Thors Hammertab

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Adam Oehlenschläger (1779-1850)

Adam Oehlenschläger

Følgen af Thors Hammertab

Poetiske Skrifter, Bd. 20,
Kjöbenhavn, 1860

Thor mistet har sin Hammer,

Han opbragt var i Sind;

Hvad hialp i Sky hans Flammer,

Og hvad hans Hvirvelvind?

Hvad hialp de Luftens Lege?

Man loe ad Gudens Harm,

Og Jetter ei bevæge

Sig lod af Kernens Larm.

Vel Udun kom tilbage,

Vel Fenris fnøs i Baand;

Men Havets glubske Drage

Fik daglig Overhaand.

Den spændte Jorden mere,

Høit Hel i Hulen bød,

Hver Dag man hørte Flere,

Som døde Sottedød.

Nu Askurs svage Sønner

Reent tabte deres Mod.

De planted Ærter, Bønner,

Men Krig de ei forstod.

De blev spidsfindig kloge,

De tugted Børn med Riis,

Og alt som Lærepoge

Hver var som Mimer viis.

De undersøgte Solen,

De fældte Verdens Dom;

Men angst de faldt af Stolen,

Saasnart en Fiende kom.

For dem end meer at giekke,

Som med et visnet Løv,

Gav Dvergene dem Sække

Med Guld- og Sølver-Støv.

Nu sloges de om Støvet,

Som for en vigtig Sag.

Sin Beiler blev berøvet

Ungmøen mangen Dag.

Hun maatte vente længe,

De skiønne Roser svandt,

Naar, hvad man kaldte Penge,

Ei hendes Beiler vandt.

En Alf, en lystig Broder,

Skrev Billeder paa Skiold

Om Fader og om Moder,

Gav dem et Barn i Bold.

Nu Svenden op sig blæste,

Hvergang han Skioldet saae;

Naar han de Runer læste,

Blev han af Hovmod blaa.

Han troede sig en Herre,

Fordi hans Faer var Mand.

Nu kiørte han i Kærre,

Det kaldte han sin Stand.

Og spurgtes om Bedriften,

Da tog han Pladen klar,

Beviste dem af Skriften,

Han havde havt en Faer.

En Faer har Hver paa Jorden,

Og stod med Runer Alt,

Hvad der i Syd og Norden

Af Manddom forefaldt,

Saa vilde Hver vel finde

Tilsidst en Formand bold,

Hvorved han kunde vinde

Sig Runer paa sit Skiold.

Men da en Hob først eied

Den klogtopfundne Ret,

De Alting overveied

Til Held for deres Æt.

Saa blev da Byrd og Guldet,

Hvad Mimer var og Thor.

Da reiste sig af Muldet

De Riser over Jord.

Fru Ydun klynked saare,

Svindsotig, lidet fri;

En Skiald blev kaldt en Daare,

Og Elskov Sværmeri.

Ei følte man det Høie

Meer i Naturens Favn.

Det var kun at fornøie,

Nu skulde stiftes Gavn.

Ved Gavn og Borgernytte

Fandt nu kun Verden Ro.

Nu Harald bygte Hytte,

Og Sigvald flikte Sko.

Nu solgte Rerek Skofter,

Som Skialm og Alger nød,

Og Asbiørn syede Kofter,

Før han var rigtig død.

Hvorfor man skulde spise,

Hvorfor i Huse boe,

Hvi sig i Klæder vise,

Og hvorfor gaae i Skoe,

Det fik man ei i Panden

Paa den forrykte Flok;

Een gavnede den Anden,

Og dermed var det nok.

Men egentlig kun gavned

Sig selv det kloge Slæng.

Naturens Kræfter savned

Sit store Sammenhæng.

Man undgik visse Lyder,

Man alskens Ting opfandt;

Men Eenfolds store Dyder

Med Heltelivet svandt.

Den Ene vel den Anden

Saa tidt ihiel ei slog;

Nu brugte man Forstanden,

Man ærgred, og bedrog.

Man følte sielden kiærligt,

Man smiilte fiint med Spot.

Man talte høit og herligt,

Og handled lavt og smaat.

Thors Hammer meer ei knuste,

Ei blinked Freiers Sværd.

Keithaandet Tyr kun bruste;

Forfængelige Færd!

Mercurius fra Syden

Man selv for Odin tog.

Da var det meest for Gryden

Og Sulet, at man slog.

Stundom i Biergets Rifter

Dog Hamren man gienfandt;

Ved mandige Bedrifter

Da Kæmpen Seier vandt.

Da Dvergen ei bedaarte,

Med List og Flitterbram;

Men — snart var Helten borte,

Og Hammeren med ham.