Orknøboernes saga (Ægidius) - Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oversat af
Jens Peter Ægidius
Den oversættelse af Orkneyinga saga som her fremlægges under titlen Orknøboernes saga er den første danske oversættelse af sagaen som udgives på tryk. Der eksisterer nemlig en indtil nu utrykt dansk oversættelse af den samme saga. Herom mere nedenfor.
Orkneyøerne eller — som denne oversættelse foretrækker at kalde dem — Orknøerne er som bekendt en øgruppe der ligger ret nord for Skotlands nordspids, Caithness (i sagaoversættelsen Katnæs), adskilt fra Skotlands ‘fastland’ ved det 10 km brede sund Pentland Firth (i sagaoversættelsen Pentlandsfjorden). Øgruppen, som strækker sig omtrent 80 km fra sydvest til nordøst, omfatter 67 øer hvoraf knap halvdelen er beboede. Øernes samlede flademål udgør 975 kvadratkilometer. Den største af øerne er Mainland (i oversættelsen Rossø) hvor også hovedbyen Kirkwall (oversættelsen: Kirkevåg) ligger. Det er et land med klippekyster og højder op til 474 m over havet, vindblæste øer — »i kuling ligger øen«, som det hedder i en af Ragnvald Jarls strofer — med et mildt atlantisk klima under indflydelse af Golfstrømmen, fortrinsvis græsbevoksede med lidt spredt, lav trævækst, et land hvis beboere før den seneste menneskealders olieeventyr mest har ernæret sig ved landbrug, hovedsagelig fåre- og kvægdrift, dog også nogen korndyrkning, som sagaen kan fortælle om den navnkundige bonde og viking Sven Åslevson, suppleret med fiskeri, som sagaen også flere steder berører. Nu om dage har øerne omkring de 20.000 indbyggere, men der har været flere, dog formentlig ikke i sagaens periode.
Skæbnefællesskab med beboerne på Orknøerne havde i den historiske periode sagaen fortæller om beboerne på en anden nordatlantisk øgruppe som ligger endnu 80 km længere mod nordøst ude i Atlanterhavet, eller rettere måske Norskehavet: Shetlands-øerne eller Hjaltland som de hedder i sagaens sprog. Shetland er underkastet omtrent de samme klimatiske forhold som Orknøerne og har også historisk — i hvert fald i den periode sagaen fortæller om — fulgt den lidt sydligere øgruppe som del af det samme jarledømme, selv om der også er forskelle: i endnu højere grad består Shetland af én stor hovedø hvorom der er grupperet et stort antal meget mindre øer. Ialt er der 117 øer som tilsammen dækker et areal på 1428 km2, og øgruppen ligger mere samlet bortset fra Foula langt mod vest. Fair Isle (i sagaen Fríðarey, oversat: Fagerø) ligger omtrent midtvejs mellem Shetland og Orknøerne. Indbyggertallet er i dag nogenlunde det samme som Orknøernes, men af historien som Orkneyinga saga beretter den fremgår det at Orknøerne har udgjort tyngdepunktet i jarledømmet, samtidig med at Shetland dog har været en ikke uvæsentlig del. I de perioder hvor jarledømmet har været delt mellem to eller tre jarler har Shetland formentlig udgjort den ene af delene.1)
Disse forblæste, men grønne øer midt i havet, dengang beboet af lidet kampvante jordbrugere og fiskere – piktere – er de norske vikinger kommet lige forbi, de lå jo på deres vej til de engelske, skotske og irske kyster med det rige bagland, samfund der var betydeligt mere fremskredne i civilisation end deres hjemland – lande der lokkede med rigt bytte for hærdede, krigsvante søfarere. Og hvorfor ikke slå sig ned på disse øer der i så meget lignede deres eget vestnorske kystland? De synes at have været et let bytte for nordmændene. Om selve erobringen har sagaen ikke meget at fortælle, den noterer blot at kong Harald Hårfager, der samlede Norge og gjorde det til ét kongerige, engang på et togt vestpå erobrede og underlagde sig ‘Hjaltland og Orknøerne og Syderøerne...’, og at han gav Hjaltland og Orknøerne som et sammenhængende jarledømme til Ragnvald Jarl af Møre som bod for at Ragnvalds søn Ivar var faldet i kamp for Kong Harald. Dermed begynder historien for den jarleslægt af norsk herkomst som sad på magten på Orknøerne og Shetland, til tider også Caithness i det nordlige Skotland, indtil 1231, nogle få år efter at sagaen slutter sin beretning.
Tilknytningen til Norge bevarede øriget endnu i 2-300 år, indtil det af den danske konge Christian I – som jo også var Norges konge – blev stillet som pant for medgiften for hans datter Margrete da hun i 1469 blev gift med den skotske konge Jakob III. Pantet blev som bekendt aldrig indløst, og i 1590 gav Danmark officielt afkald på panteretten. Dermed afsluttedes 700 års nordisk/norsk herredømme på De britiske Øer endegyldigt; heller ikke det nordiske sprog, norrønt eller norn er mere i levende brug på Øerne, men er afløst af en skotsk/engelsk dialekt. Men om ikke andre steder så gør den nordiske fortid sig erindret i et flertal af stednavnene, trods en vis ændring i retning af det engelske.
Den tredje, noget større, nordskotske øgruppe, Hebriderne – i sagaen Suðreyjar, i oversættelsen ‘Syderøerne’ – hørte ikke med til det orknøske jarledømme selv om den norske konge Harald Hårfager underlagde sig også dem, og Jarl Torfinn Sigurdsson (1009-1065) i perioder herskede over dem, og Magnus Barfod af Norge fornyede herredømmet over Syderøerne nogle få år i begyndelsen af 1100-årene. Alligevel omtales de ikke så sjældent i sagaen: som mål for vikingetogter, som tilflugtssted for folk der ikke kunde opholde sig i fred på Orknøerne. Men alt i alt har denne øgruppe, trods massiv bosættelse af nordboer i Vikingetiden, været vanskeligere at fastholde inden for ‘Norgesvældet’. Trods Håkon Håkonssons store togt vestover i 1263 – som endte med hans egen død i Kirkevåg ved juletid det år – måtte hans søn Magnus få år senere give slip på øerne til den skotske konge, 200 år før Orknøerne og Shetland gik samme vej.
I det tidsrum som sagaen beretter om – fra omkring 870 når man fraregner den dunkle sagntid som den mytiske indledning i de fire første kapitler fortæller om, til omkring år 1200 – havde Øerne hvad vi vel kan betegne som en form for hjemmestyre som bar præg af deres geografisk og historisk betingede egenart. Det blev udøvet af jarler, altid af norsk oprindelse, ja faktisk alle af den samme slægt: efterkommere af Jarl Ragnvald den Mægtige Eysteinsson af Møre, og i hovedsagen er det jarlernes historie som er sagaens emne: deres vikingetogter, deres rejser til Norge, i et enkelt spektakulært tilfælde en rejse/et korstog til Palæstina/Det hellige Land – Jorsalaland, som sagaen benævner det – , deres erobringer i det nordligste Skotland og stridigheder med skotterne om herredømmet dér, og ikke mindst: indbyrdes stridigheder mellem rivaliserende medlemmer af jarleslægten om herredømmet over Øerne. Den historie sagaen beretter er så rent norsk at man næppe mærker det førnordiske indslag i befolkningen som jo utvivlsomt må have siddet tilbage efter den norske erobring. En historie som selvfølgelig bærer præg af den tid hvori den er blevet til og af den mand som har ført den på pergament i sin tid.
Orkneyinga saga/Orknøboernes saga er en – efter almindelig formening i den filologiske forskning – islandsk saga af den historiske type, beslægtet med kongesagaerne. Nogle har villet oprette en særskilt genre for Færeyinga saga, Jómsvikinga saga og Orkneyinga saga: politiske sagaer2), hvilke da defineres som:
sagaer hvis handling for en væsentlig del foregår i udkanten af eller uden for det norske rige, hvis hovedpersoner er andre end konger, og som i høj grad interesserer sig for konflikterne mellem kongens centrale magt og de mere eller mindre selvstændige ‘kolonier’s styrere. De tre nævnte sagaer er iøvrigt alle overleveret i Flatøbogen.
Orkneyinga saga er ifølge forskningens almindelige antagelse skrevet engang i årene omkring år 1200, måske lidt før, og overleveret i et antal håndskrifter, nogle middelalderlige pergamenthåndskrifter, andre papirshåndskrifter fra senere århundreder. Det håndskrift som mest fuldstændigt har Orkneyinga sagas tekst er den berømte Flatøbog, et stort samlehåndskrift fra slutningen af det 14. århundrede som rummer et antal sagaer om de norske konger, men desuden en hel del mere som knytter sig dertil. Her findes Orkneyinga saga i form af fem afsnit indskudt fem forskellige, relevante steder i de norske kongesagaer. De fleste af de andre håndskrifter som overleverer tekst af Orkneyinga saga er større og mindre brudstykker, de ældste fra o. 1300 eller lidt før. Ingen af disse er, som man vil kunne forstå, den oprindelige version af sagaen som forfatteren skrev den o. 1200, men afskrifter eller snarere afskrifters afskrifter deraf. Desuden findes der på Kungliga Biblioteket i Stockholm en afskrift foretaget i 1615 af en gammel oversættelse af Orkneyinga saga til dansk. Denne oversættelse hvis original er gået tabt, formodes at være gjort i det vestlige Norge engang i sidste halvdel af 1500-årene, i hvert fald før 1596 da den danske historiker Anders Sørensen Vedel i et brev omtaler at han er i besiddelse af en dansk oversættelse af en saga om Orknøernes historie. Hvem der har forfattet oversættelsen vides ikke; men det er bekendt at der i anden halvdel af det 16. århundrede netop i Bergen og omegn fandtes et lærd miljø som var fortroligt med den gamle norrøne litteratur, specielt den historiske. Denne afskrift som har sagaens tekst noget nær fuldstændigt til og med kapitel 108 hvor den slutter med de karakteriserende ord om Sven Åslevson efter beretningen om hans død, er på grund af sagaens mangelfulde overlevering iøvrigt, af stor betydning for tekstkritikken og indgår ved siden af 7 håndskrifter på grundsproget i det tekstgrundlag hvorpå Sigurður Nordal byggede sin udgave af sagaens tekst (1913-16) som er blevet den normgivende. På Nordals udgave bygger også Finnbogi Guðmundsson sin udgave fra 1965 i Íslenzk fornrit-serien (nr. 34), blot med normaliseret tekst, som nærværende oversættelse følger.
Nordal giver i udgaven (s. LIV) sit ‘stemma’, dvs. stamtræ over håndskrifterne, både dem der er bevaret og dem man kan slutte sig til må have eksisteret, og Finnbogi Guðmundsson det samme i letmodificeret udgave i sin (s.cxxvi), og bruger det i sin prioritering af håndskrifter dér hvor der er flere som har teksten. På ét sted bruger Nordal over nogle sider Snorre Sturlusons Heimskringla som formodes at have været anvendt ved den formodede senere revision af sagaen.
At vi taler om Orkneyinga saga (Orknøboernes saga) beror for så vidt på en konstruktion. Navnet forekommer ikke i middelalderens litteratur hvor der derimod henvises, hos Snorre Sturluson og andre forfattere, til Jarla sögur, Orkneyinga sögur, saga Orkneyinga jarla, Orkneyinga jarla Þáttr. Men navnet Orkneyinga saga har efterhånden vundet hævd i forskningen og dermed alment, og har da også den fordel at det udtrykker at der er tale om en enhed, én sammenhængende beretning. Den ujævnhed med hensyn til både indhold og stil som man må konstatere ved en gennemlæsning i ét stræk, kunde ellers godt få en til at tro at der var tale om flere forskellige historier som blot er hægtet sammen med løs hånd. Forskere er dog i almindelighed enige om at der virkelig er tale om en saga der oprindelig er blevet til som en enhed, men som så ganske vist senere har været underkastet en revision og bearbejdelse af sagaen før 1250 hvor der er sket tilføjelser både for og bag. Den britiske forsker A. B. Taylor, som formentlig er den som grundigst og mest indgående har studeret Orkneyinga saga, anskuer den i seks afsnit:
I En pseudo-mytologisk indledning (kapp. 1-3)
II De første 18 jarler hvoraf den sidste og betydeligste er Torfinn Sigurdsson, o. 900-1065 (kapp. 4-32)
III De næste 6 jarler. 1065-1130 (kapp. 33-56)
IV Bogen om Den hellige Magnus’ jærtegn (kap. 57)
V Jarlerne Ragnvald Kale, Paul, Erlend og Harald Maddadsson. o. 1103-1192 (kapp. 58-104)
VI Harald Maddadsson og hans sønner. o. 1190-1214 (kapp. 105-111).
Af disse anser han afsnittene II, III og V for at udgøre den oprindelige saga, skrevet inden for åremålet 1192-1206, medens de øvrige afsnit I, IV og VI er tilføjelser sket af én eller flere gange inden for den første halvdel af 1200-årene, dvs. en god menneskealder senere.3) Om dette er der nogenlunde enighed inden for den filologiske forskning. Når det kommer til en præcisere bestemmelse af den oprindelige sagas tilblivelsestid, i forbindelse med gætninger om hvem der kan have forfattet den, er meningerne mere delte, men holder sig dog for det meste inden for det angivne åremål. Det første årstal, 1192, er det år – det kendes med sikkerhed fra andre kilder – da translationen/overførslen af Ragnvald Jarls jordiske rester og helgenkåringen af ham skete, en begivenhed som omtales i kapitel 104 af sagaen. Først efter dette tidspunkt, ræsonnerer man, kan sagaen være skrevet. Hertil må dog bemærkes at den korte omtale af translationen godt kan tænkes tilføjet ved en senere revision eller afskrivning. Endvidere er det kendt at jarlen Harald Maddadssons død, som der ikke berettes om i den oprindelige version af sagaen, indtraf i 1206, hvorfor altså denne må være skrevet før dette år. Disse ræsonnementer beror på en nøje granskning af det overleverede håndskriftmateriale som der kortfattet er gjort rede for foran.
Ligesom den filologiske forskning har set det som sin opgave at forsøge at bestemme tilblivelsestiden for sagaen og altså er nået frem til årtierne omkring år 1200 som en temmelig sikker bestemmelse som der er nogenlunde enighed om, så har adskillige forskere også forsøgt sig med at bestemme dens tilblivelsessted. Her er der i første omgang næsten enighed om at fastslå at Orkneyinga saga er skrevet på Island. Kun en enkelt røst – og det en islandsk! – har rejst sig imod denne nærmest á priori-antagelse, idet han4) griber fat i overskriften i det omtalte stokholmske håndskrift hvori der henvises til at historien skal være »tilsammen screffuen aff en Norsk Klerck fast for de 400 aar forleden« (ord som er skrevet o. 1600), og forsøger at sandsynliggøre at det lærde miljø i Bergen og omegn i sidste halvdel af 1500-årene vidste bedre besked med hensyn til den gamle norrøne historiske litteratur end en nyere tids forskere. Men, for nu alligevel at vende tilbage til dem og deres overbevisning om at det var på Island Orkneyinga saga først så dagens lys, så har flere peget på det lærde miljø på gården Oddi i Rangárvallasýsla på Sydlandet som netop i årtierne omkring 1200 havde nære forbindelser til Orknøerne, og hvor der var en solid tradition for historieskrivning.5) Andre vil slutte ud fra omtalen i kap. 90 af en islandsk mand som boede »suðr í Biskupstungum« (‘sønder i Biskopstunge’): at det må være en som sidder på Nordlandet og skriver som kan bruge den vending, og i hvert fald ikke én som skriver i Oddi der ligger noget sydligere end Biskupstungur.
Herom som om så meget andet er altså de lærde uenige. Også når det drejer sig om, som adskillige har forsøgt, at indkredse hvem forfatteren til sagaen kan have været; vi har jo gennem den overleverede litteratur et ikke ringe personkendskab inden for den periode der her er tale om, først og fremmest fra Sturlunga saga.
Op gennem det 20. århundrede er i hvert fald syv forskellige mænd blevet bragt på bane som mulig forfatter til Orkneyinga saga: Bjarni Kolbeinsson, biskop af Orknøerne 1188-1223; Hrafn Sveinbjarnarson, en islænder fra Nordlandet; Sæmundr Jónsson fra Oddi på Sydlandet; Páll Jónsson, hans broder og altså også fra Oddi, biskop på Skálholt 1195-1211; Sighvatr Sturluson, islænder fra Nordlandet; Ingimundr prestr Þorgeirsson, islænder fra Nordlandet, og endelig Snorri Grímsson, også fra Nordlandet. Over for denne lange liste af kandidater til faderskabet til Orkneyinga saga forstår man at en yngre islandsk forsker, i 19916) næsten som i irritation over al denne særislandske spekulation over noget der er så usikkert og som næppe nogen sinde kan underbygges med bindende beviser, peger på det eneste sted i den ældre litteratur omkring Orkneyinga saga hvor der er sagt noget der nærmer sig det konkrete, om en forfatter til sagaen, nemlig det foran anførte fra overskriften til den gamle danske oversættelse fra 1500-årene. Dermed er, så vidt mig bekendt, indtil nu det sidste ord sagt i den diskussion.
Den som uforberedt begiver sig ud i læsningen af Orkneyinga saga vil sikkert umiddelbart få det indtryk at her er tale om en temmelig ujævn beretning med adskillig variation i stilen som også i fylden af konkrete oplysninger og detaljer fra afsnit til afsnit. En del af forklaringen på ujævnheden kan jo ligge i at der, som det fremgår af ovenstående, er tale om en mosaikagtig rekonstruktion ud fra mere eller mindre tilfældigt bevarede dele; mere måske dog deri at det er en historie som skildrer en slægt og dens liv og bedrifter gennem mange generationer og mindst 300 år, og som bygger på en række kilder af meget forskelligt omfang, indholdsfylde og karakter. For eksempel er jo brugen af skjaldevers meget forskellig i forskellige dele af sagaen, naturligvis fordi forfatteren i nogle afsnit ikke har haft adgang til eller kunnet huske nogen, i andre har haft nogle og i atter andre en hel del. Fremfor andre dele af sagaen udmærker den del, i omfang næsten halvdelen, som handler om jarlen Ragnvald Kale sig som særdeles righoldig, – fordi Ragnvald Jarl selv var en betydelig skjald og også samlede skjalde, mest islandske, omkring sig og måske ligefrem skabte et poetisk miljø af høj standard på Orknøerne midt i 1100-åren. Et miljø der, som det fremgår af sagaen, midt i sin bundethed til den nordiske skjaldedigtnings stærke tradition – den strækker sig angiveligt gennem henved 600 år af litteraturhistorien – dog var åbent nok til at kunne modtage indtryk fra en fremmed tradition: den samtidige provencalske troubadurdigtning. At der her er sket en påvirkning, dog kun som en éngangsforeteelse, har i hvert fald nogle forskere ment at kunne påvise.7)
I en vis forstand kan stroferne digtet ud af de nordiske søfarende korsfareres oplevelser ved fyrstehoffet i den sydfranske by Narbonne (Narbon, kapp. 86-87), med deres vekslen mellem den høviske kærligheds udtryk og vikingens barske og blodige forestillingsverden, afspejle hvad der sker hen gennem sagafortællingen: en stadig brydning mellem en nordisk forestillingsverden af gammel og hedensk oprindelse hvori slægt, ære og hævnkrav, magtstræben, men også kraft, dristighed, mod og dødsforagt spiller en vigtig rolle, og på den anden side den kristne religion med dens krav om mildhed, tilgivelse, afståen fra brug af magt.
Enten har sagaens forfatter haft hjemmelsmænd som havde Ragnvalds og de andre skjaldes strofer i frisk erindring, eller han har ligefrem haft en skriftligt nedfældet samling af strofer og kvad, med medfølgende fortællinger om den sammenhæng hvori de indgik. Andre dele af sagaen hvori strofer indgår er kapitel 8 om Torf-Einarr (oversættelsens ‘Tørve-Einar’) med stroferne 2-6 af Einar selv, og kapitlerne 20-32 med stroferne 8-29, de fleste hentet fra Árnórr jarlaskáld (Arnor Jarleskjald)s Þórfinnsdrápa (‘Torfinnsdrape’), men nogle få af andre, samtidige skjalde. I disse tidlige afsnit af sagaen bruger fortælleren versene som støtte eller kilde for sin beretning om væsentlige historiske begivenheder, fortrinsvis udkæmpede slag og andre krigeriske bedrifter, idet han henter enkeltheder, tidsangivelser, navne på steder og personer ud af dem, men iøvrigt også har træk at fortælle som ikke fremgår af stroferne, men må formodes at stamme fra kortere eller længere prosafortællinger som er husket og overleveret sammen med stroferne. I beretningen om Ragnvald Kales liv og bedrifter indgår de fleste af versene på en anden måde: ofte udspringer de af tilfældige, kuriøse, historisk betydningsløse begivenheder og situationer. Her står de da snarest som en pryd for beretningen, som underlægningsmusik eller baggrundstapet eller hvilket billede man nu vil bruge.
Ét sted er der dog, fra beretningen om Ragnvald Jarls korstog/pilgrimsfærd til Det hellige Land, hvor digtningen synes at træde i funktion som historie i egentlig forstand:
I sagaens kapitel 88 er der en episode hvor beretningens personer, jarlen Ragnvald Kale Kolsson og nogle af hans ledsagere på korsfarerrejsen til Det hellige Land, efter et dramatisk søslag på Middelhavet hvor de har nedkæmpet og erobret et saracensk fartøj, sidder og diskuterer slagets gang, blandt andet med henblik på hvordan der sidenhen skal fortælles om begivenheden, med andre ord et historiografisk spørgsmål: i hvilken form skal begivenheden ‘indgå i historien’. Et vigtigt punkt i beretningen er: hvem var den første som entrede om bord i det fremmede skib? Det spørgsmål er der ikke enighed om: de har oplevet forløbet forskelligt, hvilket ikke kan undre da hver af dem har deltaget i kampen på sin plads. Ingen af dem har fået tildelt den specielle opgave at være krigskorrespondent uden anden opgave end at berette om begivenhedsforløbet. Eller: er de snarere for mange? Ragnvald Jarl har på rejsen medbragt mindst tre habile digtere, foruden at han selv er en mester i skjaldekunsten. Diskussionen ender med at de bliver enige om: at der kun bør være én version, ikke flere forskellige og måske modstridende, af beretningen om en så vigtig begivenhed. Den moderne historikers fremgangsmåde vilde formentlig være: at veje på den kritiske guldvægt de forskellige versioners sandsynlighedsværdi over for hinanden, med inddragning af beretternes eventuelle underliggende motiver, for så måske at ende med at lade de forskellige beretninger stå ved siden af hinanden. Mændene her i sagaen i den skildrede situation – den kan tidsfæstes til ca. 1152, og sagaens skriftlige nedfældelse af den til en god menneskealder senere – afgør sagen på den måde: at de overlader det til deres leder, Ragnvald Jarl – som selv har deltaget i kampen – at afgøre tvivlsspørgsmålet. Og han gør det på en måde som afspejler – må man formode – den islandske historieskrivnings oprindelse: han digter en strofe om begivenheden hvoraf det fremgår, indbundet i skjaldeversets strenge metriske bånd som kun vanskeligt lader sig forvanske, at ‘Audun den Røde’ var den som først entrede det fremmede fartøj.
Her møder vi da det syn på historieberetning som beretning om faktisk stedfundne begivenheder der har en sådan betydning at de er mindeværdige: at den bør være klar og entydig. Man kan godt undre sig over at sagaberetteren tager denne episode om uklarheden der overvindes så at sige ved fælles beslutning, med, når man dog kan konstatere under læsningen af hele sagaen at han i flere tilfælde netop lader det stå åbent om det han fortæller er det rette, eller måske snarere en anden version som andre beretter (f.eks. i kapitlerne 42, 57 og 75). Han er altså bekendt med at der kan være flere og afvigende versioner af den samme historie, og han kender til at lade det forblive uafgjort hvilken der er den rette.
Dette at henvise til en hjemmelsmand eller kilde, navngiven eller unavngiven, er et håndgreb sagaskriveren bruger nogle gange i Orkneyinga saga. Håndgrebet er ikke ualmindeligt i islændinge-sagaerne hvori man er enige om at der indgår en hel del fiktion, og bruges dér for at give indtryk af troværdighed, som autentisk beretning taget lige ud af folkemunde. Samme indtryk er formentlig tilsigtet i Orkneyinga saga, som for alvor påberåber sig at være historisk sandhed. For hin tid, – men vel iøvrigt for alle tider? – er sand historie det som er fortalt af troværdige vidner. Når beretteren her et sted kan fortælle om vidner som er uenige om det de har oplevet, og om deres ubehag ved uenigheden, men andre steder for sin egen del kan lade to versioner af samme forløb stå uformidlet ved siden af hinanden, – er det så den professionelle fortællers/skribents måde at stille sin egen professionalisme i relief på baggrund af en lægmandsopfattelse? Måske en gammel opfattelse man nu betragter som primitiv, tilbagelagt?
Episoden her som den er fortalt giver det indtryk at skjaldevers er den foretrukne måde at fastholde historien på. Om skjaldevers som grundlag for historieskrivning skriver Snorri Sturluson i sin fortale til det store historiske værk om de norske konger, kaldet Heimskringla efter begyndelsesordene i Ynglinga saga hvormed selve fortællingen indledes, og som iøvrigt selv nærmest udelukkende bygger på det store skjaldekvad Ynglingatal:
. . . og vi regner mest med det som siges i de kvad som blev fremsagt for fyrsterne selv eller deres sønner; alt hvad der findes i disse kvad om deres togter og kampe anser vi for sandt. Det er nok skjaldes skik at rose den mest som de just befinder sig hos; men ingen vilde vove at tale over for ham selv om bedrifter af ham hvorom alle der hørte det, og han selv med, vidste at det var løgn og skvalder. Det vilde være hån og ikke ros. …… og kvadene, forekommer det mig, er det sidste der forvanskes, hvis de ellers fremsiges rigtigt og fortolkes med forstand. (min oversættelse. JPÆ)
I Orkneyinga saga er der indlagt i alt 82 skjaldestrofer, hvoraf de allerfleste er regulære ottelinjede dróttkvætt-strofer. Vi kan formode at de tjener et dobbelt formål: 1) at fungere som vidnefaste belæg for de skildrede begivenheder, og 2) at pryde beretningen og ved sin poesi løfte den, og derved øge dens underholdningsværdi. De er ikke ligeligt fordelt i den lange historiske beretning. Set i store træk falder de i tre afdelinger: 1) et antal strofer af Torf-Einarr (Tørve-Einar), den første af de ‘store’ orknøjarler, om hans egne bedrifter (stroferne 2-6), 2) et betydeligt større antal strofer af Arnórr jarlaskáld (Arnor Jarleskjald) om jarlerne Torfinn Sigurdsson og Ragnvald Bruseson (stroferne 8-29, af hvilke dog enkelte strofer er af andre), og 3) en lang række strofer af Jarl Rögnvaldr Kali Kolsson (Ragnvald Kale: stroferne 34-81 hvoraf dog en halv snes er af andre skjalde) som på den måde i nogen grad er blevet sin egen historiker. Sagafortælleren bruger stroferne til støtte og kilde for sin egen beretning: han henter enkeltheder, navne, tidsangivelser ud af dem, men har også ting at fortælle som ikke direkte fremgår af stroferne, men må formodes at stamme fra kortere eller længere prosafortællinger som er blevet overleveret sammen med stroferne.
Begrundelsen for at regne skjaldekvadene for de sikreste historiske kilder, sådan som Snorre gør, ligger vel først og fremmest i at de på grund af den stramme metriske form de er bundet ind i (og her har oversætteren ikke i alle dele formået at følge originalerne, jævnfør side XXVII), kan huskes udenad, og blev det, og næsten ikke er udsat for den forvanskning under en mundtlig overlevering gennem mange led som en beretning i prosa har langt sværere ved at holde sig fri af. Jo fjernere begivenhederne, jo flere led beretningen om dem er passeret igennem, jo usikrere er dens sandhedsværdi.
I almindelighed, i en mundtlig kultur, er den folkelige bevidsthed ikke så bange for denne ‘forvanskning’, bruger ikke det begreb og det ord. Processen, den mundtlige overlevering, er jo den hvorved myter skabes; en proces hvor der for hvert led – ideelt set – sker en fremhævelse af det betydningsfulde, det almene, og en frasortering af det ubetydelige og tilfældige, – ud fra en fornemmelse – ubevidst måske – af at beretningen har en funktion i det fælles rum hvori den gives videre. Den fælles erindring som de enkeltes beretninger slutter sig til er fællesskabsskabende.
Det er snarest her den folkelige forestilling om at det uklare er utroværdigt, kommer ind, mens derimod en skriftkultur – og en sådan er det jo at vores sagaskriver, sammen med andre ligesindede med en boglig dannelse i 1100- og 1200-årenes Island gjorde de første skridt til at etablere – vil have sin opmærksomhed fæstnet på hvad der står fast: det der nedskrives skal være vidnefast; men er der usikkerhed, så bringes den ikke ud af verden ved en kunstnerisk, formskabende indsats fra fortælleren. Den får lov at blive stående. I den henseende placerer Orkneyinga saga sig i en forholdsvis tidlig fase af den bevidsthedsændring som her er antydet i grove træk.
For den – og det gælder også de andre historiske sagaer som blev nedskrevet på Island i slutningen af 1100-årene og i 1200- årene – har endnu mange af de træk som traditionelt har kendetegnet ‘den gode historie’ i en mundtlig kultur, træk man i forhold til den i nyere tid gældende norm for historieskrivning vil betegne som ‘litterære’. Iøvrigt er nogle af disse træk ikke ganske ukendte for den del af moderne historieskrivning der bestræber sig på en folkelig formidling af historien. Her tænker jeg for eksempel på brug af anekdoter, dramatisk tilspidsning af situationer og begivenhedsforløb, og gengivelse af mindeværdige udtalelser og replikker.
Sådanne korte, markante udtalelser eller replikker kender sagalitteraturen såre vel, ja, islændingesagaen er en mester i replikkunsten. Replikker og ordskifter ordret gengivet er en fast ingrediens i enhver saga der vil være en rigtig saga. Det vil de historiske sagaer også, og begrænser sig ingenlunde til de omtalte korte, markante udtalelser/replikker/ordskifter, men gengiver både længere samtaler og enetaler i ordret anførelse. Talt har Orkneyinga saga omkring 125 tilfælde af dette, og det ud over de steder hvor en eller flere skjaldestrofer udgør en replik i en situation, og ud over de mange steder hvor tale gengives indirekte, som referat.
For sagafortællerne og deres publikum bestod en saga langt hen ad vejen af en kæde af mere eller mindre dramatiske situationer – selv om der dog også forekommer sammentrængte episke beretninger om længere tidsforløb.
Beskrivelse derimod er sagaen karrig med. Her indskrænker den sig nærmest til korte karakteristikker af personer og deres udseende, bestående af en række tillægsord og sammensatte navneord, og hvad steder og landskaber angår til hvad der er nødvendigt for at kunne følge og forstå handlingsforløbet. Klima og vejr kommer kun til syne når det øver indflydelse på begivenhederne. Det er bestandig handlingen, begivenhedsforløbet der har fortællerens – og velsagtens da også hans publikums – interesse, og med særlig forkærlighed dér hvor det tilspidser sig i dramatiske situationer med tale/samtale/ordskifte. Det er først og fremmest gennem deres handlinger, og ved hvad de siger, at sagaens personer tegnes som karakterer. Det bliver ikke udpenslet eller forklaret hvilken slags person f.eks. Sven Åslevson er, eller hans motiver eftersporet. Hans handlinger må stort set tale for sig selv. Undtagelsen som bekræfter denne ellers almindelige regel finder vi i Orkneyinga sagas kapitel 18. Dér bliver der – for en gangs skyld – både gjort rede for Torfinn Jarls overvejelser i en situation hvor han er sat under pres af Kong Olaf Haraldsson under sit ophold i Norge, og for kongens betragtninger over forskellen mellem Torfinn Jarls og hans broder Bruse Jarls karakter.
Men også uden sådanne betragtninger lades den opmærksomme læser ikke i tvivl om at hovedaktørerne i sagaen er en række personligheder med hver sin markante karakter: Tørve-Einar, søn af Ragnvald Jarl den Mægtige af Møre og en trællebåren kvinde, men tydeligvis med stolthed og format som faderen, dertil skjald og kriger; den fredselskende og bundhæderlige Bruse Jarl; hans yngre, viljestærke, uforfærdede og ærgerrige lillebroder Torfinn; Arnor Jarleskjald som stedes i en loyalitetskonflikt mellem de to rivaliserende jarler som han begge er forbundet med; den ukamplystne, fromme Magnus Erlendsson; den i alle discipliner begavede, livsglade, politisk kloge Ragnvald Kale; den rådsnilde, for ikke at sige snu, men altid årvågne bonde og viking Sven Åslevson, som hellere lover for lidt end for meget, men uventet kan foretage de mest dumdristige handlinger for sin egen eller sine venners fordels eller hævns skyld. Af kvinder den onde Ragnhild Eriksdatter (i kapitel 9) som får sine tre ægtemænd taget af dage, den ene efter den anden; jarlemoderen Tora som holder gæstebud for Jarl Håkon der har fået hendes søn Magnus dræbt, og beder ham om da at være hende i søns sted; den snu og intrigante, magisk kyndige Frakok; den kloge og veltalende Fru Ragna på Rinansø; den smukke grevinde (sagaen kalder hende ‘dronning’) Ermingerd i Narbonne i Sydfrankrig som alle de letbevægelige poeter i Ragnvald Jarls rejsefølge, inklusive ham selv, brænder mere eller mindre varme på, – og mange andre, både mænd og kvinder.
Som det kan ventes i et værk der er blevet til ved at skriveren har samlet stof fra mange forskellige kilder og i vidt omfang har ladet kilderne selv tale, og mest kun har formidlet overgangene, er der en betydelig variation i stilen fra det ene afsnit til det andet i den lange saga. Hovedstrømmen er de lange afsnit af enkel fortællende prosa som er formet under indtryk af mundtlig fortællestil og med mange indslag af den replikkunst som blev omtalt herovenfor. Fra den udskiller sig for det første den mytiske forhistorie i de første tre kapitler. Den er helt uden replikker og uden dramatiske situationsskildringer. Men den er nødvendig fordi den udlægger mønstre som strækker sig gennem hele sagaens lange handlingsforløb.8) Også kapitel 57 som fortæller om de helbredelser og mirakler som er sket ved Magnus Jarls navn og ved hans grav, synes at falde lidt uden for beretningens hovedstrøm; indholdsmæssigt er det meget anderledes end fortællingen iøvrigt, og stilistisk er der indslag af typisk klerikal stil. Formodentlig har skribenten her støttet sig til et helgenvita (-levnedsskildring) om Sankt Magnus som anvendtes i den kirkelige fejring af hans helgenfest. Men naturligvis er også beretningerne om de jærtegn hvorpå den nationale helgens status byggede, nødvendige, en helgen som ikke bare dyrkedes i sit hjemland, Orknøerne, men vidt omkring i Norden, ikke mindst på Island, og hvis navn først og fremmest bares af den katedral der var og er ønationens stolthed som pantet på dens delagtighed i den romersk-katolske kristenheds stolte arkitektoniske tradition: Magnuskatedralen i Kirkevåg/Kirkwall.9) Også de 3-4 kapitler (86-89) om Ragnvald Jarls rejse til Det hellige Land skiller sig ud, måske ikke så meget ved fortællestilen som ved den usædvanlige rigdom på indlagte skjaldestrofer: tæt på en tredjedel af de 82 strofer hele sagaen rummer, og i forbindelse dermed også en fylde af enkeltheder om oplevelser og begivenheder der ikke just er så historisk betydningsfulde.
Orkneyinga saga, orknøboernes historie, er middelalderlig historieskrivning der jo må adskille sig fra moderne historieskrivning lige så vel som middelalderen adskiller sig fra vor moderne tid. Jeg minder i forbifarten om at middelalderen – der i nordisk sammenhæng almindeligvis sættes til perioden mellem antagelsen af kristendommen i Norden rundt regnet år 1000, og Reformationen i anden fjerdedel af 1500-årene – ikke er noget entydigt begreb, men en periode hvori der skete en stadig udvikling, politisk, kulturelt, socialt, demografisk.
Den moderne historiker har den ambition at være videnskabeligt objektiv, han underkaster de foreliggende kilder af hvad art de være må: arkæologiske, billedkunstneriske, skriftlige, mundtlige, en kritisk undersøgelse, han forkaster og fastholder, og uddrager derefter og formulerer i sit eget sprog hvad der for ham forekommer at være den historiske sandhed, eller den sande historie. Den middelalderlige historiker kender – naturligvis – ikke til moderne kildekritisk metode. I den henseende er han naiv. Langt hen ad vejen er han samler, eller redaktør bør man måske snarere kalde ham. Han tager sit stof hvor han finder det: i mundtlig beretning – som kan være passeret gennem mange munde, måske gennem generationer; skriftlige værker, skjaldedigtning – og her er vi nu inde på en særlig vestnordisk tradition, for størstedelen særislandsk, hvori den foreliggende saga hører hjemme. Skjaldedigte, som Orkneyinga saga ret flittigt bruger og anfører, angives – ofte formentlig med rette – at være blevet til enten i eller kort efter den skildrede begivenhed, som skjaldens/digterens egen øjenvidne-beretning eller på grundlag af andre øjenvidners beretning. Det er også kilder af den nævnte art vor saga her bygger på.
Ud fra sine forudsætninger må ophavsmanden til Orkneyinga saga bedømmes at være en habil og sanddru historiker, som vel nok har sine foretrukne blandt de agerende i historien, men dog ærligt forsøger at dele sol og vind lige. Der er perioder i det skildrede forløb han ved meget om og andre han næsten ingenting ved om; det beror på hvilket kildemateriale han har haft til sin rådighed. En del af det han ikke ved kendes fra andre kilder som han altså ikke har haft adgang til; men erindrer man at han – tror vi – sad på Island og skrev om et land som lå milelangt borte over havet, kan man godt i stedet undre sig over hvor meget han faktisk ved og hvor godt han har styr på begivenhederne dér. I kronologisk henseende støtter han sig til den norske kongerække hvis tidsfølge han kender godt; men nogle gange hvor han forsøger en nøjagtig datering tager han alvorligt fejl, som f.eks. i kapitel 51; dér går dateringen af Magnus Erlendssons død helt forkert.
Sammenligner man det korte kapitel i Snorre Sturlusons saga i Heimskringla om Kong Inge Haraldssson hvori der berettes om Erling Skakkes og Ragnvald Jarls Jerusalemsrejse – det fylder én side i Finnur Jónssons udgave af Heimskringla fra 1911 og anfører én enkelt skjaldestrofe (som iøvrigt ikke findes i Orkneyinga saga) – med Orkneyinga sagas vidtløftige, med skjaldevers rigt udstyrede beretning om samme rejse, da er forskellen slående. Vel er det naturligt i en saga om de orknøske jarler at fortælle noget mere udførligt om en stor rejse foretaget af en af disse. Men forfatteren har helt tydeligt ladet sig fascinere af Ragnvald Jarls personlighed og af den righoldige digtning som udfoldede sig omkring ham, til at gå langt ud over det egentligt historisk relevante og langt ind på den skønne, underholdende litteraturs felt. Havde det ikke været for indholdets udpræget verdslige karakter kunde man få den tanke at forfatterens hensigt var at skildre helgenen (in spe?) Ragnvald. Den velovervejede udvælgelse af fortællestof og den tilstræbt objektive stil der kendetegner Snorre Sturluson som historieskriver er der endnu et stykke vej frem til fra denne tidlige fase i norrøn historieskrivning hvortil vi må henregne Orkneyinga saga.
Andre oversættelser af Orkneyinga saga
Nærværende oversættelse af Orkneyinga saga er som omtalt den første danske som når frem til at udkomme på tryk. Men på norsk findes der i hvert fald to: én af Gustav Indrebø: Orknøyingasoga (Oslo,1929) på nynorsk og en nyere af Anne Holtsmark: Orknøyingenes saga (Oslo, 1970) på bokmål. Til engelsk er Orkneyinga saga oversat flere gange; naturligt nok er der på De britiske Øer stor interesse for de nu britiske, nordatlantiske øsamfunds historie: Hjaltalín & Goudie, The Orkneyinga Saga (Edinburgh, 1873); G.W. Dasent, The Orkneyingers’ Saga (Icelandic Sagas, vol.III, London,1894); A.B. Taylor, The Orkneyinga Saga (Edinburgh, 1938) og endelig den nyeste: Hermann Pálsson & Paul Edwards, Orkneyinga saga, the History of the Earls of Orkney (London, 1978). En tysk oversættelse findes i et bind af Thule-serien: Walter Baetke, Die Geschichten von den Orkaden, Dänemark und der Jomsburg (Jena, 1924) og en fransk: Jean Renaud, La Saga des Orcadiens (Alençon, 1990). For fuldstændighedens skyld skal så til sidst nævnes den ældste trykte, en oversættelse til latin af Jón Jónsson (Jonas Jonæus) som ledsagede den første udgave af sagaen: Orkneyinga saga, sive Historia Orcadensium (København, 1780).
Om denne oversættelse
Oversættelsen bygger, som omtalt, på teksten i Finnbogi Guðmundssons udgave fra 1965 i islenzk fornrit-seriens bind 34, dog således at alle kapiteloverskrifterne, som Finnbogi konsekvent udelader, er hentet i Sigurður Nordals udgave fra 1913-16; her er de taget ud af de forskellige håndskrifter efter udgiverens vurdering i hvert enkelt tilfælde. Hvor der ingen kapiteloverskrifter er beror det på at der i ingen af håndskrifterne har været nogen. Årstallene i [ ] ved de enkelte kapitler er en tilgift jeg som oversætter giver læseren med.
Ved oversættelsen har jeg gjort mig følgende overvejelser: jeg har på den ene side villet levere en fortælling på godt nudansk, læselig ikke blot for den interesserede faghistoriker, men også for den alment interesserede læser, men på den anden side villet bevare noget af den duft der følger med en fortælling i gammel, middelalderlig sprogdragt: noget af den enkle, lidt troskyldige, men dog meget direkte fortællestil. For at opnå det sidste har jeg besluttet mig for at fastholde visse syntaktiske træk, først og fremmest den karakteristiske, tilsyneladende umotiverede skiften mellem verbets tider: nutid og datid som kendetegner nærmest al norrøn fortælleprosa. Som eksempel på denne skiften skal jeg anføre et stykke fra sagaens første kapitel som giver det indtryk at det egentlig falder meget naturligt og upåfaldende, og vel også har den virkning at give indtryk af bevægelse i fortællingen:
. . . så stævnede han op gennem den dal som går fra fjorden mod syd. Den fjord kaldes nu Trondhjemsfjorden. Nogle af sine mænd lader han drage ud om Møre. Hvor han kom frem underlagde han sig landene, og da han kommer sydpå over fjeldet som var syd for dalens bund, søgte han videre sydpå ad dalene . . .
Ligeledes har jeg ikke rørt ved den ulogiske skiften mellem tiltaleformerne (du, I, Jer, jer) som forekommer hen gennem hele sagaen, men markeret sådanne steder ved (!) for at betegne at: det står der faktisk! Heller ikke har jeg undset mig ved mange steder at begynde en ny sætning efter punktum med ‘og’, som sagamanden med forkærlighed gør, og efter mit bedste skøn at fordele ‘og’ og ‘men’ (‘ok’, ‘en’), hvor åbenbart forfatteren, som hans samtidige forfatterkolleger, ikke skelner nøje mellem disse. Et andet problem for oversætteren er brugen af ‘så’ og ‘da’ (‘þá’). ‘Så’ er jo som bekendt en fast ingrediens i naturlig mundtlig fortællestil, som sagaskriveren utvivlsomt er under stærk indflydelse fra; på den anden side bruger han også ofte ‘þá’ i en mere præcis tidsmæssig betydning som da må gengives ved ‘da’ eller ‘dengang’.
Hvad ordforrådet angår har jeg holdt mig til et ‘kernedansk’ uden altfor mange fremmedord som vilde kunne virke forstyrrende i en beretning om oldtids- og middelalderlige forhold og begivenhedsforløb, uden dog at sky de fremmedord som naturligt indgår i nutidig dansk sprogbrug: sådanne som ‘rapportere’, ‘ekspedition’, ‘tage notits af’ og så fremdeles. Til den anden side har jeg fundet det påkrævet at bibeholde en række ord for ting og begreber som hører det gamle Norden til og ikke kendes i nutiden, men ord som der er tradition for brugen af i oversættelses-litteraturen, såsom: ‘hird’ (livvagt, men med lidt andre associationer end der knytter sig til dette ord i dag) , ‘langskib’ (krigsskib), ‘byrding’ (handels- og transportskib), ‘stavnbo’ (en elitesoldat som havde sin plads i forstavnen i søslag), ‘bane’ (død; drabsmand), ‘håndgangen’ (betegner et særligt afhængighedsforhold mellem en undersåt og en fyrste), og så fremdeles.
Et særligt problemområde ved en oversættelse som denne er navnene: stednavne og personnavne. Hvad stednavnene angår har jeg efter moden overvejelse valgt den løsning at gå frem som vi sædvanligvis gør inden for det nordiske område: at finde de til dansk skrivemåde og udtale tilpassede former, som Trondhjem, Den botniske Bugt og så fremdeles, og overført det samme princip til de navne på Orknøerne og i det hele taget de Britiske Øer som i sagaen har nordiske navneformer, men som nu om dage har en mere eller mindre anglificeret form. På den måde bliver Orkney til Orknø, Shetland til Hjaltland, Hebriderne til Syderøerne, Frankrig til Valland og Moray til Mærhøve, og så fremdeles.
Noget tilsvarende har jeg gjort med personnavnene: i overensstemmelse med lydudviklingen således at ‘Hákon’ bliver til ‘Håkon’ og ‘Rögnvaldr’ til ‘Ragnvald’, ‘Þóra’ til ‘Tora’ og ‘Ásleifr’ til ‘Aslev’, og så fremdeles. En del skotske og irske navne som sagaforfatteren har givet en tilnærmet nordisk form har jeg behandlet på samme måde. Mange af sagaens personer har tilnavne/øgenavne af mere eller mindre barok karakter, som jeg da har oversat ordret så langt det har været gørligt og vores viden om deres betydning rækker: Einar Hård-i-kæften, Sven Bryst-reb, Rolf Næse, Halfdan Højben osv., mens jeg ved navne som Kolbein Hruga (‘hrúga’ betyder noget i retning af ‘bunke/dynge’) har afstået fra oversættelse. Alle de tilsvarende originale navneformer vil kunne findes ved hjælp af registeret bag i bogen.
At oversætte skjaldedigte er en opgave for sig: deres oprindelige form er så stram og krævende både med hensyn til versemålets rytme og rim – både bogstavrim og skiften af forskellige former for indrim – og med sin komplicerede og indforståede brug af billedsprog, hvor det at opløse kenningerne (poetiske omskrivninger) kræver et så indgående kendskab til den gamle nordiske mytologi og sagnverden, at det er umuligt for en oversætter at overføre versemålet i sin helhed og billedsproget i alle dets led til et moderne sprog, i dette tilfælde nudansk. Forskellige oversættere vælger forskellige løsninger på problemet. Mit valg har været: for det første, naturligvis, at bestræbe mig på at få alle præcise angivelser der kan have historisk betydning: navne, tidsangivelser, steder, træk som sagafortælleren benytter i den omgivende prosafortælling, med over i oversættelsen. Desuden også bogstavrimene som binder versene i stroferne sammen to og to; indrimene derimod: et fuldt stavelsesrim i hver af de ‘ulige’ vers i strofen (1., 3., 5. og 7. vers) og et konsonantrim i hver af de ‘lige’ vers (2., 4., 6. og 8. vers) for nu at holde mig til prototypen af dróttkvætt-strofen, som der dog er en del mindre afvigelser fra i denne sagas strofer, har jeg måttet afstå fra at få med. Den lyriske kraft og poetiske værdi veksler jo ikke lidt fra strofe til strofe, i originalerne som i oversættelsen, men jeg håber dog at det fra tid til anden er lykkedes mig at give et indtryk af at de her og dér virkelig er til stede og slår igennem den stramme form.
Oversætteren
Noter
1) Jfr. Brian Smith, ‘Shetland in Saga-Time. Rereading the Orkneyinga saga’, Northern Studies XXV (1988), 21-41.
2) Melissa A. Berman, ‘The Political Sagas’, Scandinavian Studies 57/1 (1985), 113-129.
3) A.B. Taylor 1973, 396f.
4) Böðvar Guðmundsson i artikelen ‘En norsk klerk for de 400 aar forleden’ i Yfir Afmælisrit til heiðurs Magnús Stefánssyni sextugum 25.12.1991 (R.vík, 1991), 39-52.
5) Jfr. Einarr Ólafur Sveinsson, Sagnaritun Oddaverja (Studia Islandica 1; R.vík, 1937).
6) Se note 99 i sagaoversættelsens noteapparat.
7) F.eks. von See 1980, 13f.
8) Jfr. Preben Meulengracht Sørensen 1993.
9) Se Barbara E. Crawford 1988.
