere end FJ., har i sin udg. (1843) s. 346, 21 "mostrarskegg" uden nogen anmærkning. Den yngre Mb.'s læsemåde synes altså at bero på fejlskrift eller urigtig læsning. På et andet sted, Mb. k. 36, har membranbrudstykket tydelig "Morstrar skeggs" (FJ., "monstrar-" udg. 1813). Dette er altså uden betydning.</ref>. Tværtimod er der grunde for, at dette ikke er tilfældet. Vi har ovenfor fremhævet, at Mb. i den slægtrække, som den udleder fra Þórbjörn loki, udelader hans søn Þorgils, hvorimod GÞ har slægtrækken fuldstændig med Þórgils på den rigtige plads. Som vi ovenfor har vist, har sagaen lånt hele slægtrækken, Þorgils indbefattet, fra ÆGÞ, som igen har taget den fra en gammel Landn.-tekst. At Mb. ikke kan være GÞ's kilde, er indlysende. Overensstemmelsen mellem dem med hensyn til det her foreliggende spørsmål (forvekslingen af de to Kjallaker) må derfor bero på fælles kilde. Jeg har i min afhdl. om Eyrb.'s forhold til Landn. påvist, at bægge Kjallaker vistnok har haft tilnavnet "den gamle", at bægges fædre hed det samme (Björn) og kunde bægge med rette gøre krav på tilnavnet austræni, og endelig, at bægge havde en søn ved navn Þorgrimr. Der var altså grunde nok til at forveksle disse to personer. På det anførte sted har jeg antaget, at den oprindelige Landn. har skelnet mellem dem. Men GÞ. synes at tale for, at den ikke har gjort det tydelig nok, samt at denne uklarhed har givet anledning til, at de blev forvekslede allerede i gamle Landn.-håndskrifter<ref>Jfr. Årb. for nord. oldk. og hist. 1905, s. 97 fgg.</ref>.

Ret interessant er det at sammenligne den orden, hvori GÞ i sin personliste (k. 1) opregner landnamsmændene, med ordenen i Landn. Denne sidste retter sig efter sit sædvanlige ordensprincip og følger kysten fra syd til nord: Steinólfr lági, Þjódrekr (Mb.; — Sleitu-Björn Stb.-Hb.), Oláfr belgr, Gils skeiðarnef, [Þorarinn krókr, Ketill ilbreiðr Stb.-Hb.], Úlfr skjálgi, Hallsteinn, Þorbjörn loki. GÞ har derimod anset det for mest passende at begynde med den bygd, hvortil sagaen og dens helt nærmest var knyttet, nemlig Þorskafjörðr, og tager først Hallsteinn, gør så en lille afstikker mod nord til Þórbjórn loki i Djúpifjörðr, og opregner derpå landnamsmændene syd for Hallsteinn i følgerigtig række fra nord til  syd: Úlfr skjálgi, Þórarinn krókr, Gils skeiðarnef, Óláfr belgr, Steinólfr lági. Denne orden er let forklarlig ud fra sagaskriverens standpunkt.


<center>__________</center>


Resultatet af vor undersøgelse kan i al korthed sammenfattes i følgende sætninger:

1. Vor GÞ er en ved flere fabelagtige udvidelser udsmykket omarbejdelse af en ældre Gull-Þóris eller Þorskfirðinga saga (ÆGÞ) og har fra denne hentet sine landnamshistoriske meddelelser.

2. ÆGÞ har lånt sine landnamshistorien vedkommende notitser fra et gammelt Landn.-håndskrift, som må have været ældre end recensionen Stb.-Hb. og, til dels i hvert fald, have haft en mere oprindelig tekst end bægge de opbevarede Landn. -recensioner. Dette landnamshistoriske stof har ÆGÞ udvidet og til dels omarbejdet ved hjælp af mundtlige sagn fran Þorskafjörðr og tilgrænsende bygder. Således har den tilføjet et par nye landnamsmænd, som den oprindelige Landn. ikke kendte (Þórarinn krókr og Þrándr mjóbeinn), forandret den østlige grænse for Steinólfr lági's landnam o.s.v.

3. Recensionen Stb.-Hb. har på flere steder benyttet ÆGÞ , som har udøvet indflydelse på dens fremstilling af landnamene (Þórarinn krókr, Steinólfr, Sleitu-Björn, Þrándr mjóbeinn), og afgivet stof til et par indskud (om Oddr skrauti og Gull-Þórir, om kampen i Króksfjörðr-Fagridalr).

4. Mb. er fuldstændig uberørt af GÞ og ÆGE. og repræsenterer i det hele taget bedst den oprindelige Landn.-tekst.


==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Björn M. Ólsen]]