Forskjell mellom versjoner av «Sangen om Fåvne»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 16: Linje 16:
  
  
<center><big>'''[[Oldnordiske Gudesange]]'''</big><br>'''Den ældre Edda'''
+
[[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>
 +
[[Fil:Møllers Edda Cover.jpg|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/den-aeldre-edda-hans-georg-moller-9788743009863| <center>H. G. Møller: '''Den ældre Edda''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
 +
<center><big>'''[[Oldnordiske Gudesange]]'''</big><br><big><big>'''Den ældre Edda'''</big></big>
  
  

Revisjonen fra 27. mai 2020 kl. 08:27

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Reprint Add.jpg


H. G. Møller: Den ældre Edda
Heimskringla Reprint
Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda


Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870


Sangen om Fåvne


Sigurd og Regin drog op til Gnitahede og fandt Fåvnes Spor der, hvor han krøb til Vands. Der gravede Sigurd en stor Grøft over Vejen og steg ned deri. Men da Fåvne krøb fra Guldet, spyede han Edder, og den fór over Hovedet på Sigurd. Men da Fåvne krøb over Grøften, da stødte Sigurd sit Sværd i hans Hjerte. Fåvne vred sig og slog med Hoved og Hale. Sigurd sprang op af Grøften, og da så de hinanden. Fåvne sagde:

1.
"Svend! Svend!
Hvilken Mand har dig avlet? Svend!
Med hvilke Mænd er en slig i Slægt?
Rødt er dit blinkende
Sværd af Fåvnes Blod.
Odden du jog i mit Hjerte."

"Sigurd skjulte sit Navn, fordi det var Folks Tro i gamle Dage, at en døende Mands Ord havde, stor Magt, når han forbandede sin Uven med Navn. Han sagde:

2.
"Herligt Dyr jeg hedder;
vandret jeg har
som en moderløs Mand.
Ej jeg har Fader
som andre Mænds Sönner.
Ensom går jeg min Gang."

Fåvne.
3.
"Havde Fader du ej
som andre Mænds Sönner,
af hvilket Under er du da avlet?"

Sigurd.
4.
"Til min Æt
véd jeg at intet du kender,
og aldrig så du mig selv.
Sigurd jeg hedder;
Sigmund hed min Fader.
Med våben jeg dig vog."

Fåvne.
5.
"Hvo har dig hidset?
Hvi lod du dig hidses
til at volde mig Ve?
du skarpöjede Svend!
Skarp var din Fader.
Skönt sent født, du slægter ham på."

Sigurd.
6.
"Min Hu mig hidsed;
mine Hænder det fuldbyrded
og dertil mit skarpe Sværd.
Få ere kække,
når Tiden kommer,
nar de er bløde i Barndom."

Fåvne.
7.
"Om op du var vokset
ved dine Venners Bryst,
da sås du vel kæk i Kamp.
Nu er du en Fange
i Fejde taget;
altid må de bundne bæve."

Sigurd.
8.
"Du laster mig, Fåvne!
fordi fjærnt jeg er
fra min fædrene Rigdom.
Ej er jeg Fange,
skönt i Fejde jeg toges.
Selv følte du, at jeg er fri."

Fåvne.
9.
"Hadets Ord
tror du i alt at høre.
Et sandt Ord jeg dig siger:
Det klingende Guld,
den glødende Glans,
de Ringe skal blive din Bane."

Sigurd.
10.
"For Rigdom enhver
at råde ønsker,
indtil hin ene Dag;
thi engang
skal dog alle
fare heden til Hel."

Fåvne.
11.
"Nornernes Dom,
om end du langs Næssene sejler,
venter dig, tåbelige Tosse!
I Vand du drukner,
når i Vind du ror.
Alt er for den dødsdömte ondt."

Sigurd.
12.
"Sig mig, Fåvne!
siden du agtes
vis at være:
Hvo ere de Norner,
som hjælpe i Nød
og komme til fødende Kvinder?"

Fåvne.
13.
"Af mangfoldig Æt
tror jeg at Nornerne ere;
ej er de af samme Slægt.
Nogle stamme fra Aser,
nogle fra Alfer,
nogle ere Dvalins Döttre."

Sigurd.
14.
"Sig mig, Fåvne!
siden du agtes
vis at være,
hvad den hedder,
den Holm, hvor Surt
blander Blod med Aser."

Fåvne.
15.
"Oskopne den hedder;
der skal alle
Guder med Lanser lege.
Bilrøst brister,
når over Bro de fare;
gennem Strömmen Gangerne svømme.

16.
Skrækkehjelm bar jeg
mod Mændenes Sönner,
så længe ved Skatten jeg lå.
Ej fandt jeg så mange
Mænd, at jeg jo tyktes
ene stærkere end alle."

Sigurd.
17.
"Skrækkehjelmen
skærmer ikke,
hvor vrede Helte hugge.
Man finder vel,
når med flere man mødes,
at ingen er raskest af alle."

Fåvne.
18.
"Edder jeg fnyste,
da på Arven jeg lå,
på min Faders rige Ringe."

Sigurd.
19.
"Glinsende Orm!
Arrigt du hvæste.
Hård var du i Hu.
vreden bliver större
blandt Mændenes Sönner,
når den Hjelm de have."

Fåvne.
20.
"Jeg råder dig, Sigurd!
Tag du mod Rådet!
Rid du hjem heden.
Det klingende Guld,
den glødende Glans,
de Ringe skal blive din Bane."

Sigurd.
21.
"Råd har du rådet.
Nu vil jeg ride
til det Guld, som i Lyngen ligger.
Lig du, Fåvne!
i Livsnød,
til Hel dig har."

Fåvne.
22.
"Regin forrådte mig;
dig han forråder.
Han volder os begge Bane.
Nu sit Liv
Fåvne må lade;
forvist du den stærkere var. "

Regin var gået bort, medens Sigurd dræbte Fåvne, og kom tilbage, som Sigurd strøg Blodet af Sværdet. Regin sagde:

23.
"Hil dig, Sigurd!
Sejr har du vundet;
Fåvne er fældet.
Blandt alle Mænd,
som træde på Muld,
ej fødtes kækkere Kæmpe."

Sigurd.
24.
"Uvist er det at vide,
når vi alle mødes,
Sejrfyrsternes Sönner,
hvo der er den kækkeste Kæmpe.
Mangen er rask,
skönt hans Sværd ej er rødt
af Blod fra hans Uvens Bryst."

Regin.
25.
"Glad er du, Sigurd!
og frydes ved Sejren,
mens Gram du törrer i Græsset.
Min Broder har du
til Bane såret,
og jeg selv er ej uden Skyld."

Sigurd.
26.
"Dit Råd det var,
at ride jeg skulde
hid over rimdækte Höjder.
Gods og Liv
ejed endnu den glinsende Orm,
hvis din Tvivl mig ej havde ægget."

Da gik Regin til Fåvne og skar Hjertet ud af ham med det Sværd, som hedder Ridil, og drak derpå Blod af Såret. Regin sagde:

27.
"Sid du nu, Sigurd!
Jeg går at sove.
Hold Fåvnes Hjerte til Flammen.
Jeg vil da
Hjertet æde
efter denne blodige Drik."

Sigurd.
28.
"Fjernt du flygted,
mens jeg i Fåvnes Blod
væded mit hvasse Sværd.
Mine Kræfter jeg øved
mod Ormens Magt,
mens du i Lyngen lå."

Regin.
29.
"Længe måtte du ladet
i Lyngen ligge
hin ældgamle Jætte,
om ej Sværdet du ejed,
som selv jeg dig smedded,
hint skarpe Stål."

Sigurd.
30.
"Mod er bedre
end Sværdets Magt,
hvor vrede Helte hugge.
Den raske Mand
så jeg modig vinde
Sejr med sløvet Sværd.

31.
Modig er bedre
tilmode end fejg,
når Hildes Leg leges.
Glad er bedre
til hver en Gerning
end den, som hænger med Hoved."

Sigurd tog Fåvnes Hjerte og stegte det på Spid. Da han syntes, at det var færdig stegt, og Blodet skummede ud af Hjertet, da rörte han derved med sin Finger og prøvede, om det var færdig stegt. Han brændte sig og stak Fingeren i sin Mund, men da Fåvnes Hjerteblod kom på hans Tunge, da forstod han Fuglenes Sprog. Han hørte, at nogle Fugle kvidrede i Krattet. Fuglen sagde:

32.
"Der sidder Sigurd
blodbestænket;
Ormens Hjerte
ved Ild han steger.
Klog mig tyktes
Ringenes Kløver,
om han det skinnende
Hjerte åd."

Anden Fugl.
33.
"Der ligger Regin;
på Råd han grubler;
svige han vil
den Svend, som ham tror.
Vred på onde
Ord han tænker;
lumsk vil han hævne
Broderens Helfart."

Tredje Fugl.
34.
"Om han lod Gråskæggen
uden Hoved
fare heden til Hel -:
da kan han ene råde
for alt Guldet,
for alt, som under Ormen lå."

Fjerde Fugl.
35.
"Vis han mig tyktes,
om vide han kunde
de gode Råd,
som I, Søstre! give;
sig selv han frelste
og Ravnen fryded.
En Ulv jeg venter,
når dens øren jeg ser."

Femte Fugl.
36.
"Ej er den vældige
fuldt så vis,
som jeg tænkte mig
Hærens Styrer,
hvis han frit
lader Regin fare,
skönt han Broderen
Bane voldte."

Sjette Fugl.
37.
"Uklog han er,
hvis end han skåner
den falske Fjende.
Der ligger Regin
og har ham forrådt.
Ej ser han sig for i sligt."

Syyende Fugl.
38.
"Om han et Hoved kortere
gjorde den iskolde Jætte,
Så de rige Ringe han misted -:
da monne han ene
eje det Gods,
som Ormen åtte."

Sigurd.
39.
"Ej bliver Skæbnen så gram,
at Regin skal
min Banemand blive.
Begge Brödrene
skulle brat
fare heden til Hel."

Sigurd huggede Hovedet af Regin, og derpå åd han Fåvnes Hjerte og drak både Regins og Fåvnes Blod. Da hørte Sigurd, hvorledes Fuglene sagde:

40.
"Bind du de røde
Ringe, Sigurd!
Ej pleje Konger
for alt at frygte.
En Mø jeg ved,
væn fremfor alle,
om du den guldsmykte
fik i Eje.

41.
Til Gjuke føre
grönne Stier.
Vej viser Skæbnen
de vandrende Helte.
Der har den herlige Drot
en Datter avlet;
hende vil du, Sigurd!
med Skatte köbe.

42.
En Sal står på höje
Hindarfjæld,
udenom helt
i Ildsluer hyllet.
Den har de vise
Mestre dannet
af det lyse Guld,
af Bølgernes Glands.

43.
På Fjældet kampdygtig
Kvinde sover;
over hende flagrer
den flammende Ild.
På Val hun fælded
dem, Odin ej vilde,
thi monne Ygg
med Torn hende stikke.

44.
Du mægter at skue
den hjelmklædte Mø,
som på Vingskorne
red fra Valen.
Skjoldungeætling!
Skæbnen bestemte,
at Sigdrive ej
af Sövn må vågne."

Sigurd red efter Fåvnes Spor til hans Hule og fandt den åben; der vare Döre og Dörposter af Jern. Af Jern vare også alle Tømmerstokke i Huset, og det var gravet ned i Jorden. Der fandt Sigurd overmåde meget Guld og fyldte der to Kister. Der tog han Skrækkehjelmen og Guldbrynjen og Sværdet Hrotte og mange dyre Klenodier og belæssede Grane dermed, men Hesten vilde ikke gå, förend Sigurd steg op på dens Ryg.




Noter:

7. Fåvne sigter til, at Sigurd i sin Ungdom var hos Alv.
11. Mening: Skæbnen rammer dig, selv om du forsigtig söger at undgå den ved at sejle langs Kysten og tage Sejlene ind i Storm.
Versene 12-15 synes at höre til et andet Digt og med Uret at være indsatte her.
40. Bind Ringene, dvs.: bind dem sammen og tag dem.
42. Bølgernes eller Strömmens Glands, dvs.: Guldet.
43. Ygg, dvs.: Odin. - Tornen volder hendes Sövn.
44. Sigdrive, Sejrens Storm, et Valkyrjenavn for Brynhild.