Om Lappernis Afgudsdyrckelse i Nordlandene

Fra heimskringla.no
Revisjon per 30. apr. 2021 kl. 14:41 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Anonym: Om Lappernis Afgudsdyrckelse i Nordlandene)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Samisk familie foran deres hjem, 1870.


Distriktsbeskrivelse
af ukendt ophavsmand

Ca. 1725


Om Lappernis Afgudsdyrckelse i Nordlandene


Om Lappernis væsen i
Levemaade og Afgudsdyrckelse
i Nordlandene fra forrige Tiider.



Hvad angaar Lappernes afgudiske Væsen, da har i forrige tiider været heel giængs blant dem alle, naar een Syg skulde helbredes, naar een vilde faae lycke til Fiskeri og Skytteri, da at bruge sine Runebommer i een og anden slig Tilfelde, som og at viise igien, naar noget var staalet, ligesaa at bringe sig self ligesom in extasi, da Legemet blefv ligesom død liggende, uden at kunde merekes Lifs Aande hos det, siden Siælen da effter sigende skulde være af Legemet bortreyst til langt fra liggende stæder, for at fortælle vedkommende, hvorledes der stod til paa det eller det stæd. Da de har end og exaggerered denne Legende saavit, at Lappen skulle have bragt med sig noget af Husetz Meubler til Kiendetegn, at hand har været paa det stæd, og refererede sandfærdelig, hvorledes i Huset tilstoed. Exemple paa slig passage siges endnu forvidst at være passeret omtrent for 30 Aars tiid, da een Lap i Findmarcken skulde saaledes i forrige Biscop i Tronhiem Sahl: Doctor Peder Krogs tiid, ved hans egen nærværelse der, have bragt sig i slig Extasi, og der hand effter een kort tiids forløb kom til sig igien, skulle hand have referered, hvorledes tilstoed med Biscoppens Frue og i hans Huus, og til et sickert Kiendetegn, bragte med sig derfra een heel kiendelig Sølf Skie af dem som daglig pleyede bruges i Biscoppens Huus, og ved hiemkomsten skulde det være befunden, at samme Skie kom bort samme afften, uden at vide det mindste, hvor den afblefv. Saaledes fortælles for sickerhet endnu denne passage tillige med u-tallige flere af samme Surdey, hvilcket alt maa staa ved sit værd. Ligesaa at udsende sterckt veyr for at omkomme nogen, der paa nogen slags maade har forsyndet sig mod dem, som effter sigende har vært heel giængs blant dem. At bringe een kolsindig piige til Kierlighed sin Elskere, at udsende dend saa kaldede Gann eller skaffe een særdeeles slags Sygdom paa andre Mennisker eller deres Creatuurer, til hæfn for hvad samme kunde have giort dem imod, hvilcket endnu skall have været det aller almindeligste blant dem i forrige tiider. Ligesaa paa visse store Steener eller Høye liggende i Marcken at offre, enten døde eller levende Creatuurer og samme at nedgrave i Jorden til deres saa kaldede, og paa deres Runebommer afmalede Guder.

Men i disse tiider hører mand lit eller intet derom blant dem. Vell har de her beskrefne for Field-Lapper ord for endnu til deels at hænge ved samme afgudiske væsen, men det er iche afgiort hvorvit kand stræcke sig. Ligesaa findes vel de blant Bøygde-Lapperne, der ere heel gamle, og har ord for endnu, at hænge ved forrige Runerier og afgudiske Væsen. Men mand holder det kun for et løest Rygte, i sær har været i Bodøe Gieid een æld gammel Lap ved nafn Morten Olsen der døde først i Aaret 1752, over 100 Aar gammel, hvoraf mand erfahrer, hvad høy Alder dette slags folck kand opnaa, i hvor meget ont de lider fra sin ungdom op, og hvor slet Spiise de opdrages med. Samme har tilforne hafft ord for een stor Troldmand, men naar hand i de seenere tiider af een og anden har været begieret at øve samme Trylleri i sær at viise igien naar noget var staalet, skall hand stedse have svaret, hand var nu for gammel og hafde ingen Tænder i Munden, hvilcket var aarsag at hand iche kunde føye deris begiering, men har viiset dem hen til sin Søn Ole Mortensen paastaaende: Hand var ligesaa god som Faderen, men Sønnen er dog slet iche i mindste maade bekandt for saadant at øve, men samme ernærer sig mæst af at aarelade og ved adskillige lægedomme at agere een slags Doctor blant bønderne i samme Egn. Saa mand nu i disse tiider holder saadant meere for bøygde Snack, end noget virkeligt i sig self.

Deris Runebommer var giort af udhuulet Træ af størrelse som een liden bomme, og overtræcket det huule med Kalf Skind, hvorpaa stoed afmalet alle Lappernes saa kaldede afguder, hver i sin visse figure. Der har været forskiell paa Runebommernes faicon og billedernes Afmaalinger, ligesom Bøygde Laugene og Runebommernes fabriqveurs var till, saa de iche alle har været liige. Men i almindelighed har deres afguders nafne og afrisninger været ligesom hereffter beskrifves, ligesaa deres offringer og andet afgudiske væsen. Der har i hver Bøygd været visse gamle Lapper, som har hafft anseelig fortieniste af at fabriqvere disse Runebommer med sine tilhørende pertinentier af Mæssing Ringe og Hammere giort af Reensdyrs been, til hvilcket Arbeide disse har været ligesom priviligerede.

Runebommen (saasom det holdes for) skall betyde Odins Hoved. Den blefv fordum effter gamle folckes sigelse adspurt og holden nær til øret, og skulde været saa hørt af den et lydeligt svar. I vore Tiider, end og for noget lang tiid siden, skall iche ved Røst være faaet svar af Runebommen, men ved een Rings bevegelse og henstødelse til den eller den Guds afmaaling paa den, i det der er blefvet slaaet med een saadan beenhammer paa Runebommen, er der blevet et eller andet tilkiendegivet. I fordum tiid drack Noyderne (Runemænderne) Luud naar de skulle Rune, men i de sidste tiider Brændeviin. Naar noyderne begyndte deres Runen, havde de folck hos sig samlede, hvilcke hielpe til Runingen med deres saa kaldede giønge Sang, saadan samling kaldtes Noyde-Kionka. Noyden drickendes da brændeviin, giorde sig meget til, løb omkring i tull paa Knæerne, tog gloendes ild i Hænderne, skar paa den bare haand med een skarp Knifv, og saa slog paa Runebommen, da fornefnte Ring begafv sig hen til den Guds afmaaling, som, af følge om ham lovtes offer, blev hielp at haabe hos, ex: gr: Om Runingen skeede for at faae et sygt Menniske til Livet igien, og Ringen begav sig til Jabmeokkas (Dødens Moders) Afmaling, da gaves der med tilkiende, at saa fremt den syge skulle komme til Livet igien, da maatte det skee ved offer til Jabmeokka. Naar Noyden da lenge hafde holdet paa at rune med stor iver paa fornefnte maade, da falt hand død ned til Jorden, saa at hand blefv liggendes gandske aandeløs een half tiime i det ringeste, eller og hen mod een Tiime, da hand imidlertiid effter hans sigende skulde været vandrendes nedre i Jabmeoymo (dødningenes Land) for at faae ved viss accord om offer til Jabmeokka, den syges Siæl op af Jabmeoymo, som troedes at være did nedkommen, fra hvilcket sted hun endelig maatte ræddes, saa fremt den Syge skulle komme til Livet igien: Det galt da endelig paa Noydens løffte om saa og saa stort offer til Siælens Løsning, dog undertiiden og paa hans Gesvindighed at faae (Dødningene u-formercket) Siælen hen fra dem snappet. Og ald den tiid Noyden laae død, maatte absolute een Qvindes Persohn iidelig og hæftig giønge, eendeel for at paaminde ham om hvad forretning hand havde i Jabmeoymo, og eendeel for at faa ham til Livet igien. Og efftersom det var saa høyt fornøden u-afladelig at giønge paa ivrigste maade imedens Noyden laae død, da fich hun betaling af Noyden for denne Giøngen. Men den Løn Noyden fich for sin Tieniste, var iche liden, thi det hedte, at hand maatte have een god Løn, efftersom hand vofvede sit Liv i Jabmeoymo. Men self bekiendte hand om sig, at hand kunde intet, var iche hans Passevare gulj (Hellige fields Fisk) hvilcken og var den som bevarede hans Liv, thi Noyden foer baade need i Jabmeoymo, og op igien der af udj sin Passevare Gulj. I Noydernes visse Field, som de holdte hellige, hvoraf de hafde deres Passevare olmaj (Spiritus familiares) hafde de og denne deres Passevare gulj, saasom og deres Passevare lodde, og Passevare Sarva. Naar Passevare gulj da hafde ført Noyden u-skad af Jabmeoymo, og ind i sit Legem igien, da begyndte det at røre sig, og blefv da fortelt af Noyden hvordan hans Reyse afgick, og hvor stort et offer hand maatte udlove til Jabmeokka, førend hand fich den Syges Siæl fra hende.

De gienniste Guder af dem som ere afmalede paa Runebommen, er 1. Radien (Verdens Raadere) den fornemste, saasom hand effter Lappernes Meening, er den fornemste aarsag til Menniskens forplantning; thi hand, hvilcken boer oppe blant stiernene, sender een Siæl ned til Maderakka som boer neden under Lappernes Gammer, den hun igien leverer til sin datter Sarakka, som og boer under Lappernes Gammer, at hun skall lade voxe Kiød paa den i een Qvindes Liv til et Foster, og saa give een god barnefødsel. Radien effter deres Meening opholder og verden, at den skall iche nedfalde, ligesom hand og giver lycke til Reyn. Denne Gud er (som Jupiter for Hedningene saa og denne for Lapperne) den øverste Gud, og staar derfor afmalet øverst paa Runebommen ved den side deraf, som vender mod den høyre Haand. Naar Noyderne eller og andre Lapper offrede til Radien, da sette de ved hans Offer een støtte, hvormed hand skulle opstøtte Verden, at den skulle iche falde omkuld. Denne støtte hvorpaa var een Klyfft i den eene Ende, var af træe smugt huggen, og af den som ofrede blefv oversmurt af offre Creatuurets blod. Der opsattes og ved hans offer et træ som var ferskt og grønt opgravet med Roden saaledes, at toppen blev vent ned og Roden op, hvilket og blev besmurt med offre Creatuurets blod.

2. Var den Gudinde Rananeid (den grønne Jomfrue) een stor Gudinde blant Lapperne, hvilcken om Vaaren effter deres Meening giorde Fieldene og Marcken bare for Snee og grønne med Græs til Reynens føde. Hun staar afmaalet paa Runebommen næst ved Radien, paa den Runebommens Siide, som vender mod den venstre haand. Til den Ende ofredes der og til denne Jomfrue, at hun i betiids om Vaaren skall lade voxe Græs til føde for Reenen.

3. Neden for Radien og Rananeid sees paa Runebommen Passevara Olmaj (de hellige Fields Mænd) Passevara Gulj (de hellige Fields fisk) Passevare lodde (de hellige Fields Fugl) og Passevare Sarva (de hellige Fields Oxe-Reen) og endskiønt det kand skee at disse staa paa begge sider af Runebommen, saa og mit paa den (fra begge sider at reigne) saa staar de dog gierne nærmest til den side deraf som vender mod den høyre Haand.

Een Noyd hafde sine Passe vare Olmaj for sig self allene, de vare hans Spiritus familiares. Passe vare Gulj var hans fisk, som ved hands foregaaende Runen og hendødelse baade førte ham til og fra Jabme ajmo, saa og førte ham anden steds hen, saasom til fremmede stæder, for at berette for nogen hvordan der stoed til. Denne Noydens Passevare Gulj var og, saavelsom hans Passevare lodde, og hans Passevara Sarva, saadant et Gann som hand satte ud imod andre, end og mod andre Noyder til at stride for sig. Paa dend maade kunde een Noyd blive bestandig blant sit Folck, og faae sin aarlige Noyde-Løn af hver Mand, om hand var god for at staae sig mod andre Noyder; thi hvilcken Noyd der befindtes (!) at være sterckest, hand udvelckedes (!) af alle og belovedes aarlig Noyde-Løn. Een Noyd satte da ud mod een anden Noyd fornemmelig hans Passevare Sarva, saasom den, blant alt det hand havde at udsette, var den sterkeste, og gich da striden saaledes an, at naar den eene Noyd satte sin Passevare Sarva ud til striid, da mødte den anden Noyds Passevare Sarva imod ham, og just det samme som overgick disse stridende Sarva, det overgick Noyderne self. Stangede dend eene Sarva hornet af den anden, da blev den Noyd syg, hvis Sarvas horn blev afstanget. Dræbte den eene Sarva den anden, da dødde den Noyd hvis Sarva blev dræbt. Derfor skeede det og, at saa træt og udmattet som den stridende Sarva blev, saa træt og udmattet blev og den Noyd, som hand stridde for. Udj slig een udmattelse kunde det undertiiden skee, at der kom een Jomfrue af hans Spiritus familiares, som gafv ham til vederqvægelse af Passevare Kiadse (det hellige Fields vand) at dricke. Passevare Guli og Passevare lodde, som nefnt blev, sattes og ud som et Gann mod andre, men de vare iche af saadan een styrke som Passevare Sarva. Men Passevare olmaj var iche egentlig saadanne som een Noyd sente ud, som sin Gann, men de vare Noyden tienstagtige i at komme til ham naar hand giøngede paa dem, for at ville have Raad hos dem. Endelig skeede det undertiiden, at naar Passevare Olmaj iche kom strax, naar een Noyd giøngede paa dem, hand da maatte giønge paa sin Passevare lodde, i det indhold, at hand skulle flyve hen til det eller det hans Passevare eller hellige Field, for at begiære, at dets Olmaj ville komme til ham. Een Noyd hafde iche gierne mere end 2 eller 3 Passevare eller hellige Field, og hand kand da undertiiden have bedre haab om assistence af det eene, end af det andet; derfor naar hand giøngede paa det eene hans Passevare, at dets lodde eller og Olmaj skulle komme til tieniste eller og Raadføring for ham, men det blefv iche effterkommet, da giøngede hand paa et hans andet Passevare, hvorved hans giøngen blev effterkommet.

I et af hans Passevare boede hans Sarva, men hans lodde boede undertiiden i samme Passevare, undertiiden i et andet, ligesaa hans Gulj. Det kunde og hende sig, at een Noyd kunde være saa sterck, at hand havde 2de Sarva, een af et hans Passevare, og een af et andet. Ligesaa kunde det hende sig at hand havde 2de lodde etc: Men naar det skeede, at een Noyd havde 2de Passevare Sarva, da torde ingen anden Noyd prøve paa, at overvinde ham for at komme igien i hans bestilling. Er da omtalt hvor Passevare Olmaj, Gulj, lodde, og Sarva ere afmalede paa Runebommen, og herhos kand erindres, at Passevare self paa eendeel Runebommer ere afmalede.

4de Mit paa Runebommen fra begge sider at reigne staar Beyve (Solen) afmaalet. Der offredes til hende, at hun skulle skinne vell, og sattes ved hendes offer, hende til ære, een Ring paa een sticke, af saadan figure hvilcken Ring var smugt giort af Træ, og oversmurt af offre Creatuurets blod.

5. Er Horagallis (Torden) afmalet litt lenger need end Beyve, og lit nærmere end hun, til den siide af Runebommen mod dend høyre Haand. Denne Horagallis var effter Lappernes meening een blaaklæd mand, som undertiden med sine store slag og Lynild giorde dem forskrecket, derfor, for at stille ham tilfreds, da lovedes ham offer, hvilcket løffte de og u-brødelig holdte, og sadte ham da til ære ved hans offer, een Hammer, som af Træe var smugt udskaaren, hvilchen de oversmurte med offre Creatuurets blod.

6. Iche langt fra Horagallis sees Biexolmaj (Vindmanden) at være afmalet, dog paa eendeel Runebommer nærmere mod den venstre haand, end paa andre. Til denne Gud lovte Lapperne offer, naar de af sterck og haard Vind og Veyr var udj Livsfare.

7. Er Leybolmaj (Brødmanden) afmalet nedenfor Biexolmaj, og paa den side af Runebommen som vender mod den høyre haand. Til denne Gud offredes for Løcke til Biørn, og ved hans offer sattes een bysse udaf Træe, som var smugt crinit og udskaaren, hvilcken oversmurtes med ofre Creatuurets blod. Naar een Noyd satte sig een dag for at gaae hen i skougen, for at søge om at faae Biørn, da slog hand paa Runebommen, for at fornemme, om hand den dag skulie faae Lycke til Biørnen. Men saadan een Runing, som kun skeede for een ringe ting skyld, men iche for et Menniskes Liv at redde, kunde skee, endskiønt Noyden hvercken havde mange hos sig samlede, eller faldt til Jorden som død. Naar Noyden (eller een anden Lap) hafde hafft den lycke, at hand hafde faaet Biørn, da samlede hand Mænds Persohnerne, som med deres Giønge-Sang, skulle tacke Leybolmaj med ham for den lycke. Men for den Hellighed, som effter deris Meening var ved Biørnen, saa Qvindes Persohner holdtes vanhellige mod ham, da værdigedes de iche at gaae ind ad den samme Dør, hvorigiennem Biørne-Kiødet blefv baaret, men de maatte gaae ind bag i Lappehuuset, iche heller var de værdige at tage til sig af Biørne-Kiødet for at æde det, men det blefv dem af Mands Persohnerne præsenteret paa een sticke.

8. Maderakka, Sarakka, Juxakka og Uxakka (Gudinder for Qvinder) staa saa langt neden paa Runebommen paa begge dends sider, saa der neden under er iche stort Rom igien tilbage til afguders Afmaling. Maderakka er effter Lappernes Meening Moder til Sarakka og boer, ligesaavel som hun, neden under Lappernes Gammer eller Hytte. Maderakka annammer Siælene ovenfra af Radien, dem hun overleverer til Sarakka, som skall overklæde dem med Kiød i Moders Liv til et foester, og derpaa give een god barnefødsel. Denne Sarakka holdes og for, at skall hielpe til een Ovindes Menstrua, hvilchet alt baade dette og det forrige, hun noch vel bestiller saa fremt hende gives vel offer. Juxakka som og er datter til Maderakka, har effter Lappernes Meening den bestilling, at naar een Fader gierne vil have Søn, iche daatter, da naar hand offrer til hende, saa forandrer hun datter til Søn i Moders Liv. Foruden dette, da tillader hun iche een Fader, at holde sin Søn til Skytterie, hvilchet er at give ham hen til Leybolmaj, saasom hand er Gud for Skytteri, og det af aarsag, at Leybolmaj er hendes fiende, saa hun derfor iche vil unde ham Sønnen, uden hun faaer Offer. — Uxakka som iligemaade er datter til Maderakka, har den bestilling, at naar hende gives vel offer, da seer hun vel till, det føde barn, og vogter det, naar det begynder at gaae, fra stød og fald.

9. Jabmeokka (Dødens Moder) staar neden under fornefnte Gudjnder paa Runebommen. Denne Gudinde vill effter Lappernes Meening, baade self undertiden have Mennisker ned til sig til Jabmeoymo, hun vil de skall døe at de kand komme til hende, saa og ere der Jabme-Kudsen (Dødninge) i Jabmeoymo, som vill have nogen af sin slægt fra dette Liv, og ned til sig, hvorom Lapperne foregive at faae underretning, saasom Noyder ved Runen, saa og andre ved Drømme.

10. Allernederst paa Runebommen staar Rota. Denne boer i Rotoymo, som ligger effter Lappernes Meening langt dybere ned i Jorden end Jabmeoymo. Rota skall være saare ond, og naar hand med sær Sygdom plager nogle, da blive de gierne med offer til deres Guder frelste fra ham. Men skulle deres Guder iche kunde frelse dem fra hans plage, da nødes de til at give ham self offer, for at hand godvillig skall gaae fra dem, og saa nedgrave de een Hæst i Jorden, til den Ende, at hand paa den skall riide fra dem, og ned i Rotoymo. De Siæle som komme ned i Rotoymo, af aarsag, de iche har været deres Guder lydige, komme aldrig derfra igien, men de siæle, som af aarsag, de har lydet deres Guder komme i Jabmeoymo, komme effter een lang tiid derfra og op til Radien effter Lappernes Meening. Ligesaa holdte de for at Menniskenes Legeme stode aldrig op, saa de hvercken komme til Rotoymo eller Jabmeoymo, men det var kun Menniskens Siæle som komme til een af disse stæder, hvor der da blefv paa dem skabt et nyt Legeme.

Hvad offer angaar til alle djsse fornefnte Guder, hvilche sees afmalede paa Runebommen, da angaaende offer til Radien, Rananeyd, Passevare, Horagallis, Biexolmaj, og Leybolmaj, offrede Lapperne ydmygeligen til dem, thi de toge deres belter og hængte dem over deres skulder, krummede sig, gich med  stave, giøngede ydmygelig paa den Gud de skulle offre til, at hand vilde tage vell imod offeret. Om det da var een ReenOxe eller een anden Oxe som een Lap offrede, da aflagde de til Guden et stycke af tungen, et stycke af Lungen, et støcke af hvert øre, fødderne, pudenda, noch alle beenene, hvoraf intet been maatte brydes. Till den Ende havde de til et offre Maaldtid saa mange folck samlet, at de kunde æde Kiødet af alle beenene; thi beenene med det andet annammede Guden der offredes till som et tienligt Offer, thi hand skabte self Kiød paa beenene, gav Oxen Liv, og havde saa i det Liv hvor hand var een fuldkommen levende Oxe effter Lappernes Meening. Den sted hvor paa de lagde offeret, og satte fornefnte udskaarne og crinede træer, var enten ved et stort træ eller Steen.

Men til Maderakka, Sarakka, Juxakka, og Uxakka, offredes gierne paa den maade, at der gravedes ned i Iorden til dem, hvor de boede et levendes sort Lam, een levendes Kat, een levendes Griis, eller og sattes til dem een levendes Hane i een saa kaldet Uur, hvor hand galede saa lenge hand kunde, og saa dødde af hunger. Til Jabmeokka, og ligesaa undertiiden til Rota, settes og paa samme maade et levendes Creatuur ned i Jorden.

Mange Lapper har omdøbt deres børn; thi naar et barn effter daaben er bleven sygt, da har enten Noyder ved Runen, eller gemene Lapper ved Drømmen, skulde kundet siige, at barnet iche med Præstens daab og det nafn, det har faaet i daaben kunde trives, saa derfor Præstens daab maatte afvaskes, og barnet igien gives et andet nafn, om det skulde kunde trives vell. — De som har omdøbt barnet, har da lagt Nemo schiello (een nafn Ring) i vand, og derpaa øst vand paa barnet og sagt: Jeg vasker (eller døber) dig i det og det nafn, næfnende da det nafn som barnet da faar paa nye, og der i skall du trives vell, og da har det undertiiden skiedt, at barnet har faaet Nemo Gulj (nafn fisk) som og har giort sit til, at barnet har blevet een stor Noyd effter Lappernes Sigende. Een deel Lapper har og om Morgenen, førend de har gaaet til Guds bord, udj ost ædet Radiens Legem, og i vand drucket Sarakkas blod som de har holdet for sin bæste Altergang, saa lenge de levede i sit afgudiske væsen, saa deris anden rette Altergang i Kircken har kun været for et Syn skyld.



Kilde

Om Lappernis væsen i Levemaade og Afgudsdyrckelse i Nordlandene fra forrige Tiider. Efter håndskrift nr. 947 fol. i Thotts Samling ved Marie Krekling, Nordnorske samlinger, Bd. 5, Oslo, 1945.