Skabelsen (Kalevala II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt

IV. De enkelte Sanges Historie

Skabelsen
(I. 177-286).

Vi har haft en Fugl saa fager. Fløj vor Fugl igennem Gaarden, om bag Gærdet, over Vænget, dær var trende brede Buske. Første Busk var blaa af Farve, anden Busk var rød at skue og den tredje gyldenfarvet. Til den blaa vil Fuglen ikke. ringeagter rent den røde, bliver glad for Gyldenbusken. Samled nu sammen til en Rede, sanked en Maaned, sanked tvende, Fjerdedelen af tredje Maaned,

samt endnu i nogle Dage; Æg begyndte den at lægge gennem en Maaned, gennem tvende .... og blev færdig med at lægge. Tog saa til at ruge Unger, ruged en Maaned .... og blev færdig med at ruge. Tager til at dele Ynglen, deler i en Maaned, deler i tvende .... og fordeler saa sin Yngel: Een blev Maanen, til at skinne, een blev Solen, til at straale, tredje: Stjærnen under Himlen.

Saadan omtrent synger unge Piger i Egnene ved Estlands Vest- og Nordkyst. Den fordringsløse Visespøg er bleven brugt som Gyngesang; maaske er den i sin Tid ogsaa undfanget ved Kvældens Gyngeleg, i det mangefarvede Lys under Solens Nedgang, og mens Maanen og Aftenstjærnen allerede fangede Øjet. — Allerede paa estisk Grund, især dog i Ingermanland, bliver Sangen saa knyttet til en Visestump om Havet, og de ingriske Varianter faar herved et nyt Præg: Fuglen (en Svale) søger efter Redeplads, finder ved Stranden tre Tuer (paa dem overføres stundom de estiske »Buskes« tre Farver) og lægge her tre Æg; dem fejer Vinden i Vandet; Svalen faar da en Rive hos Smeden og river Æggenes Stumper sammen; disse bliver saa til de tre Himmellys. Langt naturligere, poetisk set, var jo den estiske Tanke, at de udrugede Unger flyver op og kommer til Ære højt i Luften; tilmed er Æggenes Tretal nu helt unødvendigt, det er slæbt med fra Urformen; nær Petersborg nøjes man da ogsaa med ett Æg, og dette Tal fastholdes langt Nord paa. — Gennem karelske Tange er Sangen vandret op til Østkarelen, hvor den undergaar ny Ændringer. Her er man nemlig falden paa at føje den til Kvadet om »Lappens Skud« (Kal. VI): Väinämöinen svømmer efter at være styrtet af sin Hest omkring ude paa Havet; den redesøgende Fugl (nu naturligt nok en Søfugl: Vildand e. l.) bruger hans Knæ som »græsklædt Tue«; Rugevarmen smærter Väinö, saa han ryster Ægget i Havet. Til de skabte Ting føjes nu Jord og Himmel, dannede af Æggets Under- og Overdel, mens Himmellysene opstaar af Indmaden. Højere oppe i finsk Karelen dukker paany flere Æg op, dog saaledes at der ved selve Skabelsen kun tales om ett (sml. Vs 229 med 233). I russisk Karelen endelig optræder Väinö mere aktivt ved denne Scene; han udtaler Skaberord der kalder Verden frem af Ægget; forinden (I) former han ved sine Bevægelser i Vandet Kysterne og Havets Bunde (sml. Vs 255 — 288). Hermed er vi naaet til det sidste Trin af Almuens »Skabelseskvad«, og det er denne samme Form Lönnrot følger i Gamle Kalevala; i den ny har han gjort to Ændringer: Lappens Skud er gæmt til senere, og Väinös Moder er traadt i Sønnens Sted; herom mere siden. Det eneste Minde om Skaberordene er Vers 284: Land og Grund ved Ordet skabte.

Skabelsessangen har i særlig Grad lokket Forskerne til at tale om »Kalevalamyternes« umaadelige Ælde. Endog Julius Krohn holdt for, at her foreligger en mærkelig Forening af to formentlig ældgamle kosmogoniske Myter, en indoevropæisk — semitisk — hamitisk og en »ural-altaisk«. Dels synes jo her Tanken om »Verdensægget«, der findes hos Indere og Grækere (Orfikerne), Fønikere og Ægyptere (?), at være vandret op til de fjærne finske Folk; dels mindes man om den mærkelige Fortælling som Mordviner, Votjaker og Voguler (finsk-ugriske Stammer), ja Tatarer og Mongoler veed at melde, om at Overguden efter længe at have svømmet rundt paa Vandene sendte den onde Aand i en Søfugls Skikkelse ned efter Dynd fra Havsens Bund, og at Verden skabtes af dette Stof. Det finske Kvad kender jo »Urhav«, svømmende Skaber og Søfugl saavel som Verdensægget! Det ser alt meget lokkende ud, men Sangens ovenfor skitserede Udvikling viser uhjælpeligt hvor tilfældige alle disse Ligheder er: Ægget som saadant har ingen Betydning i den estiske Grundform, hvor det jo er Ungerne der forvandles; Hav og Søfugl kommer først frem hos Ingrere og Kareler, den svømmende »Guddom« skyldes Sammenkædningen med et andet Kvad, og først aller nordligst optræder denne skabende; endelig er det jo først Tilføjelsen af Jord og Himmel (i Finland) der gør Sangen til et egentligt Skabelseskvad, længer Syd paa tales kun om Himmellysene. Ganske vist har den Skjald der føjede Tanken om de to Æggehælvters Forvandling ind, virkelig haft Forestillingen om »Verdensægget« og kan vel — om man endelig vil — have faaet den fra en Indoevropæer (Russer), men den kan saare vel skyldes hans egen Fantasi. — Forresten er den »ural-altaiske Myte« om Gud og Søfuglen, efter hvad Russeren Vesselovskij har paavist, intet gammelt Arvegods, men er i senere Tider vandret gennem Østevropa og Asien. Den stammer fra de gnostiske Bogomiler i Bulgarien (fra 10de Hundredaar) og er tildels bygget over bibelske Æmner (Syndflodsmotiver); Albigenserne er een af denne Retnings vestligste Udløbere, men den kom ogsaa til Rusland, og dens Legender blev kendt, især hos Starovererne og Sektererne; da disse siden hen forfulgtes og udvandrede, bragte de dem med sig bl. a. til Sibirien, hvor mange Stammer optog de farverige Fortællinger. Der er ogsaa kommet Staroverer til Estland og Karelen, og de kunde for saa vidt godt have lært Sagnene fra sig her; men følger vi det finske Skabelseskvad tilbage til dets Udspring, saa føres vi nu engang ikke til de bibelske »Afgrundens Kilder«, men op under Linden som bærer Esterpigens Gynge.