Magnus Haakonssøns saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
1914-utgaven
oversat ved
Alexander Bugge
I.M. Stenersens Forlag
Kristiania
1914
MAGNUS HAAKONSSØNS SAGA
et kom om vaaren mænd tilbake av (1) den hær, som hadde faret vester med kong Haakon, og de sa, at det saa meget ufredlig ut i Vesterlandene. Denne sommer fór abbed Birge av Tautra ut til pavegaarden; korsbrødrene i Nidaros hadde valgt ham til erkebiskopsemne efter Einar erkebiskop, som da var død om høsten. Men de kunde ikke kaare ham; ti han var prestesøn og klostermand. Han fandt kong Magnus i Bergen, men de taltes ikke stort ved. Abbeden var i pavegaarden om vinteren (2).
2. Om vaaren [1264] efterat kong Haakon var død, sendte de baroner (3) og kongsmænd, som var paa Orknøene, biskop Heinrek og sira Askatin kansler op i Skotland til kong Alexander for at faa vite, om det kunde bli fred mellem landene. Men dette blev ikke tat venlig op, og skotterne lovte paa, at de skulde dræpe de nordmænd, som var kommet der, eller kaste dem i fængsel. Skotterne klaget over, at nordmændene hadde brændt og herjet mere end en tredjedel av Skotland, og sendemændene maatte fare hjem erendsløse. Sira Askatin fór da øster til Norge til kong Magnus og sa ham, hvor uvenlig hans erende var blit tat op i Skotland. Kong Magnus tok da det raad, at han sendte Agmund Krøkedans til Orknøene og gav ham magt derover til landevern. Men til Suderøene sendte han Eirik Duggalssøn. Han hadde en attensesse med hirdmænd, gjester og kjertesveiner. Med ham skulde Jon Tjore og Eirik Bose fare fra Orknøene og ha hver sit skib. Men da Agmund kom til Orknøene, spurte han, at skottekongen hadde sendt en hær til Katanes, og at de tok meget gods av Katnesingene, fordi at kong Haakon hadde lagt gjald paa dem (4). Det gik da meget ord om, at det vilde bli herjet paa Orknøene, og derfor vilde Agmund ikke, at hæren skulde fare fra Orknøene. Eirik og hans fæller blev der om vinteren. Da sira Askatin kom til Norge, som før er skrevet, var Agmund alt faret bort; men Hoskuld Odssøn rustet sig til at fare vester til Orknøene. Kong Magnus lot da broder Mauricius (5) og en anden barfot-bror, som het Sigurd, fare med ham. Heinrek Skot og end flere svender lot han følge med til tjeneste for dem. De fór, saa snart de kunde, op i Skotland og fandt skottekongen; han tok noget likeligere mot dem, end han hadde tat imot biskopen og hans fæller. Skottekongen bad dem fare tilbake til Norge og sige kong Magnus, at han sommeren efter skulde sende gode sendebud til Skotland, om han hadde hug paa at gjøre fred mellem landene. Sendemændene fór den samme høst tilbake til Norge.
3. Kong Magnus sat om sommeren i Bergen. Denne sommer kom Hallvard Gullsko fra Island. Han sa de tidender, at alle islændinger hadde tilsagt kong Magnus lydighet; kong Haakons død var blit spurt paa Island, da han fór derfra. Torvard Torarinssøn var da med ham og gik i kong Magnus’s vold og gav hele sit rike i hans hænder for det, som han hadde forbrutt mot kongedømmet ved at ta avdage Torgils Skarde og Berg, hirdmænd til kong Haakon (6). Siden har islændingene aldrig talt imot at lyde kong Magnus’s bud og ban. De var og villigere til at gaa under ham end under kong Haakon, far hans. Kong Magnus vilde om høsten til at fare nord til Trondheim, men blev sent færdig. Han laa allehelgens-messe (7) i Leirgula og fór derfra til Sild. Derfra fór han til Selja og saa nord til Eidet. Men dronning Margret fór den ytre vei med skibene, og de møttes i Steinavaag. Da kong Magnus laa der, saa folk ild brænde tilhavs. Kongen sa, at gaarden paa Giske brandt og at hans mænd skulde fare til; han vilde ikke taale, sa han, at de laa der og ikke fór til og berget gaard og folk, om det trængtes. Jon Tviskaven, som var fehirde paa kongsskibet, fór da og to mænd fra de fleste halvrum; de hadde haardt veir. De fik berget den nye gaarden, som Nikolas hadde latt gjøre; men den gamle brandt. Jon fór da tilbake med sine mænd og hadde været til stor hjælp for giskemændene. Kong Magnus fór saa nord til Trondheim og gik der ombord paa skuten til kjertesveinene. Han fór til Rein, og dronning Margret med ham. Men kongsskibet fór ind under Holmen og hadde der et farlig leie om natten. Kong Magnus fór fra Rein om morgenen, men kunde ikke lægge til ved Holmen. Han styrte da ind i elveosen ut fra Bakke og fik skade paa skibet; men mændene ombord fór iland og berget alt godset. Denne høst døde Nikolas i Giske. Han var den sidste av giskemændenes æt, som var kommet fra Arne Arnmodssøn. Dog hadde Nikolas efter sig en datter, som het Margreta. Hendes mor var . . . . . . . . (8). Hun tyktes det aller bedste gifte, som var i landet, baade for sin æts og rikdoms skyld og fordi hun var saa ven. Kong Magnus sat denne vinter [1264-1265] i Trondheim; dette var den anden vinter i hans kongedømme. Om vinteren efter jul [1265] kom broder Mauricius og de, som hadde faret til Skotland med ham, til Trondheim og sa kong Magnus, hvorledes det var gaat med deres erender.
4. Kong Magnus fór om vaaren syd til Bergen og kom dit efter paaske (9). Da sendte han biskop Gilbert (10) og sira Askatin til Skotland, efter det som skottekongen hadde bedt om. De fór først til England, syd til Linn (11). Da var det stor strid i England. Den sommer blev Simon av Montfort fældet (12). Biskopen og hans følge fór da nord til York og var der en tid. Den høst, da Agmund Krøkedans kom til Orknøene og skotterne hadde faret for at ta gjald av Katnesingene, kom herr Duvgall (13) over dem, da de fór tilbake, og dræpte meget folk av dem, og tok stormeget gods, som de fór med. Han dræpte der en av skotternes lagmænd. Denne sommer fór skotterne med en hær ut til Suderøene. Engus i Il gik da under dem, og mange andre, som hadde fulgt kong Haakon, da han var paa Suderøene. Skotterne fór helt syd til Man og kuet Magnus, Manverjernes herre, til at sverge sig eder. Men herr Duvgall holdt sig paa skibene, og de fik ikke tak i ham. Vaaren efter kom han til Orknøene og bad om hjælp. Eirik, hans søn, Eirik Bose og Jon Tjore fór da med ham. De hadde tre skibe. De fór da . . . . . . . .
5. . . . . . . . . vinteren efter jul. Denne vinter [1271-1272] i julen satte kong Magnus med biskop Askatins raad prost og korsbrødre ved Apostelkirken i Bergen og la præbender og meget gods til den. Efter julen [Jan. 1272] blev kong Magnus saa syk, at han lot sig gi den sidste olje. I dette aar blev Gregorius viet til pave (14) og mange gjæve høvdinger døde, Heinrek, konge av England (15), kong Rikard av Alemannia, hans bror (16), og Eirik, hertug søndenfor Aaen (17). Sommeren efter fór kong Magnus fra Bergen øst til Elven for at møte Valdemar sviakonge, som de hadde avtalt. Han kom til Konungahella nær Mariamesse den senere (18) og dvælte der fremover Matheusmesse (19). Men kong Valdemar kom ikke til møtet med ham; han fór og moret sig oppe i Sviavælde. Kong Magnus gad da ikke bie paa ham og fór nord til Tunsberg og laget til vintersæte der.
Ved denne tid gik det meget tilbake med den vennesælhet, som kong Valdemar hadde hat i Svearike, mens Birge jarl levde. De var da fire egtefødte brødre i live: kong Valdemar, hertug Magnus, junker Eirik og Benedikt; han var klerk og hadde faat løfte om, at han skulde bli erkebiskop. Men junker Eirik tyktes ikke, at han hadde faat noget, og kaldte sig Eirik «Slet ikke noget». Han hadde faret ut til Danmark og var en stund med danekongen. Ved denne tid var han kommet tilbake, og kongen, bror hans, hadde nogen mistro til ham. Kong Valdemar hadde og latt ta Jon Philippussøn (20) i kirken og hadde ham i forvar.
Kong Valdemar sendte da bud nord til Tunsberg til kong Magnus, at han for al del vilde træffe ham, dersom han vilde komme til møte med ham. Men kong Magnus vilde ikke fare længer end til Borg, og der blev møtet sat. En dag, før kong Valdemar fór til stevnet, bad junker Eirik om, at han vilde gi ham lov til at ride ut og skjemte sig. Da kongen lot ham faa lov til det, red han med nogen faa svender nord til Norge. Han fandt kong Magnus øster paa Varna, da han fór til møtet i Borg (21). Kong Magnus tok vel mot ham, og junker Eirik fulgte ham til møtet. Kong Magnus fik da brødrene forlikt, og han fik ogsaa Jon Philippussøn i forlik med kongen. De skulde møtes i Skara, og tolv mænd skulde sverge eder ved forliket deres. Da blev og Bo Galen, som hadde været hos kong Magnus en tid, tat i fred. Kong Magnus tok mot kong Valdemar med største blidskap og sendte biskop Arne av Skaalholt og flere gode mænd for at møte ham. Kong Valdemar var med kong Magnus hele den tid, de var sammen, og det var den gildeste veitsle. Alt gik paa det blideste mellem dem og det blev talt om mange merkelige saker, som vi ikke her skriver om. Kong Magnus gav kong Valdemar herlige gaver, da de skiltes, og sendte Olav av Stein og flere gode mænd med kong Valdemar øst til Skara for at ha tilsyn med de eder, som skulde sverges ved det forlik mellem brødrene og med Jon Philippussøn, som kong Magnus hadde faat istand med samtykke av kong Valdemar. Men ederne blev ikke avlagt slik, som de vilde, som skulde ha tilsyn med det, og det drog da paanyt sammen til usamtykke mellem svearne.
Kong Magnus fór fra møtet i Borg til Tunsberg og sat der den tid, som var efter av vinteren [1272-1273]. Dette var den tiende vinter i hans enekongedømme. Denne vinter var det stor ufred i Danmark mellem Eirik danekonge og de tyske mænd. Danekongen sendte da mænd til kong Magnus for at søke fast venskap med ham. Kong Magnus tok dette vel op og sendte sendemænd imot. Alt fór vel i disse ordsendinger mellem kongerne. Eirik danekonge blev da ovenpaa i sin strid med tyskerne den vinter. Kong Magnus fór om vaaren [1273] fra Tunsberg, da han var færdig med sine erender der . . . . . . . . (Da han var kommet forbi) Lidandesnes, kom Jon Philippussøn efter ham med endel folk og sa, at kong Valdemar hadde jaget ham ut av landet og at han ikke holdt noget av det, som han hadde lovet kong Magnus i Borg. Han fór da til Bergen med kongen.
6. Kong Magnus sat i Bergen om sommeren. Han lot da fuldføre det raad, som han hadde gjort i Tunsberg om vinteren i forveien. Han hadde da stevnet alle sysselmændene i Viken til sig til Paalsmesse (22) og hadde samtale med dem. Han fastsatte da, hvor meget hver av dem skulde skaffe tilveie av sin syssel, naar . . . . . . . . , og like ens de mænd, som holdt len av ham. Erkebiskop Jon og alle lydbiskoper, som var i landet, var da kommet til Bergen. Der var og de aller fleste baroner og lendermænd kommet. To nætter efter Petersmesse (23) hadde kong Magnus hirdstevne i sommerhallen og lyste da det raad, som han hadde tat om sine sønners høvdingenavn. Han greide da ogsaa ut for sine mænd om den sed, han vilde, at de skulde ha i vaabenbyrd og andre saker (24). Morgenen efter var det kirkemesse i kongsgaarden ved Apostelkirken (25), og kong Magnus hørte messe der tidlig om morgenen, men junkerne (26) hørte eftermiddagsmesse om den Hellig Aand i Kristkirken. Derefter blev det sat ting paa Kristkirkegaarden og alt ordnet slik, som kongen hadde sagt paa hirdstevnet . . . . . . . . og hilste kongen. Siden talte Vigleik stallare paa hirdens vegne. Derefter talte erkebiskopen. Han begyndte med den sorg, som alle mænd i Norge bar, da junker Olav, søn til kong Magnus, døde, og lyste saa den glæde, som den almægtige Gud nu hadde undt hele Norges folk, og . . . . . . . . den eiendom, som han hadde arvet . . . . . . . . Han talte længe og snildt om dette. Derefter holdt kongen en fager tale og sluttet med det, at han gav sin søn kong Eirik kongsnavn og Haakon hertugsnavn. De gik da til den hellige Sunnivas skrin og la sine hænder . . . . . . . .
7. (27) Kong Magnus fór fra Bergen til Nidaros, og med ham dronning Ingebjørg og sønnene deres [1275]. Han var paa Frostating og fór siden ind til Levanger (28). Han kom før Petersmesse til Nidaros; paa Sviptuns-voka (29) hadde han Øreting og lot der lyse sine sønners tignar-navn. Olavsvoka den senere (30) fór kong Magnus fra Nidaros og sat i Bergen om vinteren. Laurentius messedag (31) kom det saa stort hagl i Skaun (32) mellem Orkedalen og Guldalen, at somme haglstener veide 15 ører. Dette haglveir kom vide om i Trøndelagen. I dette aar ved midsommerstid stredes hertug Magnus og junker Eirik paa sin bror, Valdemar sveakonge, og hadde nogen hjælp fra Eirik danekonge. Men da kong Valdemar var blit slaat av brødrene sine (33), flygtet han til Norge med junker Eirik, sin søn, som var tre vintrer gammel, og kom til Erling Alvssøn i Borgarsyssel; litt efter fór han øster til Svearike og lot junker Eirik efter hos Erling. Kong Valdemar og dronning Sofia blev da fanget, og Svearike gik under brødrene hans, hertug Magnus og junker Eirik. Noget senere døde junker Eirik Birgessøn. Men kong Valdemar og dronning Sofia kom sig unda og flygtet fra Svearike til Ragnhildarholmen (34) ved Konungahella . . . . . . . .
8. Denne sommer [1276] fór kong Magnus fra Norge øster til landsenden og hadde da for første gang, siden han blev enevoldskonge, budt ut ledingsfolk. Han gjorde det for den saks skyld, at han vilde se til at faa kong Valdemar og hertug Magnus, bror hans, forlikt. Det var ogsaa en grund til dette utbud, at kong Magnus vilde verne sit rike, saa det ikke fra uenigheten mellem svearnes høvdinger skulde flyve nogen ufredsgnister, som fik gjort skade paa hans rike.
Denne samme sommer seilte kong Magnus med sin hær til Konungahella. Han kom dit paa Albanus martyrs messedag (35). Der var i forveien kong Valdemar og dronning Sofia og junker Eirik, deres søn, som var fem vintrer gammel, i Ragnhildarholmen. Kong Magnus sat der tre nætter. Dronning Ingebjørg sat efter i Tunsberg med kong Eirik og hertug Haakon. Torsdagen efter Jonsvoka (36) seilte kong Magnus med sin hær til Horsaberg (37) og hadde nær 120 [140] skibe. I hans følge var da Jon erkebiskop, Andres biskop av Oslo (38) og Askatin biskop av Bergen (39), og disse lendermænd: Erling Alvssøn og hans sønner Alv og Finn (40), Eiliv av Naustdal, Andres Paalssøn Plytt, Bjarne i Giske (41), Gaute i Tolga og Tore kansler, og disse stallarer: Olav av Stein, Vigleik Audunssøn og Audun Hugleikssøn, Aake, provinsialprior av prædikebrødrenes hus (42), Orm merkesmand og mange andre gjæve mænd, lærde og ulærde. Kong Valdemar seilte op med kong Magnus og hans følge. Sendemændene fra Eirik danekonge fulgte ogsaa op med kong Magnus; de var Jon, biskop av Børglum, Toke, biskop av Aarhus, Heinrek, prior av Andvordskog, Jon Litle av Skaane (43), søn til Jon Reginmodssøn, og Uffe drottsete. Paa denne tid kom greven av Ravensborg (44) og junker Jakob, søn av grev Nikolas av Halland, søn av Valdemar danekonge, til kong Magnus. Det skib, som kong Magnus kaldte Krists-suden og som kong Haakon, hans far, hadde hat vester over havet, laa efter i Konungahella ved Ragnhildarholmen; ti det tyktes farlig at styre den gjennem Baaga-straumen (45), fordi skibet var saa stort. Fredagen kom hertug Magnus til Horsaberg til møte med kong Magnus; med ham var Folke erkebiskop av Uppsaler, Heinrek biskop av Lyngkaupang (46), Eirik biskop av Skara, Anund biskop av Nerike (47) og mange andre stormænd av svearnes høvdinger. Det blev da talt om forlik mellem brødrene i kong Valdemars og hertug Magnus’s landtjalder. Svearne kaldte nu denne hertug Magnus for sin konge, og erkebiskop Folke hadde kronet ham Hvitesøndag (48).
Petersmesse-dag (49) fór kong Magnus og junker Eirik, søn til kong Valdemar, over elven til Hnydingaberg (50); ti hertug Magnus vilde ikke komme til «parlament», hvis ikke junker Eirik var med. Det blev da paany sat stevne; til det kom kong Valdemar og møttes med hertugen, sin bror, og det saa med kong Magnus’s hjælp ut til forlik mellem dem. De opnævnte da mænd til dommere for at gjøre forlik og fast ordning. Først nævnte de begge kong Magnus til at jevne og øve retvishet. Siden opnævnte hver av dem otte mand til at hjælpe kong Magnus med at ransake og prøve deres sak, saa at det som snarest kunde komme ret dom i den og bli stadfæstet forlik mellem brødrene. Kong Valdemar opnævnte disse mænd til dommere paa sine vegne: Jon erkebiskop, Askatin biskop, Jon biskop av Børglum, prior Heinrek av Andvordskog, herr Jon Litle, Erling Alvssøn, Alv, hans søn, og Olav av Stein. Hertug Magnus opnævnte disse mænd paa sine vegne: Folke erkebiskop, Heinrek biskop av Lyngkaupang, Eirik biskop av Skara, Anund biskop av Nerike, herr Jon Philippussøn, Algaute lagmand (51), Ulv Karlsson, brorsøn til Ulv Fase, og Karl marskalk. Da nu disse formænd og høvdinger var opnævnt til dommere, tok de til at tale om disse store og vanskelige saker. Det blev da krævet fra kong Valdemars side, at han skulde bli tat sømmelig tilbake i sit rike, fordi han var drevet fra det med uret og uten at nogen saker mot ham var prøvet. Han skulde og, naar han kom tilbake i sit rike, svare for det, om noget blev prøvet paa ham, og begge skulde gjøre ret mot hverandre. Men de andre tilbød, at kong Valdemar skulde ha Helsingland og Vermeland og alt det, som sveakongen eier vestenfor Væneren, Stikkaborg (52) og desuten 300 mark til indtægt hvert aar. Men det syntes Magnus, Norges konge, at de paa kong Valdemars vegne paa ingen maate kunde samtykke i, at de ikke gav ham tilbake alt hans rike og alle hans skatter; ti de hadde med uretvishet, strid og manddrap drevet ham fra hans rike, uten at noget var prøvet mot ham og uten at han hadde gjort noget til det, saa meget des mer som de ikke hadde noget med at dømme eller byde over ham, da han var deres herre og høvding. De hadde fanget ham og hans dronning og tat riket fra dem begge og røvet ham for al kongelig hæder og værdighet med stor tvang og trusler, og gjort dem mangen anden vanhæder og prøvelse i ord og gjerninger. Ovenpaa alt det hadde svearne tat sig en anden konge og kronet ham, som før nævnt; og nu bød de ham ikke større hæder og bøter for alt dette ran og den makesløse vanhæder, som de hadde gjort mot sin kronede konge, som før er sagt. Alle de, som var opnævnt til dommere paa kong Valdemars vegne, samtykket i, at dette mere var spot og uhørt uretvishet end sømmelig forlik og skyldige bøter, det som svearne bød sin overkonge. Derfor blev det ikke gjort noget forlik mellem dem denne gang, og dermed skiltes de. Torsdag (53) fór kong Valdemar og kong Magnus med sit følge ned til Ragnhildarholmen. Søndagen hadde kong Magnus ting i Konungahella. Tirsdagen fór kongerne ut til Ekerøyene.
Noget efter seilte kong Magnus med sin hær nord til Tunsberg, og med ham Sofia, dronning til kong Valdemar, junker Eirik, deres søn, og deres døtre, Ingebjørg, som var gift med Geirard, søn av grev Geirard av Hollsetaland (54), og jomfru Katrin. Kong Valdemar seilte litt efter til Danmark. Olavsmessedag (55) gav kong Magnus jarlsnavn og jarledømme til Magnus, søn av Magnus jarl (56). Klarasmessedag (57) seilte kong Magnus til Oslo og var der Mariamesse fyrre (58). Siden fór han over Ringerike, Hadeland og Toten til Ringsaker; derfra fór han til Hamar og siden til Husabø og derfra ut efter Mjøsen og videre ut efter aaen Verma til Eidsvold og hadde lagting der. Fra Eidsvold fór han ut efter Raumarike til Oslo. Mariamesse-aften (59) kom han til Tunsberg. Mikalsmesse-aften (60) fór han øst over fjorden og kom til Borg og hadde lagting der. Søndagen efter var sira Tore kanslers bryllup der. Allehelgens-messe (61) kom kongen tilbake til Tunsberg og satte sig der. Litt før hadde dronning Sofia og junker Eirik, hendes søn, seilet fra Tunsberg til Danmark; med dem var Audun Hugleikssøn stallare og Guttorm Gydassøn (62) som sendemænd fra kong Magnus. Men døtrene til dronning Sofia var efter med dronning Ingebjørg paa berget ved Tunsberg. Tidligere samme aar var Tegl-kastellet søndenfor Breide-stuen i Tunsberg bygget færdig. Om høsten efter og om vinteren var det ufred mellem svearne og danerne. Ved denne tid døde Gregorius, frillesøn til Birge jarl. Markus blev i Tunsberg viet til biskop paa Suderøene.
Noter:
1. De første ord mangler i sagahaandskriftet, men er tilføiet i oversættelsen.
2. Erkebiskop Einar Smørbak døde høsten 1263. Paven godkjendte ikke Birges valg; isteden blev biskop Haakon i Oslo postulert og klædd med pallium 14 april 1267; han døde 18 aug. 1267.
3. Sagaen bruker alt her baroner, værdighetsnavnet «baron» istedenfor «lendermand», endda det først blev indført mot slutten av Magnus Lagabøters regjering, i 1277.
4. Se Haakon Haakonssøns saga, kap. 319.
5. Broder Mauritius var franciskanermunk.
6. Se Haakon Haakonssøns saga, kap. 297.
7. 1 november.
8. Det er et aapent rum i haandskriftet, hvor navnet paa moren skulde staa.
9. 5 april.
10. Biskop av Hamar.
11. Nu Kings Lynn i Norfolk, den by i England, som nordmændene mest handlet paa.
12. Simon av Montfort hadde siden slaget ved Luves 14 mai 1264 styret i England, men blev selv slaat og faldt ved Evesham 4 august 1265.
13. Den samme, som ellers kaldes Duggall, søn av Rudri, konge paa Suderøene. Duvgall (Dufgall) er en rigtigere skrivemaate. Paa gælisk heter det Dubhgall (egtl. «en sort fremmed, en dansker»).
14. Gregorius X (Theobaldus Visconti) blev valgt til pave 1 sept. 1271 og viet 27 mars 1272.
15. Henrik III av England døde 15 nov. 1272.
16. Rikard, jarl av Cornwall, romersk konge (valgt 1257), døde 2 april 1272.
17. Eirik Abelssøn, hertug i Sønderjylland (i Jylland, søndenfor Skodborg-aa), døde 27 mai 1272.
18. 8 september.
19. 21 september.
20. Jon Philippussøn av Rumby var søn av den før nævnte Philippus Lavrantssøn.
21. Møtet holdtes 19 mars.
22. I haandskriftet staar Petersmesse. Men av Hirdskraa kap. 36 ser vi, at stevnet holdtes Paalsmesse, 25 januar 1273, og at alle lendermænd, stallarer, lagmænd og sysselmænd fra Viken og Oplandene møtte til det.
23. 1 juli.
24. Nemlig ved den forestaaende hyldningsceremoni.
25. 2 juli var kirkens indvielsesdag.
26. Kongens sønner Eirik og Haakon.
27. De følgende kapitler er tat fra de saakaldte Gottskalks Annaler, et islandsk haandskrift fra omkr. 1570, og gjengir neppe sagaen i dens oprindelige form.
28. Haandskriftet har til Liðangrs istedenfor til Lifangrs; Lifangr er den gammelnorske form av navnet Levanger.
29. Det er den hellige Svitun, biskop av Winchesters dag, 1 juli.
30. 3 august.
31. 10 august.
32. Børseskogns sogn i Søndre Trondhjems amt?
33. Kong Valdemar blev 4 juli 1275 slaat ved Hova paa Tiveden.
34. Ragnhildarholmen, nu Rangleholmen paa en holme i elven.
35. 21 juni.
36. 25 juni.
37. Ved Götaelven, nær Ljodhus eller Torskebakke.
38. Biskop i Oslo 1267-1287.
39. Biskop i Bergen 1270-1277.
40. Rimeligvis feil for Finn Gautssøn; herr Finn var søn av Gaut paa Mel.
41. Søn av Erling Ivarssøn av Bjarkøy, gift med Margret Nikolasdatter av Giske.
42. Rimeligvis en dansk mand.
43. Høvedsmand i Lund.
44. Grev Johan av Ravensburg.
45. Strømmen ved Baagaholmen eller Elvebakken.
46. Linköping i Östergötland.
47. Biskop i Strängnes.
48. 24 mai 1276.
49. 29 juni.
50. Ved mundingen av Götaelven.
51. Algot Brynjolvssøn, lagmand i Vestergötland.
52. Stækeborg i Östergötland.
53. 2 juli.
54. D. e. grev Gerhard II av Holstein.
55. 29 juli.
56. D. e. Magnus, søn av Magnus Gilbertssøn, jarl paa Orknøene.
57. 12 august.
58. 15 august.
59. Mariamesse senere var 8 september.
60. Mikalsmesse var 29 september.
61. 1 november.
62. Var barn i 1277; hans mor var sandsynligvis en datter av kong Inge Baardssøns søn Guttorm og hans far lendermanden Brynjolv av Hvaal.
