Ligfølge i gården
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
20. Ligfølge i gården
418. A kom til at tjene i Illeris til 1ste april, og så siger den gamle karl, da a kom: «Ja, du kommer til begravelse, inden du kommer herfra, men det er mig umuligt at bestemme tiden.» Han havde set det juleaften, for han var født bestemt klokken tolv om natten. Han var den aften kommen ind for at få hans juleaftensnadver, men så havde han glemt hans kniv i karlekammeret og vilde nu gå ud i gården for at hente den, og da så han, der holdt en sådan mængde befordringer uden for det hus i gården, hvor aftægtskonen boede. Den sag havde han aldrig berørt til noget menneske af gårdens folk, men så siger han det til mig, og så var det jo ikke mere. Så kommer november, og der var ingen begravelse bleven endnu. Da kommer han igjen om vinteren, og a kommer derfra. Så siger a: «Hvad, Jens, du lovede mig den begravelse.» Ja, det kunde nu også være, men han vilde sætte det, a havde tjent der i sommer, og det var 12 daler, på, at den gamle kone skulde dø inden juleaften. Manden han hører det, og så siger han: «Sæt med ham!» for han vilde gjærne af med hende, da hun havde været sengeliggende i flere år. Men a turde ikke, for det var mange penge for mig, endda manden vilde tage halvt tab. Men det paste godt nok, hun døde lige för tiden og blev begravet om julen.
Den samme karl sagde også, mens han tjente i Sundet, at der skulde ske en elendighed der, for han havde stået og set to røde kokke slåes på færgebroen om natten. Færgemanden, Per hed han, hængte sig også selve Kjörmis-aften.
Ane Marie Pedersdatter, Fovlum.
419. Vi havde en tærsker på Testrup i Katrup sogn, han kunde se noget. Han sad en aften ude på møddingen. «Jakob!» råber han i det samme ind i stalden til mig, hvor a gik og fodrede. «Hvad er det, kan du ikke blive forløst, skal a hente kniven?» — «Jakob, du får fremmede.»— «Ja, hvem fremmede skal a vel have ud på aftenen,» siger a, «vi skal jo i vor seng.» -— «Jo, der kom tre vogne og kjørte om til forpagterens,» og sådan og sådan var befordringerne. De første heste var brogede, de andre blankbrune, og de sidste sodbrune. Det varede måske ikke 14 dage efter, da var forpagterens kone død. Til begravelsen var den første vogn fra Rathlousdal, den tredje kaptejnens på Testrup, og det kom alt sammen til at sæde, befordringerne var de samme, karlen havde set, og hestene af samme kulør.
Særslev.
420. I Per Meldgårds gård i Hvinningdal havde de en pige, som kunde se noget, og en aften, hun havde været ude at malke, kom hun ind og sagde, at der snart vilde komme lig fra gården. Faderen og broderen lo af det. «Hvoraf véd du det?» sagde de. Jo, for der holdt et helt tog af vogne ude i gården, og «a kan sige jer, hvilke heste der skal trække liget til jorden, det skal være de sorte.» Der i gården havde de al tid fire bæster, som de slog ud om aftenen i efterårstiden, og da nu manden døde og skulde begraves, slog de hestene ud om aftenen för som sædvanlig. Næste morgen skulde min fader og Ras Meldgård ned og hente dem, og de sagde: «Da skal den tøs ikke få ret i det.» Men det var dem ikke muligt at fange det grå øg den dag. Til andre tider var hun så tålig som et lam at fange, men nu brugte de alle kunster forgjæves, tog græstotter og holdt hen imod hende o. s. v. Endelig kom tiden, de skulde til at af sted, og uagtet de var bestemt på, at den brune og den grå skulde have været spændt for, måtte de nu tage de sorte.
Lærer Meldgård, Bjedstrup.
421. Karlen i én af de östlige gårde af Grejs kom en aften hjem fra byen og så da gården fuld af vogne. Et lig blev båret ud og sat på en vogn, og for denne vogn var to bestemte heste. Da de kjørte ud af gården, tog hammelen for ligvognen fat i porten. Om morgenen fortalte han til manden, hvad han havde set, men denne satte en trumf på, at om også der skulde snart komme et lig fra gården, skulde disse to heste ikke komme for, da han nemlig havde tre, og således kunde tage en anden. Nogen tid efter døde mandens fader, og den dag han skulde begraves, blev den tredje hest halt, så han blev nødsaget til at spænde de to for, karlen havde set. Endskjøndt han passede nöje på og selv kjørte gjennem porten, tog hammelen lige godt fat.
Hovgård, Tåning.
422. Når folk fra Holtum i dårligt vejr kom til Grejs kirke i bryllups- eller ligfærd, plejede vognene at kjøre op til en bestemt gård. En nat vågnede karlen i gården og talte 7 vogne ud af gården. Udenfor porten slog de knald alle sammen. Han fortalte det om morgenen, og folkene undredes alle der over. En tid efter begravedes en mand fra Holtum, og der kom også 7 vogne op i gården, uden at gårdens folk den gang mindedes, hvad karlen havde sagt. Kuskene kom ind i stuen, og konen kom hjem fra byen. Da hun træder ind, siger hun: «Hvad, sidder I her så rolige, de er færdige ved kirken.» De skyndte sig da ud hver til sin vogn og slog skrald uden for gården. «Det var jo, hvad a havde hørt,» sagde karlen.
K. N. Hovgård, Tåning.
423. En dreng, der tjente i en gård nede i Horndrup, lå i herbergkammeret, som skik var, sammen med mandens sön, der var karl der. Så var drengen oppe og gik til døren for at p. . . ., og da var gården helt fuld af vogne og folk, og ligkisten stod på en vogn med to små røde bæster for. Drengen foer jo ind og i seng til karlen og havde nær tråjen ham ned. «Hvad er det, du skader, din tåbelige dreng, sådan som du kommer farende, du er jo nærved at træde mig til skamme.» Så fortæller drengen jo væk, sådan så det ud i gården, og dagen efter snakkede de jo om det, og de sagde, det kunde ikke komme til at passe i deres gård, for de to bæster, der var for ligvognen, det var blot et par klådder, og de var ikke videre skabt til sådant brug. Men det kom dog til at sæde. Det var nu hård vinter, den gang drengen så det, og en lille tid efter døde en gammel opholdskone i gården. Da de ved begravelsen skulde have befordringerne ordnede, da kunde de ikke få de to gamle bæster skjærpede, for det var skredt, men de to unge klådder dem lod de omsko og skjærpe, og kom til at kjøre den gamle kone til Tåning kirkegård med. Det var den tid så godt som ikke brugeligt i almindelige bøndergårde at lade deres, bæster sko æbag, og da det nu var så skredt, vilde de have de to gamle bæster bagskoede, men de var helt ustyrlige, og så måtte folkene lade dem være.
J. B. og M. H., Lille-Tåning.
424. Jeg havde en morbroder, som boede i Nylarsker sogn, han var bonde og havde en prægtig gård. Han stod en aften, da klokken var hen imod, at det kunde være sengetid, i sit værelse og så ud i sin gård, der var så oplyst af månen, som det kunde været dag mest. Ligesom han stod, begyndte hunden at gjø. Nu så han først en vogn, så nok én, og til sidst blev gården helt fuld af vogne, men han hørte intet. Han undrede på, hvad det skulde betyde. «Jeg kommer vel snart til at gjøre stort gjæstebud,» tænkte han. Han kaldte konen, beljene og folkene hen, at de skulde se det med, og de så det alle sammen, så nær som konen, hun var frugtsommelig, og tre uger efter var hun død. Det var ufrølsskaren, han havde set, og han så det så tydelig, sagde han, men kunde alligevel ingen kjende af dem, der sad på vognene.
Bornholm. Chr. Weiss.
425. På Bakbjærg var der en gang en karl, som var fremsynet. En aften, han kom hjem fra Salten, så han, at der holdt en ligskare i den gård, hvor han var som træskokarl. Da han kom ind i stuen, sagde han: «Her kommer snart et lig ud af gården, og følget bliver stort. Det vil blive et voksent menneske, det kunde jeg se på kisten, som blev sat på vognen. Nu har du, husbond, et par brune heste, men inden liget kommer af gården, får du et par hvide, for det kunde jeg også se. Og véd du hvad, husbond: Den dag, som liget skal jordes, er du ikke i gode luner, der vil være noget den dag, som du er vred over. Se bare efter, om jeg ikke taler sandhed.» Manden og de andre folk i gården lo ad ham. Men da en måned var gået, var der et lig i gården, og det var karlen selv. Han havde set sit eget varsel. Som han havde forudsagt, fik manden også grå heste; ti han byttede de brune bort og fik grå i steden. Og ligeledes var han gnaven i hovedet, da de skulde kjøre med liget; vistnok fordi han ikke kunde finde sin pisk.
Fortalt af en nu afdød aftægtskone i Salten skov. C. S. (Th.).
426. Hos en gårdmand i Bostrup ved Nörre-Snede var der en dag fremmede, og da de var alvorlige folk, havde de taget salmebøger og sad nu og talte om gudelige ting, mens tjenestepigen gik ude i kjøkkenet og passede sin gjerning. Pludselig hører hun en vogn kjøre ind i gården, så én og nok én og så fremdeles. Det undrede hende, at ikke hendes husbond og madmoder gik ud og tog imod deres gjæster, og hun kunde da heller ikke forstå, hvorfor og i hvad anledning der kom så mange. Hun gik derfor hen for at se efter, hvem det var, men i det samme hører hun en ligsalme blive sungen. Hun fik da öje på en ligkiste, der stod oppe i den anden stue, og omkring den stod en skare af mænd og kvinder, som hun kjendte. Nogle af dem gik ned i stuen, hvor de fremmede sad, og tog plads på stolene der i stuen, men ingen i huset mærkede noget uden pigen. Derefter tog mændene kisten og bar den ud, fulgt af hele sörgeskaren. Pigen, der i det samme kom og skulde gjennem gangen, måtte ordentlig skubbe sig igjennem den store folkemængde. Nogle stole, som stod hende i vejen, var af ligskaren stillet frem, for at gjæsterne skulde tage plads, og dem måtte hun flytte for at trænge sig igjennem. Lidt efter kom konen ud i kjøkkenet til pigen og spurgte hende om, hvad der var i vejen med hende, siden hun så så bleg ud. Pigen gav ingen videre forklaring på det spørgsmål, men foregav, at hun havde et ildebefindende. Nogen tid efter blev imidlertid en gammel aftægtskone syg, som de havde i huset, og da sagde pigen til sin madmoder: «Nu skal I få at se, at den gamle kone døer, for jeg har set sörgeskaren,» og derpå fortalte hun, hvad hun havde set. Efter et kort sygeleje døde den gamle, og de selv samme folk, som pigen havde set i forvejen, blev indbudne til begravelsen, hvor alt også foregik, som pigen forud havde set det.
Lovise Hansen.
427. I gården Tjagvad, Vinding sogn ved Holstebro, døde for en del år siden en kone, som var synsk. Kort för hendes død fortalte hun sin sön, som da var mand i gården, at der snart vilde ske noget usædvanligt der, ti hun havde set gården opfyldt af vogne og havde kjendt de forskjellige heste, således havde hun set en vis mands hvide hest, den eneste hvide hest, der var i sognet, holdende henne ved vognporten. Snart efter døde konen, og der blev budt til begravelse. Nu havde bonden, som ejede hesten, hørt, hvad den gamle havde fortalt om hendes egen ligfærd, og han svor da på, at den hvide ikke skulde komme med, det skulde han være mand for. Da dagen kom, lånte han en fremmed hest, men da han vilde lægge töjet på den, blev denne ellers så rolige hest aldeles rasende, så ingen kunde komme den nær, endsige kjøre ligfærd med den. Bonden prøvede da en anden fremmed hest, men da den begyndte på samme komedie som den første, tog han sin egen hvide hest, han havde jo nu forstået, at «hvad der skal ske, det skal ske.»
M. Møller, Sir.
428. Lille Hanne Vævers i Bjarslev var kokkekone ved en begravelse. Det var et barn på en 4, 6 år, der var død. Hun blev der jo natten over, og om natten, da liget var begravet, mærkede hun noget og sagde om morgenen: «Der kommer snart et barn herfra igjen,» hun havde hørt kjören om i gården, ligesom da liget blev ført hen dagen för. Så døde også et barn mere en fjorten dage efter. Det var ikke sygt uden en enlig nat.
jens Jensen, Gjedved.
429. Der var en pige fra Høllelund i Lindknud, hun tjente en gang ved en præst. En aften skulde hun være ene hjemme, og for at være sikker på, at der ingen skulde komme ind i præstens stue, skulde hun ligge der oppe. Da blev der en farlig rumsteren i præstens sager både i kontor og stue. Hun troede nok, det var mus, men alligevel var hun bange for det. Så havde de også en ko, der skulde få kalv, og den skulde hun se ud til, men hun var ikke glad ved det. Gården var indrettet sådan, at der var en grøft der inde, som ajlen fra stalden løb ud af, og den var temmelig dyb, den skulde hun over. Da hun kom på fjælen, som lå over grøften, var der noget, der skubbede hende ned i pludderet. Hun krøb atter op og faldt igjen ned. Sådan prøvede hun det nogle gange og blev da stående lidt i pludderet. Som hun nu så ind i gården, holdt den helt fuld af vogne. Så krøb hun op på ny, og nu var der intet i vejen; hun listede sig forbi vognene og ind i hendes seng, så hun fik ikke set efter koen. Kort efter døde der én i præstegården, og det var da forspøg derfor, hun havde set.
Lærer Mogensen, Ovtrup.
430. En karl, der tjente i Kragelund, var en aften gået hjemmefra. Da han kom tilbage, så han i gården og udenfor denne mange vogne, men det varede kun et öjeblik, så var alt borte. Nogen tid efter døde manden, som karlen tjente hos. Et andet sted, han tjente, så han noget lignende, og der kom ligeledes kort efter en død i gården.
J. J., Refshalegård.
431. En aften var en mand kommen ind ad porten i en gård i Åsted, og da var der noget, der spærrede ham vejen. Der var tummel, og han kunde ikke ret blive klog på, hvad det var. Han kom igjennem bryggerset, og kom så ind i stuen og fortalte dem det, idet han undrede sig over, hvad det var for noget sært, der var i porten i aften. Noget efter døde en pige, der tjente der i gården, og hun lå lig ind for porten i bryggerset og blev netop læsset på vognen i porten.
Maren Skade. Åsted.
432. En mand kom en aften til en gård i Kragelund, og vilde ligge der om natten. Da han havde gået som daglejer på gården, og da gårdejeren kjendte ham godt, var der intet i vejen. Han kom da til at ligge i gjæstekammeret, som lå ved siden af storstuen. Da han om natten vilde op og lade hans vand og lukkede døren op til storstuen for at gå ud, var den fuld af mennesker og midt på gulvet stod en kiste. Manden lukkede døren igjen, han syntes ikke, han vilde gå ind til så mange mennesker i bare skjorte, og han åbnede da vinduet i gjæstekammeret og lod sit vand ud deraf. Omtrent et halvt års tid efter havde gårdmanden en datter, en ung pige, som døde. Da manden, der havde ligget der om natten, nogen tid efter kom til gården, fortalte han, hvad han hin nat havde set, og nu kunde man snart slutte sig til, hvad det var, han havde set.
J. J., Refshalegård.
433. En vinteraften sad en hel del folk i en gård i Balle og kartede. Pigen skulde så gå op i overstuen og hente uld, men kom tilbage helt bleg og talte intet om. Nogle dage efter sagde hun til min kone, at der kom nogen med et lig, som skulde lægges på strå, og hun kunde kjende, hvem der bar det. Otte dage efter da blev manden syg og døde, og hun havde fortalt det til min kone, för han blev syg. Han var selv med til at karte den aften. Det var her i Balle, og manden hed Mads Jensen.
Klavs Pedersen, Balle.
434. En af Filitrin Deuntzers bekjendte sad en gang ene hjemme og vogtede sit herskabs barn i tusmørket. Da blev der pludselig så fyldt med mennesker inde i stuen, at det ikke var hende muligt at komme frem, hvorfor hun i dødelig angest måtte blive siddende og afvente sit herskabs hjemkomst, men da disse kom og fik tændt lys, så de ingen. Kort efter døde et barn af huset.
F. Vestergård Nielsen, Fanø.
435. Sidste nytårsaften, da a var inde at spise hos folkene, og så kom op i mit kammer og var gået til sengs og havde sovet lidt, vågner a og hører noget kjøre stille uden for vinduerne, som om de kjørte i en slæde, det buldrede slet ikke. A sætter mig op for at se, om den kjørte frem eller tilbage, men ingen ting var at se. Nu hørte a så mange snakke nede i stuen, og tykte, det var sært, der kom fremmede så sent på natten. Da alt lidt efter blev roligt, og ingen kjørte bort, troede a jo, det var nogle, der vilde lægge sig ind her. Næste morgen spörger a om, hvem der havde været her, men de sagde, at der havde ingen været. Så døde der også en pige nu i sommer og blev begravet her fra, og det var vel varsel for det. I det mindste er der i år ikke kommet andre lig fra gården. A har aldrig hørt det bitterste hverken for min mand eller syv børn, a har døde, så det var underligt nok, a skulde høre det for den pige.
Mariane Kristoffersdatter, Rask mølle.
436. Som de sad allerbedst om aftenen et sted i Nielstrup, hørte de noget, der raslede, og da de så ud, var det, ligesom der trak en ligskare ud af deres gård, og så inden et halvt år døde en gammel kone, de havde, det var netop min bedstemoders svigermoder.
Kirsten M. Pedersd., Hornslet.
437. Jeg har en farbroder i Jelling, han så en aften, at der ud af hans dör blev båret fire lig, og i året efter da døde der en møllersvend og en pige, de havde, også to börn.
Vinding højskole.
438. Frøken Anchersen i Odense, vist en datter af professor Sören Anchersen ved gymnasiet, så en dag en ligskare komme ud fra et af nabohusene, og hun sagde til sine søskende: «Der går min fader, og der går min broder, og der går en fremmed præst, som jeg ikke kjender, tillige med (så nævnede hun min bedstefader), men det er forunderligt, hvorfor de tager kisten ud af vinduet.» Kort tid efter kom en rejsende af deres familie til det omtalte hus, blev syg og døde. Manden var meget tyk, så kisten var for stor til at komme ud af døren, derfor måtte der tages et vindue ud. I ligskaren kom virkelig en fremmed præst af den afdødes familie til at gå sammen med min bedstefader. Da frøken Anchersen blev gammel, vilde hun nødig tale om sine syner, så man véd ikke ret, om hun vedblev at se dem eller ej.
Eline M.
439. I et hus vågnede konen om natten og hørte et underligt spektakel på gaden. Det mumlede og snakkede, og der var en trampen og slæben af fodtöj. Nogen tid efter døer hendes moder og bliver begravet. Da konen hørte ligtoget gå bort, syntes hun, at det var akkurat det samme spektakel, som hun allerede tidligere havde hørt. Det var altså et forvarsel.
Vejle. P. Jacobsen, Kjöbenhavn.
440. En pige gik på gaden i Gudhjem. Pludselig bliver det glimrende lyst omkring hende, og hun så en mængde mennesker komme i ligtog og sörgedragt. Mændene var helt mørktklædte, og fruentimmerne havde sorte kjoler og hvide törklæder om hovederne. Da skaren var kommen forbi hende, blev det helt mørkt. Derefter blev alt som för, og pigen skyndte sig forskrækket hjem.
Bornholm. G. J.
