Nordiske myter og sagn: Siklingerne

Fra heimskringla.no
Revisjon per 8. mar. 2019 kl. 17:45 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Nordiske myter og sagn: Siklingerne)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Nordiske myter og sagn
Vilhelm Grønbech
1927

SAGAER OG SLÆGTSAGN

Siklingerne


Urnes (JLM) 09c.jpeg


Der var en konge i Danmark som hed Sigvald, han havde en datter, Sigrid. Der var mange som bejlede til hende; men hun havde endnu aldrig løftet sine øjne op til nogen mand. Da hendes fader trængte ind på hende og forlangte at hun skulde lade sig bortgifte, svor hun at hun ene vilde have den til mand som kunde drage hendes blik hen på sig. Dette hørte en ung ædling som hed Ottar, og han fattede kærlighed til den stolte brud; han var en behjertet yngling, som allerede i unge år havde vundet sig ry som en gæv krigsmand, og desuden var han godt skåret for tungebånd så han drog frejdigt til kongsgården som bejler. Ved hjælp af fagre ord og alskens fin list af den art som elskov lærer sin mand, søgte han at fange pigens blik, men hun slog ikke en eneste gang øjnene op på ham, og til sidst måtte han vende hjem med uforrettet sag. Der var nu også en jætte eller trold som hørte om kongedatteren der ikke vilde se på nogen mand, og han tænkte at han kunde opnå ved træskhed hvad alle de andre ikke havde kunnet vinde ved skønhed og manddom; derfor skabte han sig om, tog kvindeklæder på og gav sig i tjeneste som terne på kongsgården. Da han havde skaffet sig kongedatterens fortrolighed med sine sleske ord, lokkede han hende en dag med ud i skoven og førte hende langt ud på øde steder, og så snart de var kommet langt bort fra mennesker, kastede han ternesløret, greb hende og førte hende langt ud i ødemarken. Men alt hvad han truede og lokkede for hende, kunde han ikke få magt over hende, og af vrede satte han hende i en hule og bandt hende ved det lange hår fast til en stor sten. Da Ottar hørte at Sigrid var røvet, gav han sig ud for at lede gennem alle afkroge og smuthuller i skoven, og til sidst fandt han det sted hvor hun sad fangen, og fik hende befriet; men for at få hende løs måtte han skære hendes hår af med sit sværd; ti han kunde ikke få den troldeknude op som jætten havde tvundet. Så satte han sig ned hos hende og ynkede hende, fordi så fin en kongedatter skulde døje så hård en skæbne, men skønt han talte til hende med de sødeste ord han vidste, fik han ikke det mindste blik til løn for sin umage. Da rejste han sig og sagde: "Du vil råde dig selv, og du skal få din vilje," og dermed forlod han hende. Da han var gået, flakkede hun en tid lang om i de øde skove gennem krat og over lysninger, og for at friste livet måtte hun give sig i tjeneste hos en troldkælling og vogte hendes geder. Endelig slap hun ud af ødemarken, og en dag kom hun pjaltet og forsulten ind på Ottars fædrenegård. Ottars moder tog vel imod hende og holdt hende i stor ære, ti de usle klæder kunde ikke skjule at hun var af ædel byrd; men hun sad altid med nedslagne øjne, og når Ottar var hjemme, trak hun tilmed sit hovedklæde dybt ned i panden.


En skønne dag hed det sig at Ottar skulde have bryllup, og der blev gjort store forberedelser i huset; dagen kom, og man satte Ottar i brudesædet og drak bryllupsøl. Sent om aftenen, da han gik til brudekammeret, lod han Sigrid bære kærten, og mens han steg i brudeseng, stod hun med øjnene på jorden og agtede ikke på at lyset brændte ned og begyndte at svide hendes fingre. Da sagde han: "Tag vare på din hånd, den brænder," da slog hun øjet op imod ham, og i det samme drog han hende ned til sig på brudelejet. Sigrids fader, Kong Sigvald, blev mægtig fortørnet, da han hørte at Ottar havde holdt bryllup med hans datter uden forlov, og vilde lade ham hænge; men Sigrid fortalte ham alt hvad Ottar havde gjort, og forligte ham med sin husbond.


____________


Sigvald havde en søn, Sigar, og i dennes hus voksede der fire børn op: en datter som hed Signe, og tre sønner, Sigvald, Alf og Alger. Alf var fager og lyslokket og vandt sig som ung et godt ry på krigstog. Goterkongen Sigvard havde en datter, Alfhild, der var så stolt, at hun ikke vilde se til nogen mand. Hendes fader byggede et jomfrubur til hende og lagde en orm som vogter udenom, og han lod forkynde, at den som vilde vinde Alfhild, måtte først dræbe ormen; evnede han ikke det, havde han forspildt sit liv, og hans hoved skulde sættes på en stage foran jomfruburet. Det skortede ikke på unge mænd som prøvede dysten med ormen for Alfhilds skyld, men det gik dem alle ilde, og der stod snart en række hoveder i kreds om buret. Ved rygtet om den stolte jomfru blev Alf betaget af kærlighed, og han gjorde sig rede til at bejle til Alfhild; han væbnede sig mod ormen ved at iføre sig en nyflået hud og glødede før kampen sit spyd i ilden. Da ormen hvæsende for imod ham og sprudede edder, stødte han det hede våben i dens gab, så at den faldt død ned på stedet. Derpå gik han frem for kongen og forlangte den udlovede løn for sin sejr; men kongen sagde, at det stod til hans datter at belønne sejrherren med sit jaord. Imens talte Alfhilds moder hemmeligt med pigen, og sagde at det var en skam for hende, om hun lod sig hærtage af en mand og tvinge til elskov af ham, blot fordi han havde dræbt ormen. Alfhild svarede: "Alf har vist at han havde mod, og han har gjort hvad jeg krævede for at vinde min kærlighed, men du skal ikke behøve at ægge mig mere; jeg ser hvad I vil, og I skal få eders vilje; men da forlanger jeg til gengæld, at min fader giver mig våben og lader mig drage i leding." Således blev kongen fanget i sin egen list; han måtte udruste Alfhild med skib, og hun klædte sig i brynje og begav sig ud på vikingetog. Den forsmåede bejler drog også ud for at prøve sin lykke på krigstog, og engang hændte det, at han løb ind i en fjord hvor Alfhild i forvejen lå med sit skib. Så snart hun så Alf komme sejlende, lagde hun ud og styrede lige imod ham, og da skibene løb op på siden af hinanden, undredes de danske krigere, som hang over rælingen, over at se hvor slank og spæd den mand var som stod ved styreåren på det fremmede fartøj. Under kampen bordede Alf hendes skib og ryddede dækket fod for fod, til han kom agterud og mødte høvdingen; hans første hug ramte hjælmen, men det kom fra siden, så at hjælmen fløj af og rullede hen ad dækket. Da så han at styrmanden var glat om kinden, og råbte: "Ned med sværdene, her behøves ikke så skarpe våben mere!" og han spurgte Alfhild, om han nu havde udfyldt hvad der manglede i hans manddom, da han dræbte ormen foran hendes jomfrubur, ved at overvinde hende selv. Hun svarede ja og lod sig villigt føre om bord på hans skib; der lagde Alf kvindeklæder for hende og tjente hende med stor høviskhed, som den kongedatter hun var. Han styrede glad hjemad og stansede ikke, før han løb ind til kongsgården. Og kort efter hjemkomsten holdt han bryllup med Alfhild.


____________


Da Alf havde siddet hjemme om vinteren, drog han atter ud på vikingetog sammen med sin broder Alger og kæmpede med Hamundsønnerne Helvin, Hagbard og Hamund. Kampen varede hele dagen og var så lige, at alle kongesønnerne næste dag sluttede fred og forbund med hinanden og drog hver til sit. Men Hagbard fulgte med sine nye fostbrødre og sad hos Sigar som gæst. Da Signe hørte tale om Hagbards bedrifter, fik hun hjertelig godhed for ham, og de havde ofte møde med hinanden i løn. Da Signes terner en dag talte om hendes mange bejlere og roste en Saxer, Hildegisel, over dem alle, kom Signe til at røbe hvad hun tænkte om Hagbard, og sagde at hans mod opvejede al den skønhed som andre havde. Men en af ternerne gik til Hildegisel og plaprede ud til ham hvad Signe havde sagt. Saxeren blev vred og lagde råd op med den træske Bølvis, som havde kongens øre; og Bølvis gik listeligt og bagvaskede Hamundsønnerne for kongen og sagde at det var en kendt sag, at deres æt aldrig holdt de løfter den gav, eller det forbund den havde sluttet. Ved Bølvis' idelige bagtalelser voksede der bitterhed op mellem de to slægter, og engang da Hagbard ikke var hjemme, overfaldt Sigarsønnerne deres fostbrødre og dræbte Helvin og Hamund. Så snart Hagbard kom hjem og hørte hvad der var sket, samlede han mænd for at hævne sine brødre og fældede både Alf og Alger.


Nu var Hagbard fredløs i Sigars rige, og han savnede inderligt sine møder med Signe. I sin længsel efter at se hende klædte han sig i kvindedragt, og han gik til Sigars gård og sagde at han kom med bud fra Hagbard til kongen. Gæsten blev venligt modtaget og vist ind i fruerstuen for at vederkvæges efter sin rejse. Da ternerne toede hans fødder for vejstøvet, undrede de sig over at den fremmede kvinde havde så hårde lægge, men Signe afbrød dem og sagde at Hagbards møer var vant til at følge ham på hans tog og at bruge våben; det var da ikke underligt, at de havde hårde sener i hænder og fødder. Signe viste den fremmede stor ære og lod hende sove i sit eget kammer. Om natten havde de meget at tale sammen om. Hagbard klagede over den bitre nød som havde drevet ham til at dræbe hendes brødre, og sagde: "Hvis din fader griber mig, er det ikke rimeligt at han vil tage mod nogen bod for mit liv, og allermindst nu da jeg har din kærlighed." Da svarede Signe: "Hvis min fader lader dig dræbe, vil jeg ikke kendes ved nogen mand efter din død; eet skal gå over os begge." Hagbard takkede hende for hendes godhed, og sagde at hendes løfte var ham mere end livet. Medens de to lå og talte inderligt sammen, havde en terne stået udenfor og lyttet, og hun gik straks til kongen, og røbede for ham at det var Hagbard selv som var kommet i forklædning til hans datter. Midt om natten hørte Hagbard mange mænd trampe ude bag væggen. Han sprang op og værgede sig i døren, så længe hans våben holdt, men til sidst blev han overvundet og ført til kongen. Sigar holdt råd med sine venner om hvad han skulde gøre med en mand som føjede forhånelse til fjendskab. Den ene af hans betroede rådgivere, som hed Bilvis, sagde at det var bedre om kongen tog imod bod og vandt så modig en svigersøn, end om han dræbte ham og derved kaldte uudslukkeligt had ned over sig fra hans slægt. Men den listige Bølvis mindede kongen om alt det onde han havde lidt: først havde Hagbard dræbt hans to sønner og siden dåret hans datter og bragt stor skam over slægten. Bølvis' tale huede kongen bedst, og han lod rejse en galge på en bakke uden for kongsgården. Da Hagbard skulde føres ud for at hænges, gik dronningen frem for ham, rakte ham spottende et horn og sagde: "Til lykke med din dåd, drik skålen på den ære du nyder, at dø i galgen!" Hagbard greb hornet og sagde: "Jeg tager mod denne drik med den hånd som slog dine to sønner," og dermed kastede han hende drikken i ansigtet. Da råbte kongen og sagde: "Før ham ud i hast og lad ham ride den høje hest som passer til hans hovmod." Hirdmændene ledte ham ud til en bakke uden for kongsgården for at klynge ham op, og da han stod under galgen, bad han mændene om de først vilde hænge hans kappe op, og sagde: "Jeg har stor lyst til at se hvordan det ser ud, når min krop dingler i galgen." Da vægteren som sad oppe på jomfruburet, nu så at galgen fyldtes, råbte han: "Nu klynger de kongesønnen op!" og i det samme stak Signe ild i det bål hun havde lagt til rette, så at luerne slog højt i vejret. Da Hagbard så røgen stige op fra kongsgården, sagde han: "Tag fat, svende, hvorfor står I og falder i staver? Jeg har hast, at jeg ikke skal komme for silde; jeg vil ikke at kongedatteren skal vente på mig." Da de lagde strikken om hans hals, lo han og sagde: "Nu vil den beskeste død smage sødt."


Sådan døde Hagbard og Signe i samme stund, men efter deres død rasede fejden mellem de to slægter, til de var nær forødte.



Urnes (JLM) 09c.jpeg