Torfin Karlsæmnes Saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer

Torfin Karlsæmnes Saga

Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876

Olav hed en Hærkonge, som stammede ned fra Oplændingernes Konge Halvdan Hvidben og kaldtes Olav den hvide. Han fór i Vesterviking og hærgede, indtog Dublin i Irland og Landet der omkring og blev Konge derover. Han giftede sig med Ketil Fladnæses Datter Ød den grundrige, og de fik en Søn, som hed Torstejn Rød. Olav faldt i et Slag i Irland, og Ød og Torstejn fór da til Syderøerne. Der giftede Torstejn sig med Øjvind Østmands Datter Turid, Helge den magres Søster, og de fik mange Børn. Torstejn blev Hærkonge og gav sig i Samlag med Øjsten Glumras Søn, Sigurd Jarl den mægtige; de indtog Katanæs og Suderland, Ros og Mærævi og mere end Hælvten af Skotland; Torstejn blev Konge derover, men tilsidst sveg Skotterne ham, og han faldt i et Slag. Ød var paa Katanæs, da hun spurgte Torstejns Død. Hun lod lønlig bygge en Knor i Skoven, og da alt var færdigt, sejlede hun til Orknøerne. Der bortgiftede hun Torstejn Røds Datter Gro, som blev Moder til Grelød, der blev gift med Torfin Jarl, Hjerneskalskløveren. Derefter fór Ød at søge Island; hun havde tyve frie Mænd ombord paa sit Skib. Hun kom til Island og var den første Vinter hos sin Broder Bjørn i Bjørnshavn, men siden tog hun Land, alle Dalene imellem Døgurdaraa og Skraumuhlaupsaa, og satte Bo paa Hvam. Hun plejede at holde Bøn paa Korshøjene, der lod hun rejse Kors, thi hun var døbt og holdt sin Tro vel. Med hende kom der mange anselige Mænd hid til Island, som vare hærtagne i Vesterviking og vare Trælle. En af dem hed Vifil, en ætstor Mand, som var bleven fangen vesterpaa og var Træl, til Ød gav ham fri. Da Ød gav sine Skibsfolk Bosteder, spurgte Vifil, hvorfor hun ikke gav ham et lige saa vel som de andre; Ød sagde, at det skulde han ikke komme til at savne, og at han altid vilde gjælde for en gjæv Mand, hvor han saa var. Hun gav ham Vifilsdal, og der satte han Bo. Han giftede sig; Torbjørn og Torgejr hed hans Sønner, lovende unge Mænd, som opfostredes hos deres Fader.

Der var en Mand, som hed Torvald, og hans Søn hed Erik. De boede paa Jæderen, men fór derfra til Island for Drabs Skyld. De tog Land paa Hornstrandene og satte Bo paa Drange. Der døde Torvald, og Erik giftede sig saa med Torhild Jørundsdatter og boede siden paa Eriksstad ved Vatnshorn. Eriks Trælle fældte et Fjældskred over Valtjofs Gaard Valtjofsstad, og Valtjofs Frænde Ejolf Sør dræbte Trællene. Saa dræbte Erik Ejolf og vog ogsaa Holmgangs-Ravn paa Lejkskaale. Ejolfs Frænder tog Eftermaalet efter ham, og Erik blev da dømt til at rømme Haukadal. Han tog Land paa Brokø og Øxnø og boede paa Trade paa Suderø den første Vinter. Da var det, han laante Torgest sine Højsædestøtter. Siden fór han til Øxnø og satte Bo paa Eriksstad der. Han krævede Højsædestøtterne, men kunde ikke faa dem og fór saa til Bredebolstad og tog dem, men Torgest fór efter ham. De sloges tæt ved Gjærdet paa Drange, og der faldt to af Torgests Sønner og nogle andre Mænd. Efter den Tid holdt begge Parter sig hjemme med mange Folk. Styr og Ejolf fra Svinø, Torbjørn Vifilsson og Torbrands Sønner i Alptafjord hjalp Erik, men Tord Gelles Sønner og Torgejr fra Hitardal, Aslak fra Langedal og hans Søn Illuge hjalp Torgest, og Erik og hans Folk blev dømt fredløse paa Torsnæsting. Han rustede Skib i Eriksvaag, men Ejolf skjulte ham i Dimonsvaag, medens Torgest og hans Folk søgte efter ham omkring paa Øerne. Han sagde dem, at det var hans Agt at opsøge det Land, Gunbjørn, Ulf Krakes Søn, havde set, da han drev vester ud i Havet og fandt Gunbjørns-Skjær, og fandt han det, vilde han komme tilbage til sine Venner. Torbjørn og Ejolf og Styr fulgte Erik ud forbi Øerne; her skiltes de i stort Venskab, og Erik sagde, at om de nogensinde trængte til ham og han evnede det, skulde han være dem til ligesaa stor Hjælp, som de havde været ham. Han sejlede ud fra Snefjældsjøklen og kom først til den Jøkel, der hedder Blaasærk, og derfra fór han sønderpaa for at se, om der var Land, der kunde bebygges. Den første Vinter var han paa Eriksø, næsten midt i den vestre Bygd, men om Vaaren sejlede han til Eriksfjord og tog Bosted der. Han drog omkring i den vestre Ubygd den Sommer og var der længe og gav mange Steder vidt omkring Navne. Den næste Vinter var han paa Eriksholmene udfor Hvarfsgnup, og den tredie Sommer for han nordpaa helt op til Snefjæld og ind i Ravnsfjord; han troede da, at han var kommen til Bunden af Eriksfjord, vendte saa om og var den tredie Vinter paa Eriksø udfor Eriksfjordens Munding. Sommeren derpaa sejlede han tilbage til Island og kom til Land i Bredefjord. Han var den Vinter hos Ingolf paa Holmlater. Om Vaaren sloges han og Torgest: Erik blev overvunden, og saa blev de forligte. Samme Sommer sejlede Erik bort for at bygge det Land, han havde fundet, og han kaldte det Grønland, fordi Folk vilde faa mere Lyst til at fare did, naar det havde et godt Navn.

Torgejr Vifilssøn giftede sig med Arnora, en Datter af Ejnar fra Løgarbrekka. Ejnar havde en anden Datter, som hed Halvejg; hun blev gift med Torbjørn, og han fik Løgarbrekkaland med hende; han flyttede did og blev en saare anselig Mand, var en god Bonde og førte et stateligt Hus. Hans Datter Gudrid var en overmaade fager Kvinde og rask og djærv i al sin Færd; hun fostredes længe hos Orm paa Arnastape, en gjæv Bonde, Torbjørns gode Ven. Der var en Mand, som hed Torgejr; han var Frigiven og boede paa Torgejrsfjæld og var en rig Mand; han havde en Søn, som hed Ejnar, en fager og dygtig Mand, ogsaa meget statelig i al sin Færd. Ejnar fór jævnlig paa Rejser imellem Landene og havde Lykken med sig; hver anden Vinter var han paa Island, hver anden i Norge. En Høst, da han var paa Island, fór han med sine Varer udefter Snefjældsstrand og vilde sælge. Da han kom til Arnastape, bød Orm ham blive der, og Ejnar tog imod Indbydelsen, thi der var Venskab imellem dem. Hans Varer blev baarne ind i et Udhus, og han lukkede op for dem og viste Orm og hans Husfolk dem og bød ham tage deraf, hvad han vilde. Orm tog imod Tilbudet og sagde, at Ejnar var en god Kjøbmand og havde Lykken med sig. Medens de stod over Varerne, gik der en Kvinde forbi Udhuset. »Hvem var den fagre Kvinde, der gik forbi Døren?« sagde Ejnar; »hende har jeg ikke set før«. »Det er min Fosterdatter Gudrid, Torbjørns Datter fra Løgarbrekka«, sagde Orm. »Hun maa være værd at eje«, sagde Ejnar; »har der Ingen været og bejlet til hende?« »Visselig har hun havt Bejlere«, sagde Orm, »men det gaar ikke saa let med hende; det mærkes, at hun er vanskelig i Mandvalg og ligesaa hendes Fader«. »Da er det vist, at hun er den Kvinde, jeg vil bejle til«, sagde Ejnar, »og jeg vil bede dig tale min Sag hos hendes Fader og gjøre dig al Flid for at fremme den, jeg skal lønne dig derfor med mit fulde Venskab, i Fald jeg vinder denne Brud. Torbjørn Bonde maa kunne skjønne, at Svogerskabet vilde være os begge til Baade, thi han er en saare hæderlig Mand og har en god Gaard, men Løsøre, har man sagt mig, har han ikke meget mere af, men mig og min Fader skorter det hverken paa Jorder eller Løsøre, saa Torbjørn vilde kunne have den største Støtte deraf, om denne Sag fik Fremme«. »Visselig mener jeg, at jeg er din Ven«, sagde Orm, »men jeg for min Del er ikke meget for, at vi komme med dette Tilbud nu, thi Torbjørn er stolt og holder meget paa sin Hæder«. Ejnar sagde, at han ikke vilde give sig tilfreds, før Sagen blev bragt paa Bane, og Orm sagde da, at han skulde raade. Derefter fór Ejnar sønderpaa hjem. Nogen Tid efter gjorde Torbjørn Høstgilde, som han plejede, thi han førte sig som en Stormand. Der var Orm fra Arnastape og mange andre af Torbjørns Venner. Orm gav sig i Tale med Torbjørn og sagde, at Ejnar fra Torgejrsfjæld havde været der for ikke længe siden og at han var en saare lovende ung Mand, og saa bejlede han til Arnora paa Ejnars Vegne og sagde, at det i visse Maader kunde have sine Fordele, at det Giftermaal kom i Stand, »de vil kunne være dig til stor Hjælp med deres Midler«. »Ikke havde jeg ventet at faa slige Ord at høre af dig«, sagde Torbjørn, »at jeg skulde gifte min Datter med en Trællesøn; I maa vel kunne mærke, at mine Midler mindskes, siden I komme til mig med saadanne Raad, men nu skal hun ikke længer være hos dig, siden du finder saa ringe et Giftermaal passende for hende«. Derefter fór Orm hjem og ligesaa de andre Gjæster, men Gudrid blev tilbage hos sin Fader og var hjemme hos ham den Vinter. Om Vaaren bød Torbjørn sine Venner til sig; der kom mange did, og der blev holdt et stateligt Gilde. Men under Gildet æskede Torbjørn Lyd og sagde: »Jeg har nu boet her i lange Tider og har havt Prøver paa Folks Godhed og Venlighed imod mig, og det tykkes mig, vi er komne godt ud af det med hverandre, men nu begynder det at gaa tilbage med mine Vilkaar og at skorte paa Penge, skjønt jeg hidtil er bleven holdt for at have en ret anselig Formue. Hellere vil jeg da nu bryde op herfra og hæve mit Hus end miste min Anseelse, og hellere vil jeg fare af Landet end beskjæmme min Slægt; jeg vil nu prøve, hvorledes min Ven Erik den røde vil holde de Løfter, han gav mig, da vi skiltes i Bredefjord; jeg agter at fare til Grønland i Sommer, om det gaar, som jeg vil«. Det gjorde Folk ondt, at Torbjørn havde fattet dette Forsæt, thi han var meget vennesæl, men de skjønnede, at naar han havde sagt det, kunde det ikke nytte at prøve paa at overtale ham. Torbjørn gav nu sine Gjæster Gaver, Gildet blev endt, og Hver fór hjem til sit. Torbjørn solgte sine Jorder og kjøbte et Skib, som stod oppe i Hraunhavn. Han fik tredive Mand med paa Rejsen, deriblandt Orm fra Arnastape og hans Kone og flere andre af hans Venner, som ikke vilde skilles fra ham. De stak i Søen, og da de vare komne ud i rum Sø, tog Børen af; de fór vild paa Havet, og det gik ikke let for dem med Farten hele Sommeren. Dernæst kom der ogsaa Sot mellem Folkene, og Orm og hans Kone Haldis og Hælvten af Skibsmandskabet døde. Søgangen blev stadig stærkere, og de maatte paa mange Maader døje det haardeste Slid og de værste Besværligheder, men de naaede dog Herjulfsnæs i Grønland lige i Begyndelsen af Vinteren. Paa Herjulfsnæs boede en Mand, som hed Torkel; han var en gjæv Bonde og tog mod Torbjørn og alle hans Skibsfolk, lod dem blive hos sig Vinteren over og sørgede vel for dem, skjønt det just da var et svart Uaar paa Grønland; Folk havde kun bragt lidet Bytte hjem fra deres Jagt og Fiskefærder, og somme vare slet ikke komne tilbage. Der var en Kone der i Bygden, som hed Torbjørg; hun var Spaakvinde og blev kaldt den lille Vølve; hun havde havt ni Søstre, alle Spaakvinder, men nu var hun ene i Live. Torbjørg havde for Skik om Vinteren at drage omkring til Gilder, og især bød de hende til sig, som havde Lyst til at faa deres Skjæbne at vide, eller hvorledes Aaret vilde blive. Og eftersom Torkel nu var den anseligste Bonde der paa Egnen, tyktes det at maatte tilkomme ham at skaffe sig at vide, hvornaar det Uaar, der var kommet paa, vilde lette. Torkel bød da Spaakvinden til sig, og der blev taget vel imod hende, som det var Sæd at modtage saadanne Kvinder. Der blev lavet et Højsæde i Stand til hende og bredt et Hynde deri, og i det skulde der være Hønsefjer. Om Kvelden da hun kom med den Mand, der var sendt hende i Møde, havde hun en blaa Kaabe paa med Baand til at snøre sammen foran, besat med Stene helt ned til Skjødet, Glasperler om Halsen og en sort Lammeskinds Hætte paa Hovedet, foret med hvidt Katteskind; i Haanden havde hun en Stav med en Knap, som var indlagt med Messing og besat med Stene; om Livet havde hun et Bælte med en Pose med Trøske og andet Fyrtøj, og derved hang en stor Skindpung, hvori hun gjemte sine Tryllemidler, som hun brugte, naar hun øvede sin Kunst; paa Fødderne havde hun laadne Kalveskinds Sko med lange Remme i og paa Enden af Remmene sad store Tinknapper; paa Hænderne havde hun Handsker af Katteskind, hvide og laadne indvendig. Da hun kom ind, holdt Alle det for deres Skyldighed at hilse hende med Ære, og hun tog imod Enhvers Hilsen, eftersom han huede hende. Torkel Bonde tog hende i Haanden og førte hende til det Sæde, der var lavet til hende, og lod hende lade sine Øjne løbe over hele hans Hus, Folk og Fæ, men hun sagde kun lidt. Om Kvelden blev Bordene sat frem, og det er at melde, at til Spaakvinden var der lavet Grød af Gedemælk, og hun fik Hjerterne af alle Dyrene; hun havde en Messingske og en Kniv af Kobber med Skaft af Hvalrostand med to Holke og med afbrukken Odd. Da Bordene vare tagne bort, gik Torkel Bonde frem for Torbjørg og spurgte, hvorledes det huede hende at se sig om der, hvorledes Huset og Husets Folks Lader og Færd stod hende an, eller hvornaar hun mente at kunne være paa det Rene med hvad han havde spurgt hende om og hvad Alle vare mest opsatte paa at faa at vide. Hun svarede, at hun ikke kunde sige noget førend næste Morgen, naar hun havde sovet der om Natten. Dagen efter, da det var ledet langt ud paa Dagen, blev der gjort de Forberedelser for hende, som hun sagde var nødvendige, for at hun kunde fremme Sejden. Hun bad dem ogsaa skaffe nogle Kvinder, som kunde det Kvad, der hørte til Sejden, og som hed Vardlokka. Der var ingen, som kunde det, før end de søgte rundt om paa Gaarden til alle og ogsaa kom til Gudrid; hun sagde: »Hverken er jeg tryllekyndig eller Spaakvinde, men min Fostermoder Haldis paa Island lærte mig et Kvad, som hun kaldte Vardlokka«. »Du er lykkelig, saa vís du er«, sagde Torkel. »Dette er et Foretagende, som jeg mener ikke er til Baade«, sagde Gudrid »thi jeg er Kristen«. »Kan hænde«, sagde Torbjørg, »at du vilde kunne være Folk til Hjælp i dette og dog ikke værre for det; men jeg holder mig til Torkel for at faa, hvad jeg skal bruge«. Torkel trængte nu ind paa Gudrid, og Enden blev, at hun lovede at gjøre, som han bad. Kvinderne slog nu Kreds om Sejdhjalet, hvor Torbjørg sad, og Gudrid sang Kvadet saa fagert og vel, at Ingen af dem, der stode hos, tyktes at have hørt noget Kvad kvæde med fagrere Røst. Spaakonen takkede hende for Kvadet og sagde, at nu vare mange af de Aander, som vilde skille sig fra hende og ikke være hende lydige, komne did og havde tyktes, at det var fagert at høre, saa vel Kvadet blev sunget, »og nu ser jeg grant mange Ting, som før vare dulgte for mig og mange andre. Jeg kan sige dig, Torkel, at dette Uaar ikke vil vare længre end Vinteren over; naar det vaares, bliver Aaret bedre; Soten, her har været, vil ogsaa mindskes hurtigere, end det ser ud til. Men dig, Gudrid, skal jeg strax lønne for den Hjælp, du har ydet os, thi jeg ser grant din Skjæbne. Du vil gjøre det anseligste Giftermaal her i Grønland, men kun stakket Tid vil du nyde godt deraf, thi dine Veje ligge ud til Island, der skal der komme en baade stor og god Æt fra dig, og over dit Afkom skinner der saa klart Lys, at jeg ikke mægter at se det grant, men hil dig nu min Datter, og far vel«. Siden gik Folk til Spaakvinden og spurgte om hvad de havde mest Lyst til at faa at vide. Hun var god til at give Svar, og det var kun lidt, der slog fejl for hende, af hvad hun sagde. Saa kom der Folk fra en anden Gaard for at hente hende, og hun fór did, og saa blev der sendt Bud efter Torbjørn, thi han vilde ikke være hjemme, medens der blev drevet saadan Trolddom. Vejret blev snart bedre, som Torbjørg havde sagt, og Torbjørn gjorde da sit Skib rede og fór til Bratteli. Erik tog godt og venlig imod ham, og sagde, at det var vel, han var kommen did. Torbjørn og hans Husfolk var hos ham om Vinteren, men det øvrige Skibsmandskab skaffede de Ophold hos Bønderne. Om Vaaren gav Erik Torbjørn Land paa Stokkenæs, og der byggede han en anselig Gaard, hvor han siden boede.

Erik havde to Sønner med sin Kone Torhild, den ene hed Torstejn, den anden Lejf, begge vare de lovende unge Mænd. Torstejn var hjemme hos sin Fader, og der var ikke den Mand i Grønland, der tyktes at være bedre Æmne i end han. Lejf havde sejlet til Norge og været hos Kong Olav Tryggvessøn. En Sommer, da han sejlede fra Grønland, blev de forslaaede til Syderøerne; det varede længe, inden de fik Bør, saa de kunde komme derfra, og de maatte da blive der en stor Del af Sommeren. Lejf fattede Hu til en Kvinde, der hed Torgunna; hun var en ætstor Kvinde, og Lejf skjønnede, at hun maatte forstaa sig paa Trolddom. Da Lejf lavede sig til at fare bort, bad Torgunna, om hun maatte følge med ham. Han spurgte, om det var med hendes Frænders Vilje, men hun svarede, at dem brød hun sig ikke om. Lejf sagde, at det ikke tyktes ham raadeligt at bortføre saa ætstor en Kvinde i fremmed Land med saa ringe Mandskab, som han havde. »Uvist er det, om det vil tykkes dig, at du har valgt det Bedste«, sagde Torgunna. »Det vil jeg dog prøve«, sagde Lejf. »Saa vil jeg sige dig, at jeg ikke længer er ene«, sagde Torgunna; »jeg er med Barn, og du er dets Fader. Jeg aner, at det bliver en Dreng, jeg føder, og skjønt du ikke vil tage dig af ham, vil jeg opfostre Drengen og sende ham til dig i Grønland, saasnart han kan færdes mellem andre Mænd, og det bæres mig for, at du vil mene at have lige saa megen Nytte af denne Søn som af at skilles fra mig nu; men selv tænker jeg ogsaa at komme til Grønland, før jeg dør«. Lejf gav hende en Guldfingering, en grønlandsk Vadmelskaabe og et Bælte af Hvalrostand. Drengen kom siden til Grønland; han hed Torgils, og Lejf kjendte ham for sin Søn. Somme sige, at Torgils kom til Island om Sommeren før Frodaa-Underne (1), men siden var han paa Grønland, og der syntes det heller ikke at være rigtig fat med ham, inden Enden tog det. Lejf og hans Mænd sejlede fra Syderøerne og kom til Norge om Høsten. Lejf fór til Kong Olav Tryggvessøns Hird; Kongen viste ham megen Hæder og tyktes at kunne skjønne, at han maatte være en dygtig Mand. Engang gav Kongen sig i Tale med ham og sagde: »Agter du dig ud til Grønland i Sommer?« »Ja«, svarede Lejf, »det er min Agt at fare did, om det kan blive med Eders Vilje«. »Jeg tænker, at det vel kan ske«, sagde Kongen; »du skal fare did i mit Ærinde og forkynde Kristendommen der«. Lejf sagde, at han skulde raade, men at han troede, det vilde blive en vanskelig Sag at faa fremmet i Grønland. Kongen sagde, at han ikke kjendte Nogen, der egnede sig bedre dertil end han, »du vil faa Held dertil«. »Det vil kun lykkes mig«, sagde Lejf, »naar Eders Lykke staar mig bi«. Lejf stak nu i Søen og var længe paa Havet, og omsider traf han paa Lande, som han før ikke havde vidst af at sige; der var selvsaaede Hvedeagre og voxede Vinranker og det Træ, som hedder Masur; de tog noget af hvert til Prøve; somme af Træerne vare saa store, at de blev brugt som Bjælker i Huse.

Lejf Erikssøn opdager Amerika
Christian Krohg (1852-1925)

Lejf fandt nogle Mænd paa et Skibsvrag og tog dem hjem med sig. Han indførte Kristendommen i Landet og viste sig i dette som i meget andet som den gjæveste og bedste Mand, og siden blev han altid kaldt den lykkelige. Lejf lagde til Land i Eriksfjord og fór siden hjem til Bratteli, hvor alle tog vel imod ham. Han forkyndte strax Kristendommen og den almindelige Tro i Landet, sagde Folk Kong Olav Tryggvessøns Bud og hvor megen Ære og Herlighed der fulgte med denne Tro. Erik var sen til at gaa ind paa denne Sag og opgive sin gamle Tro, men Torhild tog strax ved Troen og lod bygge en Kirke et godt Stykke fra Husene; den blev kaldt Torhilds Kirke, og der holdt hun og de andre, som toge ved Troen, deres Bønner. Hun vilde ikke holde Samkvem med Erik, efter at hun havde taget ved Troen, og det huede ham saare ilde.

Der var nu megen Tale om, at man skulde fare hen og søge det Land op, som Lejf havde fundet, og mest raadede Torstejn Eriksson, som baade var kløgtig og vennesæl dertil. De bad ogsaa Erik om at følge med, thi hans Lykke og Omsigt havde Folk mest Tro til. Han undslog sig længe, men da hans Venner blev ved at bede ham derom, sagde han omsider ja. De gjorde nu det Skib rede, som Torbjørn var kommet med; der blev taget tyve Mand ud, og de havde kun lidet Gods med, ikke andet end Vaaben og Levnetsmidler. Om Morgenen, da Erik red hjemmefra, tog han en Kiste med Guld og Sølv og gjemte den, og gav sig saa paa Vej, Det hændte da, at han faldt af Hesten og brækkede nogle Ribben og kom til Skade med sin ene Arm i Skulderbladet, og da det var overgaaet ham, sagde han til sin Kone Torhild, at hun skulde gaa og hente Kisten med Sølvet og Guldet; det var det at han havde gjemt det, han havde maattet undgjælde for, mente han. Siden sejlede de bort fra Eriksfjord med stor Glæde, og det tyktes dem, at alt saa’ overmaade lovende ud for dem. De drev længe om paa Havet og kunde ikke komme ind i den Kurs, de vilde; de fik Island i Sigte og fik ogsaa Fugle fra Irland at se, og saaledes tumledes deres Skib om paa Havet imellem Landene; om Høsten vendte de tilbage og vare da saare udslidte og ilde tilredte, og lige i Begyndelsen af Vinteren kom de tilbage til Eriksfjord. Da sagde Erik: »Gladere vare vi, da vi sejlede ud af Fjorden her i Sommer, dog er der endnu mange gode Raad for os at finde«. »Det sømmer sig nu for Høvdingen at sørge vel for alle de Mænd, som nu staa raadløse her, og at skaffe dem Ophold i Vinter«. »Sandt er det, som Ordet lyder«, sagde Erik, »at Ingen véd, hvad man mener, før man har svaret, og saa gaar det ogsaa her; nu ville vi følge dit Raad«. Saa fulgte alle de, som ikke havde andet Ophold, hjem med Torstejn og Erik til Bratteli og var der om Vinteren.

Nu er at melde, at Torstejn Erikssøn bejlede til Gudrid, og baade hun og hendes Fader svarede vel derpaa, og hun blev fæstet ham. Siden fik han hende tilægte; Brylluppet stod paa Bratteli om Høsten, og der blev holdt et godt Gilde, hvor mange vare samlede. Torstejn ejede Gaarden Lysefjord i Vesterbygden halvt med en anden Mand, som ogsaa hed Torstejn, og hvis Kone hed Sigrid. Torstejn Erikssøn flyttede til Lysefjord til sin Navne om Høsten og Gudrid med ham; der blev taget vel imod dem, og de var der om Vinteren. Lidt ud paa Vinteren hændte det, at der kom Sot der paa Gaarden. Værkstyreren hed Gard og var ikke nogen vennesæl Mand; han fik først Soten og døde, og saa varede det ikke længe, før end den ene døde efter den anden. Torstejn Erikssøn og hans Navne Torstejns Hustru Sigrid blev ogsaa syge. En Kveld var Sigrid gaaet udenfor, og Gudrid fulgte hende; idet de vendte sig mod Døren, gav Sigrid et højt Skrig fra sig. »Vi have baaret os uforsigtig ad«, sagde Gudrid, »staa ikke stille, saa kommer du til at fryse, lad os skynde os ind, det forteste vi kan«. »Det er lettere sagt end gjort nu«, sagde Sigrid, »thi jeg ser alle de Døde staa for Døren, og jeg ser baade din Husbond Torstejn og mig selv i Flokken; tungt er det at se sligt«. Lidt efter sagde hun: »Lad os nu gaa ind, Gudrid, nu ser jeg ikke længer Flokken.« Da saa’ hun heller ikke længer Torstejn, men før tyktes det hende, at han stod der med en Svøbe i Haanden og vilde slaa Flokken, De gik nu ind, og før det var Morgen var hun død, og der blev lavet en Kiste til Liget. Samme Dag agtede Folkene sig ud paa Søen, og Torstejn fulgte dem ned til Baadehavnen, og siden, da det begyndte at blive mørkt, gik han ned for at se deres Fangst. Medens han var der, sendte Torstejn Erikssøn Bud, at han maatte komme op til ham, der var overmaade uroligt deroppe, sagde han, den døde Sigrid havde rejst sig overende og vilde i Sengen til ham. Da Torstejn kom ind, var hun kommen op paa Sengestokken, men han greb hende og holdt hende en Buløxe for Brystet. Torstejn Erikssøn døde henad Aften. Torstejn Bonde bad Gudrid lægge sig til at sove, han skulde nok vaage ved Liget, sagde han. Hun gjorde saa, men da det var ledet lidt ud paa Natten, rejste Torstejn Erikssøn sig op og bad sin Navne kalde Gudrid did, han vilde tale med hende. »Gud har givet mig Orlov og skjænket mig denne Stund til Bedring for mine Kaar«, sagde han. Torstejn Bonde gik da til Gudrid og vakte hende, bad hende signe sig og bede Gud staa hende bi og sagde hende, hvad Torstejn Erikssøn havde sagt. »Han vil tale med dig«, sagde han, og du faar nu selv bestemme, hvad du vil gjøre, thi jeg kan intet Raad give dig«. »Kan hænde«, svarede Gudrid, »at denne vidunderlige Tildragelse gaar ud paa Ting, som siden ville mindes længe; jeg haaber, at Gud vil holde sin Haand over mig, og med hans Miskundhed vil jeg vove at gaa til ham og høre, hvad han har at sige, thi skal det være mig til Mén, vil jeg ikke kunne undfly det, men det aner mig, at det maa være noget vigtigt«. Saa gik Gudrid til Torstejn. Det tyktes hende, at han fældede Taarer; han hviskede hende nogle Ord i Øret, saa at kun hun kunde høre dem, men højt, saa at alle kunde høre det, sagde han at de vare salige, der holdt Troen vel, thi med den fulgte al Hjælp og Miskundhed, men mange holdt den ilde, »og er det en Uskik, der har været her i Grønland, siden Kristendommen blev indført her, at begrave Folk i uviet Jord og kun synge lidet over dem. Jeg vil, at I skulle føre mig og de andre, der ere døde her, til Kirke, men Gard skulle I brænde saa snart som muligt, thi han volder alt det Spøgeri, her har været i Vinter« Han talte ogsaa til hende om hendes egen Skjæbne og sagde, at der var bestemt hende anselige Kaar, men raadede hende at vare sig for at gifte sig med nogen grønlandsk Mand. Han bad hende give deres Gods til Kirken og til de Fattige, og saa sank han atter tilbage. Det havde været Skik paa Grønland, efter at Kristendommen var kommen did, at Folk bleve begravede i uviet Jord paa Gaardene, hvor de døde; der blev da rejst en Pæl fra Brystet paa den Døde, og siden, naar der kom Præster til, skulde Pælen trækkes op, og der blev hældt Vievand derned og sunget derover, om det end var længe efter. Torstejns og de andres Lig blev førte til Kirken i Eriksfjord, og der blev sunget over dem af Præsterne. Erik tog sig af Gudrid og var hende i Faders Sted. Kort efter døde Torbjørn, og alt Godset skulde da tilfalde Gudrid. Erik tog hende til sig og sørgede vel for alle hendes Sager.

Paa Høfde paa Høfdestrand boede der en Mand ved Navn Tord; han var gift med Fridgerd, en Datter af Tore den sendrægtige og Irekongen Kjarvals Datter. De havde en Søn, som hed Snorre og var gift med Tord Gelles Datter Torhild Rype, og Tord Hesthøfde hed deres Søn. Tord fik en Søn, som hed Torfin Karlsæmne, Torun hed Torfins Moder. Han fór meget i Kjøbfærd og havde Ord for at være en dygtig Kjøbmand. En Sommer gjorde Karlsæmne sit Skib klart og agtede sig til Grønland. Snorre Torbandssøn fra Alptafjord fulgte med, og de var i alt fyrretyve Mand ombord. Der var en Mand ved Navn Bjarne Grimolfssøn, han stammede fra Bredefjord, og Torhal Gamlessøn hed en anden, som stammede fra Østfjordene; de rustede ogsaa deres Skib samme Sommer og agtede sig til Grønland, og de var ogsaa i alt fyrretyve Mand ombord. Karlsæmne og de andre stak nu i Søen med disse to Skibe, saa snart de vare færdige til at sejle. Der meldes Intet om, hvor længe de var paa Havet, men det er vist, at om Høsten kom begge Skibene til Eriksfjord. Erik og andre af Egnens Folk red ned til dem, og der holdtes Kjøbstævne, som gik let fra Haanden; Styrmændene tilbød Erik at udtage af Varerne, hvad han vilde, og Erik viste sig til Gjengjæld ogsaa som en storsindet Mand imod dem og bød Mandskabet paa begge Skibene hjem til sig paa Bratteli for Vinteren, hvad Kjøbmændene med Tak tog imod. Deres Ladning blev flyttet op til Bratteli, og der var ingen Mangel paa store Udhuse til at gjemme Varerne i og heller ikke paa hvad andet der behøvedes, saa de var vel tilfreds om Vinteren. Da det lakkede ad Jul, blev Erik meget tavs og var ikke nær saa munter, som han plejede at være. Engang gav Karlsæmne sig i Tale med ham og sagde: »Er der noget, der trykker dig, Erik Bonde? Folk finder, at du ikke er saa munter, som du plejer at være. Du har víst os den største Gavmildhed, og det er vor Skyldighed at lønne dig derfor med alt det Gode, vi formaa at yde. Sig nu frem, hvad der bedrøver dig«. Erik svarede: »I tage vel og venlig til Takke og jeg er heller ikke ræd for, at det skal komme til at gaa ud over Jer paa den Vis, at vi ingen Hjælp kan yde Jer længer, men det frygter jeg, at naar I komme andensteds hen, vil det blive sagt, at aldrig har I havt en daarligere Jul end den, som nu kommer, da Erik den Røde skulde sørge for Jer paa Bratteli i Grønland«. »Det har ingen Nød, Bonde«, svarede Karlsæmne; »vi have baade Malt og Korn paa vort Skib; tag deraf, hvad I vil, og gjør saa stateligt et Gilde som Jer lyster«. Dette Tilbud tog Erik imod, og der blev nu redet til Julegilde, og det blev saa anseligt, at Folk mente, de næppe nogensinde havde set saadan Pragt i det fattige Land. Da Julen var ovre, bejlede Karlsæmne hos Erik til Gudrid, thi det tyktes ham, at han maatte have Raadighed over hende. Erik svarede vel derpaa og sagde, at hun fik følge sin Skjæbne, og at han ikke havde hørt andet end godt om ham; saa fæstede Torfin Gudrid, og der blev Gilde igjen. Det var om Vinteren, paa Bratteli, at deres Bryllup blev drukket.

Der begyndte nu at blive megen Tale paa Bratteli, om at man burde søge efter Vinland det gode, og Ordet gik, at der maatte være gode Kaar at finde i det Land. Enden blev da, at Karlsæmne og Snorre rustede deres Skib og agtede sig ud om Vaaren at søge efter Landet. Med dem fulgte ogsaa Bjarne og Torhal, som for bleve nævnte, med deres Skib. Der var en Mand, som hed Torvard; han var gift med Erik den rødes Slegfreddatter Frøjdis; han fulgte ogsaa med dem og ligesaa Eriks Søn Torvald og Torhal Jæger, som længe har været hos Erik og tjent ham som Jæger om Sommeren og som Bryde (2) om Vinteren; han var stor og stærk, sortladen og saa’ ud som en Jætte, kun lidet talende, men gav for det meste ondt af sig, naar han sagde noget, og raadede og eggede bestandig Erik til det Værste, ogsaa var han en daarlig Kristen; i Ubygderne var han stedkjendt vidt og bredt; han var ombord hos Torvard og Torvald; de havde det Skib, Torbjørn var kommen til Grønland med. De var i alt Hundrede og fyrretyve Mand, da de sejlede til Vesterbygden og derfra til Bjarnø. Derfra sejlede de to Dage sønderpaa, da saa’ de Land, satte en Baad ud og undersøgte Landet; de fandt der store flade Stenblokke, mange af dem vare tolv Alen brede; der var ogsaa en Mængde Hvidræve. De kaldte Landet for Helleland. Derfra sejlede de to Dage og bøjede af fra Syd til Sydvest og fandt da et skovgroet Land, hvor der var mange Dyr. Der laa en Ø udfor Landet i Sydøst, paa den dræbte de en Bjørn og kaldte saa Øen Bjarnø, men Landet kaldte de Markland. Derfra sejlede de længe sønder paa langs med Landet, til de kom til et Næs. De havde Landet paa Styrbordssiden med lange, sandige Kyststrækninger. De roede i Land ved Næsset og fandt der en Skibskjøl, hvorfor de kaldte Stedet Kjølenæs. Kysten kaldte de Furdustrand eller den umaadelige Kyst, fordi de sejlede saa længe langs med den. Omsider begyndte der at skjære sig Vige ind i Landet, og de lagde ind i en af dem. Kong Olav Tryggvessøn havde givet Lejf et Par skotske Folk, en Mand, som hed Hake, og en Kvinde, som hed Hekja, mere rapfodede end Hjorte; de var ombord paa Karlsæmnes Skib. Da de var komne forbi den umaadelige Strand, satte de disse tvende Skotter i Land og bad dem løbe sønderpaa i Landet for at undersøge, hvorledes Vilkaarene der vare, og komme tilbage før der var ledet tre Døgn til Ende. De bar en Dragt, som de kaldte Kjafal, den var saaledes lavet, at der var en Hætte foroven, den var aaben i Siderne, havde ingen Ærmer og var lukket mellem Benene med en Knap og en Strop, men ellers var de nøgne. De blev borte den bestemte Tid, og da de kom tilbage, havde den ene af dem en Vindruklase i Haanden, den anden et vildt Hvedeax. Da de vare komne ombord, sejlede de videre. De styrede ind i en Fjord; udenfor den laa der en Ø, omkring hvilken der gik stærke Strømme, hvorfor de kaldte den Strømø. Der var saa mange Edderfugle paa øen, at man næppe kunde gaa for deres Æg. Fjorden kaldte de Strømfjord, De bar Ladningen i Land fra Skibene og indrettede sig der; de havde alskens Kvæg med. Landet var fagert, og de tog sig ikke andet for end at undersøge det; de var der hele Vinteren, uden at have nødig at arbejde. Om Sommeren mindskedes Jagten og Fiskefangsten, og det faldt dem haardt at bjerge Føden. De bad til Gud om Levnetsmidler, men de kom ikke saa hurtig, som det tyktes dem de havde dem nødig. Da forsvandt Torhal Jæger, og da de havde ledt efter ham i tre Dage, fandt de ham omsider paa en fremspringende Klippe, der laa han og stirrede op i Luften og gabede baade med Næse og Mund og mumlede noget for sig selv; de spurgte, hvad han gjorde der; han svarede, at det kom ikke dem ved, men da de bad ham følge hjem med dem, gjorde han det. Kort efter kom der en Hval; de fór did og flensede den, men Ingen vidste, hvad Slags Hval det var, og da den var bleven kogt og de havde spist af den, fik de alle ondt deraf. Da sagde Torhal: »Denne Gang fik den rødskjæggede (3) Overtaget over Eders Krist; det har jeg faaet ud af mit Skjaldskab, fordi jeg kvad om Tor; ham kan man lide paa«. Da de andre hørte det, kastede de hele Hvalen i Søen og henskjød deres Sag til Gud. Vejret bedredes da ogsaa, saa de kunde ro ud, og det skortede dem siden ikke paa Levnetsmidler, thi der var Dyr at jage paa Landet, Æg at samle paa øen og Fisk at fange i Søen.

Nu er at melde, at Torhal vilde fare nordpaa langs den umaadelige Strand for at søge efter Vinland, men Karlsæmne vilde sønderpaa langs Kysten. Torhal gjorde sig sejlklar ude under øen, men de blev ikke flere end ni Mand i alt, alle de øvrige fulgte med Karlsæmne. Torhal og hans Mænd sejlede nordpaa langs med den umaadelige Strand forbi Kjølenæs og vilde saa krydse sig op imod Vest, men der kom en Storm fra Vest og forslog dem til Irland, hvor de blev slagne og gjort til Trælle, og der lod Torhal sit Liv, efter hvad Kjøbmænd have fortalt.

Om Karlsæmne er at melde, at han fór sønderpaa langs Landet med Snorre og Bjarne og deres Folk. De sejlede længe og kom saa til en Aa, der kom oppe fra Landet og faldt ud i Havet gjennm en Indsø. Der var store Grunde, saa at man ikke kunde komme ind i Aaen undtagen ved Højvande. De sejlede ind i Mundingen, som de kaldte Hop (4). Paa Land fandt de Agre med selvsaaet Hvede paa de lavtliggende Steder, og alle vegne hvor der var Skovland, fandt de Vinranker; hver en Bæk var fuldt af Fisk. De gjorde Grave der, hvor Landjorden tog ved og Højvandet gik højest op, og naar Ebben saa kom, var der Helleflyndre i Gravene. I Skoven var der en stor Mængde af alskens Dyr. De var der en halv Maaned og havde megen Gammen; deres Kvæg havde de med sig. De blev Intet vár, før en Morgen tidlig, da de saa’ sig om, fik de Øje paa en stor Mængde Skindbaade; der blev svunget med Stænger fra dem, saa det lød ligesom naar Plejle svinges, og Stængerne blev svungne med Solen. »Hvad mon dette skal betyde?« sagde Karlsæmne. »Kan hænde«, sagde Snorre Torbrandssøn, »at det skal være et Fredstegn; lad os tage et hvidt Skjold og holde imod dem«. De gjorde saa, og Folkene i Skindbaadene roede da hen imod dem og undrede sig over de Fremmede, de saa’, og gik op i Land. De var sortladne og saa’ ondskabsfulde ud, havde stridt Haar, store Øjne og brede Kinder. De tøvede der en Stund og undrede sig over hvad de saa’, og roede saa sønderpaa om Næsset.

Karlsæmne og hans Mænd havde rejst deres Boder ovenfor Søen, somme nærmere ved den, andre længer borte. De var nu der den Vinter. Der faldt ingen Sne, og alt deres Kvæg gik ude og bjergede selv Føden. Da det vaaredes, saa’ de en Mængde Skindbaade komme roende sønderpaa om Næsset, saa mange, at det saa’ ud, som der var drysset Kul foran Vigen, og fra hver Baad blev der svunget Stænger. Karlsæmne og hans Folk svang da deres Skjolde, og da de kom sammen, holdt de Kjøbstævne. Folkene i Skindbaadene vilde helst have rødt Tøj, de havde Graaværk og andre Skindvarer med, som de gav i Bytte derfor. De vilde ogsaa kjøbe Sværd og Spyd, men dem forbød Karlsæmne og Snorre deres Folk at sælge. Skrælingerne tog et Stykke rødt Tøj paa et Spands Længde for et helt graat Skind og bandt det om Hovedet. Det gik nu saa med Handelen en Stund, men saa begyndte Tøjet at slippe op for Karlsæmnes Folk; de skar det da i saa smaa Stykker, at de ikke var bredere end en Finger, men Skrælingerne gav alligevel lige saa meget derfor som før, eller mere.

Det traf sig nu saa, at en Tyr, Karlsæmne havde med, løb frem fra Skoven og brølede højt. Skrælingerne bleve saa rædde derved, at de løb ud til deres Skindbaade og roede langs Landet, og saa saa’ Nordboerne ikke noget til dem i hele tre Uger. Men da den Tid var ledet, saa’ de en stor Mængde Skrælinger komme søndenfra i Baade som en hel Strøm, og nu blev alle Stængerne svungne imod Solen, og de hylede alle meget højt. Karlsæmne og hans Mænd toge da et rødt Skjold og holdt op imod dem; Skrælingerne sprang af Baadene, og saa gik de imod hinanden og sloges; der blev en hvas Skudregn, thi Skrælingerne havde Blider med, og Karlsæmne og hans Folk saa’ ogsaa, at de løftede en meget svær Kugle, næsten som en Faaremave at se til og blaa af Farve, op paa en Stang og kastede den fra Stangen ud over Karlsæmnes Folk, og det gav et svart Gny, hvor den faldt ned. Herover bleve Karlsæmne og hans Folk saare rædde, saa at de ikke tænkte paa andet, end at fly og at komme bort langs med Aaen, thi det tyktes dem, at Skrælingernes Flok kom imod dem fra alle Sider, og de standsede ikke, før de kom til nogle Klipper, hvor de satte sig drabelig til Modværge. Frøjdis kom ud og saa’, at Karlsæmne og hans Mænd trak sig tilbage; hun raabte efter dem: »Hvi fly I for disse Uslinger, saa gjæve Mænd som I ere? det tykkes mig, I maatte kunne slaa dem ned som Kvæg; havde jeg Vaaben, tror jeg, jeg skulde slaas bedre end nogen af Jer«. De gav ikke Agt paa hendes Ord. Frøjdis vilde følge efter dem, men hun kom kun sent afsted, thi hun var med Barn, men alligevel fulgte hun efter dem ind i Skoven. Skrælingerne satte efter hende; hun fandt en Mand liggende død paa hendes Vej, det var Torbrand Snorressøn; der sad en flad Sten fast i Hovedet paa ham: hans Sværd laa ved Siden af ham, det tog hun og lavede sig til at værge sig. Da Skrælingerne kom hen til hende, trak hun Klæderne bort fra sine Bryster og slog dem ud over det blottede Sværd, og derover bleve Skrælingerne saa rædde, at de flyede til deres Baade og roede bort. Karlsæmne og hans Folk kom nu hen til hende og roste hende for hendes Mod. Der var faldet to af Mandskabet, men en Mængde af Skrælingerne. Nordboerne havde her maattet vige for Overmagten; nu gik de hjem til deres Boder, forbandt deres Saar og tænkte over, hvad det vel kunde have været for en Mængde Mennesker, der var kommet imod dem oppe fra Land, og skjønnede de nu, at det kun havde været Skrælingernes Flok, der var kommet fra Baadene, og at den anden Flok maatte have været Øjenforblændelse. Skrælingerne fandt ogsaa en død Mand og ved ham en Øxe; en af dem tog Øxen op og hug med den i et Træ, og det gjorde de andre ogsaa, den ene efter den anden, og det tyktes dem, at Øxen var et stort Klenodie og at den bed godt; men saa tog en og hug i en Sten med den, saa den brast, og da de saa’, at den ikke kunde staa sig imod Sten, tyktes det dem, at den duede til Ingenting, og de kastede den bort.

Karlsæmne og hans Folk skjønnede nu, at hvor vel Landets Vilkaar ellers vare gode, vilde de stadig have Ufred at frygte fra dem, der alt boede i det. De lavede sig da til at fare bort, og agtede sig hjem til deres eget Land og sejlede nordpaa langs Kysten. De fandt fem Skrælinger med Skindpelse paa sovende nede ved Havet; de havde Æsker med, hvori der var Dyremarv blandet med Blod. Karlsæmne og hans Folk skjønnede, at disse Mænd maatte være blevne forviste Landet. De slog dem ihjel. Siden kom de til et Næs, hvor der var en Mængde Hjorte, og hele Næsset var at se til som en Møgklump, fordi Dyrene laa der om Nætterne, De kom nu tilbage til Strømfjord, hvor der var fuldt op af alt, hvad de trængte til. Saa sige Somme, at Bjarne og Gudrid vare blevne tilbage der med Hundrede Mand, men at Karlsæmne og Snorre fór sønderpaa med halvtredsindstyve Mand, og at de ikke var længere ved Hop end to Maaneder og vendte tilbage samme Sommer. Karlsæmne fór derpaa med ét Skib ud at søge efter Torhal Jæger, men de øvrige blev tilbage. De sejlede nord forbi Kjølenæs og blev saa drevne mod Vest med Landet om Bagbord. Der var ikke andet end øde Skove, saa langt de kunde se, og næsten ingen Lysninger i dem. Og da de havde sejlet længe, kom de til en Flod, der løb fra Øst mod Vest; de lagde ind i Mundingen og lagde til ved den søndre Bred.

En Morgen saa’ Karlsæmne og hans Folk ovenfor en Lysning i Skoven en Plet, som glinsede imod dem; de raabte hen derimod; det rørte sig, og det var en Enfoding, som skjød sig ned til den Flodbred, de laa ved. Torvald, Erik den rødes Søn, sad ved Roret, og Enfodingen skjød en Pil i Tarmene paa ham. Torvald trak Pilen ud og sagde: »Fedt have vi om Indvoldene, godt er det Land, vi ere komne til, men dog faa vi næppe Glæde deraf«. Lidt efter døde Torvald af dette Saar. Enfodingen løb sin Vej nordpaa; Karlsæmne og hans Folk satte efter ham, og af og til kunde de se ham; det sidste, de saa’ til ham, var, at han sprang ud i en Vig, saa vendte de om. De fór nu bort derfra, nordpaa, men da de fik Øje paa et Land, som de troede var Enfodingeland, vilde de ikke vove sig længer frem. De mente, det var den samme Fjældkjæde, der var ved Hop, som de nu traf her, og at der paa lidet nær var lige langt fra Strømfjord til begge Steder. Den tredie Vinter var de i Strømfjord. De skilte sig nu meget i mindre Flokke, og det var mest for Kvindernes Skyld, thi de Mænd, som ikke vare gifte, vilde ikke lade de andres Koner i Fred, og deraf blev der stor Uro. Den første Høst var Karlsæmnes Søn Snorre bleven født, og han var tre Aar gammel, da de fór bort. Da de sejlede fra Vinland, fik de Søndenvind og kom da til Markland, hvor de fandt fem Skrælinger, den ene havde Skjæg, de to var Kvinder og de to Børn. De tog Drengene, men de andre slap bort og sank ned i Jorden. De førte disse Drenge med sig lærte dem Sproget, og de blev døbte. De sagde, at deres Moder hed Vethilde og deres Fader Uvæge. De sagde ogsaa, at Skrælingerne styredes af to Konger, den ene hed Avaldania, den anden Valdidida; der var ingen Huse der i Landet, Folk sov i Huler eller Klippeskjul; der laa et Land paa den anden Side lige overfor deres, sagde de, hvor der boede Folk, som gik i hvide Klæder og bare Stænger foran sig, hvorved der var fæstet Flige, og saa raabte de højt. Det, mener Folk, maa have været de hvide Mænds Land eller det store Irland.

Bjarne Grimolfssøn og hans Mænd blev drevne ind i Irlands Hav og kom ind i en Sø, som var fuld af Orme, og Skibet begyndte stærkt at synke under dem. De havde en Baad, som var overstrøget med Sæltjære, thi den angriber Søormene ikke; de gik i Baaden, men da de saa’, at den ikke kunde rumme dem alle, sagde Bjarne: »Da Baaden ikke kan bære mere end Hælvten af os, er det mit Raad, at vi trække Lod, om hvem der skal gaa i den, thi dette skal ikke gaa efter Anseelse«. Dette tyktes Alle saa ædelmodigt et Tilbud, at Ingen vilde sige noget derimod; de gjorde da, som Bjarne vilde, og trak Lod, og det faldt da saa, at Bjarne skulde gaa i Baaden, og Hælvten af Mandskabet med ham, flere rummede den ikke. Men da de vare komne i Baaden, sagde en Islænding, som da var paa Skibet, og som havde fulgt Bjarne fra Island: »Agter du at skilles fra mig her Bjarne?« »Det faar nu være saa«, sagde Bjarne. »Andet lovede du min Fader, da jeg fór fra Island med dig«, sagde Islændingen, »end at du vilde skilles saaledes fra mig; da sagde du, at én Skjæbne skulde overgaa os begge«. »Saa skal det være anderledes da«, sagde Bjarne; »gaa du i Baaden, saa gaar jeg op paa Skibet, siden jeg ser, du er saa ivrig for at bjerge Livet«. Bjarne gik ombord paa Skibet, og Manden gik i Baaden, og de sejlede bort og kom til Dublin, hvor de meldte denne Tidende. Men det er de Flestes Tro, at, Bjarne og hans Fæller ere omkomne i Ormesøen, thi der spurgtes aldrig noget til dem siden.

Den anden Sommer derefter fór Karlsæmne til Island og Gudrid med ham; han fór hjem til Reynisnæs, men da hans Moder fandt, at han kun havde gjort et ringe Giftermaal, var Gudrid ikke hjemme den første Vinter. Siden skjønnede hun, at Gudrid var en ypperlig Kvinde, og saa lod hun hende komme hjem, og de levede godt sammen. Snorre Karlsæmnessøns Datter var Halfred, som blev Moder til Bispen Torlak Runolfssøn. De havde en Søn, som hed Torbjørn; hans Datter Torun blev Moder til Biskop Bjørn, og mange andre vare de Stormænd, som stammede ned fra Karlsæmne og Gudrid, men som vi ikke ville opregne her.

Gud være med os. Amen!

Noter:

1. hvorom der fortælles udførlig i Eyrbyggja Saga (N. M. Petersen, Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude).

2. Husfoged.

3. ɔ: Tor.

4. ɔ: Vig ved Udløbet af en Aa.