Torgeirsdrapaen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Skjaldekvad


Tormod Kulbrynsskjald Berseson
† 1030


Torgeirsdrapaen


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2016



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915


1.
Rullestokkens stodhingsts
styrer åbned’ tappert
kampen; kækt han bragte
Kløings arving døden.
Godt blev Håvar hævnet;
Havgangerens Mode
voldte værket — femten
vintre gammel — heldigt.


2.
Ingolfs arving faldt for
åre-Sleipners styrer;
vidt omkring, jeg venter,
véd man nu om drabet.
Masteøgets aver
endte Torbrands levned;
manden lod da livet
(liden grund til trætte).


3.
Tavst Butralde trimled’
truffet af spydsodden;
våbenmødets måge
mæt fra striden letted’.
Dog vil drabet næppe
(dette skal ej nægtes)
redde skjoldets rødner
ros fra folkeslægten.


4.
Folk har spurgt, at fjenders
falske snak os skilte,
men råd fra sårslangens
svinger tit jeg fulgte.
Vel var folk mod vovens
vilddyrs styrer hadske;
jeg vil intet mindes
uden et godt venskab.


5.
Mårs søn fik af manden
(mæt af blodet ravnen —)
sin lyst til strid lønnet
(— letted’ fra sværdstormen).
Dernæst dræbte bølge-
dyrets herre Bjarne
og Skuf — gerne gik den
gæve mand til striden.


6.
Gunns stødtræ styrede
stavnplagen ud herfra
seks gange; den sårorms
svinger frembød raskhed.
Mangen gang lod guldets
giver den sortstrøgne
knar sætte i søen;
snild var den gavmilde.


7.
Raskt brød sværdets rødner
(revser af mænds fjendskab —)
Hælbens-Snorres hustag
(— heftig strid han voldte);
vandløbets gløds giver
(ganske vist jeg spurgte)
dræbte — til dåd ægget —
dengang tre på én gang.


8.
Jeg tovværks-Hrafns tapre
træ husker (han sejred’
ofte); Torers arving
under spyd han lagde.
Ørnen fik sin æde,
Odds sår blev da gengældt;
med styrke stavnhestens
styrer fremmed’ hævnen.


9.
Med Ragnvald sværdsangens
(siger skjalden) gæve
Njord da steg på stagets
stodhest — klar til hærfærd.
Fjendefolk han tappert
fælded’ i kamp; længe
huskes Håvars arvings
heltedåd i striden.


10.
Gaut, den våbenvante,
véd jeg, misted’ livet
i skjoldtrætten; Torgeir
tumled’ Sleites arving.
I løn modtog manden
— mærket til død — smerte;
en mægtig høst henter
hærtings røgter ofte.


11.
Torgeir tilbød guldets
tjørne våbenstilstand;
klogt den kække undveg
kamp mod overmagten.
Flod-flammens deleres
fredord for sandt manden
antog; svig den snilde
snart dog måtte døje.


12.
Standfast rakke-renens
røn forsvared’ knarren;
fyrre mænd han mødte
(modet svigted’ aldrig).
Fjendens folk fik skrammer,
førend manden segned’;
stridens ask i stavnen
stred med megen djærvhed.


13.
Kampens fyr til fulde
frænde-hjælp da yded’;
tit, hvor Torgeir fandtes,
tog det slut med freden.
Et mægtigt ry mandens
mod afstedkom; nordfra
lyder lov om armens
lysende stens giver.


14.
Jeg véd, at val-bækkens
våges mætter stadigt
stærkt i sværdets stødtræs
strenge trætte virked’.
Tungesnilde Torgeir
Torer og Mår dræbte;
freden lod de fare
forlods, så jeg hørte.


15.
Skibets flugtsky fører
fælded’ ene tretten,
inden sværdets svinger
selv sin bane mødte.
Og dér den dådriges
drabsrække må ende;
let for den, der lytted’,
lod jeg kvadet flyde.