Thors Hammertab

Fra heimskringla.no
Revisjon per 23. okt. 2022 kl. 14:06 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Adam Oehlenschläger: Følgen af Thors Hammertab)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
Adam Oehlenschläger (1779-1850)


Adam Oehlenschläger

Følgen af Thors Hammertab


Poetiske Skrifter, Bd. 20,
Kjöbenhavn, 1860


Thor mistet har sin Hammer,
Han opbragt var i Sind;
Hvad hialp i Sky hans Flammer,
Og hvad hans Hvirvelvind?
Hvad hialp de Luftens Lege?
Man loe ad Gudens Harm,
Og Jetter ei bevæge
Sig lod af Kernens Larm.


Vel Udun kom tilbage,
Vel Fenris fnøs i Baand;
Men Havets glubske Drage
Fik daglig Overhaand.
Den spændte Jorden mere,
Høit Hel i Hulen bød,
Hver Dag man hørte Flere,
Som døde Sottedød.


Nu Askurs svage Sønner
Reent tabte deres Mod.
De planted Ærter, Bønner,
Men Krig de ei forstod.
De blev spidsfindig kloge,
De tugted Børn med Riis,
Og alt som Lærepoge
Hver var som Mimer viis.


De undersøgte Solen,
De fældte Verdens Dom;
Men angst de faldt af Stolen,
Saasnart en Fiende kom.
For dem end meer at giekke,
Som med et visnet Løv,
Gav Dvergene dem Sække
Med Guld- og Sølver-Støv.


Nu sloges de om Støvet,
Som for en vigtig Sag.
Sin Beiler blev berøvet
Ungmøen mangen Dag.
Hun maatte vente længe,
De skiønne Roser svandt,
Naar, hvad man kaldte Penge,
Ei hendes Beiler vandt.


En Alf, en lystig Broder,
Skrev Billeder paa Skiold
Om Fader og om Moder,
Gav dem et Barn i Bold.
Nu Svenden op sig blæste,
Hvergang han Skioldet saae;
Naar han de Runer læste,
Blev han af Hovmod blaa.


Han troede sig en Herre,
Fordi hans Faer var Mand.
Nu kiørte han i Kærre,
Det kaldte han sin Stand.
Og spurgtes om Bedriften,
Da tog han Pladen klar,
Beviste dem af Skriften,
Han havde havt en Faer.


En Faer har Hver paa Jorden,
Og stod med Runer Alt,
Hvad der i Syd og Norden
Af Manddom forefaldt,
Saa vilde Hver vel finde
Tilsidst en Formand bold,
Hvorved han kunde vinde
Sig Runer paa sit Skiold.


Men da en Hob først eied
Den klogtopfundne Ret,
De Alting overveied
Til Held for deres Æt.
Saa blev da Byrd og Guldet,
Hvad Mimer var og Thor.
Da reiste sig af Muldet
De Riser over Jord.


Fru Ydun klynked saare,
Svindsotig, lidet fri;
En Skiald blev kaldt en Daare,
Og Elskov Sværmeri.
Ei følte man det Høie
Meer i Naturens Favn.
Det var kun at fornøie,
Nu skulde stiftes Gavn.


Ved Gavn og Borgernytte
Fandt nu kun Verden Ro.
Nu Harald bygte Hytte,
Og Sigvald flikte Sko.
Nu solgte Rerek Skofter,
Som Skialm og Alger nød,
Og Asbiørn syede Kofter,
Før han var rigtig død.


Hvorfor man skulde spise,
Hvorfor i Huse boe,
Hvi sig i Klæder vise,
Og hvorfor gaae i Skoe,
Det fik man ei i Panden
Paa den forrykte Flok;
Een gavnede den Anden,
Og dermed var det nok.


Men egentlig kun gavned
Sig selv det kloge Slæng.
Naturens Kræfter savned
Sit store Sammenhæng.
Man undgik visse Lyder,
Man alskens Ting opfandt;
Men Eenfolds store Dyder
Med Heltelivet svandt.


Den Ene vel den Anden
Saa tidt ihiel ei slog;
Nu brugte man Forstanden,
Man ærgred, og bedrog.
Man følte sielden kiærligt,
Man smiilte fiint med Spot.
Man talte høit og herligt,
Og handled lavt og smaat.


Thors Hammer meer ei knuste,
Ei blinked Freiers Sværd.
Keithaandet Tyr kun bruste;
Forfængelige Færd!
Mercurius fra Syden
Man selv for Odin tog.
Da var det meest for Gryden
Og Sulet, at man slog.


Stundom i Biergets Rifter
Dog Hamren man gienfandt;
Ved mandige Bedrifter
Da Kæmpen Seier vandt.
Da Dvergen ei bedaarte,
Med List og Flitterbram;
Men — snart var Helten borte,
Og Hammeren med ham.