Vis kilden til Om en kongesøn og en kongedatter

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Af kóngssyni ok kóngsdóttur]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om en kongesøn og en kongedatter]] !!  !!
|-
|}


<center><big><big>'''Om en kongesøn og en kongedatter'''</big></big> <ref>Teksten findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/da/manuscript/view/da/AM04-0657-a-b AM 657 a-b 4to] fra midten af 1300-tallet.</ref>

''Af kóngssyni ok kóngsdóttur''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2022</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Konráð Gíslason:'' Fire og fyrretyve for en stor Deel forhen utrykte Prøver af oldnordisk Sprog og Literatur,'' Gyldendal, 1860''</center>
----


[[Fil:Et_ungt_par.jpg|thumb|right|350px|<center>'''Et ungt par'''<br>''fra et fransk 1300-tals håndskrift''</center>]]Jeg har hørt fortalt, at der i Galicien herskede en konge, som havde en ung og beleven søn. Kongen elskede ham højt, for han var hans eneste barn. Der er ikke nævnt nogen dronning. Hos kongen var der to mænd, som omtales. Den ene var ridder, den anden var kok, og disse mænd var formænd for andre, som kongen bestemte over. I et land ikke langt derfra herskede en anden konge. Han havde en smuk og klog datter. Hendes far og mor elskede hende over alt. Kongen lod et nydeligt hus opføre til hende, og dér opholdt hun sig dagligt sammen med sine tjenestekvinder.

Det skete en dag, at kongesønnen sagde til sin far: »Jeg har lyst til at rejse udenlands for min fornøjelses skyld, og du må give mig ledsagere.« Kongen svarer og siger, at han vil gøre alt, hvad sønnen ønsker. Han takker sin far og siger, at han ikke vil have noget talrigt følge, »— men jeg ønsker, at den mest tapre ridder her følger mig sammen med din kok; så behøver jeg ikke have flere folk.« Kongen siger: »Hvor vil du tage hen med så få mænd?« Han svarer: »Jeg agter at opsøge den konge, som hersker her i nabolandet, og jeg vil efterprøve hans datters klogskab, som der tales så meget om.« Kongen bad ham gøre, som han ville.

Så drog de af sted, men inden de kom frem til kongen, sagde kongesønnen til sine rejsefæller: »Nu gør vi noget andet, end man plejer: Kokken skal nu gå forrest og sidde på den inderste plads, mens jeg skal sidde yderst, og han skal i samtalen med kong .&nbsp;.&nbsp;.<ref>Kongens navn mangler i håndskriftet.</ref> føre ordet på vores vegne, som om han var vores anfører.« De bad ham bestemme. Og da de kom til kongens hal, gik kokken først frem for kongen, så kom ridderen i midten og kongesønnen til sidst. De hilste alle behørigt på kongen, for de var alle dannede mænd. Kongen tog vel imod deres hilsen og spørger, hvem de er. Kokken svarede for dem og fandt på noget, men det var ikke sandheden, han fortalte. Kongen spørger, hvor de kommer fra. De sagde, at de havde rejst langt, men nu ville de bede kongen om vinterophold. Han sagde, at han hverken ville spare på mad eller drikkevarer til dem, og gav dem plads efter deres stand, så kokken sad nærmest kongen, derefter kom ridderen, mens kongesønnen sad yderst. De opholdt sig der nogen tid, men gjorde ikke noget videre væsen af sig og blandede sig ikke i meget, men var venlige.

Det skete en dag, at kongen gik hen til sin datters hus. Hun hilser ham venligt og spurgte om nyt. Han sagde, at han ikke havde noget nyt at fortælle. Hun sagde: »Er der ikke kommet nogle folk til hallen langvejsfra?« Han svarer: »Der er kommet tre fremmede mænd til hallen.« »Hvor kommer de fra?« spurgte hun. Kongen sagde, at det vidste han ikke, »— de virker pålidelige, men jeg véd ikke, hvad det er for nogle folk.« »De måtte gerne,« siger kongedatteren, »— komme hen og tale med mig.« »Det skal ske,« siger kongen og går derefter hjem til hallen.

Dagen efter gik kongen hen til deres leder og sagde: »Tiden må falde jer lang; der sker ikke så meget morsomt her, men i dag må du gå hen til huset og besøge min datter.« »Det gør jeg gerne,« siger han og går hen til huset og hilser på kongedatteren, og hun tager godt imod hans hilsen. Kongedatteren sad i højsædet, og der førte to trin op til det, og han satte sig på det nederste. Kongen sad en tid sammen med dem, men derefter gik han. Så tog kongedatteren ordet og spurgte, hvem han var. Han fandt på noget, men det var ikke sandheden, han fortalte. »Sig mig,« sagde hun, »— hvilken fugl ville du helst være?« Han svarede: »Hvorfor skulle jeg være en fugl, når jeg er en mand?« »Ja, jeg ser, at du er en mand,« sagde hun, »— og ganske anstændig. Men hvis det nu var sådan, at du var en fugl, hvilken slags ville du da helst være?« Han svarede: »Jeg tænker, at jeg helst ville være en agerhøne.« »Og hvorfor en agerhøne?« siger hun. »Fordi,« sagde han, »— det er den herligste madret for stormænd.« »Det er sandt,« siger hun, »— men hvilken fisk ville du så helst være?« Han svarer: »Jeg tænker, at jeg helst ville være en laks.« »Hvorfor det?« siger hun. »Fordi,« siger han, »— laks er mad for stormænd.« »Det er rigtigt,« sagde hun, »— men hvilken slags træ ville du helst være?« Han svarer: »Jeg tænker, at jeg helst ville være et birketræ.« »Hvorfor en birk frem for andre træer?« »Fordi,« sagde han, »— den er nemmere at få til at brænde end andre træsorter.« »Du svarer godt,« siger hun, »— og du skal være min gæst i dag.«

Næste dag gik ridderen med kongen hen til huset og satte sig et trin højere oppe end kokken, og kongedatteren tog vel imod dem. Kongen sad der ikke længe, før han gik. Kongedatteren spurgte ridderen, hvilken fugl han helst ville være. Han svarer: »Jeg kunne ikke tænke mig at være en fugl, men hvis det endelig skulle være, ville jeg helst være en falk.« »Hvorfor hellere en falk end en anden fugl?« sagde hun. »Fordi,« sagde han, »— falken er mere modig end andre fugle.« »Det er sandt,« sagde hun, »— men hvilken fisk ville du så helst være?« »Hvis jeg skulle være en fisk,« sagde han, »— så tænker jeg, at jeg helst ville være en gedde.« »En gedde!« siger hun, »— hvorfor det?« »Af den grund, at den har to store tænder forrest i munden, hvormed den dræber andre fisk, og disse er også meget bange for den.« »Jeg tror, det er rigtigt,« sagde hun, »— men sig mig, hvilken slags træ ville du helst være?« »Helst en ask,« sagde han. »Hvorfor det træ frem for andre?« sagde hun. »Fordi,« siger han, »— ask bruges mest til spydskafter og anses for at være mere egnet til denne brug end andre slags træ.« »Det er alt sammen sandt,« siger hun, »— og du skal være velkommen her i dag.«

Den tredje dag fulgte kongesønnen med kongen hen til huset. Hun tog venligt imod dem. Kongesønnen hilste høvisk på den gæve kvinde. Han satte sig med det samme ved siden af hende i højsædet. Kongen gik ud. Jomfruen henvendte sig da til kongesønnen og spurgte, hvad han var for en mand. Han fandt på noget, men fortalte ikke noget, som gjorde, at hun vidste mere om sagen end før. Da sagde kongedatteren: »Hvilken fugl ville du helst være?« »Jeg vil helst ikke gøres til et dyr,« siger han. »Det véd jeg naturligvis,« siger hun, »— og jeg spurgte ikke om dette for at nedværdige dig.« »Jeg tænker,« siger han, »— at jeg helst ville være en spurv.« »En spurv!« sagde hun, »— det er en lille ubetydelig fugl. Hvorfor vælger du at være den?« »Fordi,« sagde han, »— den flyver i en stor flok.« »Det er sandt,« sagde hun, »— men hvilken fisk ville du helst være?« »Jeg tænker, at jeg helst ville være en sild.« »Det var dog en uanseelig fisk,« siger hun, »— men hvorfor vil du være den?« »Fordi,« siger han, »— sild altid er mange sammen, og jeg synes jo bedre om det, des flere der er i mit følge.« »Sig mig,« siger hun, »— hvilken slags træ ville du helst være?« »Vedbend,« siger han. »Man hører sjældent, at nogen vælger at være vedbend, som næppe har andre træers egenskaber — men hvordan begrunder du det?« »Med det,« siger han, »— at den altid findes rundt om et andet træ og holder fast om det.« »Dette vil jeg ikke modsige,« siger hun, »— men hvis du nu skulle være en lille ting, hvad skulle det så være?« »Det skal jeg snart sige dig,« siger han, »— ikke andet end brodden i dit bælte.« Hun siger: »Hvorfor ville du være den?« Han svarer: »Fordi så ville jeg lægge begge hænder om dit liv.« Hun sagde: »Er det kommet dertil? Du skal være velkommen som min gæst, sådan som du ønskede det.« »Det tager jeg imod,« siger han. Han sad der hele dagen, og jeg formoder, at de talte sammen om mange ting. Om aftenen gik han hjem og satte sig på sin plads.

Den følgende morgen gik kongen hen til sin datters hus. Kongen spurgte, hvordan hun ville bedømme de fremmede mænd. Hun svarer: »Jeg véd ikke, hvad de hedder, men jeg mener at vide, hvilken stand de hver især tilhører. Den første, der kom til mig, er kok og sikkert en dannet mand. Den næste, der kom til mig, er ridder og formentlig en duelig mand. Men den mand, der satte sig hos mig i højsædet, er kongesøn og nok en magtfuld og ganske ærgerrig mand, men jeg tænker, at han har opholdt sig her under dække, og at der stikker noget under. Jeg mener, det ville være klogt, hvis du satte dig sammen med ham, og så tror jeg snart, du vil finde ud af, hvad han er for en mand.« Kongen sagde, at dette skulle ske. Derefter gik kongen til hallen og derhen, hvor kongesønnen sad. Han sagde: »Kom og sæt dig her sammen med mig, for jeg tror, at du længe har holdt noget skjult.« De taler sammen, og kongen erfarer, hvem han er. Han blev siden gift med kongedatteren, og de elskede hinanden meget. Der fortælles ikke noget om deres børn. Og dermed slutter dette eventyr.


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]