Thomas v. Westens undersøkelser til Runebommens forklaring

Fra heimskringla.no
Revisjon per 23. jan. 2023 kl. 18:19 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


»Same« 
François-Auguste Biard (1799 – 1882)


Hans Skanke
Thomas v. Westens undersøkelser til Runebommens forklaring

ca. 1730


Uddrag af Epitomes Historiæ Missionis Lapponicæ
Pars Tertia: Anlangende de Nordiske Lappers Hedendom og Superstitioner


Før v. Westen i 1722 rustet sig til sin tredje reise nordover, forlangte misjonskollegiet at han skulde imøtegå de innvendinger som fra flere kanter var reist mot hans virksomhet. Det var i grunnen få som tenkte sig at det var så ille stelt med finnernes kristelige oplysning som det forlød fra kretsen om Lector; de fleste var jo dog døpt og hadde ialfall nogen oplæring, de søkte til kirke hvor det var anledning, selv om det ikke blev i den samme utstrekning som med den norske almue. Kollegiet vilde ha beskjed selv, og andre burde informeres.

Han svarte straks på denne henvendelse og hevdet misjonsverkets berettigelse i Vindiciæ missionis lapponicæ, et forsvarsskrift Skanke har innført i Epitomes pars tertia som innledning til beretningen om den tredje reise. Hammond har optatt det meste av det i sin histories siste kapitel, det han hovedsakelig vier den dramatiske spenning i forholdet mellem misjonæren og hans biskop, Peder Krog (s. 680 —701).

v. Westen hadde oftere møtt denne skepsis med hensyn til finnernes hedenskap, det er derfor lett å forstå at han grep til med begge hender, da han på tilbakereisen sydover — sannsynligvis ved Jens Kildals bistand — fant frem til deres intime fortrolighet, og at han la all sin kraft i å trenge inn i deres trosverden, — inntil da en lukket verden for alle som ikke var av finneætt. I over åtte strevsomme måneder fordypet han sig i deres mytologi ved hjelp av runebommens symbolikk, reiste fra sted til sted under savn og anstrengelser og lot de kyndigste noaider tolke bommens runetegn, dens billedsprog, efter den metode Kildal gjør oss bekjent med ovenfor (s. 124 ff.). Og han kom tilbake til Trondhjem med en omfattende samling optegnelser. Med over 100 runebommer som han ogsaa førte med sig fra ferden og nu oversendte kollegiet, leverte han et handgripelig bevis for riktigheten av det han hadde hevdet.

Hele dette materiale ansees for tapt. Runebommene strøk med i en av Kjøbenhavns storbrande, og om konfesjonsbøkene heter det dels at de forsvant i Trondhjem, efterat Skanke hadde brukt dem under utarbeidelsen av Epitome (Hammond 469, 589), dels at de likesom runebommene er gått op i røk i Danmark (s. 38 ovenfor). Selv om det frembyr visse vanskeligheter på grunnlag av det som foreligger å slutte sig til den almindelige tro at alt skal være gått tilgrunne, så kjennes v. Westens opdagelse av finnernes mytologi nu bare fra utdrag av hans skrifter gjort av andre og fra enkelte tilfeldig opbevarte breve fra ham selv.

Det utdrag som best gjengir hans opfatning av finnernes trosforestillinger, er uten tvil oversikten i Epitomes pars prima. Denne er bygget over v. Westens egne forarbeider og støtter sig vel dessuten til muntlige meddelelser, for ingen stod Lector nærmere enn Skanke. Den kompletteres av pars tertias siste del og to anhang, det ene inneholder tolkningen av en runebommes symboler, det annet er en alfabetisk fortegnelse over alle finske ord og uttrykk i Epitome.

Det hørte ikke med til planen for det løpende bind i denne serie å utgi mere av Skankes verk enn pars qvarta. Men under revisjonen av Kildals "Afguderiets dempelse" viste den originale pars prima sig uundværlig, den samme tekst i Jessens redaksjon (i Leems Beskrivelse over Finmarken, 1767; cfr. ovenfor s. 3) var derimot uten nytte. Den siste tilfredsstiller med sine rettelser og sin omstilling av stoffet ikke moderne fordringer til en tekstutgave. Da det er viktigere å vite hvad Skanke virkelig skrev, enn hvad Jessen og Leem mente han burde ha skrevet, fant jeg det var ønskelig å gjøre tilgjengelig også for andre det i Epitome som handler om finnernes mytologi og kultus, — så meget mere som Qvigstads ovenfor trykte registre med sine sidetall henviser til Skankes manuskript. De nettop nevnte deler av Epitome gjengis av de her anførte grunner efter originalen i Kalis samling. Pars tertia’s pag. 83—125 svarer til § 15, pag. 421— 476 hos Hammond, Fjerde anhang til pag. 99—108 i Reuterskiöld, Källskrifter, hvor imidlertid de fleste av den alfabetiske fortegnelses henvisninger til teksten mangler. — Gjengivelsen er bokstavrett.

Fra s. 182 henviser teksten til en "afritsning" av symbolene på en runebomme. Denne tegning mangler og har øiensynlig vært borte, allerede da Jessen brukte originalmanuskriptet. For i hans redaksjon av Epitomes første del er henvisningene lagt om, så de svarer til en bevaret tegning i anhang 3, som Jessen har stillet foran sin avhandling. Men tegning og beskrivelse i anhanget er gjort efter en runebomme som — hvad en sammenligning med teksten nedenfor viser — har vært ikke så lite forskjellig fra den bomme v. Westen og Skanke har støttet sig til i pars prima.


O. Solberg



EPITOMES PARS TERTIA
(Pag. 83—125: Thomas v. Westens undersøkelser til Runebommens forklaring 1722-23.)


Hidindtil havde Sal. Her von Westen i fulde 6 aar været [83] ved Missionen, og 2de gange paa ded nøyeste randsaget Finner og Lapper i Findmarken samt i Tromsøen, og nu nyeligen Senniens Fjorder igiennem; men hvad Finners og Lappers Van- og Over-Troes artikle, samt Afguderiers omstændigheder angaaer, saa blev Harjangen denne gang omsider Academiet, hvor alle de daarligheder til een fuldeligere forstaaelse og viidenskab bleve ham forklarede, saa hand fornam, at hvad hand derom, i West-Findmarken særligen og i Tromsøen, tilforn havde lært, var kun een liden deel af Lappers og Finners forborgne Sager, som hand dog havde meent sig aldeles at have udgrundet.

Missionarius Jens Kildal, som sin lives tiid havde opoffret [84] til Missionens tjeniste udi Finner og Lapper at redde, da hand 1721 kom i Saltens Fjelde, og forefandt Lapperne, særdeles i Harjangen, som høre til Ofotens Residerende Kald under Lødingens Pastorat, gandske vilde, barbariske, og ald underviisning slet modstridige; fornam ogsaa, at ald deres aversion for Missionen enstood deraf, at de frygtede sig for at have Christne iblandt sig, at deres Hedenske Sæder og Religion skulde røbes, og de saaledes komme i straf og ulykke, haver hand tænkt paa raad og maade, hvordan hand bæst kunde giøre sig disse folk fortrolige og uden frygt. Hvortil som hand vel saae, at intet andet middel var tilstrekkeligt, saa kaldede hand Gud til velsignelse, og resolverede, at forlove sig med een af Lappernes egne døttre, hvis Fader var sat til Helligdagsvægtere i Harjangen, et smukt og godt barn, ved navn Karen Arnesdatter. Ved denne affinitet med Finnerne naaede Kildal sin svek[1], og fik dem sig allesammen fortrolige og tilgedane[2], hvorefter hand kunde komme til med [85] frugt at underviise een hver, og lagde derpaa største fliid.

(20. aug. 1722) Da nu Sal. Her von Westen der ankom, og begyndte der, som de fleere steder at grandske i Lappernes Hedenskab, hvorom Kildal i sin underviisnings tiid slet intet havde spurt, bekjendte een hver reent ud alle sine forøvede idololatrier[3] og superstitioner, og paa videre tilspørsel forklarede rundt ud alle sine Fædrene Skikkes omstændigheder blot og bart, ja fornøyede Sal. Her von Westen saa godt baade ved sin profect[4] i den sande Guds Kundskab og Kjærlighed, saa og ved sine frivillige og aabenhjertige bekjendelser, saa jeg seer fast intet sted i hans Missions-actis og annotationer, hvor hand har bemerket sin glæde saa stoor som paa dedte sted. Et forsamlingshuus havde de selv for deres underviisning begierligen opbygget, der lovede de Gud i samling med Sal. Her von Westen dag efter dag saa længe ham tillodes der at være[5]. Deres offersteder havde de selv u-anmodede forstyrret og opbrændt. Der var opsat veddemaal, at disse Lapper i 10 aar ikke lærte at læse i bog; men Sal. Her von Westen har antegnet dedte [86] vidnesbyrd om dem: Jo, de fromme Sjæle læste, og ded med glæde. Aldt dedte lagde grund og aarsage til den Kjærlighed, som Sal. Her von Westen fra den dag havde til denne Missionair, at omend skjønt hand var vel den eenfoldigste og minst naturligen begavet, saa har dog Sal. Her von Westen fundet aarsage at elske ham og agte ham høyt i Missionens tjeniste, fordi hand har meent Gud ded saa oprigteligen, og Gud igien beviist ham den Naade, at da hand var sat paa ded vanskeligste sted blandt de meest barbariske, hand dog havde vundet allermeest, og kunde nu fremstille alle de vildeste Lapper som diende Lam, der havde fundet saa good een smag i den u-svigelige Christi Lærdoms Melk, at de for den at nyde end ogsaa tit havde sat deres timelige livs næring til siide.

Derfra Sal. Her von Westen kom til sin bestemte tiid til Sjumen, og efterat hand der Dominica XII post Trinitatis, som var den 23de Augusti (23. aug.) havde prædikket, begav hand sig strax til overhøring og grandskning. Hand havde 1716 i Ofotens Præstegaard havt een berygtet Noid af Sjumen for sig, som skaffede ham nok at bestille, men vandt dog paa den tiid [87] intet med ham, ti hand var et saa bekjendt ugudeligt og haardt Menneske, at Nordmænd sagde om ham til Her von Westen, at dersom Paul Lap blev omvendt, saa vilde de troo, at alle Lapper bleve omvendte. Denne attaqverede Sal. Her von Westen allerførst, og overtydde ham saa længe at hand havde een u-dødelig Sjæl, og hvad elendig tilstand hans Sjæl var og vilde komme udi, indtil Gud efter een svar kamp bevegede hans hjerte, at hand bekjendte sine daarligheder, og omsider med megen graad og ydmyghed forsikkrede, at hand vilde forkaste ald sit superstitions og Trolddoms væsen, bad ogsaa at Skolemæster maatte komme op og underviise hans børn, ti de kunde bumands maal, ded er, de kunde tale og forstaae Nordsk. Bekjende derpaa i den offentlige catechization for alle sin u-gudelighed og Hedenskab og sit omvendelses forsæt.

Og som Sal. Her von Westen igiennem Harjangens Lappers bekjendelser havde faaet meere lyvs i Nationens grund-stiftelser, og derigiennem een kraftig fordeel imod alle reservationer, [88] saa betjente hand sig ogsaa af den dør, som var aabnet for ham, og trængte som nærmest ind i disses og alle de Finners og Lappers hjerter, som hand derefter havde med at bestille, saa omvendelses verket blev ham fra den tiid dis mindre vanskeligt, efterdi een hver blev strax slagen i sit hjerte, i ded hand hørte Sal. Her von Westen at viide aldt hvad hand hos sig selv fandt at have forøvet, ligesaa vel som een hver veedste ded selv. Uden ded og Missionen hos Lapperne ikke synderligt skulde have kundet udrette. Men hvad floor Satans Riige haver staaet udi kand agtes deraf, at iblandt 17 Familier Finner og 12 Familier Lapper, som høre til Sjumen, fandt Sal. Her von Westen 16 sterke Noider, som hand, foruden sine ordinaire forretninger, havde at arbeyde med indtil den 26de Augusti, da hand først kunde komme derifra; men hand arbeydede og med den velsignelse, at da Lapperne havde sammenlagt og sat sig for at skjyde ham og hans Selskab ihjel, om de kom op til dem, saa havde disse nu den kjærlighed for ham, ikke alleeniste at de varede ham ad mod de forestaaende fjeldsteder, men længe efter at hand havde forladt dem, komme [89] de løbendes efter ham hen i et andet Provstie for at see ham i live, og endda at høre ham lærendes og formanendes.

Den 26de Augusti (26. aug.) reyste Sal. Her von Westen til Kyssnæss, og havde der mangfoldig arbeyde med Tydsfjords, Skrobkjosens, og Efjordens Finner og Lapper, som hand ikke alleeniste i samlingen overhørte og catechizerede, men og individualiter examinerede. Hand havde 1718 paa sin Sør-reyse sat een Person til Skolemæstere iblandt dem, som i den mængde og vidløftige omkreds havde og giort bæste fliid, men deres fædrene Hedenskab var ikke udryddet, og derfore kunde ald underviisning hidindtil lidt frugte. Ti blev Sal. Her von Westens arbeyde denne gang des større, som havde ikke hjerte at forlade stedet, saa længe nogen endnu var tilbage, som hand veedste endda ikke at være bragt til bekjendelse og sine daarligheders bortkastelse. Hand havde og her over 600de Sjæle at besørge, og [90] deriblandt de fleeste gamle indtil den tiid flittige afgudsdyrkere, som de omstændeligen bekjendte. Til slutning aftalte hand med disse Finner, at de skulde oprette et Forsamlings-Huus og een Skole paa Tjørnæss, om der skov var, hvis ikke paa Kyssnæss, ligesaa et Huus i Skrobkjosen til samling og underviisning. Og skulde Missionarius Jens Kildal for disse Finners nærmere oplærelse i bog derefter boo i Tyds-Fjorden, som tillige med Efjord og Skrobkjosen sorterer under Lødingens Pastorat.

(31. aug.) Fra Kyssnæss reyste Sal. Her Lector von Westen over Eidet under fjeldet hen til Røtangens Finner og Lapper, som hører Hammerøens Menighed til, hvilken er et Residerende Annex under Laskestad Pastorat. Der paa Carlsøe mødte ham Præsten med Røtangens og Hammerøens Finner og Lapper, som ere i tallet 118 Sjæle, foruden Stegens 10 Lappe-familier, omtrent 50 Mennisker unge og gamle. Hos disse havde Skolemæsteren Michel Munch været, og deelt sin underviisning imellem disse og næst-forbemte Lødingens Finner i Tydsfjorden, Skrobkjosen, [91] og Efjorden, efter den anstalt, som Sal. Her von Westen 1718 derom havde giort. Men som de gamle rødder af deres Fædrene-Lærdomme endnu sade faste i deres hjerter, saa kunde ald underviisning ikke hjelpe derimod, at de jo forbleve ved ded, som deres Forældre og Forfædre havde troet og øvet og dem indplantet. Ti maatte Sal. Her von Westen her som paa Kyssnæss give sig tiid til, igiennem nøyeste granskninger og overbevisninger, at bryde de rødder op, og see at faae een beqvem sædejord i dem for den Christelige Lærdom, som de skulde annamme. Men siden hand kom ikke fra Tydsfjorden førend den 31te Augusti, da hand 3die dag tilforne havde tænkt sig derifra, saa arbeydede hand nu her paa Carlsøe med Røtangens Finner den 1ste og 2den Septembris, (1. sept.) som skulde være hans reyse dager derifra til Nord-Follen, og fandt her som paa forige sted Hedenskabets brug i sin fulde floor ved iidelige offringer og eenfoldigste superstitioner, som mangfoldeligen bleve bekjendte. Og som Sal. Her von Westen af deres bekjendelser fornam, at eendeel deres offer-steder vare ikke saa meget langt fra ded sted, hvor hand havde Finnerne her samlede, saa agtede hand Tiiden og umagen værd at gaae derhen og besee, hvordan [92] deres Altere vare indrettede. Og fandt hand dem i alle maader ligedanne, som D. Olaus Wormius i sine Monumentis Danicis beskriver de gamle Danskes Altere i deres Hedendom. Ti disse fandt Sal. Her von Westen omkringsatte med Steene og smukke levende Træer, neden for hvilke Levninger af deres Offere, som been af Rein, Fæe, og andre dyr, laae i stoor mængde. Men paa disse Finnernes offer-steder stoode desforuden adskillige Rutu-billeder, saa grovt som Finnerne kunde forstaae den konst, udskaarne, samt Thors Hammer. Fem Offer-steder vare paa denne plats, som Sal. Her von Westen besaae, hvilke alle Finnerne, som allesammen maatte følge med, selv-mindte stak ild oppaa og opbrændte, og lovede, at de saadanne daarligheder efterdags reent vilde forsage.

Efterat Sal. Her von Westen her saaledes havde røddet veyen for Missionens følgende institution i den Christelige Lærdom, kom hand til Nord-Follen, som henhører til Rørstad-Residerende Menighed under Bodøens Præste-gield, og holdte der sin formaningstale og overhøring den 4de Septembris (4. sept.); men [93] blev forpligtet at blive ved at inqvirere og oplyvse disse Finner indtil den 6te dito, ti hand fandt Hedenskabets brug her, som paa de forige steder. I een samling af 40 Sjæle fandt hand gandske faae ubesmittede og fri for Afguderier, men slet ingen fri for Nationens superstitioner, hvilket heller ikke kunde være anderledes, ti de have fra deres hjem-steder i Nord-Follen hen til Præst og Kirke eendeel 3, eendeel 4re dagers reyse, og Præsten ligesaa langt hen til dem. Da Sal. Her von Westen havde leed disse paa rættere Troo og tanker, begav hand sig derifra, og med Præsten Hr Johan Rask og Missionair Jens Kildal kom om aftenen den 7de Septembris (7. sept.) til Sør-Follen, og fik Finnerne strax samlede paa Medgaarden, og holdte der formaningstale til dem, hvorved de bleve temmelig bevegede. Derpaa hand examinerede der den 8de Septembris, og ved sin inqvisition fandt mange afguds-dyrkere iblandt dem, samt een stoor deel, baade gamle og unge, hidindtil uvillige til at lade sig underviises af Missionens Skolemæstere. Naar Sal. Her von [94] Westen ved anledning af deres bekjendelse spurte, om ded var synd at offre til Thor? turde de vel længe imod Sal. Her von Westens argumenter paastaae, at ded maatte vel ikke være Synd, efterdi Thor var saa gammel og mægtig een Gud, og hans Guddom saa øyen-syvnlig og kjendelig, som de i mange deres Nøds-tilfælde havde prøvet.

I disse 2de greene af Follen haver for Missionens tiid 1705(!) været 60 familier boo-satte Finner, som have siddet paa jorder, hvilke de selv, eller deres Forældre og Forfædre have ryddet. Men befindes nu Joord-siddende ikke uden 27 Finner i begge Follene. Aarsagen skal være, at de Nordske have tilegnet sig Landet, og fordrevet Finnerne ifra deres rydnings-jorder. Og er ded saa, at i Sør-Follen ere skjønne Jorder, men Finnerne have ikke synderligen skjøttet om at dyrke og saae dem, hvorved den Herlighed af Korn, som skulde være Landets fornemste fordeel og nytte saa vidt ligger forsømt. Men den u-mistelige Landets nytte kand ved een billig og forstandig omgang let skikkes i lave, saa at Landets Herligheder baade bæst kunde blive til nytte, og Missionen med Finnerne dog være angerløse.

[95] Og som Sal. Her von Westen havde foranstaltet Forsamlingshuus og Skole i Nord-Follen paa Underbakken at skulde settes, som ded beqvemmeste sted for den heele circumferences Finner; saa ordinerede hand nu ligesaa, at for Sør-Follens Finner og Lapper skulde opføres forsamlings-Huus og Skole, og begge indenfor Lillegaarden settes. Finnerne vedtooge Selv at tømre og bekoste de Huuse, samt at føre Lyvs og varme did om vinteren til deres underviisning.

Derfra reyste Sal. Her von Westen med Missionair Kildal den 8de Septembris 1722, og kom til Saltdalen, som ligesom ded forige er et Residerende Annex under Bodøens Præstegield. Dertil hører een samling over 250 Lappe- og Finne-Sjæle, foruden 20 Familier, som sidde Øster paa fjeldet iblandt de Svendske. Med disse, saa mange, som komme til Samlingen, havde Sal. Her von Westen at bestille fra den 9de til den 11te Septembris (9. sept.) inclusive, randsagede een hver i særdeleshed, og fandt disse, som de fleere forige, aldt formeget grundede i deres Fædrene-superstitioner, men gandske liden grund i den Christelige [96] Troo og Lærdom at have. Hand havde her Kirken og Præstegaarden til magelighed for sine forretninger, samt Præsten Hr Cnud Rist tilstede. Ti Saltdalens Kald ligger indenfor Skjerstad op imod Fjeldet. Da hand havde tilberedet Sjælene, og erfaret ald leylighed, foranstaltede Sal. Her von Westen til disse Finners underviisning, at een Skole skulde oprettes paa Draget, som ligger midt i circumferencen blandt Saltdalens Finner og Lapper, hvortil de vilde selv strax skaffe behørige materialier paa Platsen, men bygningen maatte blive paa Missionens bekostning, ti de befandtes fattige. Og som Sal. Her von Westen efterkom, at eendeel Lappe- og Finne-ungdom tjente hos Nordske folk i bøygden, som alleene brugte dem som fæe, uden nogen omhue for deres Sjæle, saa lood hand alvorligen tilsiige Huusbonderne, at saafremt de vilde beholde Lappe- og Finne-børn i deres tjeniste, maatte de fra den tiid være betænkte paa, enten Selv at underviise dem at læse i [97] bog og forstaae den Christelige børne-lærdom, eller ved andre besørge deres underviisning derudi; men hvis Husbonderne dedte forsømte, skulde Missionarius tage Lappe-børnene ifra de Husbonder, og sette dem til andre Gud-frygtige Husfædre, som saadan Aandelig og vedbørlig omsorg for dem vilde drage.

Efterat Sal. Her von Westen havde sat aldting for Missionen til rætte i Saltdalen, kom hand den 12te Septembris (12. sept.) til Skjerstad, som ligesaa er et Residerende Kald under Bodøe-gield. Her forefandt hand Lapperne temmelig øvede i deres Læsning udi Bog og Christelige Lærdoms grunde, men der fandtes dog mange endnu hengivne til Hedenskabets afguderier og Overtroo. Ti maatte Sal. Her von Westen have med een hver i sær at bestille, at hand derefter kunde viide hvad hand havde at foranstalte. Synderlig hengivne til brændeviin fandt hand endnu disse, som fast alle Finner og Lapper i Nordlandene; [98] ti maatte hans formaninger om entholdelse derifra alletider være lige saa visse som om Offringers og Trolddoms afskaffelse, og lige saa nær forpligtelse og løfter maatte hand tage af dem for ded eene som for ded andet. Ti saa godt som de Nordske havde fundet sin regning derved, at Finner og Lapper fandt Smag i Brændeviin, nok saa fast haver den Leede Aand fundet sin fordeel derudi, og veedst at føre sig de Nordske Christnes Handels-Maxime til nytte. Sal. Her von Westen foranstaltede slutteligen, at her een Skole skulde oprettes paa Eidet, og een anden i Mistwærfjorden, som Finnerne for sin underviisning og commoditet selv vilde bekoste.

Den 16de Septembris (16. sept.) kom først Sal. Her von Westen til Bodøen, til hvilken Menighed da 13 Lappe-Familier eller 66 Lappe-Sjæle henhørte. Af hvilke som de fleeste vare tilstede, saa begyndte Sal. Her von Westen, efter foregaaende sædvanlig Formanings-tale til dem, strax sin examen, hvilken hand blev forpligtet til at continuere indtil den 21de Septembris, formedelst [99] mangfoldig Idololatrie og Troldoms-Konster, som hand iblandt disse Lapper maatte erfare meget giængse, ikke mindre end i de Residerende Menigheder, som til dedte Pastorat henhøre; dog fandtes der og eendeel Christelige Finner deriblandt.

Dominica XVI post Trinitatis, som var den 20de Septembris (20. sept.), efterat Sal. Her von Westen Selv i Bodøe-Kirke havde prædikket, fik hand her omsider fat paa een sterk Noid, som med de andre ikke var kommen til overhøring. Denne havde tænkt, at Sal. Her von Westen maatte da allerede være reyst fra Bodøen, ti kom hand da til Kirke. Sal. Hr. von Westen lood ham tegne sin Rune-bomme, efterdi hand strax vedgik, at hand havde brugt ded Fandens Spøgelse, som hand selv kaldte den. Denne, da hand blev tilspurt om et character af Fudno, hvilken hand havde tegnet, svarede hand, at ded var Fanden, som de kalde Satan. Sal. Her von Westen spurte videre, hvi hand havde taget Troo paa ded character, siden hand veedste ded var Fanden? [100] Lappen svarede, at een den største Noid, som havde informeret ham, havde lært ham, at Fudno eller Rutolmai regierer over alle Creature, som ere paa jorden, og hand veedste selv intet ondt med ham. Sal. Her von Westen spurte videre om et andet character. Lappen svarede, at ded bemerkede Ailikes-olmai, om hvilken hand hosføyede den forklaring, at Ailikes-olmai (derved alle Lapper betegne Juledag) er Guds Mand, som Soolen rinder over, hvorved de meene Jesum. Lagde ogsaa dedte dertil, at den, som vil paa Guds Troo (!), hand holder med denne; men den, som vil forlade Guds Troo til enden, hand holder med den, som staaer hos, nævnlig Fudno.

Sal. Her von Westen spurte ydermeere: hvem af disse to denne Noid holdte med? Noiden svarede: at hand holdt med dem begge. Blev videre tiispurt: hvorfore hand haver villet troo paa dem begge? svarede: fordi hand vilde blive ved sin Troo paa den Guds Mand Ailikes-Olmai; men andre Noider sagde, at ded lykkes bædre ved Troen paa Fudno, end ved Troen paa Ailikes-Olmai, og saa har hand og selv fundet og forsøgt; dog troode hand, at Ailikes-Olmai var sterkere end Fudno. Noiden [101] blev fremdeles tilspurt, om hand veedste da vist, at Fudno var Satan? Hand svarede, Ja. Sal. Her von Westen spurte ham om et andet character, hvad ded skulde være? Hand svarede, at ded var Rutu-Sjuwen, eller Rutu-Horte, eller (som de ellers kalde ded) Ijegvedse, ded er, Satans Hund, ti saa kalde Lapperne Ulven. Hand blev videre tilspurt om et andet character, og svarede, at ded var Satans Engle, som de paa Lappisk kalde Soje-Olmai eller Sojara. Naar hand har slagen paa sin Runebomme, og Ringen gaaer til Sojara, da bliver godt veyr, men gaaer Ringen ifra Sojara, da bliver tykt og slemt veyr, saa havde hand alletider befunden. Men een gammel Noid, som havde informeret denne, beraabte hand sig paa at have sagt, at hand kunde snakke med dedte character, og af ded faae svar om aldt hvad hand spørger om. Forklarede ogsaa, sig selv at have spurt Satans Engle (ti saa har hans egne ord falden) om adskilligt: om sine Simle-Rein, hvordan de skulde lykkes og trives? om Ox-Rein, naar de have været borte, hvor de [102] skulde findes igien? Hvordan Sey-fiskerie der skulde blive imellem Waagøen og Landegoo? og ded havde aldt vel gelinget ham. Forklarede videre af sig selv om Fudno og Ailikes-Olmai, at hand havde befundet, at naar mand holder med Fudno, og setter sit hjerte til ham, og forlader Ailikes-Olmai, da lykkes alleting bædre, og derimod, naar hand har sat sin tanke til Ailikes-Olmai og forladt Fudno, da har aldtiid for ham været u-lykkeligt. Saaledes gik Sal. Her von Westen hans heele Runebomme igiennem, og den anden forklarede et hvert stykke derudaf, ligesom hand af sin gamle Skolemæstere havde lært.

Ligesaa continuerede Sal. Her von Westen sin examen i Bejeren, did hand ankom den 21de Septembris (21. sept.), efterat Missionarius Jens Kildal var reyst for i veyen og samlet didhenhørende Lapper og Finner paa Sooløyen. Nogle Lapper mødte ikke, dem skrev Sal. Her von Westen efter og lood dem føres til sig. Naar Sal. Her von Westen inqvirerede, hvi Finnerne her vare saa u-lystige til at møde ham, ligesom hand og i [103] Bodøe-Menighed havde fornummet, kunde de siige, at Nordmændene havde skrekket og indbildet dem, at udseendet med Finnernes samling var, at føre eendeel hen til Grønland, andre hen til Tørkiet at selges Tyrkerne til mad. Blandt de 30 Lappe-familier, som Sal. Her von Westen her havde for sig at examinere, fandt hand mangfoldig Hedendom efter Nationens maneer, fandt og adskillige Noider, men blandt dem særdeles een, som fremfor alle havde een besynderlig og forskrekkelig Rune-bomme, hvis Characterer Sal. Her von Westen lood ham sig forklare. Mangfoldige Eleusinia, skriver Her von Westen, udtalede denne Noid, som Sal. Her von Westen maatte bekjende, sig hverken at kunde fatte eller antegne, men hand har dog antegnet meget af Noidens forklaringer. Sal. Her von Westen har spurt ham om Peiwes character. Ded sagde Noiden at være Soolen, hvilken hand ogsaa kaldte Marianedne eller Mariæ Moder, og forklarede videre, at ded character betyder stoor Lykke, naar Ringen falder deroppaa. Sal. Her von Westen spurte ham: om hand troode paa Peiwe eller Marianedne?

[104] Noiden svarede, ja, hand troode, at Marianedne skal føre ham paa den rætte vey, og skal hjelpe ham af ald nød, (hvilket er klare Levninger af Pavedømmet) men hand troode ikke alleene paa Soolen, men og paa Maane og Stjerner. Sal. Her von Westen spurte: Hvad hjelp Maane og Stjerner kunde giøre ham? Noiden svarede, at de lyvse for ham paa hans Noide-reyser, som hand i Aanden giør til Jamik-aimo, ti ellers maatte hand fare vild. Sal. Her von Westen spurte videre: Hvad giør du da med Rutu og hans Engle paa din Rune-bomme? Lappen svarede: Naar hand stikker i nogen nød, saa tilbeder hand Sool, Maane, og Stjerner; men naar nogen har giort ham ondt imod, da kalder hand Satan og hans Engle til hjelp, at straffe og bryde beenene i dem, som giøre ham imod. Sal. Her von Westen spurte om et andet character, som Noiden forklarede at være Morgen-Stjernen, og atter om et andet, som Noiden sagde, at være Midnats-Stjerner, forklarede derhos, at naar Ringen falder paa Morgen-Stjernen, betydes godt og frugtbart aar, og ingen Sygdom; men naar Ringen hefter ved Midnats-Stjernene, da kommer Lapperne noget til at brøste[6].

Sal. Her von Westen spurte endnu om et andet character; [105] ded forklarede Lappen at være Marian-ugse. Og da Sal. Her von Westen videre spurte: Hvad ded havde at siige? svarede Noiden, at Marian-Ugse er den, som baade vogter dørren hos dem i deres Kotter, saa og oplader dørren for dem, naar de skulle ind og ud af Jamik-aimo. End spurte Sal. Her von Westen ham om et ubekjendt character, og ded sagde Noiden at være Satans eller Rutu-Port-Hund, som vekker den Ondes Engle op, naar de sove. Fremdeles spurte Sal. Her von Westen ham om ded character, som betegner Noiden i sin djevliske Sviime liggendes. Lappen forklarede, at Kroppen ligger død, men Sjælen vandrer. Sjælen, sagde hand, raader djevelen for, og Kroppen vilde ogsaa Satans Engle raade for, som ligge derunder og luure derpaa; men Starbo (som hand kaldte Thoors Karls Hund) hvilken imidlertiid haver at vogte Noidens Krop, hand holder Fudno og Uljan, Satan og hans Engle, derifra, og, om de ville tage Kroppen, knurrer og bjeffer, at Thoors Svend vaagner og gaaer hen til Atsjegads (ded er Torden) og vekker ham, og da slaaer Atsjegads eller Thoor paa djevle [106] eller Trolde med sin Hammer, at de ikke skal hindre Aanden, at den jo kommer i den døde Krop igien, ey heller drage af med ded sviimende Legeme. Derfore da Sal. Her von Westen spurte om et synderligt character, som var tegnet næst derhos, svarede Noiden, at ded var Thoor-Olmai, eller Tordens Striidsmand paa een hest, hvilken havde at geleyde og forsvare Aanden, imedens den er borte fra Kroppen. Endelig erfarede Sal. Her von Westen paa denne Rune-bomme at være tegnet Rutaimo, Rutaimo-Slot, og Rutu, ded er, Helvede, Helvedes Slot, og Djevelen selv, ja Helvedes Kirke-gaard, og Helvedes Kirke, hvorthen Noiden forklarede sig u-feylbarligen at have kommet, om hand havde død i aldt ded onde, som hand hidindtil havde forøvet.

Sal. Her von Westen kom derifra til Gilleskaal den 23de Septembris (23. sept), og toog alle de Bejerens Lapper med sig, som hand endda ikke nøye nok havde udgrandsket. Ungdommen og Qvinderne, som hand havde overhørt og underviist medens hand var der, lood hand gaae hjem hver til sin Kotte i Bejeren. Men paa Gilleskaal gik hand alle de øfrige igiennem, og con-tinuerede [107] med grandskning, underviisning, og formaning indtil den 29de Septembris, da hand først agtede, sig her at have giort hvad ham paalaae. Imidlertiid blev hand dagligen meere og meere kjyndig i Lappers og Finners Hedenskab, som de fra deres Forfædres tiider hidindtil havde beholdt skjyvlt og frelst for hver Mand, med alle sine forskrekkelige superstitioner.

Sal. Her von Westen gik her hver een Rune-bomme igiennem, som nogen af dedte Præstegields Lapper hidindtil havde betjent sig af. Iblandt saa mange superstitions-Tegn fandt hand paa een Rune-bomme nogle u-sædvanlige characterer, hvorom da hand spurte, hvad de vilde betyde? svarede Eyermanden, at ded var Manonasti og Mananasti. Og kom Sal. Her von Westen saaledes til at forstaae Astronomiam Diabolicam blandt Lapperne. Ti Noiden forklarede ham, at begge vare Stjerner, som kunde komme Noider for under deres Jamik-aimo-reyser. Naar den første, nævnlig Manonasti, gaaer ind i Maanen for Noiden, medens hand farer i Aanden paa sin reyse, da er hand viss paa, at den Kone, som hand seer for, er frugtsommelig med Drenge-barn; men gaaer Mananasti ind i Maanen medens [108] hand saa farer, da gaaer Konen med Pige-barn. Hand fandt og desforuden et u-sædvanligt Character paa samme Runebomme, hvilket Noiden kaldte Guerga; og da Sal. Her von Westen spurte om dessen udtydelse, forklarede Lappen, ded de troode, at der er een Wærmelands Kone (som hand kaldte Bjergmonakka) hvilken skulde raade for alle Fugle, at skaffe dem fra de varmere Lande hen i de Nørdre; men denne Guerga var Fuglenes Konge og anførere, som har at giøre Regenskab til Bergmonakka, hvormange Fugle der avles, og hvormange der tabes, hvorefter Bergmonakka ordinerer, at saa meget antall Fugle skal forblive hos hende, de andre sender hun omkring i Verden.

Festo Michaelis prædikkede Sal. Her von Westen i Gilleskaal-Kirke, og forklarede der ydermeere hvad de havde at troo baade om onde og goode Engle. Maatte dog continuere sit randsagnings-arbeyde indtil Fredagen den 2den Octobris, da hand reyste fra Gilleskaal, og med meget stræb naaede til Eidet om natten derefter. Dedte Eid er 2 Miile fra Gilleskaal. Kunnen, et i Landet navnkundigt promontorium, ligger der udenfor, som ded aabne Hav driver ind paa, og er et farligt sted. For dedte at evitere lood Sal. Her von Westen sin baad trekke [109] over Eidet, som ved fløed Søe er ikke uden omtrent et par Hundrede skrid langt. Der maatte hand blive om Natten. Kom heller ikke efterfølgende dag længere end til Gaaswær, da hand havde sat sig for Søndagen næst-derefter den 4. oktobris (4de Oct.) at prædikke og visitere i Meløe-Kirke, som er et Annex Rødøe Præste-gield tilhørende, hvilket som hand ikke naaede, saa prædikkede hand for eendeel de nærmeste Tilhørere af Meløe-Menighed, som paa Gaaswær samledes. Men veyen giordes ham saa lang, at hand kom ikke til Rødøen førend den 12te Octobris.

Imidlertid havde Sal. Her von Westen i Meløe-Kirke (hvor hand prædikkede og visiterede den 6 Octobris) (6. okt. ) overhørt Finnerne, som hører til ded Sogn; og ydermeere paa Grynøen, hvor hand atter i mange dage, formedelst et forskrekkeligt Guds veyr, maatte opholde sig, og imidlertid nogle dage formedelst u-passelighed maatte holde ved Sengen, havde nogle for sig af Finnerne, som Dominica XIX post Trinitatis havde mødt ved Rødøe-Kirke, og der ventet Sal. Her von Westen, men da de fornam ham af ded contraire veyr forhindret, da saasnart veyret noget sagtede sig, begave de sig i den mørke [110] aften derifra, og søgte ham op paa Grynøen, hvor hand den Søndag havde prædikket. Med disse, som med de forige, Sal. Her von Westen igiennemgik alle de Superstitions-væsener, som paa een hvers Rune-bomme fandtes antegnede; og ligesaa continuerede hand paa Rødøen med største Nidkjærhed og arbeyde i aldt ded Hedenskab, som hand der blandt Finnerne forefandt, indtil den 23de Octobris (23. okt.), da hand reyste derifra og kom til Selnæss, hvor hand atter af contraire veyr blev anholdt; men continuerede dog sit Randsagnings og underviisnings-arbeyde med Finnerne, ti saa mange, som hand enten tvivlede om, eller endda ikke havde randsaget, dem toog hand med sig fra Rødøen, at om saa skeede hand blev veyr-fast, hand dog kunde bestille sit ærende, og ingen tiid gaae u-nyttig bort.

Hand prædikkede Dominica xxi post Trinitatis paa Selnæss, og kom den 31te Octobris (31. okt.) først til Rahnen, som er et Residerende Kald under Alstahoug-Præstegield paa Helgeland; der holdte Sal. Her von Westen ved, ligesom paa de forige steder, [111] med private Randsagelser indtil den 9de Novembris, og fandt blandt andre bekandte Characterer 2de særdeles paa een Lappe Noids Rune-bomme, hvilke Eyermanden forklarede at være Bjegsgalles og Koiwo, ded er, Vind-Guden med sin skuffel, hvormed hand kaster veyr og Storm ud. Det første Character fandtes og desforuden paa een og andens Rune-bomme, men ikke ordinair. Efterat Sal. Her von Westen havde gaaet alle sammen igiennem, og veedste intet til rest af ded, som til disse Finners overbeviisning og omvendelse hørte, uden anstalt til nogen viss underviisning for saa mangfoldige Lappe-Familier, som sig i Rahnens Fjelde til et antall af 612 Sjæle opholde, aftalte hand til slutning med de tilstede-værende, og efterlood sig følgende Anstalter:

Angaaende Rahnens Fjeld-Lapper.

1. Saa som de denne gang tilstede-værende Fjeld-Lapper har af Guds Ord bevegede forsaget ald forige Afguds-dyrkelse, Offring, og Rune-bommes brug, med ald anden Noideskab og Hedendom, [112] som rætte Djevelens gierninger, saa til forsikkring om deres hjertens alvor i saadan omvendelse har de lovet at overtale deres vildfarende brødre, som ikke nu vare tilstede, at give ligedan Gud ære, bortkaste deres Forfædres daarligheder, og nu herefter de alle sammen at tjene alleene den eeniste Sande Gud.

2. Alle de Rune-bommer, eller andre Noide-instrumenter, som findes blandt Rahnens Lapper, maa til et poenitences tegn udleveres af dem, hvilket som de tilstedeværende goodvilligen har indgaaet, saa besørger Lappe-Lænsmanden Anders Clemenssøn, at alle Rune-bommer, som brugelige har været hos dennem, vorder indsamlede, og her i Rahnens Fjelde af ham til Lector von Westens anstalt imod beviis overleverede.

3. Et forsamlings-Huus oprettes for Rahnens Lapper i Skapswaimo, hvor der er een slet Plats, een fjerdings vey Østen for Brants Fjeldet mellem de to bekke, som rinde fra Skapsware op til stoor Uhma, paa hvilket sted beqvemmeligst er for alle Lapper at samles. Der skal skee af Missionario Catechization, underviisning, formaning, og fornøden Lærdom for Lapperne [113] hver anden Helg baade Løverdag og Søndag, da Lapperne eendrægteligen møde, og de, som ikke komme den eene Helg tilstede, at de der u-feylbarligen møder den anden, ald den heele tiid igiennem, medens de ere i Rahnens Fjelde; men som denne er den almindeligste forsamling, saa bør u-feylbarligen udi de 18 Lappe-følger skee hver uge daglig og iidelig underviisning saaledes, at Missionarius reyser rundt omkring, og deeler sin Catechization til hver Lap, værende hos een hver, ingen forglemt som sagt er, udi een uge, da mand ogsaa har ded haab, at Lapperne hannem bliideligen modtager, og efter Kongl. Allernaadigste befaling uden ophold flytter og veyviiser.

4. Samme Forsamlings-Huus bliver 16 aln langt og 12 aln breedt, vel dekket med Næver og Torv, hvilket Rahnens Lapper har goodvillig indgaaet selv at opbygge, og give dertil hver een rigsort. Forsamlings-Huuset maa u-feylbarligen arbeydes paa førstkommende Vaar.

5. Ungdommen af Rahnens Lapper skal have og nyde om vinteren underviisning i den Skole, som vorder holden paa [114] Moe. Dermed skal ded laves saaledes, at naar Rahnens Lapper reyser af Fjeldene, de da efterlade til Skole-gang om vinteren 20 unge Mennisker, hvilke sine Forældre igien om vaaren underviisede tilbage-leveres, og da ved anden vinters tilstundelse modtages atter andre 20 af Missionario og hans adjungerede Skolemæstere, og saaledes aldt fort, til forsvarlig underviisning; Og maa Lapperne ikke tvivle paa, at jo deres børn i ald lempfældighed skal vorde behandlede. Og som Hans Kongl. Majestet holder Lapperne fri Skole-gang, og de ikke betale noget for underviisningen enten i fjeldene eller her i Skolen, saa tilsiiger vel deres Kjærlighed for deres børns Salighed dennem, at de skaffe sine børn fornøden kost medens de underviises i denne vinter-Skole. Ligesaa giøre vel bøygde-Lapper og Marke-Lapper for deres saa vel u-oplyvste gamle som børn.

6. Naar Lapperne reyser fra Svensk Lapmark om vaaren til deres bøxlede Fjelde i Rahnen, da skal de ærbødeligen begiere [115] af Stedets Sjæle-Sørgere et beviis, at de og deres Hustruer, og familier har der elsket Gudstjenisten og ført et Christeligt Levnet medens de vare borte.

7. Endelig, eftersom ded er befunden, at ikke den minste opvekkelse til Runerie og anden u-skikkelighed er den slemme Brændeviins-drikken, saa har Lapperne af Rahnen, ligesom meest overaldt Nordenfor, indgaaet, gandske at aflade den drik, og aldrig smage brændeviin, dem selv til des større sikkerhed mod ald fristelse. Hellige Fader hellige os alle i Sandhed!

Moe d. 8. april 1722. Thomas von Westen.
Lector S. S. Theologiæ, et Missionis Lapponicæ Fiduciar.
Jens Kildal. Arv. Bistoch
Anders Larssøn. Sjur Clemenssøn. Aaron Gunderssøn.
Niels Clemenssøn. Tobias Gunderssøn. Lasse Gunderssøn.
Anders Clemenssøn — Lapper.

Wefsen er ded andet Residerende Kald under Alstahoug-Præstegield. Der i Fjeldene og Sognene opholde sig 374 Lappe- og Finne-Sjæle, hvilke, saa mange hand paa den Aarsens tiid kunde faae fat paa, Sal. Her von Westen paa adskillige steder [116] havde at bestille med indtil den 17de Decembris, da hand først skiltes fra Finnerne, som høre til Alstadhoug-Præstegield, og reyste hen at opsøge og besørge Finnerne i Brønøe-gield, som er ded sydderste og ded sidste, som Sal. Her von Westen havde tilbage af Nordlandene. I dedte Præste-gield findes ikke uden eendeel forstrødde Finner i Welfjorden, og Lapper paa Bindalens Fjelde, hvoraf eendeel nu og da have søgt Bindals-Kirke, som er et Annex-Sogn under Brønøe-Pastorat; og grendser Bindals Fjelde sammen med Owerhaldens, saa alle de Lapper sorterer nu under Owerhaldens Catechetæ og hans medhavene Skolemæsteres underviisning. Sal. Her von Westen [18. dec.] kom her til Brønøe-Præstegaard den 18 Decembris, og maatte her begive sig i roolighed indtil Nye-aarsdag var forbi. Imidlertiid lood hand hente til sig de faa Finner, som vare at faa fat oppaa, og tilberede dem til Guds Rige.

Den 3die Januarii 1723 reyste hand derifra, og kom den dag ikke længere end til Torget, som er een halv Miil der Søndenfor. [117] Den 5te Januarii kom hand til Roswigen 2 Miile Søndenfor Torget. Allevegne havde hand Finner med sig, som hand havde at bestille med, naar Veyr og Vind hindrede ham at reyse. Men reysen gik saa langsom, at hand kom ikke til Nærøen i Nummedalen, som er dog kun 4re Miile fra Roswigen, førend den 15de Januarii, og ikke til Foosnæss før end den 22de dito 1723 [15. jan. 1723.] Paa begge steder havde hand tilhørende Finner samlede, og inqvirerede grandeligen (!) i deres superstitioner, og oplyvste dem, efterlood sig og tjenlig-fundne anstalter til deres ydermeere underviisning.

Ifra Foosnæss sendte Sal. Her von Westen Klokkeren ind til Folldalen og op til Sandwandet, at tilsiige alle Lapperne der paa Fjeldene, som grendser sammen med Owerhaldens Fjeld, hvad enten de hørte Brønøens, eller Nærøens, eller Foosnæss-gield til, at de skulde møde ham til Saligheds underviisning i Owerhaldens Præstegaard, efterdi alle de Fjeldes Lapper vare Catechetæ Overhaldensi til underviisning anfortroede.

Den 2den Februarii 1723 kom Sal. Her von Westen til Owerhaldens [2. febr.] Præstegaard, i ded forsæt der at erfare, hvor vidt [118] Catecheta med alle disse Lapper havde bestilt, og at bryde iisen for Missionens fremgang igiennem Indherredets Fjelde, efter den erfarenhed, som hand nu havde samlet Nordlandene igiennem. Hand fik efterhaanden Lapperne til sig nu fra et sted og nu fra et andet, hvilke hand paa ded nøyeste randsagede og catechizerede, og havde saa meget med disse Lapper og Finner at bestille i een heel Maanets tiid, som hand anvendte paa deres omvendelse, at de acter opfylde een heel bog, som bestaaer af 124 blade, hvilket aldt her at igiennemgaae og igientage er ufornøden, siden alle disse med de fleere Confessions acter i denne Histories første Part ere enucleerede.

Dedte kand her være nok, at ald kraft af baade villie og evne, som Gud saa fortreffeligen havde forleenet Sal. Her von Westen med, den anvendte hand med u-afladelig iver og arbeyde, at giøre sig forsikkret, førend hand skiltes her fra, at de Hedenske Vildfarelser skulde være udryddede af disse fjelde, og Guds hellige Ord og Lærdom igien roodfæstet i hjerterne. Til den [119] ende igiennemfoor hand hver een Sjæl især ved den allernøyeste randsagelse, igiennemgik hver een Rune-bomme, og qviterede ingen af dem, aldt saa længe hand fornam endnu den minste gnist tilbage af Satans daare-ilde, hvorved de hidindtil vare forledde. Fandt og tilstanden saadan i disse fjelde, at mand erindrer ham meer end eengang tilkjendegivende, at omendskjønt hand havde da saa nøye befaret alle Nordlandenes Fjelde, saa fik hand dog blandt disse Lapper den nærmeste forstaaelse af den heele Regierings-Form, som Satan indtil vore tider saa tryggeligen har possideret paa Fjeldene blandt den Finne-Lappiske Nation. Og dog er situationen af dedte fjeld saadan, at ded ligger som een peninsul udskudt Vesten fra ded lange Kiøl-fjeld, som strekker sig ifra Findmarken hidigiennem, saa at dedte fjelds omkrets begyndes ved Snaasen fra Sydost og endes ved Wefsen imod Østen, omringet af 4re Præstegield, nævnlig Owerhaldens, som paa den Syddre siide ligger nærmest under fjeldet, og Foosnæss, [120] Nærøens, og Brønøens, hvis Sogne-Kirker og Præster boer paa Øerne imod Havet, indtil dedte fjelds Nørdre siide, som kaldes Børre-Fjeldet, combineres igien med ded lange stamme-fjeld Kjølen paa den syddre Wefsens siide. Paa disse Fjelde og der nedenfor haver Missionen befunden sig at opholde een stoor Skare af 283 Lappe-Sjæle, hvilke for Missionens tiid (gandske faae undtagne) have været ubekandte, vilde, slet Hedenske, og aldrig kommet til folk eller i Bøygden, hvorfore og Præsterne have lidt veedst af dem, mindre kundet udrette noget med dem, eller disse Lapper have noget gavn af Præstens Embede, ti de forstoode ikke uden Lappisk, og ingen forstood deres Sprog.

Derfore beholdte de deres Fædrene-Hedenskab og Trolddom i des større roo og tryghed. De havde og holdt Trold-Messe imod Sal. Her von Westen, og beveeget aldt deres djevelskab, da de kort for hans ankomst fornam, at hand og agtede sig hen til dem. Hvilket een efter anden siden af egen drivt tilkjendegav, og forklarede den heele Trold-Messe-actes omstændigheder, ligesom de den i Tepling-Marken og Follingdalen [121] den 2den, 3die, og følgende dager i Januarii-Maanet, medens Sal. Her von Westen endnu var paa Brønøen, havde forrettet. Ellers giør Harams-fjeld, som hører Owerhalden til, den største Part af denne forbemeldte Fjeld-kreds, som tillige indbefatter Tepling-marken, Follingdalen, og Børrefjeldet. Men da Sal. Her von Westen fra den 7de til den 16de Februarii paa ded nøyeste havde catechizeret og underviist den part af Harams Lapper, som høre til Teplingmarken og Follingdalen, lood hand oplæse den bekjendte Trold-messe-act for dem samtlige, at hand vilde fornemme, om sig saa haver forholdet, som angivet var, da de alle tilsammen vedgik, at saa var skeed; men Sal. Her von Westen vilde endda nærmere forfare Sandheden, indkaldede derfore den eene efter den anden, og forelagde een hver i sær den eene omstændighed efter den anden, og fornam den eenes forklaring at være ligesom den andens, at de havde intet undladt for at skaffe ham af veyen, og saaledes deres gamle Hedenske frihed at beholde.

Dedte passerede paa een bonde-gaard ved Grongs-Annex-Kirke een Miil fra Owerhaldens Præstegaard, hvor Sal. Her von [122] Westen aldt ifra den 6te Februarii (6. febr.) havde opholdt sig imedens hand arbeydede med disse Lappers oplyvsning. Der continuerede hand ogsaa sit arbeyde med de øfrige Harams-Lapper, som varede indtil den 9de Martii (9. mars), da hand først kom til at reyse derifra hen til Snaasen. Imidlertiid sparede hand hverken fliid eller kræfter, og leed meget ondt, ti hvad hand med sine medhavene skulde tære, maatte hand have kjøbt i bøygden, og drikke var ikke at faae for penger, var og opgaaet hvis Thée hand selv havde med sig paa reysen, saa hans leskedrik maatte her være vand kogt paa Eenebark.

Ikke des mindre, skjønt hans kræfter vare meget fatigerede, arbeydede hand lige sterkt med Lapperne paa Snaasen, og i Præsternes paahør imodtoog de forklaringer over deres forøvede Hedenskab og Trolddoms-væsener, som Præsterne Selv maatte forundre sig over, og aldrig tænkte at gaae i svang blandt deres Finner. Samme arbeyde continuerede hand der paa Krosgaarden fra bemeldte 9de Martii indtil den 20de Aprilis (20. apr.) [123] 1723, da hand havde afgiort hvad paa Snaasen var at bestille, og ded saa meget, at de acter opfylde 415 paginas, som i Missions Historiens første Part ere extraherede.

Fra Snaasen reyste hand over Rokdalsfjeld til Ungdals-Overbøygd, og derifra igiennem Sparboen over Heyen hen til Wærdalen, hvor Sal. Her von Westen ankom den 21de Aprilis (21. apr.). Een meget besværlig vey for et udmattet Legeme. Men hand kunde ikke komme den ordinaire vey fra Snaasen, ti Iisen paa Snaasen-vandet var aldt for meget svag paa den Aarsens tiid. Hand eftergav dog intet af sit forsæt, men randsagede og arbeydede med Finnernes omvendelse ligefuldt, og continuerede dermed i Wærdalen indtil hand var kjyndig om hver een Finne-Sjæls tilstand, som hand paa den tiid kunde faae fat oppaa at behandle, hvilket varede der paa stedet indtil Maji-Maanet.

Den 3die Maji (3. mai) kom Sal. Her von Westen til Størdalen, og [124] fik der Mandtall paa Finnerne, saavidt Præsten veedste af. Men som paa den tiid var u-mueligt at faae Finnerne samlede, saa foranstaltede Sal. Her von Westen, at Missionair Jens Kildal, som endda var tilbage i Wærdalen, skulde her, saasnart skee kunde, lade hente og samle Finnerne og Lapperne af Merager, og naar ded var bestilt give Sal. Her von Westen underretning derom til Trunhjem. Imidlertiid reyste hand selv fra Størdalen til Søes, og kom samme aften den 5te Maji 1723 til sit Hjem i Trunhjem.

Imidlertiid laae Størdalens Finner ham om hjertet, at da hand glædde sig ved at have behandlet alle de andre i Indherredet, dedte Præstegields Finner, i hans tanker eene, stoode tilbage. Derfore saasnart hand fik Missionair Kildals underretning, at Finnerne vare nedkomne og samlede, reyste Sal. Her von Westen strax den 22de Maji (22. mai) tilbage til Størdalen, og continuerede først der i et par dage, og siden paa een bondegaard i Hummelwigen, indtil hand den 28de Maji (28. mai) havde erkjyndiget [125] sig om disse Finners tilstand og leylighed, da hand Selv reyste tilbage til Trunhjem, men Missionair Kildal blev tilbage disse Finner ydermeere at randsage og underviise.

Saaledes havde nu Sal. Her von Westen med megen fliid, arbeyde, og besværlighed fuldført sit forsæt med denne reyse, og mangfoldig godt til de arme Finne- og Lappe-Sjæles redning heele Nordlandenes Fjelde og Sogne igiennem lige hid til Trunhjem udrettet. Men ded var ikke mueligt at faae tall eller navn paa alle de Lapper, som paa fjeldene vanke, særligen ifra Helgeland hidindtil, end siige, at faae dem alle fat til Aandelig behandling og rætledelse, som hand og Selv efterhaanden befandt, og derfore trooligen formanede Missionarios i sine skrivelser, at de ingen fliid skulde spare, de paa goode veye bragte af ald kraft at bestyrke, og de endda vildfarende at opsøge og til Guds Søns Kundskab og den Salig-giørende Troo at bringe. Og bliver saa denne Sal. Her Lector von Westens 3die Reyses slutning denne Missions-Historiens 3die Partes Ende.

________


TREDIE ANHANG

Runnebommens betegnelse, med sine Characterer og fortolkelse.

Runebomme (Skanke - Jessen).jpg


Designation og forklaring over Charactererne.
1. Radienatzje betegnet under et simpel Kors.
2. Radienkjedde betegnet under een bygning med 2de columner.
3. Maderatzja betegnet under een Mands lignelse krum liggende.
4. Peiwe, Soolen med sine 4re tømmer og derpaa staaende Ailikes, under betegnelse af 3de Kors.
5. Maderakka staaende ex obliqvo under den nederste Soolens tømme.
6. Jubmelen-Ailes Woegni, Gud den Hellig Aand.
7. Jubmelen-Barne, Guds Søn.
8. Jubmelen-Atzje, Gud Fader.
9. Horangalles eller Horesgusk betegnet under dobbelt Hammer.
10. een Lappisk Noid vant at fare til Jamikaimo.
11, 12, 13. Offer-dyr: Sviin, Gied, Rein, som Runebommen skal giøre anviisning paa, ligesom Saiwo eller nogen anden Gud vil have.
14. Jamik-aimo.
15. Noidendirri, som Noiden bruger at sette imod afdøde Noider i Jamikaimo.
16. Rutu, den onde Aand.
17. Konso, Ulv, paa Nordsk Varj, som Lapperne holde for den Ondes Hund.
18. Sturik, een Hest til offer for Rutu, at hand skal riide bort.
19. Noidendirri, som bruges imod andre levende Noider.
20. Boemands, ded er Norske folkes Kirke.
21. Boemands hjem.
22. Finmand i sin Kjerrest kjørende til Kirke, eller til bøygden, eller til fjelds.
23. Sarakka.
24. Jugsakka.
25. Lappens Akka eller Kone, som i Reingierdet haver at bestille.
26. Reingierdet, hvori de samle og malke deres Rein.
27. Lappens og hans families Kotte.
28. Sarakka Kotte.
29. Lappens Stabbur eller Spisboe.
30. Birke-lien og Græsslien, hvor deres Reensdyr gaae i græsning.
31. Gues, granskoug.
32. Fjeldet, udi hvilket Lappen paa sine tider sidder med sine dyr.
33. Finne-baad, som Lappen farer til Søes udi.
34. Andre Lappers Kotter, som ere hans Naboer i samme fjeld.
35. Naboernes Reensdyr.
36. Bjoro, Bæver.
37. Tyk og stoor Granskoug, Bjørn-land.
38. Biri, Bjørn, som Lapperne kalde Guds Hund.
39. Laule, Maar.
40. Leibolmai, Skjytter-Guden.
41. Saiwo, Lappens Hellige bjerg.
42. Saiwo-Sarwa, Lappens kjæmpe-Rein.
43. Ailes-Olmai, Helligdagsmændene, hver betegnet med et Kors.
44. Mubben-Olmai, Onde Aander, som ville giøre Lapperne ondt, paa Soolens nederste Labikje med dobbel Kors betegned.
45. Guarms, Noide-Ormen, som Noiden reyser til Jamik-aimo med.


Fodnoter

  1. hensikt (Zweck).
  2. hengivne (zugetan).
  3. idolatria, avgudsdyrkelse.
  4. fremgang (profectus).
  5. v. Westen opholdt sig i Harjangen bare to dager, 20. og 21. august 1722. — 22. august var reisedag.
  6. mangle.



Kilde: Nordnorske samlinger utgitt av Etnografisk Museum V: Nordlands og Troms Finner i eldre håndskrifter, ved O. Solberg, Oslo, 1945.