Vis kilden til Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Hervarar saga ok Heiðreks]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sverdet Tyrfing]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek]] !!  !! 
|-
! !!  [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Heiðreks konungs ins vitra]] !!  !!  !!  !!  !! 
|-
|}


<center><big>[[Nordiske fornaldersagaer]]</big>



<big>'''Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek'''</big>


Besørget af  N. M. Petersen
<br>Oversat af G. Thorarensen
<br>København, 1847
</center>



'''Forord'''

Nærværende saga findes i flere, såvel i udtryk som fortællingsmåde temmelig afvigende, håndskrifter; ved de forrige udgaver er den udførligste behandling aftrykt; her finder det omvendte sted. Til grund er lagt membranen Arnæ-Magn. nr. 544. 4to (som også er aftrykt i Fornaldars. 1ste d.), så vidt som den gik, og dernæst membranen nr. 2845 på det store kgl. bibl.; men også den har huller såvel i begyndelsen og midten, som i slutningen; ved siden af den er derfor benyttet det papirshåndskrift, som kommer den nærmest, Arnæ-Magn. nr. 192. fol., og derefter andre papirshåndskrifter. Der er således gjort et forsøg på, først at benytte de ældste, hvilke tillige sædvanlig ere de korteste, og derefter de senere håndskrifter. Begge dele var her nødvendigt, for at frembringe en sammenhængende fortælling. Enkelte ord og tillæg, som ere tagne af senere håndskrifter, ere ikke videre betegnede; kun ved nogle ganske få fandtes det for indholdets skyld nødvendigt at sætte dem i klammer; for at vise tonen i de udførligere behandlinger ere nogle større varianter tilføiede bag texten som tillæg; åbenbare feil ere rettede. En sådan behandlingsmåde kunde måske synes hel vilkårlig; men dens nødvendighed ligger i håndskrifternes beskaffenhed; thi alle tilhobe ere kun mere eller mindre heldige, forsøg på at gengive en fortælling, der oprindelig, på begyndelsen og slutningen nær, udgjorde en samling af episke smådigte.
<br>
<br>Som exempler på behandlingsmåden anføres: Striden på Samsø er i membranen 544 så kort behandlet, at den anden membran måtte lægges til grund, og tillæg tilføies af de endnu udførligere håndskrifter; med 6te kap. begynder derimod atter membranen 544. Det første stykke af 10de kap. er taget af membranen 2845, fordi membranen 544 har denne beretning på to steder, og således gentager sig selv; men derefter indtræder igen membranen 544. Til gåderne er her også benyttet Arnæ-Magn. nr. 281. 4to, og til slutningen af sagaen nr. 21. 4to blandt de Raskiske håndskrifter i tillæg til Arnæ-Magn. Begyndelsen af 13de kap. er taget af Arnæ-Magn. nr. 345. 4to, fordi nr. 192 fol, på dette sted har en kortere beretning, hvori Hárvaðafjöll ei nævnes, skøndt de siden forekomme i verset, et bevis på, at fremstillingen her var mangelfuld. o. s. fr.
<br>
<br>På nogle steder, f. ex. i gåden om gløderne, er det lykkets at frembringe en mening, hvor der forhen ingen var; andre ere endnu tvivlsomme. Det ubekendte ord: basmir (s. 56. l. 11.) findes ganske tydelig i to håndskrifter (Arnæ-Magn. nr. 193. fol. og nr. 21. 4to blandt de Raskiske håndskrifter) samt i Verelii udgave; andre håndskrifter have åbent rum for dette ord, og have forvandlet det næste ''oskertar'' til ''osker tvær''; derpå have atter andre ladet det manglende ord uænset, og således er den hidtil brugelige læsemåde: ''óskir tvær'' fremkommen; ved fortsat forskning ville muligen flere mindre tydelige udtryk på lignende måde lade sig oplyse.
<br>
<br>Sprogformen har man, da disse udgaver må have til hensigt at tilveiebringe enhed i sprogets ydre, søgt at nærme så vidt muligt til den, som forhen er anvendt i udgaven af Hrafnkelssaga; membranen 544 skriver overalt sun (for son), og anvender ganske regelmæssig æ; lideformen på - sk (for st, i håndskr. z eller s), som er den oprindelige form og endnu findes i håndskrifter fra det trettende århundredes midte, må derved anses for henhørende til den ægte gamle sprogform. Fuldkommen enhed vil næppe endnu for øieblikket være at opnå, men det er at håbe, at flere forsøg, hvorved tvivlsomme former efterhånden komme til deres ret, endelig ville fremkalde den.




'''Her begynder Sagaen om Kong Heidrek hin vise'''

1. Der fortælles at i Oldtiden kaldtes en Del af Finmarken Jøtunheim (Jetteverdenen); men Landet sønden for, mellem Finmarken og Halogaland, kaldtes Ymisland. Den Gang boede der Jetter paa mange Steder, men nogle vare Halvjetter. I denne Tid indtraadte der en stor Sammenblanding af de forskjellige Folkefærd, idet Jetterne toge sig Koner fra Ymisland.
<br><br>
I Jøtunheim var en Konge, ved Navn Gudmund, en ivrig Tilhænger af Guderne; hans Gaard hed Grund, og Herredet, hvor i den laae, Glasisvøll. Han var en vis og mægtig Mand, og han og hans Mænd levede mange Menneskealdre, og det er Hedningernes Mening, at Udødelighedens Ager ligger i hans Rige; men fra enhver, som der kommer, viger Sot og Alderdom, og de kunne ei døe. Efter Gudmunds Død blev han tilbedet, og man regnede ham blandt Guderne. Hans Søn hed Høfund; han var en vis Mand, der kunde skue ind i Fremtiden, og han dømte i alle de Sager, der forekom i de tilgrændsende Lande; han dømte aldrig nogen urigtig Dom, og ingen vovede eller behøvede at overtræde hans Domme.
<br><br>
En Jette og Bjergboer, ved Navn Hergrim, bortførte Ama Ymis Datter fra Ymisland og tog hende til Hustru. Deres Søn var Hergrim Halftrold (Halvjette); han opholdt sig vexelvis blandt Bjergtroldene og Menneskene; han var stærk som en Jette, en stor Troldmand og en vældig Bersærk; han bortførte fra Jøtunheim Øgn Alfasprengi, og tog hende derpaa til Hustru. Deres Søn hed Grim. Hun havde før været gift med Starkad Aludreng; [han nedstammede fra Thurserne; hans Fader hed Storvirk]. Han havde otte Hænder. Han havde gjort en Reise til Alufoss, og imidlertid blev hun bortført; men da han kom hjem igjen, dræbte han Hergrim i en Tvekamp. [De kæmpede ved den øverste Fos ved det saakaldte Eyd.] Ogn gjennemborede sig med et Sværd, og vilde ikke gifte sig med Starkad.
<br><br>
Kongen i Alfheim, Alf, havde en Datter ved Navn Alfhild. Landet imellem Gøtelv og Rømelv kaldtes den Tid Alfheim. Et Efteraar blev der anstillet et stort Offergilde for Gudinderne hos Alf, og Alfhild forestod Offringerne; hun var den smukkeste af alle Kvinder, og alle Alfheims Indvaanere vare i det hele taget smukkere af Udseende end andre samtidige Folk; men om Natten, da hun bestænkede Offeralterne med Blod, bortførte Starkad Aludreng hende og førte hende hjem med sig. Kong Alf anraabte da Thor om at søge efter Alfhild; og derpaa dræbte Thor Starkad. Alfhild vendte igjen hjem til sine Frænder, og Grim opholdt sig hos hende, indtil han drog ud paa Vikingetog og blev en vældig Kriger. Han ægtede Bøggerd, en Datter af Alfhild og Starkad Aludreng. Han tog Ophold paa en Ø udenfor Halogaland som kaldes Bolm; han blev siden kaldt Ø-Grim Bolm. Grim og Bøggerds Søn var Bersærken Arngrim, som senere boede paa Bolm, og var en anseet Mand.
<br><br>
2. En Konge hed Sigrlam; det fortælles at han var en Søn af Odin. Ham gav Odin det Rige, som nu kaldes Gardarige. Sigrlam giftede sig med Heid, en Datter af Kong Gylfe; de havde en Søn, ved Navn Svafrlam. Sigrlam faldt i en Kamp mod Jetten Tjasse. Da nu Svafrlam erfarede sin Faders Død, underlagde han sig hele det Rige, som hans Fader havde raadet over; han blev en mægtig Mand.
<br><br>
En Dag, da Kongen var reden ud paa Jagt og var bleven adskilt fra sit Følge, saae han, ved Solens Nedgang, en Steen og to Dverge staaende udenfor den. Kongen forhexede dem udenfor Stenen med et Maaljern, men de bade ham om at maatte løskjøbe deres Liv. Kongen spurgte dem om deres Navne; den ene kaldte sig Dvalin og den anden Dulin. Kongen svarede: “efterdi I ere de kunstfærdigste af alle Dverge, saa skulle I forfærdige mig et Sværd saa godt I mægter; Hjaltet og Haandgrebet skal være af Guld; det skal skære lige godt Jern og Klæder, og aldrig anløbe af Rust; og Seier i Krig og Tvekamp skal følge det for hver, som det fører.” Dette beiaede Dvergene, hvorpaa Kongen red hjem. Paa den bestemte Dag red Kongen igjen til Stenen; Dvergene stode da udenfor den og overleverede Kongen Sværdet, og det var særdeles skjønt. Men da Dvalin havde stillet sig i Stenens Dør, sagde han: “Dit Sværd, Svafrlam! skal blive en Mands Bane, hver Gang det trækkes, og med det skulle de tre største Niddingsværker blive udførte; det skal ogsaa blive din Bane.” Da hug Kongen efter Dvergene med Sværdet, men de sprang ind i Stenen; Hugget traf saa i Stenen, at begge Sværdets Egge skjultes i den, thi Stenens Dør lukkedes i. Kongen kaldte Sværdet Tyrfing, og førte det altid siden i Krige og Tvekampe, og fik altid Seier. Han dræbte Jetten Tjasse, sin Faders Banemand, i Tvekamp, og tog hans Datter, Frid, til Ægte. Kongen havde en Datter ved Navn Eyfura; hun var visere og smukkere end andre Kvinder.
<br><br>
3. Arngrim hærjede den Gang Bjarmeland i Østerleden; han angreb Sigrlams Rige og leverede Svafrlam et Slag; de kæmpede imod hinanden og Kongen hug ind paa ham. Arngrim bødede af med Skjoldet; — han havde et stort Skjold belagt med svære Jernplader, — Skjoldknappen afhuggedes, men Sværdet blev siddende fast i Jorden. Da hug Arngrim Haanden af Kongen, og Tyrfing faldt ned. Arngrim greb Sværdet Tyrfing, og dræbte med det først Kongen, og derpaa mange andre. Der tog han et stort Bytte, og bortførte Eyfura, Kongens Datter, og flyttede hende hjem til sin Gaard paa Bolm<sup>1)</sup>; med hende havde han tolv Sønner: den ældste var Angantyr, saa Hervard, Hjørvard, Sæming, Hrani, Bramis, Barrig, Reifnir, Tind, Bui og to Haddinger; begge disse udførte Arbeide tilsammen, imod een af de Andre, thi de vare de yngste og Tvillinger; men Angantyr arbeidede dobbelt imod een af de Andre, han var og et Hoved høiere end andre Mænd. De vare alle Bersærker, og overgik andre Mænd i Styrke og Heltemod; men naar de droge ud paa Vikingetog vare de aldrig flere end de tolv Brødre. De hærjede mange Lande, og vare allevegne seierrige, hvorfor de bleve meget berømte. Deres Fader havde paa sine Vikingetog bemægtiget sig de fortrinligste Vaaben. Angantyr bar Tyrfing , Sæming Mistiltein [som Thrain senere hentede i hans Gravhøi], Hervard Hrotta, og alle havde de fortrinlige Holmgangs-Sværd; men det var deres Skik, naar de vare iblandt deres egne Mænd, at, saa snart de mærkede, at Bersærkegangen kom over dem, gik de i Land og brødes med Træer eller store Klipper; thi det havde før hændet dem, at de havde dræbt deres egne Folk og ryddet deres egne Skibe, naar Bersærkegangen kom over dem; man fortalte meget om deres store Bedrifter, og de bleve meget berømte. — Det var Tyrfings Natur, at hver Gang den blev trukken af Balgen, lyste den som en Solstraale, om det end var mørkt, og den skulde stikkes i Balgen besprængt med varmt Menneskeblod; den som blødte ved Tyrfing, oplevede ikke den næste Dag; den er vidtberømt i alle gamle Sagaer.
<br><br>
4. En Juleaften paa Bolm gjorde Hjørvard efter gammel Skik det Løfte ved Bragebægeret, at han skulde ægte Upsala-Kongen Yngves Datter, Ingeborg, hvilken var den smukkeste og forstandigste Mø af alle Dansktalende; hvis ikke, skulde han falde i Kampen, men aldrig tage en anden til Ægte. Om deres andre Løfter fortælles der intet.
<br><br>
Den samme Sommer reiste Brødrene til Upsal i Sverrig; de gik ind i Hallen, og Hjørvard fortalte Kongen deres Løfte, med Tilføiende, at han vilde have hans Datter til Ægte; alle de Tilstedeværende hørte herpaa. Angantyr bad Kongen at bestemme hurtig, hvilket Udfald deres Ærende skulde faae. I samme Øieblik traadte Hjalmar hin uforfærdede frem og tiltalte Kongen saaledes: “Erindrer, Herre! hvor stor Ære jeg har tilkæmpet eder, fra den Tid jeg kom til eders Rige, og gaaet mangen Livsfare imøde for eders Skyld, og derfor beder jeg, at I vil give mig eders Datter til Ægte, og jeg synes mig værdigere til at faae min Bøn opfyldt, end disse Bersærker, som tilføie alle Mennesker ondt.” Kongen grundede længe over, hvorledes han ved sit Svar kunde udvirke, at det førte den mindst mulige Ulykke med sig; tilsidst svarede han: “det er min Villie, at Ingeborg selv skal vælge sig Den til Husbond, hun helst vil have.” Hun svarede: “Hvis I vil gifte mig bort, saa ønsker jeg Den til Mand, som er mig før bekjendt for hans gode Egenskaber, men derimod ikke Den, som jeg kun kjender af Rygter, som alle ere onde.” Angantyr svarede: “Jeg vil ikke nappes med dig, thi jeg seer, at du elsker Hjalmar; men du, Hjalmar! mød mig paa Samsø til en Holmgang, og vær hver Mands Nidding, hvis du ikke møder næste Aar ved Midsommertider.” Hjalmar svarede, at han skulde ikke tøve med Kampen. Arngrims Sønner vendte hjem til deres Fader, og fortalte ham det skete; men han svarede, at han aldrig før havde ængstet sig for dem; “thi ingensteds kjender jeg Hjalmars Mage, hverken i Tapperhed eller Haardførhed, og han har en Helt i sit Følge, som ved sin Tapperhed og Styrke staaer ham nærmest.” Derpaa sluttede de Samtalen.
<br><br>
Denne Vinter tilbragte de hjemme, men om Foraaret rustede de sig hjemmefra, og reiste først til Jarlen Bjartmar, som herskede over Aldeigjuborg, hvor der holdtes et Gilde for dem. Om Aftenen forlangte Angantyr af Jarlen hans Datter til Ægte, og dette blev ogsaa, som andre Ting, gjort efter deres Ønske, Brylluppet blev strax holdt; derpaa tiltraadte Arngrims Sønner Reisen. Men Natten, før de reiste, drømte Angantyr en Drøm, hvilken han fortalte til Jarlen: “Jeg drømte, at jeg og mine Brødre befandt os paa Samsø; der fandt vi mange Fugle og dræbte alle dem, vi saae; derpaa toge de en anden Vei over Øen , og da fløi to Ørne imod” os; jeg vendte mig imod den ene af dem, vi kæmpede en haard Kamp og tilsidst satte vi os begge ned aldeles afkræftede; men den anden Ørn kæmpede imod mine elleve Brødre og overvandt dem alle.” Jarlen svarede: “Der blev dig vist mægtige Mænds Undergang, og det aner mig, at det angaaer eder Brødre.” De sagde, at de ikke frygtede derfor; Jarlen svarede: “Naar Døden kalder, maa enhver adlyde;” dermed endte deres Samtale.
<br><br>
Men da Brødrene kom hjem, rustede de sig til Tvekampen; deres Fader fulgte dem ombord, og forærede Angantyr Sværdet Tyrfing til Afsked, idet han sagde: “Nu aner det mig, at I har gode Vaaben behov, thi I skal kæmpe med de modigste Helte;” derpaa ønskede han dem til Lykke og de skiltes ad.
<br><br>
Da Brødrene kom til Samsø, saae de, at to Skibe laae i Havnen Unavåg; begge Skibene hed Ask, og hvert var bemandet med hundrede tappre Mænd. De gjættede strax, at disse Skibe maatte tilhøre Hjalmar og Odd hin vidtbereiste, som ogsaa kaldtes Pile-Odd; Arngrims Sønner trak da deres Sværd, bed i Skjoldranden, og Bersærkegangen kom over dem; de gik sex ud paa hvert af Skibene; men der vare saa tappre Mænd indenborde, at hver tog til sine Vaaben, men ingen flygtede fra sin Plads, og ingen lod et frygtsomt Ord falde. Men Bersærkerne gik frem med den ene Side af Skibet og agter ud med den anden og dræbte dem alle. Derpaa gik de brølende i Land. Da sagde Hjørvard: “Nu gaaer Arngrim, vor Fader, i Barndom, siden han fortalte os, at Hjalmar og Odd vare de tappreste Helte; men jeg saae ingen udmærke sig frem for de andre.” Angantyr svarede: “Lad os ikke beklage, at vi ikke fandt vor Lige; kan ogsaa være, at Hjalmar og Odd endnu ere i Live.” Hjalmar og Odd vare gaaede op paa Øen for at see om Bersærkerne vare ankomne; men da de gik ud af Skoven til deres Skibe, da stege Bersærkerne ned fra deres Skibe, med blodige Vataben og dragne Sværd. Bersærkegangen var da gaaet over; men da bliver man svagere end sædvanlig, ligesom efter et Slags Sygdom. Da kvad Odd:

<blockquote>
Det var een Gang,
<br>at jeg frygted', 
<br>da de skraalende 
<br>fra Skibene gik, 
<br>og med Hyl
<br>Øen bestege, 
<br>tomme for Hæder, 
<br>tolv Bersærker.
</blockquote>

Da sagde Hjalmar til Odd: “Seer du at alle vore Mænd ere faldne, og tykkes mig nu rimeligst, at vi komme alle til at gjeste Odin i Valhal Aften;” dette er det eneste frygtsomme Ord, man tillægger Hjalmar. Odd svarede: “Men jeg gider ikke gjeste Odin i Aften, og skulle alle disse Bersærker døe før Aften, men vi to leve.” Denne deres Samtale bevidne følgende Viser, som Hjalmar sang:

<blockquote>
Tappre Helte gaae 
<br>af Hærskibe;
<br>tomme for Hæder 
<br>tolv de vare;
<br>vi skal i Aften Odin gjeste,
<br>to Bersærker,
<br>men de tolv leve.
</blockquote>

Odd svarede:

<blockquote>
Dine Ord
<br>jeg atter svarer: 
<br>de skulle i Aften 
<br>Odin gjeste,
<br>tolv Bersærker, 
<br>men vi to leve.
</blockquote>

Bersærkerne gik nu imod dem med dragne Sværd, og heelt blodbestænkte, og een af dem var et heelt Hoved høiere end de andre. Hjalmar og Odd seer at Angantyr fører Tyrfing i Haanden , thi det lyste fra den , som fra en Solstraale. Hjalmar sagde: “hvad vil du helst, kæmpe med Angantyr alene, eller med hans elleve Brødre?” Odd svarede: “Jeg vil hellere kæmpe med Angantyr, han vil give drabelige Hug med Tyrfing, men jeg troer, at min Skjorte bøder bedre af end din Brynje.” Hjalmar svarede: “Hvor kom vi saa til Kampen, at du gik foran mig? du vil kæmpe med Angantyr, fordi det synes dig større Heltebedrift; men for denne Holmgang er jeg Anfører; det var ikke det Slags Løfte, jeg gav Kongen af Sverrigs Datter, at lade dig eller nogen Anden gaae i denne Tvekamp i mit Sted, og jeg skal vistnok selv kæmpe med Angantyr,” Han trak nu Sværdet og gik imod Angantyr; men de ønskede hinanden til Valhal. De angribe nu hinanden, Hjalmar og Angantyr, og det skortede nu ikke paa store Hug.
<br><br>
Odd raabte paa Bersærkerne og kvad:

<blockquote>
Een skal mod Een, 
<br>hvis han ei er feig, 
<br>og Modet ei svigter, 
<br>mandig kæmpe.
</blockquote>

Da gik Hjørvard frem; han og Odd havde en haard Kamp, men Odds Silkeskjorte var trofast, saa at intet Vaaben kunde skære den, men han havde saa godt et Sværd, at det ligesaa let skar Brynjer som Klæder, og han havde kun faa Gange hugget til Hjørvard, før han faldt død om. Da traadte Hervard frem, men han gik samme Vei, derpaa Hrani, og saa den ene efter den anden; men Odd anfaldt dem med slig en Tapperhed, at han dræbte alle elleve Brødre. Men om Hjalmars og Angantyrs Kamp er det at fortælle, at Hjalmar fik sexten Saar, men Angantyr faldt død om.
<br><br>
Odd gik hen til Hjalmar og kvad:

<blockquote>
Hvad er det? Hjalmar!
<br>Vist du Farve skifted';	
<br>mange Saar	
<br>jeg seer dig pine
<br><br>Hjælmen din er huggen
<br>og hin side Brynje;
<br>nu dit Liv
<br>er nær sin Ende.
</blockquote>

Hjalmar kvad: 

<blockquote>
Saar har jeg sexten, 
<br>sleden Brynje,
<br>det sortner mig for Øine, 
<br>jeg seer ei at gange; 
<br>Angantyrs Sværd, 
<br>i Edder hærdet, 
<br>med hvassen Spids 
<br>mit Hjerte rørte.
</blockquote>

Og endnu kvad han:

<blockquote>
Fem Byer ene
<br>før jeg eied',
<br>men var ei dermed
<br>vel fornøiet<sup>2)</sup>;
<br>nu skal jeg ligge,
<br>Livet berøvet, 
<br>her paa Samsø,
<br>af Sværdshug martret.
<br><br>Drikke i Hallen 
<br>Huskarle, Mjød, 
<br>med Halssmykker, 
<br>hos min Fader.<sup>3)</sup> 
<br><br>Mundgodt Mangen 
<br>Meen forvolder, 
<br>men mig Saar
<br>her svie, paa Øen.
<br><br>Yderst paa Agnafit 
<br>den unge Mø
<br>fager forlod jeg;
<br>for mig det sandes
<br>hvad hun spaaed:
<br>“Vist at aldrig
<br>atter jeg monne
<br>til min Elskte komme.”
<br><br>Drag mig af Haanden 
<br>Ringen røde,
<br>bring den hin unge 
<br>Ingeborg.
<br>Hende vil den Sorg 
<br>hjertefast blive,
<br>at ei jeg kommer 
<br>til Upsala.
<br><br>Forlod jeg Møers fagre Sange,
<br>munter i Sind
<br>af Sote fulgt;
<br>Reisen jeg hasted,
<br>og med Hær jeg gik, 
<br>for sidste Gang,
<br>fra mine Venner.
<br><br>Ravn flyver østen 
<br>fra høien Eg,
<br>og ham i Flugten 
<br>en Ørn ledsager; 
<br>det er den sidste 
<br>Ørn, jeg mætter;
<br>den vil begjærlig, 
<br>mit Blod drikke.
</blockquote>

Derpaa døde Hjalmar.
<br><br>
Odd fortalte disse Tidender hjemme i Sverrig; men Kongens Datter kunde ikke overleve Hjalmar, og tog sig selv af Dage. Angantyr og hans Brødre bleve lagte i en Gravhøi paa Samsø, med alle deres Vaaben.
<br><br>
Nu skal fortælles, at Jarl Bjartmars Datter fødte et Pigebarn, og det tyktes de fleste raadeligst, at udsætte Barnet og de sagde, at det ikke vilde faae Kvindesind, hvis det kom til at ligne sin Faders Slægt. Jarlen lod Barnet døbe og opdrage, og kaldte det Hervar, og sagde, at hvis hun levede, var dog Arngrims Sønners Slægt ikke aldeles uddød. Men da hun voxede til, blev hun fager, og øvede sig mere i Skydning og i at føre Skjold og Sværd, end i Syning; tillige var hun stor og stærk; og da hun blev større, gjorde hun oftere ondt end godt; og da man hindrede hende heri, løb hun ud i Skovene, og dræbte Folk for at gjøre Bytte. Men da Jarlen fik dette at vide, lod han hende tage og føre hjem, hvor hun da opholdt sig en Stund.
<br><br>
En Gang var Hervar tilstede paa Marken i Nærheden af nogle Trælle, hvilke hun fornærmede som alle andre. Da sagde een af Trællene: “Du, Hervar, vil kun gjøre det Onde, og kun ondt kan man vente sig af dig; derfor forbyder Jarlen alle og enhver, at aabenbare dig, hvem din Fader var; thi han skammer sig ved, at du skal faae at vide, at den arrigste Træl laae hos hans Datter, og du er deres Afkom.” Høilig forbittret herover gik hun til Jarlen og kvad:

<blockquote>
Vor Berømthed	
<br>vil jeg ei prise,	
<br>skjøndt hun Frodmars Gunst
<br>fik sig skaffet;
<br>tapper min Fader	
<br>før jeg troed',
<br>nu siges mig han var 
<br>Svinehyrde.
</blockquote>

Jarlen kvad:

<blockquote>
Løiet er for dig
<br>lave Rygter;
<br>høit stod din Fader
<br>i Heltes Rækker;
<br>mægtig staaer Angantyrs, 
<br>med Muld bedækket, 
<br>Sal paa Samsøs
<br>sydlige Del.
</blockquote>

Hun kvad:

<blockquote>
Nu jeg ønsker at besøge,
<br>Fosterfader!
<br>Frænder døde; 
<br>vældige Skatte vist de eie;
<br>dem skal jeg hente 
<br>eller Hel gjeste.
<br><br>Herlig skal jeg 
<br>mit Hoved smykke 
<br>i hviden Lin,
<br>før jeg heden gaaer; 
<br>meget varsler
<br>at i Morgen skal
<br>skæres til mig
<br>Skjorte og Trøie.
</blockquote>

Derpaa tiltalte Hervar sin Moder og kvad :

<blockquote>
Rust mig fra Hjemmet 
<br>saa hurtig du kan, 
<br>søde Moder!
<br>som din Søn jeg var. 
<br>Sandhed mine Drømme 
<br>i Søvne mig varsle, 
<br>her faaer jeg ikke 
<br>Huro længer.<sup>4)</sup>
</blockquote>

7. Kort efter forsvandt hun alene, bevæbnet og klædt i Mandfolkedragt, og begav sig i Selskab med nogle Vikinger, hvilke hun fulgte en Tid og kaldte sig Hervard. Senere da Vikingernes Anfører døde, overtog Hervard Anførselen.
<br><br>
En Gang da de landede ved Samsø gik Hervard i Land, men ingen af hans Mænd vilde følge ham; thi de sagde, at ingen kunde holde ud, at være der om Natten under aaben Himmel. Hervard sagde, at der var Haab om at finde store Skatte i Gravhøiene; derpaa gik han i Land paa Øen, kort før Solens Nedgang. De laae med deres Skibe i Munarvåg; der traf  hun en Faarehyrde, som hun spurgte om Nyheder; han svarede: “er du ubekjendt her paa Øen, saa gak hjem med mig, thi efter Solens Nedgang tør ingen opholde sig her under aaben Himmel, og jeg for min Del gaaer strax hjem,” Hervard svarede: “sig mig, hvor er Stedet, man kalder Hjørvards Høie.” Svenden svarede: “det er vist ikke rigtigt fat med dig, siden du om Natten er nysgjerrig efter de Ting, som faa tør indlade sig med midt om Dagen; thi en brændende Ild svæver derover, saasnart Solen gaaer ned.” Hervard svarede, at han bestemt vilde besøge Høiene. Faarehyrden svarede: “Jeg seer at du er en modig Mand, skjøndt uforstandig, jeg vil give dig min Halsring, og følg saa hjem med mig!” Hervard svarede: “om du end giver mig alt hvad du eier, lader jeg mig dog ikke afholde.” Men da Solen var gaaet ned, begyndte der en stærk Dundren oppe paa Øen, og Høi-ilden blussede i Veiret; da blev Faarehyrden meget bange, tog Fod i Haand og løb ind i Skoven paa stærkt han kunde og saae aldrig tilbage. Om deres Samtale er dette digtet:

<blockquote>
Truffet har en ung Mø, 
<br>i Munarvåg
<br>ved Solens Nedgang,
<br>en Svend hos Hjorden. 
<br>“Hvem er du, som ene
<br>til Øen er kommen?
<br>gak du hurtig
<br>Husly at søge.”
<br><br>“Husly at søge 
<br>min Hu ei lyster; 
<br>thi af øens Folk 
<br>jeg ingen kjender; 
<br>sig mig hurtig,
<br>før du heden gaaer, 
<br>hvor er det Hjørvards 
<br>Høie ligge?”
<br><br>“Ønsk ei det at vide<sup>5)</sup>, 
<br>du er uforstandig, 
<br>Vikingers Ven!
<br>i Vaade du svæver; 
<br>fare lad os hurtig
<br>som vore Fødder mægte; 
<br>udenfor Skræk
<br>alt frembyder.”
<br><br>“Halsring jeg dig byder 
<br>her til Gjengjæld, 
<br>vanskeligt er Heltes 
<br>Ven at sinke. 
<br>“Ingen kan mig give
<br>saa gode Skatte, 
<br>fagre Ringe,
<br>at jeg farer ei.”
<br><br>“Dum mig tykkes, 
<br>den som heden
<br>ene gaaer
<br>i Nattens Mørke,
<br>Ilden spiller, 
<br>aabnes Høie,
<br>Jord og Sumpe brænde, 
<br>bort lad os ile!”
<br><br>“Ei lad os frygte 
<br>for den Bragen, 
<br>skjøndt Ild over hele 
<br>Øen brænder; 
<br>lad ei saa hurtig 
<br>hedengangne
<br>Kæmper os skrække; 
<br>skal vi samtale.”
<br><br>Da gik Hyrden 
<br>hurtig i Skoven 
<br>bort, ved Møens 
<br>mandige Tale;
<br>men i Hervars Bryst 
<br>hæftig koger
<br>bitre Harme,
<br>af ham opægget.
</blockquote>

Hun saae nu Høi-ildene, og Høibeboerne staaende uden for. Hun gik til Høiene uden Frygt, og vadede Ilden som Røg, indtil hun kom til Bersærkernes Gravhøie. Da sang hun:

<blockquote>
Vaagn du, Angantyr! 
<br>vækker dig Hervar, 
<br>eneste Datter
<br>af dig og Tofa; 
<br>giv mig af Høien 
<br>hvassen Glavind, 
<br>som til Svafrlam 
<br>smedet de Dværge.
<br><br>Hervard, Hjørvard, 
<br>Hrane, Angantyr, 
<br>eder alle jeg vækker 
<br>under Skovens Røder, 
<br>rustede med Hjælme 
<br>og hvasse Sværd, 
<br>blanke Skjolde
<br>og blodige Landser.<sup>6)</sup>
<br><br>I ere blevne, 
<br>Arngrims Sønner, 
<br>mægtige Helte,
<br>til Muld forvandled', 
<br>hvis ingen skal
<br>af Eyfuras Sønner 
<br>med mig tale
<br>i Munarvåg.
<br><br>Hervard, Hjørvard, 
<br>Hrane, Angantyr!
<br>saa være alle eders 
<br>Sind beskaffet,
<br>som I mugnede
<br>i Myretue,
<br>hvis ei Sværdet I mig giver, 
<br>smedet af Dvalin; 
<br>Gjenfærd bør ei skjule 
<br>gode Vaaben.
</blockquote>

Da svarede  Angantyr:

<blockquote>
Hervar, min Datter! 
<br>hvi raaber du saa,
<br>uhørt Fordærv
<br>du iler i Møde;
<br>du raser, Hervar!
<br>og har tabt din Samling, 
<br>og vilfarende
<br>vækker du de Døde.
<br><br>Ei begrov mig Fader 
<br>eller Frænder andre, 
<br>Tyrfing beholdt de
<br>to, som leved',
<br>blev dog dens Eiermand
<br>en omsider.
</blockquote>

Hun svarede:

<blockquote>
Sig du mig Sandhed!<sup>7)</sup>
<br>saasandt dig skjerme
<br>Odin i Høien
<br>uskadt, som du ei har
<br>Tyrfing hos dig; 
<br>træg er du at yde 
<br>eneste Arving
<br>en eneste Bøn.
</blockquote>

Da aabnedes Høiene, og det saae da ud, som de stode i lys Lue. 
<br><br>
Angantyr kvad:

<blockquote>
Sjunken er Hels Port, 
<br>Høie aabnes,
<br>Hele Øens Kyst
<br>i Ildslue staaer, 
<br>alt er udenfor 
<br>uhyggeligt;
<br>skynd dig, hvis du kan, Mø,
<br>til Skibene hen.
</blockquote>

Hun svarer: 

<blockquote>
Brænde kan I ei
<br>saa Baal om Natten,
<br>at jeg frygter eders Flammer; 
<br>Skjælver ei Møens 
<br>modige Hjærte,
<br>skjøndt hun Gjenfærd seer 
<br>gloe i Døren.
</blockquote>

Da kvad Angantyr: 

<blockquote>
Siger jeg dig, Hervar! 
<br>hør til imedens,
<br>vise Datter!
<br>hvad der vil hændes: 
<br>denne Tyrfing vil, 
<br>troe mine Ord! 
<br>al din Æt, Mø! 
<br>ødelægge.
<br><br>En Søn vil du føde, 
<br>som siden skal 
<br>Tyrfing føre
<br>og troe paa sin Styrke. 
<br>Ham ville Folk 
<br>Heidrek kalde, 
<br>vældigst under Himlen 
<br>vil han blive.
</blockquote>

Hun kvad:

<blockquote>
Da vil jeg fortrylle
<br>døde Kæmper, 
<br>saa at I skulle alle ligge
<br>døde hos Gjenfærd,
<br>i Gravene raadne; 
<br>giv mig, Angantyr!<sup>8)</sup> 
<br>ud af Høien
<br>den for Harnisk farlige 
<br>Hjalmars Bane.
</blockquote>

Han svarede: 

<blockquote>
Ungmø! du mig tykkes 
<br>ei andre Folk at ligne
<br>da du paa Høie
<br>ved Høinat vanker, 
<br>med indgravet Spyd 
<br>og Sværd ved Siden, 
<br>med Hjælm og Skjold 
<br>for Hallens Dør.
</blockquote>

Hun kvad:

<blockquote>
En Mand jeg mig tykkes 
<br>saa modig som Nogen, 
<br>inden jeg besøgte
<br>eders Sale;
<br>giv mig, ud af Høien 
<br>den som hader Brynjer; 
<br>Dværges Arbeid
<br>dig duer ei at skjule.
</blockquote>

Angantyr kvad:

<blockquote>
Jeg har under Skuldren 
<br>Hjalmars Bane, 
<br>den er helt
<br>af Ild omgiven;
<br>paa Jorden ingen Mø
<br>saa modig jeg kjender,
<br>at hun tør det Sværd
<br>tage i Haanden.
</blockquote>

Hun svarede:

<blockquote>
Glad vil jeg tage
<br>og gjemme varlig 
<br>hvassen Glavind, 
<br>hvis jeg det faaer, 
<br>ikke jeg frygter
<br>Ildens Flamme,
<br>den sagtnes saa snart 
<br>jeg seer paa den.
</blockquote>

Han kvad:

<blockquote>
Dum er du, Hervør! 
<br>skjøndt heltemodig, 
<br>med aabne Øine 
<br>i Ild du dig styrter; 
<br>heller jeg dig rækker 
<br>fra Høien Sværdet; 
<br>unge Mø! Afslag 
<br>jeg kan dig ei give.
</blockquote>

Da blev Sværdet kastet ud af Høien i Hervørs Hænder.
<br><br>
Hun kvad:

<blockquote>
Vel gjorde du 
<br>Vikingers Søn!
<br>da du af Høien mig 
<br>Heltesværdet gav; 
<br>bedre mig huer,
<br>Hersker, din Gave, 
<br>end om jeg havde 
<br>hele Norge.
</blockquote>

Han kvad:

<blockquote>
Ei du veed,
<br>ussel i Tale,
<br>dumme Kvinde!
<br>hvad dig Fryd avler. 
<br>Hin Tyrfing vil,
<br>hvis mig du troer,
<br>din Æt, o Mø! 
<br>helt ødelægge.
</blockquote>

Hun svarede:

<blockquote>
Paa hurtige Snekker 
<br>nu jeg haster bort, 
<br>nu er Fyrstens Datter 
<br>ved freidigt Hu;
<br>lidet jeg frygter,
<br>du Fyrsters Ætling! 
<br>hvad senere mine
<br>Sønner skal hænde.
</blockquote>

Han svarede:

<blockquote>
Du skal den eie 
<br>og ynde den længe, 
<br>hold du kun skjult 
<br>Hjalmars Bane;
<br>rør ei dens Egge, 
<br>med Edder befængte.
<br>Farligere er Sværdet,
<br>end de fleste Meen.
<br><br>Far vel, min Datter! 
<br>flux jeg giver dig 
<br>tolv Mænds Styrke, 
<br>hvis mig vil du troe, 
<br>Mod og Manddom 
<br>og mangt et Gode, 
<br>som Arngrims Sønner 
<br>sig efterlode.
</blockquote>

Hun kvad:

<blockquote>
Boer I der alle, 
<br>bort jeg lyster,
<br>uskadte i Høien! 
<br>hurtig bort jeg iler; 
<br>selv jeg mig tyktes 
<br>svæve i mellem
<br>Liv og Død, da Ilden 
<br>omkring mig raste.
</blockquote>

Derpaa gik hun ned til Skibene, men da det dagedes, saae hun at de vare borte; Drønene og Ilden paa Øen havde nemlig forskrækket Vikingerne. Hun tog altsaa bort med et andet Skib, og der berettes nu ikke videre om hendes Reise, før end hun kom til Gudmund paa Glasisvøll; her opholdt hun sig næste Vinter, og kaldte sig Hjørvard.
<br><br>
8. Kong Gudmund havde et talrigt Hof; han var allerede da saa gammel, at man fortalte, at han havde fyldt de hundrede Aar, og dog var han fuldkommen karsk. Hans Søn Høfund var da en moden Mand, og man raadførte sig med ham i alle vigtige Sager.
<br><br>
En Dag, da Gudmund spillede Skak, og hans Spil næsten ikke stod til at redde, hans Brikker stod nemlig saa daarlig, at han var nær ved at blive mat, spurgte han om nogen kunde give ham gode Raad. Hervard traadte da frem, men da han kort Tid havde taget Del i Spillet, stod Gudmunds Brikker allerede bedre. Hervard havde ladet Tyrfing ligge paa sin Plads, medens han saae paa Spillet. Da tog en Mand Tyrfing og trak den af Balgen; da Hervard saae dette, rev han Sværdet fra ham, dræbte ham og gik derpaa bort; da man nu vilde løbe efter ham, sagde Gudmund: “Værer stille: det er ikke saa magtpaaliggende, som I troer, at tage Hævn over denne Mand, I ved ikke hvem han er, men jeg troer at denne Kvindes Liv vil blive Eder dyrt betalt, før I har taget det.”
<br><br>
Derpaa var Hervard en lang Tid paa Vikingetog, og var altid seierrig. Men da hun blev kjed deraf, vendte hun hjem igjen til Jarlen, hendes Morfader; men da skikkede hun sig som andre Kvinder, og vænnede sig til Kvindesysler. Nu begyndte hun at blive afholdt for sin Gavmildhed, og hendes Skjønhed blev nu meget berømt. Dette erfarer Høfund, Gudmunds Søn, han friede da til Hervør, som gav ham ja, hvorpaa han førte hende hjem med sig. Høfund var den viseste af alle Mænd, og saa retfærdig en Dommer, at han aldrig veg fra den strænge Ret, enten det var Landsmænd eller Udlændinge, hvis Sager han dømte; efter hans Navn skulde i hvert Rige den kaldes Høfund, som dømte Folks Sager.
<br><br>
Han havde to Sønner med Hervar, af hvilke den ene hed Angantyr og den anden Heidrek; de vare begge store og stærke forstandige og smukke af Udseende. Angantyr lignede sin Fader i Gemyt og var huld imod alle; Høfund og hele Folket yndede ham meget; men saa meget Godt han end udøvede, saa gjorde Heidrek dog altid mere ondt; Hervar holdt meget af ham; hans Opdrager hed Gizur. 
<br><br>	
Engang gjorde Høfund et Gilde, hvortil alle Stormænd i hans Rige vare indbudne, undtagen Heidrek, hvorover han blev meget misfornøiet, og sagde at det var morsomt at forstyrre Gildet i sin Faders Hal; Gizur fraraadede ham dette og sagde, at han kunde foretage sig noget bedre end gaae derhen for at ærgre hans Fader; men han reiste alligevel til Gildet, med Tilføiende, at han dog skulde tilføie dem noget Ondt. Da han nu kom ind i Hallen, reiste Angantyr sig imod ham, og bad ham tage Plads ved sin Side. Heidrek var ikke munter, han sad længe oppe om Aftenen, efter at Angantyr var gaaet; han vendte sig da til dem, som sad hos ham, og bragte det dertil ved sin Tale, at de truede hverandre; men da Angantyr kom tilbage, bød han dem Taushed. Da han anden Gang gik ud, mindede Heidrek dem om deres Kiv, og det kom da saa vidt, at den ene slog den anden med Næven; da Angantyr kom tilbage, stiftede han Forlig til næste Morgen. Han gik nu ud tredie Gang, da spurgte Heidrek den som havde faaet Pryglene, hvorfor han ikke turde hævne sig, og sagde, at en svag Mand fortjente ikke at drikke Vin; og tilsidst bevirkede han ved sin ophidsende Tale, at den Pryglede sprang op og dræbte sin Kammerat. Heidrek lo deraf og sagde, at Gildet blev endnu muntrere, naar den røde Saft flød over Bordene. Da Angantyr kom tilbage, beklagede han det skete; men da Høfund fik det at vide, bød han Heidrek at rømme hans Rige, hvis han vilde undgaa Døden. Heidrek gik da ud, fulgt af sin Broder og Moder, som overgav ham Sværdet Tyrfing. Da sagde Heidrek: “ikke veed jeg, naar jeg kan gjøre saa stor Forskjel imellem mine Forældre, som de behandle mig forskjelligt; min Fader gjør mig landflygtig, men min Moder gav mig Tyrfing, som jeg skatter høiere, end et helt Kongerige, og skal jeg vistnok gjøre noget, som allermest vil bedrøve ham;” hvorpaa han blottede Sværdet, men det udsendte Gnister og en stærk Lysstraale; han brølte da stærk og var nærved at faae Bersærkegang. Da nu Tyrfing hver Gang den blottedes, maatte blive en Mands Bane, og kun hans Broder var tilstede, saa gav han sin Broder Banehug, og blev den første, der udøvede et Niddingsværk med Tyrfing; dette blev berettet til Høfund, men Heidrek var allerede forsvunden ind i Skoven. Høfund lod drikke Gravøl efter sin Søn Angantyr, som blev begrædt af alle.
<br><br>
Heidrek fortrød høiligen sin Gjerning og opholdt sig længe i Skovene, hvor han skjød sig Dyr og Fugle til Føde; men da han betænkte sin Stilling, syntes ham at det var en ringe Hæder for ham, at ingen vidste, hvor han opholdt sig, og han indsaae tillige, at han endnu kunde blive en berømt Mand ved sine Heltegjerninger, som hans Forfædre havde været. Han vendte hjem og traf sin Moder, og bad hende bede hans Fader om gode Raad til Afsked. Hun gik til Høfund og bad ham give sin Søn gode Raad. Høfund sagde, at han vilde kun give ham faa Raad, men de vilde dog komme ham til endnu mindre Nytte, og tilføiede, at han ikke gav disse Raad for hans Skyld. “Det er mit første Raad,” sagde han, “at han aldrig skal hjælpe den Mand, som har dræbt sin retmæssige Herre; for det andet skal han ikke skjenke den Fred, som har dræbt sin Staldbroder; for det tredie skal hans Kone ikke have jævnlig Samkvem med sine Frænder; for det fjerde skal han ikke være sildig ude hos sin Frille; for det femte skal han ikke ride paa sin bedste Hest, naar han skal skynde sig; for det sjette skal han ikke opdrage en mægtigere Mands Barn; for det syvende, skal han ikke tillade sig Kaadhed mod en nylig ankommen Gjest; for det ottende skal han aldrig lægge Tyrfing ved sine Fødder; men ingen af disse Raad vil han benytte.” Hans Moder forkyndte ham disse Raad. Heidrek svarede: “Disse Raad ere vistnok givne med et ondt Sindelag til mig, og derfor agter jeg ingen af dem at benytte.” Ved Afskeden gav hans Moder ham en Mark Guld, og bad ham altid at betænke, hvor skarpt hans Sværd var, hvilken Berømmelse der havde fulgt alle dets Eiermænd, hvor trygt enhver som det fører, i Krig eller Tvekamp, kan stole paa dets skarpe Eg, og at det fulgte en afgjort Seier; derpaa adskiltes de. 
<br><br>
Han fortsatte nu sin Reise, men da han var gaaet et kort Stykke Vei, mødte han nogle Mænd, som førte en lænket Fange med sig. Heidrek spurgte, hvori denne Mand havde forseet sig; de svarede, at han havde bedraget sin Herre. “Vil I overlade mig ham for Penge?” sagde Heidrek, og da de bejaede dette, løskjøbte han ham for en halv Mark Guld. Manden tilbød ham sin Tjeneste. Heidrek  svarede: “mig, som er dig ubekjendt, vil du vist ikke blive tro, siden du dræbte din Herre, hvem du skyldte mange Velgjerninger,” og kort efter traf han igjen nogle Mænd, som førte en anden
i Lænker, han spurgte hvori han havde forbrudt sig; de sagde, at han havde dræbt sin Staldbroder, denne udløste Heidrek for den anden halve Mark Guld. Manden tilbød ham sin Tjeneste, men han afslog den. Nu fortsatte han Reisen indtil han kom til Reidgotland, han begav sig strax til Landets Konge, ved Navn Harald, han var da gammel; Kongen tog venlig imod ham, og opholdt han sig der en Stund. 
<br><br>
9. To Jarler havde allerede i Forveien angrebet og underkastet sig Kong Haralds Rige, og da han var en gammel Mand, betalte han dem en aarlig Skat. Heidrek forskaffede sig Kongens Gunst, og tilsidst fik han Anførselen over Kongens Krigsmagt, og drog nu ud paa Vikingetog, hvorved han snart blev berømt formedelst sin Krigslykke. Han angreb nu Jarlerne, som før havde underkastet sig Kong Haralds Rige, og det kom til en haardnakket Kamp. Heidrek førte Tyrfing i Slaget; og da Sværdet ligegodt skar Staal som Klæder, gik det nu som før, at ingen kunde modstaae ham, og tilsidst dræbte han begge Jarlerne og drev hele deres Hær paa Flugten; derpaa reiste han gjennem Riget, underkastede det igjen Kong Harald og førte Gidsler hjem med sig til Bekræftelse. Kongen gik ham selv i Møde med store Høitideligheder, og han fik heraf en stor Berømmelse. Kongen gav ham sin Datter Helga til Ægte, og skjenkede ham det halve Rige, som han forsvarede for dem begge i nogen Tid.
<br><br>
Kong Harald fik en Søn i sin gamle Alder, og Heidrek havde ogsaa en, ved Navn Angantyr. Derpaa kom der en stor Dyrtid i Reidgotland, som nu hedder Jútland, og det saae ud til at Landet vilde blive folketomt. Nu lod man hente et Orakelsvar; men dette forkyndte, at Frugtbarheden ikke vilde indfinde sig i Reidgotland, før end man havde offret den fornemste Dreng i Landet. Heidrek sagde, at Kong Haralds Søn var den fornemste, men Kongen paastod, at Heidreks Søn var det; men denne Tvist kunde ingen afgjøre undtagen Høfund; thi alle hans Domme vare sande. Heidrek reiste da til sin Fader, som modtog ham venlig. Han bad ham paakjende Sagen; men Høfund sagde at hans Søn var den fornemste der i Landet. Heidrek svarede: “Hvad tildømmer du mig da for mit Tab?” Høfund svarede: “Du skal betinge dig hver anden Mand af Kong Haralds Hird; men saa behøver man ikke at give flere Raad til dig, med dit Sind og med en saadan Hær. Heidrek vendte nu hjem, sammenkaldte et Thing og forkyndte sin Faders Dom; “min Søn dømte han til at offres ,” sagde han, “men han tildømte mig til Erstatning hver anden Mand af Kong Haralds Folk, og dette vil jeg, at I tilsværge mig;” de opfyldte hans Ønske. Og Bønderne forlangte nu, at han skulde overlevere sin Søn, for at raade Bod paa Dyrtiden. Da Hæren var deelt, forlangte Heidrek en ny Troskabsed af sine Mænd, og de tilsvor ham nu at følge ham i hvad han end vilde foretage sig, enten det var ude af Landet eller i Landet selv. Da sagde Heidrek: “det synes mig at Odin har faaet een Dreng godt betalt, naar han i Stedet for Drengen faaer Kong Harald og hans Søn , med hele Kongens Hær.” Derpaa befalede han at løfte Fanen i Veiret og angribe Kong Harald og dræbe ham og hans hele Følge; Kong Heidrek dræbte selv sin Svigerfader og Svoger, og dette regnes for det andet Niddingsværk, som blev begaaet med Tyrfing, i Følge Dværgenes Udsagn. Dette sagde han, at han skjenkede Odin i Stedet for sin Søn; derpaa lod han stænke Alterne med Kongens og hans Søn Halfdans Blod. Hans Kone dræbte sig i Disesalen. Heidrek blev nu antaget til Konge over hele Riget.
<br><br>
10. Det traf sig en Sommer, at Kong Heidrek drog med sin Hær sydpaa til Hunaland, og kæmpede med Kongen der, som hed Humle, og fik Seier; han tog der hans Datter, ved Navn Sifka, og førte hende hjem med sig; næste Sommer sendte han hende hjem igjen, og hun var da svanger. Kort efter fødte hun en Dreng, som blev kaldt Hlød; han var meget smuk af Udseende, og blev opdraget af Humle.
<br><br>
Kong Heidrek tog ud paa Vikingetog, og ankom til Saxland; han havde en talrig Hær. Saxernes Konge sendte Gesandter hen til ham, som sluttede Fred imellem dem; hvorpaa Kongen indbød Heidrek til et Gilde , hvilket han modtog. Under dette Gilde friede Heidrek til Kongens Datter Oluf, og fik hende til Ægte tilligemed et betydeligt Rige og store Rigdomme; derpaa reiste han hjem igjen til sit Rige. Hun ønskede ofte at besøge sin Fader; dette tillod han, og lod hendes Stedsøn Angantyr, ledsage hende.
<br><br>
En Gang da Heidrek kom fra Vikingetog, ankrede han ved Saxland paa et skjult Sted; om Natten gik han, ledsaget af en Mand, i Land op til sin Kones Sovekammer; hele Vagten sov; han saae en smuk Mand i Sengen hos sin Kone; han førte sin Søn Angantyr bort med sig, men skar en Lok af hin Mands Haar, og gik derpaa ombord. Næste Morgen landede han i Kongehavnen; hele Folket gik nu ud imod ham, og man beredte ham et Gilde. Da de havde drukket nogen Tid, traadte Dronning Oluf ind i Hallen, og tog meget venlig imod Kong Heidrek, og lagde begge Arme om hans Hals; Kongen var temmelig tilbageholden. Kort efter lod han stevne til Thinge, og spurgte hvad man vidste om hans Søn; Dronningen svarede, at han var pludselig død; han bad at man vilde ledsage ham til hans Gravsted; Dronningen sagde, at det kun vilde forøge hans Sorg; han svarede, at det tog han ikke Hensyn til; man undersøgte nu Graven, og fandt en Hund indsvøbt i Linned. Heidrek sagde, at hans Søn var bleven pludselig forandret; han lod derpaa sin Søn føre frem paa Thinget, og fortalte nu alle Omstændigheder ved hendes Opførsel. Derpaa lod Kongen den Mand føre frem, som havde ligget i Sengen, og det var en Træl. Heidrek erklærede sig nu skilt fra hende, og reiste derpaa hjem.
<br><br>
Han drog atter paa Vikingetog, og vedblev saaledes i nogen Tid. I Finland tog han en Kvinde, som ogsaa hed Sifka; hun var den smukkeste Kvinde, Mænd havde seet.
<br><br>
En Sommer sendte han et Sendebud øst paa til Holmgaard for at tilbyde Kong Hrollaug, som da var den mægtigste Konge, at opfostre hans Søn Herlaug; Kong Heidrek vilde nemlig overtræde alle sin Faders Raad. Afsendingerne kom til Holmgaard og forkyndte Kongen deres Ærinde. Kongen svarede: “hvorledes kan han vente, at jeg vilde sende ham min Søn til Opfostring, han som har sveget Kong Harald, sin Svigerfader, samt andre Frænder og Venner?” Da sagde Dronningen: “afslaaer dette ikke saa overilet; thi modtager du ei hans Tilbud, bliver en Krig med ham uundgaalig; men det er at vente, at det da gaaer dig, som alle andre, at hans Fjendskab vil komme dig dyrt at staae; han har og det Sværd, som ingen modstaaer; den har bestandig Seier, som det fører.” Kongen besluttede at sende sin Søn til ham, som Heidrek tog godt imod, og opdrog med megen Kjerlighed.
<br><br>
11. Hans Fader havde endvidere raadet ham, ikke at betroe sin Frille sine Hemmeligheder.
<br><br>
Heidrek drog hver Sommer ud paa, Tog; han pleiede at tage til Østerleden, og havde Fredland hos Kong Hrollaug. En Gang indbød Hrollaug ham til et Gilde. Heidrek raadførte sig med sine Venner, om han skulde modtage Indbydelsen. De fleste fraraadede ham det og bade ham at erindre sin Faders Raad. Han svarede: “alle hans Raad agter jeg at overtræde,” og lod sige Kongen, at han modtog Indbydelsen. Heidrek fordelte sin Krigshær paa tre Steder; den første Afdeling lod han vogte Skibene, den anden fulgte med ham selv, og den tredie bød han at gaae i Land og lægge sig i Baghold i en Skov uden for Byen, hvor Gildet stod, og give Agt paa, om han behøvede Hjælp. Nu tog Heidrek til Gildet. Kongerne toge ud i Skoven med et stort Følge, for at jage med Hunde og Høge; men da de havde løsladt Hundene, tog hver sin Retning i Skoven, men Heidrek og hans Fostersøn fulgtes ad; da sagde han til denne: “Gjør hvad jeg beder dig om, Fostersøn! her ligger en Gaard lidt borte, tag du derhen og skjul dig, og modtag derfor denne Ring; men hold dig færdig til Hjemreisen, naar jeg lader dig afhente.” Drengen sagde vel at han var uvillig til denne Færd, men opfyldte dog Kongens ønske. Den næste Dag, da Kongerne havde indtaget deres Pladser, spurgte Heidrek, hvor hans Fostersøn monne være: man søgte nu om ham, men kunde ikke finde ham. Heidrek var meget nedslaaet, og gik tidlig til Sengs. Da Sifka kom der til ham, spurgte hun ham, hvorfor han var saa bedrøvet. Kongen svarede: “det er farligt at tale om; thi opdages det koster det mig Livet.” Hun sagde, at hun vilde holde det skjult; “for vor Kjerligheds Skyld,” sagde hun, “betro mig det!” Han svarede: “igaar red jeg ud i Skoven for at adsprede mig, og jeg saae da en Vildbasse, som jeg stødte til, med Spydet, men det bed ikke, og Skaftet gik itu; jeg sprang nu af Hesten og trak Tyrfing og dræbte Bassen, thi den bed som sædvanlig; men da jeg saae mig om, var der ingen tilstede, undtagen Kongens Søn; da det nu er Sværdets Natur, at det skal besprænges med varmt Menneskeblod, før det stikkes i Balgen, saa dræbte jeg Drengen. Hvis Kong Hrollaug faaer dette at vide, koster det mig Livet; thi her har jeg kun en ringe Styrke.” Næste Morgen, da Sifka kom til Dronningen, spurgte Dronningen hende, hvorfor Heidrek var saa nedslaaet. Sifka svarede, at hun ikke vovede at fortælle det til hende. Hun overtalte da Sifka til at fortælle alt, hvad Kongen havde betroet hende. “Store Nyheder” udbrød Dronningen, og gik i den bittreste Sorg hen til Kongen , og fortalte ham det skete; “men dog,” tilføiede hun, “har Heidrek ikke gjort dette med sin gode Villie.” Kongen svarede: “nu har dine Raad ført til det, som jeg anede.” Derpaa gik han ud af Hallen og kaldte sine Mænd til Vaaben. Heidrek anede nu, at Sifka havde forraadt ham, og befalede derfor sine Mænd, at de skulde hemmelig iføre sig deres Rustninger: “og gaaer siden ud skarevis og seer, hvad der er paa Færde.” Kort efter kom Kong Hrollaug hen til Heidrek, og bad ham at gaae afsides med sig til en Samtale. De gik nu ind i en Græshave; men der styrtede en Hob Mænd imod Heidrek, grebe ham og lagde svære Lænker om hans Fødder. To Mænd vare især ivrige i at lænke ham , og i disse gjenkjendte han de samme, som han før havde løskjøbt fra Døden. Kongen befalede at føre Heidrek ud i Skoven og hænge ham. De vare to hundrede i Tallet; men da de kom ud i Skoven, løb Heidreks Mænd bag efter dem, bevæbnede med Faner og Lure, og stødte nu strax i Lurene; dette hørte deres Kammerater, som vare skjulte i Skoven, og de løb nu ogsaa derhen; men da Indbyggerne saae dette, kastede de sig alle paa Flugten; nogle faa reddede Livet, men de Fleste bleve dræbte. Gotherne befriede deres Konge og løste ham af hans Lænker. Derpaa begav Heidrek sig til Skibene og førte Kongens Søn med sig; thi han havde ladet ham opholde sig hos de Mænd, som vare skjulte i Skoven.
<br><br>
Kong Hrollaug samlede nu en talrig Krigshær, men Heidrek hærjede allevegne, hvor han kom i hans Rige. Kong Hrollaug sagde da til sin Dronning: “dine Raad have bragt mig onde Følger; jeg har faaet at vide, at vor Søn lever hos Heidrek, og saa opbragt, som han nu er, vil han, at slutte fra hans andre Misgjerninger, ikke betænke sig paa at slaae ham ihjel; thi han har jo dræbt sin egen Broder uskyldig.” Dronningen svarede: “Vi have været altfor lettroende; saae du hvor vennesæl han var; der vilde ingen binde ham uden to onde Mennesker; men vor Søn behandler han godt; dette har været et Kneb af ham for at prøve os; men I har daarlig belønnet ham eders Søns Opdragelse; sender derfor Mænd til ham, for at tilbyde ham Forlig og en Del af eders Rige, som I kan komme overeens om, og tilbyd ham din Datter tilligemed Riget, at vi monne faae vor Søn tilbage, hellere end at I adskilles som Fjender; thi skjøndt han besidder et stort Rige, saa har han dog ikke saa smuk en Kone.” Kongen svarede: “Jeg havde ikke agtet at tilbyde nogen min Datter, men da du er en forstandig Kone, vil jeg tage dit Raad til Følge.”
<br><br>
Man sendte nu Afsendinger til Kong Heidrek for at indlede Fred, og man sluttede nu Forlig paa de Vilkaar, at Heidrek ægtede Hrollaugs Datter, Hergerd, og fik Vinland, som grændser til Reidgotland, i Medgift. De skildtes ad enige. Heidrek reiste med sin Kone hjem til sit Rige.
<br><br>
En Gang, da Kongen skulde følge Sifka hjem, red han sin rappeste Hest; han kom til en Aa sildig om Aftenen, da styrtede hans Hest, men Kongen sprang af den; nu skulde han bære hende over Aaen, og hun satte sig nu op paa hans Skuldre; han kastede hende da ned og knækkede hendes ene Ben; det endte med at hun drev død ned ad Aaen.
<br><br>
12. Nu tog Kong Heidrek Ophold i sit Rige, og blev en viis Mand. Hans og Hergerds Datter hed Hervar; hun var en Skjoldmø og blev opdraget i England af en Mand ved Navn Orm; hun var den væneste af alle Møer, men stor og stærk som Mænd. Hun øvede sig i at bruge Pile og Bue.

<br>En mægtig Mand i Reidgotland, Gest hin Blinde kaldet, var falden i Kong Heidreks Unaade. Kongen havde tolv Mænd ved Hoffet, som skulde paadømme alle de Sager, som forefaldt i Riget. Kong Heidrek dyrkede Frey, og lovede at offre ham den største Galt, han kunde faae; denne ansaae man for at være saa hellig, at over dens Børster skulde alle vigtige Sager paadømmes. Galten skulde offres som Sonoffer, og Juleaften skulde den føres i Hallen for Kongen; da pleiede man at lægge Hænderne paa dens Børster, og aflægge hellige Løfter. Kong Heidrek lagde den ene Haand paa Galtens Hoved og den anden paa dens Børster, og gjorde det Løfte, at det skulde staae enhver, som overgav sig til ham, frit for at lade sin Sag paadømme af hans Vismænd; tillige lovede han ham Sikkerhed, hvis han kunde opkaste for ham slige Gaader, som han ikke kunde løse. Men da man prøvede paa at opkaste Gaader for ham, løste han dem alle.
<br>
<br>Kongen sendte Gest hin blinde Bud, og bestemte en vis Dag, paa hvilken han skulde indfinde sig; i modsat Fald truede Kongen med at sende Folk til ham. Gest syntes ikke godt om nogen af disse Betingelser; thi han følte sig kun daarlig i Stand til at indlade sig i en Vidkamp med Kongen, og af Vismændenes Dom kunde han ikke vænte sig noget godt, da han alt havde begaaet flere Forseelser; paa den anden Side vidste han, at hvis Kongens Mænd kom, vilde det koste ham Livet. Han blotede nu til Odin, og anraabte ham om Bistand og lovede ham store Gaver.
<br>
<br>En Aften ankom en Fremmed til Gest hin blindes Gaard, som ogsaa kaldte sig Gest hin blinde; de lignede saa paafaldende hinanden, at man ikke kunde skjelne imellem dem. De skiftede Klæder, hvorpaa Husherren gik at skjule sig; men alle antog den Fremmede for den virkelige Gest.
<br>
<br>Denne Mand reiste til Kongen og hilste ham. Kongen Saae taus paa ham. Da sagde Gest: “jeg er kommen hid, Herre, for at forlige mig med eder.” “Ønsker du Vismændenes Dom?” spurgte Kongen. Gest svarede: “gives der ingen flere Udsoningsmaader?” Kongen svarede: “du kan opgive for mig nogle Gaader, og hvis jeg ikke kan løse dem, er du fri.” “Dertil er jeg kun daarlig i Stand,” sagde Gest, “men den anden Ting er ogsaa haard”. “Vil du hellere dømmes?” sagde Kongen. “Nei!” sagde Gest, “jeg vil hellere opgive Gaader!” “Det gjør du Ret i,” sagde Kongen, “men her staaer meget paa Spil; seirer du over mig, skal du faae min Datter til Ægte, og skal ingen hindre dig deri; men du seer mig ikke ud til at være meget viis, og aldrig er det hændet mig endnu, at jeg ikke har kunnet løse de Gaader, man har opgivet mig.” Derpaa satte man en Stol hen til Gest hin blinde, og man glædede sig nu til at høre vise Ord. Da sagde Gest hin blinde:
<br>
<blockquote>
Have jeg vilde
<br>det, jeg havde i Gaar, 
<br>tænk, hvad det kan være: 
<br>Folks Forliger, 
<br>Talen den hæmmer 
<br>og Talen den fremmer. 
<br>Raad, Kong Heidrek, 
<br>rigtig min Gaade.
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde,
<br>gjettet er den:
<br>Vin lammer Videt 
<br>og hvæsser Talen,
<br>mens andre trægt kun tale.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hjemmefra jeg for 
<br>og mit Hjem forlod,
<br>og saae paa Veien Veie; 
<br>Vei var under
<br>og Vei var oven,
<br>Veie allevegne.
<br>Raad min Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde,
<br>gjettet er den:
<br>en Fugl fløi der over,
<br>en Fisk svam der under, 
<br>en Bro over Elv dig bar.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvad var det for en Drik 
<br>jeg drak igaar?
<br>det var ei Vand, ei Vin, 
<br>ei Mjød, ei Mundgodt, 
<br>og ingen anden Føde:
<br>dog gik jeg derfra svalet. 
<br>Raad min Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde:
<br>gjettet er den:
<br>du gik i en Grotte
<br>og dig gjemte i Skyggen, 
<br>der faldt Dug i Dalen; 
<br>noget du tog
<br>af Natteduggen
<br>og svaled' saa din Gane.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvem er hin Bjælde, 
<br>han gaaer haarde Sti, 
<br>som før han har befaret; 
<br>glubsk han kysser
<br>med tvende Munde,
<br>paa Guld han kun gaaer. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Guldsmedens Hammer 
<br>ved Guld kun rører; 
<br>høit den skralder,
<br>hamrer man paa Ambolten.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvad er det for et Under, 
<br>som jeg ude saae
<br>for Dellings Døre? 
<br>aandeløse tvende
<br>og uden Liv
<br>Sværd saae jeg smede. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade. 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>boer i Smedens Bælge
<br>ei Blod, ei Varme, 
<br>hverken Liv eller Saft;
<br>dog kan man smede skarpe Sværd
<br>med det Veir de give.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvad var det for et Under, 
<br>som jeg ude saae
<br>for Dellings Døre?
<br>med otte Fødder,
<br>fire Øjne
<br>og bærer høiere Knæer end Bug?
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>fra Østen du kom 
<br>for Husets Døre
<br>Boliger at besee;
<br>der var inde
<br>Edderkoppen,
<br>og væved af Tarme en Væv.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvad var det for et Under, 
<br>som jeg ude saae
<br>for Dellings Døre?
<br>sine Fødder det
<br>mod Solen vendte,
<br>men Hovedet mod Hel. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den!
<br>Løgens Blade vende
<br>mod lysen Himmel,
<br>mens dens Hoved er hyldet i Muld.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvad var det for et Under, 
<br>jeg ude saae
<br>for Dellings Døre? 
<br>saa ret som en Stage 
<br>og som Ravnen sort, 
<br>fiint som Æggehvide 
<br>og saa fast som Horn. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>Nu gaaer det tilbage 
<br>med din Gaadedigten;
<br>hvi skal en Færdig vente? 
<br>Du saae paa Veien 
<br>sorten Hrafntinna<sup>9)</sup> 
<br>glimre i Solens Glands.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Bare tilsammen 
<br>bleghaarede
<br>Kvinder tvende 
<br>Øl til Kjælder;
<br>det var hverken hamret 
<br>eller med Hænder æltet; 
<br>Øllet var lavet
<br>af en Øbeboer.
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade,
<br>Gest hin blinde! 
<br>gjettet er den: 
<br>Ham bære Svaner
<br>med hvide Fjer, 
<br>de som paa Øen 
<br>i Egen sidde. 
<br>Hænder ei de have,
<br>men med halslang Mage 
<br>lægge de Æg 
<br>og lave en Rede.
<br>
<br>Da sagde Gest :
<br>
<br>Hvilke Kvinder boe 
<br>paa Bjergenes Toppe? 
<br>Kvinden Afkom
<br>med Kvinden avler,
<br>og Møen med en anden Mø, 
<br>thi Husbond de ei have. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>to Fjeldangeliker
<br>du fundet har
<br>og den tredie Unge 
<br>dem i mellem.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Fremad en Jorddel<sup>10)</sup> 
<br>jeg flyttes saae,
<br>et Lig<sup>11)</sup>  sad paa Aadsel, 
<br>en Blind red paa en Blind 
<br>ad Bølgers Vei,
<br>og dog var Hesten død. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>en livløs Hest du saae 
<br>ligge paa Isen,
<br>en Ørn<sup>12)</sup>  paa Aadslet; 
<br>men Isen førtes
<br>for striden Strøm,
<br>til Stranden hen.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvilke ere de Svende,
<br>som søge til Thinge 
<br>enige alle sammen<sup>13)</sup> ?
<br>sit Folk de sende
<br>til fremmede Lande 
<br>Boliger at bygge.
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Itrek og Øndott
<br>altid Skak
<br>sammen glade spille; 
<br>de samlede Brikker 
<br>ere samdrægtige,
<br>men paa Ruderne vrede.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvilke ere de Møer, 
<br>som vaabenløse
<br>kæmpe om sin Herre<sup>14)</sup> ? 
<br>mod de hvides
<br>vilde Angreb
<br>de sorte ham stedse skjerme.
<br>Raad den Gaade 
<br>rigtig, Kong Heidrek.
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>i Damspil de sorte
<br>sin Drot forsvare
<br>mod Anfald af de hvide.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvem er han som ene 
<br>i Asken sover,
<br>skabt alene af Sten?
<br>Fader eller Moder
<br>ei den Farlige har;
<br>der vil han sin Alder dvæle. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek !
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde,
<br>gjettet er den:
<br>Ild skjuler Asken
<br>paa Arnestedet,
<br>af Flintesten den fødes.
<br>
<br>Da spurgte Gest:
<br>
<br>Hvem er den mørke, 
<br>som over Mulden farer 
<br>og sluger Vand og Ved? 
<br>frygter han for Stormen, 
<br>men for Folk ikke,
<br>mod Solen stedse han strider. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade,
<br>Gest hin blinde! 
<br>gjettet er den:
<br>graa sig hæver Taagen
<br>fra Gymers Seng
<br>og hyller viden Himmel;
<br>den kuer Solens 
<br>klare Straaler,
<br>men flygter for Fornjots Søn<sup>15)</sup> .
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvilket er det Dyr
<br>som dræber Folks Hjorde, 
<br>helt af Jern forhudet?
<br>Otte Horn det har,
<br>men Hoved ikke,
<br>og tæller et talrigt Følge<sup>16)</sup> 
<br>Raad den Gaade 
<br>rigtig, Kong Heidrek.
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade,
<br>Gest hin blinde! 
<br>gjettet er den: 
<br>det er Ræven, 
<br>som rovbegjerlig
<br>i Damspil Faarene dræber.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvad er det for et Dyr, 
<br>som Daner beskytter, 
<br>med blodig Ryg,
<br>og paa Brystet saaret<sup>17)</sup> ?
<br> for Sværdshug sit Liv 
<br>det sætter i Fare,
<br>til den hule Haand 
<br>det haardt sig fæster. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade,
<br>Gest hin blinde! 
<br>gjettet er den:
<br>i Kampen skinne 
<br>Skjoldene blanke
<br>og frelse dem, som dem føre.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Lystige Møer 
<br>over Land svæve
<br>og lege af Hjærtens Lyst; 
<br>hviden Skjold de 
<br>om Høsten<sup>18)</sup>  bære, 
<br>men sort hver Sommer.
<br>Raad den Gaade 
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarer:
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Ryper kalde
<br>raske Svende
<br>fjerbedækket Fugl;
<br>om Somren har den
<br>sorte Fjere,
<br>men hvide ved Vintertid.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Siig hvilke Piger
<br>sørgende gange
<br>og søge sig en Mage? 
<br>mange de have
<br>Meen forvoldt;
<br>derved faae de Føden. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Glædespiger
<br>med Gift befængte 
<br>mange Meen forvolde.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvilke ere de Møer, 
<br>som gaae mange sammen 
<br>og søge sig en Mage? 
<br>paa Hovedet bære de 
<br>blege Smykker,
<br>Mænd dem mindst kan styre. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Gymer dygtige
<br>Døttre har avlet
<br>raadsnilde med Ran; 
<br>Bølger de hedde
<br>og Vover;
<br>Mænd dem mindst kan styre.
<br>
<br>Da sagde Gest: 
<br>
<br>Hvilke ere de Enker, 
<br>som alle gaae sammen 
<br>og søge sig en Mage? 
<br>ublide de ere
<br>mod alle Mænd,
<br>og vaage, naar Vinden blæser 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Voldsomme Bølger 
<br>vist du mener,
<br>det er Ægirs Døttre.
<br>
<br>Da sagde Gest: 
<br>
<br>Nok var alt længst 
<br>Næbgaasen voxen,
<br>børnelysten den Tømmer 
<br>til Bolig samled';
<br>skarpen Halmskærer
<br>til Skjerm den havde, 
<br>men over sig Drikkens 
<br>drømmende Bølge. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>En And du saae
<br>paa Æg ligge,
<br>et Oxehoved Reden
<br>foroven tækked',
<br>mens Kjæverne vare dens Vægge.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvem er hin store,
<br>som styrer meget
<br>og vender halvt mod Hel? 
<br>med Mulden han klamres, 
<br>mens mange han hjælper, 
<br>som ellers ere hans Venner. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade,
<br>Gest hin blinde! 
<br>gjettet er den: 
<br>Ankret med tykke 
<br>Toug ofte frelser 
<br>Søfolk paa salten Hav. 
<br>Hagen bider
<br>haardt i Jorden
<br>og vender halvt mod Hel.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvilke ere de Brude
<br>som paa Brændingskær gange<sup>19)</sup> 
<br>og hen ad Fjorden fare? 
<br>haardt Leie have 
<br>hine hvidkappede, 
<br>og lege i Havblik lidt.
<br>Raad den Gaade 
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin Blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Bølger og Søgang 
<br>tilsidst paa Skæret 
<br>lydige ned sig lægge; 
<br>til Senge have de 
<br>Stendys og Klipper;
<br>i Havblik hersker Fred.<sup>20)</sup> 
<br>
<br>Da sagde Gest: 
<br>
<br>Saae jeg om Somren 
<br>i Solen ude
<br>vaagende Helte
<br>ved Vin sig glæde; 
<br>da drak Jarler
<br>deres Øl tiende; 
<br>men skrigende 
<br>Ølkruset stod. 
<br>Raad den Gaade 
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade,
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Grisene tause diede
<br>deres Moder;
<br>men den af Smerte skreg.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvo bygger paa høie Bjerge? 
<br>hvo falder i dybe Dale? 
<br>hvo lever aandeløs?
<br>hvo tier aldrig?
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade,
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Ravnen boer paa høie Bjerge, 
<br>Duggen falder i dybe Dale, 
<br>Fisken uden Aande
<br>i Floden lever,
<br>den larmende Foss
<br>lader sig altid høre.
<br>
<br>Da sagde Gest: 
<br>
<br>Møer jeg saae
<br>Mulden ligne,
<br>Bjerge de brugte for Seng, 
<br>sorte og smudsige
<br>ved solklar Dag,
<br>men yndigst, naar intet man seer. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Gløder du saae,
<br>gjemte i Asken,
<br>udslukkes paa Arnen.
<br>
<br>Da sagde Gest: 
<br>
<br>Fire gange
<br>og fire hænge,
<br>tvende Veien vise;
<br>to bortholde Hunde, 
<br>een bagefter dratter 
<br>alle Dage,
<br>stedse den er smudsig. 
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede: 
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Koen er det Dyr, 
<br>som du kunde see 
<br>gange paa fire Fødder, 
<br>fire Takker hænge,
<br>med Horn den sig værger; 
<br>men Halen bagved hænger.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Jeg sad paa et Seil 
<br>og saae døde Mænd 
<br>blodigt Kjød bære
<br>til Birketræer.
<br>Raad den Gaade
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Du sad paa Arnen 
<br>og saae en Falk
<br>i rovbegjerlige Kløer 
<br>til Reden flytte
<br>Aadsel af Ederfugl.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvad var det for et Under, 
<br>som jeg ude saae
<br>for Dellings Døre?
<br>Det har ti Tunger
<br>og tyve Øine,
<br>med fyrretyve Been
<br>frem det ruller.
<br>Raad den Gaade 
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>Visere du tykkes mig 
<br>end jeg ventede,
<br>hvis du er den du siger;
<br>da du nu snakker 
<br>om den So, som ude 
<br>gik over Gaarden. 
<br>Paa Kongens Bud 
<br>den blev da slagtet; 
<br>den gik med Grise ni.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Hvilke ere de tvende, 
<br>som til Thinge reise 
<br>i alt med trende Øine? 
<br>ti Fødder har de
<br>og en fælles Hale, 
<br>og svæve saa afsted. 
<br>Raad den Gaade, 
<br>rigtig, Kong Heidrek!
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>God er din Gaade, 
<br>Gest hin blinde!
<br>gjettet er den:
<br>Det er Odin,
<br>naar paa Sleipner han rider; 
<br>et Øie kun han har, 
<br>men Hesten tvende,
<br>Sleipner med otte 
<br>Fødder skrider,
<br>og Odin paa to;
<br>Hesten har en Hale.
<br>
<br>Da sagde Gest:
<br>
<br>Siig mig det ene,
<br>da du være mig tykkes 
<br>klog fremfor andre Konger, 
<br>hvad i Balders Øre
<br>Odin sagde
<br>før paa Baalet han bares?
<br>
<br>Heidrek svarede:
<br>
<br>Under og Ondskab
<br>og alslags Feighed, 
<br>Gøgleri og Gaader;
<br>men ingen veed dine Ord 
<br>uden du selv,
<br>onde, elendige Trold!
<br>
<br>Da brændte Kongens Hu, 
<br>saa han blotted' Tyrfing 
<br>og vilde veie Gest;
<br>men han, forvandlet
<br>til en Falk paa Stand, 
<br>flygted' fra Faren.
<br>
<br>Falken gjennem Vinduet 
<br>Flugten tog;
<br>men Heidrek hug paa Stand; 
<br>han studsed' dens Hale 
<br>og stumped' dens Fjedre; 
<br>thi har den en stumpet Hale.
</blockquote>

Da sagde Odin : “til Straf for , at du , Kong Heidrek, huggede til mig med Sværdet og vilde dræbe mig uskyldig, og saaledes selv overtraadte de Fredsbetingelser, som du selv havde bestemt mellem os, skal de værste Trælle skille dig ved Livet.” Derpaa skiltes de ad.
<br><br>
13. Kort efter reiste Kongen hjemmefra, for at ordne Retstilstanden i sit Rige; han havde bestemt at overnatte under Harvadafjælde; men denne Dagsreise syntes man at være temmelig lang. Kongen befalede at vælge til sig den rappeste af hans Rideheste, og havde ni Trælle, som han havde gjort til Fanger i Vesterviking<sup>21)</sup>, til Følge; ogsaa de fik rappe Rideheste og fulgte saa med Kongen tilligemed mange andre. Kongen red saa stærkt, at ingen kunde følge ham undtagen Trællene og nogle andre faa. Om Aftenen kom de til Harvadafjælde og opsloge deres Telte. Men da Kongen og de Mænd, som omgave ham, vare faldne i Søvn, reiste Trællene sig og dræbte hele Vagten. Nu gik de til Kongens Telt, bemægtigede sig Sværdet Tyrfing, som de trak af Balgen, og myrdede dermed Kong Heidrek og hans hele Følge. Dette regner man for det tredie Niddingsverk, som efter Dværgenes Udsagn udførtes med Tyrfing. Saaledes var denne Forhexelse fuldbyrdet.
<br><br>
Trællene bortførte nu Tyrfing, samt alt hvad der var af Værdi i Teltet. Næste Morgen kom Heidreks Folk derhen og fandt ham død, og de sendte nu strax Bud hjem til Angantyr, for at fortælle ham det skete. Angantyr lod strax opføre en stor Gravhøi under Harvadafjældene paa det samme Sted, hvor Kongen blev dræbt; Høien var helt opført af Tømmer og stærkt bygget; deri blev Kong Heidrek lagt tilligemed de Mænd, som vare myrdede med ham.
<br><br>
Nu blev der sammenkaldt et Thing, hvor Angantyr blev udraabt til Konge over alle de Lande, som Kong Heidrek havde før raadet over. Paa dette Thing svor Angantyr, at han ikke vilde bestige sin Faders Høisæde, førend han havde hævnet ham.
<br><br>
Kort efter forsvandt Angantyr alene og drog vidt omkring for at opsøge Trællene. En Aften gik han ned til Søen langs en Aa, som kaldes Grafaa. Der saae han tre Mænd paa en Fiskerbaad; derpaa saae han, at en af Mændene trak en Fisk op og raabte til en af de andre , at han skulde række ham Fiskerkniven, for dermed at skære Hovedet af Fisken; men denne sagde at han ikke kunde undvære den. Da sagde den første: “tag da Sværdet under Hovedbrættet og ræk mig det.” Den anden tog Sværdet, trak det af Balgen og huggede Hovedet af Fisken. Da kvad han denne Vise:

<blockquote>
Det undgjaldt Gedden, 
<br>foran Grafaas Munding, 
<br>at Heidrek blev dræbt 
<br>under Harvadafjælde.
</blockquote>

Angantyr kjendte strax Tyrfing; han gik da ind i Skoven og opholdt sig der til det var mørkt; men Fiskerne roede til Land, gik hen til deres Telt og gav sig til at sove. Men henimod Midnat kom Angantyr derhen, slog Teltet ind over dem og dræbte dem alle ni, men tog Sværdet Tyrfing; og det var Mærke paa, at han havde hævnet sin Fader. Angantyr tog derpaa hjem.
<br><br>
Derpaa lod Angantyr forberede til et stort Gilde i Damparstad paa en Gaard som kaldes Arheim<sup>22)</sup>, for at drikke sin Faders Gravøl. Disse Konger herskede da over Landene:

<blockquote>
Humle fordum
<br>for Hæren raaded',
<br>Gizur styred' Gauter,
<br>Goter Angantyr,
<br>Valdar de Danske,
<br>og Valerne Kjar,
<br>Alfrek hin tappre
<br>England styred'.
</blockquote>

Hlød, Kong Heidreks Søn, opdroges hos Kong Humle, hans Morfader; han var skjøn og djærv fremfor alle andre Mænd. Den Gang var det en gammel Talebrug at sige, at en var født med Vaaben eller Heste; men Talen var da om de Vaaben, som bleve gjorte til dem, den Gang de fødtes, ligesom ogsaa det Fæ og Kvæg, Oxer eller Heste, som vare fødte til samme Tid. Dette blev anseet for en Ære for fornemme Folk, ligesom her berettes om Hlød , Heidreks Søn:

<blockquote>
Hlød blev da fedt
<br>i Huneland<sup>23)</sup>
<br>med Sax og med Sværd
<br>og siden Brynje,
<br>ringsmykket Hjelm,
<br>hvassen Glavind,
<br>med en Hest vel tæmmet
<br>i den hellige Lund.
</blockquote>

Hlød spurgte nu paa en Gang sin Faders Død, og at hans Broder Angantyr var bleven Konge over alle de Riger, som hans Fader havde besiddet. Humle og Hlød bestemte nu, at han skulde reise til sin Broder Angantyr for at kræve Arven, dog først med venlige Ord, som her berettes:

<blockquote>
Hlød red fra Østen,
<br>Heidreks Arving<sup>24)</sup>, 
<br>kom til den Gaard 
<br>hvor Goter bygge, 
<br>til Arheim for
<br>sin Arv at fordre.
<br>Der Kong Heidreks Gravøl
<br>drak Angantyr.
</blockquote>

Nu kom Hlød til Arheim med en stor Hær, som her siges :

<blockquote>
En Svend saae han stande 
<br>i Salens Dør
<br>sildig om Aftenen,
<br>og ham saa tiltalte:
<br>“gak ind, Svend! 
<br>i Salen hin høie, 
<br>bed da Angantyr
<br>med sin Broder at tale.”
</blockquote>

Denne gik ind for Kongens Bord, hilste Angantyr høvisk og sagde:

<blockquote>
Her er Hlød kommen,
<br>Heidreks Arvetager, 
<br>din Broder,
<br>den aarvaagne.<sup>25)</sup>
<br>Høi mig syntes
<br>Helten i Sadlen,
<br>den mægtige Konge 
<br>vil med dig tale.
</blockquote>

Da Kongen hørte dette, kastede han Knivene og reiste sig fra Bordet; han iførte sig en Brynje og tog et hvidt Skjold i den ene Haand, og Sværdet Tyrfing i den anden. Da blev der en stærk Larm i Hallen, som her fortælles:

<blockquote>
Rummel blev i Hallen: 
<br>de reiste sig alle
<br>med Helten for at høre, 
<br>hvad Hlød talte,
<br>og hvad Angantyr
<br>ham atter svared'.
</blockquote>

Da sagde Angantyr: “Vær velkommen, gak ind med os at drikke! Vi ville drikke Mjød efter vor Fader, først til hans Berømmelse, men tillige til vor egen Ære, i al den Glands vi formaae.” Hlød svarede: I anden Hensigt drog vi hid, end for at fylde vor Vom.”

<blockquote>
Da kvad Hlød:
<br>Hælvten jeg fordrer 
<br>af det Heidrek eied', 
<br>af Køer og Kalve 
<br>og Kværne som suse, 
<br>af Sværd og af Skjolde 
<br>og Skatte tillige,
<br>Træl, Trælkvinder og Trællebørn,
<br>den mægtige Skov 
<br>som Myrkvid kaldes, 
<br>Graven forbi hvilken 
<br>der gaaer en Vei<sup>26)</sup>, 
<br>Stenen hin store<sup>27)</sup>
<br>som staaer ved Dampstad, 
<br>Hælvten af de Borge 
<br>som Heidrek eied', 
<br>Land og Folk
<br>og lyse Ringe.
</blockquote>

Da sagde Angantyr: “ikke er du berettiget til dette Land efter Lovene.” “Eller hvad vil du byde?” sagde Hlød. Angantyr kvad:

<blockquote>
Briste skal før, Broder! 
<br>den blikhvide Lind
<br>og kolde Sværd 
<br>kløve Skjolde,<sup>28)</sup>
<br>og mange gode Helte
<br>i Græsset bide,
<br>førend jeg af Humlung
<br>det halve dig giver,
<br>og Tyrfing slaaer
<br>i tvende Dele<sup>29)</sup>
</blockquote>

Og endnu kvad han: 

<blockquote>
Klare Vine
<br>jeg vil dig give, 
<br>kostbare Skatte,
<br>som du kræver helst,
<br>tolv hundred' Heste jeg dig giver,
<br>tolv hundred' Svende jeg dig giver<sup>30)</sup>,
<br>som Skjolde føre. 
<br>Hver Mand jeg giver 
<br>mange Skatte;
<br>hver Mands ønske 
<br>vil jeg overtræffe. 
<br>Til hver en Mand 
<br>en Mø jeg giver,
<br>og spænder hver en Mø 
<br>Smykker om Halsen.
<br>Siddende vil jeg dig
<br>med Sølv omgive,
<br>og gaaende
<br>i Guld indfatte,
<br>af Guldringe skal alt 
<br>glimre omkring dig,
<br>af Gotland en tredie Del 
<br>dig give jeg vil.
</blockquote>

14. Gizur Gyrtingalid, Kong Heidreks Opdrager, var tilstede hos Kong Angantyr; han var den Gang meget gammel; da han hørte Angantyrs Tilbud, syntes han ham at byde for meget, og sagde:

<blockquote>
Dette skal tages
<br>af Trælkvindesønnen, 
<br>Barn af Trælkvinde, 
<br>skjøndt af Kongebyrd; 
<br>Horebarnet sad
<br>paa Høien oppe,
<br>den Gang Kongen
<br>delte Arven.
</blockquote>

Hlød blev nu meget vred, over, at han skulde kaldes baade Trælkvindesøn og Horebarn, hvis han modtog sin Broders Tilbud. Han vendte derfor med alle sine Mænd tilbage til Huneland til sin Morfader, Kong Humle, og fortalte ham, at Angantyr hans Broder havde tilbudt ham en tredie Del til Arv. Kong Humle fik hele deres Samtale at vide, og blev meget vred over at hans Dattersøn Hlød blev kaldt en Trælkvindesøn. Han kvad:

<blockquote>
I Vinter skal vi vente
<br>og vel leve,
<br>raadslaae og drikke
<br>dyre Vine,
<br>lære Huner
<br>at bære Vaaben,
<br>som vi modige
<br>monne frembære.
</blockquote>

Og endnu kvad han:

<blockquote>
Vel skal vi dig, Hlød!
<br>en Hær udruste;
<br>en voldsom Kamp
<br>vi vække skal,
<br>med tolvaarige Drenge
<br>og toaarige Foler
<br>saa skal Huners
<br>Hær forsamles.
</blockquote>

Om Foraaret trak de saa stor Krigshær sammen, at hele Landet blev aldeles blottet for vaabenføre Mænd. Alle Mænd over tolv Aar maatte afsted, som havde krigsdygtige Vaaben og Heste, thi disse toges med, toaarige og ældre. Og deres Hær blev nu saa talrig, at de maatte tælles i Tusinder, Fylkingerne bestode ikke af færre end Tusinder; en Høvding blev sat over hvert Tusind, og et Banner var over hver Fylking; men i hver Fylking vare fem Tusinder, hvert bestaaende af tretten Hundreder; men hvert Hundrede bestod af fire Gange fyrretyve; Fylkingerne vare i alt tre og tredive i Tallet. Da Hæren var samlet, rede de gjennem en Skov, Myrkvid kaldet, som skiller mellem Huneland og Reidgotland. Da de kom ud af Skoven, laae aabne Marker og store Bygder for dem, og paa Sletterne laae en stor Borg, som Angantyrs og Hløds Søster Hervar, tilligemed hendes Opdrager Orm, raadede over; de skulde beskytte Landet mod Hunernes Hær; de havde der en stor Hær.
<br><br>
14. Som Hervar nu en Morgen ved Solens Opgang stod oppe paa et Kastel over en af Borgens Porte, saae hun saa store Støvskyer, frembragte af Hesteridt, syd paa mod Skoven, at de som oftest fordunklede Solen. Derpaa saae hun tydelig gjennem Støvskyerne smukke og guldbesatte Skjolde, forgyldte Hjelme og hvide Brynjer, og det var hende som hun kun saae Guld. Hun saae da at det var Hunernes Hær, og at de havde en stor Styrke. Hervar gik hurtig ned, kaldte paa sin Lursvend og bød ham at blæse Hæren sammen. Da sagde Hervar: “tager eders Vaaben og bereder eder til Kamp, men du, Orm! rid imod Hunerne og byd dem til Kamp foran den søndre Borgport. 

<blockquote>
Orm kvad:
<br>Gjerne jeg rider
<br>mod Gauters Hær
<br>og fører Skjoldet
<br>frem i Kampen.
</blockquote>

Derpaa red Orm ud af Borgen imod Hunerne; han raabte da høit og bad dem at ride foran Borgledet, syd paa Sletten, “der byder jeg eder til Kamp, og den som kommer først, venter til den anden kommer.” Siden vendte Orm tilbage til Borgen; men da var Hervar alt færdig og hele hendes Hær, og nu red de ud af Borgen mod Hunerne. Der begyndte den hæftigste Kamp; men da Hunernes Hær var langt talrigere, blev Nederlaget størst paa Hervars Side, og tilsidst faldt Hervar og en Mængde Krigere omkring hende. Men da Orm saae hendes Fald, flyede han tilligemed alle, som det mægtede. Orm red Dag og Nat, saa stærkt han kunde, til Arheim til Kong Angantyr. Hunerne begyndte nu vidt og bredt at hærje Landet og brænde. Da Orm kom til Kong Angantyr, kvad han:

<blockquote>
Søndenfra jeg kommer
<br>at sige disse Tidender:
<br>helt er sveden
<br>Myrkvids Hede,
<br>svømmer Guders Land 
<br>i svare Blodstrømme.
</blockquote>

Og endnu kvad han:

<blockquote>
Heidreks Datter, 
<br>Hervar, din Søster, 
<br>selv jeg saae
<br>synke til Jorden; 
<br>Hunerne have
<br>hende fældet
<br>og mange flere
<br>af dine Mænd.
<br>Lettere var hun -
<br>paa Mark at gaae,
<br>end med Beiler at tale, 
<br>eller til Bænk at gaae 
<br>i Brudegang.
</blockquote>

Da Kong Angantyr fik dette at høre, skiftede han Mine og taug en Tid, endelig sagde han: “ubroderlig blev du behandlet, herlige Søster!” Han betragtede da sin Hustrop; men der var kun en ringe Styrke tilstede; da kvad han:

<blockquote>M
ange vi vare,
<br>da vi Mjøden drak,
<br>nu ere vi færre,
<br>da flere behøves.
<br>Ingen jeg seer
<br>i mit eget Følge,
<br>skjøndt jeg ham giver
<br>Guld og Skatte,
<br>som mod Huners
<br>Hær tør ride
<br>og føre dristig
<br>mod Fjenden Skjoldet.
</blockquote>

Gizur hin Gamle svarede:

<blockquote>
Ingen Øre
<br>jeg af dig fordrer 
<br>eller, som Gjeld, 
<br>en Guldbelønning; 
<br>dog skal jeg ride 
<br>med Skjold ved Side 
<br>at byde Huners 
<br>Hær til Kampen.
</blockquote>

Kong Heidrek havde givet den Lov , at naar der kom en fremmed Hær i Landet, og Landets Konge bestemte et vist Sted, hvor Kampen skulde holdes, maatte Vikingerne ikke hærje førend Kampen var prøvet. Gizur rustede sig nu med gode Vaaben og sprang paa sin Hest, som om han var ung; derpaa sagde han til Kongen:

<blockquote>
Hvor skal jeg Huner 
<br>til Hærfærd æske?
</blockquote>

Kong Angantyr kvad:

<blockquote>
Æsk dem til Dyngja
<br>og paa Dunhede og paa alle
<br>Jøsers Fjælde; 
<br>ofte der Goter 
<br>gik i Kampen 
<br>og fik berømte 
<br>en fager Seier.
</blockquote>

Nu red Gizur bort og standsede ikke, før han kom til Hunernes Hær. Da han var kommen saa nær, at de kunne høre ham, boldt han stille og raabte med høi Røst:

<blockquote>
Frygtsom er eders Drot,
<br>dødsens er eders Konning,
<br>graves ned skal eders Fane,
<br>gram er eder Odin.
</blockquote>

Og endnu kvad han:

<blockquote>
Eder jeg æsker
<br>under Jøsurs Fjælde,
<br>ved Dyngja til Kamp
<br>og paa Dunhede;
<br>paa Liv og Død jeg æsker
<br>eder til Kampen;
<br>saa lade Odin
<br>Spydene flyve,
<br>som ham jeg anraabt har!
</blockquote>

Da Hlød havde hørt Gizurs Ord, sagde han:

<blockquote>
Tager I Gizur,
<br>Angantyrs Mand,
<br>ankommen fra Arheim!
</blockquote>

Da kvad Kong Humle:

<blockquote>
Ei vi skulle
<br>Udsendinge,
<br>som ensomme færdes,
<br>ødelægge.
</blockquote>

Gizur sagde: “ei gjøre Hunerne os forskrækkede, heller ikke eders Hornbuer. Gizur gav derpaa sin Hest af Sporerne og red til Angantyr, gik for ham og hilste ham med Anstand. Kongen spurgte, om han havde talt med Hunernes Konge; Gizur svarede: “jeg har talt med dem, og jeg æskede dem til Kamp paa Dunhede i Dyngjadal. Angantyr spurgte, hvor stor en Hær Hunerne havde. Gizur svarede:

<blockquote>
Deres Mænd
<br>ere mange i Tallet;
<br>sex er i Mængde
<br>Mændenes Flokke,
<br>i hver en Flok
<br>fem Tusinder,
<br>i hvert et Tusind
<br>tretten Hundreder,
<br>Hundreder fire
<br>hvert Hundred tæller.
</blockquote>

Angantyr spørger nu til Hunerne; da udsendte han Mænd til alle Kanter fra sig, og stævnede hver Mand til sig, som vilde yde ham Hjelp og kunde føre Vaaben. Da drog han til Dunhede med sin Hær, som var en betydelig Styrke; da kom Hunernes Hær imod ham med en halv Gang saa mange Krigere.
<br><br>
15. Næste Dag begyndte de Kampen og stred hele Dagen; men om Aftenen drog hver ind i sin Leir. Saaledes kæmpede de i otte Dage og endnu vare alle Anførerne i Behold, men de Dødes Tal vidste ingen. Men da der baade Dag og Nat strømmede Folk til Angantyr fra alle Kanter, kom det dertil, at han ikke havde færre Folk end i Begyndelsen. Kampen blev nu hæftigere end før; Hunerne bleve hidsigere, da de kun saae den ene Udvei til at beholde Livet, ikke at lade sig overvinde; thi at udvirke Fred af Goterne vilde blive vanskeligt. Goterne forsvarede deres Frihed og Fædreland mod Hunerne, de stode derfor fast og tilskyndede hinanden. Da det hældede mod Aftenen, gjorde Goterne saa stærkt et Angreb, at Hunernes Rækker derved krummedes tilbage; men da Angantyr bemærkede dette, traadte han frem fra Skjoldborgen til den forreste Række med Tyrfing i Haanden, og nedhuggede baade Mænd og Heste. Da blev Huner-kongernes Fylking adsplittet, og Brødrene kom til at vexle Hug. Her faldt Hlød og Kong Humle, men Hunerne toge Flugten. Goterne huggede dem nu ned og anrettede saa stort et Nederlag, at Aaerne standsedes i deres Løb, men Dalene bleve opfyldte af døde Mennesker og Heste. Angantyr gik da for at undersøge Valen og fandt sin Broder Hlød liggende paa en Høi. Da kvad han:

<blockquote>
Broder! jeg bød dig 
<br>. . . udelte,
<br>fagre Skatte,
<br>som du fordred selv; 
<br>nu kan du hverken 
<br>i Kampløn faae
<br>lyse Ringe
<br>eller Land at styre.
</blockquote>

Og endnu kvad han:

<blockquote>
Skjæbnen os banned'! 
<br>en Brodermorder
<br>nævnes vil jeg længe; 
<br>ond er Nornens Dom.
</blockquote>

Angantyr lod ham derpaa høilægge i den samme Banke, hvor han var falden , tilligemed tre andre af de fornemste, som forhen ere nævnte; men hele Mængden blev ført sammen i store Bunker og tildækket med Muld. Kamppladsen var otte Mil i Omkreds, saa vidt udstrakte Valen sig, og man seer endnu den Dag i Dag Spor af Høiene.
<br><br>
[Det berettes, at Reidgotland og Huneland nu kaldes Tydskland; Tydskland er regnet for tolv saadanne Kongeriger, som Norge.]
<br><br>
16. Angantyr var en lang Tid Konge i Reidgotland; han var en mægtig Konge og meget rig, og der nedstamme Kongeætter fra ham. Hans Søn var Heidrek Ulveham, som siden var længe Konge i Reidgotland; hans Datter Hildur var Moder til Halfdan hin snilde , Ivar vidfadmes Fader. Ivar vidfadme kom, som Kongehistorierne berette, til Sverrig med sin Hær. Kong Ingjald hin ildraade, som frygtede hans Hær, indebrændte sig selv med sit hele Hof paa Gaarden Ræning. Nu underkastede Ivar hin vidfadme sig hele Sverrig; han erobrede ogsaa Danmark og Kurland, Sax-land, England og alle de østlige Lande indtil Garderige; det vestlige Saxland herskede han ogsaa over, og den Del af England som kaldes Nordymbraland. Ivar hin vidfadme underlagde sig da hele Danmarks Rige, og indsatte der Valdar til Konge, som han gav sin Datter Alfhild. Deres Sønner vare Harald Hildetand og Randver, som senere faldt i England, men Valdar døde i Danmark, da tog Randver Daneriget i Besiddelse og blev der Konge. Men Harald Hildetand lod sig give Kongenavn i Gøtland , hvorpaa han underlagde sig alle de før nævnte Riger, som Kong Ivar hin vidfadme før havde besiddet.
<br><br>
Kong Randver ægtede Åsa, en Datter af Kong Harald hin gotrøde fra Norge<sup>31)</sup>; deres Søn var Sigurd Ring. Kong Randver døde en pludselig Død, men Sigurd Ring blev Konge i Danmark. Han stred med Kong Harald Hildetand paa Braaval i Østergøtland, og der faldt Kong Harald og en talrig Hær tilligemed ham. Dette Slag er især blevet omtalt i gamle Fortællinger, ligesom ogsaa det, Angantyr og hans Broder holdt paa Dunhede, som det mest blodige man kjender.
<br><br>
Kong Sigurd Ring raadede over Danmark til sin Dødsdag, og efter ham hans Søn Ragnar Lodbrok. Eystein hin ildraade, en Søn af Harald Hildetand, arvede Sverrig efter sin Fader og styrede det indtil han blev styrtet af Kong Ragnars Sønner, som det fortælles i hans Saga. Ragnars Sønner underkastede sig da Sverrig. Efter Kong Ragnars Død tog Bjørn Jærnside Sverrig, Sigurd fik Danmark, Hvitserk Østerrige og Ivar hin benløse England. [Hans Søn hed Aslak, Aslaks Søn var Harald Ryg, som var Fader til Bjørn Byrdusmjør; Bjørns Søn var Thord, som først tog Høfdastrand i Skagafjorden i Island, og var en af de berømteste Landnamsmænd; han havde elleve Sønner og otte Døttre, og blev saaledes Stamfader til mange Slægter.
<br><br>
Bjørn Jærnsides Sønner vare Erik og Refil, denne var Krigskonge og Søkonge, men Erik blev Konge i Sverrig efter sin Fader, men levede kun en kort Tid; da tog Erik, Refils Søn, Riget i Besiddelse; han var en stor Kriger og en mægtig Konge.
<br><br>
Bjørns Sønner vare Erik Uppsali og Kong Bjørn; Sverrig blev saaledes atter delt mellem Brødre, idet Bjørn og Erik arvede Riget efter Erik Refils Søn. Kong Bjørn befæstede Staden Haug, og blev derfor kaldt Bjørn paa Haug; hos ham levede Skjalden Brage.
<br><br>
Kong Eriks Søn hed Ønund, han arvede Riget i Upsal efter sin Fader, og var en mægtig Konge. I hans Dage kom Harald hin haarfagre til Regjeringen i Norge, og var den første Enevoldskonge i Norge af sine Ætmænd. Bjørn var en Søn af Kong Ønund paa Upsala; han tog Riget efter sin Fader og styrede det længe. Bjørns Sønner vare Erik hin seiersæle og Olaf, som begge tiltraadte Regjeringen og antoge Kongenavn efter deres Faders Død. Olaf var Fader til Styrbjørn hin stærke, og i deres Dage døde Kong Harald hin haarfagre. Styrbjørn leverede sin Farbroder, Kong Erik, et Slag paa Firisvoll og faldt selv i Slaget, men siden styrede Erik Sverrig til sin Død. Han var gift med Sigrid hin storraade; deres Søn hed Olaf, som efter Kong Eriks Død blev taget til Konge i Sverrig. Han var da et Barn, saa at de Svenske bare ham med sig; derfor kaldte de ham Skjødekongen, men senere kaldte man ham Olaf hin svenske. Han regjerede længe og var en mægtig Konge; han var den første svenske Konge, som antog Kristendommen, og i hans Tid ansaae man Sverrig for et kristent Land. Kong Olaf hin svenskes Søn hed Ønund; han blev Konge efter sin Fader og døde paa Sottesengen. I hans Tid faldt Kong Olaf hin hellige paa Stiklastad. Olaf hin svenskes anden Søn hed Eyvind; han blev Konge efter sin Broder; i hans Dage overholdt de Svenske slet Kristendommen. Eyvind var kun en kort Tid Konge.
<br><br>
I Sverrig var den Gang en mægtig Mand ved Navn Steinkel; hans Moder hed Astrid, en Datter af Njal Fins Søn, med Tilnavnet hin skjalge, fra Halogaland, men hans Fader var Røgnvald hin gamle. Steinkel var den første Jarl i Sverrig, men efter Kong Eyvinds Død gjorde Svenskerne ham til Konge; Kongedømmet i Sverrig gik saaledes fra den gamle Kongestamme. Steinkel var en stor Høvding; han var gift med en Datter af Kong Eyvind, og døde i Sverrig paa Sottesengen næsten paa samme Tid, som Kong Harald faldt i England.
<br><br>
Næst efter Steinkel gjorde Svenskerne hans Søn Ingi til Konge. Ingi var længe Konge, og var vennesæl og en god Kristen. Han søgte at standse Afgudsoffringerne i Sverrig, og befalede alle Folk at antage Kristendommen; men de Svenske havde altfor stor Tro paa de hedenske Guder, og hang fast ved de gamle Skikke. Kong Ingi ægtede nu en Kvinde ved Navn Mair; hendes Broder hed Sven; da ingen behagede Kongen saa meget som han, blev han snart Sverrigs første Mand. De Svenske syntes, at Kong Ingi overtraadte Landets gamle Love imod dem, da han paatalte mange Ting, som Steinkel, hans Fader, havde ladet staae ved Magt. Paa et Thing, som de Svenske holdt med Kong Ingi, gjorde de ham to Betingelser: enten at holde sig til de gamle Love, eller at fratræde Kongeværdigheden. Da nu Kong Ingi svarede, at han ikke vilde forkaste den rigtige Tro, brølte de Svenske, trængte ind paa ham med Stene og dreve ham bort fra Thinget. Sven, Kongens Svoger, som var bleven tilbage paa Thinget, tilbød nu de Svenske at ville anrette Offringer for dem, hvis de vilde overdrage ham Kongeværdigheden; dette bekræftede de alle, og Sven blev saaledes sat til Konge over hele Sverrig. Nu blev der fremført en Hest paa Thinget; denne blev slagtet og hugget i Stykker til at spises, men med Blodet bestænkte de Offertræerne (Gudebillederne). Nu forkastede alle Svenske Kristendommen, og Offringerne begyndte igjen; men Kong Ingi fordreve de, og han flygtede hen til Vest-Gøtland. Blot-Sven var de Svenskes Konge tre Vintre. Kong Ingi drog med sit Hof og en lille Trop Krigere gjennem Smaaland til Øst-Gøtland og derfra til Sverrig; han red baade Dag og Nat og overrumplede Sven tidlig om Morgenen. De omringede strax Huset, stak Ild paa det og indebrændte alle dem, som der vare inde. Iblandt dem, som bleve indebrændte, var en Lensmand, ved Navn Thjof; han havde før været i Blot-Svens Følge. Sven gik ud af Huset, men blev strax dræbt. Kong Ingi tiltraadte da paa ny Sverrigs Regjering og ophjalp igjen Kristendommen, og styrede nu Riget til sin Dødsdag og døde paa Sottesengen.
<br><br>
En Søn af Kong Steinkel, Kong Ingis Broder, hed Hallstein, som var Konge tilligemed sin Broder Kong Ingi. Hallsteins Sønner vare Philippus og Ingi, som kom til Regjeringen i Sverrig efter Kong Ingi hin gamle. Philippus ægtede Kong Harald Sigurdssøns Datter Ingigerd; han var kun en kort Tid Konge.


'''Noter:'''
<br>1. Arngrim reiste med sln Kone Eyfura nordpaa til sine Arvegodser, og tog Ophold paa Øen Bolm.
<br>2. &nbsp;&nbsp;Men fandt dog aldrig
<br>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;Fred paa Jorden.
<br>3. &nbsp;&nbsp;Øl drikke Jarler I Upsala,
<br>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;glade I Hallen
<br>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;hos min Fader.
<br>4. Membranen kortere: Hun kommer en Dag til Jarlen og sagde: Jeg vil bort herfra thi her faaer Jeg Ingen Ro.
<br>5. Spørg du ei derom.
<br>6. Pryded' med Skjolde og blodige Landse.
<br>7. Du taler ei Sandhed.
<br>8. Hvis ei du mig giver.
<br>9. Obsidian
<br>10. Jordbeboer
<br>11. Snog
<br>12. Orm, Snog
<br>13. Og ere Sexten tilsammen.
<br>14. Som dræbe deres vaabenløse Herre.
<br>15. Stormen
<br>16. Og løber som han kan.
<br>17. Men beskytter mænd
<br>18. Vintren
<br>19. Som i Brænding-særker vade
<br>20. Men de ses sjælden i Havblik
<br>21. De vare tagne I Vesterviking, de vare ætgode Mænd og syntes Ilde om deres Trældom.
<br>22. Paa den Gaard som hed Dampstad i Arheim, som nogle kalde Ernarherred; det var paa den Tid Hovedborgen i Reidgotland.
<br>23. Humleland
<br>24. Søn
<br>25. Kamplystne
<br>26. Graven den gode (den hellige), som staaer paa Folkets Vei (I Goters Land).
<br>27. Hin fagre
<br>28. Møde hverandre
<br>29. Før Jeg Tyrfing slaaer i tvende Dele, eller dig, Humlung! den halve Arv giver.
<br>30. Jeg byder dig, Frænde, til fuldstændig Forlig, et stort Rige og tilstrækkelige Rigdomme, tolv hundrede Rustninger.
<br>31. En Datter at Kong Harald fra Geirrøds Gaarde I Norge.


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Fornaldarsögur]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. M. Petersen]]
[[Kategori:G. Thorarensen]]