Stormfloder m. m. (Ny række)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 1. nov. 2017 kl. 09:42 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Stormfloder m. m. (Ny række))
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde
Ny række


Samlede og for størstedelen optegnede
af Evald Tang Kristensen
1931


Bind III


D. Forskjellige Stedsagn

11. Stormfloder m. m.


1277. Hvad der ligger nord og øst for Tornvedbjærg er lavliggende Engjord, som ved et Aaløb staar i Forbindelse med Svinninge Vejle. Der fortælles, at ved en Stormflod kom en Hval svømmende derind, men da nu Vandet sank for hurtig igjen, kunde den ikke komme tilbage og blev liggende. I Tidernes Løb har der dannet sig en Bakke af Sand rundt omkring den, og samme Bakke, der kaldes Tornvedbjærg, ligner ogsaa i Figur en Hval.

Jyderup S., Tudse H. Lærer P. K. Nonnegaard, Frydendal.


1278. Den Gang, der var en stor Oversvømmelse her i Landet, var der kun to Brinker tilbage oven Vandet, og der var kun to Mennesker tilovers, det ene stod paa Vorde Bakke, og det andet paa Skals Bakke, og de stod og raabte til hinanden, men de kunde jo ikke komme sammen.

Mette Katrine Bolette Jensen, Mogenstrup. Vorde S., Nørlyng H.; Skals S., Rinds H.


1279. I de sidste 400 Aar har Vesterhavet skyllet 15 Alen ind hvert Aar. Der har været sat en Dæmning for det, men den kunde ikke holde.

N. Vissing.


1280. Præsten i Vilslev klagede sig for hans hjelmede Stud, da Vandfloden kom. Han havde faaet en Daglejer ud for at redde den, men ham klagede han sig ikke for.

Hans Andr. Wulff, Hjortlund. Vilslev S., Gjørding H.


1281. I den store Stormflod druknede alle Beboerne paa Mandø saa nær som seks Mænd. De rejste saa om til Ogsby og fik deres Koner der, kom saa tilbage til Øen og befolkede den igjen. Dette er Grunden til, at Mandøboerne i Klædedragt og i Sprog har en Del til fælles med Ogsbyerne. De bruger saaledes Bojj som Fællesbetegnelse baade for Farbroder og Morbroder, altsaa: Min Niels-Bojj (ɔ: Morbroder Niels), Håns-Bojj (ɔ: Farbroder Hans).

Karl Andreassen, V. Vedsted. Manø S., Ribe H.


1282. Det er historisk godtgjort, at der for henved tre hundrede Aar siden laa en Bondeby, Misthusum, ude ved Stranden, og Pladsen sees tydelig den Dag i Dag. Der er endnu en halv Snes høje Værfer til Beskyttelse mod Havets Angreb. Nu findes der kun en Hytte paa Stedet, men paa en af dens Egebjælker ser man indgravet Ordene: 1634 kom den store Flod og borttog alt Hus. Da gik Byen under, og vistnok mange af Beboerne druknede. Derfor flyttede de overlevende for en Del senere til Hjemsted. Det var en Himlens Straf, at Misthusum blev lagt øde, ti der hvilede en Forbandelse over Byen, siden dens Selvejere ude paa Marken ved en Tolvmandsed tilsvor sig Retten til en Vej, der gaar tværs over Engene ind til Værferne. Det hedder: »Tolv vi stod, elleve vi svor, og til Helvede vi foer.« Siden hin falske Ed blev aflagt, har det altid været noget uhyggeligt at bo i Misthusum. Der fortaltes, at det spøgte saa slemt der ude, efter at et Par Gaarde igjen var blevne byggede op, og derfor maatte de sidste Ejere flytte ind til Hjemsted. Men det maa dog ikke være sket før omkring ved 1730 eller endda lidt før, siden Thomas Tofts første Kone var født der ude, og han ejede min Fødegaard i Hjemsted ved 1750.

Redaktør Nicolaj Svendsen, Flensborg. Skjærbæk S., Haderslev Vester A.


1283. Vandet har kunnet gaa helt ind sønden for Byen her, og der ude i Misthusum var der tit Vandflod. En Mand der ude fra var en Dag taget til Mølle i Brøns, det var den Gang den eneste Mølle her i Egnen, og den havde Mølletvang. Lav han nu var der, kom Floden, og han kunde ikke komme tilbage for det første. Vandet førte en stor Del Indbo og andre Sager med sig der ude fra, og saa vilde han gaa derned og se, om der var kommet noget af hans Sager. Da møder han en Mand med en Dyne. Han mente, det var hans, og de kom i Strid derom, for den anden vilde ikke udlevere den. Endelig kom det til Slagsmaal, og Manden fra Misthusum tog en Vognkjæp og slog ham i og slog ham død. Nu flygtede Drabsmanden ud til Husum og fortalte sine Brødre, hvad han havde gjort, og de lukkede ham inde og bevogtede ham, saa Familien fra Brøns ikke kunde faa fat i ham. Det stod hen til om Sommeren, de var ude at rive Hø i Engene, da var Morderen ene hjemme, alle de andre i Gaardene var i Engene. Saa overlagde Familien i Brøns, hvordan de med List skulde faa ham i deres Vold. Nogle Mandfolk klædte sig ud som Kvindfolk og gik omkring som Tiggere og forestillede at ville tigge Mælk i deres Potte. De gik altsaa rundt i Gaardene, og der kom ogsaa en til den Gaard, hvor han var inden for. Han tænkte ikke paa Uraad og gik hen og lukkede op for ham. Saa gjorde Tiggeren Tegn til de andre, der var i Nærheden, og de faldt over ham og greb ham. Saa blev han jo fængslet og dømt til, at han skulde halshugges. Henrettelsen udførtes ved Skjærbæk Kirke. Familien gjorde alt, hvad den kunde, for at frelse ham, og der holdtes Heste og alting i Beredskab, om de ikke i sidste Øjeblik kunde have nappet ham og jaget afsted med ham op til Jylland. Men alting var forgjæves. Indtil for faa Aar siden, da Kirkegaarden blev sløjfet, kunde vi vise den Sten, hvorunder han laa, og som Børn har vi tit skredet paa den glatte Sten.

Peter Timmermann, Skjærbæk. Skjærbæk S., Haderslev Vester A.


1284. En Mand ude i Misthusum var kjørt til Brøns Mølle. Men imens han nu var der, kom der en stor Flod op, og den slog syv Gaarde ned der ude. Floden førte alt Krammet der ude fra med sig, og det drev op til Gasse Bakker. Da han nu ser det, saa drejer han af derud og vil se, om han kan faa bjærget noget af hans eget Gods. Da træffer han en Mand, som ogsaa var ved at bjærge af de Sager, der drev op. Han ser nogle af hans egne Sager ved ham, og han siger, det er hans og vil tilegne sig det. Men den anden vil ikke give ham det, og de kommer op at slaas om det. Enden paa det bliver, at han slaar den anden ihjel. Han blev saa siden halshugget paa Gasse Høje.

Proprietær Kristen Knudsen, Hedegaard. Skjærbæk S., Haderslev Vester A.


1285. Om Vinteren efter Stormfloden 1825 lagde der sig store Isflager over Møgeltønder og Højer Koge, saa at den næste Sommer saa ud som en Ørken. Bønderne maatte da sælge deres Kræ og Faar for en Spotpris. En Mand i Østerby i Daler kjøbte et Faar saa billig, at da han bag efter solgte Skindet, kunde han for den Sum, han fik for det, betale baade Faaret og Saltet, som han saltede Kjødet med, og havde endda en gammel Mark tilovers. Den havde han altsaa for at spise Kjødet.

Lærer P. Jessen, Daler. Tønder Nørre A.


1286. Jeg kan huske, at da jeg var Barn, blev der vist mig Mærker i Stængerne i Lavst Højrings Lade i Sønderbyen. Vandet fra Havet skal en Gang have staaet saa højt op i Laden. Jeg tror nok, at disse Mærker var godt 1 Alen oven for Gulvet.

I 1825, førend Diget blev slaaet ved Snor-om, en Kro imellem Daler og Højer, da var Vesterhavet gaaet ind og havde oversvømmet alt Landet der omkring og gik over Chausseen. Vandet stod saa højt i Stuerne i Kroen, at Vuggen med Barnet i sejlede rundt om i Stuen og baade Borde og Stole med. Beboerne fra Daler maatte sætte sig paa Heste og ride ud og frelse Folkene der. Vandet gik op til Underkanten af Bordskiven.

Karl Adsersen, Lydersholm, 1906. Tønder Nørre A.


1287. Samme Dag, som Stormfloden i 1825 begyndte, var der en Vogn fra Højkro i Højer for at hente Mel og andre Kolonialvarer, som skulde forhandles i Høkeriet i Højkro. Da Kusken, der kjørte Vognen, mærkede, at Vandet begyndte at strømme saa stærkt ind mellem Højer og Emmerlev, at det var ved at overskylle Vejen, saa fik han i en Hast de nødvendigste Sager af Varer og nogle Sække Mel pakket i Vognen og kjørte, men naaede kun midt op paa Vejen ad Højkro til, da brød Havet med saadan en Voldsomhed ind, at han maatte skynde sig og spænde Hestene fra og lade Vogn være Vogn. Han kom godt hjem med Hestene, og da Vandet igjen var falden, fandt de Vognen i Grøften øst for Vejen, og Vandet var brudt ind med en stærk Kraft, siden det havde kunnet kaste den svært belæssede Vogn over i Grøften.

Karl Adsersen, Lydersholm, 1906. Højer S., Tønder Nørre A.


1288. Under Stormfloden 1634 gik en Gaardmandssøn fra Forballum langs Stranden for at se efter, hvad der kunde findes der. Han træffer saa et kvindeligt Lig, som havde prægtige Guldringe paa sine Fingre. Han ser sig om, og da han ingen bliver vaer, tager han sin Kniv og skjærer Fingrene af og tager Ringene. Næppe er han færdig med det, før han ser Kongens Foged lige i Nærheden af sig. Han havde vel ligget paa Lur der for det samme. Karlen havde været paa Jagt og havde Bøssen med sig, og da han vidste, at hans Liv nu var forbrudt, saa skyder han Fogden i sit Raseri; men blev greben og kastet i Fængsel. Ikke længe efter kom Kongen selv til Stede, og da han var en stræng Dommer, blev Karlen dømt til Døden. Moderen traadte nu frem og bad for hans Liv. Kongen holdt i dette Øjeblik syd for Knud Hansens Gaard i Vesterende af Ballum, og idet han ser ud over den frodige Bygager der tæt ved, siger han til Konen for at berolige hende: »Hvis din Søns Liv skal spares, maa du selv gjøre det. Hvis du kan skjære den Ager Byg med din Segl, fra Sol staar op, til den gaar ned, skal han være frelst.« Konen tager sig det paa, hun vil frelse Sønnens Liv for enhver Sag, og hun begynder en Morgenstund med at skjære Ageren. Lige da Solen gik ned, var hun færdig, men idet hun nu vilde rette Ryggen, saa knækkede den, og paa den Maade maatte hun lade sit Liv. Hun ligger begravet paa Ballum Kirkegaard, og over hende ligger en flad Ligsten, hvorpaa er udhugget en Kvinde med Segl i Haanden, men Indskriften paa Stenen er afslidt.

Lærer Jessen, Møgeltønder.

K. Knudsen fortæller, at hun skulde skjære en Demat Byg.

Ballum S., Tønder Nørre A.


1289. I Stormfloden 1634 gik Vandet ind i et Hus, hvor der boede et Par enlige Folk. De maatte op paa Loftet for at frelse Livet, men saa stikker det Ild i Huset, og da de nu kunde se, de ikke kunde frelse sig, saa bandt de sig sammen med et Reb og sprang ud i Vandet og druknede. Siden fandt man deres Lig bundne sammen, og de var da fulgtes ad i Liv og Død. Det gik for sig i Lund her i Sognet.

Randerup S., Tønder Nørre A. A. Thyssen-Hansen, Randerup.


1290. I Stormfloden (?) gik Vandet helt op til Husene i Mjolden. Der var et Hus i Mjolden Vesterby her vesten for Kirken, der kaldes æ Knold, og der boede et Par enlige Piger. I det samme, som Floden kom, gik der Ild i Huset, og saa foretrak de at drukne i Stedet for at brænde og bandt dem saa sammen i deres Haar og styrtede dem ud i Vandet. De strandede som Lig her inde i Døstrup ved Vinum.

Mjolden S., Tønder Nørre A. Broder Brodersen, Mjolden.