Skirners Fart

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Eddas Gudesange

Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895

Skirners Fart

FREYR, Njords Søn, havde en Dag sat sig paa Hlidskjalv og saae ud over alle Verdner; han saae til Jotunheim og saae der en fager Mø, da hun gik fra sin Faders Hal til Kvindestuen. Deraf fik han stor Hjertekvide. Skirner hed Freyrs Skosvend; Njord bad ham tale med Freyr, og Skade sagde -" - med dette lille Prosastykke indleder Samleren Sangen om Freyrs Kjærlighed til Jættedatteren Gerd, der er saa klar i sin Fortælling, at den fuldstændig taler for sig selv uden at trænge enten til denne Prosaindledning eller til de prosaiske Smaastykker, som Samleren et Par Steder har indskudt. Ligesom det sværmerisk erotiske Indhold, der her for første Gang møder os i Eddaen, saaledes har ogsaa Formen med sine Parallel-Effekter (8-9, 40-42), sine overraskende og uovertræffelige Udtryk for Elskovslængslen og sin ofte høist musikalske Rhytmik et stærkt romantisk Præg, og ofte synes man gjennem Oldsprogets stavrimede Vers at kunne høre den friere Kjæmpevisestrophe klinge.
   Indholdet er oprindelig en Naturmythe. Jættelandets blændende Skjønhed, hvis hvide Arme faar Hav og Himmel til at lyse, er Sneen paa Bjærgliderne. Himmelguden Freyr forelsker sig i hende og sender sin Tjener "Lyseren", hvis Beilen den kjølige Skjønne længe modstaar, men som dog tilsidst forstaar at smelte hendes Hjerte, ganske vist mere med Trudsler om Anvendelse af de frygtelige Kræfter, han er i Besiddelse af, end ved rige Løfter om Solguldet (Æblerne og Ringen Drøpner). Denne Skirner er da Vaaren selv med Solstraalens Sværd og Foraarsvinden til Ganger. Mindst synes Trylleilden at passe, der aabenbart er kommet herover fra en beslægtet romantiseret Natur-Mythe (Svipdag-Sigurd, se Indl. til den følg. Sang); et Vink giver den paafaldende Betegnelse "mørk"; paa Grund af det mythiske Element kan der neppe menes, at det sortner for den, der rider igjennem den (som jeg først oversatte "sortnende"); men der maa tænkes paa et skjult Baals Røgmasser - de mørke Sneskyer, der hænge over Bjærgliden og som Vaarsolen gjennemtrænger og Vinden spreder. - I den udsprungne Foraarslund favnes de Elskende.

Skirners Fart

Skade kvad:

1.
Stat op Skirner! gak at søge
Samtale med Sønnen;
og derom fritte du, hvo der først
vakte den Vises Vrede.

Skirner kvad:

2.
Haarde Ord jeg hented mig vist,
søgte jeg med Sønnen Samtale,
og derom fritted, hvo der først
vakte den Vises Vrede.

Skirner kvad:

3.
Siig mig Freyr, Folkenes Fyrste!
og det jeg vide vilde:
Hvi ene du sidder i øde Sal,
o Drot, Dag efter Dag?

Freyr kvad:

4.
Hvi skal jeg dig sige, du unge Svend!
min svare Sjælekvide?
Alfe-Straale skinner alle Dage,
men paa min Attraa aldrig.

Skirner kvad:

5.
Ei troer jeg Længsel du lider saa svar,
du kan den mig vel melde;
unge var vi sammen i aarle Old,
vi to kan hinanden tro.

Freyr kvad:

6.
I Gymers Gaarde jeg gange saae
mig elskelig Mø;
Arme lyste, Afglans der stod
udover Hav og Himmel.

7.
Elskeligere Mø har Mand ei mødt
endnu i Ungdoms Dage;
Ingen af Aser og Alfer vil,
at vi tvende træffes.

- - - - - - - - -

Skirner kvad:

8.
Gangeren giv, mig bær' over Galderens
mørke Flagre-Flamme;
dertil det Sværd, sig selv mon svinge
imod Thurse-Trolde.

Freyr kvad:

9.
Ganger jeg giver, bær' dig over Galderens
mørke Flagre-Flamme;
dertil det Sværd, sig selv mon svinge,
naar en Helt det haver.

Skirner talte til hesten:

10.
Ude er mørkt, maa vi nu fare
fugtige Fjelde over;
baade vi os bjerge eller baade os tager
Jætten den meget mægtige.

11.
Siig mig, Hyrde! som paa Høien sidder
og alle Veie vogter;
hvordan jeg Ord med Ungmøen skifter
for Gymers grumme Hunde.

Hyrden kvad:

12.
Hvad heller er du fei eller hedenfaren,
Helt paa Heste-Ryg?
aldrig skal du skifte Ord
med Gymers gode Mø.

Skirner kvad:

13.
Bedre Kaar end at klynke er der
for den, der med Il er ude;
til eet Døgn blev min Alder skabt
og hele Livet lagt.

Gerd kvad:

14.
Hvad for Larm hører jeg lyde
her i vore Huse?
Jorden ryster, rundt omkring
skjæve Gymers Gaarde.

Ambaat kvad:

15.
En Helt er her ude, af Hesten stegen,
Gangeren lader han græsse.
- - - - - - - - -
- - - - - - - - -

Gerd kvad:

16.
Ind byd ham gange udi vor Sal
og drikke den dyre Mjød;
dog det mig aner, at udenfor
staar min Broders Bane.

Gerd kvad:

17.
Hvo er det af Alfer eller Asers Sønner
eller af vise Vaner?
hvor kom du ene over knitrende Ild
vor Salsbolig at se?

Skirner kvad:

18.
Jeg er Ingen af Alfer eller Asers Sønner
eller af vise Vaner;
dog kom jeg ene over knitrende Ild
jer Salsbolig at se.

19.
Her har jeg elve gyldne Æbler
dem jeg giver dig, Gerd!
Kjærlighed at kjøbe, saa Freyr du kalder
lifligst af Alle der leve.

Gerd kvad:

20.
Elve Æbler jeg aldrig tager
for nogen Mands Minde;
saalænge Freyr og jeg mon leve,
kan vi ei sammen komme.

Skirner kvad:

21.
Ring jeg bringer, brændt den blev
med Odins unge Søn;
otte af den jævntunge dryppe
i hver niende Nat.

Gerd kvad:

22.
Ring jeg bærer ei, brændtes den end
med Odins unge Søn;
Guld er Godtkjøb i Gymers Gaard,
jeg raader for Faders Rigdom.

Skirner kvad:

23.
Ser du det Sværd, rune-skrevet,
her jeg i Haanden har?
Hoved jeg hugger dig Halsen fra,
giver du ei dit Jaord.

Gerd kvad:

24.
Aldrig taaler jeg at tvinges,
nogen Mand at minde;
Vist jeg troer, om Gymer du træffer,
skal I en Strid bestaa.

Skirner kvad:

25.
Ser du det Sværd, rune-skrevet,
her jeg i Haanden har?
for dets Ægge Jætten segner,
vorder fei din Fader.

26.
Med Tryllevaanden slaar jeg dig tam,
mig til Villie, Mø! -
did du gange, hvor ingen Dødelig
ser dig nogensinde.

27.
Paa Ørne-Høi du aarle sidder,
henimod Helhjem vendt,
ledere ved Mad end nogen Mand
er ved en slimet Slange!

28.
Et Under vorder du, hvor du kommer,
Hrimner for dig ræddes;
mer vidtspurgt du vorder end Guders Vogter,
glo du fra dit Gjærde!

29.
Trudsel og Blussel, Trældom, Banghed -
Taarer af Trængsler gro!
Sæt dig ned, og sige dig skal jeg
al din Sorg den svare,
den tre-foldige Trængsel.

30.
Hver Dag skulle Vætter dig plage
udi Jætters Gaarde;
Graad i Gave for Gammen faar du
lider med Taarer Trængsel.

31.
Trehovedet Thurse til Mand du tage
eller ei Husbond have!
[Traa dig betage, Kval dig kvæle!]
Bliv som Tidslen, der sidder trængt
under Udhusets Tag.

32.
Til Vænget jeg gik, til vædefrisk Træ,
Ønske-Kvist at kaare: -
- - - - - - - - -
Ønske-Kvist jeg kaared.

33.
Gram er dig Odin, gram er dig Gudefader,
dig blive Freyr fjendsk!
du værste Mø! vundet du har
Asers store Afsky!

34.
Hører Jætter, hører Hrimthurser,
hører Suttungs Sønner!
hvor jeg forbander, hvor jeg forbyder
Møen Mand at glæde,
Møen Mand at nyde.

35.
Hrimgrimner hedder, som have dig skal
ved Liggjærdets Led;
Til Thurse-Sal hver Dag du skal
vakle villie-brudt,
vakle villie-løs. -

36.
Dér Trællepak ved Træets Rødder
Gedevand dig giver;
anden Drik du aldrig faa
Mø, imod din Villie,
Mø, med min Villie!

37.
Thurs jeg dig rister og Runer trende:
Geilhed, Galskab, Graad;
saa rister jeg af, som jeg risted i,
naar det fornødent gjøres.

Gerd kvad:

38.
Hil dig Svend! hæv Krystalkalken,
fuld af Fortids Mjød!
Dog tænkte jeg ei, at jeg nogen Tid
skulde unde en Van vel.

Skirner kvad:

39.
Mit Ærind maa jeg til Ende røgte,
før jeg rider hjem fra Jætter: -
naar vil du, Gerd! Njord-Sønnen,
den stærke, Stevne unde.

Gerd kvad:

40.
Barre hedder - vi baade veed det -
liden lønlig Lund;
om ni Nætter Njords Søn nyder
Gerds Gammen der.

Freyr kvad:

41.
Siig det, Skirner, før af du sadler
og gaar et Fjed frem,
hvad du i Jætters Hjem har virket
mig eller dig til Maade.

Skirner kvad:

42.
Barre hedder - vi baade veed det -
liden lønlig Lund,
om ni Nætter Njords Søn nyder
Gerds Gammen der.

Freyr kvad:

43.
Lang er en Nat, længer tvende;
skal jeg ligge trende i Traa!
ofte en Maaned mindre mig tyktes
end higende Nats Hælvt.