Om Lapperne og Finnene

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Petter Dass (1647-1707)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Petter Dass
(1647-1707)

Om Lapperne og Finnene
Af Nordlands Trompet
Udgivet 1739

Hvad er det du skriver, du drøsende Pen!

See, slaar du nu slet udaf Tankerne hen

        Vor' Fieldmænd og stumpede Lapper?

Du vedst jo de bygge blandt Klipper og Knold

Og haver i høyeste Tinder Tilhold

        Blant ukjendte Stier og Trapper.

Dog er der udvalgt en beskikkede Tid,

Paa hvilken de kommer i Bøygden herhid

        At handle med Folket og kjøbe;

Som er paa Sanct Hanses den Døberes Dag;

Da seer man de Lapper med Rensdyret spag

        Til Jensokkes-Marked at løbe.

Sin’ Varer de fører paa Renernes Ryg,

I Kløvjer forvaret saa sikker og tryg,

        At intet kan dennem frakomme;

I fordum de handled’ med Fieldfross og Maar,

Men saadant formindskes alt Aar efter Aar,

        Thi Skovene gjøres nu tomme.

Hos dem, som hos andre er Handelen alt

Fordærvet, forkarvet og lider Gevalt,

        Udarmet er vorden de fleste;

Jo ældre at Verden hun bliver af Aar,

Jo værre, jo slemmer’ er Menneskens Kaar,

        Vi have alt levet det beste.

Mens Rensdyrets Huder og Dyreskinds Vær

Samt Næver og stoppede Poser med Fjær,

        Skind-Handsker, Fin-Støvler og Lommer,

Af Huder og Skind heel behændig bered,

Befarvet med Barken af Olderens Ved,

        Det er det man hos dem bekommer.

Sin’ Kioler de herlig bordyrer med Tin,

Som haver med Sølvet Anseelses Skin,

        Og meget i Øinene praler;

Det meste de slider, er Klæde-Kjersei,

Thi Vadmel hos dennem er brugelig ei

        For Mangel paa uldrige Smaler.

Det Folk er særdeles af sælsom Natur,

Kortbenet i Vexten og støt af Statur,

        Ei meget ulige til Dverge;

Man finder der sielden en voxen og stor,

Medmindre hans Moder mistænkes for Hor,

        Dog vil jeg derfor ikke sverge;

Skarpøiet i Sigt og forbister i Sjun,

Og hel under Ansigtet gusten og brun,

        Spidshaget og Kjægerne lange.

De plages ei heller med Rigdom af Skjeg,

Men Hagen er nøgen og bar som en Væg,

        Jeg har det befunden hos mange.

Og findes end nogle, som Skiegge-Haar har,

Er Haarene moxen saa tynde og rar’,

        At man dennem tælle vel kunde.

Om Mangel paa Varmen hos dennem det gjør,

Hvad heller det, for de er maver og tør,

        Skuld’ komme, jeg kand ei begrunde. –

Hvad Huser, Pallatser og Bygning angaar,

Af sex eller otte smaa Kieppe bestaar

        All’ Finnens Pauluner og Bolig;

Han binder de Kjepper tilsammen i Ring,

Og lader et Dække der kastes omkring,

        Hvorinden han hviler sig rolig.

Han lever og er med sin Gamme tilfreds,

Ja om han end eied’ al persiske Kreds,

        Var han ikke bedre fornøiet.

Thi Huset det følger med Manden afsted,

Hvor Manden henvandrer, did vandrer det med,

        Gjør dog ikke Manden bemøiet:

Til Gulv og til Bænker han andet ei har

End Kvister af Træerne, Grener og Bar

        Det bliver hans Bolster og Leie,

Hans Hynder og Dyner, hans Lagen og Seng,

Det er hans Høisæde for Hosbond og Dreng,

        Hans Husgeraad han monne eye.

Paa middelste Gulv er Fyr-Stedet opsat,

Hvor uden Afladelse Dagen og Nat

        De hugne Gran-Stumper mon brænde.

Der ligger da Sønnen ved Faderens Fod

Og Datteren ringvis mod Moderen snod,

        Og Søster ved Broderens Ende.

Men holdtes ei Ilden saa idelig ved,

Hvor skulde de Kuldens Ulidelighed

        Og Vinterens Pust overvinde?

Dog skader dem meget den idelig’ Røg

Hos hvilken de ligge i Hylster og Smøg,

        Den giør dem surøiet og blinde.

Blandt tusinde lappiske Kvinder ei een

Man finder, som er uden Øinenes Men,

        Helst dem, der er vorden til Alder. –

Det Folk bruger og en besynderlig Dragt;

Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt,

        Hos dennem det aldrig forfalder,

De aldrig bevilger forandret Habit,

Men Kjolerne aabne i Bringerne vidt,

        Med Bremmer og Lister omsnoret;

De Buxer og Hoser har skaaren i eet,

Ombunden om Knæer og Lænderne tæt,

        Med Reen-Kalvers Skind underforet;

De slider Komager istedenfor Sko,

Saa Fødderne være kan smidig’ at sno;

        Det er kun en eneste Saale,

Derover er syd med det tyndeste Skind,

Og Foden er snøret behændig derind,

        Det tætteste Læggen kand taale.

Ved saadan en Klædedragt kommer og det,

At Lapperne løber gesvindig og let,

        Hel’ Miler foruden at svede.

Skuld’ nogen, hvis Legem var ikke bevant,

Ham giøre det efter, han visselig fandt

        Afmægtighed, Træthed og Hede.

Hos Kvinderne holdes Sølv-Belter i Brug,

Omgiordede dobbelt om Lænder og Bug,

        Det er deres Helligdags-Klæder;

Samt Spænder og Ringer om Brystet besat,

Naar Sølvet det fattes til bedste Zirat,

        Blir Messingen dygtig til Kjeder.

Og som de paa Hamp haver ingen Forraad,

Saa tvinder de Sener istedenfor Traad,

        Udtagne af Dyrenes Skanke,

De rives i stykker og drages saa fin,

At Traaden er, som af det netteste Liin,

        I fremmede Lande kand vanke.

Dog falde mig største Forundringer ind,

At Kvindernes Hænder paa bareste Kind

        Saa net et Arbeide kan drive;

De dermed os minder fornuftelig paa,

Man bør ei de Kunster og Midler forsmaa,

        Som selver Naturen mon give. –

Anlangende Midler og timelig Gods,

Da, endog de fleste stor Mangel er hos,

        Og lider Nødtørftigheds Plage,

Saa findes dog nogle, hvorvel de er faa,

Hvis Midler til nogle Gang Hundred kand naa,

        Kan sig og til Tusend bedrage.

Den høieste Skat de beflitter sig paa,

Er, Reensdyr og deres Affødning at faae;

        En Simle den koster en Daler, –

Man kalder den Simle, som hun er af Slag, –

Men Oxen (ei ringeste Skillings Aftag)

        Man dobbelt saa dyre betaler.

Han ved ei at tælle til høier’ end ti,

Et Ti er hans høiste Beregnelses Sti,

        Det kaldes et Lokk til at være:

Den Lap tykkes Rigdommen voxe sig nok,

Hvis Dyr kan beregnes tidobbelt i Lokk,

        Da synes ham først at regjere.

Han malker sin’ Simler, som Bonden sin Gjed,

Han kjæser sin’ Oster fortræffelig fed,

        Han fostrer sin’ nyfødde Kalve,

Han vogter og Kvæget, som Hyrden, med Løst,

Han slagter imod den tilkommende Høst,

        Han bruger Ben-Fedmen til Salve.

Han vaager om Vinterens haardeste Nat,

Han frygter for Ulvens Tilkommelse brat,

        Som Dyrene tragter at rive.

Han er i Bedrøvelse mangen en Gang,

Ham Ulven giør ofte saa hjertelig bang,

        Han ved ikke, hvor han vil blive,

Dog ikke for sin men for Dyrenes Nød,

Thi naar at han kommer, da river han død,

        Forstyrrer de rolige Tinder;

Og hvad han ei river, det jager han bort,

At Eieren løber og ved ikke, hvort

        Han sine forvildede finder. –

Du spørger, hvad Lapperne haver til Kost?

Da lever de mesten af Rens-Melk og Ost,

        Som blandes i Vandet og mænges,

Desligest af Kiødet, som tørres i Vind,

Det giemmer de siden og lader det ind

        I Huulede Træer ophænges.

Hans Piler og Bue forskaffer ham ok

Af vildeste Skover mangfoldelig nok

        Til fersk’ Mad og daglige Spise,

Ja Biørnen maae ofte tillade sin Krop,

Og Lappen ham æder saa gladelig op,

        Han siunger for hannem en Vise,

Ham synes, han æder den lækkerste Mad,

Naar Kjødet af Bjørnen frembæres paa Fad,

        Han levner ei ringeste Smule;

Han samler Rygraden og Skankerne lang’,

Ja alle hans Ben, og med sjungende Sang

        Begraver dem ned i en Hule;

Han vil ei tilstede, det ringeste Been

Af Bjørnen skal brydes og brækkes til Men,

        Hvad Tanker han derom vil gjøre!

Og hvilken forgiftig afgudiske Tro

Der under slig’ Besters Begravels’ mon bo,

        Det vil jeg i Pennen ei føre.

Det er at beklage, den Lappiske Slegt

Er meget med hedenske Taage bedækt;

        Hvorvel deres Prester formane

Med Trusler og Ord som retsindige Tolk’,

Maa man dog ugjerne fornemme, det Folk

        Vil elske Forfædrenes Vane.

O give vi vare bemægtiget saa

Det Lappiske Tungemaal til at forstaa

        Som Norsk eller Dansk til at tale!

Da kunde der blive Forhaabninger om,

At faa dem omvendt; men o Herre saa from,

        Vi ville dig Dommen befale!

Hvad hiælper, det Presterne gjøre sin Flid?

Det er kun om Aaret en eneste Tid,

        At de vore Templer indrømmer;

Hvor de da med Hænders Paalæggelses Ord

Annammes til Herrens høiværdige Bord,

        Som gudelig egner og sømmer;

Hvad enten de giør det med hykkelske Tant

Og heller andægtig, er Herren bekandt,

        Som prøver all’ Hierter og Nyrer.

Han lade sin Sæd iblandt Klipperne gro,

Han selver forøger den svage Mands Tro,

        Alting til sin Ære han styrer.

Men det er hos Lappen berømmeligt frit,

At ingen fra anden bortstiæler en Hvidt

        I Skov eller alfare Veier.

Der bar aldrig nogen for Tyvene Frygt,

Og ingen har Laas eller Lukkelse trygt

        For noget af alt det han eier.

Staburet hvori deres Spiisning er lagt

Er Huulede Træer med Næver betakt,

        Det kalder de Lapper sin Stave,

Der er deres Kjød, deres Ost, deres Mad

Usaltet, vindtørret, Ren-Skanker og Rad;

        Slig Retter bekvemmer slig Mave.

Man vil og vel sige, det Finnerne kan

Med Ryllen og Tryllen og Trolddoms Forstand

        Baad’ Veiret og Vandet forgiøre;

Ja og at indsætte forflyvende Gand

I Folk, Creaturer, i Marker og Plan,

        Det man og kan mangesteds høre.

At de nogen Omgang med Djævelen har,

Jeg derpaa har mangen gang Kjendetegn klar

        Med seende Øie fornommet.

Beter dennem nogen Forhaanels’ og Spe,

Og Finnen ham truer, Ulykke skal ske,

        Da bliver det tit efterkommet;

Er noget tyvagtelig snappet dig bort,

Og ved ikke, hvilken det Puds haver giort,

        Søg Finnen, han skal det opdage;

Han skal dig Personen navngive med Hast,

Og komme de skyldige Fingre til Last

        At bære det staalne tilbage.

Begjærer du Tyven et Merke maa faa,

Hans syndige Gjerning at kjendes derpaa,

        Det er ham en liden Umage

At sende sin kunstrige Djævel et Bud,

Han ville gesvindig af Hovedet ud

        Et Øie paa Tyven udslage.

Est du af modstridende Vind i Arrest,

Og ønsker til Reisen en føielig Blæst,

        En Fin skal den Handel forfremme;

Han bruger sin lønlige Kundskab med Hast,

Og slaaer paa Haandklædet tre Knuder vel fast,

        Dem giver han dig udi Gjemme;

Løs Knuden, som først blev indknyttet i Baand,

Saa falder dig passelig Seiling i Haand,

        Men vilt du den anden opløse,

Da krympes maa Seilet ved halvten i Mast,

Men løses den tredje, da gaaer hun for fast,

        Da faar du til Pompen at øse.

Og est du paa denne nærværende Dag

Begjærlig at vide, hvad Handel og Sag

        Paa de og de Steder sig hænde

I fremmed’ fraliggende Pladser og Ort,

Jeg kjender de Finner, det haver kundgiort

        Og kunde det give tilkjende.

Han kaster sig flad oppaa Jorden udstrakt,

Og falder slet hen i Besvimels-Afmagt

        Foruden al rørendes Aande

Men naar han til Livet opkvægnes igjen,

Fortæller han, hvor han vidt-værendes hen

        Har vanket i fremmede Lande.

Og paa det hans Ord kand forsikres med Ja,

Da fører han seendes Pant derifra,

        Som den eller den haver eiet.

Saaledes kan Satan forgjøgle det Sind,

Dem han ved Vantroen forstenede blind

        Til sine Liv-egne har leiet!

Sin Gande-Kunst bruger han og som en Mand,

Og sender hvort hen hannem lyster om Land,

        Forgiftig’ Beelzebubs Fluer,

Han sætter dem ind udi Folk eller Fæ,

Beskader saa mangt et uskyldige Kræ,

        Som skrækkes for saadant og gruer.

En liden Fortræd ham ei hændes saa snart,

Han straxen, opfyldt af Hevngjerrigheds Art,

        Med Gand sin Modstander mon plage;

Men allermeest er det Forundringer værd:

Een Ganden indsætter, den anden har lært

        Den samme med Kunst at udtage.

Nu maatte man spørge: hvor gjøres det godt,

At Satan med Satanam øver sin Spot?

        Kan Djævel en Djævel uddrive?

Det synes, at saadant mod Skriften er sagt;

Hvor skulde man kunne da give det Magt,

        Hvis du i din’ Vers monne skrive?

Jeg svarer dig af min Enfoldighed vel,

At Satan paa Folk ved at gjøre Forskjel,

        Og efter Personer sig føie;

Sig god at anstille han vel kan forstaa,

Og er dog ei alt udi Gjerningen saa,

        Som han dig fremviser for Øie.

Tit synes en Djævel gjør’ anden Gevalt:

Det er ikkun giort for Fortjenesten alt,

        Med Vilje lod Sigvard sig binde;

Den Gjerning er hannem ei tung eller sur,

At hjælpe det Menneskes Legem ved Cur,

        Hvis Sjæl han i Længden vil vinde.

Se! Satan i tusendfold Kunster bekjendt,

Skuld’ han ikke vide ved Experiment,

        Hvad skjult i Naturen maae være,

Og han, som al Verdens Omripping har havt,

Skuld’ han ei udgranske den lønlige Kraft,

        Som Jorderigs Urter mon bære?

Kilde

Petter Dass: Nordlands Trompet eller Beskrivelse af Nordlands Amt, udgivet af A. E. Erichsen med Illustrationer af Th. Holmboe, Kristiania 1892.