Skirnes rejse (F.W.Horn)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda


Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869


Skirnes Rejse
(Skirnisför)


Frøj, Njords Søn, havde en Dag sat sig i Lidskjalv og saae ud over Alverden. I Jættehjem saae han en fager Mø, da hun gik fra sin Faders Hus til Fruerstuen, derover blev han saare mod i Hu. Skirne hed Frøjs Skosvend; ham bad Njord prøve at bringe Frøj til at tale. Da sagde Skade:


1. Rejs dig nu Skirne,
frem for Frøj du gange
Ord med ham at skifte;
derom skal du spørge,
hvem den vise Vaning
er saa gram i Hu.


Skirne:
2. Onde Ord jeg venter,
faar jeg i det Skifte,
om jeg nu vil gange
frem for Frøj og spørge,
hvem den vise Vaning
er saa gram i Hu.


3. Frøj, du nu mig svare,
Guders stærke Hersker,
paa hvad jeg vil spørge.
Hvorfor sidder, Herre,
ene du i Hallen
tavs den hele Dag.


Frøj:
4. Hvorfor skal jeg, Yngling,
dig min Kummer sige,
den er tung at bære!
daglig lyser Solen
over alle Lande,
mig dog ej den fryder
med sit klare Lys.


Skirne:
5. Ej saa svar en Kummer
kan dit Hjerte tynge,
at du, Ven, ej skulde
sige den til mig;
husk, i Tidens Morgen
var vi unge sammen,
vist vi to kan lide
paa hinanden trygt.


Frøj:
6. Hist i Gymes Gaarde
saae en Mø jeg gange,
Møen, som jeg elsker;
hendes Arme lyste,
saa et Skjær sig bredte
over Luft og Hav.


7. Hende mér jeg elsker
end selv Ungdomsvennen!
Ingen dog i Verden,
ej de høje Aser,
ej de høje Alfer
vil os sammen se.


Skirne:
8. Giv du mig din Ganger,
den som kan mig bære
gjennem Flagreluen,
som er tændt med Liste;
giv du mig ihænde
Sværdet, som du ejer,
det, som selv sig svinger
imod Jætters Æt.


Frøj:
9. Du skal faa min Ganger,
den som kan dig bære
gjennem Flagreluen,
som er tændt med Liste;
jeg mit Sværd dig giver,
det, som selv sig svinger,
dersom den er modig,
som det har i Haand.


Skirne talte til Hesten:
10. Mørkt det er derude,
Tid det er at fare
over vaade Fjelde
did, hvor Thurser bo.
Frelste skal vi begge
komme hid tilbage
eller begge blive
hos den fule Thurs.


Skirne red gjennem Jættelandet til Gymes Gaarde. Der var glubske Hunde bundne foran Ledet paa det Hegn, der var om Gerds Sal. Han red frem til en Hyrde, som sad paa en Høj, og hilste ham:


11. Sig du mig, du Hyrde,
som paa Højen sidder
Vejene at vogte,
hvordan skal jeg komme
Gymes Mø i tale
for de glubske Dyr?


Hyrden:
12. Er du dødsens Yngling
eller alt en Dødning,
du, som hid mon ride?
aldrig skal du skifte
Ord med Gymes Mø.


Skirne:
13. Bedre Kaar end Klage
kan vel den sig kaare,
som ej frygter Døden;
spunden er min Skjæbne,
én Gang er for alle
mig mit Livsmaal sat.


Gerd kvad:
14. Hvad er det, som larmer,
saa det gnyr og døner
lydt i vore Haller?
Jorden bæver, voldsomt
skjælver Gymes Gaard.


Tærnen kvad:
15. Nys en Mand herude
stegen er af Hesten,
som han lader græsse.


Gerd:
16. Byd ham da at trine
ind i Gymes Højsal,
byd ham Mjød at drikke;
men den Frygt mig ængster,
at min Broders Bane
er her udenfor.


17. Hvo er du af Alfer
eller Asers Sønner
eller vise Vaner?
hvorfor foer du ene
gjennem Flagreluen
for vort Hus at se?


Skirne:
18. Ej er jeg af Alfer
eller Asers Sønner
eller vise Vaner;
dog jeg foer alene
gjennem Flagreluen
eders Hus at se.


19. Ell’ve gyldne Æbler
- her du kan dem skue –
vil jeg, Gerd, dig give
for din Gunst at vinde,
om du vil mig love,
at dig Frøj skal være
kjærest under Sol.


Gerd:
20. Ell’ve gyldne Æbler
vil jeg aldrig tage
nogen Mand til Vilje,
Gerd og Frøj skal aldrig,
mens vort Livsmaal varer,
sammen fæste Bo.


Skirne:
21. Ringen jeg dig giver,
som blev brændt paa Baalet
med den unge Balder;
otte lige tunge
lader Drøpner dryppe,
hvergang otte Nætter
lide over Land.


Gerd:
22. Ej din Ring mig frister,
skjøndt paa Baal den brændtes
med den unge Balder;
ej til Guld vi trænge
i min Faders Gaarde,
at jeg skulde øge
Gymes rige Arv.


Skirne:
23. Ser du denne Klinge,
som jeg har ihænde,
den er stærk og smidig,
den er slank og hvas;
fra din Hals jeg hugger,
Gerd, dit skjønne Hoved,
følger du mig ej.


Gerd:
24. Tvang skal ingensinde
Gymes Datter kue
til en Mand at føje;
det forsand jeg siger,
dersom du og Gyme
mødes kampberedte,
vorder Striden haard.


Skirne:
25. Ser du denne Klinge,
den er stærk og smidig,
den er slank og hvas;
for dens Egg din Fader,
Gerd, i Græsset bider,
vist skal Døden ramme,
ham, den gamle Thurs.


26. Ser du Tryllevaanden
den skal vel dig tæmme
saa du maa mig føje,
jeg med den dig slaar.
Derhen skal du flygte,
hvor du ene færdes,
hvor til Verdens Ende
ingen Mand dig ser.


27. Højt paa Ørnens Tue
skal dit Sæde være,
bort du skal fra Verden
vende dig mod Hel;
du ved Mad skal ledes
mér end Manden ledes
ved den Orm saa led, som
glinsende sig snor.


28. Og naar du dig viser,
skal med Undren Hrimne
skal med Rædsel alle
stirre paa dig, Mø;
mere kjendt du vorde
skal end Guders Vogter,
som en Skræmsel skal du
staa ved Ledet Gerd.


29. Raseri og Jammer,
Afsind, rastløs Higen
skal jeg for dig riste,[1]
øges skal din Graad;
sæt dig ned og hør mig,
jeg skal dig fortælle
om din svare Kvide,
om din grumme Kval.


30. Troldene skal pine
dig i Jættelandet
fra den lyse Morgen
til den Mørke Nat;
daglig skal du krybe
hen til Thursers Haller,
hver en Fryd berøvet,
aldrig Glæde faa;
ikkun Graad for Gammen
skal dig Dagen bringe,
Livet skal du leve
under Suk og Graad.


31. Altid skal du være
hos en vanskabt Jætte,
eller aldrig skal du
dig en Husbond faa;
Gejlhed skal dig martre,
lede Jættekvinde,
som en Tidsel skal du
vorde gold og tør.


32. Dybt i Skoven gik jeg
gik til Trolddomstræet,
søgte Tryllevaanden,
Tryllevaanden fandt jeg.


33. Vred paa dig er Odin,
vred er Asabrage,
ogsaa Frøj skal hade
dig, du lede Kvind;
alle stærke Guder
har til Had du egget,
alle Guders Vrede
grumt dig ramme skal.


34. Hører det, I Jætter,
hør det alle Thurser,
hør det Suttungs Sønner,
hør det Asers Venner,
hør det hver og én,
hvordan jeg forbyder,
hvordan jeg forbander
Møen Mandens Favntag,
Kjærlighedens Lyst.


35. Hrimgrim hedder Jætten,
som dig, Gerd, skal eje,
bagved Helhjems Gitter
skal I sammen bo;
der skal usle Trælle
under Træets Rødder
Gedevand dig række,
det er al din Drik;
aldrig med min Vilje
faar du bedre Drikke,
vil din Tørst du stille,
læsk dig da paa det.


36. Thurs jeg nu dig rister
og de trende Stave:
Raseri og Gejlhed,
frugtløst, rastløst Savn;
som jeg nu dem rister,
om det gjøres nødig,
om du føjer mig.


Gerd:
37. Vær da heller hilset,
Velkomst jeg dig byder,
tag imod vort Bæger
med den gamle Mjød. –
Aldrig dog jeg tænkte,
at jeg kunde elske
Frøj, den Vanes Ætling.


Skirne:
38. End du maa mig sige
Ét, før bort jeg rider:
Naar vil vel du møde
Njords den unge Ætling,
naar skal Frøj dig se?


Gerd:
39. Barre hedder Lunden,
som vi begge vide,
der er tyst og stille;
der om Nætter ni vil
Gerd med Guden mødes,
der skal Frøj mig se.


Saa red Skirne hjem. Frøj stod udenfor og hilste og spurgte ham om Tidender:


40. Sig du mig nu, Skirne,
skynd dig, før du Sadlen
tager af din Ganger,
før et Fjed du træder,
hvilket Bud du bringer
hid fra Jættelandet,
hvad du der har virket
dig og mig til Vilje.


Skirne:
41. Barre hedder Lunden,
som vi begge vide,
der er tyst og stille;
der om Nætter ni vil
Gerd med Guden mødes,
der vil Frøj hun favne.


Frøj:
42. Længe varer én Nat,
tvende varer længer,
naar mon tre faa Ende!
ofte er en Maaned
kortere mig falden
end den Stund, jeg vented,
denne halve Nat.


Fodnoter

  1. ɔ: Runer, som voldte hende Raseri og Jammer, Afsind, rastløs Higen.



Note: I Winkel Horns oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.