Runatalo þattur Oþins

Fra heimskringla.no
Revisjon per 23. mai 2013 kl. 19:16 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Danske sange
af det ældste tidsrum,
indeholdende blant andet
nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779


Runatalo þattur Oþins



Jeg veed at jeg hang
Paa vindaabet Træe
Hele Nætter ni,
Med Sverdet saaret,
Og ofret Odin,
Jeg selv til mig selv.
Paa Træet nemlig
Som ingen veed
Af hvad Roed det er rundet.



Ei ved Brød opholdtes
Jeg, ei ved Horndrik,
Med Smerte jeg nedfaldt
Og opfandt Runer;
Grædende jeg fandt dem,
Og faldt ned derfra igien.



Ni Fimbuls Sange lærte
Jeg af en Søn mangvidend’,
Baulþorn Bestles Fader;
En Drik jeg uddrak
Af den gode Miød,
Sprengt med Sang-Viisdom.



Da først begyndte
Jeg viis at blive,
Og voxe vel og trives.
Et Ord af andet
Til Ord mig leded’;
Et Verk af andet
Til Verk mig leded’.



Runer skal du finde,
Og ordned’ Stave,
Ret store Stave,
Ret stærke Stave,
Dem danned’ gamle Fimbul,
Dem giorde Guderne,
Dem skar Guders Største.
Odin blant Aser,
Og blant Alfer Dualin,
Og blant Dverge Dain,
Alsuidur blant Kiemper ,
Og selv skar jeg nogle.



Veed du hvordan de skrives?
Veed du hvordan de løses?
Veed du hvor de skal faaes?
Veed du hvordan de prøves?
Veed du hvordan skal bedes?
Veed du hvordan skal ofres?
Veed du hvordan skal sendes?
Veed du hvordan kan mistes?



Bedre er ubedet,
End alt for meget ofret;
Gilde ei kræver Gave;
Bedre er usendt,
End alt for meget sendt.
Saa skrev viisest’ Skald
Førend der var Folk,
Det han først udskar
Han siden fornyede.



En Sang jeg veed,
Som ei veed Kongens Hustrue,
Ei nogens Søn.
Hielp heder det,
Fordi det hielpe kan,
I Sager og Sorger
Og i al Slags Modgang.



Et veed jeg dernæst
Som Folkes Børn behøve,
Om de ville Læger blive.



Det veed jeg for det Tredie,
Om megen Nød paakommer,
Min’ Frenders Had at dæmpe.
Sværde jeg døver
For mine Fiender,
Ei hielper List, ei Vaaben.



Det kan jeg for det Fierde,
Om mig Folk paalegge
Baand og Jernbøiler,
Jeg synger saa
At jeg kan gaae,
Støder Fiedren af Fødder,
Og af Haanden Baand.



Det kan jeg for det Femte:
Seer jeg et Skud at fare
Farlig hen imod Fienden,
Kan jeg det hindre
At det mister Fart,
Om jeg faaer Øie paa det.



Det kan jeg for det Siette,
Om mig saarer Mand
Med raae Træers Rødder,
Før skal ham,
Som mig Had paasynger,
Modgang opæde, end som mig.



Det kan jeg for det Syvend’,
Om jeg seer høien Lue
Om smukke Sale,
Den udbredes
Ei, at jeg den jo dæmper,
Den Tryllesang kan jeg synge.



Det kan jeg for det Ottend’
Som alle er
Nødvendigt at vide,
Hvis voxer Had
Blant Hilldings Sønner
Jeg snart kan raade Bod.



Det kan jeg for det Niend’,
Om mig Nød paakommer,
Da bierge mine Skibe i Flode.
Vind jeg legger
Paa Havet,
Og stiller hver en Storm.



Det kan jeg for det Tiend’
Hvis jeg seer Hexer
I Luften leege,
Jeg saa giør
At de fare vilde,
Sit Huus ei kiende,
Sit Forsæt glemme.



Det kan jeg for det Ellevt’
Skal jeg til Orlog føre
Min’ gamle Venner,
I Harnisk synger jeg
Og de bekomme Magten,
Friske Striden til,
Friske Striden fra,
Friske de komme derfra.



Det kan jeg for det Tolvte,
Seer jeg paa Træers Toppe
Hængt Legem svæve,
Jeg skriver saa,
At den Mand kan komme
Og tale med mig.



Det kan jeg for det Trettend’,
Skal jeg unge Drenge
Besprenge med Vand,
Ei skal de falde,
Skiønt de i Slag komme,
Aldrig de bukke for Jernet.



Det kan jeg for det Fjortend’,
Opregne Folkes Mængde
Kan jeg og Guder,
Aser og Alfer,
Jeg kiender alles Forskiel.
Faa Daarer kunne det.



Det kan jeg for det Femtend’,
Som Þiodrær Dvergen qvæded’
For Dellings Dørre.
Magt sang han Aser
Og Nytte Alfer,
Og Viisdom Hroptatyr



Det kan jeg for det Sextend’,
Hvis jeg en deylig Jomfrues
Gunst og Glæde vil nyde,
Hvidarmed’ Piges
Hierte jeg forandrer
Og alt hendes Sind omskifter.



Det kan jeg for det Syttend’,
Seent skal af mig kiedes
Møe i unge Aar.
Disse Sange
Skal du Loþfafnir
Længe længes efter.
Dog er det godt at du veed dem,
Nyttigt om du lær dem,
Vel om du faaer dem.



Det kan jeg for det Attend’,
Som jeg aldrig lærer
Møe, ei Mands Kone.
(Det er det beste,
Som een kun kan.
Det følger Sanges Slutning)
Uden hende eene
Som mig omarmer,
Eller om det var min Syster.



Nu er da Havamal siungen
I høien Sal,
Nyttig Askers Sønner,
Unyttig Askers Sønner.
Vel ham som sang!
Vel ham som veed!
Nyde han som lærte!


Vel dem som hørte!