Nissen som kalv. Den løse stud
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
13. Nissen som kalv. Den løse stud
162. For en hundrede år tilbage da tjente der en mand på Lindbjærg som røgter, og han hed Nis. Det var i den tid der var nisser til, og når nogen gjorde nissen fortræd, så hævnede han sig. En ko stod for kalven, og så gjorde han sig til kalv og lod Nis slæbe af med sig og stod så og skranniede af ham. Sådan havde nis spil af Nis.
Jørgen Andreas Lavrsen, Havlund.
163. Der var nisser på Staby-Kjærgård og Brunbjærg, to gårde i Staby. Alle dem røde køer der var i gårdene, dem fodrede de så godt, og de blev så tykke og fede. En aften kom pigen der på Staby-Kjærgård ud at malke, og så var der en ko, der så ud til at ville kælve. Så fik hun en af karlene til at komme ind at hjælpe hende og være der ved den. Det stod så meget hårdt med den kalven, og de sled så meget hæslig på det. Endelig omsider fik de kalven fra koen, og da var det nissen, og han sprang så fra dem og ind ad laden og skranniede. Det var ham, der havde stilt alt det an.
Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.
164. En gammel kone fra Hedehusene i Ölgod fortæller, at hun som pige tjente øster på og skulde sidde oppe ved en ko, der vilde kælve. Den kalvede, og hun fik kalven i en støvte og kjørte den over ad fårestien. Men lav hun så væltede den af støvten ved døren, så stod den op og slog en skranni af hende. Det var jo nis.
Niels Tranbjærg, Tirstrup.
165. I den ene af Krogsgårdene boede en nisse, han gjorde ofte flere spilopper, og en aften, da folkene sad inde, hørte de et forfærdeligt spektakkel ovre i stalden. Da de kom derud, lå der en nyfødt kalv bag ved en af køerne. Folkene tog den og bar den ind i et rum, men da blev den pludselig til en nisse med rød lue på hovedet, som løb op på stænget og sad og grinte ad dem.
Mikkel Sørensen, Alstrup.
166. I en gård i Kollerup havde de en gårdbuk til at passe køerne. Når de kælvede, plejede han at kalde på pigerne, men de havde været slemme til at drille ham, og så vilde han hævne sig. Kaldte tre nætter, de første to nætter bar de ham bort i en kurv, og tredje nat den rigtige kalv ud i møddingspytten.
Nik. Christensen.
167. En gang havde de i Kolby præstegård en ko, der skulde kælve. Nu blev karlene en nat vækkede ved, at der blev stor uro i kostalden. De gik da derover i den tro, at koen havde kælvet, og tog i den anledning en løb (halmkurv) med for deri at bære kalven bort. Da de kom derover, fandt de også kalven liggende bag koen, de tog den så og puttede i løben og bar den over i laden, men da de hældte den ud i halmen, viste det sig, at det var nis, der gav sig til at skoggerle ad dem, fordi de havde ladet sig narre af ham.
Jens Tunbo, Selsinggårde, ved N. P. Olsen.
168. I en gård i Egitslevmagle var der spøgeri ude i stalden. Det hændte undertiden, at hestene var flyttede om i stalden, og at den ene stod inde i et hønsehus om morgenen. Så en aften var der da en farlig brølen imellem køerne. To af karlene tændte lygten for at gå ud og se, hvad der var på færde, og så var det en ko, der havde kælvet. Kalven lå der, og karlene fik ham op i en høkurv og bar ham ind i en lade, men da de væltede den af, grinnede kalven, så munden gik helt om til ørene. Karlene lukkede døren og skyndte sig ind. Men næste morgen var der ingen kalv der inde, og først to dage efter fik den samme ko en kalv.
Ungkarl Rasmus Madsen, Høve v. Skjelskør. Theodor Jensen.
169. Gårdbukken på herregården Bratskov narrede pigerne. En ko fik kalv, men «den gik i sin moder igjen», da de kom. Råbte igjen til dem, anden gang og tredje gang. Så smed de kalven i møddingspølen, men hørte da, at gårdbukken lo, så det gjaldede i hele gården, for nu havde koen virkelig fået kalv, og pigerne havde kastet kalven der ud i steden for gårdbukken.
Nik. Christensen.
170. På en herregård var en gang en gammel røgter, der skulde passe køerne. En aften skulde en ko kælve, og røgteren skulde våge for at se til koen en gang imellem. Da han kom ud, havde koen kælvet. «Bø!» siger kalven. «Det var pokkers rart,» tænkte den gamle, tog kalven nok så behændig og bar den hen i kalvestien, men til hans store forbavselse begyndte kalven at skoggerle ad ham, for det var jo nissen, der havde skabt sig til en kalv, for at have løjer af den gamle røgter. «Det skal du få betalt,» sagde han, og nissen, der hørte det, sagde: «Det var godt.» Nu, dagen gik, og aftenen kom. Røgteren skulde atter til at våge over koen. «Jo, ganske rigtig, nu har koen kælvet, den gang er det nok ikke nissen.» Røgteren tager fat i den og lægger den hen i kalvestien. «Hå, hå, hå,» skogrede nissen, «nu har jeg rigtig pudset dig to gange.» Den gamle tænkte: «Jeg skal endda se, om jeg ej kan pudse dig den tredje gang, min ven.» Det gik lige sådan den tredje aften. Da den gamle kom, havde koen kælvet, og røgteren tog nu kalven og kastede den ud i møddingspytten, så langt ud han kunde. «Nu skal jeg vise dig, hvem der skal blive narret den tredje gang,» sagde den gamle, men i det samme tog nissen, som ikke var langt derfra, til at skoggerle og klappede i sine hænder. Den gamle kunde nu se, at han atter var narret, og tænkte aldrig mere på at hævne sig på nissen.
M. Dalsgård.
171. Den gamle Jørgen Kristensen i Vejlø, der i over tredive år har tjent som røgter på Gavnø avlsgård, var i almindelighed meget tidlig på færde om morgenen. Som han nu en morgenstund ved juletider kommer i kostalden, ser han den krumhornede ko gå nede i diget (?), og Jørgen, der intet ondt aner, tager et stykke reb og lægger på koen for at trække den hen til båsen, men da han nu kommer der, ser han, at den står der allerede, og da han vender sig om, står han der med en tom strikke. Nu var han da helt vis på, at det var den gamle forpagter Madsen, som havde hængt sig samme år, der i skikkelse af den krumhornede ko havde stået i diget, og som han havde trukket med.
Han har også mange gange mødt en hare på dammen, der fører over en arm af Susåen ind til Gavnø. Den springer al tid ud over stendæmningen og ud i vandet, når den møder nogen.
P. N.
172. Mens Niels Madsen var røgter i Mariager-kloster, skete det en nat, at han vågnede ved, at der var sådan en dumlen ude i nødset. Han stod af sengen og gik derud uden at tænde sin lygte, for det var månelyst, og han syntes godt, han kunde se. Der gik også en ko løs i grævningen, og han gav sig til at lede om den tomme bås, medens han drev koen forved sig. Men han gik frem, og han gik tilbage, og han kunde ingen tom bås finde; så blev han da kjed af det og bandt koen i en stump reb nede ved døren, i det han tænkte som så: «Lad hende nu stå der til dag, så finder jeg nok båsen, når jeg kan bedre se,» og så gik han og lagde sig igjen. Men om morgenen var koen forsvunden, rebet hængte ved døren, og alle køerne stod godt nok i deres båse. Så forstod Niels Madsen, hvem det var, han havde gjennet med om natten, og siden gik han aldrig i nødset om natten uden at tage sin tændte lygte med, for han havde ikke lyst til at komme til at trække med «den bitte mand» en gang til. Det var hans held den nat, at han gik i sin gode troskyldighed, og aldrig tænkte på andet, end at det var en rigtig ko, derved havde det ingen magt over ham.
Karen Marie Rasmussen.
173. Røgter på Lundenæs, der bildte sig selv og andre ind, at der var en nisse i kjørhuset. Den narrede ham tit. Ko havde kalvet, og når han så kom, skrannede nis, og der var ingen kalv.
Søren Karl Hansen, Ådum præstegård.
174. I den samme gård i Ty, hvor min gammelfa'r tjente, blev der sådan en malør inde i stalden om natten. Han var nu avlskarl, og så gik han ind og fik alle folkene op, og de kom ud for at se, hvad der var ved det. Da var alle studene løsnede og gik nede i grævningen. Så skulde de jo til at have dem bundet, og den ene skulde pakke i båse, og den anden binde dem. Men så var der en stud, de kunde umulig finde en bås til, ihvor længe de ledte. Så siger min gammelfa'r: «Ja, kom så her hen med den til stalddøren og luk så overdøren op.» Så holdt de hen til døren, og han tog hans fyrtøj op og slog ild. Så fut den over æ nedre stalddør som en kat, og siden den tid kunde deres høveder stå bundne.
Mariane Madsdatter Agger, Bjærgby.
175. Thomas Oot, der i sin tid tjente på Mølgård som dreng, han sagde, at overdøren på staldhuset, hvor de havde fede stude, aldrig kunde være lukket om natten. Den stod al tid åben, og der stod en stud i døren ved nattetid. Når de gik ind til nætter, så lukkede de døren, men når de kom igjen, var den åben. Når de så kom og tog fat på studen og trak med den op og ned ad grævningen, var den så kold som stål. Der kunde også ligge en kalv i grævningen inde i kohuset. Når røgteren kom og fik den lagt på båren, fløj den af og var henne med det samme.
Niels Korregård, Havbro.
176. Min fader tjente i Hessel og var røgter. Så var det en aften, han og den anden røgter kom ud i fæhuset, da stod der en stor stud inden for døren. «Den er fra en af de øverste båse,» sagde han og trak op med den. Nej, de var fulde. «Ja, så må det være en af plovstudene.» De stod et andet sted. Men de stod også godt nok, og ingen steder var der en tom bås. Nu blev de noget sære ved det og gik ind til forvalteren og fik ham ud med en lygte. Da de kom så derud, stod alle kreaturerne og var bundne godt nok.
Strandby.
177. Der gik en stud inde i Lundergård, som der var ingen råd til at finde bås til. Så trak røgteren ham hen og bandt ham ved fårehusdøren, men da han ikke havde noget reb at binde ham ved, så tog han et rughalmbånd. Om morgenen var studen henne, og der lå som skindet af en slævret kalv i halmbåndet.
Kristen Nielsen, Mosehuse.
178. Røgteren på Kokkedal finder et løst kreatur og binder det da i en jærnlænke, fordi han mente, at jærnet skulde fordrive spøgeriet. Ikke desto mindre var koen om morgenen forsvunden og kun jærnlænken tilbage.
N. L.
179. Nørbjærg i Gjetrup. Den løse stud i stalden . . . Røgteren trak den uden for og bandt den i en krog. Om morgenen hængte der et ledigt reb på stedet.
Nik. Chr.
