Tordenguden og hans dreng i Lappernes myteverden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Danske Studier
1906
s. 65-69
København 1906

Tordenguden og hans dreng

i Lappernes myteverden

af Axel Olrik

Samer, der tilbeder guden Termes

Efter at jeg havde skrevet om »Nordisk og lappisk gudsdyrkelse« (DSt. 1905, 39), modtog jeg som gave fra rektor Qvigstad i Tromsø et höjst interessant kildeskrift, nemlig Jacob Fellmanʼs Anteckningar under min vistelse i Lappmarken, andet bind (Helsingfors 1903), hvorved han havde været medvirkende.

Et hovedafsnit er et leksikon over lappisk mytologi, forfattet i 1830erne. Jeg skal her anføre en af dets artikler:

»Jettanas, Jeettanas, menniskoätande vidunder, som bodde dels i hålor i de mest ohyggliga och branta bergväggar, dels i hafvet. De omtalas såsom ofantlig stora och starka samt ansågos vara menniskoätare. I ett mål förtärde Jeettanas en tre år gammal oxe och drack dertill två ankare öl, sedan han likväl först retat aptiten med ett halft ankare brännvin.

Jettanas vågade sig ej allenast i färd med menniskor, utan fängslade en gång sjelfva Termes, åskan, som länge var hans fånge. Termes läi tshadnum gidda, eller såsom andra säga: Pajan läi tshadnum giddu (Termes var fastbunden, åskan var fastbunden). Intet regn fuktade då jorden. Bäckar, åar och elfvar torkade ut, och jorden förlorade sin fruktbarhet. Sjelfva mära (oceanen eller Ishafvet) led och klagade. Äfven hafvets Jettanas suckade.

Såsom upphof till allt detta onda misstänktes bergs- eller landt-Jettanas, enär han, som bodde i bergshålor, hade intresse af torka. Då Jettanas en gång föll i tung sömn (nager), vågade derföre en af Termes raskaste drängar sig in i Jeettanas grotta och lyckades befria sin husbonde genom att afskära hans bojor. Termes steg genast upp til skyarna och gaf derifrån starkaste blixt, dunder och regn. Vattnet sqvalade genom bergets remnor in i Jeettanas grotta. Nu vaknade Jeettanas och hotade at uppäta sina drengar, som ej bättre bevakat fången. Men han gjorde det dock ej, emedan han behöfde dem till betjening.

Under det åskan var fången hade landet lidit af torka i den grad, att många, såväl menniskor som djur, dött deraf. Nu deremot led man af för mycket regn; ty åskan ville straffa Jeettanas med öfversvämning i sju veckors tid. Alla hålor och grottor fylldes af vatten. Jeettanas måste nu öfvergifva sin bostad och träda ut, ehuru dagsljuset var olidligt för hans ögon. Af sådan anledning kunde Jeettanas också ej, såsom Stalo, vandra omkring i skogarna, ännu mindre såsom Tontta flyga i luften, aimost.«

Det har interesse at sammenligne denne fortælling om tordenguden og hans tjener med de myter, som vi tidligere har lært at kende (DSt. 1905, 129ff.). De optrædende er de samme: tordenguden, trolden og tordengudens tjæner; og fortællingen går — både i nærv. myte og i den ældste form af den anden — ud på at tordenen ved list er kommet i troldens vold, er gemt dybt i fjældet eller jorden, og atter ved list hentes ud. De drejer sig begge om det simple problem at tordenen — og med den regnen — til en tid er forsvunden fra jorden.

Men der er en væsentlig ulighed. I den lappiske myte er det selve tordenguden der er overlistet og indespærret (og det bliver da tjænerens sag at hente ham ud). I den estnisk-nordiske er det kun tordenværktöjet, der er fralistet guden; det bliver da gudens sag at hente det igen (og da får gudens ledsager — i kraft af den i sagnverdenen gældende modsætningslov — den rolle at være skyld i ranet). Således fremtræder det som to forskellige udførelser af samme grundæmne.

Mærkeligt er det, at tordengudens tjæner også optræder i den nu fremdragne myte. Det er et yderligere vidnesbyrd om hans omfattende og ældgamle rolle som episk tilbehør til tordenguden.

Mærkeligst er det dog at stå overfor de to former af grundmotivet: tordengudens og tordenværktöjets bortførelse. De møder som dubletter til hinanden. Men religiøst og mytisk er der en væsenlig forskel: der skal en barnlig naivitet til at tro på at jætten kan stjæle selve tordenguden; det røber et höjere udviklingstrin, at han kun mister sit værktøj — og selv vinder det tabte igen. Hertil svarer det, at det förste kun optræder hos Lapperne, der religiøst, mytisk og i hele deres kultur er ret uudviklede. Den anden form optræder hos Østersøfolkene med deres höjere kultur, höjest — ligesom også den mytiske udformning dær er nået videst — hos Nordboerne. Der synes da ikke at være tvivl om, at vi har det samme motiv på et ældre og på et mere udviklet kulturtrin.

Det er muligt, at sammenhængen mellem de to former er endnu nærmere: at det ligefrem er samme fortælling på et ældre og et senere trin, ɔ: at der går en fortæller-tradition fra den ældre til den senere form.

Ser vi på indholdet, bliver det os påfaldende at tordengudens tjæner stadig hører med til myten. Ser vi på almindelige kulturforhold, er der ingen tvivl om at Lapperne har modtaget mange kulturelementer og mange mytiske forestillinger fra Nordboerne, og at forestillinger om tordenguden og hans tjæner netop hører med til lånegodset (DSt. 1905, 49). Hertil kommer, at vi allerede ad anden vej (ved tordensön-myten) har set, i hvilken grad myter kan være fælles for nordeuropæiske folk af helt forskellig æt.

Et afgörende bevis for den mundtlige sammenhæng mellem de to myteformer kan dog ikke gives. De lidet udformede myter hos laftstående folkeslag ligner hinanden så meget, at det stadig står som nærliggende muligheder, at de er hjemmefødte på forskellige steder. Måske indeholder den lappiske myte — i kraft af årtusenders mundtlig overlevering — selve urformen til den myte, der foreligger os i mere udviklet skikkelse på estnisk og nordisk. Måske er den lappiske myte hjemmefødt, og de andre myter stammer mundtlig ned fra en urform af lignende indhold. Og måske — lad os tage også den mulighed med — er den stjålne tordengud og det stjålne tordenværktöj begge primitive myter, men kun én af dem (værktöjet) har haft betingelse for at blive tålt under en höjere udvikling. —

Lidt nærmere kan vi måske komme spörsmålet. Vi har för hørt, hvad der stod i Feltmans leksikon under artiklen jætter; nu kan vi søge efter under tordengud (s. 81-85: Aijeg). »Aijeg«, hedder det »föreställdes dessutom någon gång boende i stora grottor i hällebergen.« Og der anføres flere eksempler på bjærghuler hvor der ofredes til ham. »Under sin vistelse i en sådan grotta blef Aijeg en gång fängslad af Jeettanas (hvarom längre fram under Jettanas).«

Vi har altså to varianter af fortællingen. I den ene er jætten bjærgboende og fængsler tordenguden i sin hule; i den anden er tordenguden bjærgboende og indespærres i sin egen hule. Den förste slutter sig nöje til de nordiske jætteforestillinger — og kan af den grund netop være den yngre. Den anden har vor interesse ved ikke at kunne være runden af nordisk rod, er derimod vævet sammen med Lappernes gudsdyrkelse.

Endnu et sted omtaler Fellman tordenguden (s. 61). Han var mægtig, höj, stærk og stræng; blev han vred, slog han stykker af fjældet løs, omstyrtede træer, dræbte mennesker eller dyr. »Han var plump och blef derföre stundom rasande och ursinnig, hvarföre man ock förestälde sig honom såsom bunden. Han måste derföre lösgifvas, då han skulle verka något, vare sig godt eller ondt.« — Tordengudens bundenhed er altså her en varig tilstand; og det er alskens personer, der har brug for hans hjælp, som sörger for at løse ham.

Og endelig har vi en variant til i selve det sproglige udtryk, hvormed vor förste fortælling begynder: »Tordenen var bundet«; ingen regn vædede jorden, den mistede sin frugtbarhed, bække, åer og elver törrede ud. Det er den forestilling, som hos så mange folk møder under det udtryk »regnen var bunden«, den møder her som »tordenen var bunden«. Det er betegnelsen for den store törke i naturen.

Man vil lægge mærke til, at vi nu har en hel udviklingsrække liggende for os. Denne sidst omtalte form er grundformen, er det i kraft af sin simpelhed og sin naturbundethed. Når naturen visner, og den ønskede regn udebliver, da er tordenen bundet.

Denne sproglige formel går for umiddelbare mennesker ganske selvfølgelig over i et person begreb: tordenfremkalderen holdes bunden. Og denne tanke udfoldes videre i to retninger: l) han holdes stadig bunden for at han ikke ved sin voldsomhed skal göre skade (og han må da på magisk måde løses, hver gang man vil have ham frem); 2) han holdes undertiden bunden af en trold, der således vil sikre sig mod at rammes af hans tordens våben. Tanken mødes med og styrkes af den forestilling, at tordenen bor inde i et fjælds hule; og dette sted er da hans dyrkelsessted; — han er bunden eller indespærret i fjældhulen. En sådan forestilling skulde man tro lå nærmest for dem der troede på den altid bundne tordengud; men faktisk forekommer den i den anden gruppe: en trold har spærret ham inde i hans egen hule.

Det næste trin i udviklingen er, at dette oftere gentagne forhold går over til ren myte, ɔ: opfattes som noget der kun sker én gang. Men da kræves til nærmere udformning af tanken, at der optræder en tredje person, befrieren. Denne har man fået ved at indføre den formodenlig fra nordisk lånte »Thors ledsager«. Men först på dette punkt — mener jeg da — sætter det nordiske element ind. Hele udviklingsrækken af den bundne tordengud ligger udenfor nordisk.

Der vil intet være til hinder for, at den kan være udviklet på rent lappisk grund. Men jeg må dog göre opmærksom på, at den i bjærget skjulte fængslede tordengud kommer igen hos et andet østevropæisk folk, det slaviske, hvor han i sammenhæng med denne tanke opfattes som navn på den kristne djævel.

Note: