Odins høie Sang (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Odins høie Sang

1. Alle Gader,

Før du gaaer frem

Omskue skal du,

Randsage skal du!

Thi ingen uagtsom

Bør at være,

Hvor hans Fiender sidde

I Baghold mod ham.

2. Hil dem, som give!

En Giest er indkommen:

Hvor skal han Sæde faae?

Meget haster han,

Som ved Ilden vil

Atter vederqvæges.

3. Ild er behov

Ham som indkommer,

Og er paa Knæ hvalen:

Men Mad og Klæder

Er’ den Mand behov,

Som over Field haver reist.

4. Vand er behov

Dem som gaae til Giest,

Høflighed og Varme.

For Velgierning

Skal man giengielde

Roes eller Vederlag.

5. Vid er behov

Dem, som langt omreise;

Frit er hiemme alt.

Til Vidunder bliver

Den som intet kan,

Om han hos Vise sidder.

6. Et tankefuldt Hierte

Bør ingen med Spotten drille.

Men heller den ædle

Tause Giest beundre,

Naar han kommer

Til nogens Huus.

7. Bange Giest,

Som til Maaltid kommer,

Med klog Taushed tier.

Med Øre han lyder,

Med Øie omskuer.

Da sees snart, hvo der er viis.

8. Salig, hvo

Selv sig skaffer

Lov eller Medynk.

Usikkert er alt det,

Som man eie kan

I andres Hierte.

9. Salig den,

Som selv har

Lov og Vid, mens han lever;

Thi ondt Raad

Har een tidt taget

Af en andens Bryst.

10. Vid er behov

Dem som langt omreise;

For Skade bli’r man sielden varet,

Har man ei en viis og omhyggelig Ven

Thi en troere faar ingen mand,

Og saameget retviis.

11. Bedre Byrde

Bær’ man ei til sit Hiem,

End ret megen Viisdom.

Intet bedre

Finder man i ubekiendt Stad.

Den er Værn for Skade.

12. Bedre Byrde

Bær’ man ei til sit Hiem,

End megen Viisdom.

Men kommer det værste,

Ligger man paa Veien,

Det er formeget Øl.

13. Ikke er saa got,

Som nogle sige,

Øl for Mennesker.

Jo meer’ man drikker,

Jo mindre man veed

Sin Fornuft at bruge.

14. Forglemmelses Heire heder

Fugl over Drikket svævend’,

Den stieler Folks Forstand.

Den Fugls Fiedre

Var jeg fanget i,

I Gunnladas Boelig.

15. Drukken jeg blev,

Og ret drukken,

Hos den vise Fiolvarin.

Ved Øl er det best

At siden bekommer

Hver sin Fornuft igien.

16. Taus og høimodig

Skal en Konges Søn

Og tapper være.

Gavmild og god

Skal ærekier Mand

Til sin Død være.

17. Uviis Mand

Troer at leve evig,

Om han fra Krig sig holder.

Men Alderdom ham

Ei gier Fred,

Skiønt Spyd ham sparer.

18. Taaben han gloer,

Naar til Giest han kommer,

Tier reent eller mumler.

Han svelger alt

Hvad ham synes.

Det forstaaer han allene.

19. Viis er kun den,

Som Veie kiender,

Og har reist om Lande,

Hvis Forstand udforsker

Hver en Mand.

Det er den Vises Vid!

20. Man holde vel Bæg’ret,

Drikke dog til Maade,

Tale vel eller tie!

Uhøflig kalder dig

Ingen Mand,

Skiønt du ganger tidlig at sove.

21. Graadig Mand,

Styrer han ei Lysten,

Æder sig Døden.

Latterlig,

Naar han hos Vise er,

Giør en graadig Maven.

22. Hiorder vide

Naar de skulle

Gange hiem af Marken,

Men uviis mand

Veed aldrig Maal

Paa sin Mave.

23. Usel Mand

Og ondhiertet

Leer ad alle Ting.

Han sidst begriber,

Om man ham og spotter,

Naar han hos Kloge er.

Han ei begriber,

Hvad ham vigtigt var,

At han er ei selv uden Feil.

24. Uviis Mand

Vaager om alle Nætter

Og tænker paa alting.

Naar Morgenen

Kommer, er han træt,

Og dog saa viis, som han var.

25. Uviis Mand

Troer de medsmilend’

Alle sine Venner.

Han ei begriber,

At om ham der spottes,

Naar han hos Kloge er.

26. Uviis Mand

Troer alt at vide,

Naar han er paa fiendtlig’ Steder;

Veed dog ei

Hvad han skal svare,

Om de vil ham prøve.

27. Flink troer den sig,

Som de flygtende forfølger.

En giør Nar af anden.

Dog veed ikke

Den som til Giest kommer,

Om han med Skiend’giest kiendes.

28. Nogle engang

Lode ret Venner;

Men i Prøven

Alle svigted’.

Ondskabsfuld

Snak bliver evig.

Fiendsk er Giest mod Giest.

29. Lange Afveie

Ere mig til onde Venner,

Skiønt de boe for mig lige over.

Men til gode Venner

Ere mig Gangveie alle,

Skiønt de boe fra mig langt borte.

30. Ikke længe

Skal Giest være

Paa eet og samme Sted;

Kier bliver kied,

Om længe han

Er i andens Huus.

31. Huus er bedre,

Hvor lidet end,

Frit er hiemme alt.

Hiertet maa bløde

Paa hvem som tigge skal

Sig Mad hvert et Maaltid.

32. Huus er bedre,

Hvor lidet end,

Frit er hiemme alt.

Om man tvende Geder

Eied’ i fletted Hytte,

Det var bedre end Bøn.

33. Ei fandt jeg saa mild en Mand,

Eller en saa gavmild,

At reent omsonst han bortgav;

Eller en saa kied af Rigdom,

At Løn var ham leed for velgiort.

34. Rigdom sin,

Som man har,

Bør Mand sig ei at nægte.

Tit til ukiere spares,

Hvad kiere nægtes.

Meget gaaer værre end haabes.

35. Vaaben og Klæder

Skulle Venner elske,

Som de før baaret have;

Thi givende og giengieldende

Ere længst Tid Venner,

Og det lader at gaae vel.

36. Sine Venners

Ven skal man være,

Og deres Venners;

Men dog være Ven

Skal ingen

Af sin Uvens Venner.

37. Men har du faaet en Ven,

Som du elske kan,

Og vil du af hannem Got nyde,

Dit Sind skal du med hans blande,

Og Gaver skifte,

Og hannem besøge tit.

38. Men har du faaet en Ven,

Som du ilde troer,

Og vil du af hannem Got nyde;

Favrt skal du tale

Og Svig tænke,

Og Løgnen med Løgn betale.

39. Det er end om den,

Som du ilde troer,

Og mistænker hans Venskab.

Smile skal du mod ham,

Og mod dit sind tale,

Lige for Lige betale.

40. Ung var jeg fordum

Og reiste eene,

Da blev jeg forvildet.

Riig jeg holdt mig,

Naar jeg en anden fandt.

Mand er Mands Glæde.

41. Gavmild’ og tappre,

De Mænd best leve,

Som passe hvad de have,

Men usnild Mand

Frygter allevegne,

Og sidder bange ved Gaver.

42. Mine Klæder

Jeg paa Marken gav

Til to Træmænd.

Kiemper tykk’des

De, da de dem deelt havde.

Stødt er nøgen Mand.

43. Det Træ forvisner,

Som ene staaer,

Det som ei beskiermes

Af Væg eller Planker.

Saa er den,

Som ingen lider,

Saalænge han skal leve.

44. Klarere end Ild

Brænder hos onde Venner

Fred i fem Nætter.

Dog slukkes

Naar den siette Nat kommer,

Og forgaaer Venskab alt.

45. Meget man

Skulde bortgive,

Tit kiøber man med lidet Priis.

For et halvt Brød

Og et halvt Bæger

Fik jeg mig kiøbt en Ven.

46. Sorger ei sove,

Snevre er Folks Hierter.

Thi alle Mænd

Er' ei lige Kloge.

Halv hver Alder er.

47. Velsædet

Hver være skal,

Dog ei formeget,

De Mænd leve

Allerlyksaligst,

Som meget vide.

48. Velsædet

Hver være skal,

Dog ei formeget.

Thi viis Mands Hierte

Blir sielden glad,

Er han viis og dydig ret.

49. Velsædet

Hver være skal,

Dog ei formeget.

Skiebne at kiende

Ønske ingen forud;

Saa kan man sødeligst sove.

50. Brand af Brand optændes,

Til brændt den er;

Mand af Mand bliver

Ved Tale kyndig:

Af Stolthed den Stolte.

51. Aarle skal opstaae

Hvo som andens Fæe

Og Liv vil have:

Sielden liggende Ulv

Bytte faaer,

Eller sovende Mand Sejr.

52. Aarle skal opstaae

Hvo som Arbeider' har faa,

Og giennemskue sit Værk.

Meget forsømmer

Hvo om Morgenen sover:

Halvt har paapassen vundet.

53. Tørre Spaaner

Og Tagdækker-Næver,

Saadant Træ skal man

Til Ild vælge,

Som nok kan være

Aaret heelt igiennem.

54. Toet og kiemt

Rid du dig til Ting,

Og æret som meest.

For Skoe og Beenklæder

Skammes ingen Mand,

Eller skiønt han ei har ret god Hest.

55. Spørge og forske

Alle Folk skal

Den som klog vil hede.

Een maae vide

Hemmeligt; ei to.

Folk veed hvad tre vide.

56. Naar Ørnen kommer

Til det gamle Hav,

Snapper han og gaber,

Saa er Mand,

Som blant mange kommer

Og faa Forsvarere har.

57. Her og der

Var jeg vel giestbuden,

Om jeg behøved' et Maaltid Mad,

Eller to Laar hængde

Hos min trygge Ven,

Skiønt jeg der havde et før spiset.

58. Ild er best

For Menneskene

Og Solens Skin.

Sundheden dog

Er en Mand verre at have,

End ondt Liv at Leve.

59. Ei er Mand reent usel,

Skiønt han slet Helsen har;

Somme ved Venner,

Somme ved Frender,

Somme ved Rigdom,

Somme ved god Gierning.

60. Best er at leve,

Og vel leve.

Altid avler levende ligt.

Ild saae jeg brænde

For den rige Mand.

Ude stod Død for Døren.

61. Lyst er at leve

Og vel leve.

Den halte kan ride;

Hund driver Hiorden,

Halt strider,

Døv ogsaa.

Blind er bedre end brændt,

Liig nytter ingen.

62. Søn er bedre,

Skiønt han sildig fødes,

Efter Faders Afgang.

Sielden Bautasteene,

Staae ved Veien tæt,

Reiser dem ei Søn efter Søn.

63. To er Tvekamp're,

Tungens er Hovedets,

Bane er dem Nærh

Som Hænder ei have.

Ustadig er Høst-Skyggen,

Veiret skiftes tit i fem Dage,

Tiere i en Maaned.

64. Døer Fæe,

Døe Frænder,

Selv hver paa det sidste.

Men eet veed jeg,

Som ret aldrig døer;

Dom om hver en Død.

65. Fulde Kamre

Saae jeg hos den Riges Sønner,

Nu gange de Tigger-Gang.

Rigdom er som Øieblik,

Den er af Venner ustadigst.

66. Sin Vælde skal

Hver klog Mand

Med Maade bruge.

For den Tale,

Men til anden siger

Ofte maae betales.

67. Sin Vælde skal

Hver klog Mand

Med Maade bruge.

Det seer man naar

Man hos Kloge er,

At ingen er eene visest.

68. Meget fortidlig

Kom jeg til mange Stæder,

Forsildig til nogle.

Øllet var uddrukket,

Somt ubrygget,

Sielden kommer leed tilpas.

69. Uviis Mand,

Naar han kan faae

Rigdom og smuk Brud,

I Stolthed tiltager,

Men ei i Viisdom,

Alt voxer hans stolte Mod.

70. Det forsøges

Naar han spørges om

De Gud-kiendte Runer,

Som hellig' Guder giorde,

Og Fimbulthulr skrev.

Da har han best naar han tier.

71. Om Aftenen skal man Dag prise,

Kone, som kiendt er,

Sværd, som forsøgt er,

Møe, som giftet er,

Iis, som er overgaaet,

Øl, som drukket er.

72. I Blæst skal man Træ fælde,

Og i Havblik roe paa Havet;

I Mørke med Møe tale,

Mange ere Dagens Øine.

73. Med Skibe skal Fiske fanges,

Skiold er til Forsvar,

Sværdet til Hug,

Møe til at kysse.

74. Ved Ild skal Øl drikkes,

Paa Iis skal man glide,

Mavr skal man Hest kiøbe,

Og Sværde rusted',

Hiemme skal Heste feedes

Og Hund i Byen.

75. Møers Tale

Skal ingen troe paa.

Thi siges at fordum

Paa omveltend' Hiul

Blev Qvinders Hierte dannet,

Og Svig dem lagt i Brystet.

76. Lydende Bue,

Brændende Lue,

Gabende Ulve,

Galende Krage,

Gryntende Orne,

Rodløse Træer,

Voxende Strandbred,

Kogende Kiedel,

Flyvende Pile,

Faldende Bølge,

Iis kun natgammel,

Ringbøiet Slange,

Reen og klar Himmel

Og leende Herre,

Qvinders Seng-Taler

Og brudne Sverde,

Biørnen som leger,

Barn som er Høvding,

Syge Kalve

Og selvraadig' Trælle,

Høflig Spaaqvinde,

Val nyfældet,

Nyesaaede Agre,

Troe ingen Mand,

Ei snartmodne Sønner:

Veir styrer Agren

Og Vid Sønnen.

Uvist er det alt.

77. Sin Broders Drabsmand,

Møder han een paa Veien;

Et Huus halv opbrændt,

En Hest raskfoded:

Da er Hest unyttig,

Naar en Fod brydes;

Uvist er det alt.

78. Saa er Fred af Qvinder,

Som Svig tænke,

Som reed man Hest ubraaddet,

Paa Isens Glathed:

Føl to Aar gammelt,

Som er ilde tæmmet,

Eller stærkt for Vinden

Om gik roerløs Snekke,

Eller Halt skulde hente

Rensdyr paa Fieldet.

79. Smukt skal den tale,

Og smukt give,

Som Møes Elskov vil faae;

Rose smukke

Piges hvide Krop.

Ordrig er den som frier.

80. Elskov unde

Skal ingen Mand

Anden for Skiønhed eene.

Tit paa Taaber sees,

Som de Vise fattes,

Lystfavre Farver.

81. Ei forlade

Mand den anden skal

For hvad mange kan have.

Af Vise skaber

Folk reent om til Taaber

Hint det mægtig' Guld.

82. Ingen Soet er værre

For den vise Mand,

End et uroeligt Hierte.

Det har jeg prøvet,

Da jeg paa Røret sad,

Og vented' paa Venner.

83. Sindet ene veed,

Hvad der gaaer Hiertet nær,

Som det nærmest omsvæver.

I Sind og i Tanke,

Var mig den skiønne Møe,

Som jeg dog ei fik til Kone.

84. Skiere Møe jeg fandt

Paa sin Seng

Soelklar sove.

Og bedre intet

Syntes mig da at være,

End hos slig Krop at leve.

85. Tidlig om Aftenen

Skal du indkomme,

Om du vil tale med Møe.

Ond er Ulykke,

Om fleer' end to vide

Hvad I have sammen.

86. Jeg gik bort

Og troede at have

Hendes Samtykke alt.

Jeg da vist tænkte,

At jeg ganske eied'

Al hendes Gunst og Yndest.

87. Jeg kom igien,

Men strax blev' alle

Krigbeqvemme vaagne;

Med lysende Fakler

Og brændende Lygter,

Den vilde Stie var mig beskikket.

88. Og om Morg'nen,

Da jeg der indkom,

Da laae alle Folk at sove.

Hund jeg der fandt

For smukke Møe

I Sengen bundet.

89. Faa er' saa gode,

At ei kan forvandles

Deres Hue og Sind.

Det har jeg prøvet,

Da jeg forførde dydig

Qvinde til Ondt.

90. Med al Spot mig bespottede

Hun den ædle Møe,

Dog fik jeg ei hende til Viv.

91. Hiemme glad

Skal hver en være,

Og mod Giester mild.

Vaersom og

Vel ihukommend'

Snaksom om han klog vil være,

Tit skal han om Got tale.

Fimbulfambi heder

Den, som lidt kan tale,

Det er Uvises Mærke.

92. Den gamle Jette

Jeg besøgte,

Og er nu atter hiemkommet,

Lidt talte jeg tiende der.

Med lang Tale

Priste jeg der min Høihed

For den alvise Jette.

93. Gunnlød mig gav

Paa den gyldne Stoel,

Drik af hin kostbar' Miød.

Ond Betaling

Lod jeg hende give

For sit tro Hierte

Og nagend' Sorger.

94. Mit Boer jeg greb da til

Og lod den tæt

I Klippen knage.

Over og under

Vare Jette-Veie,

Saa holdt jeg Hovedet til.

95. Letkiøbt Vædske

Vel har jeg nydet,

Lidet mangler Viis.

Thi let er udlært

Nu Digtekunsten

Af hver en Jordbeboer.

96. Tvivlsomt det mig er,

Om jeg nu var kommet.

Jetters Gaarde fra;

Havde ei Gunnlød hiulpet,

Den hiertegode Kone,

Som jeg lagde Arm over.

97. Anden Dag

Ginge Frost-Kiemper

Høie Raad at holde.

Om Baulværk de da spurgde,

Hvorhen han var med Guder kommen,

Og om Suptungr havde ham sagt.

98. Ring-Eed Odin

Troer jeg gjort at have.

Hvem kan nu troe hans Tale?

Suptung sviget

Lod han Drikken miste,

Og Gunnlød han krænked'.

99. Tid er at tale

Af Talestolen,

Over Urda's Brønd.

Jeg saae og tænkde.

Jeg saae og tied'.

100. Jeg lyded' paa Raad

Og Tale-Runer,

Da jeg hørde Domme

Og Love oplæses;

I den høie Sal,

Ved den høie Sal,

Med disse Ord:

101. Jeg raader dig Lod-Fafnir!

Ret dig derefter!

Nyde skal du om du lærer

Om Nat ei ude vær,

Om du ei Vagt skal staae,

Eller Udsted dig opsøger.

102. Med troldomkyndig Kone

Vogt du dig for alt Samqvem,

At hun dit Legem ei omfavner.

Det hun virker,

At du ei gaaer til

Ting, skiønt af Folket bedet.

Du glemmer alting,

Endog Glæden,

Og gaaer altid sorgfuld at sove.

103. Andens Kone

Til mange Samtaler

Aldrig du forfør!

104. Paa Fielde eller Fiorde

Om dig møde Folk,

Saa bevært du dem vel,

Glad ligger hos dig om Natten,

Hvo Posen troer.

Korte ere Skibs Raaer.

105. En ond Mand

Lad du aldrig

Dine Feiltrin vide.

Thi af en Ildesindet

Skal du aldrig nyde

Løn for dit gode Hierte.

106. Ret farligen saae jeg

En at bides

Af ond Kones Ord.

Snedig Tunge

Ham Døden foraarsaged',

Dog det af Sandhed kom.

107. Jeg raader dig Lodfafnir,

Ret dig derefter,

Dersom du elskelig

Ven selv haver,

Saa besøg du ham tit;

Med Riis bevoxes

Og med høit Græs

Vei, som ingen gaaer paa.

108. En god Mand faae du dig

At samtale med,

Og lær Lægedom, mens du lever.

109. Jeg raader dig Lodfafnir,

Ret dig derefter,

Venskabs Baand skal du aldrig

Med en Ven først bryde.

110. Sorg æder dens Hierte,

Som fortælle skal

En Mand al sin Hue;

Thi den giør Slægtskab,

Som sige skal

En Mand al sin Hue.

111. Alt er bedre

End sig utro at være;

Den Ven er trofast,

Som kun godt raader.

112. Tre Ord, ei længer',

Skal du med den skiendes,

Som ringer' er end du.

Ofte den bedre viger,

Naar hin den værre strider.

113. Vel er sandt,

Tier du for ham,

Da blir du skyldt for Banghed,

Eller med Ret omtalt.

Anden Dag lad du

Hans Ord forsvinde,

Og giendriv saa Folkes Løgne.

114. Skomager ei vær,

Ei Skaftemager,

Uden det er for dig selv.

Dersom Skoen er ilde skabt,

Eller Skaftet skievt giort,

Kun Ont de dig ønske.

115. Hvor der er Ont,

Vend det til din Brug,

Og giv dine Fiender Fred.

Glæd dig aldrig

Over Ulykke,

Men stræb at faae et got Rygte.

116. Vil du dig en god Kone vælge

For at tale med

Og faae Glæde af;

Smukt skal du da love,

Og det ærlig holde,

Mange blive tamme af Gaver.

117. Vaersom maae du vel være,

Men ei for vaersom,

Vær du ved Øllet vaersomst,

Og ved andens Kone.

For det tredie,

At dig ei Tyve svige.

118. Ord skal du aldrig skifte

Med en ukyndig Abe,

Troskab af Onde

Naaer du vist aldrig

For dit gode Hierte.

Men god Mand vil dig giøre

Priset og roesværdig.

119. For Nar eller Latter

Hold du aldrig

Giest og Fremmede.

Tit vide ikke

De som indenfor sidde,

Hvem den er, som kommer til Huus.

120. Faae er' saa god',

At de Last ei have,

Eller saa ond'

At de intet due.

121. Graahærdet Mand

Udlee du aldrig,

Eller forstandløs Stakkel.

(Tidt er godt

Hvad gamle sige)

Tit af rynket Bælg

Kloge Ord komme,

Skiønt han hænger med Hovedet,

Gaaer paa Krykker,

Vanker med de ængsted'.

122. Giest giør ei Nar af,

Spyt ei paa Dørren,

Giør den Fattige got.

Stærkt er det Træ,

Som dreies maae

Af alle, som oplukke.

123. Ring bortgiv,

Og det skal skaffe dig

Priis hos hver det hører.

124. Hvor du Øl drikker,

Vælg du dig Jordens Kraft,

Thi Jord tager mod Fuldskab,

Ild mod Syger,

Eeg mod Forstoppelse,

Ax mod Fortryllelse.

Hel mod Baalrøgen,

(Had skal man Maanen klage)

Lyng mod Bid-syger,

Runer imod Troldom.

Jord skal mod Vædske tage.

Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.