Middelalderens geographiske optegnelser (CCR/FM) - Adam af Bremen om Grönland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Latin Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXIX
Middelalderens geographiske optegnelser


Adam af Bremen om Grønland


Denne lærde Geistlige blev opdraget i Bremen, hvor han i sin Tid var Matricularius, Kannik og Magister eller Rector ved Domkirkens Skoler. Hans Videbegjerlighed drev ham til at foretage en Reise til Danmark, hvor han blev vel modtagen af Kong Svend Ulfsön (eller Estridsen), som yndede Lærdom og selv vidste god Besked om Nordens Beskaffenhed og Historie, hvorom han meddeelte vor Adam gode Efterretninger, som blandt andet have bidraget til den velfortjente Anseelse, hvori hans Skrifter (fuldendte henved 1075) endnu staae, især som een af den nordiske Kirkehistories vigtigste Kilder. De kunne vel siges at være tvende, som dog mest paa forskjellige Maader findes forenede til eet, nemlig hans Historia ecclesiastica, og Descriptio regionum vel insularum aquilonis, i Almindelighed (efter Lindenbrogs Udgave) kaldet Liber de situ Daniæ et reliquarum, quæ trans Daniam sunt, regionum natura. Disse Skrifters fuldstændige Literatur med Hensyn til Codices, Udgaver, Oversættelser m. m. findes nöjagtig udviklet i Asmussens Commentatio de fontibus Adami Bremensis, Kiliæ 1834, 4to, pag. 3-7; jfr. Suhms Historie af Danmark IV, 487—490 og Rafns Antiquitates Americanæ S. 335-37. Vi bemærke her: at Anders Sörensen Vedel var den förste, som udgav Kirkehistorien med de gamle Scholier (dog uden hint for os især vigtige Tillæg) 1579, efter en Pergaments-Codex, som fandtes i Sorö Kloster, men senere blev indlemmet i Kjöbenhavns Universitets-Bibliothek, hvor den opbrændte 1728, – og at Statholder Heinrich Rantzau til Bredenberg (eller Breitenburg), som ejede en anden ypperlig Codex, hvori ogsaa Skriftet de situ Daniæ fandtes, först foranstaltede det Heles Udgave ved Hamborgeren Erpold Lindenbrog 1595 i hans Samling af Scriptores septentrionales (siden optrykt 1609, 1630 og 1706), efter hvilken sidste, foranstaltet af J. A. Fabricius, vi her meddele Texten. Fra Vedels og Lindenbrogs Hovedudgaver nedstamme alle de sildigere Editioner og Oversættelser (hvilke det her bliver overflödigt at opregne), saa at den Rantzauske Codex, saavidt vi vide, hidtil maa ansees for den eneste udgivne af Adams geographiske Verk, endskjöndt Friederich Lindenbrog (Erpolds Sön) har samlet nogle Varianter dertil af en Codex, som tilhörte Hamborgs Stadsbibliothek, udgivne af Staphorst i hans Hist. ecclesiast. Hamburgensis diplomatica Tom. I, Vol. 1, 1723, – og Arne Magnussen ligeledes har optegnet andre fra et i hans Tid vort Universitet tilhörende godt Haandskrift, udgivne af Lachmann i hans Dissertatio critico-literaria de Cod. Bibl. academ. Hafniensis membranaceo, Kiel 1746, 4to. Dog er det i vore Dage blevet bekjendt, at en ypperlig Codex af begge Adams Værker haves i det Keiserlige Hofbibliothek i Wien, hvor den er bleven besörget afskreven og confereret ved Pertz, til Brug for en ny og fuldstændig Udgave af Adams Skrifter i det af ham udgivne store Verk: Monumenta Germaniæ antiquæ historica. Af den Wienske Codex haves allerede en Pröve, som Facsimile i Rafns Antiqvitt. Americ., ligesom og, i selve Texten, en Udskrift af det hele Sted, som angaaer Vinland.

Vi föie Varianter til vor Text af den (ovenmeldte) Hamborgske og den (forhen) Kjöbenhavnske Codex efter Friedr. Lindenbrogs og Arne Magnussens ovenmeldte af Staphorst og Lachmann udgivne Optegnelser, ligesom og, forsaavidt Vinland angaaer, af den Wienske Codex efter det i den Henseende paaberaabte Værk.

I det herværende store Kongelige Bibliothek haves en god Pergaments-Codex af Adami Bremensis Historia ecclesiastica, forhen tilhörende Richey i Hamborg og senere Conferenzraad Sevel; men den sidste Halvdeel af Descriptio aquilonis findes der nu desværre ikke. Suhm skrev om den 1790 (1. c. IV, 490): "I den fattes det vigtige Skrift: de situ Daniæ." Det er formodentlig af denne Kilde, at Asmussen bemærker det samme om den (1. c. S. 4): "Caret libello isto de situ Daniæ." Erichsen anförte dog allerede 1786 (i hans Udsigt over den gamle Manuscriptsamling i i det store Kongelige Bibliothek S. 87) Haandskriftets Titel saaledes: "Adami Bremensis Historia Hammaburgensis cum scholiis nonnullis, subjuncto Libello ejusdem de situ Daniæ et regnorum septentrionalium, in fine mutilo." Asmussen synes at paastaae, at denne Codex er den samme som den Rantzauske, der blev udgivet af E. Lindenbrog. Han siger nemlig om denne (1. c. p. 4): "idem, singulari fato Hafniæ, nunc asservatur." Suhm siger kun (1. c.) at den formodentlig var den samme som Rantzau i sin Tid havde ejet. Den maatte da være kommet i hans Eie efter Borgemester Eberhard Möller i Hamborg, som döde 1588. Ved at eftersee selve Haandskriftet have vi fundet at det virkelig indeholder den förste Halvdeel af sidstnævnte Skrift, som afbrydes, ved det at de sidste Blade ere bortkomne, med disse Ord i det 22de (229) Capitel: episcopos interesse non renuunt." Det fortjener og at bemærkes, at Langebeck (som antog den for at være i det mindste fra det 13de Aarhundrede) har samlet mange i denne Codex forekommende Varianter og optegnet dem som Marginalier til Udgaven af 1706, i det Exemplar af denne, der nu tilhörer Kjöbenhavns Universitets-Bibliothek. Imidlertid hörer denne Codex dog sikkerlig til den samme Hoved-Recension som den Rantzauske.

De gamle Scholier eller Anmærkninger ere tildeels samtidige med Adam selv; andre ere derimod öiensynlig nyere. Commentatorerne ere uenige om deres Forfattere, da nogle mene at han selv har skrevet dem (hvilket dog sikkerlig ikke kan gjelde om dem alle), andre derimod ikke. Suhm mener endog (ikke urimelig) at de skyldes forskjellige Hænder.

Först meddele vi her de os især vedkommende Steder af Adams geographiske Værk. Da han i sin Beskrivelse over Island har berettet, at dets Beboere fulgte samme Skikke og Levnetsmaade som Grönlænderne, at begge Folkeslag paa een Gang antoge Christendommen og anbefaledes til den samme Biskops Omsorg m. m., bliver det nödvendigt her at forudskikke hans korte Beskrivelse over Island og dets Indvaanere. Af hans Kirkehistorie meddele vi og de Steder, som i een eller anden Maade vedkomme Grönland.

De af os vedtegnede Varianter mærke vi saaledes: F, de af Fabricius meddelte afvigende Læsemaader; Sev. den Sevelske Codex, som nu haves her i det store Kongelige Bibliothek; Hafn. den tabte Kjöbenhavnske; Hamb. den tabte Hamborgske; Vindeb. den Wienske.

A. E Descriptione regionum velinsu larum aqvilonis.

a) Cap X-XI (CCXVII-XVIII).

Occidentalis oceanus ille videtur, quem Romani Britannicum scribunt, cuius latitudo immensa, terribilis et periculosa, ab occasu complectitur Britanniam, quæ nunc Anglia dicitur; a meridie Fresos[1] tangit cum ea parte Saxoniæ[2], quæ nostræ dioecesi[3] pertinet Hammaburgensi[4]; a solis ortu habet Danos[5] ostium[6]que Baltici maris et Nordmannos qui ultra Daniam consistunt; ab aquilone vero idem oceanus insulas præterlabitur Orchadas, deinde infinitis orbem terræ spaciis ambit, sinistrorsum habens Hiberniam[7], Scotorum patriam, quæ nunc Irland dicitur, dextrorsum vero scopulos Nordmanniæ ulterius autem insulas Island et Gronland: ibi terminatur Oceanus, qui dicitur caligans. Quod autem [dicit eundem sinum[8] longitudinis incompertæ, [hoc nuper[9] apparuit in solertia fortissimorum virorum, Ganund[10] Wolff[11], satrapæ Danorum sive Haroldi, Regis Nordmannorum, qui magno viæ labore, multoque sociorum periculo, quantitatem hujus maris perscrutantes, anticipiti demum jacturâ ventorum acpiratarum fracti victique redierunt.

b) Cap. XXXV (CCXLII).

Post Nordmanniam, quæ est ultima aquilonis provincia nihil habitationis humanæ, nisi terribilem visu et infinitum oceanum, qui totum mundum amplectitur, invenies. Is habet ex adverso Nordmanniæ insulas multas non ignobiles, quæ nunc fere omnes Nordmannorum ditioni subjacent, ideoque a nobis non sunt prætereundæ. Quarum primæ[12] sunt Orchades insulæ...

c) Cap. XXXVI (CCXLIII).

Insula Thyle, quæ per infinitum a cæteris secreta longe[13] sita est in Oceano, vix, ut inquiunt, nota habetur. De qua tam a Romanis[14] scriptoribus quam a Barbaris multa referuntur digna prædicari. Ultima, inquiunt, omnium Thyle, in qua æstivo solstitio, sole cancri signum transeunte, nox nulla, brumali solstitio proinde[15] nullus dies. Hoc quidam senis mensibus fieri arbitrantur. Item Beda scribit in Britannia æstate lucidas noctes haud[16] dubie repromittere[17], ut si[18] in solstitio continui dies habeant[19] senis, mensibus, noctesque e diverso ad brumam sole remoto. Quod fieri in insula Thyle Picteas[20] Massiliensis scribit, sex dierum navigatione in Septentrione[21] a Britannia distante[22]. Hæc ita que Thyle nunc Island appellatur, a glacie, quæ oceanum astringit. De qua etiam hoc memorabile ferunt, quod eadem glacies ita nigra et arida videatur, propter antiquitatem, ut incensa ardeat[23]. Est autem insula permaxima[24] ita ut populos intra se multos contineat, qui solo pecorum foetu vivunt, eorumque vellere teguntur. Nullæ ibi fruges, mimima lignorum copia, propterea in subterraneis habitant speluncis, tecto communi [et victu[25] et strato[26] gaudentes cum pecoribus suis. Itaque in simplicitate sanctam vitam peragentes, cum nihil amplius quærant quam natura concedit, læti dicere cum apostolo possunt: habentes victum et vestitum, his contenti simus. Nam et montes suos habent pro oppidis et fontes pro deliciis. Beata, inquam, gens, cujus paupertati nemo invidet, et in hoc beatissima, quod nunc omnes induerint christianitatem. Multa insignia in moribus eorum, præcipue charitas, ex qua procedit, ut inter eos omnia communia[27], tam advenis, quam indigenis[28]. Episcopum suum[29] habent pro Rege, ad cujus[30] nutum respicit omnis populus; quicquid ex Deo, ex scripturis, ex consvetudine aliarum gentium, ille constituit, hoc pro lege habent[31].[32] [De quibus noster Metropolitanus immensas Deo gratias retulit, quod suo tempore convertebantur, licet ante susceptam fidem naturali quadam lege non adeo discordarent a nostra religione. Itaque petentibus illis ordinavit quendam sanctissimum virum[33] Isleph. Qui ab eadem regione missus ad pontificem, aliquandiu apud eum retentus est cum ingenti prorsus honore, discens interea quibus noviter conversos ad Christum populos salubriter posset informare. Per quem transmisit Archiepiscopus suos apices populo Islanorum et Gronlandorum, venerabiliter eorum salutans ecclesias, pollicens ei propediem se venturum usque adillos, ut gaudio similiter pleno fruantur. In quibus verbis egregia, quam habuit in legatione sua, voluntas pontificis laudari debet, quoniam et apostolum discimus ad prædicandum verbum Dei velle in Hispaniam proficisci, quod implere non potuit[34]. Hæc[35] de Island et de[36] ultima Thyle veraciter comperi, fabulosa præteriens.

d) Cap. XXXVII (CCXLIV).

Sunt autem plures aliæ in Oceano insulæ, quarum non minima est Gronland, profundius in Oceano sita, contra montes Svediæ vel Riphea juga. Adquam insulam[37] a litore Nordmannorum ferunt vela pandi, quinque aut septem[38] diebus, quemadmodum ad Island. Homines ibi a salo cærulei, unde et regio illa nomen accepit, qui similem Islanis vitam agunt, excepto quod crudeliores sunt, raptuque piratico remigantibus[39] infesti. [Ad eos etiam sermo est nuper Christianitatem pervolasse[40].

e) Cap. XXXIX (CCXLVI).

Præterea[41]unam adhuc insulam[42] (recitavit, amultis[43] repertam in illo[44] oceano, quæ dicitur Winland[45], eo quod ibi vites sponte nascuntur vinum optimum ferentes[46]. Nam et fruges ibi non seminatas abundare[47] non fabulosa opinione sed certa [Danorum comperimus relatione[48]. Post quam[49] insulam terra ulla invenitur habitabilis in illo oceano, sed omnia quæ ultra sunt glacie intolerabili ac caligine immensa plena sunt. [Cujus rei Marcianus ita meminit: Ultra Thyle, inquiens, navigare[50] unius diei mare concretum est. Tentavit hoc nuper[51] experientissimus Nordmannorum princeps Haroldus[52], qui latitudinem septentrionalis[53] oceani perscrutatus navibus tandem caligantibus ante ora deficientis mundi finibus, immane[54] abyssi baratrum retroactis vestigiis[55] vix salvus evasit[56].

f) Cap. XL-XLI (CCXLVII-XLVIII).

Item retulit nobis beatæ memoriæ Pontifex Adalbertus, in diebus antecessoris sui quosdam nobiles de Fresia viros, causa pervagandi maris, in boream vela tetendisse, eo quod ab incolis ejus populi dicitur ab ostio Wirrahæ[57] fluminis, directo cursu in aquilonem nullam terram occurrere, præter (illud mare quod Libersee dicitur[58]. Cujus reinovitate per vestiganda, conjurati sodales a litore Fresonum læto celeumate[59] sunt progressi. Deinde relinquentes Daniam, inde[60] Britanniam, pervenerunt ad Orchadas. Quibus a læva dimissis, cum Nordmanniam indextris haberent, longo tractu[61] glacialem Island collegerunt. A quo loco mare sulcantes in ultimum septentrionis axem, postquam retro, se omnes, de quibus supra dictum est, insulas viderunt, omnipotenti Deo et [sancto confessori Willehado[62] suam commendantes audaciam et viam, subito collapsi sunt in illam tenebrosam rigentis oceani caliginem, quæ vix oculis penetrari valeret. – Et ecce instabilis oceani euripus, ad initia quædam fontis suiarcana recurrens, infelices nautas jam[63] desperatos, immo de morte sola cogitantes, vehementissimo impetu traxit ad chaos. [Hanc dicunt esse voraginem abyssi[64] illud profundum, in quo[65] fama est omnis maris recursus, qui decrescere videntur, absorberi et denuo removi[66], quod fluctuatio [dici solet[67]. Tunc illis solam Dei misericordiam implorantibus, ut animas eorum susciperet, impetus ille recurrentis[68] pelagi quasdam sociorum naves abripuit, cæteras autem removens ſex cursu longo[69]ab alteris post terga retulit. Ita illi ab instanti periculo, quod oculis viderant, opportuno Dei auxilio liberati toto nisu remorum fluctus adjuvarunt.

At[70] jam periculum caliginis evadentes et provinciam frigoris, ad quandam insulam altissimis in circuitu scopulis ritu oppidi munitam, insperate appulerunt. Quam[71] visendorum gratia locorum aggressi[72] repererunt homines in antris subterraneis meridiano tempore latitantes, præ[73] quorum foribus infinita jacebat copia vasorum aureorum et ejus modi metallorum, quæ rara mortalibus et preciosa putantur. Itaque sumpta parte gazarum, quam sublevare poterant, læti remiges festine remeant admare, cum subito retro se venientes contemplati sunt homines miræ altitudinis, quos nostri Cyclopes appellant, quos antecedebant canes magnitudinem solitam excedentes[74]. Quorum incursu unus de sociis eorum[75] captus est et in momento coram eis laniatus, reliqui vero suscepti ad naves evaserunt[76], gigantibus, ut ferebant, pone[77] in altum vociferando sequentibus. Tali fortuna comitati Fresones [Bremam perveniunt[78], [ubi Alebrando Pontificiex ordine cuncta narrantes, pio Christo et confessori ejus Willehado reversionis et salutis suæ hostias immolarunt[79].

A. Af Beskrivelsen over Nordens Lande og Õer.

a) 10de (217-218) Cap.

Det store Vesterhav synes at være det samme som det, der i Romernes Skrifter nævnes det Britanniske, hvis umaalelige, forfærdelige og farlige Vidde mod Vesten omfatter Britannien, nu kaldet England; mod Sönden berörer det Friserne, tilligemed den Deel af Saxland, som hörer til vort Hamborgske Stift; mod Östen har det de Danske, Mundingen af det baltiske Hav[80] og Nordmannerne, som boe længere borte end i Danmark. Mod Norden flyder det forbi Örkenöerne, og omgiver derfra Jordens Kreds i uendelig Udstrækning, havende til venstre Hibernien, Skotternes Fædreland, som nu kaldes Irland, men mod höire Nordmanniens Skjærgaard[81]. Endnu længer borte ligge Öerne Island og Grönland, og der ender det Hav, som kaldes det mörke[82]. Hvad han (Einhard[83]) siger om denne Havbugt[84], at dens Længde var ubekjendt, er nylig blevet stadfæstet ved de meget tapre Mænds, Ganund Wolfs, de Danskes Jarls[85], og Nordmannernes Konge Haralds Bestræbelser, i det de med megen Besværlighed paa Reisen og stor Fare for deres Staldbrödre have undersögt dette Havs Störrelse, men ere dog blevne nödsagede til at vende tilbage, formedelst Stormenes Voldsomhed og Sörövernes Anfald[86].

b) 35te (242) Cap.

Paa hin Side af Nordmannien, Nordens yderste Land, finder man intet Spor til menneskelig Beboelse, men kun det af Udseende frygtelige og uendelige Storhav, som omgiver den hele Verden. I det ligge, lige overfor Nordmannien, mange ikke uberömte Öer, som nu næsten alle ere Nordmannernes Rige undergivne, hvilke vi ikke maa forbigaae, da de alle höre til Hamborg Stift. De förste ere de Orcadiske Öer[87]...

c) 36te (243) Cap.

Öen Thyle, som ligger for sig selv i Oceanet, uendelig langt fra de andre, er, som man siger, neppe bekjendt. Saavel de romerske Forfattere, som Barbarerne fortælle meget om den, som er værdt at bemærke. De sige at Thyle er den aller yderste Ö, hvor der i Sommersolhverv, naar Solen gaaer gjennem Krebsens Tegn, er ingen Nat, men om Vinteren derimod, ved Vintersolhverv, ingen Dag. Dette varer efter deres Mening sex Maaneder. Ogsaa Beda skriver, at de lyse Sommernætter i Britannien uden Tvivl medföre Beviis derfor, at ligesom man da ved Sommersolhvervstid har bestandig Dag i 6 Maaneder, maae Nætterne ved Vintersolhverv blive ligesaa lange[88]. Picteas[89] af Massilien skriver, at dette skeer paa Öen Thyle, som ligger 6 Dages Reise norden for Britannien[90], og det er dette Thyle, som nu kaldes Island[91], af den Is, som der omspænder Oceanet. Den Mærkværdighed fortælle de derom, at denne Is synes at være saa sort og tör, at den, formedelst dens Ælde, brænder, naar man sætter Ild paa den[92]. Denne Ö er overmaade stor, saa at den indbefatter mange Folk[93], der nære sig af Fædrift og bedække sig med Faareskind[94]. Der voxer ingen Frugt[95] og der haves kun saare lidet af Tömmer[96], hvorfor Indbyggerne maae boe i underjordiske Huler[97], samt have fælles Tag, Næring og Leie med deres Kvæg[98]. De före saaledes et helligt Liv i Enfoldighed, da de ikke stræbe efter mere end det, som Naturen giver; de kunne sige glade med Apostelen: "Naar vi have Klæder og Föde, saa lader os være tilfredse dermed!" thi deres Bjerge tjene dem isteden for Byer og Kilderne for Forlystelser. Jeg anseer det Folk for lykkeligt, hvis Fattigdom ingen misunder, og dog for lyksaligst der ved, at det nu overalt har antaget Christendommen. Blandt deres mange fortrinlige Sæder udmærker sig deres kjærlige Sind, hvoraf det kommer at alt hos dem er tilfælles saavel for de Fremmede som de Indfödte[99]. De ansee Landets Biskop som deres Konge, og hele Folket retter sig efter hans Vink. Alt hvad han anordner efter Guds Indskydelse, Skriften eller andre Folks Vedtægter, holde de for Lov[100]. Vor Erkebiskop takkede Gud i höjeste Maade derfor, at de bleve omvendte i hans Tid[101], endskjöndt de, förend de antoge Troen, i det de fulgte en vis naturlig Lov, ikke afvege betydelig fra vor Religion[102]. Ogsaa beskikkede han, efter deres Begjering, den udmærket fromme Mand Isleif til Biskop for dem. Han blev fra dette Land sendt til Erkebiskoppen, som holdt ham hos sig i nogen Tid med store Æresbeviisninger, og lærte ham imidlertid de Midler, ved hvilke han med Held kunde undervise de Folk, som nylig vare omvendte til Christus. Med ham sendte Erkebiskoppen sine Breve til det Islandske og Grönlandske Folk med hæderlige Hilsener til deres Kirker, og lovede at han snart vilde besöge dem, for at de ret hjertelig kunde glæde sig med hinanden[103]. I disse Ord maa man rose den ypperlige Iver, som Erkebiskoppen havde for sin Sendelse, ligesom vi og see, at Apostelen agtede at rejse til Spanien for at forkynde Guds Ord, hvilket Forsæt han dog ikke kunde udföre. Dette har jeg sandfærdigen erfaret om Island og det yderste Thyle, men forbigaaer det fabelagtige.

d) 37te (244) Cap.

Der ere ellers mange andre Öer i det store Hav, af hvilke Grönland ikke er den mindste; den ligger dybere ud i Havet, ligefor de Svenske eller Ripheiske Bjerge[104]. Til denne Ö siges der at man kan seile fra Nordmannernes Strandbred i 5 til 7 Dage, ligesom til Island[105]. Menneskene blive der, af det salte Hav, blaagrönne, hvoraf dette Land og har faaet sit Navn[106]. De leve paa samme Maade som Islænderne, undtagen at de ere grusommere og forurolige de Söfarende med röveriske Anfald[107]. Efter hvad man siger skal ogsaa Christendommen nylig være udbredt til dem[108].

e) 39te (246) Cap.

Desuden ommeldte han et Land, der af mange var opdaget i dette Hav og som kaldes Vinland, fordi Vinranker, som bære en meget god Viin, voxe der af sig selv[109]; og at der desuden voxer Korn i Overflödighed, uden at saaes[110], derom have vi faaet Kundskab, ikke ved fabelagtig Formodning, men ved paalidelig Underretning af Danske[111]. Hinsides denne Ö findes i dette Hav intet beboeligt Land[112], men alt hvad der er længere borte er fuldt af utaalelig Iis og umaadeligt Mörke, hvilket Marcianus ommelder, i det han siger: "Naar man seiler een Dag hinsides Thyle, er Havet tilfrossent. Dette forsögte nylig Nordmændenes meget erfarne Fyrste Harald, som med sine Skibe undersögte Nordhavets Bredde, men neppe undkom i Behold fra Afgrundens uhyre Svælg, ved at vende tilbage, da den forsvindende Verdensyderste Grændser formörkedes for hans Öine[113].

f) 40-41de (247-48) Cap.

Ligeledes fortalte Erkebiskop Adalbert, af salig Ihukommelse, os, at i hans Formands Tid nogle ypperlige Mænd af Frisland foretoge et Sötog for at befare Havet mod Norden, fordi nogle af det Folk foregave, at man ikke kunde finde noget Land i lige Retning nordpaa fra Weserflodens Udlöb, og overhoved intet uden det Hav som kaldes Leversöen[114]. For at udforske denne Synderlighed, gik de forbundne Staldbrödre til Söes fra Frisernes Kyst med glade Raab[115]. I det de derefter tilbagelagde Danmark paa een Side, Britannien paa den anden, kom de til Örkenöerne; disse lode de blive bag ved sig til venstre Haand, men havde Norge paa den höire, indtil de, efter lang Fart, kom til det isdækkede Island. Derfra plöjede de Havet mod Nordens yderste Pol, efter at de havde seet alle de Öer, om hvilke vi have talt, bag ved sig, anbefalende Gud og den hellige Bekjender Willehad[116] deres Dristighed og Veie, omgaves de pludselig af det stivnende Havs mörke Taage, som neppe kan gjennemtrænges med Öinene. Snart trak Storhavets ustadige Svælg, i det det löb tilbage til dets Kilders skjulte Ophav, de ulykkelige, da fortvivlende og kun paa Döden tænkende Söfarende med det heftigste Anfald til Chaos; dette siger man er hint dybe Afgrundens Svælg, hvoraf Rygtet foregiver at alle Havets Strömme, som synes at aftage, opsluges, men tilbagetrænges atter, hvilket man plejer at kalde (Havets) Flod. I det de paakaldte alene Guds Miskundhed om at modtage deres Sjæle, bortrev det tilbagelöbende Havs Voldsomhed nogle af Staldbrödre nes Skibe, men drev de övrige tilbage fra deres lange Löb og kastede dem bag ved de andre. Da de saaledes vare frelste fra den overhængende Fare, som de havde seet for Öinene, ved Guds betimelige Hjælp, understöttede de Bölgerne ved at roe af alle Kræfter[117].

Da de nu vare slupne fra den mörke Taages Farer og Kuldens Rige, kom de uventet til en Ö, der, ligesom en Stad, var befæstet rundt omkring med meget höie Klipper[118]. For at see disse Egne, gik de i Land og fandt der ved Middagstid Mennesker, som skjulte sig i underjordiske Huler. Foran deres Döre laa en uendelig Mængde af Guldkar, og saadanne Malme, som de Dödelige ansee for sjeldne og kostbare. Da de havde taget saa meget af disse Skatte, som de kunde bære, ilte de glade Söfolk tilbage til Havet; men da saae de pludselig at de forfulgtes af Mennesker af en vidunderlig Höide, hvilke vore Folk kalde Cycloper, og at Hunde, som i Störrelse overgik de sædvanlige, löb foran dem[119]. Ved disses Anfald indhentedes een af de Sö farendes Staldbrödre, som i Öjeblikket blev revet ihjel i de andres Paasyn, men de övrige undkom til deres Skibe; dog forfulgte, som de sagde, Jætterne dem med Skraal lige ud i Söen. Ledsagede af sligt Held kom Friserne til Bremen, hvor de fortalte Erkebiskop Alebrand det Hele udförlig, samt offrede til den fromme Christus og hans Bekjender Willehad for deres Frelse og Tilbagekomst[120].

B. Ex historia ecclesiæ Hammaburgensis.

a) Lib. III. Cap. XII (CXXVIII).

Quæ autem foris pro legatione gentium acta sint, consequens sermo breviter declarabit. Metropolitanus (Adalbertus) ergo statim ut ingressus est episcopatum, ad Reges aquilonis pro amicitia legatos misit. Epistolas quoque commonitorias per omnem sparsit Daniam, sive Nordmanniam et Svediam et usque in fines terræ, exhortans Episcopos et Presbyteros, in illis partibus degentes, ut ecclesias Domini nostri Jesu Christi fideliter custodirent, atque ad conversionem paganorum intrepidi accederent.

b) Lib. III Cap. XXVI (CXLII).

Dominus Adalbertus Metropolitanus... cum terrenis gravatus negotis ad spiritualia mox lang vescere cogeretur, in sola gentium legatione permansit integer officii et sine querela, et talis, qualem et tempora et mores hominum mallent habere: ita affabilis, ita largus, ita hospitalis, ita jucundus, ita cupidus divinæ pariter ac humanæ gloriæ, ut parvula Brema, ex illius virtute instar Romæ divulgata, ab omnibus terrarum partibus devote peteretur, maxime ab aquilonaribus populis. Inter quos[121] Islani, Gronlani et Orchadum legativenerunt, petentes, ut eis prædicatores dirigeret, quod et fecit. In diebus illis Wall[122] Danorum Episcopus, migravit eseculo. Cujus dioecesim Rex Svein in quatuor distribuens episcopatus, præsentante suam auctoritatem Metropolitano, singulos suis inthronizavit episcopos. [Quo etiam tempore Pontifex moster in Swigiam et Norvegiam[123] et insulas maris ad messem dominicam operarios misit. De quorum ordinatione singulorum abundantius in fine dicetur.

c) Lib. IV Cap. XLII (CCII).

Archiepiscopus itaque in legatione sua talis erat, qualem et tempora et mores mallent habere, ita aflabilis, ita munificus, ita hospitalis[124] ut parvula Brema ex illius magnitudine instar Romæ divulgata, ab omnibus terrarum partibus peteretur[125], maxime a Septentrionalibus populis. Inter quos extremi vemerant Islani, Gronlani, Gothorumque et Orchadum legati, petentes, ut illuc prædicatores dirigeret, quod et statim fecit. Nam et in Daniam, Svediam et Nordwegiam et in insulas maris ordinavit multos Episcopos; de quibus et ipse gaudens dicere solebat: Messis quidem multa, operarii autem pauci; rogate ergo dominum messis ut mittat operarios in messem suam. Quorum speciosa multitudine tandem exhilaratur Pontifex, primus omnium statuit in Dania synodum celebrare, cum suffraganeis suis, quoniam et temporis opportunitatem habuit et regnum illud sufficientibus abundaret episcopis, et quoniam multa corrigi necesse fuerat in novella plantatione, sicut hoc quod episcopi benedictionem vendunt et quod populi decimas dare nolunt, et quod in gula et mulieribus enormiter omnes excedunt. Ad quæ omnia Romani Pontificis[126] fultus auctoritate Regisque Danorum promptissimum sperans auxilium, magnificum prorsus, ut semper solebat, concilium fieri voluit omnium aquilonarium episcoporum. Soli diutius expectabantur transmarini. Ea re hactenus synodus remorata est.

B. Af den hamborgske Kirkes Historie.

a) 3die Bogs 12te (128) Cap.

Hvad der udenlands er blevet gjort for de hedenske Folks Omvendelse, vil den fölgende Beretning kortelig forklare. Saasnart nemlig som Erkebiskoppen (Adalbert) havde tiltraadt sit Embede[127], sendte han Gesandter til Nordens Konger, for at erhverve deres Venskab. Han sendte ogsaa Paamindelsesbreve til alle Steder i Danmark, Norge og Sverrig, ja lige til Jordens Grændser[128], hvorved han opfordrede de Biskopper og Præster, som opholdt sig i de Lande, til at vogte vor Herres Jesu Christi Kirke med Troskab, og til at skride, uden Frygt, til Hedningernes Omvendelse.

b) 3die Bogs 26de (142) Cap..

Herr Erkebiskop Adalbert... selv naar han, overvældet af verdslige Forretninger, ellers nödtes til at udſöre de geistlige med mindre Eftertryk, vedblev dog at fremme Hedningernes Omvendelse med ufortröden Embedsiver, og uden Klage, paa den Maade, som bedst passede til Tiderne og Folkenes Sæder. Han viste sig saa omgjængelig, saa gavmild, saa gjæstfri, saa behagelig, saa begjerlig efter Guds Ære og at vinde Menneskenes Berömmelse, at det lille Bremen, ved hans Dyder, blev ligesaa berömt som Rom, og besögtes med Andagt fra alle Verdens Dele, især af de nordiske Folk. Blandt disse befandt sig Gesandter fra Island, Grönland og Örkenöerne med den Bön, at han vilde sende Prædikere til dem, hvilket han ogsaa gjorde[129]. I de Dage forlod Wall[130], de Danskes Biskop, det Timelige. Hans Stift inddeelte Kong Svend i 4 Bispedömmer, hvor til Erkebiskoppen bemyndigede ham, og beskikkede en Biskop for ethvert af dem. Ved den selvsamme Tid sendte vor Erkebiskop Arbeidere for Herrens Höst til Sverrig, Norge og Havets Öer[131]. Hvorledes enhver af dem blev ordineret, vil berettes udförligen her nedenfor[132].

c) 4de Bogs 42de (102) Cap..

Erkebiskoppen viste sig saaledes ved hans Missions Bestyrelse, som Tiderne og Sæderne krævede det. Han var saa omgjængelig, saa gavmild, saa gjæstfri, at det lille Bremen, ved hans Storhed, blev ligesaa berömt som Rom, og besögtes fra alle Jordens Kanter, især af de nordiske Folk. Saaledes kom de fjerneste Islændere og Grönlændere, samt Gothers og Örkenöboeres Gesandter, for at begjere, at han vilde sende Prædikere til dem, hvilket han og strax gjorde; thi for Danmark, Sverrig og Norge, samt for Havets Öer beskikkede han mange Biskopper, om hvilke han selv plejede i sin Glæde at sige: Hösten er stor, men Arbeiderne kun faa; beder derfor Höstens Herre at han sender Arbeidere til sin Höst. Ved disses anseelige Mængde blev Erkebiskoppen saa opmuntret, at han foresatte sig at blive den förste, som holdt en höitidelig Synodalforsamling i Danmark, med de ham underordnede Biskopper, i det han fandt Tiden beleilig for sig dertil, og Riget var overflödig forsynet med dygtige Biskopper, ligesom og meget trængte til Rettelse i den nye Plantning, saasom det, at Biskopperne solgte deres Velsignelse, men Folkene vilde ikke yde Tiende, ligesom disse og, i Fylderi og Lösagtighed, langt overgik alle andre. I Hensyn til alt dette haabede han, understöttet af den Romerske Paves Bemyndigelse, den beredvilligste Hjelp af de Danskes Konge og agtede derfor at holde et (som han stedse plejede) prægtigt Kirkemöde af de nordiske Biskopper; blot de oversöiske[133] ventedes i lang Tid, og af denne Aarsag er Kirkemödet hidindtil blevet udsat.

Fodnoter

  1. Frisos, Hamb.
  2. Saxonum, samme.
  3. decst, urigt., S.
  4. ln hoc oceano insula est modica Heiligland, de qua supra dictum est; i dette Hav er en maadelig (stor) Ö, kaldet Heiligland, som ovenfor er sagt, IIamb.
  5. Denos, Hamb.
  6. hostium, Sevel.
  7. Hyberniam, Scv.
  8. fra [ dieitur idem sinus, samme Bugt kaldes, Hamb.
  9. udel. Hamb; hoc quondam, dette (viiste sig) for nogen Tid siden, Hamb.
  10. Ganur, Hamb.
  11. Wolf, Sevel.
  12. proxumæ, de nærmeste, Hafn.
  13. in medio, midt i (Storhavet), Hamb.
  14. Normannis, normanniske eller norske, Hafn.
  15. perinde, Hamb.
  16. hanc, Hamb.
  17. declarans, IIafn.
  18. udel. Hafn., Hamb.
  19. habeantur, (rigtigere) Hamb.
  20. Pytheas, (rigtigere) Hamb., Hafn.
  21. septentrionem, (rigtigere) Hamb.
  22. Schol.) Egredientibus a promontorio Danorum Alaburg narrant iter esse XXX dierum usque in Island, minus autem si ventum habeant secundurn.
  23. Schol.) «Naar man drager fra de Danskes Forbjerg Alaburg (fordum Ålaborg, nu Aalborg) varer Reisen til Island 30 Dage; dog kortere, naar Vinden er god.” Dette kan og gjelde om vore Dages Islandsfareres Seilads.
  24. permixta, Hamb.
  25. udel. Hamb.
  26. stato, urigt., Hamb.
  27. sint, till. Har.
  28. her indrykke Hamb. og Hafn. Scholien 104 (jfr. S. 400 L. 22) i Texten.
  29. udel. Hamb.
  30. illius, Hamb.
  31. Schol.) Apud illos non est Rex, nisi tantum lex, et peccare nefas, aut pretium mori. Den sidstmeldte Phrase tilhörer Horats.
  32. Her till. Hamb. Schol.
  33. ad eorum partes nomine, till Hafn
  34. fra [ udel. Hamb.
  35. pauca, till. Hamb.
  36. udel. Hamb.
  37. ſortem (forte?), Hamb
  38. sex, Hamb.
  39. avigantibus, Hafn.
  40. aiunt, till. Hamb.
  41. aiunt, till. Hamb.
  42. regionem, Egn, Land, Windeb.; dog senere forandret til insulam.
  43. fra [ udel. Hamb.
  44. eo, Wind.
  45. id est terra vini, det er: Vinens Land, till. Hafn.
  46. gerentes, Hafn.
  47. habundare, Wind.
  48. fra [ compcrimus relatione Danorum, Wind.
  49. fra [ compcrimus relatione Danorum, Wind.
  50. navigatione, Hafn., Hamb.
  51. udel. Hamb.
  52. Haraldus, Hamb.
  53. septentrionalem, Hamb.
  54. inane, Hamb.
  55. pene, till. Hafn.
  56. fra [ udel. Vindeb.
  57. Viseræ, Hafn.
  58. fra [ infinitum oceanum, det uendelige Storhav, Hamb.
  59. celamnate, urigtig - Hamb.
  60. in, urigt., Hamb.
  61. trajectu, Hamb.
  62. fra [ sanctis ipsius, og hans Hellige, Hamb.
  63. non, ikke, urigt., Hamb.
  64. voraginem
  65. fra [ udel. Hamb. s) quod, Hafn.; ut, till. Hamb.
  66. revomi, Hafn.
  67. fra [ crescens, Hamb.
  68. recurrens, Hamb.
  69. fra [excursio longe, Hamb.
  70. et, Hamb.
  71. huc, Hamb.
  72. egressi, Hamb.
  73. pro, Hamb. 4)
  74. eorum quadrupedum, disse fireföddede Dyrs, till. Hamb.
  75. udel. Hamb.
  76. periculum, till. Hamb.
  77. pene, Hamb.
  78. fra [ repatriaverunt, kom tilbage til Fædrelandet, Hamb.
  79. fra [ ex auxilio divino, med Guds Hjelp, Hamb.
  80. Egentligst "ved Beltehavet", ellers kaldet Östersöen.
  81. Kunde og oversættes: Norges Fjelde.
  82. Eller: det dunkle, taagefulde.
  83. Einhard eller Eginhard, Carl den Stores berömte Svigersön og Secretair.
  84. Dette Sted er noget dunkelt, enten ved Forfatterens Skjödeslöshed eller nyere Afskriveres Feil. Talen synes nemlig her at være om Östersöen, men er det dog snarere om Nordhavet.
  85. Ganund Wolf er uden Tvivl fordrejet af Gallizu-úlfr, thi saaledes kaldtes undertiden Ulf Jarl i Danmark, af et eller flere berömte Vikingstog, som han havde gjort til Gallicien, altsaa over en meget stor Deel af det heromhandlede ellers saakaldte Atlantiske Hav eller den spanske Sö; see Knytlinga Sagas 75de Cap. (Fornm. S.IX, 302). Saxo kalder ham (1. c. p. 596) Ulf Gallitianus, uden at omtale Oprindelsen til dette Tilnavn.
  86. Jevnför herefter Uddraget af 39te (246) Capitel, hvor Nordhavet öiensynlig menes. Om dette Sötog af Harald Haardraade have vi ellers ingen Efterretninger i Sagaerne. Vi vide at denne Konge sendte Skibe til Island; han kan da have sendt andre til Grönland, og en saadan Expedition være blevet gjort til Haralds eget Tog.
  87. Nu kaldede Orkney's (fordum Orkneyjar) paa nyere Dansk Örkenöerne. Vi udelade her Forfatterens Beskrivelse derover og bemærke kun den Synderlighed, at Adam anförer den Beretning af andre, at man paa en Dag (et Dögn) kunde seile fra Trondhjem (Trondemnis) til Örkenöerne, og derfra igjen i lige Frastand til Skotland eller England.
  88. Den berömte brittiske Forfatter Munken Beda, kaldet Venerabilis (den Ærværdige), levede fra 673 til 735. De her tilsigtede Steder findes i hans Skrift "de rerum natura" S. 9 og "de temporum ratione" S. 129. Jfr. Anm. 10.
  89. Rettere Pytheas, som foretog en Opdagelsesreise i Norden fra Marseille henved 320–330 för Chr. See især om ham Werlauffs Bidrag til den nordiske Ravhandels Historie (i det Kgl. danske Vid. Selskabs hist. og philosoph. Afhandl. V, 240—259) samt Thue's Undersögelse om Pytheas fra Marseille, i Tidsskriftet Nor, 1ste Hefte, Christiania 1841.
  90. Schol.) "Naar man drager fra de Danskes Forbjerg Alaburg (fordum Ålaborg, nu Aalborg) varer Reisen til Island 30 Dage; dog kortere, naar Vinden er god." Dette kan og gjelde om vore Dages Islandsfareres Seilads.
  91. Vi ville ikke her opregne de næsten utallige Forfattere, som have fremsat forskjellige Gisninger om Thyles eller Thules Beliggenhed efter Grækeres, Romeres o. Fl. Beretninger, da vor Adams Mening her er klar og bestemt. Den hyldedes ligeledes af Islands Sagaskrivere, som og citere Beda; see f. Ex. Landnamas Indledning samt Fornmanna Sögur I, 233; XI, 409-410.
  92. Denne Fabel er mulig opkommen af misforstaaede Beretninger om vulkaniske Ildsudbrud i det med Is belagte Hav, hvor Isen selv syntes at staae i lys Lue. Jfr. ovenfor I, 143-44; II, 657, 660-61, 663. Af lignende Oprindelse er vel den Beretning, som Cod. Hamb. tilföier (vor Var. 15) og hvilken Suhm har optaget i sin Oversættelse: "Ved Island er Oceanet fuldt af Is, kaagende og dunkelt" (af Rög eller Taage). Suhm oversætter fervens (S.402, Var. 7) ved "skinnende" og tilföier denne da ikke usandsynlige Bemærkning: "Maaskee dette er tildeels gjort af Nordlyset"; Miesegaes gjengiver derimod det samme Ord ved "unruhig". Textens Beretning blev ellers meget længe anseet for troværdig, ja selv i det 16de og 17de Aarhundrede optaget i fremmede Beskrivelser over Island.
  93. Egentligst efter Ordet: Folkeslag. Det bliver da uvist om Forfatteren herved har meent Beboere af forskjellige Provindser (Landsfjerdinger eller Thinglaug) eller hans Beretning er opstaaet af det Sagn, at Islands Indbyggere ned stammede fra mange forskjellige Folk (som Nordmænd, Svenske, Danske, Skotter, Irlændere o. s. v.).
  94. Eller Uld, da vellus baade kan betyde Faarets Skind og Uld. Grönlands historiske Mindesmærker, 3 Bind. (27)
  95. Om Træfrugter eller Korn, eller begge Dele samlede menes her, er vel uvist. Nogen Kornavl havde Landet i Forfatterens Tid, men betydelig var den neppe og mislykkedes formodentlig tit.
  96. Skoven bestod da vel, ligesom nu, kun af Birketræer, der dog da vistnok faldt större og i större Mængde end nuomstunder.
  97. Saaledes kalder Forfatteren vel den islandske Almues Jordhuse. Det har aldrig været almindelig Skik i Island at boe i Huler.
  98. Ogsaa dette er en synderlig Overdrivelse, da Udhusene (eller Staldene) i Almindelighed i Island ere ganske skilte fra Vaaningshusene.
  99. Stor Gjæstfrihed har vel fra Arildstid hersket i Island, men disse Udtryk ere dog sikkerlig for stærke.
  100. Islands Biskop Isleif ansaaes vistnok paa den Tid Adam antages at have skrevet (omtrent 1073-75) som den fornemste Mand i Landet, men han havde dog ingenlunde en saa stor Magt eller Indflydelse, som den her beskrevne. Af Hungurvaka vide vi, at Biskop Isleif mödte megen Modstand, med Hensyn til hans Anordningers Efterlevelse m. m. Han döde Aar 1080. Det ovenfor af Adam anförte kunde derimod næsten bogstavelig passe paa hans Sön og Efterfölger (fra 1081) Biskop Gissur; thi om ham bruger Húngurvaka disse Udtryk: "var rètt at segja, at hann var bæði konúngr og biskup yfir landinu, medan hann liſði", d. e. Man kunde i Sandhed sige at han var baade Konge og Biskop over Landet, medens han levede (Cap. 5, S. 44; jfr. Kristni Saga Kap. 12, S. 110); han udvirkede med Lethed Tienders lovmæssige Indförelse i Island; i de fleste andre nordiske Lande kostede den, som bekjendt, lang Tid og Möie, samt tildeels Blodsudgydelse og indbyrdes Feider. Han döde 1118.
  101. Suhm bemærker herved, at Christendommen allerede blev indfört i Island i Aaret 1000. Dette er vel rigtigt hvad dens förste lovmæssige Indförelse angaaer i Almindelig hed, men meget Hedenskab blev dog tilladt. Aar 1016 indförtes vel en norsk Kirkeret, hvorved de hedenske Misbrug skulde afskaffes, men mange af dem vedvarede dog, da alt Overopsyn fra Kirkens Side manglede, lige til den förste Biskops Embedstid, og han kunde ikke engang ved sin Myndighed afskaffe dem overalt. (See Húngurvaka 5 Cap. S. 16-19). Dog var dette ingenlunde at undres over, da lignende Levninger af Hedenskabet paa den selvsamme Tid ikke vare udryddede i Norge, Danmark, ja endog ikke i selve Bispedömmet Bremen.
  102. Med Hensyn til den af Nordens bedre Hedninger vedtagne og tildeels i Guddommens Navn forkyndte Sædelære, er dette vel for en stor Deel beviist i Finn Magnusens Eddalære 4de Deel, S. 1-203, tildeels med Hensyn til det foranförte Sted af Adam fra Bremen.
  103. Efter de islandske Sagaer var den herommeldte Isleif en Sön af Hövdingen Gissur den Hvide, en af Christendommens förste og virksomste Forkyndere i Island, ogsaa dets förste Biskop. Han blev i Aaret 1054 valgt dertil af Landets samtlige Beboere, og Valget blev 1056 bekræftet af Paven, som befalede Erkebiskop Adalbert at vie ham paa Pindsedag og dernæst at udruste ham med alt for en Biskop fornödent, hvilket Erkebiskoppen ogsaa efterkom; (Kristni-Saga, Cap. 12, S. 106, Húngurvaka, Cap. 2, S. 14-17). Om Biskop Isleifs Mission til Grönlænderne melde de derimod intet; men vi have og kun saare faa Efterretninger om denne mærkelige Prælats Embedsförelse. Om Erkebiskop Adalberts længe nærede Forsæt at bereise de nordiske Riger, samt endog at drage til Örkenöerne og Island, for at fremme Christendommens Rodfæstelse og Udbredelse, handler vor Adam temmelig udförlig i Kirkehistoriens 4de Bog 41de Cap., hvor det berettes at Reisen blev opgivet paa Grund af Kong Svend Ulfsöns Bemærkning, at det var bedre at omvende de barbariske (hedenske eller halvhedenske) Folk ved Mænd som talte deres eget Sprog, samt nöje kjendte deres Sæder og Skikke (o. s. v.). Messenius beretter at Islændernes Udsendinge til Bremen önskede en Biskop, som kunde deres Tungemaal (Scond. illustr. 1, 86).
  104. Dette kan kun gjelde om Grönlands lange östligere Kyststrækning.
  105. Dette er öiensynlig urigtigt; mulig er da Meningen den, at man kan, paa en lige lang Tid, seile fra Island til Grönland, som fra Norge til Island.
  106. Dette hörer uden Tvivl til Fremmedes Gisninger. Den rette Aarsag er af forskjellige Nordboere fortalt her ovenfor I, 178, 204, 362. De fra Norge og Island nedstammende Grönlændere havde sikkerlig den samme Hudfarve som deres Stamfædre; derimod ere de nuværende Grönlændere, af ublandet eskimoisk Herkomst, meget mörkere, af en næsten brunagtig Hudfarve. Crantz beskriver Ansigtets Farve som brun, men Kroppens ellers som mörkegraa; dog udleder han dette fra deres Levnetsmaade. Skulde vor Adam da have faaet nogen Efterretning af Söfarende) om Eskimoer paa Grönlands Östkyst? jfr. Anm. 24.
  107. Om Sörövere i Grönland i det 11te Aarhundrede, see ovenfor II, 130-137, 215.
  108. Jfr. ovenfor III, 74-75, 77. Grönland blev allerede, af Navnet, omvendt til Christendommen ved det 11te Aarhundredes Begyndelse; see ovenf. H, 208, 230, 232, 386, 398; II, 222-236.
  109. Dette berettes og af Sagaerne; see ovf. I, 222, 386, samt Rafns Antiquitates Americanæ, S. 35–37, 118, med de dertil föiede nyere Oplysninger.
  110. Ligeledes ganske overeensstemmende med de oldnordiske Beretninger paa de nysanförte Steder, med tilhörende Anmærkninger.
  111. Rimeligvis deriblandt af de Danskes Konge Svend Ulfsön, hvem Adam ellers ofte paaberaaber sig som den paalideligste Hjemmelsmand.
  112. Man seer lettelig at vor Forfatter her giver Viinland en altfor lang Udstrækning mod Norden; dog er det vel muligt at man fordum (især i Danmark) har givet samtlige da bekjendte beboelige Lande i Amerika Fællesnavnet Viinland, ligesom man i sildigere Tider har kaldet og tildeels endnu kalder Nederlandene Holland, hele Storbritannien England o. s. v. Man veed ellers nu, at Amerikas vilde Vinranker forhen have været vidt udbredte og voxe endnu temmelig höit imod Nord.
  113. Her menes vistnok Harald den Haardraade (samtidig med Forfatteren) eller nogen af hans Udsendinge. Jfr. ovenfor III, 388-99. Suhm mener (1. c. S. 541) at denne Malström er den bekjendte, som ligger ved Moskö i Norges Nordlande. Efter Adams locale Beskrivelse, jevnfört med flere foregaaende og nedenfor fölgende Steder, kan dette dog neppe være rigtigt. Snarere maa man her tænke paa Grönlands Hav- eller Is-Svælg og de fordum saakaldte Hafgerðingar; see ovenfor III, 314.
  114. Vi betænke os ikke paa denne Oversættelsesmaade, med Hensyn til de ældgamle, længe i Omlöb værende, Beretninger om Farvandene ved Thule, der lignede en Havlunge. Det er vistnok, at naar Söen i nordlige Egne, f. Ex. ved Island, begynder at fryse til, synes den först ligesom at störkne, og ligner derfor en leveragtig Blanding, hvori man dog med Möie kan roe sig frem; deraf mene vi da og at hin Nordhavets Benævnelse i Middelalderen er nærmest udsprungen. Mærkeligt er det ellers, ät Schlözer (i hans Anmærkninger til Schönings Afhandl. om Gr. og Rom. Kundskab om de nordiske Lande) anförer den Efterretning af Bougainville, at Norges Indbyggere kaldte Ishavet Leversöen. Allgem. Weltgesch. XXXI, 14.
  115. Suhm har, af Uagtsomhed, oversat Celeusma ved: et Skib, i det han har taget fejl af visse lignende i Middelalderen brugelige barbarisk-latinske Benævnelser for Skibe. Ordet hentyder især paa de blandt Söfolkene endnu bruge lige Skrig i det de lette Anker o. s. v.
  116. Willehad, en af Christendommens ældste og ivrigste Forkyndere blandt Nordfriserne, blev Bremens förste Erkebiskop og eptoges, efter Döden, i de Helliges Tal.
  117. Jfr. ovenfor III, 406–407. Nordboernes ældste Myther antoge et uhyre Svælg, ved Navn Ginnuingagap, der udgjorde det ældste Chaos, hvilket siden tildeels blev udfyldt med vor Verden, hvilken en Deel af det dog meentes at omgive, og paa en Maade at bryde ind i den fra Nordvestmed et saadant Svælg, som det her beskrevne, der og ansaaes for Oceanets Kilde. Senere antog man det for et Slags Indlöb eller Sund, der gik fra det vestlige Ocean ind i Baffinsbugten, som den sildigere kaldtes. Jfr. ovenfor Ill, 340-41, 388, samt Eddalæren og dens Opr. I, 4, 21-22; II, 123-124, 141.
  118. Det er os natürligvis umuligt at kunne bestemme denne Öes Beliggenhed efter saa ubestemte Beretninger. Den synes at have været et Tilholdssted for Sörövere, som her havde opdynget de rövede Skatte, og boede i Huler eller saakaldte Jordhuse; jfr. ovenfor II, 66, 187-88. Med Hensyn til de gamle Nordboers mythiske Forestillinger have dog de frisiske Söfarende i Röverne troet at see lysskye Dverge, samt Thurser eller Jætter, der bevogtede uhyre Skatte. Fra denne Synspunkt har jeg, Finn Magnusen, omhandlet dette Sted: "Eddalæren og dens Oprindelse" III, 148-49; jfr. II, 35, 54.
  119. Antager man Beretningen for historisk, hvilket man i en vis Henseende sikkerligen kan, bliver det uvist om engelske Dogge eller eskimoiske (nu: saakaldte grönlandske) Hunde omtales her som overordentlig store.
  120. Erkebiskop Bezelin, ogsaa kaldet Alebrand, forestod dette Embede fra 1035 til sin Död 1043. Der kan altsaa ikke være nogen Tvivl om den her fortalte Kjendsgjerning: at nogle fornemme og rige Friser foretoge Sötoget med adskillige Skibe paa Opdagelsesrejser mod Norden – muligen enten for at opsöge det da berömte gode Viinland, eller de i de mythiske Utgarde-Lande formeentlig bevarede store Rigdomme, – at de paa denne Reise kom i store Farer og gjorde Offerlöfter, hvilke de siden opfyldte, efter at være komne tilbage med rigt Bytte. Man kan og tænke sig en tredie Bevæggrund for Toget, den da saa hyppige, men af de Christnes Love (mod andre end Hedninge) for budne Vikingefærd, paa hvilken de, efter Tilbagekomsten dog have lagt Dölgsmaal, men tildeels benyttet de herskende mythisk-geographiske Begreber til en anden Fortælling om Byttets Tilvejebringelse; jfr. ovenf. III, 398, 416. Werlauff gjætter, ikke usandsynlig, at et Tog til det rige Bjarmaland har været Reisens Maal (om Ravhandelen l. c. S. 198).
  121. extremi, till. Sev., F.
  122. Wal, Sev., udel. af nogle, F.
  123. fra [ Tunc pontifex in Svediam et Norvagiam, andre, F.
  124. erga omnes homines, mod alle Mennesker, till. Sev., F.
  125. Catervatim, i Flokkeviis (i store Hobe), t. F
  126. Papæ, F.
  127. Nemlig i Aaret 1004.
  128. Rimeligvis menes her (blandt andet) baade Island og Grönland. Ved disse Breve ere de nedenfor ommeldte Besög i Bremen af Islændere og Grönlændere rimeligvis blevne foranledigede; jfr. ovenfor S. 404-405.
  129. Jfr. ovenfor III, 402–403, samt næstforegaaende Anmærkning.
  130. Eller Val, Vale (et ældgammelt nordisk Navn). Hans Bispesæde var i Ribe. Han döde Aar 1065.
  131. Efter det ovenanförte maa Grönland være indbefattet i disse Öer. Om det ved denne Leilighed har erholdt en Biskop (af de mange Geistlige, som Adalbert udsendte paa Missionsreiser med denne Titel) kunne vi ikke bestemt sige.
  132. Disse Biskopper opregnes af vor Forfatter i Kirkehistoriens 4de Bogs 44de Cap. Blandt dem nævnes Isleph (Isleif) for de Islandske Öer (Island insulas), jfr. ovenf. III, 402. Efter de Haandskrifter af nærværende Værk som hidindtil ere udgivne nævnes, efter Thorulf, der blev beskikket for Örkenöerne, en anden ved Navn Adalbert, som det synes for de samme Öer, der dog aldrig have udgjort to Bispedömmer. (.. "Præterea Turolfum quendam posuit ad Orchadas et alium quendam Adalbertuvn"). Derimod nævnes i Skriftet de situ Daniæ, 35te (242) Capitel, Thorulf som den eneste af Erkebiskop Adalbert for Örkenöerne ordinerede Biskop, da dog Öerne för vare blevne bestyrede af engelske eller skotske Biskopper. Alligevel nævnes Albert (det samme Navn som Adalbert) i det gamle Scholion 99, og en anden (Biskop) Meinard, som Erkebiskoppens Vicarius, udsendte af ham til Norge og Havets Öer ("commendavit illis vicem suam tam per Nordmanniam, quam per insulas Oceani"). Var Grönland vel blandt disse ? Det har rimeligvis Messenius seet etsteds optegnet. For det förste siger han i Anledning af Svenskeres og Gothers ved Udsendinge fremförte Begjeringer til Erkebiskop Adalbert om at indsætte deres Biskop Adalvard (den ældre, til Skara) igjen i hans Embede, at de understöttedes af Islændernes og Grönlændernes (ligeledes i Bremen tilstedeværende) beskikkede Talere (befuldmægtigede Gesandter) rimeligvis udsendte for at udvirke en Biskops Udnævnelse for ethvert af Landene især (Scondia illustrata I, 86) ved Aaret 1054: "Bremæ Islandorum et Gronlandorum constituti oratores, impense concionatores quoque flagitarunt". Den samme Forfatter (samt Staphorst l. c. I, 410) anföre ved Aaret 1055: at Adalbert da sendte (Biskop) Jon, en födt Skotlænder, til Island, Albert til Grönland og Thurolf til Örkenöerne (.. "Islandis misit Johannem, natione Scotum, Gronlandis Albertum et Orchadensibus Thurolphum"). Det er vel muligt at Mesenius har betjent sig af en bedre eller fuldstændigere Codex af Adams Skrifter, end den vi endnu kjende. Johan, hvem Are Frode og Húngurvaka kalde en Irlænder (ligesom Adam selv kalder Irland Skotternes Fædreland, ofte i Middelalderen ellers nævnt Scotia) opholdt sig faa Aar i Island (Schedæ 8de Cap.). Efter Tillægget til Landnama kaldtes han og den Saxiske (rimeligvis fordi han udsendtes fra Saxland og mulig var opdraget der). Adams Kirkehistorie nævner og (14de Bog 44de Cap.) Biskop Johannes's Sendelse til Island med den Bemærkning, at han var ordineret i Skotland; jfr. samme Bogs 45de Cap., samt Rafns Antiquitates Americanæ, S. 461-62, Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. I, 87-89.
  133. nemlig de Biskopper som boede paa hin Side af Havet; formodentlig mener han baade Östersöen og Nordhavet. Blandt disse var uden Tvivl Biskoppen af Island; om nogen Biskop da af Erkebiskop Adalbert var bleven udnævnt for, eller skikket til Grönland, er vel uvist, men dog ikke usandsynligt.