Sagan om Didrik af Bern - Nyfflingha

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Fornsvensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Sagan om Didrik af Bern

Nyfflingha

Kap. 302.

Konung Aktilius sänder bud till Nyfflingarne, att begära deras syster, Crimilla.

Tha Atilius konung aff Hunelandh hadhe sitith længe enkil, ok spordhe Sigordh Swen dỏdhan ok ath epther liffde Crimilla alla quinna visasth ok fagirsth, tha sændhe han bodh epther sinom frændha Osidh hertoghe, ok badh honum koma til sik. Tha han theth spordhe foor han strax til honum meth 20 riddare. Atilius fagnadhe honum vel ok bad honum fara sith ærendhe til Crimilla, konung Gunnars systher som Sygordh Swen atthe, ath bedia henne sigh til hustru.

Hertoghen sade vilie gerne fara hwarth konungen vildhe honum sende ok for tith meth 30 riddare ok swæna, som Crimilla var ok funno Gunnar konung. Them varth ther vel fagnat, ther dwaldis the nogra daga. En dagh talede han til Gunnar konung ok hans brỏdher ok sagde them hwro Atilius konung aff Hymeland loth bedia om thera syster Crimilla. Och hwad the vildhe meth henne giffua och ath the goffua honum ther pa swar strax hwat the ther til gỏra vilde. The raddis vidher ath the theth gerna gỏra vilde, ty ath Atilius konung var taa rikasth ok mektogesthe konung som tho visthe nogher aff ath sægia.

Tha sagde Hagen: «Theth vore os stor hedher ath hin rike Atilius konung finghe vara systher, togh ær hon saa stor hogath ath os dogher ey giffua henne vtan meth hennes godh vilie.» Geroholth swarede: «Myn vilie ær ther goth til.» Sidhan gik Gunnar konung til Crimilla ok sporde henne om hon haffwe vildhe Atilia konung. Hon swaredhe: «Jach tỏr ey sægia ney moth Atilia konung, thy han ær en riker konung ok mannelighen. Vilia j myna brỏdher, tha ær theth myn godhe vilie.» The swarede: «Medhan theth ær tin vilie, tha ær theth vor vilie.» Tha giordis ther en ændhe paa thæth skuldhe vara som konung Atilius vildhe. Gunnar konung haffde hiælm ok skiỏl som Sigord aththe. Theth gaff han sendebodhen, sidhan ridha the hempn ighen ok sagde konungen hwad swar the hade fath.

Kap. 303.

Konung Aktilii och Crimillas bröllopp.

Konunghen takkadhe them ok giorde sik sidhan redhe theth bestha han kwndhe ok for j Nyfflingha landh meth 400 riddare ok manga swæna. Didrik konung foldhe honum. Tha konung Gunnar theth spordhe, tha redh han vth moth them ok fagnadhe them vel. Didrik konungh ok Haghen kystis tha the funnos, thy the vara godhe vener. Sidhan ridha the alle j borgena. Tha gaff Gunnar konung ok hans brỏdher sina systher Atilius konung och drokka sidhan eth kỏstelighit brỏlỏp. Sidhan skildis the ath. Gunnar konung gaff Didrik Grane, Sigordh Swens hesth, ok swærdith Gram gaff han margreffue Rỏdger. Konung Atilius gaff Crimilla saa mykit silff henne sỏmdhe, saa skildis the ath. Atilius konung ok Didrik ridha hem j sith rike æn Crimilla græth altit sins bonde Sigordh Swens dỏdh.

Kap. 304.

Crimilla förtäljer för konung Aktilius om Nyfflinga-skatten, som Sigord sven hade egt.

Thaa Crimilla haffde haffth Atilius konung j 7 ar tha sadhe hon ena nath til Atilius: «Herre, theth ær mykin harm ath j thenna 7 aar haffuer jach ey seth myna brỏdher. Nær vil tw them hith biwdha? Jach vil sægia thek theth thw haffuer ey fỏrra hỏrth, ath myn bondhe Sigordh var then rikasthe herre paa gul ok hauer ther nagor konung, kan nw theth haffua myna brỏdher alth samon ok giffuo mik inthe aff. Finge jac theth, tha matthe tw haffua ther aff hwadh tw vill.»

Taa Atilius konung theth hỏrdhe visthe han theth santh vara ok var alla manne gerusth. Honum tycthe illa vara ath skuldhe ey faa Nyfflinga skath ok sagde: «Jach veth ath Sigord Swen atthe mykit gul, ffỏrsth theth han togh wndhan then stora draken som han drap ok sidhan theth han van meth ỏrlỏgh och ther til theth hans fadher Symwnder konung atthe ok nw ær theth ræth ath tw biwdher tina brỏdher om tw wilth. Hwad jach haffuer goth skal wara them ospart.»

Kap. 305.

Konung Aktilius bjuder Nyfflingarne till Hunaland. Gunnars och Hagens råd-plägning.

Litheth ther æpther sændhe Crimilla twa sina men meth Atilie konungs breff saa lydandhe ath: «Atilius konung giordis fasth gamoll, ok hans son Aldrian var fỏr vngher. Nw aff thy ath inghen vare nemmer til ath styra fỏr them landhom æn the som vara Aldrians moder brỏdher, ty bodhe the them ath komo tith til sigh, ok hiælpa ath radha fỏr landits bæsta.»

Tha konung Gunnar ok hans brodher Hagen ok the flere hade hỏrth theth breff, tha swaredhe Haghen: «Brodher, far tw j Hymalandh taa komber tw aldhrich hem jghen ok enghen then tik fỏlghe. Ty Kremilla ær wis ok falsk ok ræs jach ath hon vil swika os.» Gunnar konung swarede: «Myn mogher Atilius konung haffuer bidit mik venligha til sik æn theth ær tith radh, Haghen, ath jach skal ey tith koma? Theth radher tw mik nw som tin modher radde myn fadher, hwart henne sidermer rodh war werre æn theth fỏrre. Æn nw skỏther jach ey tith rodh. Wthan vil jac fara j Hymalandh och hoppas vel koma hem j ghen epther mynom vilia, ok fỏr en jach far aff Hymelandh komber theth alth j mith waldh. Æn tw Haghen, fỏlgh mik om tw wilth. Tỏr tw ey fỏlia mik, tha sith hemma.»

Hagen swaredhe: «Ey sagde jach theth. Ty jach rædis ey mer om mith liiff æn tw om thith, mæn fỏr sanna sægher jach thegh theth, ath tw komber aldregh wtu Hymmelandh ok far tit meth mangan eller ffaa, aller komber enghen ather til Nyffliunga landh. Vil tw nw fara, tha wil jach hema vara. Mynnes tw ekke huro wi skildoms widh Sigordh Swen? Jach veth tha then j Hymaland som theth nogh mines, theth ær Crimilla var syster. Hon minner thegh ther appa visseliga tha tw komber j Susa.»

Konung Gunnar swaredhe: «Men tw esth saa rædder fỏr tin systher ath tw tỏr ey fara, tha vil jach fara.» Tha warth Hagen harm ath hans modhers radh warth honom saa offta fỏre kastat, ok gik j salen til sin frændha Folkordh speleman ok sagde til honom: «Vil tw fara meth os j Hymelandh som konung Gunnar haffuer tænct æffther Crimilla bodh? Meth os skolo fara alla vara men som driftoghe æra ath slass.»

Kap. 306.

Drottning Oda förtäljer Nyfflingarne sin dröm, och afråder ifrån resan til Hunaland.

Tha gik drotningh Oda, konung Gunnars ok Gyntars modher, til konungen ok sagde: «Mygh drỏmbde ath jach saa j Hymelandh saa mangen dỏdan fogill ath alth wart landh var ỏth aff fogla. Nw vil tw fara j Hymelandh ok veth jach wtaff edre færdh sker mykit onth bodhe Nyfflingom ok hymlyngom. Ok gæller theth mangs mans lyff, ty far ey tith ther komber mykit aff.»

Tha sagde Hagæn: «Gunnar konung mener ændeligha ffara ferdh. Hwad spỏria wi epther tin kærlinghæ drỏm?» Tha swaredhe drỏtninghen: «Gunnar konung ok tw magæn fara j Hymelandh æn j vilen. Æn myn vnghe son Gyntar, han skal bliffua hema.» Gyntar swaradhe: «Ffara myna brỏdher tha skal jach meth,» ok lop strax ok vapnadhe sik.

Kap. 307.

Nyfflingarne rusta sig och rida till Rhen-strömmen.

Gunnar konung sendhe bodh om alth sith landh ath alle hans starkasthe ok raskaste mæn skullo redha ok vapna sik theth besthe the kunde. Tha warth Gunnar konung redha meth 1000 raska men meth goth harnisk ok ferdogha hæstha. Tha togh Haghen Gunnar konungs baner, theth var fræmisth fỏr gylth mith j hwith ok en ỏrn vti aff rỏth silke meth ena krono, ok ytthersth var theth grỏnth. Saa ridha the til Rin, ther Dwna ok Rin koma til hopa. Theth var breth ỏffuer ok war ther inthe skeph, ty dwaldis the ther the nath j thera tiæl.

Kap. 308.

Huru Hagen höll vakt om nätten och dräpte två hafs-frur.

Om affthonen the voro mætthe, badh konung Gunnar Haghen skikka til ath halla væcth the honum besth synis. Hagen swaredhe: «Skikken ỏffuan hæren hwem edher tykker, nidhan fỏre vth meth aana. Vil jach siælffuer halla ok see om jach far nagat skip.» Gunnar konung likadhe theth vel.

Tha folkit var sopfua gongith togh Hagen sik hærnisk ok gik vth meth aana j liwsth manasken ok kom til eth vaptn som Mỏre heth ok saa nagasth folk j vaptnith ok saa thera klædher ligia vid vatnith. Han togh the clædhen ok gỏmdhe. Theth var ey annath folk han saa, vtan twa haffrur. The foro aff Rin ok then siỏn ath skemta sik. Haffrwn sagde til Haghen: «Ffaa os vare klædher ighen!» Han swaredhe: «Sik myk fỏrsth theth jach spỏr tik, ath skolw vi alla koma leffuandis ỏffuer Rin ighen?» Haffrwn swaredhe: «J kome alle hele borth offuer Rin, æn aldregh en komber ighen aff idher ok tek star mykin mỏdha ffỏre.» Tha drogh Haghen sith swærdh ok drap siỏkonona, han hygh them syndher j medio badhe modhren ok dotren.

Kap. 309.

Hagen träffar en färje-karl.

Sidhan gik han nidh meth aan. Taa fik han see hwar en man rodhe mith j aana. Haghen ropadhe til honum ok sagde: «Roo hith til mik, jach hỏrer til Ælsungh jærl.» Ty sagde han saa, han var tha j Ælsunghz rike. Færia mannen swaredhe: «Jach vordher ey huem tu til hỏrer. Then mik pæningha giffuer, then vil jach ỏffuer fỏra.» Tha hỏlt Hagen op sin gulringh ok sagdhe: «See hwath jach vil tegh geffua.» Taa færiamannen saa gulringhen thoo rodhe han ath landeth ther Hagen stodh. Thaa stegh Haghen j færiana och skỏt fran landeth. Færiakarren ville roo nidh ath aana. Haghen sagde: «Thw skalth roo op ath aana.» Tha motthe han roo som Hagen badh saa længhe the koma thith som hæren laa.

Kap. 310.

Nyfflingarne fara öfver Rhen. Hagen dräper färje-karlen.

Tha stodh konung Gunnar op, ok clædhe sik ok loth fỏra folkith ỏffuer meth eth litheth skep. Ok the hade nær fỏrgisseth en del aff hans folk, thaa kom Haghen meth eth stỏrre skep. Ther stek konung Gunnar jn ok meth honum eth hwndrat men. Tha the komo mith j aen tha rodhe Hagen saa fasth ath syndher brasth bodhe aarene. Han sprangh op ok bannadhe then som arene giordhe ok drogh sith swærdh ok hỏgh hwudith aff færia karren.

Thaa sagde Gunnar konung: «Hwi giordhe tu theth Haghen? Hwadh sak gaff tu honom?» Haghen swaredhe: «Han skal ekke sægia aff wara færdh hwar wi farom.» Tha sagde Gunnar konung: «Meth mykin vredhe thu æsth aldregh gladh wtan thw gỏr nogath onth.» Haghen swaredhe: «Hwad skal jach sparo ath gỏræ onth medhan jach fram far, thy jach veth ath enghen aff os komber ighen.»

Konungen styrdhe. Tha brasth styreth syndher, sydhan dreff færian twarth fỏre strỏmyn. Tha sprongh Haghen fram ok halp stỏret ok bỏth hwadh han kwndhe. Tha the komo moth landz tha fylthis færian ok stalp om kringh fỏr them ok the komo vathe ok meth stora nỏdh til landz. Sydhan bỏtthe the styrit ighen ok sænde færian offuer aan jghen moth thera folk. sidhon rida the thera vægh.

(Här saknas två blad)

Kap. 311.

Hagen träffar margrefven Rodgerds vakt-hållare.

(Fattas).

Kap. 312.

Nyfflingarne gästa margrefven Rodgerd.

(Fattas).

Kap. 313.

Margrefven gifver Nyfflingarne skänker. Gynter får margrefvens dotter.

(Fattas).

Kap. 314.

Nyfflingarne och margrefven Rodgerd komma till konung Aktilius i Susa.

(Fattas).

Kap. 315.

Crimilla välkomnar sina bröder.

(Fattas).

Kap. 316.

Crimillas samtal med sina bröder.

Cod. Pal. germ. 359:
Crimilla ok margreffue Rỏdgher

. . . . . . . . . . . . tha brynia vndher thera cwrtla. Tha Haghen sa sina systher Crimilla, bundha ok beladhe the thera hiælma oppa ok Folqwardh speleman. Tha sadhe Crimilla til Haghen: «Haffuer tu nw fỏrth mik Nyfflinga skath som Sigordh Swen atte?» Haghen swarede: «Jach fỏrer tik en mykin owen. Honum fỏlger myn skiol ok myn hiælm och myn brynia læggher jach ey aff.» Tha sadhe konung Gunnar: «Systher, gak hith ok sith nær os.»

Tha gik hon til sin ynsthe brodher Gyntar ok kysthe honum ok satthe sik mellan konung Gunnar ok honum ok græth sarliga. Tha spordhe Gyntar: «Hwi grather tu saa systher?» Hon swaredhe: «Jach grather nw theth som altidh, the stora saar jach saagh mellan Sygors herdar, ok eyncthe kardh var j hans skiỏl.» Tha swaredhe Hagen: «Tænch ekke mer oppo Sigordh Sven eller hans saar, vtan haff Atilius konung kærere. Thy han ær halffua rikare ok mektoghere æn Sigord var. Ey ffar tu Sigordh nw læcth, Sigords saar theth vardher nw bliffua som theth gyorth ær.»

Kap. 317.

Konung Didriks och Hagens vänskap.

Tha gik Crimilla borth ok Didrik aff Bærna kom epther Nyfflingha, ok badh them gaa til bordh, ok honum folde Aldyan, konung Atilius son. Tho togh konung Gunnar Aldrian j sin fampn ok bar honum wth. Æn Didrik konung ok Hagen ladha sin ærm hwar om annars halssz j kærlighet ok fỏldis saa wth badhe til tess the komo j konungens sal. Tho stodho all torn ok vigskardh ful aff frw ok jompfrur, ok alle vildhe see Haghen fỏr then stora frædgh skuldh som han hade ỏffuer all landh fỏr sin mandom skuldh.

Kap. 318.

Om konung Aktilii gästabud för Nyfflingarne.

Konung Atilius sath j sine hỏxsæthe mith fỏr bordith ok loth sætia vid sina hỏgra handh konung Gunnar, sa Gyntar, saa Geroholth, sa Hagen ok saa Folkwardh speleman thera frænde. A sina venstra handh loth han sætia Didrik aff Bern, saa margreffue Rỏgher ok saa Hillebrandh. Siden sættis alle the andre godemen hwar epther annan ok drokko then quæl goth vin ok vordho alstingis vel vntfange meth math ok vin och giordhe sik ganska glade. Tha war hwarth huss j borgena fulth meth folk. Then nathen soffuo the j godhan fridh.

Om morgonen tho the op stodho kom Didrik aff Bern, Hyllebrandh ok monga flere riddare thil them ok spordo huro the haffuadhe soffuadh then nath. Haghen swaredhe: «Wi haffuom soffuadh alle vel, æn mith sinne ær saa ath gither ey varith fỏr mykith gladher.» Tha sadhe Didrik aff Bern: «Godhe ven Haghen, gỏr thegh gladh, togh vara tegh theth besta thu kan. Tu tỏrff tha alth vidh om tw skalth hædhan komo, thy Crimilla grather hwar dagh Sigord svens dỏdh.»

Theth var then fỏrstha warielse Nyfflingha fingo. Tha the vore clædde fỏldis the wth j gordhen. Konung Didrik ok Gunnar konung foldis ath, Hillebrandh ok Hagen ginga annan vægh samon ok Folkwardh meth them. Tha wore alla Nyfflingha op stondne, gingo ok fỏr sagha segh j borgena. Tha gik Atilius konung vti salen ok monge mæn meth honum ath se Nyfflingha stoltheth. Tha spordhe alle hwar Haghen war fỏr hans manheth skuldh saa war han prisadher. Tha sag Atilius konung hwilken han skuldhe ware ok kendhe honum ey, thy ath Haghen ok folkwardh speleman ware saa dwrligha clæddhe som Gunnar konung ok hadhe Haghen ok Folqwardh altith thera hiælma oppo. Tha sadhe Atilius konung: «Ekke kenner jach nw Haghen, æn togh jach ok myn drotningh Ercha slogom honum til riddare, tha kendhe jach honum vel ok var han too myn ven godher.»

Tho gingo Haghen, Folqwardh ok ledde hwar annan kringom borgena ok sago manga stalssa quinnor som æpther them sogha. Thy togha the aff sina hiælma ok lotho see sik. Haghen wardh kændher ther pa han hade smalth liff, breth brysth, lancht anlethe ok blekth som aska ok ey wthan eth ỏgha ok theth war alth swarth ok war han manneligesth aff alle them.

Kap. 319.

Crimilla söker hjelp, att hämnas på sina bröder Sigord Svens dråp.

Atilius fegh see ath folkit war mykit ok finge ey alle rwm j en sal. Tha war fagerth sollsken, thy loth han redha gestabodith j en thræ gord. Tha gik Crimilla til Didrik aff Bærn. Han wnfik henne vel ok sporde hwadh hon wildhe. Hon swarede gratande: «Godhewen Didrik, jach ær komen ath sỏkia hiælp ok radh aff thegh ath hempna myn mesthe harm ath Sigordh Swen warth mik saa aff mỏrdher. Theth vil jach hempna a Haghen, Gunnar ok alla the brỏdher. Godhe herre, hiælp mik theth hæmpna, jach wil giffuo tegh gul ok silff sa mykit som tw wilth ok ther til vil jach hiælpa tik ath thu skal wel vinna alth thith egith landh ighen.» Didrik swaredhe: «Frw, jach maa theth enghelundh gỏra, ok haa theth gỏr, theth ær vtan mith radh ok vilia, thy the æro myna besthe vener. Mik bỏr hæller wetha thera gaghn æn skadhe.»

Crimilla swaredhe inte ok gik sin vægh borth gratande ok gik til hærtogh Blodhelin ok sagde: «Vil thu hiælpa ath hempna min harm? Mik græmer huro Nyfflingha dropa Sigordh Swen. Theth vil jach nw hæmpna a them. Vil thu hiælpa mik ther til? Jach vil giffua tek mykyn landh hwar thu them bedhis.» Blodelindh swarede: «Gỏr jach theth tha haffuer jach Atilia konungs ovenskap, thy han ær thera godhe ven.»

Tha gik drotninghen til Atilia konung ok sagde som fỏr: «Herre, hwar ær theth gul ok silff som myna brỏdher haffuer tek fỏrth?» Atilius swarede: «The fỏrde mik hwaske gul eller silff, gerna vil jach fagna them vel æ hwadh hæller her j mith hem.» Drotninghen swaredhe: «Ho skal nw hempna myn vidherwilia, ey vil thu jach glỏmer aldregh them hwro Sigordh Swen war mỏrdher. Thy gỏr mik ilth j mith hiærta, gỏr wel herre och hæmpdh theth. Tha far tw Nyfflingha landh, ok alth Nyfflinga skath.» Konungen swaredhe: «Tygh ok tala ey eth ordh! Jach vil ey swika myna mogha, the ære hith kompne j tro. Theth skal ey tu gỏre ok enghen man.» Tha gik Crimilla borth mychith oblidare æn fỏr.

Kap. 320.

Crimilla beder Nyfflingarne bortlägga deras vapen; men de märka hennes svek.

Konungen gik j appel gordhen ok loth komo alla gestherne tith. Taa sade drotninghen til Nyfflingha: «J seen ath alla hiner haffua lacth borth thera vaphen, thy vil jach ath i Nyfflingha fan mik edhen vapen ath gỏma.» Hagen swaredhe: «Tw esth en drotningh, ekke bỏr tek gỏma manna vapen. Myn fadher lærdhe mik tha jach var vngher ath aldreg læggia myna vapen a nogra kono tro, ok medhan jach ær j Himalandh lægger jach aldregh myna vapen aff mik.» Tha banth han sin hiælm aller fastasth, tha sagha alla ath Haghen war ille vredher, ok viste togh ey hwadh theth tydhe. Tho sadhe Geroholth: «Hagen var aldregh gladher sydhan han kom j thenne færdh, ok for man see hans manheth j dagh ok visheth.» Tha synthis Geroholth vare swek aa færdom och ath Haghen visthe theth fỏr och lỏnthe theth fỏr honum ok bantth sin hiælm, ok gik saa in j thræ gordhen.

Kap. 321.

Konung Aktilii och Didriks samtal.

Tha sagh Atilius konung ath Hagen war wredher ok spenthe fasth sin hiælm ok sporde Didrik: «Haa ære the som saa vredeliga bindha sina hiælma oppa?» Didrik swarede: «Theth ær Haghen ok Geroholt, the ære bodhe vrede.» Konungen swaredhe: «Theth gỏre the aff storan harm.» Didrik swaredhe: «The ære fulworne drængie, ok gỏr theth som jach mener thu far en see j dagh.»

Kap. 322.

Riddaren Irung lofvar utföra Crimillas hämnd.

Atilius konung stod op ok gik mot Gunnar konung ok Gyntar, ok fik Gunnar konung j sina hỏgra handh, ok Gynter j sina venstra handh ok kalledhe Hagen ok Geroholth, ok satthe them til bordh som fỏr ær sacth. Togh wore monga elda j gordhen ok bordh kringom eldhen. Tha vare alle Nyfflinga j gordhen meth hwithom bryniom ok hwassom swærdom, ok hardhom hiælmom, skiỏlla ok spiuth gỏmdhe thera swæna vtan fỏr gordhen ok hadhe skikkat epther Hagens radh 15 thera tiænare til som skuldhe bespeya blandh hiner om swik vore affærdhom. Tha sath konungens sons tykthemestere nær Folqwardh speleman ok loth drotninghen sætia sin stol ræth framan fỏr konungen. Hærtogh Blodhelin sath nær henne.

Tha gik drotningen thil en riddare som heth Irwng, han war hỏuisman fỏr henne folk, ok sadhe til honom: «Godhe wen Jrwngh, wil tw hempna myn harm medhan Atilius konung ok ey Didrik aff Bærn ok enghen aff myna wener wil theth hæmpna?» Jrwngh swaredhe: «Hwi grother thu eller hwadh wil tu hæmpna?» Hon swaredhe: «Jach fỏr gæther alderegh hwro Sigordh Swen var mỏrdher, ok honum vil jach hæmpna om nogor wil mik ther til hiælpa.» Hon togh hans fỏrgyltha skiỏl ok sade til honum: «Wil tw hæmpna myn harm? Jach wil giffua thegh saa mykith rỏth gull, æ meden tw kanth then roka paa ok ther til ewinneliga myn venskap.»

Jrwngh swaredhe: «Theth ær mykit gull, æn ær tin venskap bæther,» ok stodh strax op ok vapnadhe sik meth et hwndrat riddare som honum lỏdde, ok slogh strax wth sith baner. Tha sadhe Crimilla: «Slaa fỏrsth alth thera folk j hæl som wthan gordhen ære, ath ingen thera komber in, ok lath inghen wth komma som inne ære.»

Kap. 323.

Crimilla eggar sin son Aldrian att slå Hagen. Aldrians död. stridens början.

Drotninghen gik snarth ok satthe sik j sin stol ighen. Tha lop til henne hennes son Aldriam ok kysthe hona. Tha sadhe drotningen: «Kære son, æstu liker tina frændher ok haffuer tu hiærtha ther til, tha gaa til Hagen ok slaa honum strax vidh sith kinben meth tin næffua eth stort hwgh. Tỏr tu theth, tha wardher thu en godher drængh.»

Pilthin lop strax tilh Haghen ok som han lutade sik ỏffuer bordith slao han honum vidh kinbenith meth sin nepffua, eth stỏrre hugh æn nagor trodhe ok ey eldhre æn han war. Tha togh Hagen pilthen j harith meth sina wenstra hand ok sadhe: «Thethta haffuer tw ey giorth aff thins fadhers radh eller tith egith, vthan tin modher haffuer ekkiath thegh hær til. Och theth geller tu nw,» ok drogh swærdeth meth hỏgra handhena ok hỏgh hwuudith aff pilthin. Och slogh Crimilla fỏr brystith meth ok sadhe: «Frw, ther hafuer tu eth surth æplle. Vi drykkom goth win j thenna gardh ok theth wardha wi nw dyrth kỏpa.»

Æn sa hogh Haghen wtỏffuer Folkwardh speleman ok hwudit aff pilthens tycta mestera ok sade til Crimilla: «Thagh nw tættha wærdh fỏr wineth tith ok tw tyctamestare haffuer nw fongith tin rætha lỏn ath thu ey tycta barnith bethræ.»

Tha sprangh op Atilius konung ok sadhe: «Op alla myna men ok dræper Nyfflingha!» Tha sprongh opp alla Atilia men til thera wæria ok Nyfflingha drogha thera swærdh. Tha hadhe Crimilla lætith lægia rakor huder oppa ærther. Tha Nyfflingha skulde lỏppa ỏffuer them tho fiỏlla the ok Jrwngh stodh ther fỏre meth sina men ok dropo ther mongan man. Tha drapo Nyfflinga mongan man j gordhen aff hinom saa ath mongh hwndrath logha dỏde aff them j gordhen.

Kap. 324.

Om striden i Horn-gården.

Tha fwnno Nyfflinga ath alla thera men waro dræpne som wtan gordhen ware. Tha wændhe the ather ok slogos hardeliga meth them j gordhen. Wore saa ath the slogha hwar barn j hæl aff them som ey kwndhe vndhon ryma. Atilius stodh paa eth torn ok badh alle sine mæn manneliga trædha til ok dræpa Nyfflinga.

Didrik konung gik hem j sith herberghe meth alle sine men, ok tycthe ille ware ath saa monga hans wener drapa hwar annan pa bodhe sydher. Æn drotninghen gyk allen daghen ok fik Atilius folk hiælma, brynia ok skiolla ok swærdh, ok loffuadhe them mykith gull ok ægiade them fram ath dræpa Nyfflingar. Tha warth hardh stridh, hiner trædde manneliga til gordhen ok Nyfflinga wæria gordhen. Then gordher hæther Horn gordhen ok nw hether han Nyfflinga gordh. Tha fiỏl monghe aff hynom ok Nyfflingom ok togh halfua flere aff hyner æn aff Nyfflingom.

Kap. 325.

Nyfflingarne bryta ut ur Horn-gården; men blifva tillbaka-drifna.

Tha sỏcthe alla hymingha bodhe aff landh ok stædher saa ath the wordho halffue flere æn tha the begynthe fỏrsth ath sloghz. Tha sadhe Hagen til sina brỏdher: «Wi haffuom mangha slagit aff hymingom, æn alth theth wi slams, tha ær theth saa som wi giordhen encthe wthan saa mykit ỏkis thera folk aff landh ok stædher ok them wi slams widh ther ær encthe annath en thera træla. Hỏffdinga stondha alth wtỏffuer ena sydha ok see ther paa. Theth ær myn meste harm ath wi ærom ekke wt oppa marchena. Ware wi ther, tha motthe wi siælffue kesa hwem oss lysthe ath slass meth. Skal theth saa stoo, tha moga wi gỏrligha see ath Nyfflinga mago falla, thy the gỏra os mesta skadha meth theras spywth. Fingo wi brwcha war swærd meth manheth, skuldhe the os ey winna, thy sỏkiom manneliga hwar vi komom vth.»

Gordhen war aller muredher om kringh som eth fæsthe, tha sagh Hagen venstersth j gordhen hwar muren var litith riffnadher. Thith lopo the alle manneliga ok brutho sik ther wth. Tha sprangh Hagen vth ok hans brỏdher ok flere Nyfflingha meth them. Tha the komo vth mellan husen j en trangh gatho, ther mỏtthe them Blodelin meth sith baner ok warth mellan them en hardh stridh. Tha blæsthe niner j sina ludra ok lotho ropa ath Nyfflinga wore kompne vtu gordhen. Tho sỏcthe the alle tith meth saa mykith folk ath Nyfflinga flyddhe ather j gordhen j ghen.

Kap. 326.

Kampen fortsättes. Gernholt beder konung Didrik om hjelp. Didriks svar.

Ther stod en murat sall, ther kom Haghen ath dỏren ok war lỏcth. Han wendhe sin rygh til dỏrena ok hỏg hwar ỏffuer annan, some myste hærderna ok some fỏtherna ok some liffuit, ok the sỏcthe soo fasth til honum och han warde sik manneliga. Ath gonga motte ỏffuer dỏdha men wel en fampn fra jordena. Tha haffde Haghen en encte saar.

Her Didrik stodh ther hart nær oppo en hogmeydh ok alle hans men wel wapnade. Ther kom Geroholt ok vende ryghen til ena vægh ok vardho sik manneligha, ok dræpa manghen man. Hymær sỏkia saa fasth thil them. Geroholth sadhe til Didrik konung: «Wel mathe thu hith gonga meth tina mæn ok hiælpa os, ok læth ekke faa men slass meth saa monga men.» Hær Didrik swaredhe: «Myn godhewen Goroholth, thethta ær mik en stor harm. Jach mysther mongan godhan wen, jach magh ther inthe thil gỏre. Jach wil ey slas meth konung Atilius folk, jnthe onth vil jach ok idher gỏra theth jac en aff veth.»

Kap. 327.

Konung Gunnars död.

Konungh Gunnar war j gorden, han hỏrdhe ath hans brỏdher tỏrffthe hiælp vidher, thy kom han vth meth sina men gynom theth gap som the hadhe brwtith a mwren. Ther fỏr wtan stodh hærtogh Blodhelin ok monga hymær meth honum. Konung Gunnar gik manneligha til them saa ath enghen hans man var saa starker ath honum fỏlia. Tha mỏtte honum Osith jærl, Atilius frændhe, meth mykith folk. Konung Gunnar varde sik manneligha al then dagh vth. Han hadhe enghen hiælp, vtan stodh ena mith j hima her ok var tha saa trỏtther ath han motthe sik fonghen giffua. The thogo honum, ok bundo honum, ok fỏrdin til Atilius konung. Tha loth konungen kastha konung Gunnare j sith orma torn, ok ther loth konung Gunnar sith liff. Theth sama torn stonder en mit j Sussa.

Kap. 328.

Hagen och hans bröder tränga ut på gatan. Hunernes flykt.

Theth hỏrde Hagen ok Geroholth ath thera bbrodher konung Gunnar war gripen. Tha sprangh Hagen fran dỏrena ok wth oppa gathona, ok hỏgh om kull hwan then man han fan, ok tho tordhe enghen bidha honum. Geroholth giordhe tess likis ok hỏgh meth bade hendher. Hans swærdh nam aldher stedh æ oppa hwadh hiælm han hỏgh fỏr en j jordena, ok honum fỏlgher hær Gyntar manligha ok dræpær mangen man meth sith swærdh Gram.

Tha trædhe Nyfflinga vth i gordhen saa manneliga ath hyminga stỏrthe fỏr thera ffỏther ok j stora hoppa begynthe hyminga flyy hwar j sith holl. Atilius konung gik oppa tornith ok loth lykia dỏrernar j ghen ok warde ath Nyfflinga komo ey til hans. Tho ropa Nyfflinga storth herrop ath hyminga skuldhe flyy ok sadhe vilia hempna sin skadha. Hyminga flydde thogh, ok saa mỏrctis fasth aff nattena, æn Nyfflinga sỏkthe nidher om alth fæstith, ok sloga j hæl alle the ther funno.

Kap. 329.

Hagen låter räkna sitt folk, tänder eld på ett stekare-hus, och fortsätter striden om natten.

Margreffuen Rỏdgher gik j Didrikz hærbærge ok bleff ther om nattena, ok hertogh Blodelin ok Jrwngh jærl ginga hwar j sith herbærghe. Tha warth natten saa mỏrch ath enghen kwnde see. Tha sampnadis saa mykith in aff hymingon ok drogha til hoppa. Tha loth Haghen blæsa j sinom ludom ok kallede samon alth sith folk, ok stodh oppo en mwr. Tha alle Nyfflinga wore nær honum tha spordhe Hagen Geroholt: «Tel hwro mykith folk haffuo wi myst meth Gunnar konung eller hwro mykit folk haffuo wi j ghen?» The skikkadhe thera folk aff ny ok slogo thera baner wth ok raknadhe ath, the hadhe 700 ighen ok 300 hadhe the misth.

Tha sadhe Hagen: «Wi haffua en folk nog ighen ok skolo hymær lætha mongan man ffỏr en vi falla alle til jorda.» Theth jachadhe alle Nyfflinga. Tha the hadhe hwilth en lithen stundh ok bundo thera ssar, tha sadhe Haghen: «Wi konnom ekke komo hadhen ok bidha wi thenna nath wth, tha sampnas hær saa mykit folk aff landeth. Tho haffuom wi mere owæffle, thy wilia wi ffaa os eldh ath wi mottom se slaa the j hæl. The fỏrsth her ære tha ær war friheth saa mykith storre.»

J theth lop Haghen ok sỏcth op eldh ok bỏtte oppa eth stekahus aff thræ som ther j borgena stodh, saa ath eldhen lywste offuer alle borgena. Tha lotho Nyfflinga blæsa j thera ludra ok fỏrtaledhe ok manede hymerna ath slas meth them. Æn hymerna stodho upp j wikskardhen ok skutho hwar ath annan ok kastedhe ath Nyfflingar saa giordhe ok Nyfflingha ath them ighen. Æn ey wildhe hymerna gonga nidh ath strida meth Nyfflinga, togh sloga Nyfflinga monga j hel then nath.

Kap. 330.

Andra dagens strid. Hertig Blodelins fall.

Om morgonen arla, tha gingo hymerna nidher ok mongæ vore in kompne om natthana. The skikkadhe thera spes aff ny, ok tess likis giordhe Nyflinga, ok gingo samon ok stridde. Crimilla bad hymerna gonga hardeliga, ok bỏdh them ther til gul ok silffuer. Konungh Atilius war ther inthe nær, tho kom samon hertogh Blodhelin, ok Geroholth ok kampade længhe sik j mellan. Geroholth gik manneligesth til honum ok hugh oppa hans hals theth hwudith flỏgh wtaff. Tho hærtoghen war dỏỏdh glæddis mychith Nyfflinga, ok ganga hardheligha fram. Geroholth hỏgh oppa badhe hændher, tha fingo hymær storan skadha.

Kap. 331.

Om Hagens framfärd.

Tha margreffue Rỏdgher fik theth spỏria ath hærdtogh Blodelin war slagher, tha warth han ganska wredh ok badh bæra sith baner mith j Nyfflinga her ok folde siælff manneligha ok giordhe Nyfflingam storan skadha. Tha gik Haghen fram mith j hæren ok hỏgh oppa badhe hændher, ok giorde en wægh twarth ok ændelancth j gynom thera hær, ok enghen torde komo saa nær honom ad hans swærdh ræcthe til honum. Hagens hændher ok alth hans harnisk war blodogth, han kom saa lancth fram jn j thera hær ath inghen hans man torde honum fỏlia eller hiælpa. Thy wændhen han sik til en mwrath sall ok sloo dỏrena syndher ok gik ther in ok hwilthe sik ena stwndh. Margreff Rỏgher stridde manneligha ok giordhe Nyfflinga storan skadha.

Kap. 332.

Irung riddares fall.

Tha sỏcthe hymer fasth ath dỏrena ther Haghen war inne. Han wardhe dỏrena fỏr them ok sloo ther mangan man. Tha saa Crimilla hwar Haghen stodh, ok drap mongan man. Tha badh hon stikka eldh oppa salen thy takit war alth aff tree. Theth stodh en nær som Jron heth, han war drotningens gode wen, thy sadhe hon til honum: «Gak j salen til honum, ok bær mik hans hwud uth ighen! Tha wil jach fulla tin skiỏl ful meth gull.»

Tha sprangh Jrwngh j gynom dỏrena ok hỏgh Haghen oppa larith saa ath brỏnian gik syndher ok eth stykke borth aff larith. Sydon sprangh Jron wtaff salen. Tha sade Crimilla til honum: «Thu esth en fultaga man. Jach ser nw ath Haghen blỏdher, gak nw til honum. Tha wardher tu snarth hans dỏdh.» Tha togh hon twa gulringa, ok banth om hans hiælm ok sadhe: «Hugh nw Hagens hwudh aff, tha vil jach giffua tegh gul ok silff medhan thw vilth haffua.» Tha sprangh jron jærl j salen, tha fik Haghen eth spyuth stangh ok stak til honum vndher skiỏllen ok gynom brỏnio ok brysth saa ath wth stodh om hærdhanar ok han stỏrthe dỏdh op til mwren ok kallas theth æn j dagh Jrons vægh. Haghen sadhe: «Hadhe jach saa gældhith Crimilla sin jlska som jach galth Jron mith sar, tha hade mith swærdh manneligha stridh j Himalandh.»

Kap. 333.

Margrefve Rodgerds fall.

Margreffue Rỏdgher gangher manneliga fram ok gỏr stor skadha a Nyfflingom. Honom mỏtthe hin wnghe Gyntar, the kampadhe badhe længe ok manneliga. Gyntars swærdh bæth saa wel oppa staal som oppa clæde, badhe hælma ok skiỏlla saa ath inthe hæcthadhe fỏr honom. Thy fik margreffuen mangh saar ther til han stỏrthe ok bleff strax dỏdh fỏr theth sama swærdh som han gaff Gyntar.

Kap. 334.

Om Folqvard spelemans framfärd.

Gyntar ok Geroholth gingo manneliga fram ok komo til salen ther Haghen war inne ok gingo in til honum. Theth saagh Folqwardh speleman, han trædde manneliga epther thỏm ok hỏgh hwar man oppa annan ok gik ath salen saa alt ekke stegh han oppa bara jordh wtan oppo dỏda kroppa. Haghen spordhe: «Haa estu, ther saa manneliga fram gangher ok hith til mik?» Folqwardh swaredhe: «Jach hether Folqwardh speleman, tin godhe wen. See hwilkin wægh jach haffuer giorth hith til tegh.» Haghen swaredhe: «Haff godh tak ther fỏrra, thith skal wel sỏrgias j Hymelandh.»

Kap. 335.

Konung Didrik hämnas margrefve Rodgerds fall. Folqvard spelemans död. Gernholts död.

Theth sagh konung Didrik aff Bærna ath margreffuen war dỏdher. Han sadhe til sina men: «Wi mogha ekke længher standha, wi skolo hæmpnas margreff Rỏdgers dỏdh ok slas meth Nyfflingha!»

Sidhan sprangh han mith oppo gathona blodha, mæn war ey goth ad standha mellan Nyfflinga ok honum ok theth sægia tyske men ath tho motthe hỏra Ægiasax sangh a Nyfflingom a thera hiælma thy ath her Dydrik war ganska wredh. Nyfflinga wardho sik trỏsteliga ther stỏrthe monghe her Didriks mæn ok Nyfflinga meth. Tha gik hær Didrik hardeligisth fram saa ath Haghen ok Geroholth ok Gyntar ok Folqwardh speleman motthe ryma in j salen.

Didrik trædhe epther them ok mesther Hillebrandh. Her Didrik kom til dỏrena, tho stodh Folqwardh ok wærdhe dỏrena fỏr honom. Hær Didrik hwgh oppa Folqwarss hals saa ath Folqwardhz hwudh foldhe swærdeth. Tha sprangh Haghen moth hær Didrik ok Geroholth moth Hyllebrandh, ok Hillebrandh hỏgh til Geroholth meth sith starcha swærd Lagwlff saa ath Geroholth fik bana saar ok fiỏl strax dỏdher fỏr hans fỏther. Tha wore en flere jghen aff kæmpana Didrik ok Hyllebrandh, Haghen ok Gynther.

Kap. 336.

Hagen beder konung Aktilius om sin broder Gynters lif. Gynters fall.

Tha gik Atilius konung tith the sloghos. Tha sadhe Haghen til Atilius konung: «Gỏr theth som en godh man ok giff thenne swen sith liff som ær Gyntar ok magh han en wardha godher drængher, thy han ær saklỏss aff Sigordh Swens dỏdh. Jach en samber drap honum, læther ey theth Gyntar gældha ok maa han liffua tha ma han wara en godher man.»

Tha sade Gyntar: «Jach war ey wtan ars gamal tha Sigorth Swen war flaghen ok ær jach sak lỏss fỏr hans dỏdh, theth veth myn systher Crimilla. Ey segher jach theth fỏr rædogha skuldh, jach wil wæria mik saa længher jach gither, ok vil ey ỏnska mik ath lifua epther myna brỏdher.» Saa sỏcthe han ath Hillebrandh ok hwar thera hỏgh ath androm, ok gik som wanth var ath han hỏgh honum saa ath han fiỏl strax nidher ok bleff dỏdh.

Kap. 337.

Konung Didriks och Hagens envigs-kamp.

Tha sadhe Haghæn til konung Didrik: «Nw ser jach ath wor wenskap skal ath skilias som wi haffuum hertil hafft ok wil jach nw wara oppa tith wærstha, saa ath antighe skal tw dỏ eller jach, ok winnes thenna kamp manneligha, ok enghen bedher sik hiælp.» Tho swaredhe Didrik: «Jach bedher enghen man hiælpa mik j thenna kamp, ok wil jach en meth listh ok manheth thegh winna.»

The slogos længhe ok hardeliga, ok enken kunde skỏn hwilken thera ther skuldhe winna, thil tes the wera bodhe trỏtthe ok illa sore. Tha warth Didrik swa vredher ok stor hogadher ok harmadis ath en man skuldhe saa lenge sta fỏr honum. Tha sade Didrik: «Thethta ær mykin skam ath en elff son skal saa længhe staa fỏr myna hendher.» Tha swaredhe Haghen: «Theth er ey werre ware elffson en dyæffuelsens son.» Tha warth Didrik swa wredh ath eldhen gik gynom hans ok Hagens brỏnia skiol ok hialm wart saa heth ath hon maxan brænth honum op.

Tha sadhe Hagen: «Nw ær jac soo blodhogher ok brændher aff myna brỏnia ringha. Wore jach saa fisk som jach ær man, tho wore jach longo stegther ok ær en stor dell aff myn chrop saa stekther ath man matthe ætha mik. Thy giffuer jach mik nw.» Tha togh Didrik hans swærdh ok hans hiælm ok brynia aff honum.

Kap. 338.

Om Crimillas grymhet emot sina bröder. Hennes död.

Tha tok Crimilla en brinnandhe brandh ok stak j sins brodhers mwn Geroholth ok too war han dỏdh. Sydhon stak hon brandhen j Gynters mwn, ok war too en liffuandis æn aff then lỏgho ok rỏgh bleff han dỏdh. Tha sadhe her Didrik til Atilius konung: «Nw maa thu see hwilkin dyæffuel tin hustrv ær ok hwro hon qwæl sina brỏdher j hæl, the raska drængia och hwro mongan man sith liff haffuer lætith fỏr henne skuldh, badhe Nyfflinga ok hymiglingha ok saghe hon gerna ath badhe thw ok jach wore slagne.» Tha sadhe Atilius konung: «Kære Didrik, dræp henne! Hon ær wisth en dyæfful. Hadhe thu theth giỏrt fỏr 7 daga, tha hadhe mangen rasker man warit liffuandis som nw ær dỏdh.» Tha sprang Didrik konung til Crimilla ok hỏgh henne syndher j tw stykke.

Kap. 339.

Hagen aflar en son, Aldrian, med jungfru Märeth, och lemnar henne nycklarne till Nyfflinga-skatten. Hagens död.

Sidhan gik han til Haghen ok spordhe om han trỏsthe sik liffua om han finghe en godh læchiare. Haghen swaredhe: «Æn liffuer jach j nogra daga, theth warer togh ekke længe fỏr myn stora sar skuldh.» Sydhan loth her Didrik bæra Haghen borth j sith hærberghe ok loth binda hans saar. Hær Didrik hadhe ena frænka som heth jompfru Mæreth, hon banth Hagens sar.

Hagen sadhe enliga til her Didrik: «Skippa mik en qwinna j nath, ther lysther myk mykith ath.» Her Didrik giorde som han badh, hon logh hooss Haghen om nattena. Om morgonen arla sadhe Haghen til henne: «Thu skalt fỏdha en son, læth honum kalla Aldrian, ok haffuer tw hær the nyccla som gar ath sigis frỏdha kællere. Ther liger theth gul som kallas Nyfflinga skath, the nygla skal thw giffua myn son tha han ær komyn til mans.»

Ther epther dỏdhe Haghen. Tho war ok mestedelen dỏdhe aff Atilius folk wel 4000 ok hær Didriks, Nyfflinga fiỏllo meth 1000. Theth sægia tyske men ath ekke haffuer stỏrre stridh warit j gamblom saghom æn then war. Epther thenne strid warth saa mykyn rikedoma j Hymalandh, thy folkit warth mesth j hæl slaagit. Tha war theth santh som Ærcha drotninga sadhe Atilius konunghe tha hon dỏdhe, ath Hymalandh mane fa skadhe om konunghen finghe nogher giffthe aff Nyfflinga landh. Theth maa en tesse se som til Susa komber, the widwndher som tha skedhe, badhe gordhen som kallas Nyfflinga gordh ok orma tornet ok wægen som en kallas Jrwngx vægh, ok mongh ander vndelighen tingh som tha skedhe. Her æro flere bỏker aff scripne ok holla alth theth sama.

Hyltén-Cavallius' 1854-utgave

---

er gjengitt som ꜹ, er gjengitt som ʒ.

---

Kap. 302.

Konung Aktilius sänder bud till Nyfflingarne, att begära deras syster, Crimilla.

Tꜧa atilius konung aff ꜧunelandꜧ ꜧadꜧe ſititꜧ lꜹnge enkil/ ok ſpordꜧe ſigordꜧ ſweŋ dỏdꜧaŋ/ ok atꜧ eptꜧer liffde crimilla alla quinna viſaſtꜧ ok fagirſtꜧ tꜧa ſꜹndꜧe ꜧaŋ bodꜧ eptꜧer ſinoɱ frꜹndꜧa Oſidꜧ ꜧertogꜧe/ ok badꜧ ꜧonuɱ koma til ſik tꜧa ꜧaŋ tꜧʒ ſpordꜧe/ foor ꜧaŋ ſtrax til ꜧonuɱ mʒ xx riddare Atilius fagnadꜧe ꜧonuɱ vel ok bad ꜧonuɱ fara ſitꜧ ꜹrendꜧe til crimilla . konung gunnars ſyſtꜧer ſoɱ ſygordꜧ ſweŋ attꜧe atꜧ bidea [? bedia] ꜧenne ſigꜧ til ꜧuſtru . ꜧertogꜧeŋ ſade | vilie gerne fara ꜧwartꜧ konungeŋ vildꜧe ꜧonuɱ ſende ok for titꜧ mʒ xxx riddare ok ſwꜹna/ ſoɱ Crimilla var ok funno gunnar konung . tꜧeɱ vartꜧ tꜧer vel fagnat tꜧer dwaldis tꜧe nogra daga . Eŋ dagꜧ talede ꜧaŋ til gunnar konung ok ꜧans brỏdꜧer ok ſagde tꜧeɱ ꜧwro Atilius konung aff ꜧymeland lotꜧ bedia oɱ tꜧera ſyſter crimilla Ocꜧ ꜧwad tꜧe vildꜧe mʒ ꜧenne giffua/ Ocꜧ atꜧ tꜧe goffua ꜧonuɱ tꜧer pa ſwar ſtrax ꜧwat tꜧe tꜧer til gỏra vilde . tꜧe raddis vidꜧer atꜧ tꜧe tꜧʒ gerna gỏra vilde/ ty atꜧ atilius konung var taa rikaſtꜧ ok mektogeſtꜧe konung ſoɱ tꜧo viſtꜧe nogꜧer aff atꜧ ſꜹgia/ tꜧa ſagde ꜧageŋ tꜧʒ vore os ſtor ꜧedꜧer atꜧ ꜧiŋ rike Atilius konung fingꜧe vara ſyſtꜧer/ togꜧ ꜹr ꜧoŋ ſaa ſtor ꜧogatꜧ atꜧ os dogꜧer ey giffua ꜧenne vtaŋ mʒ ꜧennes godꜧ vilie/ geroꜧoltꜧ ſwarede myŋ vilie ꜹr tꜧer gotꜧ til . ſidꜧaŋ gik gunnar konung til crimilla ok ſporde ꜧenne oɱ ꜧoŋ ꜧaffwe vildꜧe atilia konung . ꜧoŋ ſwaredꜧe jacꜧ tỏr ey ſꜹgia ney motꜧ atilia konung . tꜧy ꜧaŋ ꜹr eŋ riker konung . ok manneligꜧeŋ/ vilia j myna brỏdꜧer tꜧa ꜹr tꜧʒ myŋ godꜧe vilie/ tꜧe ſwarede medꜧaŋ tꜧʒ ꜹr tiŋ vilie tꜧa ꜹr tꜧʒ vor vilie . tꜧa giordis tꜧer eŋ ꜹndꜧe paa tꜧꜹtꜧ ſkuldꜧe vara ſoɱ konung atilius vildꜧe/ gunnar konung ꜧaffde ꜧiꜹlɱ ok ſkiỏl ſoɱ ſigord atꜧtꜧe tꜧʒ gaff ꜧaŋ ſendebodꜧeŋ ſidꜧaŋ ridꜧa tꜧe ꜧempŋ igꜧeŋ ok ſagde konungeŋ ꜧwad ſwar tꜧe ꜧade fatꜧ

Kap. 303.

Konung Aktilii och Crimillas bröllopp.

konungꜧ[eŋ] takkadꜧe tꜧeɱ ok giorde ſik ſidꜧaŋ redꜧe tꜧʒ beſtꜧa ꜧaŋ kwndꜧe ok for j nyfflingꜧa landꜧ mʒ iiii^C. riddare ok manga ſwꜹna . Didrik konung foldꜧe | ꜧonuɱ tꜧa konung gunnar tꜧʒ ſpordꜧe tꜧa redꜧ ꜧaŋ vtꜧ motꜧ tꜧeɱ ok fagnadꜧe tꜧeɱ vel . Didrik konungꜧ ok ꜧagꜧeŋ kyſtis tꜧa tꜧe funnos tꜧy tꜧe vara godꜧe vener ſidꜧaŋ ridꜧa tꜧe alle j borgena/ tꜧa gaff gunnar konung ok ꜧans brỏdꜧer ſina ſyſtꜧer Atilius konung . Ocꜧ drokka ſidꜧaŋ etꜧ kỏſteligꜧit brỏlỏp ſidꜧaŋ ſkildis tꜧe atꜧ . gunnar konung gaff didrik grane ſigordꜧ ſwens ꜧeſtꜧ ok ſwꜹrditꜧ graɱ gaff ꜧaŋ margreffue rỏdger Konung Atilius gaff crimilla ſaa mykit ſilff ꜧenne ſỏmdꜧe ſaa ſkildis tꜧe atꜧ/ Atilius konung ok didrik ridꜧa ꜧeɱ j ſitꜧ rike ꜹŋ crimilla grꜹtꜧ altit ſins bonde ſigordꜧ ſwens dỏdꜧ

Kap. 304.

Crimilla förtäljer för konung Aktilius om Nyfflinga-skatten, som Sigord Sven hade egt.

Tꜧaa crimilla ꜧaffde ꜧafftꜧ Atilius konung j vii ar tꜧa ſadꜧe ꜧoŋ ena natꜧ til atilius/ ꜧerre tꜧʒ ꜹr mykiŋ ꜧarɱ atꜧ j tꜧenna vii aar ꜧaffuer jacꜧ ey ſetꜧ myna brỏdꜧer nꜹr vil tw tꜧeɱ ꜧitꜧ biwdꜧa . Jacꜧ vil ſꜹgia tꜧek tꜧʒ tꜧw ꜧaffuer ey fỏrra ꜧỏrtꜧ/ atꜧ myŋ bondꜧe ſigordꜧ var tꜧeŋ rikaſtꜧe ꜧerre paa gul ok ꜧauer tꜧer nagor konung kaŋ nw tꜧʒ ꜧaffua myna brỏdꜧer altꜧ ſamoŋ ok giffuo mik intꜧe aff/ finge jac tꜧʒ tꜧa mattꜧe tw ꜧaffua tꜧer aff ꜧwadꜧ tw vill . taa atilius konung tꜧʒ ꜧỏrdꜧe viſtꜧe ꜧaŋ tꜧʒ ſantꜧ vara ok var alla manne geruſtꜧ/ ꜧonuɱ tyctꜧe illa vara atꜧ ſkuldꜧe ey faa nyfflinga ſkatꜧ ok ſagde Jacꜧ vetꜧ atꜧ ſigord ſweŋ attꜧe mykit gul ffỏrſtꜧ tꜧʒ ꜧaŋ togꜧ wndꜧaŋ tꜧeŋ ſtora drakeŋ ſoɱ ꜧaŋ drap ok ſidꜧaŋ tꜧʒ ꜧaŋ vaŋ mʒ ỏrlỏgꜧ ocꜧ tꜧer til tꜧʒ ꜧans fadꜧer ſymwnder konung attꜧe ok nw ꜹr tꜧʒ rꜹtꜧ atꜧ tw biwdꜧer tina brỏdꜧer oɱ tw wiltꜧ/ ꜧwad jacꜧ ꜧaffuer gotꜧ ſkal wara | tꜧeɱ oſpart/

Kap. 305.

Konung Aktilius bjuder Nyfflingarne till Hunaland. Gunnars och Hagens råd-plägning.

Litꜧʒ tꜧer ꜹptꜧer ſꜹndꜧe crimilla twa ſina meŋ mʒ Atilie konungs breff ſaa lydandꜧe atꜧ atilius konung giordis faſtꜧ gamoll/ ok ꜧans ſoŋ aldriaŋ var fỏr vngꜧer nw aff tꜧy atꜧ ingꜧeŋ vare nemmer til atꜧ ſtyra fỏr tꜧeɱ landꜧoɱ ꜹŋ tꜧe ſoɱ vara aldrians moder brỏdꜧer ty bodꜧe tꜧe tꜧeɱ atꜧ komo titꜧ til ſigꜧ/ ok ꜧiꜹlpa atꜧ radꜧa fỏr landits bꜹſta Tꜧa konung gunnar ok ꜧans brodꜧer ꜧageŋ ok tꜧe flere ꜧade ꜧỏrtꜧ tꜧʒ breff tꜧa ſwaredꜧe ꜧagꜧeŋ brodꜧer far tw j ꜧymalandꜧ taa komber tw aldꜧricꜧ ꜧeɱ jgꜧeŋ ok engꜧeŋ tꜧeŋ tik fỏlgꜧe ty kremilla ꜹr wis ok falſk ok rꜹs jacꜧ atꜧ ꜧoŋ vil ſwika os/ gunnar konung ſwarede myŋ mogꜧer atilius konung ꜧaffuer bidit mik venligꜧa til ſik ꜹŋ tꜧʒ ꜹr titꜧ radꜧ ꜧagꜧeŋ atꜧ jacꜧ ſkal ey titꜧ koma/ tꜧʒ radꜧer tw mik nw ſoɱ tiŋ modꜧer radde myŋ fadꜧer/ ꜧwart ꜧenne ſidermer rodꜧ war werre ꜹŋ tꜧʒ fỏrre/ ꜹŋ nw ſkỏtꜧer jacꜧ ey titꜧ rodꜧ wtꜧaŋ vil jac fara j ꜧymalandꜧ ocꜧ ꜧoppas vel koma ꜧeɱ j gꜧeŋ eptꜧer mynoɱ vilia/ ok fỏr eŋ jacꜧ far aff ꜧymelandꜧ komber tꜧʒ altꜧ j mitꜧ waldꜧ/ ꜹŋ tw ꜧagꜧeŋ fỏlgꜧ mik oɱ tw wiltꜧ tỏr tw ey fỏlia mik tꜧa ſitꜧ ꜧemma . ꜧageŋ ſwaredꜧe ey ſagde jacꜧ tꜧʒ ty jacꜧ rꜹdis ey mer oɱ mitꜧ liiff ꜹŋ tw oɱ tꜧitꜧ/ mꜹŋ fỏr ſanna ſꜹgꜧer jacꜧ tꜧegꜧ tꜧʒ/ atꜧ tw komber aldregꜧ wtu ꜧymmelandꜧ ok far tit mʒ mangaŋ eller ffaa aller komber engꜧeŋ atꜧer til nyffliunga landꜧ/ vil tw nw fara tꜧa wil jacꜧ ꜧema vara/ mynnes tw ekke ꜧuro wi ſkildoms widꜧ | ſigordꜧ ſweŋ Jacꜧ vetꜧ tꜧa tꜧeŋ j ꜧymaland ſoɱ tꜧʒ nogꜧ mines tꜧʒ ꜹr Crimilla var ſyſter/ ꜧoŋ minner tꜧegꜧ tꜧer appa viſſeliga tꜧa tw komber j ſuſa/ konung gunnar ſwaredꜧe meŋ tw eſtꜧ ſaa rꜹdder fỏr tiŋ ſyſtꜧer atꜧ tw tỏr ey fara tꜧa vil jacꜧ fara/ tꜧa wartꜧ ꜧageŋ ꜧarɱ atꜧ ꜧans modꜧers radꜧ wartꜧ ꜧonoɱ ſaa offta fỏre kaſtat/ ok gik j ſaleŋ til ſiŋ frꜹndꜧa folkordꜧ ſpelemaŋ/ ok ſagde til ꜧonoɱ vil tw fara mʒ os j ꜧymelandꜧ ſoɱ konung gunnar ꜧaffuer tꜹnct ꜹfftꜧer crimilla bodꜧ/ mʒ os ſkolo fara alla vara meŋ ſoɱ driftogꜧe ꜹra atꜧ ſlaſſ

Kap. 306.

Drottning Oda förtäljer Nyfflingarne sin dröm, och afråder ifrån resan til Hunaland.

tꜧa gik drotningꜧ oda . konung gunnars ok gyntars modꜧer til konungeŋ ok ſagde mygꜧ drỏmbde atꜧ jacꜧ ſaa j ꜧymelandꜧ ſaa mangeŋ dỏdaŋ fogill/ atꜧ altꜧ wart landꜧ var ỏtꜧ aff fogla Nw vil tw fara j ꜧymelandꜧ ok vetꜧ jacꜧ wtaff edre fꜹrdꜧ ſker mykit ontꜧ bodꜧe nyfflingoɱ ok ꜧymlyngoɱ/ ok gꜹller tꜧʒ mangs mans lyff ty far ey titꜧ tꜧer komber mykit aff/ tꜧa ſagde ꜧagꜹŋ gunnar konung mener ꜹndeligꜧa ffara ferdꜧ ꜧwad ſpỏria wi eptꜧer tiŋ kꜹrlingꜧꜹ drỏɱ Tꜧa ſwaredꜧe drỏtningꜧeŋ gunnar konung ok tw magꜹŋ fara j ꜧymelandꜧ ꜹŋ j vileŋ/ ꜹŋ myŋ vngꜧe ſoŋ gyntar ꜧaŋ ſkal bliffua ꜧema/ gyntar ſwaradꜧe ffara myna brỏdꜧer tꜧa ſkal jacꜧ mʒ ok lop ſtrax ok vapnadꜧe ſik

Kap. 307.

Nyfflingarne rusta sig och rida till Rhen-strömmen.

gunnar konung ſendꜧe bodꜧ oɱ altꜧ ſitꜧ landꜧ atꜧ alle ꜧans ſtarkaſtꜧe ok raſkaſte mꜹŋ ſkullo redꜧa ok vapna ſik tꜧʒ beſtꜧe tꜧe kunde tꜧa wartꜧ gunnar konung redꜧa mʒ i^M raſka meŋ mʒ gotꜧ ꜧarniſk ok ferdogꜧa ꜧꜹſtꜧ[a .] Tꜧa togꜧ ꜧagꜧeŋ gunnar konungs baner tꜧʒ var frꜹmiſtꜧ fỏr gyltꜧ | mitꜧ j ꜧwitꜧ ok eŋ ỏrŋ vti aff rỏtꜧ ſilke mʒ ena krono/ ok yttꜧerſtꜧ var tꜧʒ grỏntꜧ/ Saa ridꜧa tꜧe til riŋ tꜧer dwna ok riŋ koma til ꜧopa tꜧʒ var bretꜧ ỏffuer ok war tꜧer intꜧe ſkepꜧ/ ty dwaldis tꜧe tꜧer tꜧe natꜧ j tꜧera tiꜹl

Kap. 308.

Huru Hagen höll vakt om nätten och dräpte två hafs-frur.

Oɱ afftꜧoneŋ tꜧe voro mꜹttꜧe badꜧ konung gunnar ꜧagꜧeŋ ſkikka til atꜧ ꜧalla vꜹctꜧ tꜧe ꜧonuɱ beſtꜧ ſynis/ ꜧageŋ ſwaredꜧe ſkikkeŋ ỏffuaŋ ꜧꜹreŋ ꜧweɱ edꜧer tykker/ nidꜧaŋ fỏre vtꜧ mʒ aana vil jacꜧ ſiꜹlffuer ꜧalla ok ſee oɱ jacꜧ far nagat ſkip . gunnar konung likadꜧe tꜧʒ vel tꜧa folkit var ſopfua gongitꜧ togꜧ ꜧageŋ ſik ꜧꜹrniſk ok gik vtꜧ mʒ aana j liwſtꜧ manaſkeŋ ok koɱ til etꜧ vaptŋ ſoɱ mỏre ꜧetꜧ ok ſaa nagaſtꜧ folk j vaptnitꜧ ok ſaa tꜧera klꜹdꜧer ligia vid vatnitꜧ ꜧaŋ togꜧ tꜧe clꜹdꜧeŋ ok gỏmdꜧe tꜧʒ var ey annatꜧ folk ꜧaŋ ſaa vtaŋ twa ꜧaffrur tꜧe foro aff riŋ ok tꜧeŋ ſiỏŋ atꜧ ſkemta ſik . ꜧaffrwŋ ſagde til ꜧagꜧeŋ ffaa os vare klꜹdꜧer igꜧeŋ ꜧaŋ ſwaredꜧe ſik myk fỏrſtꜧ tꜧʒ jacꜧ ſpỏr tik atꜧ ſkolw vi alla koma leffuandis ỏffuer riŋ igꜧeŋ/ ꜧaffrwŋ ſwaredꜧe j kome alle ꜧele bortꜧ offuer riŋ ꜹŋ aldregꜧ eŋ komber igꜧeŋ aff idꜧer ok tek ſtar mykiŋ mỏdꜧa ffỏre/ tꜧa drogꜧ ꜧagꜧeŋ ſitꜧ ſwꜹrdꜧ ok drap ſiỏkonona/ ꜧaŋ ꜧygꜧ tꜧeɱ ſyndꜧer j medio badꜧe modꜧreŋ ok dotreŋ

Kap. 309.

Hagen träffar en färje-karl.

ſidꜧaŋ gik ꜧaŋ nidꜧ mʒ aaŋ taa fik ꜧaŋ ſee ꜧwar eŋ maŋ rodꜧe mitꜧ j aana/ ꜧagꜧeŋ ropadꜧe til ꜧonuɱ ok ſagde roo ꜧitꜧ til mik jacꜧ ꜧỏrer til ꜹlſungꜧ jꜹrl ty ſagde ꜧaŋ ſaa/ ꜧaŋ var tꜧa j ꜹlſungꜧʒ rike . fꜹria manneŋ ſwaredꜧe Jacꜧ vordꜧer ey ꜧueɱ tu til ꜧỏrer/ tꜧeŋ mik | pꜹningꜧa giffuer tꜧeŋ vil Jacꜧ ỏffuer fỏra/ tꜧa ꜧỏlt ꜧageŋ op ſiŋ gulringꜧ ok ſagdꜧe ſee ꜧwatꜧ jacꜧ vil tegꜧ geffua/ taa fꜹriamanneŋ ſaa gulringꜧeŋ tꜧoo rodꜧe ꜧaŋ atꜧ landetꜧ tꜧer ꜧageŋ ſtodꜧ tꜧaa ſtegꜧ ꜧagꜧeŋ j fꜹriana ocꜧ ſkỏt fraŋ landetꜧ/ fꜹriakarreŋ ville roo nidꜧ atꜧ aana ꜧagꜧeŋ ſagde tꜧw ſkaltꜧ roo op atꜧ aana . tꜧa mottꜧe ꜧaŋ roo ſoɱ ꜧageŋ badꜧ ſaa lꜹngꜧe tꜧe koma tꜧitꜧ ſoɱ ꜧꜹreŋ laa

Kap. 310.

Nyfflingarne fara öfver Rhen. Hagen dräper färje-karlen.

tꜧa ſtodꜧ konung gunnar op/ ok clꜹdꜧe ſik ok lotꜧ fỏra folkitꜧ ỏffuer mʒ etꜧ litꜧʒ ſkep ok tꜧe ꜧade nꜹr fỏrgiſſʒ eŋ del aff ꜧans folk/ tꜧaa koɱ ꜧagꜧeŋ mʒ etꜧ ſtỏrre ſkep tꜧer ſtek konung gunnar jŋ ok mʒ ꜧonuɱ etꜧ ꜧwndrat meŋ/ tꜧa tꜧe komo mitꜧ j aeŋ tꜧa rodꜧe [ꜧageŋ] ſaa faſtꜧ atꜧ ſyndꜧer braſtꜧ bodꜧe aarene . ꜧaŋ ſprangꜧ op ok bannadꜧe tꜧeŋ ſoɱ arene giordꜧe ok drogꜧ ſitꜧ ſwꜹrdꜧ ok ꜧỏgꜧ ꜧwuditꜧ aff fꜹria karreŋ Tꜧaa ſagde gunnar konung . ꜧwi giordꜧe tu tꜧʒ ꜧagꜧeŋ ꜧwadꜧ ſak gaff tu ꜧonoɱ/ ꜧagꜧeŋ ſwaredꜧe ꜧaŋ ſkal ekke ſꜹgia aff wara fꜹrdꜧ ꜧwar wi faroɱ tꜧa ſagde gunnar konung mʒ mykiŋ vredꜧe tꜧu ꜹſtꜧ aldregꜧ gladꜧ wtaŋ tꜧw gỏr nogatꜧ ontꜧ/ ꜧagꜧeŋ ſwaredꜧe ꜧwad ſkal jacꜧ ſparo atꜧ gỏrꜹ ontꜧ medꜧaŋ jacꜧ fraɱ far tꜧy jacꜧ vetꜧ atꜧ engꜧeŋ aff os komber igꜧeŋ . konungeŋ ſtyrdꜧe tꜧa braſtꜧ ſtyretꜧ ſyndꜧer ſydꜧaŋ dreff fꜹriaŋ twartꜧ fỏre ſtrỏmyŋ tꜧa ſprongꜧ ꜧagꜧeŋ fraɱ ok ꜧalp ſtỏret ok bỏtꜧ ꜧwadꜧ ꜧaŋ kwndꜧe . tꜧa tꜧe komo motꜧ landʒ tꜧa fyltꜧis fꜹriaŋ ok ſtalp oɱ kringꜧ fỏr tꜧeɱ ok tꜧe komo vatꜧe ok mʒ ſtora nỏdꜧ til landʒ ſydꜧaŋ bỏttꜧe tꜧe ſtyrit igꜧeŋ ok ſꜹnde fꜹriaŋ offuer aaŋ jgꜧeŋ motꜧ tꜧera folk ſidꜧoŋ rida tꜧe tꜧera vꜹgꜧ

(Här saknas två blad)

Kap. 311.

Hagen träffar margrefven Rodgerds vakt-hållare.

(Fattas).

Kap. 312.

Nyfflingarne gästa margrefven Rodgerd.

(Fattas).

Kap. 313.

Margrefven gifver Nyfflingarne skänker. Gynter får margrefvens dotter.

(Fattas).

Kap. 314.

Nyfflingarne och margrefven Rodgerd komma till konung Aktilius i Susa.

(Fattas).

Kap. 315.

Crimilla välkomnar sina bröder.

(Fattas).

Kap. 316.

Crimillas samtal med sina bröder.

. . . . . . . . . . . . | tꜧa brynia vndꜧer tꜧera cwrtla/ tꜧa ꜧagꜧeŋ ſa ſina ſyſtꜧer crimilla bundꜧa ok beladꜧe tꜧe tꜧera ꜧiꜹlma oppa ok folqwardꜧ ſpelemaŋ/ tꜧa ſadꜧe crimilla til ꜧagꜧeŋ ꜧaffuer tu nw fỏrtꜧ mik nyfflinga ſkatꜧ ſoɱ ſigordꜧ ſweŋ atte . ꜧagꜧeŋ ſwarede jacꜧ fỏrer tik eŋ mykiŋ oweŋ ꜧonuɱ fỏlger myŋ ſkiol ok myŋ ꜧiꜹlɱ ocꜧ myŋ brynia lꜹggꜧer jacꜧ ey aff/ tꜧa ſadꜧe konung gunnar ſyſtꜧer gak ꜧitꜧ ok ſitꜧ nꜹr os/ tꜧa gik ꜧoŋ til ſiŋ ynſtꜧe brodꜧer gyntar ok kyſtꜧe ꜧonuɱ ok ſattꜧe ſik mellaŋ konung gunnar ok ꜧonuɱ ok grꜹtꜧ ſarliga/ tꜧa ſpordꜧe gyntar ꜧwi gratꜧer tu ſaa ſyſtꜧer/ ꜧoŋ ſwaredꜧe Jacꜧ gratꜧer nw tꜧʒ ſoɱ altidꜧ tꜧe ſtora ſaar jacꜧ ſaagꜧ mellaŋ ſygors ꜧerdar/ ok eynctꜧe kardꜧ var j ꜧans ſkiỏl/ tꜧa ſwaredꜧe ꜧageŋ tꜹncꜧ ekke mer oppo ſigordꜧ ſveŋ eller ꜧans ſaar vtaŋ ꜧaff atilius konung kꜹrere tꜧy ꜧaŋ ꜹr ꜧalffua rikare ok mektogꜧere ꜹŋ ſigord var ey ffar tu ſigordꜧ nw lꜹctꜧ/ ſigords ſaar tꜧʒ vardꜧer nw bliffua ſoɱ tꜧʒ gyortꜧ ꜹr

Kap. 317.

Konung Didriks och Hagens vänskap.

tꜧa gik crimilla bortꜧ ok didrik aff bꜹrna koɱ eptꜧer nyfflingꜧa/ ok badꜧ tꜧeɱ gaa til bordꜧ/ ok ꜧonuɱ folde aldyaŋ . konung atilius ſoŋ tꜧo togꜧ konung gunnar aldriaŋ j ſiŋ fampŋ ok bar ꜧonuɱ wtꜧ Ꜹŋ didrik konung ok ꜧageŋ ladꜧa ſiŋ ꜹrɱ ꜧwar oɱ annars ꜧalſſʒ j kꜹrligꜧ[et] ok fỏldis ſaa wtꜧ badꜧe til teſſ tꜧe komo j konungens ſal/ tꜧo ſtodꜧo all torŋ ok vigſkardꜧ ful aff frw ok jompfrur/ ok alle vildꜧe ſee ꜧagꜧeŋ fỏr tꜧeŋ ſtora frꜹdgꜧ ſkuldꜧ ſoɱ ꜧaŋ ꜧade ỏffuer all landꜧ fỏr ſiŋ mandoɱ ſkuldꜧ

Kap. 318.

Om konung Aktilii gästabud för Nyfflingarne.

konung atilius ſatꜧ j ſine ꜧỏxſꜹtꜧe mitꜧ fỏr borditꜧ ok lotꜧ ſꜹtia vid ſina ꜧỏgra ꜧandꜧ konung gunnar ſa gyntar ſaa geroꜧoltꜧ | ſa ꜧageŋ ok ſaa folkwardꜧ ſpelemaŋ tꜧera frꜹnde A ſina venſtra ꜧandꜧ lotꜧ ꜧaŋ ſꜹtia didrik aff berŋ ſaa margreffue rỏgꜧer ok ſaa ꜧillebrandꜧ ſideŋ ſꜹttis alle tꜧe andre godemeŋ ꜧwar eptꜧer annaŋ ok drokko tꜧeŋ quꜹl gotꜧ viŋ ok vordꜧo alſtingis vel vntfange mʒ matꜧ ok viŋ ocꜧ giordꜧe ſik ganſka glade/ tꜧa war ꜧwartꜧ ꜧuſſ j borgena fultꜧ mʒ folk tꜧeŋ natꜧeŋ ſoffuo tꜧe j godꜧaŋ fridꜧ . oɱ morgoneŋ tꜧo tꜧe op ſtodꜧo koɱ didrik aff berŋ ꜧyllebrandꜧ ok monga flere riddare tꜧil tꜧeɱ ok ſpordo ꜧuro tꜧe ꜧaffuadꜧe ſoffuadꜧ tꜧeŋ natꜧ/ ꜧagꜧeŋ ſwaredꜧe wi ꜧaffuoɱ ſoffuadꜧ alle vel ꜹŋ mitꜧ ſinne ꜹr ſaa atꜧ gitꜧer ey varitꜧ fỏr mykitꜧ gladꜧer/ tꜧa ſadꜧe didrik aff berŋ . godꜧe veŋ ꜧagꜧeŋ gỏr tꜧegꜧ gladꜧ/ togꜧ vara tegꜧ tꜧʒ beſta tꜧu kaŋ/ tu tỏrff tꜧa altꜧ vidꜧ/ oɱ tw ſkaltꜧ ꜧꜹdꜧaŋ komo tꜧy crimilla gratꜧer ꜧwar dagꜧ ſigord ſvens dỏdꜧ/ tꜧʒ var tꜧeŋ fỏrſtꜧa warielſe nyfflingꜧa fingo . tꜧa tꜧe vore clꜹdde fỏldis tꜧe wtꜧ j gordꜧeŋ . konung didrik ok gunnar konung foldis atꜧ/ ꜧillebrandꜧ ok ꜧageŋ ginga annaŋ vꜹgꜧ ſamoŋ ok folkwardꜧ mʒ tꜧeɱ/ tꜧa wore alla nyfflingꜧa op ſtondne gingo ok fỏr ſagꜧa ſegꜧ j borgena/ tꜧa gik atilius konung vti ſaleŋ ok monge mꜹŋ mʒ ꜧonuɱ atꜧ ſe nyfflingꜧa ſtoltꜧetꜧ/ tꜧa ſpordꜧe alle ꜧwar ꜧagꜧeŋ war fỏr ꜧans manꜧetꜧ ſkuldꜧ ſaa war ꜧaŋ priſadꜧer/ tꜧa ſagde [?sag] atilius konung . ꜧwilkeŋ ꜧaŋ ſkuldꜧe ware ok kendꜧe ꜧonuɱ ey tꜧy atꜧ ꜧagꜧeŋ ok folkwardꜧ ſpelemaŋ ware ſaa dwrligꜧa clꜹddꜧe ſoɱ gunnar konung . ok ꜧadꜧe ꜧagꜧeŋ ok folqwardꜧ altitꜧ tꜧera ꜧiꜹlma oppo/ tꜧa ſadꜧe atilius konung . ekke kenner jacꜧ nw ꜧagꜧeŋ ꜹŋ togꜧ jacꜧ ok myŋ drotningꜧ ercꜧa ſlogoɱ ꜧonuɱ til riddare/ tꜧa kendꜧe jacꜧ ꜧonuɱ vel ok var ꜧaŋ too myŋ veŋ godꜧer/ tꜧo gingo ꜧagꜧeŋ folqwardꜧ | ok ledde ꜧwar annaŋ kringoɱ borgena ok ſago manga ſtalſſa quinnor ſoɱ ꜹptꜧer tꜧeɱ ſogꜧa tꜧy togꜧa tꜧe aff ſina ꜧiꜹlma ok lotꜧo ſee ſik . ꜧagꜧeŋ wardꜧ kꜹndꜧer tꜧer pa ꜧaŋ ꜧade ſmaltꜧ liff bretꜧ bryſtꜧ lancꜧt anletꜧe ok blektꜧ ſoɱ aſka ok ey wtꜧaŋ etꜧ ỏgꜧa ok tꜧʒ war altꜧ ſwartꜧ ok war ꜧaŋ manneligeſtꜧ aff alle tꜧeɱ

Kap. 319.

Crimilla söker hjelp, att hämnas på sina bröder Sigord Svens dråp.

Atilius fegꜧ ſee atꜧ folkit war mykit ok finge ey alle rwɱ j eŋ ſal/ tꜧa war fagertꜧ ſollſkeŋ tꜧy lotꜧ ꜧaŋ redꜧa geſtaboditꜧ j eŋ tꜧrꜹ gord . tꜧa gik crimilla til didrik aff bꜹrŋ ꜧaŋ wnfik ꜧenne vel ok ſporde ꜧwadꜧ ꜧoŋ wildꜧe/ ꜧoŋ ſwarede gratande godꜧeweŋ didrik . jacꜧ ꜹr komeŋ atꜧ ſỏkia ꜧiꜹlp ok radꜧ aff tꜧegꜧ atꜧ ꜧempna myŋ meſtꜧe ꜧarɱ atꜧ ſigordꜧ ſweŋ wartꜧ mik ſaa aff mỏrdꜧer/ tꜧʒ vil jacꜧ ꜧempna a ꜧagꜧeŋ gunnar ok alla tꜧe brỏdꜧer/ godꜧe ꜧerre ꜧiꜹlp mik tꜧʒ ꜧꜹmpna jacꜧ wil giffuo tegꜧ gul ok ſilff ſa mykit ſoɱ tw wiltꜧ ok tꜧer til vil jacꜧ ꜧiꜹlpa tik atꜧ tꜧu ſkal wel vinna altꜧ tꜧitꜧ egitꜧ landꜧ igꜧeŋ . didrik ſwaredꜧe frw jacꜧ maa tꜧʒ engꜧelundꜧ gỏra/ ok ꜧaa tꜧʒ gỏr tꜧʒ ꜹr vtaŋ mitꜧ radꜧ ok vilia/ tꜧy tꜧe ꜹro myna beſtꜧe vener/ mik bỏr ꜧꜹller wetꜧa tꜧera gagꜧŋ ꜹŋ ſkadꜧe Crimilla ſwaredꜧe inte ok gik ſiŋ vꜹgꜧ bortꜧ gratande ok gik til ꜧꜹrtogꜧ blodꜧeliŋ ok ſagde vil tꜧu ꜧiꜹlpa atꜧ ꜧempna [miŋ] ꜧarɱ . mik grꜹmer ꜧuro nyfflingꜧa dropa ſigordꜧ ſweŋ tꜧʒ vil jacꜧ nw ꜧꜹmpna a tꜧeɱ vil tꜧu ꜧiꜹlpa mik tꜧer til jacꜧ vil giffua tek mykyŋ landꜧ ꜧwar tꜧu tꜧeɱ bedꜧis/ blodelindꜧ ſwarede gỏr jacꜧ tꜧʒ tꜧa ꜧaffuer jacꜧ atilia konungs ovenſkap tꜧy ꜧaŋ ꜹr tꜧera godꜧe veŋ/ tꜧa gik drotningꜧeŋ til atilia konung . ok ſagde ſoɱ fỏr/ ꜧerre ꜧwar ꜹr tꜧʒ gul ok ſilff ſoɱ myna brỏdꜧer ꜧaffuer tek fỏrtꜧ . atilius ſwarede tꜧe fỏrde mik ꜧwaſke gul eller | ſilff gerna vil jacꜧ fagna tꜧeɱ vel ꜹ ꜧwadꜧ ꜧꜹller ꜧer j mitꜧ ꜧeɱ . drotningꜧeŋ ſwaredꜧe ꜧo ſkal nw ꜧempna myŋ vidꜧerwilia/ ey vil tꜧu jacꜧ glỏmer aldregꜧ tꜧeɱ ꜧwro ſigordꜧ ſweŋ war mỏrdꜧer/ tꜧy gỏr mik iltꜧ j mitꜧ ꜧiꜹrta/ gỏr wel ꜧerre ocꜧ ꜧꜹmpdꜧ tꜧʒ tꜧa far tw nyfflingꜧa landꜧ/ ok altꜧ nyfflinga ſkatꜧ . konungeŋ ſwaredꜧe/ tygꜧ ok tala ey etꜧ ordꜧ jacꜧ vil ey ſwika myna mogꜧa/ tꜧe ꜹre ꜧitꜧ kompne j tro tꜧʒ ſkal ey tu gỏre ok engꜧeŋ maŋ/ tꜧa gik crimilla bortꜧ mycꜧitꜧ oblidare ꜹŋ fỏr .

Kap. 320.

Crimilla beder Nyfflingarne bortlägga deras vapen; men de märka hennes svek.

konungeŋ gik j appel gordꜧeŋ ok lotꜧ komo alla geſtꜧerne titꜧ/ taa ſade drotningꜧeŋ til nyfflingꜧa j ſeeŋ atꜧ alla ꜧiner ꜧaffua lactꜧ bortꜧ tꜧera vapꜧeŋ/ tꜧy vil jacꜧ atꜧ i nyfflingꜧa faŋ mik edꜧeŋ vapeŋ atꜧ gỏma/ ꜧageŋ ſwaredꜧe tw eſtꜧ eŋ drotningꜧ ekke bỏr tek gỏma manna vapeŋ/ myŋ fadꜧer lꜹrdꜧe mik tꜧa jacꜧ var vngꜧer atꜧ aldreg lꜹggia myna vapeŋ a nogra kono tro/ ok medꜧaŋ jacꜧ ꜹr j ꜧimalandꜧ lꜹgger jacꜧ aldregꜧ myna vapeŋ aff mik . tꜧa bantꜧ ꜧaŋ ſiŋ ꜧiꜹlɱ aller faſtaſtꜧ/ tꜧa ſagꜧa alla atꜧ ꜧagꜧeŋ war ille vredꜧer/ ok viſte togꜧ ey ꜧwadꜧ tꜧʒ tydꜧe/ tꜧo ſadꜧe geroꜧoltꜧ ꜧageŋ var aldregꜧ gladꜧer ſydꜧaŋ ꜧaŋ koɱ j tꜧenne fꜹrdꜧ/ ok for maŋ ſee ꜧans manꜧetꜧ j dagꜧ ok viſꜧetꜧ/ tꜧa ſyntꜧis geroꜧoltꜧ vare ſwek aa fꜹrdoɱ ocꜧ atꜧ ꜧagꜧeŋ viſtꜧe tꜧʒ fỏr ocꜧ lỏntꜧe tꜧʒ fỏr ꜧonuɱ ok banttꜧ ſiŋ ꜧiꜹlɱ/ ok gik ſaa iŋ j tꜧrꜹ gordꜧeŋ

Kap. 321.

Konung Aktilii och Didriks samtal.

tꜧa ſagꜧ atilius konung atꜧ [ꜧageŋ] war wredꜧer ok ſpentꜧe faſtꜧ ſiŋ ꜧiꜹlɱ ok ſporde didrik . ꜧaa ꜹre tꜧe ſoɱ ſaa vredeliga bindꜧa ſina ꜧiꜹlma oppa . Drotningeŋ [?didrik] ſwarede tꜧʒ ꜹr ꜧagꜧeŋ ok geroꜧolt tꜧe ꜹre bodꜧe vrede/ konungeŋ ſwaredꜧe tꜧʒ | gỏre tꜧe aff ſtoraŋ ꜧarɱ . didrik ſwaredꜧe tꜧe ꜹre fulworne drꜹngie/ ok gỏr tꜧʒ ſoɱ jacꜧ mener tꜧu far eŋ ſee j dagꜧ

Kap. 322.

Riddaren Irung lofvar utföra Crimillas hämnd.

Atilius konung ſtod op ok gik mot gunnar konung ok gyntar/ ok fik gunnar konung j ſina ꜧỏgra ꜧandꜧ/ ok gynter j ſina venſtra ꜧandꜧ ok kalledꜧe ꜧageŋ ok geroꜧoltꜧ/ ok ſattꜧe tꜧeɱ til bordꜧ ſoɱ fỏr ꜹr ſactꜧ/ togꜧ wore monga elda j gordꜧeŋ ok bordꜧ kringoɱ eldꜧeŋ/ tꜧa vare alle nyfflinga j gordꜧeŋ mʒ ꜧwitꜧoɱ brynioɱ ok ꜧwaſſoɱ ſwꜹrdoɱ/ ok ꜧardꜧoɱ ꜧiꜹlmoɱ ſkiỏlla ok ſpiutꜧ gỏmdꜧe tꜧera ſwꜹna vtaŋ fỏr gordꜧeŋ ok ꜧadꜧe ſkikkat eptꜧer ꜧagens radꜧ xv tꜧera tiꜹnare til ſoɱ ſkuldꜧe beſpeya blandꜧ ꜧiner oɱ ſwik vore affꜹrdꜧoɱ/ tꜧa ſatꜧ konungens ſons tyktꜧemeſtere nꜹr folqwardꜧ ſpelemaŋ ok lotꜧ drotningꜧeŋ ſꜹtia ſiŋ ſtol rꜹtꜧ framaŋ fỏr konungeŋ/ ꜧꜹrtogꜧ blodꜧeliŋ ſatꜧ nꜹr ꜧenne tꜧa gik drotningeŋ tꜧil eŋ riddare ſoɱ ꜧetꜧ irwng ꜧaŋ war ꜧỏuiſmaŋ fỏr ꜧenne folk/ ok ſadꜧe til ꜧonoɱ godꜧe weŋ jrwngꜧ wil tw ꜧempna myŋ ꜧarɱ medꜧaŋ atilius konung ok ey didrik aff bꜹrŋ ok engꜧeŋ aff myna wener wil tꜧʒ ꜧꜹmpna/ jrwngꜧ ſwaredꜧe ꜧwi grotꜧer tꜧu eller ꜧwadꜧ wil tu ꜧꜹmpna/ ꜧoŋ ſwaredꜧe jacꜧ fỏr gꜹtꜧer alderegꜧ ꜧwro ſigordꜧ ſweŋ var mỏrdꜧer/ ok ꜧonuɱ vil jacꜧ ꜧꜹmpna/ oɱ nogor wil mik tꜧer til ꜧiꜹlpa/ ꜧoŋ togꜧ ꜧans fỏrgyltꜧa ſkiỏl ok ſade til ꜧonuɱ wil tw ꜧꜹmpna myŋ ꜧarɱ jacꜧ wil giffua tꜧegꜧ ſaa mykitꜧ rỏtꜧ gull/ ꜹ medeŋ tw kantꜧ tꜧeŋ roka paa ok tꜧer til Ewinneliga myŋ venſkap Jrwngꜧ ſwaredꜧe tꜧʒ ꜹr mykit gull ꜹŋ ꜹr tiŋ venſkap bꜹtꜧer ok ſtodꜧ ſtrax op ok vapnadꜧe ſik mʒ et ꜧwndrat riddare ſoɱ ꜧonuɱ lỏdde/ ok ſlogꜧ ſtrax wtꜧ ſitꜧ baner/ tꜧa ſadꜧe crimilla ſlaa fỏrſtꜧ altꜧ tꜧera folk j ꜧꜹl ſoɱ wtꜧaŋ gordꜧeŋ ꜹre atꜧ | ingeŋ tꜧera komber iŋ/ ok latꜧ ingꜧeŋ wtꜧ komma ſoɱ inne ꜹre/

Kap. 323.

Crimilla eggar sin son Aldrian att slå Hagen. Aldrians död. Stridens början.

drotningꜧeŋ gik ſnartꜧ ok ſattꜧe ſik j ſiŋ ſtol igꜧeŋ/ tꜧa lop til ꜧenne ꜧennes ſoɱ [?soŋ] aldriaɱ ok kyſtꜧe ꜧona/ tꜧa ſadꜧe drotningeŋ kꜹre ſoŋ/ ꜹſtu liker tina frꜹndꜧer ok ꜧaffuer tu ꜧiꜹrtꜧa tꜧer til tꜧa [gaa] til ꜧageŋ/ ok ſlaa ꜧonuɱ ſtrax vidꜧ ſitꜧ kinbeŋ mʒ tiŋ nꜹffua etꜧ ſtort ꜧwgꜧ . tỏr tu tꜧʒ tꜧa wardꜧer tꜧu eŋ godꜧer drꜹngꜧ/ piltꜧiŋ lop ſtrax tilꜧ ꜧagꜧeŋ ok ſoɱ ꜧaŋ lutade ſik ỏffuer borditꜧ ſlao ꜧaŋ ꜧonuɱ vidꜧ kinbenitꜧ mʒ ſiŋ nepffua etꜧ ſtỏrre ꜧugꜧ ꜹŋ nagor trodꜧe ok ey eldꜧre ꜹŋ ꜧaŋ war/ tꜧa togꜧ ꜧageŋ piltꜧeŋ j ꜧaritꜧ mʒ ſina wenſtra ꜧand ok ſadꜧe tꜧʒta ꜧaffuer tw ey giortꜧ aff tꜧins fadꜧers radꜧ eller titꜧ egitꜧ vtꜧaŋ tiŋ modꜧer ꜧaffuer ekkiatꜧ tꜧegꜧ ꜧꜹr til/ ocꜧ tꜧʒ geller tu nw/ ok drogꜧ ſwꜹrdʒ mʒ ꜧỏgra ꜧandꜧena ok ꜧỏgꜧ ꜧwuuditꜧ aff piltꜧiŋ Ocꜧ ſlogꜧ crimilla fỏr bryſtitꜧ mʒ ok ſadꜧe frw tꜧer ꜧafuer tu etꜧ ſurtꜧ ꜹplle vi drykkoɱ gotꜧ wiŋ j tꜧenna gardꜧ ok tꜧʒ wardꜧa wi nw dyrtꜧ kỏpa/ ꜹŋ ſa ꜧogꜧ ꜧagꜧeŋ wtỏffuer folkwardꜧ ſpelemaŋ ok ꜧwudit aff piltꜧens tycta meſtera ok ſade til crimilla tꜧagꜧ nw tꜹttꜧa wꜹrdꜧ fỏr winetꜧ titꜧ ok tw tyctameſtare ꜧaffuer nw fongitꜧ tiŋ rꜹtꜧa lỏŋ atꜧ tꜧu ey tycta barnitꜧ betꜧrꜹ/ tꜧa ſprangꜧ op atilius konung ok ſadꜧe op alla myna meŋ ok drꜹper nyfflingꜧa/ tꜧa ſprongꜧ opp alla atilia meŋ til tꜧera wꜹria ok nyfflingꜧa drogꜧa tꜧera ſwꜹrdꜧ/ tꜧa ꜧadꜧe crimilla lꜹtitꜧ lꜹgia rakor ꜧuder oppa ꜹrtꜧer tꜧa nyfflingꜧa ſkulde lỏppa ỏffuer tꜧeɱ tꜧo fiỏlla tꜧe ok jrwngꜧ ſtodꜧ tꜧer fỏre mʒ ſina meŋ ok dropo tꜧer mongaŋ maŋ . tꜧa drapo nyfflinga mongaŋ maŋ j gordꜧeŋ aff ꜧinoɱ ſaa atꜧ mongꜧ ꜧwndratꜧ logꜧa dỏde | aff tꜧeɱ j gordꜧeŋ/

Kap. 324.

Om striden i Horn-gården.

tꜧa fwnno nyfflinga atꜧ alla tꜧera meŋ waro drꜹpne ſoɱ wtaŋ gordꜧeŋ ware/ tꜧa wꜹndꜧe tꜧe atꜧer ok ſlogos ꜧardeliga mʒ tꜧeɱ j gordꜧeŋ wore ſaa atꜧ tꜧe ſlogꜧa ꜧwar barŋ j ꜧꜹl aff tꜧeɱ ſoɱ ey kwndꜧe vndꜧoŋ ryma . Atilius ſtodꜧ paa etꜧ torŋ ok badꜧ alle ſine mꜹŋ manneliga drodꜧo [?trædꜧa] til ok drꜹpa nyfflinga . Didrik konung gik ꜧeɱ j ſitꜧ ꜧerbergꜧe mʒ alle ſine meŋ/ ok tyctꜧe ille ware atꜧ ſaa monga ꜧans wener drapa ꜧwar annaŋ pa bodꜧe ſydꜧer Ꜹŋ drotningꜧeŋ gyk alleŋ dagꜧeŋ ok fik atilius folk ꜧiꜹlma brynia ok ſkiolla ok ſwꜹrdꜧ/ ok loffuadꜧe tꜧeɱ mykitꜧ gull ok ꜹgiade tꜧeɱ fraɱ atꜧ drꜹpa nyfflingar/ tꜧa wartꜧ ꜧardꜧ ſtridꜧ ꜧiner trꜹdde manneliga til gordꜧeŋ ok nyfflinga wꜹria gordꜧeŋ tꜧeŋ gordꜧer ꜧꜹtꜧer ꜧorŋ gordꜧeŋ ok nw ꜧetꜧer ꜧaŋ nyfflinga gordꜧ/ tꜧa fiỏl mongꜧe aff ꜧynoɱ ok nyfflingoɱ ok togꜧ ꜧalfua flere aff ꜧyner ꜹŋ aff nyfflingoɱ/

Kap. 325.

Nyfflingarne bryta ut ur Horn-gården; men blifva tillbaka-drifna.

tꜧa ſỏctꜧe alla ꜧymingꜧa bodꜧe aff landꜧ ok ſtꜹdꜧer ſaa atꜧ tꜧe wordꜧo ꜧalffue flere ꜹŋ tꜧa tꜧe begyntꜧe fỏrſtꜧ atꜧ ſlogꜧʒ/ tꜧa ſadꜧe ꜧageŋ til ſina brỏdꜧer wi ꜧaffuoɱ mangꜧa ſlagit aff ꜧymingoɱ ꜹŋ altꜧ tꜧʒ wi ſlams tꜧa ꜹr tꜧʒ ſaa ſoɱ wi giordꜧeŋ enctꜧe wtꜧaŋ ſaa mykit ỏkis tꜧera folk aff landꜧ ok ſtꜹdꜧer ok tꜧeɱ wi ſlams widꜧ tꜧer ꜹr enctꜧe annatꜧ eŋ tꜧera trꜹla/ ꜧỏffdinga ſtondꜧa altꜧ wtỏffuer ena ſydꜧa ok ſee tꜧer paa tꜧʒ ꜹr myŋ meſte ꜧarɱ atꜧ wi ꜹroɱ ekke wt oppa marcꜧena ware wi tꜧer tꜧa mottꜧe wi ſiꜹlffue keſa ꜧweɱ oſſ lyſtꜧe atꜧ ſlaſſ mʒ/ ſkal tꜧʒ ſaa ſtoo/ tꜧa moga wi gỏrligꜧa ſee atꜧ nyfflinga mago falla tꜧy tꜧe gỏra os meſta ſkadꜧa mʒ tꜧeras ſpywtꜧ fingo wi brwcꜧa war ſwꜹrd mʒ manꜧetꜧ ſkuldꜧe tꜧe os ey winna tꜧy | ſỏkioɱ manneliga ꜧwar vi komoɱ vtꜧ/ gordꜧeŋ war aller muredꜧer oɱ kringꜧ ſoɱ etꜧ fꜹſtꜧe/ tꜧa ſagꜧ ꜧageŋ venſterſtꜧ j gordꜧeŋ ꜧwar mureŋ var lititꜧ riffnadꜧer/ tꜧitꜧ lopo tꜧe alle manneliga ok brutꜧo ſik tꜧer wtꜧ/ tꜧa ſprangꜧ ꜧageŋ vtꜧ ok ꜧans brỏdꜧer ok flere nyfflingꜧa mʒ tꜧeɱ/ tꜧa tꜧe komo vtꜧ mellaŋ ꜧuſeŋ j eŋ trangꜧ gatꜧo tꜧer mỏttꜧe tꜧeɱ blodeliŋ mʒ ſitꜧ baner ok wartꜧ mellaŋ tꜧeɱ eŋ ꜧardꜧ ſtridꜧ . tꜧa blꜹſtꜧe ŋiner j ſina ludra ok lotꜧo ropa atꜧ nyfflinga wore kompne vtu gordꜧeŋ/ tꜧo ſỏctꜧe tꜧe alle titꜧ mʒ ſaa mykitꜧ folk atꜧ nyfflinga flyddꜧe atꜧer j gordꜧeŋ j gꜧeŋ

Kap. 326.

Kampen fortsättes. Gernholt beder konung Didrik om hjelp. Didriks svar.

tꜧer ſtod eŋ murat ſall tꜧer koɱ ꜧagꜧen- atꜧ dỏreŋ ok war lỏctꜧ/ ꜧaŋ wendꜧe ſiŋ rygꜧ til dỏrena/ ok ꜧỏg ꜧwar ỏffuer annaŋ ſome myſte ꜧꜹrderna ok ſome fỏtꜧerna ok ſome liffuit/ ok tꜧe ſỏctꜧe ſoo faſtꜧ til ꜧonuɱ ocꜧ [ꜧaŋ] warde ſik manneliga atꜧ gonga motte ỏffuer dỏdꜧa meŋ wel eŋ fampŋ fra jordena/ tꜧa ꜧaffde ꜧagꜧeŋ eŋ encte ſaar . ꜧer didrik ſtodꜧ tꜧer ꜧart nꜹr oppo eŋ ꜧogmeydꜧ ok alle ꜧans meŋ wel wapnade . tꜧer koɱ geroꜧolt ok vende rygꜧeŋ til ena vꜹgꜧ ok vardꜧo ſik manneligꜧa/ ok drꜹpa mangꜧeŋ maŋ/ ꜧymꜹr ſỏkia ſaa faſtꜧ tꜧil tꜧeɱ . geroꜧoltꜧ ſadꜧe til didrik konung . wel matꜧe tꜧu ꜧitꜧ gonga mʒ tina mꜹŋ ok ꜧiꜹlpa os/ ok lꜹtꜧ ekke faa meŋ ſlaſſ mʒ ſaa monga meŋ/ ꜧꜹr didrik ſwaredꜧe myŋ godꜧeweŋ goroꜧoltꜧ tꜧʒta ꜹr mik eŋ ſtor ꜧarɱ Jacꜧ myſtꜧer mongaŋ godꜧaŋ weŋ jacꜧ magꜧ tꜧer intꜧe tꜧil gỏre jacꜧ wil ey ſlas mʒ konung atilius folk/ Jntꜧe ontꜧ vil jacꜧ ok idꜧer gỏra tꜧʒ jac eŋ aff vetꜧ

Kap. 327.

Konung Gunnars död.

konungꜧ gunnar war j gordeŋ ꜧaŋ ꜧỏrdꜧe atꜧ ꜧans brỏdꜧer tỏrfftꜧe ꜧiꜹlp vidꜧer/ tꜧy koɱ ꜧaŋ vtꜧ mʒ ſina meŋ gynoɱ tꜧʒ gap ſoɱ tꜧe ꜧadꜧe brwtitꜧ a mwreŋ tꜧer fỏr wtaŋ ſtodꜧ ꜧꜹrtogꜧ blodꜧeliŋ ok monga ꜧymꜹr mʒ ꜧonuɱ . konung gunnar | gik manneligꜧa til tꜧeɱ ſaa atꜧ engꜧeŋ ꜧans maŋ var ſaa ſtarker atꜧ ꜧonuɱ fỏlia/ tꜧa mỏtte ꜧonuɱ oſitꜧ jꜹrl atilius frꜹndꜧe mʒ mykitꜧ folk . konung gunnar varde ſik manneligꜧa al tꜧeŋ dagꜧ vtꜧ ꜧaŋ ꜧadꜧe engꜧeŋ ꜧiꜹlp/ vtaŋ ſtodꜧ ena mitꜧ j ꜧima ꜧer ok var tꜧa ſaa trỏttꜧer atꜧ ꜧaŋ mottꜧe ſik fongꜧeŋ giffua/ tꜧe tꜧogo ꜧonuɱ/ ok bundo ꜧonuɱ/ ok fỏrdiŋ til atilius konung . tꜧa lotꜧ konungen kaſtꜧa konung gunnare j ſitꜧ orma torŋ/ ok tꜧer lotꜧ konung gunnar ſitꜧ liff tꜧʒ ſama torŋ ſtonder eŋ mit j ſuſſa

Kap. 328.

Hagen och hans bröder tränga ut på gatan. Hunernes flykt.

tꜧʒ ꜧỏrde ꜧageŋ ok geroꜧoltꜧ atꜧ tꜧera bbrodꜧer konung gunnar war gripeŋ/ tꜧa ſprangꜧ ꜧageŋ fraŋ dỏrena ok wtꜧ oppa gatꜧona/ ok ꜧỏgꜧ oɱ kull ꜧwaŋ tꜧeŋ maŋ ꜧaŋ faŋ/ ok tꜧo tordꜧe engꜧeŋ bidꜧa ꜧonuɱ . geroꜧoltꜧ giordꜧe teſſ likis ok ꜧỏgꜧ mʒ bade ꜧendꜧer/ ꜧans ſwꜹrdꜧ naɱ aldꜧer ſtedꜧ ꜹ oppa ꜧwadꜧ ꜧiꜹlɱ ꜧaŋ ꜧỏgꜧ fỏr eŋ j jordena/ ok ꜧonuɱ fỏlgꜧer/ ꜧꜹr gyntar manligꜧa ok drꜹpꜹr mangeŋ maŋ mʒ ſitꜧ ſwꜹrdꜧ graɱ . tꜧa trꜹdꜧe nyfflinga vtꜧ i gordꜧeŋ ſaa manneliga atꜧ ꜧyminga ſtỏrtꜧe fỏr tꜧera ffỏtꜧer ok j ſtora ꜧoppa begyntꜧe ꜧyminga flyy ꜧwar j ſitꜧ ꜧoll . atilius konung gik oppa tornitꜧ/ ok lotꜧ lykia dỏrernar j gꜧeŋ ok warde atꜧ nyfflinga komo ey til ꜧans/ tꜧo ropa nyfflinga ſtortꜧ ꜧerrop atꜧ ꜧyminga ſkuldꜧe flyy ok ſadꜧe vilia ꜧempna ſiŋ ſkadꜧa/ ꜧyminga flydde tꜧogꜧ/ ok ſaa mỏrctis faſtꜧ aff nattena/ ꜹŋ nyfflinga ſỏktꜧe nidꜧer oɱ altꜧ fꜹſtitꜧ/ ok ſloga j ꜧꜹl alle tꜧe tꜧer funno

Kap. 329.

Hagen låter räkna sitt folk, tänder eld på ett stekare-hus, och fortsätter striden om natten.

Margreffueŋ rỏdgꜧer gik j didrikʒ ꜧꜹrbꜹrge ok bleff tꜧer oɱ nattena/ ok ꜧertogꜧ blodeliŋ ok jrwngꜧ jꜹrl ginga ꜧwar j ſitꜧ ꜧerbꜹrgꜧe tꜧa wartꜧ natteŋ ſaa mỏrcꜧ atꜧ engꜧeŋ kwnde ſee tꜧa ſampnadis ſaa mykitꜧ iŋ aff ꜧymingoŋ | ok drogꜧa til ꜧoppa/ tꜧa lotꜧ ꜧagꜧeŋ blꜹſa j ſinoɱ ludoɱ ok kallede ſamoŋ altꜧ ſitꜧ folk/ ok ſtodꜧ oppo eŋ mwr tꜧa alle nyfflinga wore nꜹr ꜧonuɱ tꜧa ſpordꜧe ꜧageŋ geroꜧolt/ tel ꜧwro mykitꜧ folk ꜧaffuo wi myſt mʒ gunnar konung . eller ꜧwro mykit folk ꜧaffuo wi j gꜧeŋ . tꜧe ſkikkadꜧe tꜧera folk aff ny ok ſlogo tꜧera baner wtꜧ ok raknadꜧe atꜧ/ tꜧe ꜧadꜧe vii^C igꜧeŋ ok iii^C ꜧadꜧe tꜧe miſtꜧ tꜧa ſadꜧe ꜧageŋ wi ꜧaffua eŋ folk nog igꜧeŋ ok ſkolo ꜧymꜹr lꜹtꜧa mongaŋ maŋ ffỏr eŋ vi falla alle til jorda tꜧʒ jacꜧadꜧe alle nyfflinga tꜧa tꜧe ꜧadꜧe ꜧwiltꜧ eŋ litꜧeŋ ſtundꜧ ok bundo tꜧera ſſar/ tꜧa ſadꜧe ꜧagꜧeŋ wi konnoɱ ekke komo ꜧadꜧeŋ/ ok bidꜧa wi tꜧenna natꜧ wtꜧ tꜧa ſampnas ꜧꜹr ſaa mykit folk aff landʒ tꜧo ꜧaffuoɱ wi mere owꜹffle tꜧy wilia wi ffaa os eldꜧ atꜧ wi mottoɱ ſe ſlaa tꜧe j ꜧꜹl tꜧe fỏrſtꜧ ꜧer ꜹre tꜧa ꜹr war friꜧetꜧ ſaa mykitꜧ ſtorre/ j tꜧʒ lop ꜧagꜧeŋ ok ſỏctꜧ op eldꜧ ok bỏtte oppa etꜧ ſtekaꜧus aff tꜧrꜹ ſoɱ tꜧer j borgena ſtodꜧ ſaa atꜧ eldꜧeŋ lywſte offuer alle borgena tꜧa lotꜧo nyfflinga blꜹſa j tꜧera ludra ok fỏrtaledꜧe ok manede ꜧymerna atꜧ ſlas mʒ tꜧeɱ ꜹŋ ꜧymerna ſtodꜧo upp j wikſkardꜧeŋ ok ſkutꜧo ꜧwar atꜧ annaŋ ok kaſtedꜧe atꜧ nyfflingar ſaa giordꜧe ok nyfflingꜧa atꜧ tꜧeɱ igꜧeŋ ꜳŋ ey wildꜧe ꜧymerna gonga nidꜧ atꜧ ſtrida mʒ nyfflinga/ togꜧ ſloga nyfflinga monga j ꜧel tꜧeŋ natꜧ

Kap. 330.

Andra dagens strid. Hertig Blodelins fall.

oɱ morgoneŋ arla/ tꜧa gingo ꜧymerna nidꜧer ok mongꜹ vore iŋ kompne oɱ nattꜧana/ tꜧe ſkikkadꜧe tꜧera ſpes aff ny/ ok teſſ likis giordꜧe nyflinga/ ok gingo ſamoŋ ok ſtridde Crimilla [bad] ꜧymerna gonga ꜧardeliga/ ok bỏdꜧ tꜧeɱ | tꜧer til gul ok ſilffuer . konungꜧ Atilius war tꜧer intꜧe nꜹr/ tꜧo koɱ ſamoŋ ꜧertogꜧ blodꜧeliŋ/ ok geroꜧoltꜧ ok kampade lꜹngꜧe ſik j mellaŋ . geroꜧoltꜧ gik manneligeſtꜧ til ꜧonuɱ ok ꜧugꜧ oppa ꜧans ꜧals tꜧʒ ꜧwuditꜧ flỏgꜧ wtaff . tꜧo ꜧꜹrtogꜧeŋ war dỏỏdꜧ glꜹddis mycꜧitꜧ nyfflinga/ ok ganga ꜧardꜧeligꜧa fraɱ/ geroꜧoltꜧ ꜧỏgꜧ oppa badꜧe ꜧꜹndꜧer/ tꜧa fingo ꜧymꜹr ſtoraŋ ſkadꜧa/

Kap. 331.

Om Hagens framfärd.

tꜧa margreffue rỏdgꜧer fik tꜧʒ ſpỏria atꜧ ꜧꜹrdtogꜧ blodeliŋ war ſlagꜧer/ tꜧa wartꜧ ꜧaŋ ganſka wredꜧ ok badꜧ bꜹra ſitꜧ baner mitꜧ j nyfflinga ꜧer ok folde ſiꜹlff manneligꜧa ok giordꜧe nyfflingaɱ ſtoraŋ ſkadꜧa Tꜧa gik ꜧagꜧeŋ fraɱ mitꜧ j ꜧꜹreŋ ok ꜧỏgꜧ oppa badꜧe ꜧꜹndꜧer/ ok giorde eŋ wꜹgꜧ twartꜧ ok ꜹndelanctꜧ j gynoɱ tꜧera ꜧꜹr/ ok engꜧeŋ torde komo ſaa nꜹr ꜧonoɱ ad ꜧans ſwꜹrdꜧ rꜹctꜧe til ꜧonuɱ/ ꜧagens ꜧꜹndꜧer ok altꜧ ꜧans ꜧarniſk war blodogtꜧ/ ꜧaŋ koɱ ſaa lanctꜧ fraɱ jŋ j tꜧera ꜧꜹr atꜧ ingꜧeŋ ꜧans maŋ torde ꜧonuɱ fỏlia eller ꜧiꜹlpa/ tꜧy wꜹndꜧeŋ ꜧaŋ ſik til eŋ mwratꜧ ſall ok ſloo dỏrena ſyndꜧer ok gik tꜧer iŋ ok ꜧwiltꜧe ſik ena ſtwndꜧ . margreff rỏgꜧer ſtridde manneligꜧa ok giordꜧe nyfflinga ſtoraŋ ſkadꜧa/

Kap. 332.

Irung riddares fall.

tꜧa ſỏctꜧe ꜧymer faſtꜧ atꜧ dỏrena tꜧer ꜧagꜧeŋ war inne/ ꜧaŋ wardꜧe dỏrena fỏr tꜧeɱ ok ſloo tꜧer mangaŋ maŋ Tꜧa ſaa crimilla ꜧwar ꜧagꜧeŋ ſtodꜧ/ ok drap mongaŋ maŋ Tꜧa badꜧ ꜧoŋ ſtikka eldꜧ oppa ſaleŋ tꜧy takit war altꜧ aff tree/ tꜧʒ ſtodꜧ eŋ nꜹr ſoɱ jroŋ ꜧetꜧ ꜧaŋ war drotningens gode weŋ tꜧy ſadꜧe ꜧoŋ til ꜧonuɱ gak j ſaleŋ til ꜧonuɱ/ ok bꜹr mik ꜧans ꜧwud utꜧ igꜧeŋ tꜧa wil jacꜧ fulla tiŋ ſkiỏl ful mʒ gull/ tꜧa ſprangꜧ jrwngꜧ j gynoɱ dỏrena ok ꜧỏgꜧ ꜧagꜧeŋ oppa laritꜧ | ſaa atꜧ brỏniaŋ gik ſyndꜧer ok etꜧ ſtykke bortꜧ aff laritꜧ Sydoŋ ſprangꜧ jroŋ/ wtaff ſaleŋ Tꜧa ſade crimilla til ꜧonuɱ Tꜧu eſtꜧ eŋ fultaga maŋ Jacꜧ ſer nw atꜧ ꜧagꜧeŋ blỏdꜧer gak nw til ꜧonuɱ tꜧa wardꜧer tu ſnartꜧ ꜧans dỏdꜧ Tꜧa togꜧ ꜧoŋ twa gulringa/ ok bantꜧ oɱ ꜧans ꜧiꜹlɱ ok ſadꜧe ꜧugꜧ nw ꜧagens ꜧwudꜧ aff tꜧa vil jacꜧ giffua tegꜧ gul ok ſilff medꜧaŋ tꜧw viltꜧ ꜧaffua/ tꜧa ſprangꜧ jroŋ jꜹrl j ſaleŋ/ tꜧa fik ꜧagꜧeŋ etꜧ ſpyutꜧ ſtangꜧ ok ſtak til ꜧonuɱ vndꜧer ſkiỏlleŋ ok gynoɱ brỏnio ok bryſtꜧ ſaa atꜧ wtꜧ ſtodꜧ oɱ ꜧꜹrdꜧanar ok ꜧaŋ ſtỏrtꜧe dỏdꜧ op til mwreŋ ok kallas tꜧʒ ꜹŋ j dagꜧ jrons vꜹgꜧ/ ꜧagꜧeŋ ſadꜧe ꜧadꜧe jacꜧ ſaa gꜹldꜧitꜧ crimilla ſiŋ jlſka ſoɱ jacꜧ galtꜧ jroŋ mitꜧ ſar tꜧa ꜧade mitꜧ ſwꜹrdꜧ manneligꜧa ſtridꜧ j ꜧimalandꜧ

Kap. 333.

Margrefve Rodgerds fall.

MArgreffue rỏdgꜧer gangꜧer manneliga fraɱ ok gỏr ſtor ſkadꜧa a nyfflingoɱ/ ꜧonoɱ mỏttꜧe ꜧiŋ wngꜧe gyntar tꜧe kampadꜧe badꜧe lꜹnge ok manneliga/ gyntars ſwꜹrdꜧ bꜹtꜧ ſaa wel oppa ſtaal ſoɱ oppa clꜹde badꜧe ꜧꜹlma ok ſkiỏlla ſaa atꜧ intꜧe ꜧꜹctꜧadꜧe fỏr ꜧonoɱ/ tꜧy fik margreffueŋ mangꜧ ſaar tꜧer til ꜧaŋ ſtỏrtꜧe ok bleff ſtrax dỏdꜧ/ fỏr tꜧʒ ſama ſwꜹrdꜧ ſoɱ ꜧaŋ gaff gyntar

Kap. 334.

Om Folqvard Spelemans framfärd.

Gyntar ok geroꜧoltꜧ gingo manneliga fraɱ ok komo til ſaleŋ tꜧer ꜧagꜧeŋ war inne ok gingo iŋ til ꜧonuɱ tꜧʒ ſaagꜧ folqwardꜧ ſpelemaŋ ꜧaŋ trꜹdde manneliga eptꜧer tꜧỏɱ ok ꜧỏgꜧ ꜧwar maŋ oppa annaŋ ok gik atꜧ ſaleŋ ſaa alt ekke ſtegꜧ ꜧaŋ oppa bara jordꜧ wtaŋ oppo dỏda kroppa/ ꜧagꜧeŋ ſpordꜧe ꜧaa eſtu tꜧer ſaa manneliga fraɱ gangꜧer/ ok ꜧitꜧ til mik | folqwardꜧ ſwaredꜧe Jacꜧ ꜧetꜧer folqwardꜧ ſpelemaŋ tiŋ godꜧe weŋ ſee ꜧwilkiŋ wꜹgꜧ jacꜧ ꜧaffuer giortꜧ ꜧitꜧ til tegꜧ . ꜧagꜧeŋ ſwaredꜧe ꜧaff godꜧ tak tꜧer fỏrra tꜧitꜧ [?] ſkal wel ſỏrgias j ꜧymelandꜧ/

Kap. 335.

Konung Didrik hämnas margrefve Rodgerds fall. Folqvard Spelemans död. Gernholts död.

tꜧʒ ſagꜧ konung didrik aff bꜹrna atꜧ margreffueŋ war dỏdꜧer ꜧaŋ ſadꜧe til ſina meŋ wi mogꜧa ekke lꜹrgꜧer [?længꜧer] ſtandꜧa wi ſkolo ꜧꜹmpnas margreff rỏdgers dỏdꜧ/ ok ſlas mʒ nyfflingꜧa

Sidꜧaŋ ſprangꜧ ꜧaŋ mitꜧ oppo gatꜧona blodꜧa/ mꜹŋ war ey gotꜧ ad ſtandꜧa mellaŋ nyfflinga ok ꜧonuɱ ok tꜧʒ ſꜹgia tyſke meŋ atꜧ tꜧo mottꜧe ꜧỏra ꜹgiaſax ſangꜧ a nyfflingoɱ a tꜧera ꜧiꜹlma tꜧy atꜧ ꜧer dydrik war ganſka wredꜧ/ nyfflinga wardꜧo ſik trỏſteliga tꜧer ſtỏrtꜧe mongꜧe ꜧer didrik[s] mꜹŋ ok nyfflinga mʒ/ tꜧa gik ꜧꜹr didrik ꜧardeligiſtꜧ fraɱ ſaa atꜧ ꜧagꜧeŋ ok geroꜧoltꜧ ok gyntar ok folqwardꜧ ſpelemaŋ mottꜧe ryma iŋ [j] ſaleŋ . didrik trꜹdꜧe eptꜧer tꜧeɱ ok meſtꜧer ꜧillebrandꜧ . ꜧer didrik koɱ til dỏrena/ tꜧo ſtodꜧ folqwardꜧ ok wꜹrdꜧe dỏrena fỏr ꜧonoɱ . ꜧꜹr didrik ꜧwgꜧ oppa folqwarſſ ꜧals ſaa atꜧ folqwardꜧʒ ꜧwudꜧ foldꜧe ſwꜹrdʒ/ tꜧa ſprangꜧ ꜧagꜧeŋ motꜧ ꜧꜹr didrik ok geroꜧoltꜧ motꜧ ꜧyllebrandꜧ/ ok ꜧillebrandꜧ ꜧỏgꜧ til geroꜧoltꜧ mʒ ſitꜧ ſtarcꜧa ſwꜹrd lagwlff ſaa atꜧ geroꜧoltꜧ fik bana ſaar ok fiỏl ſtrax dỏdꜧer fỏr ꜧans fỏtꜧer tꜧa wore eŋ flere jgꜧeŋ aff kꜹmpana . didrik ok ꜧyllebrandꜧ ꜧagꜧeŋ ok gyntꜧer

Kap. 336.

Hagen beder konung Aktilius om sin broder Gynters lif. Gynters fall.

Tꜧa gik Atilius konung titꜧ tꜧe ſlogꜧos tꜧa ſadꜧe ꜧagꜧeŋ til atilius konung. gỏr tꜧʒ ſoɱ eŋ godꜧ maŋ ok giff tꜧenne ſweŋ ſitꜧ liff ſoɱ ꜹr gyntar ok magꜧ ꜧaŋ eŋ wardꜧa godꜧer drꜹngꜧer tꜧy ꜧaŋ ꜹr ſaklỏſſ aff ſigordꜧ ſwens dỏdꜧ jacꜧ eŋ ſamber drap ꜧonuɱ/ lꜹtꜧer ey tꜧʒ gyntar gꜹldꜧa ok maa ꜧaŋ liffua tꜧa ma ꜧaŋ wara eŋ godꜧer maŋ/ tꜧa ſade | gyntar jacꜧ war ey wtaŋ ars gamal tꜧa ſigortꜧ ſweŋ war flagꜧeŋ ok ꜹr jacꜧ ſak lỏſſ fỏr ꜧans dỏdꜧ tꜧʒ vetꜧ myŋ ſyſtꜧer crimilla . ey ſegꜧer jacꜧ tꜧʒ fỏr rꜹdogꜧa ſkuldꜧ jacꜧ wil wꜹria mik ſaa lꜹngꜧer jacꜧ gitꜧer/ ok vil ey ỏnſka mik atꜧ lifua eptꜧer myna brỏdꜧer/ ſaa ſỏctꜧe ꜧaŋ atꜧ ꜧillebrandꜧ ok ꜧwar tꜧera ꜧỏgꜧ atꜧ androɱ/ ok gik ſoɱ wantꜧ var atꜧ ꜧaŋ ꜧỏgꜧ ꜧonuɱ ſaa atꜧ ꜧaŋ fiỏl ſtrax nidꜧer ok bleff dỏdꜧ

Kap. 337.

Konung Didriks och Hagens envigs-kamp.

Tꜧa ſadꜧe ꜧagꜧꜹŋ til konung didrik . nw ſer jacꜧ atꜧ wor wenſkap ſkal atꜧ ſkilias ſoɱ wi ꜧaffuuɱ ꜧertil ꜧaff[t] ok wil jacꜧ nw wara oppa titꜧ wꜹrſtꜧa/ ſaa atꜧ antigꜧe ſkal tw dỏ eller jacꜧ/ ok winnes tꜧenna kamp manneligꜧa/ ok engꜧeŋ bedꜧer ſik ꜧiꜹlp/ tꜧo ſwaredꜧe didrik . jacꜧ bedꜧer engꜧeŋ maŋ ꜧiꜹlpa mik j tꜧenna kamp/ ok wil jacꜧ eŋ mʒ liſtꜧ ok manꜧetꜧ tꜧegꜧ winna/ tꜧe ſlogos lꜹngꜧe ok ꜧardeliga/ ok enkeŋ kunde ſkỏŋ ꜧwilkeŋ tꜧera tꜧer ſkuldꜧe winna/ tꜧil tes tꜧe wera bodꜧe trỏttꜧe ok illa ſore Tꜧa wartꜧ didrik ſwa vredꜧer ok ſtor ꜧogadꜧer ok ꜧarmadis atꜧ eŋ maŋ ſkuldꜧe ſaa lenge ſta fỏr ꜧonuɱ/ tꜧa ſade didrik . tꜧʒta ꜹr mykiŋ ſkaɱ atꜧ eŋ elff ſoŋ ſkal ſaa lꜹngꜧe ſtaa fỏr myna ꜧendꜧer/ tꜧa ſwaredꜧe ꜧagꜧeŋ tꜧʒ er ey werre ware elffſoŋ eŋ dyꜹffuelſens ſoŋ Tꜧa wartꜧ didrik ſwa wredꜧ atꜧ eldꜧeŋ gik gynoɱ ꜧans ok ꜧagens brỏnia ſkiol ok ꜧialɱ wart ſaa ꜧetꜧ atꜧ ꜧoŋ maxaŋ brꜹntꜧ ꜧonuɱ op/ Tꜧa ſadꜧe ꜧageŋ nw ꜹr jac ſoo blodꜧogꜧer ok brꜹndꜧer aff myna brỏnia ringꜧa wore jacꜧ ſaa fiſk ſoɱ jacꜧ ꜹr maŋ tꜧo wore jacꜧ longo ſtegtꜧer ok ꜹr eŋ ſtor dell aff myŋ cꜧrop ſaa ſtektꜧer | atꜧ maŋ mattꜧe ꜹtꜧa mik tꜧy giffuer jacꜧ mik nw Tꜧa togꜧ didrik ꜧans ſwꜹrdꜧ ok ꜧans ꜧiꜹlɱ ok brynia aff ꜧonuɱ

Kap. 338.

Om Crimillas grymhet emot sina bröder. Hennes död.

tꜧa gik [?tok] crimilla eŋ brinnandꜧe brandꜧ ok ſtak j ſins brodꜧers mwŋ geroꜧoltꜧ ok too war ꜧaŋ dỏdꜧ/ Sydꜧoŋ ſtak ꜧoŋ brandꜧeŋ j gynters mwŋ/ ok war too eŋ liffuandis ꜹŋ aff tꜧeŋ lỏgꜧo ok rỏgꜧ bleff ꜧaŋ dỏdꜧ/ tꜧa ſadꜧe ꜧer didrik til atilius konung . nw maa tꜧu ſee ꜧwilkiŋ dyꜹffuel tiŋ ꜧuſtrv ꜹr ok ꜧwro ꜧoŋ qwꜹl ſina brỏdꜧer j ꜧꜹl tꜧe raſka drꜹngia ocꜧ ꜧwro mongaŋ maŋ ſitꜧ liff ꜧaffuer lꜹtitꜧ fỏr Henne ſkuldꜧ/ badꜧe nyfflinga ok ꜧymiglingꜧa ok ſagꜧe ꜧoŋ gerna atꜧ badꜧe tꜧw ok jacꜧ wore ſlagne Tꜧa ſadꜧe Atilius konung. kꜹre didrik drꜹp ꜧenne ꜧoŋ ꜹr wiſtꜧ eŋ dyꜹfful ꜧadꜧe tꜧu tꜧʒ giỏrt fỏr wii [? vij] daga tꜧa ꜧadꜧe mangeŋ raſker maŋ warit liffuandis ſoɱ nw ꜹr dỏdꜧ Tꜧa ſprang didrik konung til crimilla ok ꜧỏgꜧ ꜧenne ſyndꜧer j tw ſtykke

Kap. 339.

Hagen aflar en son, Aldrian, med jungfru Märeth, och lemnar henne nycklarne till Nyfflinga-skatten. Hagens död.

ſidꜧaŋ gik ꜧaŋ til ꜧagꜧeŋ ok ſpordꜧe oɱ ꜧaŋ trỏſtꜧe ſik liffua oɱ ꜧaŋ fingꜧe eŋ godꜧ lꜹcꜧiare Hagꜧeŋ ſwaredꜧe ꜹŋ liffuer jacꜧ j nogra daga tꜧʒ warer togꜧ ekke lꜹnge fỏr myŋ ſtora ſar ſkuldꜧ/ Sydꜧaŋ lotꜧ ꜧer didrik bꜹra ꜧagꜧeŋ bortꜧ j ſitꜧ ꜧꜹrbergꜧe ok lotꜧ binda ꜧans ſaar . ꜧꜹr didrik ꜧadꜧe ena frꜹnka ſoɱ ꜧetꜧ jompfru mꜹretꜧ ꜧoŋ bantꜧ ꜧagens ſar/ ꜧageŋ ſadꜧe enliga til ꜧer didrik . ſkippa mik eŋ qwinna j natꜧ tꜧer lyſtꜧer myk mykitꜧ atꜧ/ ꜧer didrik giorde ſoɱ ꜧaŋ badꜧ/ ꜧoŋ logꜧ ꜧooſſ ꜧagꜧeŋ oɱ nattena Oɱ morgoneŋ arla ſadꜧe ꜧagꜧeŋ til ꜧenne tꜧu ſkalt fỏdꜧa | eŋ ſoŋ lꜹtꜧ ꜧonuɱ kalla aldriaŋ/ ok ꜧaffuer tw ꜧꜹr tꜧe nyccla ſoɱ gar atꜧ ſigis frỏdꜧa kꜹllere/ tꜧer liger tꜧʒ gul ſoɱ kallas nyfflinga ſkatꜧ/ tꜧe nygla ſkal tꜧw [giffua] myŋ ſoŋ tꜧa ꜧaŋ ꜹr komyŋ til mans Tꜧer eptꜧer dỏdꜧe ꜧagꜧeŋ/ tꜧo war ok meſtedeleŋ dỏdꜧe aff atilius folk wel iiii^M ok ꜧꜹr didriks/ nyfflinga fiỏllo mʒ j^M tꜧʒ ſꜹgia tyſke meŋ atꜧ ekke ꜧaffuer ſtỏrre ſtridꜧ warit j gamgloɱ [?gamblom] ſagꜧoɱ ꜹŋ tꜧeŋ war . eptꜧer tꜧenne ſtrid wartꜧ ſaa mykyŋ rikedoma j ꜧymalandꜧ tꜧy folkit wartꜧ meſtꜧ j ꜧꜹl ſlaagit/ tꜧa war tꜧʒ ſantꜧ ſoɱ ꜹrcꜧa drotninga ſadꜧe atilius konungꜧe tꜧa ꜧoŋ dỏdꜧe atꜧ ꜧymalandꜧ mane fa ſkadꜧe oɱ konungꜧ[eŋ] fingꜧe nogꜧer gifftꜧe aff nyfflinga landꜧ/ tꜧʒ maa eŋ teſſe ſe ſoɱ til ſuſa komber tꜧe widwndꜧer ſoɱ tꜧa ſkedꜧe badꜧe gordꜧeŋ ſoɱ kallas nyfflinga gordꜧ ok orma tornet ok wꜹgeŋ ſoɱ eŋ kallas jrwngx vꜹgꜧ/ ok mongꜧ ander vndeligꜧeŋ tingꜧ ſoɱ tꜧa ſkedꜧe ꜧer ꜹro flere bỏker aff ſcripne ok ꜧolla altꜧ tꜧʒ ſama

---

Afvikande läs-arter: