Snorre Sturlason og Sturlungerne - Gudmund Areson

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snorre Sturlason og Sturlungerne

Gudmund Areson

av Fredrik Paasche

H. Aschehoug & co.

Oslo, 1922.

Ved midten av det 12. aarhundrede bodde høvdingen Torgeir Halleson under Hvassafell nord i Eyjafjord. Han var ættet fra landnaamsmanden Helge den magre og kunde regne sig i frændskap med mange av fortidens stormænd. En datter av Torgeir var Ingebjørg, som blev Hvam-Sturlas første hustru; en søn av ham var Torvard, som en vinter var gjest i Hvam og der kom i kjærlighet med Yngvild Torgilsdatter fra Stadarhol. Siden blev Torvard en mægtig høvding paa nordlandet og en god skald. Torgeir hadde ogsaa andre sønner. En av dem het Ingemund; han blev prest og var en gjæv mand, men likte sig bedst hos sine bøker. En het Are og lignet mere sin bror Torvard; Are hadde barn med den kone som het Rannveig, og en av deres barn var Gudmund Areson.

Gudmund blev født i 1161, tirsdagen den 26. september. Ved den tid fór hans far til Norge og fulgte Erling skakke i hans kampe. Da Gudmund var 6 vintrer gammel, kom det bud til Island, at Are var falden i Norge; Torvard, bror til den faldne, digtet et arvekvad om ham og syntes det var den bedste trøst at prise hans mandsmod i kvad som gik vide.

Gudmund kom nu til Ingemund prest, sin farbror; av ham lærte han at læse, og siden han ikke var født i egteskap, blev det al den farsbot og farsarv han fik, at han blev banket til boken. Gudmund likte ikke læsningen og var meget stridig. Alle kunde se, at høvdingættens styrke rev og slet i ham, ti han vilde raade, hvem han saa hadde at gjøre med, og derfor var Ingemund prest haard mot ham.

Gudmund var ofte i lek med sit søskenbarn Øgmund Torvardsson og andre smaasveiner. Men den lek endte altid slik, at til Gudmund laget de mitra og biskopsstav og messeklæder, kirke og alter, og han skulde være biskop i leken, men Øgmund fik øks og skjold og skulde være hærmand.

Da Gudmund var 14 aar, blev han viet til messedjakn. I 1180, da han var 19 aar, skulde han følge sin fosterfar Ingemund prest til Norge, og de gik ombord i et norsk skib, som laa ved Gaasar i Eyjafjord. Søndagen den 28. september la skibet tilhavs, og de var allerede kommet langt mot nordøst paa kysten, da de møtte et voldsomt veir. De drev for vinden en ukes tid, sjøerne kastet med skibet og førte det like til Hornstranderne, det høie og øde land længst mot nordvest paa kysten; men selv kunde de ikke med visshet sie, hvor langt de var drevet. Da spurte en av mandskapet, om nogen kunde fortælle ham, hvor de brændinger var, som heter Tuvabrændingeme, og fik til svar, at de laa ut for Stranderne. "Jeg har drømt," sa han, "at dit er vi nu kommet."

Det var kveld, da dette hændte, og de sat ved matbordet, under telttaket som var spændt over skibet. En nordmand, som het Aasmund, løste nu paa teltkanten og vilde se ut over sjøen. Da ropte han: "Vær stille nu! Av med tjældene! Op alle mand! Der er brændinger overalt forut, skyt bordene til side og tænk ikke paa maten!" Da sprat alle op og kastet tjældene av og var rædde og trodde det tryggest at gaa til forlik med Gud. Styresmanden Haavard ropte: "Hvor er skibspresten vor?" Dette var sagt til Ingemund prest, og Ingemund svarte: "Det trænges ikke at lete længe efter ham; men hvad vil I ham?" De ropte: "Vi vil gaa til skrifte!" Men Ingemund syntes, de kunde ha andet at gjøre. "Ikke er det bedre at gaa til skrifte nu end det var i høst," sa han; "hver drottinsdag bad jeg eder for Guds skyld gaa til skrifte; men I vilde aldrig lyde. Nu maa Gud skrifte eder; ti nu er sjøen like nær os allesammen. Vær nu snare og urædde!" Men de andre vilde ikke slippe taket paa ham; han var jo Guds mand der i nøden, og maatte vel ha nogen trøst for dem; ti nu skræmte deres synder dem meget. "Prest!" sa de, "saa vil du vel love pilgrimsgang og andre storløfter sammen med os, for nu er der ikke hjælp i noget andet?" "Visst vil jeg ikke," svarte Ingemund; "skal jeg være med at love, saa vil jeg selv raade for løftet; ti nu vil jeg like litet ha eders omsorg for mig, som I vilde ha min i høst." "Hvad vil du love da, prest?" ropte de. Ingemund sa: "Jeg vil kalde paa den almægtige Gud og det hellige kors og fru sancta Maria og alle helgener og love at gi tiendedelen av alt, som kommer frelst i land, til kirker og fattige." De svarte: "Du skal raade, prest! Ti nu kan vi ikke være din omsorg foruten." Saa gav de haandslag paa dette løfte.

Gudmund Aresson. Illustrasjon fra Prestssaga Guðmundar góða, 12te - 13de århundre.

Men nu var de drevet like indpaa brændingerne, og der blev stor trætte om hvad raad de skulde ta, og hver vilde sitt. Somme vilde heise seil og løp hen for at gjøre det. Men Haavard styresmand tænkte stadig, at det var bedst at vende sig til den alvældige Gud og søke at faa magt over hans øre. Og han tænkte, at i denne høieste nød gjaldt det at nævne Gud med det høieste og sterkeste av alle hans mange navn. Men det var saa ilde, at han mindtes ikke navnet selv og maatte spørre Ingemund prest, om han kjendte Guds høieste navn. "Jeg kan nogen navn paa Gud," svarte Ingemund, "og jeg tror det er sandt som Paal apostel sier, at ikke noget er helligere end navnet Jesus; men ikke vet jeg, hvad du kalder det høieste." Haavard styresmand visste ikke meget; men det visste han, at Jesus-navnet, som han hver dag hørte, ikke kunde være det høieste av Guds navn, og han blev harm og sa til Ingemund: "Ikke kalder jeg slikt prester, som ikke kan navnene paa Gud." Han ropte paa Hallstein styresmand og spurte: "Kan du det høieste navn?" "Gud er mit vidne," svarte Hallstein, "at jeg tror ikke jeg mindes det nu i stunden, og det er ilde; men Tord kraaka kan det visst." Haavard ropte: "Tord kraaka! kan du navnet?" Tord svarte: "Det er værre, fælle! at det er gaat mig av minde; men Torbjørn humla maa kunne det." "Ja, ja! det er godt, det er godt," ropte Haavard; "si navnet, Torbjørn humla, om du kan det!" Torbjørn svarte: "Jeg vilde nok gjerne kunne det; men jeg tror at jeg aldrig har hørt det navn; men jeg kan vise til den mand som jeg tror maa kunne det, og det er Einar vipa." De talte da til ham, og han nævnte det navn, som var det rette. Men det hjalp ingenting. Store sjøer brøt ind over skibet og tok skanseklædningen med sig paa begge sider og skyllet bort alt, som laa løst paa lasten, og for og agter maatte folk øse for at holde fartøiet flytende. Ingemund prest fik se, at hans brorsøn Gudmund Areson laa urørlig oppe i skibsbaaten, med høire foten hængende utenfor. Ingemund spurte, hvorfor han ikke stod op; men han svarte, at det maatte ligge noget tungt paa ham, for han kjendte det, som om han ikke kunde røre paa sig. De gjorde ham fri av seilet, som hadde slaat sig om foten; men han kunde ikke staa op nu heller, og sa at han stadig kjendte en tyngsel over foten. Ingemund skulde nu se nøiere efter, og da var benet knust mot baatkanten og tærne vendte dit hvor hælen skulde være. De laget da et leie til Gudmund oppe i baaten.

Nu savnet Ingemund prest sin bokkiste, for den var slaat overbord, og det tyktes ham et haardt hugg; ti hvor bøkerne var, der var al hans glæde; og nu var ogsaa den mand lemlæstet, som han elsket mest. Men endda takket han Gud og syntes, at nu hadde den drøm faat fremgang, som han hadde drømt natten i forveien, at han var kommet til erkebiskop Eystein, som tok vel imot ham, men sa: "Jeg synes ikke det gaar snart med din færd, og den gjør mig ikke let i hugen."

Den drøm hadde Gudmund Areson tydet saa, at en erke-bysn, en stor forfærdelse, skulde komme over dem.

Utpaa natten fik de kastet anker, og næste morgen berget de sig i land fra skibet paa noget tømmer. Det blev talt om, hvordan de skulde faa Gudmund med sig. En mand som het Berse og kaldtes "lik-kjøt", fordi hans ene kind var blaasvart, mente at de hadde nok med at berge sig selv, om de ikke ogsaa skulde fare med en fotbrudden mand, og han vilde at de skulde kaste Gudmund overbord. Men Torarin roste kaldte ham en usling og sa, at om ret var, skulde de hive Berse lik-kjøt selv overbord. Nu flyttet skibet paa sig og blev staaende paa grund; de la da Gudmund i vadmel og firet ham ned langs skibssiden, og to mand tok imot ham og bar ham mot land, mens andre gik like efter og tok av for sjøerne. Hver gang dragsuget kom, holdt det paa at føre dem til havs; men naar brændingen bar indover, blev den til hjælp for dem, og omsider naadde de land. Straks efter kastet skibet sig ut mot dypet, og brotnet; alt som var ombord skyllet tilhavs, og bare litet drev siden i land.

Paa det sted bodde en mand, som het Snorre og var lægekyndig. Han tok imot Gudmund og førte ham hjem til sig og stelte med ham, som han bedst kunde; ti han var nok en fattig mand, men hans vilje var god. Der kom meget folk fra de nærmeste bygder og vilde hjælpe skibbruddsmændene og berge deres gods. Da gav Ingemund prest Gud et løfte, forat hans bokkiste og bøker skulde komme til land, og faa nætter senere spurtes det, at kisten var drevet op litt østenfor og var uskadt, for vel hadde sjøen brutt av to av hasperne til den, men den tredje hadde holdt. Ingemund drog nu avsted for attørke sine bøker, og da han kom tilbake fandt han at Gudmunds fot var grodd sammen.

Men Gudmund maatte endnu ligge længe i pleie, og Ingemund tok vinterophold paa en anden gaard, i Steingrimsfjord syd for Stranderne. Dit kom Gudmund Areson gaaende paa sine ben tre uker før paaske i 1181; men da var foten brutt op, og leggbenet hadde skaaret sig ut. Saasnart paasken var omme, maatte Gudmund fare vestover til Breidefjord og søke den ypperlige læge Helge prest. Helge gned foten, og to mænd drog benstumpen ut med en tang. Siden læget Helge saaret, og Gudmund blev hos ham utover vaaren, til han hélt var kommet sig.

Den vinter Gudmund Areson laa syk oppe paa Stranderne, hadde han ikke ro hverken nat eller dag, slik længtet han til sin fosterfar, ti nu skjønte han hvor meget godt Ingemund hadde gjort ham. Det var, som om han skiftet sind i den tid; og siden var det, som om hvert aar gjorde ham til en bedre mand.

Sommeren 1183 hadde han en sak paa Altinget og fik en drapsmand dømt til skoggang, men maatte senere taale, at andre støttet hans "skogmand' og gav ham fredly. Han fór da til Hvam og vilde ha hjælp hos Sturla Tordsson, men Sturla laa i sin banesott, da han kom, og døde to dager senere. Gudmund blev i Hvam til Sturla var gravlagt, og hadde nu mistet den trøst, hans vón hadde staat til. Men sin iver hadde han ikke mistet. Da saa han nøiere paa sin sak og syntes den var meget vanskelig. Ti om han opgav den, gik det ut over hans hæder; og om han holdt frem med den, kunde han miste vigsler og presteskap paa det. Da fandt han raad hos den, som var hans hjælper, og det var den almægtige Gud; av ham fik han kraft til bøn, og han lovet at gi Gud det gods han skulde ha hos den fredløse, om saken kunde faa en utgang, som ikke blev til sjælefare for ham. Senere kom store ulykker over hans skogmand; men Gud vaaket over Gudmund, saa han hverken hadde lagt ord eller gjerning til det, som hændte, og blev uten skyld. — Og den 16. mars i 1185 mottok han den hellige prestevigsel av biskop Brand av Holar. Ingemund, hans fosterfar, var tilstede, og da de skiltes, gav han Gudmund et sæt messeklæder og sine bedste og mest lærerike bøker.

Samme aar fór Ingemund til Norge og kom til Nidaros og møtte erkebiskop Eystein; ti to aar i forveien var erkebiskopen vendt hjem fra landflygtighet i England og hadde opgit Magnus Erlingssons sak og bøiet sig for kong Sverre, og nu var kong Magnus falden, og Eystein og Sverre stod i godt forlik med hverandre.

Ingemund bodde i herberge i Nidaros; men under de store høitider var han erkebiskopens gjest, og Eystein gav ham et kapell til at holde gudstjeneste i, Jonsstuken ved selve Kristkirken. Da grønlendingernes biskop døde, vilde erkebiskopen gi Ingemund biskopsvigsel og sende ham til Grønland, men kunde ikke faa ham overtalt.

Vaaren 1188 fór Ingemund i kjøpfærd til England og lastet sit skib med vin og honning, hvete og klæder og kom til Bjørgvin med varerne. Den følgende vaar vilde han fare hjem til Island og seilet ogsaa ut og hadde mange i følge, baade nordmænd og islendinger; men storm drev skibet op mot det land, Ingemund ikke vilde til, Grønland, og i ubygden langt mot nord døde han og alle hans fæller. Dette kom for dagen 14 aar senere, ti da blev skibet fundet; og da fandtes ogsaa 7 mænd under et fjell som lutet utover, og mellem dem var Ingemund prest. Og der laa en vokstavle, hvor han hadde ristet runer ind og fortalt hvordan alt var gaat for sig. Han var den andre i ætten som omkom paa Grønland. En bror av ham, som het Einar, var ogsaa drevet op i ubygden der, og mandskapet paa hans skib hadde delt sig i to flokker, som slos om maten de førte med, og Einar var undkommet selv tredje og hadde søkt til bygden, men var kommet op paa jøklerne og døde da han bare hadde én dagsvei igjen til bygget land.

Samme aar som Ingemund og hans fæller mistet livet, kom et merkelig skib med 13 mand ombord fra Grønland til Island: de hadde ikke meget jern i havet der vest; saa var skibet sømmet med trænagler og bundet sammen med senetraad. Næste sommer la mandskapet ut igjen; men siden spurtes ikke mere til det skib.

I 1185, da Ingemund prest fór til Norge, var den bedste ven Gudmund Areson hadde, biskop Brands søn Torgeir, i følge med ham. Han bodde hos erkebiskop Eystein om vinteren. Frem paa vaaren vilde han vende tilbake, men blev syk paa overfærden og døde da han kom i land. Hans lik blev ført til Holar, og biskopen, hans far, visste ikke at han var død, før de kom med liket. Disse hændelser gik sterkt indpaa alle Torgeirs frænder; men den som sørget mest var Gudmund Areson, hans ven. Det blev nu klart for alle, at han var blit en anden mand; ti Torgeirs død gjorde saa sterkt et indtryk paa ham, at han samlet alt sit liv om det som hører Guds rike til. Hans tro gjorde ham saa ivrig i bønnehold og gudstjeneste og almissegodhet og haardlevned, at somme fandt det overdrevet og mente at han ikke kunde taale det. Han tok klerker hjem til sig og lærte dem, og hver dag mellem kirketiderne underviste han og skrev han. Han ransaket folks bøker, og naar han fandt ting han ikke hadde i sine egne, skrev han det av og optok meget i sin tro, som ingen mand hadde kjendt til tidligere.

Hvert aar gav han det offer, han fik, til mat og klæder for fattige frænder. Men det merkeligste var, at Gudmund Areson vigslet kilder og brønder med hellig sang og gav dem lægedomskraft. Han fik mange avindsmænd, og de vilde ikke høre ham rost; en av dem sa, at ingen kunde vite, om de relikvier, Gudmund lot folk kysse under høitiderne, var helgenben eller hesteben. Men almuen elsket ham og kaldte ham Gudmund den gode. Og en dag han stod foran alteret og hadde læst evangeliet og vendte sig om og fremsa Dominus vobiscum, da saa en kvinde, som var i kirken, at en ildslue, lysere end nogen hun før hadde set, íór op fra hans mund og blev borte under taket.

Vaaren 1191 blev Gudmund kaldt til prest paa gaarden Vellir i Svarvadardal, vest for Eyjafjord; dalen gaar fra kysten indover mot sydvest og er gjennemstrømmet av en aa, er 2 mil lang, og frodig, men har bratte fjell paa begge siderne. Vellir hadde ved aar 1000 været sæte for høvdingen Valla-Ljot, som der gik en egen saga om.

Ved den tid Gudmund Areson kom til Vellir, raadet stor uro i bygderne ved Eyjafjord, og faa aar senere var det Gudmund dyre brændte inde sin fiende Ønund i Langalid. Sønnerne paa Vellir var med i disse stridigheter, og Gudmund Areson fik merke et og andet av ufreden. En gang maatte han føre hjem til sin kirke liket av en mand, som var blit dræpt og siden gravet ned i en snefonn og hadde ligget der længe. Der hændte ogsaa andet, som vidnet om haarde tider.

Men ellers var det godt at være paa Vellir. Oftest kunde Gudmund Areson leve som han helst vilde, i god fred og i sin drottins heim og tjeneste. Og underlige ting hændte ved den lille kirke, som gav ham sit hellige ly. Det var en høstdag han var redet ned til fjorden for at møte venner som kom hjem fra Norge, at han blev opholdt dernede hele dagen, for nu hadde folk tat til med at søke lægedom hos ham, hvor han saa kom. Sent paa kvelden red han op i dalen igjen. Da han kom hjem, var aftensangen sunget og kirken laast og folk gaat tilsengs. Gudmund vilde gjerne ind i kirken, men visste at den var laast og hadde ikke lyst til at vække folkene og be om nøkkelen. Da tok han i kirkedøren, og saa var den allikevel aapen. Men ingen der paa gaarden kunde sie hvem som hadde aapnet den.

En kone som var gammel og svaksynt, men sterk i troen, hadde tilhold paa Vellir; under gudstjenesten pleide hun at sitte oppe ved alteret paa kvindesiden og faldt stundom i søvn. Gudmund prest var nøieregnende med folks adfærd, og allermest i kirken, og han likte ikke at konen sat saa nær alteret. Men han var god mot barn og gammelt folk og alle som trængte ham og kunde ikke faa det over sit hjerte at sie et ondt ord til denne gamle kone.

Saa var det en dag efter messen, at kjærringen stabbet ut mot kordøren og vilde finde Gudmund prest, netop som messeklædeme blev tat av ham; han møtte hende med venlighet og spurte hvad hun vilde. Men hun spurte hvem det var som stod der. Han svarte: "Her er Gudmund prest, vennen din!" "Da er jeg sæl," sa konen, "og nu kjender jeg mig berget; men ikke vet jeg hvad det er med mig. Jeg blev saa tung i hodet, da du messet og tok til med 'præfatio'; men saa syntes jeg at en mand kom til mig og sa: "Op, hjerter!" Da spratt jeg op og hørte, at da sang du sursurn corda, og ikke vet jeg hvad det er med mig." Gudmund sa: "Ikke skal du undres over dette, søster! Gud vækket dig, søster, for han vilde ikke at du skulde sove under messen saa nær alteret."

Tidlig paa nyaaret i 1195 skulde Gudmund fare vestover til Holar og gjeste biskop Brand og andre venner, og som vanlig var der mange som slog sig i følge med ham. Veien laa over Heljardalsheien, i urd og mellem dype gjél. De kom sent avsted og hadde ikke gaat længe, før luften tyknet til og vaat sne kom drivende. Og da de søkte op paa selve heien, tok veiret til at vokse og luften blev koldere og sneen kom i fok. Det var vestenveir, og det bar imot, og nu tok somme i følget til at fryse; og færden blev sinket, ti der var kvinder og barn i flokken, og de var tyndklædde og hadde smaa kræfter. Tilslut blev veiret saa kvasst og ondt, at det var knapt mændene kunde gaa imot det, og foket blev saa tæt og mørkt, at de ikke kunde se vei foran sig, og natten tok til at falde. Da Gudmund prest var kommet op paa heien, satte han sig ned og ventet paa dem som var svakere og kom efter, og da de alle var samlet, sa han dem sin vilje, at de skulde vende og gaa nedover igjen, med veiret og bakkerne. Han flettet av sig sin kjortel og la den om smaamøen Una, som frøs meget. Saa tok han Jodis, sin fosterdatter, ved haanden, og ledte hende; og Erlend prest ledte Vermund, en av hans læresveiner, og Gest, som ogsaa var hans læresvein, gik sammen med dem.

I en anden flokk var sveinen Ingjald og Helga, hans mor, og en mand som het Sigmund. Helga og Sigmund faldt ned i et gjél; da kunde ikke hun gaa længer, og Sigmund gravet hende ind i en fonn og gik fra hende; siden løp et sneskred over gjélet, og Helga blev ikke fundet før om sommeren ved Columbamesse. Sveinen Ingjald, hendes søn, hadde faret for at lete efter sin mor og var blit borte for sit følge, og hans lik fandtes ved Antoniusmesse, og da han blev ført til kirken paa Vellir, ringet kirkeklokken av sig selv imot ham. Med møen Una fór 2 mænd, indtil hun mistet kræfterne; da la de hende i fonn og svøpte hende i Gudmund prests kjortel og gik saa fra hende og kom hjem sidst paa natten. De som fulgte Gudmund, hans fosterdatter Jodis og Erlend prest og læresveinerne Vermund og Gest, stred sig ned fra heien; men da orket ikke Vermund at gaa længer. Gudmund vilde ikke forlate sin læresvein og bad Erlend prest grave dem ly i snefonnerne. Mens Erlend gravet, døde Vermund i sin fosterfars arm og under hans kaape. Da kunde ikke møen Jodis mere, og Gudmund la hende ind i fonnen og satte sig hos hende og lot de andre søke hjemover; paa veien løp sveinen Gest ut i en aa; han kom sig op, men døde straks efter.

Jodis laa inde i fonnen med ansigtet ned, Gudmund, hendes fosterfar, laa paa ryggen med sveinen Vermunds lik over sig. Om en stund sa Jodis at hun frøs paa halsen, som laa bar mot sneen. Da kjendte hun, at Gudmund strakte haanden ut og la den mellem sneen og hendes hals, og der blev den liggende urørlig natten lang.

Da det lysnet av dag, krøp de frem av snefonnen og vilde gaa, men orket sig ikke langt og blev berget av bygdefolk, som kom med øyk og slæde og søkte efter dem og syntes at de hadde hentet Gudmund Areson hjem fra Hel. Dagen efter — det var den 13. januar, "straaledagen" — blev likene av Vermund og Gest ført ned til bygden. Men smaamøen Una blev fundet i fonnen, hvor de hadde lagt hende, svøpt i Gudmund den godes kjortel, og hverken frost eller hunger hadde faat magt over hendes liv. Drottinsdagen blev de døde kjørt til kirke, og i en anden slæde sat Gudmund prest og Jodis. Gudmund sang over sine læresveiners lik og strøk dem over hodet og kysset dem, og graat og sa: "Gud vække eder til livet hos sig, i sit rike!" Natten efter drømte Jodis, at hun kom til et sted hvor mange smaasveiner lekte sig, og mellem dem var Gest, og han sa at da hans fosterfar strøk ham over hodet og bad for ham, hadde Gud hørt bønnen og git ham livet.

Nogen tid senere kom en kvinde, som het Rannveig, til Gudmund og vilde fortælle ham om et syn hun hadde havt. Mens hendes legeme hadde ligget i avmagt, hadde sjælen været paa vandring og set ind over helvede og himmel. Djævler hadde talt til hende og lovet hende den rette løn for det hordomsliv hun hadde levet, først med én prest og saa med en anden; de hadde slaat hende over benene og ryggen med en gloende svøpe og sagt, at dette fik hun, fordi hun hadde pyntet sig med skrudsokker og svarte sko og fint lerred for at være vakker i mænds øine. Men siden var et stort lys kommet over hende, og hun hadde set Guds moder Maria dronning selv, saa bjart som sol, og hun hadde set et hus, høit og gjævt, og fagre blomstersletter rundt omkring, og det var blit sagt hende, at Gudmund prest eide dette hus, og at det var hans bønner, som holdt Island oppe, og at han ikke skulde komme i lavere sæte end Tomas av Kantaraborg. Folk tok Rannveigs syn paa ulike vis; somme vendte sig til bot; men somme blev forarget, fordi hun talte saa høit om helvede og hadde set mænd av deres eget slag dernede, og de foretrak at staa i sin synd og ha sin egen mening om saken.

I denne tid forlot Gudmund den gode Vellir og var meget paa færder rundt om i landet. Sommeren 1199 var han i Hvam som gjest i Snorre Sturlasons bryllup, og derfra drog han til Reykjaholar og vigslet en kilde; siden lot uvenner av ham sit eget legemes urenhet flyte ned der og vilde paa den vis haane ham, men kunde allikevel ikke ta lægedomskraften fra kilden.

Sommeren efter hændte det i én av hans færder, at en mand som hadde en syk haand stod og saa paa ham om natten, mens han laa og sov, og saa et lys over ham, som om en straale skinnet ned, og stak haanden ind i lyset og fik den helet. Noget senere kom en kvinde løpende til ham og vilde ikke længer være hos den mand, hun levet i synd med, og bad ham med angerstaarer om miskund og fulgte ham jævnlig siden, — lik kvinden som i Simons hus krøp graatende til Krists føtter og fulgte ham siden til korsets pine. Samme høst hændte det, en gang Gudmund laa og bad, at han syntes sovne ind under bønnen. Han sank ned over sin djakn, som laa i samme bænk, men da han hadde ligget slik en stund, kunde djaknen ikke kjende at Gudmund hadde nogen vegt længer; og det varet en tid. Siden spurtes det, at samme nat og selvsamme stund hadde en mand, som var paa kirkevei og fór gjennem vildmarken, set en trollkone deroppe og bedt at Gudmund prest skulde hjælpe ham hos Gud. Og da hadde han set et lys og i lyset en mand i svart kaape, en liten og før mand med et bredlagt og venlig aasyn, og hadde skjønt at her var den hjælper kommet, som han hadde søkt sig. — Og nu kunde alle forstaa, hvorfor djaknen ikke hadde kjendt nogen vegt av Gudmund denne nat.

For hvert aar steg Gudmund Areson til større hæder. Nordlandshøvdingen Kolbein Tumeson, bror til Sighvat Sturlasons hustru, lot ham bo paa sin gaard om vintrerne og være husprest der og kaldte ham en sandhellig mand og sa, at han selv hadde prøvet hans evner. Sommeren 1198, da den hellige biskop Torlaks legeme blev tat op av jorden, var Gudmund i Skaalaholt, og blev stillet nærmest biskop Paal og biskop Brand og var med til at vælge ut de tekster, som blev sunget. Nu vilde nordlendingerne ogsaa ha sin helgen og fandt ham i Jon, som hadde været den første biskop av Holar. I mars aar 1200 blev Jons ben tat op av jorden, og Gudmund ledet gudstjenesten, ti biskop Brand var syk. Om sommeren fik han Altinget til at vedta en egen messedag for den hellige Jon. Der var folk som mente, at de hadde nok med den hellige Torlak, og det hændte en gang siden, da Gudmund tok frem et stykke ben av Jon, at en prest syntes, benet hadde en styg og uhellig farve. Men da blev presten straffet med, at alle, undtagen han, merket en søt lugt av benet; og nu blev han ræd og skammet sig over sin vantro og sine ord og bad den hellige Jon om tilgivelse, og straks efter kjendte han den samme søte lugt som de andre.

Høsten 1200 fór Gudmund til Tingeyrar kloster. Der var abbeden Karl Jonsson, som hadde været i Norge og under kong Sverres tilsyn skrevet kongens saga, og der var Gunnlaug munk, den boklærdeste mand, som har skrevet sagaer om den hellige Jon og om kong Olav Tryggvason og om den hellige Ambrosius og har oversat fra latin det digt, som kaldes "Merlins spaadom". Abbed Karl og Gunnlaug munk mottok Gudmund med en procession og sang til ham responsoriet vir iste in populo suo mitissimus apparuit; sanctitate autem et gratia plenus iste est, qui assidue orat pro populo et pro civitate ista, — det er: denne mand har vist sig som den frommeste i sit folk; fuld av hellighet og naade er han, som uavladelig beder for folk og land. Det var allerede klart, hvor Gudmunds venner vilde hen med ham: op paa Holar bispestol, saasnart den gamle og syke biskop Brand døde.

Sommeren 1201 var Gudmund i Skaalaholt; natten efter at han var kommet dit, døde einsætekonen Ketilbjørg, og biskop Paal lot Gudmund prest synge liksangen over hende, og den tjeneste blev saa merkelig, at stormanden Gissur Hallsson vidnet om det i den tale han holdt over graven og sa at vakrere liksang hadde ingen hørt. Siden vilde Gudmund til Austfjorderne og kom til Svinafell, gaarden hvor høvdingen Rose Tordsson, som brændte inde Njaal og hans sønner, engang hadde levet. Svinafell ligger op mot den vældige Vatnajøkel og dens skridende utløpere, og en jøkel-elv bruser forbi gaarden. Denne sommer var det stor flom i elven, og aker og eng blev ødelagt. Da bad høvdingen paa Svinafell, at Gudmund prest skulde synge over aaen, og Gudmund gik ned til den og hadde sine klerker med sig og bar paa et billede av den hellige Nikolas, han som frelser fra al fare baade paa sjø og land. Morgenen efter hadde aaen tat et nyt løp, som det ofte kan hænde med jøkel-elverne, og stundom til stor skade for bygderne; men denne gang var det sandmoer, der hvor elven hadde brutt sig vei.

Paa Svinafell var der en gammel kone, som laa tilsengs og var døden nær og hadde ligget maalløs i 7 nætter og ingenting spist i al denne tid. Hun hadde alt faat den sidste olje og al tjeneste hun trængte til at fare vel frem. Hun elsket Gudmund prest meget. Da Gudmund sat til hest og skulde forlate Svinafell, syntes han ikke han hadde skiltes fra hende med saa stor venlighet som han gjerne vilde. "Det er sandt," sa han, "jeg har ikke kysset den stakkars konen til farvel; saa skal det ikke være." Han gik ind, og mange folk med ham; de kom til sengen, hvor konen laa, og det saa ut som om livet næsten var borte. Gudmund prest kysset hende og sa: "Vær nu heil og sæl! Nu skal du snart fare til Gud; og bær frem min hilsning for Guds hellige moder og hovedengelen Mikael, og for Johannes baptista og Petrus og Paulus og Olav konge og Ambrosius biskop, min ven, og alle helgener!" Da rørte konen læberne, og de som stod nærmest hørte at hun sa "ja!" Samme dag døde hun.

Den 24. august ved ottesangstid fik Gudmund budet om, at biskop Brand av Holar var gaat bort. Det tok ham saa haardt, som om en sten hadde rammet ham; men han lot straks synge sjælemesse og næste dag alle sjælebønnerne og liksangen og viste bare omhu og kjærlighet. Ved denne tid var han endnu østpaa og fór fra gaard til gaard. Paa Valtjovsstad fik han høre, at biskopsvalget snart skulde ske og sikkert vilde falde paa ham; det fyldte ham med slik ótte, at han mistet al matlyst og ikke kunde sove om nætterne. Han mindtes de lykkelige aar han hadde levet paa Vellir, freden og helgedagsstemningen over den lille kirke, hvor klokker ringet av sig selv og stængte dører paa løndomsfuld vis aapnet sig for ham. Og en nat drømte han, at han igjen var kommet til Vellir i Svarvadardal, og ind i kirken, og han drømte at alteret faldt i fanget paa ham, prydet med sit bedste skrud. Fredagkvelden den 14. september, mens Gudmund sat tilbords i Krossavik, kom sendemænd fra Kolbein Tumeson og fortalte ham, at Kolbein og bønderne hadde kaaret ham til biskop av Holar. Ved denne tidende blev han saa grepet, at han ikke paa længe kunde finde ord. Men tilslut bad han Gud gi saken den utgang som kunde bli til gagn for alle.

"Det gamle islandske bispesæde Hólum i Hjaltadal", fra Nordiske Billeder, København 1870.

Han tænkte at undslaa sig, ti han visste at med det syn han hadde paa Islands kirke, var det til kamp han gik, naar han steg i bispestolen. Men alle han møtte bad ham ta imot valget og sa, at saa var Guds vilje. Gudmunds søskenbarn Øgmund Tordvardsson, hans lekebror fra barneaarene, spurte ham straks de møttes om det var sandt at han ikke vilde bli biskop. Gudmund sa at det var sandt. "Hvad er meningen med det?" spurte Øgmund. Gudmund svarte: "Jeg vil det ikke, fordi jeg synes, der følger stor vanskelighet med det, saa mange og ulydige og avindsyke og mægtige mænd som jeg da faar at gjøre med. Eller vilde nu du være mig lydig, om jeg lastet din færd?"

Da Gudmund kom til Videmyre, Kolbein Tumesons gaard, var Torvard der, hans farbror. Han gik til enetale med Gudmund og fik vite at det var sandt som rygtet sa: brorsønnen tænkte at unddrage sig valget. Torvard syntes det var ilde; men han var vant til at byde og gjorde det nu ogsaa. Gudmund sa: "Hvad er meningen med, at jeg ikke skal faa raade mig selv?" Torvard svarte: "Du vet det, frænde, at jeg har været høvding for vor ætt og min far før mig; og alle mine frænder har fulgt mine raad, din far ogsaa, og du skal gjøre det, du med."

Da kom en saarhet op i Gudmund, den han hadde stridd med i ungdomsaarene: smerten over at han, den uegtefødte, ikke var blit agtet like med de andre i ætten. Han mindtes barndomstiden, da fattigdom og tvang hadde møtt hans høvdingdrøm, da bøkerne hadde dræpt friheten og glæden for ham. Og han syntes, at nu maatte han ha lov til at bli hvor han var, i den fred han hadde kjæmpet sig frem til. Og han svarte Torvard: "Ingen arv bød du mig efter min far, og al den hæder du har vist mig er den, at du banket mig til boken. Og endnu synes jeg, det er saa, at du vil lede mig til en vanskelighet, ikke til nogen hæder, og jeg gaar ikke med paa det."

Torvard sa: "Aldrig har jeg hørt slikt, — at ha sin egen og sin ætts hæder i hænderne, og saa slippe den!" Men siden blev han mykere i sine ord og fortalte en drøm, han hadde havt. "Jeg drømte," sa han, "at jeg var nord i Nidaros og kom ind i kong Olavs hall og saa kongen sitte i sit høisæte, og jeg syntes at han stod op imot mig og bredte armeme ut og hilset mig og sa: ´Heil og sæl, Torvard! du vil bli signet i alle norderland!´ — Men jeg vet, at denne drøm er et bud til dig, og at kong Olavs hall er Kristkirken."

Siden kom Kolbein Tumeson og fortalte ham alt om bispevalget og hvad der var sagt ved den leilighet. Men Gudmund vilde ha det fra folkets egen mund og satte igjennem, at et nyt møte skulde holdes. Herredets bønder kom sammen og tok saken op igjen; men utfaldet blev det samme som sidst. Gudmund var i kirken under møtet og blev nu budsendt og bedt om samtykke og ja-ord. Endelig gav han efter, og Kolbein Tumeson takket ham meget. Om kvelden var han Kolbeins gjest og sat i et høisæte, og Kolbein selv bar maten frem for ham og bredte en duk over bordet. Den var gammel og slitt, og Kolbein bad om undskyldning for det; men Gudmund sa: "Det vil gaa mit bispedømme som det er gaat duken, det vil bli slitt, det ogsaa." Kolbein blev rød, men svarte ikke.

Det var for sent paa høsten til at Gudmund kunde fare utenlands allerede dette aar og søke biskopsvigselen. Men han kaldtes nu "biskopsemnet" og fór til bispegaarden Holar og kom der kvelden før Kølns-møernes messedag, som er den 21. oktober, og blev mottat med en procession. Han blev der om vinteren, men fik snart merke, at han ikke var fri mand; ti ogsaa Kolbein Tumeson slog sig ned paa bispegaarden og tok magt over stellet der. Biskopsemnet fik ikke raade for, hvem han vilde ha til gjester paa gaarden, og de mange fattigfolk, som søkte dit, tok Kolbein tilsynet over, og var ivrig til at drive dem ind i gjestehuset og gav dem bare ett maal mat om dagen, og ikke to som Gudmund vilde. I julen var der fuldt av fattige paa Holar gaard, flere end nogen jul tidligere, og bryten paa gaarden var ræd at maten ikke skulde strække til, for han hadde ikke rustet sig med større forraad end i andre aar. Men endda blev der nok til alle, og biskopsemnet sa, saa Kolbein hørte det: "Det er tydelig, at Maria er mere glad for vor gavmildhet end til den hellige Maria var bispesætet viet, og hun vaaket over dets vel."

Om vinteren skrev Gudmund til biskop Paal av Skaalaholt og bad ham vælge en anden mand til biskop av Holar, om han fandt det tryggere, at bispesætets gods var i fastere hænder, og Paal skrev til sin bror Sæmund Jonsson i Odde og søkte hans raad. Det brev, Sæmund sendte til svar, lød saaledes: "Til Paal biskop sender Sæmund Guds og sin hilsen! Du vet, bror, at Gudmund biskopsemne ikke altid har været nogen stor ven av mig; men folk priser ham meget, og rimelig er det, at valget er faldt paa ham, fordi saa var Guds vilje. Jeg hører at han er vel skikket til det, baade ved sin godhet og sit retsind,. og fordi han lever et rent liv, — hvad der har meget at si. Men om det ellers er noget i veien, saa la nordlendingerne selv faa ta den vanskelighet og bære ansvaret for sit valg. Det er mit raad, at du heller skal vælge ham til end fra; ti det er ikke visst, hvem Gud skulde like bedre end denne, og her er der størst vón i at vaage. Det er uraad at finde en, som der ingenting er at si paa." Efter dette sendte biskop Paal Guds og sin hilsen til Gudmund og stadfæstet valget av ham paa sit hellige embedes vegne og sa at han nu var kaaret for godt, og at i dette valg var Guds og menneskers lover fulgt saa nøie som det lot sig gjøre paa Island. Samme vinter fór Gudmund til Tingeyrar og fik tale med einsætekonen Ulvrun, som ellers holdt saa strengt paa sit einsæte, at hun ikke vilde se sin egen søn, naar han kom dit. Hun sa Gudmund, at Maria hadde aabenbaret for hende Guds og sin vilje med ham, og den var, at han skulde bli biskop. I samme færd søkte biskopsemnet en ven av sig, høvdingen Ravn Sveinbjørnsson, og fik løfte paa Ravns følge, naar han vilde fare utenlands og hente vigselen.

Gudmund og Ravn la ut fra Eyjafjord søndagen den 14. juli i 1202, tidlig paa morgenen, da solen stod rød over fjellene og fager blaast laa paa fjorden. Skibet de for paa var norsk; men mange islendske mænd hadde tinget sig rum der. En av dem var faret for at hente nogen vatten-tynner, biskopsemnet skulde ha med, og kom for sent og naadde fjorden, netop som skibet seilet utetter, og blev nu "strandtulling"", — saa kaldes den mand som faar staa i fjæren og glane efter farende skib. Men denne gang kom strandtullingen med omsider, for hjælpsomme folk rodde efter med ham, og endda de norske kjøpmænd ugjeme vilde stanse seilasen for hans skyld, hørte de tilslut paa Gudmund Areson og ventet.

Men paa færden østover langs kysten fik de sterk motvind og blev opholdt mere end en uke, og tok tilslut det raad at seile vest omkring landet, og kom ind under sydkysten av øen. Der faldt nordoststormen hylende over dem og drev dem ned i havet og kjørte paa baade nat og dag. I det haardeste uveir seilet de ind mot Irlandskysten og hørte brændinger paa alle sider. Da bød biskopsemnet folk gaa til skrifte og gi Gud sine løfter, og det hjalp straks paa veiret, og siden kom de sig øst under Skotlandskysten. Men der sprang en søndenstorm op og tok dem ut i havet igjen, og nu gik sjøen saa stor, at ingen, som var ombord, hadde set jævnstor sjø. Mellem islendingerne var en skald, munken Grim Hjalteson, og han kvad en vise i stormen:

Bølgen driver med skumhvit

skavl for søndenveiret,

vælter sig rundt og vokser,

volder os stræv ved styret.

Kjølen faar kjende paa sjøerne, —

svulmende berg av baarer

hamrer den vék,

naar de hiver

skuten høit i skumskuren.

Natten efter fik de mænd, som holdt vagt, høre stort brus og gny fra en bølge, som drev frem mot bredsiden av skibet, saa vældig en bølge, at de maatte vente sig bane av den. Da stod biskopsemnet op og tok nogen relikvier og gik frem i skibssiden med dem og velsignet dem; og da skibet snudde paa sig og gik med stavnen mot bølgen, brast den og faldt.

En kveld saa de land og hadde brændinger paa begge bord og skjønte at de var ved Suderøyerne. Men de saa ikke havn og var i stor fare og ingen av kjøpmændene visste raad. Gudmund kjendte Ravn Sveinbjørnssons lykke og visdom og bad ham sie veien; og Ravn svarte: "dyrt er drottins ord" og bad biskopsemnet gi ham sin velsignelse og tok styret, endda han aldrig før hadde faret der i havet. Om natten hændte det tre ganger, at de ret foran stavnen saa skjær og grunder som en eneste fossende faldgaard, og ingen kunde vite om der var noget sund der eller ikke. Men frem kom de og blev nu gladere, og da de skimtet dagningen, kvad Eyjolv Snorreson:

Storm drev den høie havhest

ut fra irernes ættland,

østover hvor den gode,

Gudsendte bør os ventet.

Men Grim Hjalteson kvad tilbake:

Suderøyernes kvinder

ser vore tynde skibsbord

stedt i nød, ti sjøen

skyller nu mot stjernerne.

Siden kom de i tryg havn og laa der nogen nætter; og saa bar det nordover for god bør, til de tok land ved Eid, syd for Trøndelag. Der spurte de kong Sverres død. Dagen efter seilet de videre og kom til Nidaros. Og som de la ind paa havnen, kvad Grim:

Nu har vi styrt den sterke

havhest til havnemerket.

Villig og vel har den baaret

Gudmund biskopsemnet.

Men paa Eid os møtte

budet om Sverres bane, —

knapt er kongens krigere

rede til gildesglæde!

Den nye hersker i Norge, Haakon Sverreson, hadde lagt ned den strid, som kongedømmet længe hadde ført med kirken, og denne sommer vendte erkebiskop Eirik hjem fra landflygtighet i Danmark og fór tilbake til sin stol. Baade han og kongen sat i Nidaros om vinteren, og Gudmund Areson kom i venskap med dem begge. Biskopsvigselen mottok han i Kristkirken paa den hellige Eufemias messedag, — den 13. april i 1203. Han var 42 aar gammel dengang.

Ravn Sveinbjømsson gjestet Haalogaland om vaaren. Men frempaa sommeren seilet han og biskop Gudmund i følge til Island. Nu møttes de to islandske biskoper og gav hverandre gode gaver, og siden drog Gudmund hjem til sin stol.

Holar ligger i Hjaltadal indenfor Skagafjorden, den næstvestligste av storfjorderne paa Islands nordkyst; ut mot sjøen gaar en bergkjede med faste linjedrag, tempelgavl paa tempelgavl; men i syd ender dalen i vild sneheim. Gaarden selv staar øst for Hjaltadalsaaen, under et fjell som er flammerødt ved solnedgang; en sti fører op i fjellet, til en sænkning hvor biskop Gudmund hadde et alter og ofte holdt sin andagt. Længer mot sydvest i Skagafjordsbygden ligger gaarden Videmyre. Der bodde høvdingen Kolbein Tumeson, herre over mange godedømmer.

Kolbein var i flere maater en merkelig mand. Han elsket magten og hadde faat den, og for en del var det vaabnene som hadde hjulpet ham. Han hadde støttet sin ven høvdingen Gudmund dyre under kampene i Eyjafjord og været med, da Gudmund brændte Ønund i Langalid inde. Men ellers hadde han ofte vist sig rimelig i striden og hadde endog lagt sig ut med Gudmund dyre og hans mænd, en gang de fanget en prest og hans følgekone og vilde gi hende i seng hos en eller anden galning i flokken og tilføie presten en skjændsel som ikke var mindre. To viljer brøtes i Kolbeins bryst. Midt i sin pengeelsk og magtelsk kjendte han sig meget dragen til fortællingerne om Krist og hans helgener, og da han var en god skald, kunde han i kvæder vise denne dragning i sit sind. Mangt merkelig digtet han til hæder for Guds signede moder, og i et langt kvad priste han gudsridderen Johannes, som stod under korset i sin drottins sterke strid.

Uroen i Kolbeins sind kom frem ogsaa i hans forhold til Gudmund Areson. Han saa op til biskopen og kjendte sig tat av varmen i hans tro og skjønte hans tale om kirkens frihet og Guds lov. Men fordi meget av Kolbeins hug hørte denne verden til og var bundet i fædrenes lov, fulgte han ikke biskop Gudmund længer end det høvet ham. Han vilde ikke opgi det mindste av sin magt for kirkens skyld, og mange sa at naar Kolbein vilde ha Gudmund den gode til høvding i kirken, var det fordi han tænkte at underlægge sig baade klerker og lægfolk paa nordlandet, — biskopen hadde jo tjent ham som husprest og gik i al sin prestetid for at være en stilfarende mand.

Men ikke for intet var Gudmund Areson en ætling av stridbare høvdinger. Det hadde han vist i sine barneaar og første ungdomsaar, og bare gjennem haard kamp hadde han fundet veien til sagtmod og fred. Og han hadde skjønt, dengang biskops værdighet blev budt ham, at om han nu tok imot den, da maatte han gaa ut i verden igjen og hærde sit sind og bruke ogsaa de kræfter som var de oprindeligste i ham, bare at de nu maatte stilles hélt i Guds tjeneste og ikke i egne ønskers. Og han hadde staat i pinende tvil, indtil tegn efter tegn sa ham, at kaldet kom fra Gud. Og nu sat han paa Holar bispegaard, ikke for at lyde, men for at byde. Skulde han glemme, hvad erkebiskop Eirik — blind paa øinene, men klartseende i sindet — hadde talt til ham om Islands kirke, Guds voldførte brud? Skulde han glemme, at han nu delte værdighet med den hellige biskop Ambrosius, den mand han længe hadde elsket over alle Guds andre helgener, kirkehøvdingen som vaaget at tale selve keiseren til rette og stængte Guds hus for verdens herre, til hanmed anger hadde renset sig fra synd? Skulde han glemme pave Innocentius i Romaborg, og de mange brødre som rundt om i landene stod i den stridende kirkes fylking?

Monument av Gudmund Arason ved Hólar. (Foto: Christian Bickel, 2004. Commons).

Fra nu av hørte Gudmund Areson bare det ene, det han kaldte Guds bud til ham. Al halvhet avsvor han, al vekhet kjæmpet han ned, efter klokskap spurte han ikke. Folk kaldte ham strid og stiv, men han agtet ikke paa det. Han skjønte ikke biskop Paal av Skaalaholt, som holdt sig til vens baade med Gud og med denne verdens mægtige. I Gudmund Aresons sind skapte biskopsvigselen det samme skifte som skaptes hos Tomas av Kantaraborg, da han fik vigselen og fra kongens tjeneste gik over i Guds. Og for mange mennesker blev Gudmund et vidnesbyrd om, at det ikke bare er i syd og vest og øst Gud pryder sin egen brud, den hellige kristenhet, med de fagreste ædelstener, — men ogsaa i norderlandene, ut til det ytterste nes, kuldens og de haarde hjerters hjem. To veier hadde biskopen at gaa: han maatte hylle sig i svakhet og paa den vis kjøpe freden, eller han maatte ta Krists kors og bære det med ham saa længe hænderne taalte det. Han valgte denne vei, han vilde være hyrde og ikke leiesvein.

Første vinter han sat i Holar, hadde aaringen været daarlig, og fordi bonden led mangel, maatte fattigfolk forkomme. Biskopen taalte ikke at se paa det, han taalte aldrig at se mennesker ha det ondt, og med den elsk han altid bar til de fattige var han gavmildere med bispesætets gods, end høvdingerne likte. Og det viste sig nu, at han var mindre let at lede og mere lysten paa at raade, end Kolbein og hans venner hadde trodd. Biskopen og Kolbein tænkte jævnlig hver sin vei, og der blev stor uenighet mellem dem.

Det brøt løs en sommer paa Altinget, da Kolbein saksøkte en prest, som han kaldte sin skyldner, og vilde ha ham dømt til fuld fredløshet. Nu var det tvilsomt nok, hvordan det hang sammen med prestens gjæld til Kolbein; men én ting var biskop Gudmund ikke i tvil om: at en sak, reist mot en kirkens tjener, efter kirkens lov laa under biskopens dom og ikke under Altingets. Og han gik til retten med stav og stola og forbød domsmændene at dømme presten; men dette var ny tale for høvdinger og folk, de agtet ikke paa den, retten gik frem efter gammel landssed, og presten blev dømt. Næste dag lukket biskopen ute fra al gudstjeneste baade Kolbein og domsmændene og vidnerne i saken, og presten, som nu skulde være fredløs, tok han i sit værn og hadde ham med til Holar. Om høsten hjemsøkte Kolbein biskopen og gav hans huskarler skoggangssak, fordi de var sammen med en skoggangsmand. Da blev biskopen saa harm, at han lyste ban over Kolbein Tumeson. Siden kom det til forlik mellem dem; men det holdt ikke længe, og Kolbein faldt atter i biskopens ban.

Vaaren 1208, efter paaske, hjemsøkte han bispesætet for anden gang og hadde 80 mand med sig og stævnet til skoggangssak biskopens heimemænd, baade prester og djakner og lægfolk, og hadde oftest smaa grunder at fare med. Gudmund stod oppe paa hustakene med sine mænd, han var i fuldt skrud og læste høit banlysningen over Kolbein, og paa norrøn tunge, forat alle skulde skjønne det. Da red Kolbein bort, og kampen, som nu stod i hans sind, kom frem i to viser han kvad under ridtet. Hans gamle kjærlighet til Gudmund gik ind i dem, men ogsaa hans frygt for at miste sin magt. Han kaldte biskopen manden med det lyse sind og det modige hjerte; "han ræddes for den Gud som prydet himlerne, men for intet andet," kvad han. Og Kolbein kaldte ham "den som reder ut Guds lov"; men han klaget over hans banlysninger og den sorg de voldte, og sa at naar biskopen vilde ligne høvdingen Tomas i magt, var det farlig for freden; "endnu kan jeg ikke se, hvor vi skal komme frelst i land," sa han.

Om sommeren var der stor uro i bygdeme. Biskopen gav mange av Kolbeins tingmænd sak, fordi de forsømte at gi tiende eller holdt kirkegods tilbake eller lukket døren i for fattige frænder. Folk likte ikke dette; og det var desuten saa ilde, at ikke alle biskopens tjenere fór pyntelig frem. Paa Altinget fik Kolbein 6 av dem dømt til fredløshet; men biskopen agtet ikke paa det og lot dem gaa i kirke, som om de var fredhellige mænd. Da svarte Kolbein med at søke kirke, han ogsaa, endda han stod i ban, og mange prester sang messer for ham og andre banlyste, og brydde sig ikke om at biskopen forbød det.

Mange mænd flokket sig nu om biskop Gudmund, og den som tok ledelsen var hans søskenbarn høvdingen Øgmund Torvardsson, som længe hadde været i Norge og der kjæmpet mot kong Sverre, en modig og dugelig mand, svak bare for kvinder. Ogsaa biskopens uvenner drog flokker sammen og sa, at de vilde dræpe de mænd som sat fredløse paa bispegaarden. Og disse mænd turde ikke forlate biskopen, ti anden frelse hadde de ikke.

Søndagen den 7. september, aarsdagen for Holarkirkens vigsel, sang biskopen messe. Men dagen efter kom Kolbein Tumeson og andre nordlandshøvdinger med indimot 400 mand og omringet bispegaarden og vilde ikke gaa til forlik paa andre vilkaar, end at de fredløse blev git i deres vold. Biskopen vilde ikke sende sine mænd under øksen og lot sin frænde Øgmund Torvardsson, som var i nært maagskap med Kolbein, lete efter andre utveier. Og Øgmund foreslog, at biskopen skulde faa ride bort fra bispesætet med sine mænd; men Kolbein sa nei til det. Allikevel valgte de at fare, for de mente, at de paa den vis bedst kunde hindre en ulykke. Og de gjorde sig nu rede til avfærden.

Den 8. september er Maria fødsels hellige dag, og om kvelden ringet kirkeklokkerne til aftensang i Holar. Det er fortalt, at Kolbein og de andre banlyste ikke kunde høre klangen, endda de stod ute paa jordet og det ikke var stort mere end et pileskud til kirkestedet. Da sa Kolbein: "Harm maa han nu være, Gudmund, min maag, siden han ikke lar ringe paa kirkestedet, saa stor en høitid som det er idag." Da svarte en mand i flokken: "Det kan nok være, de har ringt, selv om vi ikke har hørt det." Kolbein stod der mandsterk, men allikevel i usikkerhet og nød. Det er sagt, at han kvad i en av disse vanskelige stunder:

Gud i lysets stad,

lyt til skaldens kvad!

Send din miskund mild,

som jeg stunder til.

Jeg kalder paa dig,

ti du skapte mig,

jeg er trælen din,

du er herren min.

Gud, nu ber jeg dig,

at du heler mig.

Husk mig, drottin min!

Giv mig hjælpen dinl

Solens styrer sterk, —

stor i hvert dit verk!

ta hver bitter sorg

fra mit hjertes borg!

Herre, vogt du mig!

Saart jeg trænger dig

I hver eneste stund

her paa menneskenes grund.

Sænk du, møens søn!

sangens gave skjøn

I mit hjerte ned, —

du er al min fred.

Dagen efter Mariamesse red biskopen og hans frænde Øgmund bort fra kirkestedet med 360 mand, mellem dem 3 abbeder og 2 munker, indimot 40 prester og en del andre klerker. Der var mange raske mænd i følget, men somme var landstrykere og stavkarler og tiggerkjærringer. Som Kolbein stod og saa biskopen ride bort, tok Bruse prest som var med i hans flokk til orde: "Kolbein, der rider nu biskopen bort og har baade din og sin hæder med sig. " Da bad Kolbein sine mænd sitte op paa hesterne; han vilde ikke taale, sa han, at biskopen drog avsted med hans "skogmænd", de 6 fredløse.

Biskopen red frem over de flate marker, som ligger nordenfor og nedenfor kirkestedet og nærmet sig nu de græsgrodde ører, som heter Videnes-ørerne. Kolbein og hans mænd — nu var der nærmere 500 av dem — red i trav tværs paa ørerne og kom foran biskopsmændene og fylket sig. Biskopen vek da til siden og vilde ta en anden vei; men Kolbeins mænd snudde efter og stængte for ham her ogsaa, og straks flokkerne møttes, brøt kampen løs. Biskopen sat til hest, og med ham abbederne og nogen prester, og ropte at de ikke skulde slaas; men ingen brydde sig om det. Biskopsmændene var færre i tal; men de førte kampen paa djærveste vis, med Øgmund Torvardsson mellem de fremste. Av sine egne mistet de faa; men av Kolbeins mænd faldt mange, mellem dem Bruse prest, og en sten kom i panden paa Kolbein selv og tok ham med til jorden. Da flygtet hele hans flokk og lot de døde og haardt saarede ligge efter. Kolbeins saar førte ham til bane; men han levet endnu, da striden var stilnet, og bad om at faa skrifte for en prest, og efter biskop Gudmunds vilje fik han bønnen opfyldt. Det er fortalt, at biskopen sa til ham: "Nu vil Maria og Guds hellige mænd lønne dig for de kvad som du har laget om dem, for nu trænger du lønnen mest. Og jeg skal gi dig den miskund, som jeg kan." Kolbein svor forliksed for biskopen og mottok Herrens legeme. Straks efter døde han.

Kolbeins død blev til den største ulykke for biskopen. Den faldnes frænder og venner mellem Islands stormænd rustet sig til hevn, og Skagafjords bønder som hadde mistet sin høvding og lidt skam og skade i kampen med biskopsmændene, var ikke gode at ha til granner. Biskopen agtet ikke paa deres harme; han holdt sig til kirkens ret og la bøter paa alle, som hadde hjemsøkt kirkestedet og sendte mænd til at kræve ind bøterne. Men det gik nu som oftere, at biskopens mænd gjorde hans bud imot og fór voldsomt frem, og naar bønderne kaldte det hærfærd og ran, blev de bare endda olmere. Det hændte, at de ikke gik av veien for drap, og altid sa bønderne, at det var biskopen selv som hadde skylden.

Men høvdingerne blev de farligste for ham. Han tilbød at lægge saken i erkebiskopens dom; men de vilde ikke høre paa det. Øgmund biskopsfrænde bad dem ta alt han eide, om det bare kunde føre til forlik; men ingenting nyttet. Mellem de ivrigste av høvdingerne var Arnor Tumeson, Kolbeins bror, og Sighvat Sturlason, som var gift med Kolbeins og Arnors søster. Vinteren igjennem fór sendemænd fra den ene høvdinggaard til den andre, og det uraad blev tat, at flokker skulde reises mot Gudmund Areson. Snorre Sturlason lovet at gaa med. Men Tord, den ældste av Hvam-Sturlas sønner, var en ven av biskopen og likte ikke dette tiltak og haanet sin bror Sighvat, som søkte ham og bad om hans støtte og spurte ham hvor mandsterk han kunde komme. "Aa, selv femte!" svarte Tord. Sighvat sa: "Hvad skal jeg da med dig, mere end med enhver anden, naar du farer med saa liten flokk?" "Nei, der kan du se!" svarte broren. Nu skjønte Sighvat, at der var haan i Tords tale; han blev harm og kastet sig op paa hesten, og dermed skiltes de. Og Tord har sagt, at det aldrig mere blev det samme gode frændskap mellem dem som det før hadde været. Der var uro og angst over folk, og mange hadde underlige drømmer. Denne vinter drømte en mand i Skagafjord, at han kom ind i et stort hus. Der regnet blod ned gjennem ljoren, og to blodflekkede koner sat og rugget frem og tilbake. En av dem kvad:

Vi rugger, vi rugger,

det regner rødt,

vi er Gunn og Gøndul,

vi glædes ved blod.

Nu traar vi to

til Raptalid,

der skal vi hete

helved-hekser.

I Vestfjorderne drømte en mand, at han kom ind i en liten stue, og der sat to svartklædte mænd og hadde graa rundhætter paa hodet. De sat paa hver sin bænk og holdt hverandre i hænderne og rugget frem og tilbake og slog hærderne saa haardt mot væggen, at den skalv og vilde falde. De kvad en vise sammen, men slik at de for hvert ord løste hverandre av:

Holder hætteme stævne,

maa væggeme revne,

maa hatet, det kolde,

mord-tid volde.

Men engang, naar stunden

for dommen er runden,

skal synden og skammen

staa nakne sammen.

Vaaren 1209, efter paaske, drog 7 av høvdingeme flokker til sig og red til Holar med mere end 800 mand, og 2 høvdinger vendte sig mot Øgmund Torvardsson og hindret ham fra at komme sin frænde biskopen til hjælp. Gudmund fik da ikke andet værn end det hans heimemænd kunde gi ham. De stod oppe paa hustakene, da fiendeflokkeme kom, og mange av dem var gode drenger. Høvdingere gik rundt om gaarden og vilde se, hvor aataket kunde falde lettest. Da gav Sturla-sønnemes morbror Tord det raad, at de skulde rope hær-rop samme kveld, men vente med aataket, til morgenen kom; han mente, at det da vilde bli mere tyndsat paa husene end det nu var. Og det gik, som han trodde; biskopens mænd, som hadde set fiendemængden og fik natten til at tænke i, tapte modet og løp i stort tal ned fra takene; somme overgav sig, somme kom sig bort, og da morgenen randt, stod bare faa tilbake. De slos som de bedst kunde og fældet nogen av sine fiender, men maatte snart ligge under for overmagten. Somme blev dræpt oppe paa takene, somme inde i husene, én paa kirkegaarden og saa nær kirken, at blodet sprøitet op paa væggen. Men mange berget sig ind i det hellige kirkehus, mellem dem nogen av de fredløse mænd, som høvdingerne først og fremst vilde ha tak i.

Biskopen selv blev tat til fange. Arnor Tumeson gik hen til ham og krævet, at han skulde hæve alle banlysninger og siden fare bort fra sin stol og aldrig komme der mere. Om han bøiet sig for Arnor, skulde fred bli tilstaat somme av de mænd, som nu var inde i kirken. Men om han ikke hævet bannet og ikke drog godvillig avsted, skulde han bli jaget bort med skjændsel, og ingen og intet finde skaansel. Biskopen stod i nød; ti hans venners liv var lagt i hans haand. Men samtidig skulde han lyde kirkens lov; og den gav ham ikke adgang til at lægge sin bispemagt ind under en domstol som den, han her var stillet for. Og med hensyn til bannet maatte han svare, som han visste det var ret, at hans fienders færd hadde ført dem op i saa stort et ban, at ikke han, men bare paven, hadde magt til at løse dem av det. Men saa langt han kunde vilde han hjælpe de mænd, hvis liv stod i fare, og paa deres bøn læste han en hellig tekst, et Miserere, over sine fiender.

Det blev ikke til noget med Arnor Tumesons ord, at de skulde jage ham bort med skjændsel. Ti Snorre Sturlason traadte frem og løste den vanskelige sak. Han bød Gudmund Areson til gjest i Reykjaholt, og samme dag fór biskopen i Snorres følge bort fra Holar. Da Snorre brøt op, holdt biskopsmændene endnu til i den fredhellige kirke, og Gudmund maatte forlate dem uten visshet om deres lod. Han var fri i navnet; men i gagnet stod han under tvang. Straks biskopen var borte, gik Arnor Tumeson til kirken og vilde ha ut de mænd, han la størst skyld paa, og sa at han vilde svelte dem til bane eller gaa til aatak paa dem, om de ikke kom. De gik da ut; ti de vilde ikke at kirken skulde bli uren av dem eller deres blod. Somme fik fred; men 3 blev halshugget. Svein Jonsson het den ene av dem og kaldtes "bygde-bot". Han bad sine fiender, at de skulde hugge hænder og føtter av ham, før de dræpte ham; ti han vilde med sin kval sone for sine synder. De gjorde som han bad; og imens sang han Ave Maria, og derefter holdt han halsen frem under hugget. Hans sjælsstyrke blev meget lovprist, og sagaskriveren har bedt Gud hjælpe ham for den. Svein var fredløs mand; derfor blev han ikke lagt i viet jord, men kastet i urden, og samme lod fik de andre fredløse, som var faldne eller sendt under øksen.

Flokkerne ranet og stjal paa gaarden, baade hester og husbunad. Siden tok Arnor Tumeson styret over kirkestedet og dets gods og lot sine mænd kræve ind de tiender, som rettelig var biskopens. Han sendte bud til presterne rundt omkring og bad dem løse folk av bannet og synge messer som før, og sa at biskop Gudmund hadde tillatt det. Av alle som hadde fulgt eller hjulpet biskopen — av klerkerne ogsaa — krævet Arnor og hans venner selvdømme og tok store bøter. Øgmund biskopsfrænde mistet "1 hundrede hundreder" og desuten retten til ophold i herredet. Somme blev gjort fredløse; og 4 gode mænd, 2 prester og 2 lægmænd, maatte med jernbyrd vise, at ingen av dem hadde kastet stenen som dræpte Kolbein Tumeson.

Gudmund Areson sat i Reykjaholt hos Snorre, hele vinteren 1209—1210. Da vaaren kom, sendte han brev til presterne i Holar og bød at de straks skulde laase biskopskirken, flekket som den var av manddrap og av granneskapet med banlyste mænds graver. Presterne gjorde som biskopen vilde; de stængte kirken og reiste et telt utenfor kirkegaarden og sang messe i teltet. Det var haardt for Arnor; ti kirken som var stængt, og teltet som var reist, stod som vidner om hans voldsfærd. Han taalte det ikke, han kom selv til Holar og fik kirken lukket op og tvang presterne til at flytte tilbake til den.

Ved denne tid tok biskop Gudmund farvel med Snorre Sturlason og fór nordover. I Hrutafjord, den sydligste arm av Hunafloen, gik han ombord i en skute og vilde seile østover til Skagafjord og derfra ride op til Holar. Men Arnor Tumeson satte væbnet vagt i alle havner, og biskopen maatte vende og seile ind i Steingrimsfjord, en vestlig arm av Hunafloen. Der bodde han vinteren 1210—1211 hos en frænde, som tillike var en søstersøn av Snorre Sturlason. Gudmund hadde oftere været paa hans gaard; dit var han kommet for at finde sin farbror Ingemund, vaaren for 30 aar siden, efter den tunge vinter da han sat fotbrudden oppe paa Stranderne. Og senere hadde han været der som prest og med saa stort følge, at folk mente det maatte bli smaatt om mat paa gaarden; men da hadde Gudmund sagt, at Gud vilde nok sørge for dem og sende dem en hval, før de drog bort, og samme dag var hvalen drevet op i fjæren.

Det er fortalt at biskop Gudmund gjorde mange jertegn den vinter han bodde i Steingrimsfjord. Og hans hjælp kunde trænges for mangt og meget. Det var hændt der i bygden, at en kar og en kone skulde bære et møbarn til kirke og kristen daap; men paa veien hadde de lagt sin byrde fra sig og søkt omgang med hverandre, og da de kom tilbake til barnet, tyktes det dem dødt og stygt at se til, og de blev skræmt og løp sin vei. Siden fór folk for at lete efter barnet, men fandt det ikke. Men noget senere blev en fremmed kone set der i marken; vakker var hun ikke og somme trodde at skjelne, at hun bar sælshode. Derfor kaldte de hende Selkolla; og den mening kom op, at dette var møbarnet, som ikke hadde naadd kristen daap, og nu var hun faret i koneham, sa de. Rundt om i bygden raadet stor rædsel for denne kone, og mange var de som kunde fortælle, at de hadde set hende. En dag kom en bonde hjem og var gaat fra vettet og sa at Selkolla var kommet ind til ham i naustet, mens han stod og stelte med baaten sin, og hadde tat paa sig hans egen hustrus skikkelse og daaret ham til elsk. Biskop Gudmund visste raad mot denne onde aand; han reiste kors mot Selkolla og fik manet hende i dypet.

I disse aar stod det ilde til med kristendommen i Holar bispedømme. Kirkehøvdingen var borte, banlyste mænd hadde sat sig i hans rum, og presterne visste ikke hvad de skulde gjøre. Somme opgav messesangen av frygt for Gud, somme fremmet den av frygt for høvdingerne, somme holdt messe av egen vilje og agtet ikke biskopens ban. I sin vanskelige stilling søkte de raad hos Gunnlaug munk, samme mand som hadde møtt Gudmund Areson med procession og sang, da han høsten 1200 gjestet Tingeyrar kloster. Gunnlaug trøstet presterne; ti han var ikke biskopens ven saa meget som før; og det kom sig av, at han engang var gaat frem i Holarkirkens kor og uten lov hadde læst op en saga om den hellige Ambrosius, en han selv hadde sat sammen. Da hadde biskopen sagt, at han ikke vilde ha denne nye historie og at den signede pave Gregors fortælling om Ambrosius var et dygtigere arbeide og høvet kirken bedre.

Folk ventet nu paa brev fra Nidaros, og sommeren 1211 kom det. Erkebiskop Tore, Eiriks eftermand, sendte sorgens og den gagnlige paamindelses ord til Arnor Tumeson og Snorre Sturlason og andre islendske høvdinger. Han hadde spurt, skrev han, den harmelige haardhet, som i strid med Gud og alle Guds lover var øvet mot biskop Gudmund; men det hadde ikke nyttet ham at ransake tingene, saa ulike som folk dømte, og derfor saa han ikke anden utvei end at stævne til Nidaros biskopen selv og de mænd, han nu skrev til. Han bad dem komme næste sommer, saa vilde han gjøre hvad han kunde for at skape forlik og hjælpe sjælerne og faa langaarig fred til at staa i landet. Tilslut bød han Arnor Tumeson lukke op kirkens eiendom og gi biskopen det gods han trængte til Norgesfærden og agte sig vel for at krænke ham, nu og senere.

Denne sommer hadde biskop Gudmund faret vide omkring i sit bispedømme og sunget messer i telt, ti han vilde ikke synge i kirkerne, saa længe hovedkirken, moderen, sat i sut og sorg. Nu kom erkebiskopens brev og gjorde stillingen lettere for ham. Arnor Tumeson og hans venner holdt sig i ro, og høsten 1211 kunde biskopen omsider vende tilbake til Holar.

Denne høst døde biskop Paal av Skaalaholt. For ham, høvdingsønnen fra Odde, hadde striden mellem biskop Gudmund og stormændene, været en vanskelighet han ikke kunde magte. Som kirkens tjener skulde han støtte sin embedsbror, — til og med hadde erkebiskopen sendt ham brev om det; men som frænde og ven av høvdingerne syntes han ikke, han kunde ta haardt paa deres sak. Han valgte at gaa imellem de stridende, men fik ikke stor glæde av det; ti biskop Gudmund vilde at de skulde staa sammen paa meierne, ellers kaldte han sig ikke hjulpen. Da Paal fik den utidende, at Kolbein Tumeson var falden, gav han fredsraad baade til høvdingerne og biskop Gudmund, men kunde ikke hindre kampen. Siden hadde han bedt sin embedsbror komme til Skaalaholt; men Gudmund, som selv hadde latt al tvetydighet fare, vilde det ikke og var blit hos Snorre Sturlason, som nyss hadde ført ham hjem med sig fra Holar.

Biskop Paals død maatte stemme høvdingerne til endnu større hensynsfuldhet mot erkebiskopen av Nidaros; ti det var han som skulde gi vigselen til den nye mand i Skaalaholt. Somme av de mænd, som nu var stævnet til Norge, fandt det klokest at følge stævningen og drage avsted. Snorre Sturlason rørte ikke paa sig; han hadde ogsaa mindst at svare for, han kunde si at han hadde hjulpet biskop Gudmund i nøden. Men Arnor Tumeson fór over havet sommeren 1213; Arnor hadde det bedste omdømme for manddom og trofast sind; men fordi Kolbein, hans bror, var falden i Holar, hatet han biskop Gudmund og vilde nu værge sin sak hos erkebiskopen.

Gudmund Areson vilde ogsaa fare ut, og laa seilfærdig 6 uker av sommeren. To ganger stak skibet i sjøen, men møtte storm og maatte vende, og biskopen blev baaretsyk i land. Han kom ikke avsted før sommeren 1214; men den sommer døde erkebiskop Tore, og Guttorm, den nye erkebiskop, fór til Rom for at hente pallium1 hos paven. Han var i Romaborg i 1215, da pave Innocentius holdt det store ting i Lateranet, og kom ikke tilbake før i 1216.

Saa maatte biskop Gudmund vente paa avgjørelsen i sin sak. Gjenem flere aar blev han i Norge; den første vinter var han i Viken og mest i Oslo, hos biskop Nikolas Arneson.

Det er fortalt at nogen norske klerker, som hadde hørt meget om biskop Gudmund, vilde vite om han altid visste hvad han gjorde og satte en fælde for ham. "Er det sandt," sa de, "at du lar folk ete slagt paa juledagen, selv om den falder paa en fastedag?" "Visst gir jeg lov til det!" svarte biskopen. "Hvor gjør du da av fastedagen?" spurte de. Han svarte: "Hvor gjør I av mørket, naar lyset kommer i huset?"

Sommeren 1218 vendte Gudmund Areson tilbake til Island. Erkebiskop Guttorm hadde stadfæstet ham i hans stilling som biskop av Holar; men hans fiender stod rede til ny kamp.