Sangen om Vafthrudne (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 29. jan. 2021 kl. 13:23 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Sangen om Vafthrudne
(Vafþrúdnismál)


Odin:
1. Frigg, du nu et Raad mig raade,
thi min Attraa er at fare,
for Vafthrudnes Hal at gjæste,
lysten er jeg efter Striden
om de gamle, dunkle Runer
med den Jætte, vís som faa.


Frigg:
2. Nødig ser jeg vist dig fare,
Sejerfader, nu af Asgaard,
ingen Jætte som Vafthrudne,
tænker jeg, er ram og vis.


Odin:
3. Vidt jeg foer og mangt jeg fristed,
mange Magters Kraft jeg prøved;
friste vil jeg nu og vide,
hvor det gaar i Jættens Hal.


Frigg:
4. Held da, Odin, med dig fare.
kom med Held igjen tilbage,
Held dig følge did og deden,
stor og stærk din Visdom være,
naar du, alle Slægters Fader,
Jætten fælde skal med Ord.


5. Foer saa Odin for at prøve
Jættens vidtberømte Visdom,
kom til Gaarden, som han aatte,
flux tren Ygg [1] i Hallen ind.


Odin:
6. Hil og sæl, Vafthrudne Jætte,
nu er i din Hal jeg kommen
for engang dig selv at skue;
derom vil jeg først dig spørge,
om du alt i Verden kjender,
om du er en hundvis Thurs.


Vafthrudne:
7. Hvem er du, som her tør kaste
Ord til mig i mine Haller,
aldrig af min Gaard du kommer;
er du mindre vis end jeg.


Odin:
8. Gavnraad hedder jeg, nu er jeg
tørstig kommen hid, Vafthrudne,
paa min Vej, til dine Haller;
vist jeg trænger til, du byder
mig til Gjæst og tager mod mig,
lang var Vejen, som jeg gik.


Vafthrudne:
9. Hvorfor staar du da paa Gulvet
der og taler til mig Gavnraad?
gaa til sæde her i Hallen,
prøve skal vi da, om Jætten
ej véd mere end sin Gjæst.


Odin:
10. Fattig Mand, som gjæster Rigmand,
tale vel og ellers tie;
Prat og Snak kun slet sig lønner,
tænker jeg, hos vranten Vært.


Vafthrudne:
11. Sig mig da fra Gulvet, Gavnraad,
da du der vil friste Lykken,
hvad den gode Ganger hedder,
som det lyse Dagskjær drager
over alle Verdens Folk.


Odin:
12. Skinfax hedder den, som drager
Dagen over alle Lande,
bedst den tykkes iblandt Heste,
altid straaler klart dens Man.


Vafthrudne:
13. Sig mig saa fra Gulvet, Gavnraad,
da du der vil friste Lykken,
hvad den gode Ganger hedder,
som fra Østen drager Natten
over Jordens Slægter frem.


Odin:
14. Hrimfax hedder den, som drager
alle Nætter over Jorden;
Skum om Morgenen den taber
fra sit Bidsel ned paa Jorden,
deraf kommer Dug i Dal.


Vafthrudne:
15. Sig mig saa fra Gulvet, Gavnraad,
da du der vil friste Lykken,
hvad er Aaens Navn, der skifter
Land imellem As og Thurs?


Odin:
16. Ifing hedder Aaen, som skiller
mellem Guders Land og Jætters,
aaben skal den altid rinde
indtil alle Tiders Ende,
aldrig kommer Is paa den.


Vafthrudne:
17. Sig mig saa fra Gulvet, Gavnraad,
da du der vil friste Lykken,
hvordan vel den Slette hedder,
hvor engang de milde Guder
mødes skal med Surt til Kamp.


Odin:
18. Vigrid Navnet er paa Sletten,
hvor engang de milde Guder
mødes skal med Surt til Kampen;
hundred Raster den sig breder
imod alle fire Vinde,
den er udset dem til Val.


Vafthrudne:
19. Vis, min Gjæst, jeg mærker er du,
gaa du nu til Bænks hos Jætten
og lad siddende os tale.
Gjæst, lad Hov’det Kamppris være,
stride vil vi her i Hallen,
den, som ej véd mest, har tabt.


_______________


Odin:
20. Sig mig først, ifald din Visdom,
duer, Vafthrudne, og du véd det,
hvorfra kom vel Jord og Himmel
først i Verden, vise Thurs?


Vafthrudne:
21. Skabt af Ymes Kjød blev Jorden,
Bjerge blev der af hans Knokler,
Himmel blev hans Hovedpande,
Havet blev hans kolde Blod.


Odin:
22. Sig mig saa, ifald din Visdom,
duer, Vafthrudne, og du véd det,
hvorfra kom den blege Maane,
som henover Jorden farer,
og hvorfra den lyse Sol?


Vafthrudne:
23. Mundelføre Maanen avled,
han er ogsaa Solens Frader,
daglig skal de over Himlen
vandre, for at Jordens Slægter
tælle kan den Tid, som gaar.


Odin:
24. Sig mig saa, da vís du kaldes,
dersom du, Vafthrudne, véd det,
hvorfra mon vel Dagen komme,
som henover Jorden farer,
hvorfra kom den mørke Nat?


Vafthrudne:
25. Delling hedder Dagens Fader,
Nørve han, som avled Natten,
Ny og Næ af Guder skabtes
Slægterne til Tidens Tegn.


Odin:
26. Sig mig saa, da vís du kaldes,
dersom du, Vafthrudne, véd det,
hvorfra mon den kolde Vinter
og den varme Sommer komme
først blandt vise Guders Folk?


Vafthrudne:
27. Vindsval hedder Vintrens Fader,
Svasud, han som Somren avled,
han er mild og glad ved Livet,
Vasud, Vindsvals Fader, frostkold,
Is der ligger om hans Bryst.


Odin:
28. Sig mig saa, da vís du kaldes,
dersom du, Vafthrudne, véd det,
hvem blev, dengang Tiden oprandt,
ældst iblandt de høje Aser
eller dem af Ymes Æt?


Vafthrudne:
29. Mange, mange Vintre, førend
Jorden skabtes, var Bergelme,
Thrudgelme hans Fader nævntes,
som Ørgelmes Ætling var.


Odin:
30. Sig mig saa, da vís du kaldes,
dersom du, Vafthrudne, véd det,
hvorfra mon Ørgelme komme
først iblandt de jættebaarne?
Sig mig det, du vise Thurs.


Vafthrudne:
31. Edderdryp fra Elivaage
faldt, og de tog til at voxe,
til der stod tilsidst en Jætte;
derfra stamme vore Slægter
hver og en, og derfor er vi
alle af saa vildt et Sind.


Odin:
32. Sig mig saa, da vís du kaldes,
dersom du, Vafthrudne, véd det,
hvordan Jætten Børn fik avlet,
da han favned ingen Viv.


Vafthrudne:
33. Under Thursens Haand, saa siges,
voxed Svend og Mø tilsammen,
og den vise Jættes Fødder
avlede en Søn i fællig,
sex var Sønnens Hoveders Tal.


Odin:
34. Sig mig saa, da vís du kaldes,
dersom du, Vafthrudne, véd det,
hvad du først i Verden mindes,
eller tidligst véd i Tiden, -
Jætte, du er vis som faa!


Vafthrudne:
35. Mange, mange Vintre førend
Jorden skabtes, var Bergelme;
det jeg mindes først, da Jætten
sattes ud og drev tilhavs.


Odin:
36. Sig mig saa, da vís du kaldes,
dersom du, Vafthrudne, véd det,
hvorfra mon vel Vinden komme,
som henover Havet farer?
end har ingen Mand den set.


Vafthrudne:
37. Hræsvelg hedder han, som sidder
der, hvor Himlens Hvælving ender,
Jætten, svøbt i Ørnehammen;
fra hans Vinger farer Vinden,
siger man, i Verden ud.


Odin:
38. Sig mig saa, da du, Vafthrudne,
alle Guders Vilkaar kjender,
hvorfra kom vel Njord, som raader
nu for mange Gudehuse,
mellem høje Asers Sønner?
ej er han blandt Aser født.


Vafthrudne:
39. Vise Magter iblandt Vaner
skabte ham og gav som Gidsel
ham til Guderne, de høje,
men ved Tidens Ende farer
han til vise Vaner Hjem.


Odin:
40. Sig mig saa, hvor Hug der skiftes
hver en Dag blandt Mænd i Gaarde,
Valen fælde de og ride
hjem, naar Kampen er tilende,
sidde sammen saa i Fred.


Vafthrudne:
41. Hver en Dag Enherjer alle
skifte Hug i Odins Gaarde,
Valen fælde de og ride
hjem, naar Kampen er tilende,
sidde sammen saa i Fred.


Odin:
42. Sig mig da, hvorfra, Vafthrudne,
alle Guders Kaar du kjender?
sandt om alle Guders Visdom
og om Jætterne du taler,
alting véd du, vise Thurs.


Vafthrudne:
43. Sandt jeg kan om Jætters Visdom
og om alle Guders tale,
thi i hver en Verden var jeg,
alle Verdner ni jeg gjæsted,
selv i Niflhel jeg var.


Odin:
44. Vidt jeg foer, og mangt jeg fristed,
mange Magters Kraft jeg prøved, -
hvem skal end paa Jorden leve,
naar den store Fimbulvinter
lider over Verden frem?


Vafthrudne:
45. Liv og Livslyst end skal leve,
i Hodmimes Fjelde skjulte,
Morgendugg de har til Føde
Slægter komme skal af dem.


Odin:
46. Vidt jeg foer, og mangt jeg fristed,
mange Magters Kraft jeg prøved, -
hvorfra kommer Sol paa Himlen,
naar engang af Fenrisulven
denne naas og bliver slugt.


Vafthrudne:
47. Solen skal en Datter føde,
førend Ulven hende sluger;
naar saa alle Guder synker,
vandrer hun sin Moders Vej.


Odin:
48. Vidt jeg foer, og mangt jeg fristed,
mange Magters Kraft jeg prøved, -
hvad er det for Møer, som fare,
kløgtige til Vej at finde,
over Havets Bølger frem?


Vafthrudne:
49. Trende store Floder styrte
gjennem Møgthras’ Møers Lande;
er de end blandt Møer baarne.
raade dog kun de i verden
over Slægters Ve og Vel.


Odin:
50. Vidt jeg foer, og mangt jeg fristed,
mange Magters Kraft jeg prøved, -
hvem er det blandt Aser,
som for Guders Arv skal raade,
da, naar Surtes Ild er slukt?


Vafthrudne:
51. Vidar sammen skal med Vale
bo i alle Gudegaarde,
da, naar Surtes Lue slukner;
Mode skal med Magne eje
Mjølner, naar den Strid er endt.


Odin:
52. Vidt jeg foer, og mangt jeg fristed,
mange Magters Kraft jeg prøved, -
hvad skal vorde Odins Bane
i det ramme Ragnarok?


Vafthrudne:
53. Ulven sluger Tidens Fader,
Hævn derfor skal Vidar tage,
Kjæften paa det grumme Udyr
river op han, saa det dør.


Odin:
54. Vidt jeg foer, og mangt jeg fristed,
mange Magters Kraft jeg prøved! -
sig, hvad var det, Odin hvisked
selv sin Søn saa tyst i Øret,
før han blev paa Baalet lagt.


Vafthrudne:
55. Ingen Mand i Verden aner,
hvad du selv i Tidens Dæmning
hvidskede din Søn i Øret!
Døden laa paa mine Læber,
da jeg Oldtids Runer raaded
og om Guders Skjæbne talte!
Jeg med Odin selv har kjæmpet!
Ingen Visdom er som din!


Fodnoter

  1. Odin.


Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.